Marxisme og økologi

Af Terie Valen<

Fosters vej til den økologiske materialismen var præget af den marxisme han havde lært gennem årene. Han havde sit filosofiske grundlag i Hegel og det hegelianskmarxistiske oprør mod den positivistiske marxisme som begyndte i 1920-erne med Lukacs, Korsch og Gramscis værker, og som blev viderført af Frankfurtskolen og Det nye Venstre. Disse rettede opmærksomheden mod Marx's praktiske materialisme, der var knyttet til praksisbegrepet. Her var der en lille åbning for en marxistisk tilnærmelse mod naturkundskab og det fysisk-naturvidenskabelige.
Dette var også Fosters egen opfattelse af marxismen, og den afviste muligheden af at bruge den dialektiske tankegang på naturen, og dermed overlod de hele dette området til positivismen. Hans materialismen var af et praktisk, politisk-økonomisk slags. Den var filosofisk inspireret af hegelsk idealisme og Feuerbachs materialistiske oprør mod Hegel. Men Foster havde ikke viden om den større materialistiske historietradition i filosofi og videnskab.
Ud fra sine nye studier konkluderede Foster tidligt i prosessen, at de forsøg som "økosocialistene" gjorde med at indføre "grøn" teori i marxismen, eller marxisme ind i en "grøn" teori, aldrig kunne skabe den sammenhængende syntese som er nødvendig nu. Han blev slået af Bacons berømte udsagn: "Vi vil lede forgæves efter fremgang i videnskabelig kundskab ved at lægge nye ting ovenpå eller ind i gamle. Vi må begynde forfra og gå udfra det virkelige grundlag, hvis vi ikke vil gå rundt i en cirkel for altid, og skabe en lille og ubetydelig fremgang."

Materialistisk økologi
Derfor gik Foster tilbage til grundlaget for materialismen og opdagede da at Bacons og Marx's materialisme og selv Darwins kunne spores tilbage til et fælles udspring: den gamle materialistiske Epikur-filosofi. Et studium af Epikurs filosofi gav for første gang Foster et helhedsbillede af af den materialistiske økologis fremvækst, i sammenhæng med en dialektisk kamp når det gjaldt at definere verden.
Ved siden af denne ledetråd til den marxistiske økologi, opdagede Foster også Marx's systematiske studium af den store tyske jordbrugskemiker Justus von Liebig. Han vurderede at det var dette studie, som blev til Marx's kritik af Malthus, som ledte ham til det centrale begreb "metabolskrift" i det menneskelige forhold til resten af naturen, det vil sige til den modne Marx’s analyse af menneskets fremmedgørelse fra resten af naturen.
I det første af bogens seks kapitler er Foster på jagt efter rødderne til den dialektiske materialisme. Han begynder med Darwins kamp for at holde fast ved og udviklingen af et materialistisk og dialektisk syn på livet i naturen, blandt andet i modsætning til Carl von Linné. Mens Linné og hans disiple mente at arterne nok kunne forbedres til en vis grad, men at store ændringer ikke kunne finde sted, så var jo Darwins idé netop at arterne kunne forandre sig helt grundlæggende gennem en historisk udvikling når det gjaldt deres udveksling med naturen. Ved læsning af Darwins notesbøger finder han ud af, at Darwin er en reflekterende filosofisk materialist. Stephen Jay Gould skriver om disse notesbøger, at mens andre evolusionstilhængere skrev om livskræfter, historiens retning, og organisk kamp og den grundlæggende ikke-reducerbare ånd, så skrev Darwin om "tilfældig variation og naturlig udvælgelse". Han gjorde altså oprør mod den opfattelse som siger at alt udvikler sig mod et bestemt mål som eksisterer fra udviklingens begyndelse til dens slutning (teleologi). Det var det samme oprør som Epikur lancerede med sin naturfilosofi og som Lucretius videreførte til vor tid gennem det store naturdigt De rerum Natura (Om naturens Ting). Det var også et oprør mod at guderne eller skæbnen bestemmer alt. Ud fra dette syn var naturen uafhængig af menneskets ideer, dermed blev altså materialismen indført. Desuden blev tilfældighed og forandring indført som det grundlæggende træk i al natur, det vil sige dialektisk.
Marx selv begyndte netop sit store filosofiske opgør med idealisme og mekanisk materialisme ved et intenst og grundigt studium af Epikurs filosofi. I 1841var han færdig med sin doktoravhandling om "Forskellen mellem Demokrits og Epikurs naturfilosofi". Her udvikler han en materialisme som gælder både mennesket og naturen omkring det, tænkningen og den menneskelige praksis.
Foster henviser også til det interessante faktum at flere af Epikurs værker er dukkede op på brændte papyrusruller i Herculaneum, efter at Marx skrev afhandlingen. Det har vist sig at Marx's analyser af Epikurs’ tænkning bliver bekræftet af disse nyopdagede manuskripter.

Betragtende materialisme
I det andet kapitel går Foster nærmere ind på det mere kendte forhold mellem Feuerbach og Marx. Feuerbach tog et opgør med Hegels idealisme og kæmpede for et materialistisk syn på verden. Marx tilsluttede sig helhjertet dette, men kritiserer Feuerbach fordi han ikke så den specielle rolle som den menneskelige praksis har. Ved at gå ud fra Feuerbachs kontemplative, betragtende materialisme og lægge den sammen med den aktive rolle for den menneskelige praksis, nåede Marx frem til en forståelse af menneskets rolle i forholdet mellem menneske og natur, men uden samtidig at kaste sin dialektiske forståelse af den ikke-menneskelige natur over bord. I kapitel tre forholder Foster sig til den indædte modstand mod materialismen og dialektikken som de såkalte "præste-naturalistene" stod for. Det var præster som forsøgte at udarbejde en naturteologi hvor de godkendte naturens udvikling, men forklarede den ud fra bibelen. Det samme skete indenfor økonomien. Det er udfra dette perspektiv vi kan forstå modsætningen mellem Marx og Malthus, med sin teori om at befolkningen altid ville øges i en stigende kurve, mens madforsyningen kun ville vokse i en ret linje.

