Pariserkommunen 1871

af Albert Jensen

18. marts til 28. maj 1871 var Paris i folkets hænder. Trods det at Kommunen kun overlevede i 72 dage og blev kvalt i blod - borgerskabet myrdede efterfølgende 30-40.000 mænd, kvinder og børn - gav den med sine fejl og sejre en række vigtige erfaringer, der endnu i dag peger frem mod demokrati, socialisme og kommunisme.

Borgerskabets diktatur
Borgerskabet i ikke blot Frankrig men også England og Rusland samt Tyskland, som Frankrig formelt var i krig med, satte alt ind på at knuse Kommunen, der ville kunne give for megen inspiration i andre lande. Tyskerne frigav franske krigsfanger, deriblandt general Mac Mahon, for at de kunne sættes ind mod Kommunen. I ugen 21-28. maj 1871 blev Kommunen knust i blod. Bagefter blev yderligere 30-40.000 henrettet i borgerskabets blinde raseri, 60.000 sendt i fængsel eller eksil og arbejdernes organisationer forbudt i 5 år.

Statens afskaffelse
• Krigen med Tyskland i 1870-71 væltede endeligt det franske monarki - det 3. forsøg siden den franske revolution. Frankrig har siden været republik
• Kommunen afskaffede den stående hær. Nationalgarden (alle mænd - og mange kvinder) mellem 19 og 40 blev den eneste væbnede magt)
• Embedsmands - apparatet blev afskaffet. Alle stillinger i forvaltning, retsvæsen og uddannelsesvæsen blev besat gennem valg. De valgte var ansvarlige overfor deres vælgere og kunne til enhver tid afsættes.

Kvindefrigørelse
Hvis det franske folk kun havde bestået af kvinder, hvilket skrækkeligt folk det da havde været. (Londonavisen The Times, maj 1871)
• Det var kvinderne der banede vejen for Kommunen 18. marts 1871, og som til det sidste kæmpede på barrikaderne til dens forsvar
• Selv om der ikke blev valgt kvinder ind i Kommunen, spillede de en central rolle for organiseringen af det nye samfund
• Kommunen indførte ret til skoleuddannelse for piger og kvinders ret til at studere
• Ligestilling mellem ægtepar og ikke-gifte samlevende

Demokrati
• De forskellige bydele valgte deres egne repræsentanter til den 81 mand store Kommune. Også deres mandater kunne tilbagekaldes
• Lønnen for offetlige tjeneste måtte ikke overstige 6000 F - nogenlunde en arbejderløn
• Arbejderklassens kampsang «Internationale», blev skrevet af Eugène Pottier og sunget på Bastillepladsen første gang 26. marts 1871.
• Kirke og stat blev adskilt, betalingen til kirken indstillet; religiøse symboler, billeder, dogmer og bøn i skolen blev forbudt
• Huslejen fra oktober 1870 - april 1871 blev eftergivet
• Overdragelse af værksteder og fabrikker der var forladt af ejerne til arbejderne
• Beslaglæggelse af burgøjsernes efterladte boliger
• Forbud mod natarbejde for bagersvende
• Mindsteløn
• Fastsættelse af brødpriser
• Afskaffelse af pantelånerkontorer
Kritikken af Pariserkommunen
Både under Kommunens 72 dages eksistens og efterfølgende har der udfoldet sig en omfattende debat og kritik af Kommunens resultater. Karl Marx var en af de debattører, der i udgangspunktet var særdeles kritisk, men som senere blev mere positiv. Marx’ kritik må også ses i lyset af, at hans politiske modstandere i den internationale arbejderbevægelse (Første Internationale), Proudhon og Blanqui, spillede en fremtrædende rolle under Kommunen. Da først Kommunen var knust, kunne Marx forholde sig mere nuanceret til resultaterne.

Den militære organisering
Trods organiseringen af den voksne mandlige befolkning i først Nationalgarden og siden militserne undlod Kommunen at udvikle en strammere militær organisering. Thiers (borgerskabets) tropper der den 18. marts forsøgte at afvæbne Nationalgarden fik derfor efterfølgende lov til at forlade Paris uden modstand. De fik lov at samles under borgerskabets ledelse i Versailles og omgruppere sig for siden at kunne angribe og knuse Kommunen. Hvis Kommunen var gået mod Versailles, kunne borgerskabets militære apparat være knust, lød kritikken.
Men denne kritik ser samtidig bort fra styrkeforholdet - at Paris var en rød ø i et sort hav. Tyskland stod fortsat militært i Frankrig, og selvom der kortvarigt blussede Kommuner op i andre dele af landet, var resten af Frankrig overvejende monarkistisk. Uanset Kommunens militære organisering var det derfor yderst tvivlsomt, om den ville kunne holde i meget længere tid.
Alligevel var det en vigtig erfaring, der blev brugt under den russiske revolution i 1917. Den førte revolutionen ud i hver afkrog af landet og bekæmpede de udenlandske invasioner.

