Folket imod de multinationale firmaer

De multinationale firmaer dominerer alle sider af vores liv. De er de drivende kræfter bag globaliseringen, herrer over de imperialistiske magters økonomier, superudbyttere af de underudviklede nationer, skaberere af forskellige livsstile og i stigende grad de bestemmende over kunst- og kulturformer verden over. Hvordan er det sket, og hvordan bekæmpes det?

DAVID YAFFE diskuterer en ny og inspirerende bog „No Logo“ (Intet Varemærke o.a.) af Naomi Klein (London, Flamingo, 2000).

Bogens centrale og enkle budskab er, at når hemmeligheden bag de multinationale selskabers mærkevarenavne går op for flere og flere mennesker, vil deres overgreb give næring til den næste store politiske bevægelse.

Bogens konklusioner bygger på en detaljeret undersøgelse af den overvejende undergrundsbevægelse, med informationer, ideer, planlægninger og protester, der rummer aktivister fra mange lande og adskillige generationer: en bevægelse der kom dramatisk i søgelyset den 18 juni 1999, ved G-8 mødet i Køln i Tyskland, med samtidige protester og aktioner i hen mod 70 byer over hele verden, i det der blev kaldt „et globalt karneval mod kapitalismen“. En sammenslutning af grupper, inklusiv „Reclaim the Street“(Generobrer gaden o.a.) og „Peoples Global Action“ (Folkets globale aktion o.a.) arrangerede protester og gadefester rundt omkring i verden i finanskvartererne, udenfor børser, banker, supermarkeder og de mulinationales hovedkvarterer.
De viste, siger Naomi Klein, alt det lovende og skabende i bevægelsen - og viste stærkere end nogensinde før, præcis hvor meget gære der er i dette oprør mod de store selskaber (s.444). Bogen blev skrevet før gadekampene i Seatle under Verdenshandelsorganisationens (WTO) møde i november/december 1999.

Hvordan de multinationale kom til at dominere vores liv - En mærket verden
Naomi Klein argumenterer med, at de multinationale firmaers astronomiske vækst i rigdom og kulturel indflydelse gennem de sidste 15 år kan spores tilbage en idè, der blev udviklet af managementteoretikere i midten af 1980‘erne: „succesfulde firmaer må først og fremmest producere varemærker, i modsætning til produkter (s.3). Deres virkelige arbejde, sagde man, lå i marketing og ikke at producere ting. Firmaerne skulle koncentrere deres resourser om at bygge deres varemærker op omkring sponsorering, annoncering, emballage, fornyelse og ekspansion. De skulle købe produkter og „mærke“ dem og satse på synergieffekterne - opkøbe distributions- og detailnetværk - for at få deres mærker på så stort et marked som muligt. Varemærket er det primære, produktet det sekundære. Fabrikkerne skulle forpagtes ud fra hjemlandet til leverandører og underleverandører, som selv må løse problemet med at opfylde ordrene til tiden og indenfor budgetet, ideelt set i underudviklede lande hvor arbejdskraften er billig, fagforeninger og arbejdslove er ikke eksisterende, og der er vide mulighed for skattefritagelser. Mange firmaer undgår nu helt produktionsprocessen. Phil Knight, direktør for Nike opsummere deres bagvendte logik således: „Der er ikke nogen værdi i at producere ting mere. Værdien bliver tilført gennem omhyggelig research, gennem fornyelse og markedsføring“ (s.197). Konkurrence kan derfor koges ned til et brutalt slagsmål mellem varemærker, og ikke mellem produkter.
Annoncering, siger Naomi Klein, har ændret funktion i denne mærkevarerverden. I stedet for at leverere „produkt nyheds bulletiner“ skal det opbygge „et billede omkring en bestemt mærkevare-version af produktet“(s.6). Som en konsekvens heraf er annonceringsomkostningerne steget dramatisk. Forbruget på $196 mia. i 1998, var næsten fire gange så højt som i 1979.
Det globale forbrug nåede $ 435 mia. i 1996, en syvdobling siden 1950, og det voksede en trediedel hurtigere end verdensøkonomien. Hvis alle former for markedsføring medregnes nærmer tallene for det globale forbrug sig en rystende billion. Det er ikke så mærkeligt, at mærkevarer er så dyre. Phillip Morris betalte $12.6 mia for det multinationale Kraft i 1988, seks gange det pålydende værdi på grund af dets varemærke (s.7).
Men markedsføring, annoncering og opkøb af varemærker skaber ingen værdier - det er en pointe, som Phil Knight ikke kan fatte, og som „No logo“ ikke får fat i. De bliver betalt med superudbytningen af de fabriksarbejdere, der faktisk producerer produkterne. Det er derfor, firmaerne ikke kan acceptere en traditionel 100% forhøjelse fra fabrikkens produktionspris til detailprisen, men har gennemsøgt hele verden for fabrikker, hvor omkostningerne er så lave, at stigningen et tæt ved 400% eller mere, mens fabriksarbejdernes løn - de virkelige skabere af værdierne - udgør en stadig svindende del af firmaernes budgetter. „Mærkningen“ er, som Naomi Klein rigtigt anfører, i fuld gang med at rage al den „tilføjede værdi“ til sig (s.197) sammen med, skulle vi tilføje, de ublu salærer til selskabernes direktører og deres markedsføringspersonales svimlende udgifter.