Ideologisk forvirring - eller stramning?
PariserKommunen var ikke ideologisk afklaret. Tvært imod var den politisk dybt splittet. En splittelse der dog ikke kom tydeligere frem pga. krigen mod borgerskabet. Marx kritiserede Nationalgardens Centralkomite, der havde magten i de første dage af Kommunens levetid for at have overdraget magten til den valgte Kommune - der blev valgt kun 8 dage efter starten. I den skærpede klassekampssituation var der i stedet behov for en stram hierarkisk organisering for at kunne organisere de sparsomme ressourcer i kampen mod borgerskabet.
Problemet var imidlertid, at der ikke fandtes nogen flertalslinie, og den stramme politiske organisering ville uvægerligt have medført et mindretals undertrykkelse af resten og ville samtidig have ødelagt det der blev Kommunens vigtigste eftermæle - det udstrakte og sprudlende demokrati.

Manglende opgør med borgerskabet
Borgerskabet fik den 18. marts og i dagene derefter lov til at flygte fra Paris og omgruppere sig i Versailles. Det afspejlede nok den udbredte holdning at folk var grænseløst trætte af de forræddere, der havde forrådt Frankrig til tyskerne, og de var derfor godt tilfredse ved at slippe af med dem. Endnu uvidende om det blinde raseri borgerskabet ville vende tilbage med.
Samtidig var opgøret med den borgerlige stat ikke totalt. Kommunen undlod f.eks. at indtage Nationalbanken, der forblev en lille borgerlig enklave midt i Kommunen, og som siden var med til at financiere nedkæmpningen af Kommunen. Banken kunne sagtens være indtaget, og når det ikke skete var det nok især fordi, Kommunen ikke ideologisk gik til angreb på den private ejendomsret. Produktionen blev heller ikke socialiseret - kun de virksomheder de tidligere ejere havde forladt..

Borgerskabets blinde raseri
„Fangekolonnen gjorde holdt i Avenue Uhrich og blev stillet op på fortovet i fire eller fem geledder med front til gaden. Generalen, marquis de Galliffet, og hans stab steg af hestene og inspicerede linjen, idet de begyndte fra venstre fløj. Generalen gik langsomt frem og tog rækkerne i øjesyn; hist og her standsede han, rørte en mand ved skulderen eller vinkede ham frem fra de bageste rækker. De, der var blevet søgt ud på denne måde, blev, for det meste uden videre forhandling, stillet op midt på gaden, hvor de snart dannede en lille særkolonne ... Det var øjensynligt, at der herved i betydelig grad var mulighed for misgreb. En bereden officer gjorde generalen opmærksom på en mand og en kvinde på grund af en eller anden særlig misgerning. Kvinden styrtede frem af rækkerne, faldt på knæ og forsikrede med udstrakte arme lidenskabeligt, at hun var uskyldig. Generalen afventede en pause og sagde så med fuldstændig roligt ansigt og ubevægelig holdning: Madame, jeg har besøgt alle teatre i Paris, det er ikke umagen værd at spille komedie (il ne faut pas la peine de jouer la comédie) ... Det var på denne dag ikke godt for nogen at være synderlig større, mere snavset, renligere, ældre eller hæsligere end sine sidemænd. Jeg lagde særlig mærke til en mand, der vel kun havde sin knuste næse at takke for, at han så hurtigt blev udfriet fra denne jordiske jammerdal ... Over hundrede blev således søgt ud, en deling soldater kommanderet til at skyde dem og resten af kolonnen marcherede videre, mens de andre blev tilbage. Nogle minutter senere begyndte ilden bagved os, som – med korte afbrydelser – varede over et kvarter. Det var henrettelsen af disse summarisk dømte ulykkelige.“

Pariserkorrespondent til
„Daily News“, 8. juni 1871

Borgerskabets raseri over Kommunen var uden grænser. 30-40.000 børn, kvinder og mænd blev efterfølgende henrettet. 60.000 blev smidt i fængsel eller drevet i eksil. 2 af dem endte som Karl Marx’ svigersønner.