Bag facaden - super udbytning
En stor del af produktionen i de fleste multinationale selskaber bliver uddelegeret til leverandører i Eksportproduktionszoner/ økonomiske frizoner (EPZ’ere) i Asien og Sydamerika. Det er omkring 1000 EPZ’s i hele verden, hvor der er beskæftiget omkring 27 millioner arbejdere. Den største „zone-økonomi“ er i Kina med omkring 18 milioner arbejdere i 124 EPZs. Naomi Klein besøgte nogle af disse zoner, og beskriver levende de barbariske vilkår, arbejderne - de fleste af dem unge kvinder - bliver påtvunget. Frizonen, der er den største af de 52 EPZs der findes i Philippinerne, er typisk. Hun kalder det et „mærkevare kosteskab“. Der er beskæftiget omkring 50.000 arbejdere. Det er et indhegnet industriområde på 682 acre med 207 fabrikker, der udelukkende producerer til eksportmarkedet. Indenfor hegnet samler arbejderne færdige produkter til Nike løbesko, Gap pyjamas, IBM computerskærme og Old Navy jeans. Fabrikkerne er anonyme værksteder uden vinduer, stuvet sammen med kun få fod mellem hver. Du er nødt til at gå indenfor i de „umærkede“ værksteder for at finde ud af, hvad der bliver samlet, ofte er det forskellige varemærker side om side, og for at se „rækkerne af unge kvinder, der sidder bøjet i stilhed over larmende maskiner“. Arbejdsdagen er lang, ofte 12 timer eller mere, ledelsen ofte militærisk, overvågningen ofte brutal, lønningerne er under eksistensminimum, og det lavt kvalificerede arbejde er ensformigt (s.202 ff).

Og midlertidige job
Samtidig med at de multinationaler selskaber uddelegerer produktionen til underudviklede lande, reorganiserer de også deres aktiviteter og skærer ned på omkostningerne på deres større markeder i de imperialistiske lande. For at kunne gøre det, ansætter de en flydende reserve af deltidsansatte, tidsbegrænset ansatte og freelancere, eller udliciterer arbejdet til vikarbureauer for at holder overkapaciteten nede, og for at kunne reagere på op- og nedgange i markedet. Wal-Mart, Starbucks, McDonalds, KMart og The Gab for at nævne nogle få, har sænket standarten på arbejdspladserne indenfor servicesektoren for at øge deres reklamebudgeter og deres ekspansion. Starbucks er typisk. Det har et softwareprogram til at sikre, at de ansatte kun er ansat i det tidsrum, der er behov for. Et program der ødelægger de ansattes tilværelse. Wal-Mart har en lignende politik. Næppe nogen af de deltidsansatte tjener en løn de kan leve af. Dette er således den brutale realitet bag de multinationale mærkevares „cool“ facade.

Neoliberalismen ryddede vejen
Det er én ting at skabe varemærker, men en helt anden at få den flettet ind i alle aspekter af vores liv, skabe bestemte livsstile, og gøre dem styrende for vores kunst og kultur. No Logo peger på de politiske og økonomiske beslutninger, der har formet den proces. Det ville ikke have været muligt uden neoliberalismen, den deregulerings- og privatiseringspolitik gennem næsten tre tiår, - hvor selskabsskatter og andre skatter blev sænket dramatisk, og den offentlige sektor blev udsultet for de nødvendige midler. Samtidig med at regeringsmidlerne faldt, blev universiteter, skoler, museer, telekommunikation og andre offentlige tjenester moden til at indgå partnerskab med private virksomheder. Det ideologiske angreb på den offentlige sektor - forudantagelsen om dens uafvendelige buroukratiske ineffektivitet og ødselhed - der varslede Keynesianismens sammenbrud fra midten af 1970-erne og fremad speedede den proces op. Det, der begyndte som sponsorering, en erstatning for offentlig finansering, viste sig snart som et højst effektivt markedsføringsredskab.
No Logo er fyldt med eksempler på multinationale selskaber, der markedsfører deres varemærker gennem infiltration af tidligere ikke kommercielle offentlige områder. Selskabernes adgang til uddanelser, der stod over for kronisk underfinansering, blev lettet af sammenknytningen med moderne teknologi. Gratis computere leveres til skoler i samarbejde med lokale firmaer. Utilstrækkeligt finanseret musik- og sportsfaciliteter, og studentercafeterier tillader fast-food kæder som Pitza Hut og McDonalds, læskedrikke multinationale som Coca Cola og Pepsi, og sportsudstyrsselskaber som Nike at udfylde hullet. TV selskaber får lov til at promovere deres egne obligatoriske programmer indklusive deres annoncer til mindre børn, i bytte for at stille deres audiovisuelle udstyr til rådighed.
Selskaberne laver ofte hemmelige aftaler med universiteterne for at forhindre, at de „taler nedsættende“ om deres varemærke. På Kent State Universitetet, hvor Coca Cola har eneret på salg, blev en taler fra Fri Nigeria Bevægelsen nægtet økonomisk støtte af studenterrådet fordi, der ville forekomme negative kommentarer til Coca Colas virksomhed i Nigeria. Selskabernes forskningssamarbejde på Nordamerikanske universiteter, bliver brugt til alt muligt fra at designe Nike skøjter, udvikle mere effektive oljeudvindingsteknikker til Shell, vurdere det asiatiske markeds stabilitet for Disney, og måle den relative værdi af mærkevarer i forhold til beslægtede medikamenter. Offentliggørelsen af oplysninger eller forskning, der er kritisk mod virksomhedssponsoren bliver ofte blokeret eller forsinket for at undgå at miste sponsorpenge (s.98 - 101). På University of California for eksempel, bestilte Boots et forkningsprojekt, hvor de håbede at kunne vise, at dets dyre skjoldbrusk medikament var mere effektivt end en billigere beslægtet konkurrent. Resultatet viste, at det ikke var tilfældet. Men det lykkedes Boots at hindre publiceringen af forskningsresultatet med støtte fra Universitetet. Resultatet blev først publiseret to år senere, efter at sagen var blevet afsløret i The Wall Street Journal (s.99). Lignende udvikliger finder sted overalt på kloden.

Selvsuplerende stil, at skabe en livstil
„Cool“ eller „sejt“ er en afgørende salgsfaktor og de multinationale ansætter „cool-jægere“ for at finde de stil- og attitude-elementer, der foretrækkes på det evige teenagemarked. De bruger gruppepres som en magtfuld markedsføringskraft. No Logo viser, hvordan de multinationale ernærer sig af fremmedgørelsen i hjertet af USAs racerelationer: „De sælger til de hvide unge gennem fetisheringen af den sorte livsstil, og til sorte unge gennem dyrkelse af hvid rigdom“ (s.76). Nike låner stilen fra den sorte by-ungdom - deres marketingsfolk og designere sender prototyperne til midtbyens nabolag for at prøve reaktionen af . Tom Hilfiger spænder også „det seje ghetto look“ for massemarkedsføringen af det fritidstøj, der minder om skiløb, golf og sejlsport, som fattige hvide arbejderklasseunger går i for at opnå status på den indre bys gader. Rap musikere blev forsynet med gratis tøj for at lancere stilen.
Intet er helligt. Bogen er fyldt med eksempler på hvordan revolutioner og revolutionære, arbejderbevægelsen, anti-racisme og feminisme, alternativ musik og endog anti-Multi kampagner kan indoptages for at blive „seje“ salgselementer for et multinationalt varemærke.

Kæmp imod
I maj 1993 brændte Kadar legetøjsfabrikken i Bangkok, Thailand ned til grunden. 188 arbejdere blev dræbt og 469 blev såret. Kader kvinderne havde syet legetøj til Toys“R“Us. Men kun få,siger Naomi Klein, er parat til at knytte forbindelsen mellem den nedbrændte bygning og mærkevarelegetøjet, der fylder nordamerikanske og europæiske hjem. Det tog to år mere, før offentligheden og medierne begyndte at knytte disse ting sammen.“De tager vores job“ måtte gøre plads for „Vores virksomheder stjæler deres liv“ (s.334). I dag står selskaberne overfor tusinder af teknisk kompetente „undersøgelsesaktivister“, som er lige så globalt forbundet, som de selskaber, de jagter.
Ikke desto mindre, argumenterer Naomi Klein, så ville oppositionen mod denne anmasende annoncering, denne infiltrering af det offentlige rum, og de multinationale selskabers monopolistiske handelspraksis, der står bag varemærkerne, ikke have været andet end en kamp mod verjmøller, hvis ikke disse selskaber var begyndt at lukke fabrikker og opsplitte fuldtidsjob hjemme. Hun sammenligner dette med det sidste succesfulde angreb på annoncering i de økonomiske tabs tid under den store depression i 1930erne. Som med angrebene på varemærkerne i dag, blev annoncørerne angrebet, ikke for deres mangelfulde billeder som sådan, men som det mest offentlige udtryk for et fuldstændig fejlslagen økonomisk system (s.304). Og hun tror, at det vil være fra de millioner af løstansatte arbejderes rækker, med få bindinger og lille loyalitet til de multinationale selskabernes system, at det sande vækstlag for modreaktionen højst sansynligvis vil findes (s.269). Det er vigtige pointer, der kræver yderligere diskussion og udvikling i takt med, at den nye politiske bevægelse begynder at tage form.
Bogens sidste del diskuterer kreativiteten og taktikken bag de mange forskellige kampagner imod de multinationale selskaber og deres varemærker, lige fra kulturel sabotage, at forvrænge og ødelægge annoncerne - gennem anti-sweatshop kampagner (sweatshop betegner anonyme baggårdsvirksomheder, udenfor myndighedernes kontrol,o.a.), McLibel sagen, „Generobrer Gaden“ til det Globale Karneval mod kapitalen“. Der kan uddrages vigtige pointer fra disse erfaringer, som vil have enorm værdi for aktivisterne, der bliver involveret i nye kampagner.
Det er desillusion i forhold til den politiske proces, der driver den nye bevægelse. Valget af liberale eller socialdemokratiske bevægelser har så langt fra vendt den neoliberale tendens gennem det sidste tiår, „men har stadig mere direkte søgt at tilfredsstille de globale selskabers luner“. På lignende måde er ethvert forsøg på at regulere de multinationale selskaber gennem FN og andre handelsregulerende fora blevet blokeret ved enher lejlighed(s.341).
I løbet af en fem års periode har, reporterer Klein, de tre personer på New York-kontoret i Den nationale arbejdskomite (National Labor Committe) opnået mere, ved at bruge Greenpeace-agtig medietaktik, mere for at sætte fokus på forholdene for sweatshop-arbejderne ved at afsløre den brutale realitet bag nogle af de mest berømte logo’er, end den internationale fagforeningsbevægelse har kunnet opnå på 100 år. Deres pointer var enkle og knusende, og blev designet til at gøre indtryk. Typiske eksempler var i forhold til produktionen af Nike løbesko i Kina og Disney pyjamas på Haiti. Alle arbejderne på Nike YueYen fabrikken i Kina måtte arbejde nitten år for at tjene lige så meget, som Nike brugte på annoncer på et år. Disney direktøren Michael Eisner tjener $ 9.783 i timen, en haitiansk arbejder tjener 27 cent pr time. De plysbetrukne opholdsrum for hundene fra filmen 101 Dalmatinere - indrettet med bløde senge og varmelamper, passet op af tilkalde-dyrlæger, og fodret med oksekød og kylling - skulle sammenlignes med levevilkårene for haitianske arbejdere - de malaria- og dysenteri inficerede rønner, hvor de sover i hængekøjer, og knap nok kan købe kød eller komme til læge. Slagordene bliver støttet af meget kreative kampagner og fantasifulde aktioner(s.350 -352).
Den internationale kampagne mod Nike begyndte først rigtig at få fat om Nike koncernen, da de sorte unge, fra midtbyerne blev involveret. Nikes varemærkemagt er tæt sammelfiltret med sorte notabiliteter som Michael Jordan, Spike Lee, Tiger Woods og Bo Jackson. For at få de yngre involveret skulle forbindelsen knyttes mellem Nikes oversøiske operationer og og vilkårene hjemme. De samme unge, der var blevet forledt til at være frontfigurer i Nikekampagnen var lige præcis de folk, der blev mest ramt af selskabets ublu priser og de ikke eksisterende job i produktionen. En socialarbejder , der var syg og træt af at se unger gå med sko, de ikke havde råd til, og som deres familier heller ikke havde råd til, fortalte dem hvordan Nike sko blev lavet.
Arbejdere i Indonesien får $ 2 om dagen, og det koster Nike $ 5 at lave de sko, de skulle give $100 eller $180 for. Nike laver ingen sko i USA, og det er en del af grunden til, at deres forældre har svært ved at finde arbejde. Ungerne blev især vrede, da de kom med på en køretur, og deres kampagne mod Nike fik dem til at smide hundrede af deres gamle Nike sko i „Nike Town“ i deres område. Det blev filmet og vist i fjernsynet. En af de unge aktivister, en 13 år gammel dreng fra The Bronx sagde til et TV kamera: „Nike vi skabte dig, vi kan ødelægge dig“. Nike blev tvunget til at sende deres pressechef for at høre på deres krav: for lønninger til at leve af til de oversøiske arbejdere, arbejdstilsyn, billigere kondisko, og geninvestering i USA’s indre byer. Dumpningen af de gamle sko var planlagt til at sætte gang i de krav.
No Logo påpeger begrænsningerne i anti-mærkevare, anti sweatshop kampagnerne, og de farer, der åbenlyst er ved, at kampagnerne bliver forherligende etiske indkøbsguider. Adfærdsregler som arbejderne ikke havde nogen indflydelse på, vil kun have begrænset effekt. De kan blive overtaget af de internationale selskaber, ikke for at ændre noget afgørende, men for at „lukke munden på de oversøiske vagthundegrupper“. Det er langt fra, at menneskerettighederne bliver beskyttet af denne proces, men de bliver respekteret selektivt når der er spoltlight på. Multinationale firmaer lukker simpelthen deres aktiviteter og flytter andre steder hen, hvor omkostningerne er lavere, og de er mindre udsatte for at blive generet. Det er en alvorligt problem at kunne forsvare arbejdernes kollektive rettigheder og kampene om folks forbrug (s.428).
Det, at knytte anti-sweatshop bevægelsens aktivister sammen med arbejderne på fabrikkerne og værkstederne i de økonomiske frizoner, giver arbejderne og deres organisationer mere styrke til at organisere sig mod deres brutale vilkår. Og det er den eneste sikre vej fremad, som Nida Barcenas, en af organisatorerne hos Workers Assistance Center(Arbejderne hjælpecenter, o.a.) i Cavite fortalte til Naomi Klein: „De mest afgørende måder at løse disse problemer ligger hos arbejderne selv inde på fabrikken“(s.440).
No Logo kan pege på nogle af de seneste vigtige fremskridt, som at konflikten mellem den sociale/politiske bevægelse og de økologiske bevægelser, er løst gennem den fælles kamp imod den fælles fjende. Så De Forenede Fødevare- og Handelsarbejderes Fagforening (Unitet Food and Comercial Worker’s Union o.a.), som startede en kampagne mod Wal-Mart på grund af lave lønninger og fagforeningsfjentlighed, indsamlede og fordelte informationer om Wal-Mart butikker, der skulle bygges på hellige indfødte amerikanske begravelsespladser. „The McLibel Two“ tog kampen op for McDonaldarbejdernes kamp for en løn til at leve af, og anstændige vilkår. „Generobrer Gaden“ støttede Liverpool dokarbejdere. Forbindelserne udvikles gradvist.
Naomi Kleins konklusion er udfordrende: “Politiske løsninger - med ansvarlighed overfor befolkningen og gennemførligt af de valgte repræsentanter - fortjener endnu et forsøg, før vi kaster håndklædet i ringen og accepterer firmastyre, uafhængig overvågning og privatisering af vores kollektive rettigheder som borger“. I hendes bog arbejder hun ikke videre med sådanne spørgsmål. Hun tilbyder heller ikke nogen teoretisk ramme til at analysere den sandsynlige udvikling indenfor et krise-hærget globalt kapitalistisk system, som vil accellerere processen. På en måde leder de spørgsmål, hun rejser uafvendeligt til et spørgsmål, der ikke har været på dagsordenen siden Sovjetunionens sammenbrud - om et alternativ til kapitalismen og kampen for et virkelligt socialistisk samfund. I mellemtiden skulle vi måske være taknemmelige over, at en så grundlæggende og inspirerende bog er blevet skrevet om en ny og anderledes politisk bevægelse.

David Yaffe,
oversat af Martin Mørch
fra „Fight Racism! Fight Imperialism!
nr.154, april - maj 2000.