Befolkningsteorler
Kapitel fire drejer sig om udviklingen af den materialistiske historeopfattelse. Det begynder med kritikken af Malthus. Malthus benægtede at det var mulig at øge jordens produktivitet via videnskaben om jordforbedring. Han benægtede altså at mennesket kunne påvirke sine omgivelser til sit eget bedste. Malthus’ politiske funktion var at omdanne fattiglovene i England fra et grundlag som foreskrev omsorg ud fra en naiv hjælpefilosofi, til et nyt grundlag som sagde at de fattige var overflødige udfra naturlovene og dermed ikke burde have hjælp.
Op imod denne teori udarbejdede Engels grundlaget for den marxistiske befolkningsteori, dvs. teorien om at kapitalen skaber stadig flere proletarer og at den også skaber en stadig større relativ overbefolkning af mere eller mindre arbejdsløse.
Længere henne i kapitlet tager Foster Marx's brud med Feuerbach op og udviklingen af den aktive materialisme hvor mennesket står i et dialektisk udvekslingsforhold med resten af naturen, og er i dette forhold det mest aktive element. Det var her at Marx interesse skiftede over fra naturen til menneskehistorien.
Det vigtigste moment i det vi kalder dialektisk materialisme er at både naturhistorien og samfundshistorien repræsenterer forbigående udviklingsprocesser. Der er ingen evig essens, ingen gudsgivne former eller nogen målstyringsprincipper udenfor denne dødelige verden. Denne tanke tog Marx først og fremmest fra udtrykket mors immortalis, den udødelige død i Lucretius’ store digt hvor han fremlagde indholdet i epikurismen. Marx siger at det eneste evige, uforanderlige faktum er bevægelsens abstraktion, det vil sige absolutt ren dødelighed. Det eneste sikre er at alt er på vej til sin død. I "Den tyske ideologi" udviklede Marx dette synspunkt systematisk når det gælder menneskehistorien.

Historisk geologi og geografi
En del af kapitlet gennemgår udviklingen i synet på historisk geologi og geografi. Tidligere var den almindelige opfattelse at dette var stabile, uændrede størrelser. Men fra slutningen af 1700-tallet blev det synspunkt udfordret af moderne geologisk og geografisk videnskap. Foster viser at Marx havde godt kendskab med udviklingen i disse videnskaber allerede fra sine gymnasiedage. I "Økonomiske og filosofiske notesbøger" skrev Marx at "skabelsesmyten har fået et kraftig slag fra geognosistrien, dvs. fra den videnskapen som præsenterer jordens dannelse som en proces, en selvskabelse".
Ud fra dette gennemgår Foster Marx's kritik af de sande socialister. De sande sosialister ser bort fra forskellen mellem mennesket som naturvæsen og socialt væsen, og de ser bort fra at arbejdet - det at mennesket omdanner naturen og sine samfundsmæssige forhold - er den grundlæggende historiske proces. Dermed reducerer de mennesket til noget "på linje med hver fluer, hvepse, hvert strå og hver sten". Derfor forbliver deres politiske handlinger også helt fjernt fra virkeligheden.

Proudhon
Marx kritiserede også Proudhons syn på at maskiner ville løse alle menneskehedens splittelser og at renten ødelægge bondens egoisme og skabe en ny fordeling ud fra solidariske principper. Denne kritik finder vi i "Filosofiens elendighed".
Marx's modne økologiske perspektiv bliver udviklet i Kapitalen. Det er her han føjer sit materialistiske syn på naturen sammen med sit materialistiske syn på samfundet. Det centrale begreb er metabolisme (stoffwechsel), menneskets stofskifte med naturen omkring sig. Tidligere havde han kaldt dette for forbindelsen mellem menneskets organiske legeme og dets uorganiske (ikkekropslige) legeme - den natur som mennesket lever i og af. Der opstod et afgørende brud i denne stofveksling ved den høje grad af fremmedgørelse under kapitalismen som fremstår som en uløselig modsætning mellem by og land. I et samfund med samarbejdende producenter (kommunismen) ville det blive nødvendig at "styre menneskets udveksling med naturen på en bevidst måde" som er helt udenfor det borgerlige samfunds muligheder.
Ved hjælp af begrebet stofudveksling i forholdet by og land og i forholdet mennesket og resten af naturen kunne Marx trænge ned til roden af det historikere ofte har kaldt "den anden landbrugsrevolution", som fandt sted på Marx's egen tid, og den landbrugskrise som fulgte med dette. Det gjorde det mulig for Marx at udvikle en kritik af ødelæggelserne af miljøet som foregreb meget af nutidens økologiske tænkning.
Marx's analyse gik via to trin - først en kritik af Malthus og Ricardo (økonomi) og så et arbejde med den anden landbrugsrevolution og følgerne af Justus von Liebigst arbejde med jordkemi. Dette tvang Marx til at analysere betingelserne som er grundlaget for et bæredygtigt forhold til jorden. Hele denne analyse munder ud i et krav om kommunisme for at genoprette en balanceret udveksling mellem mennesker og natur. Ophævelsen af den fjendtlige modsætning mellem by og land er en nødvendighet for at dette skal kunne ske.
Han nævner også den engelske kunstner, brugskunstner, designer, digter og socialistiske aktivist, William Morris (18341896) som ikke bare var en stærk tilhænger af marxismen, men også en af de første "grønne" teoretikere i England. Han skrev den utopiske roman, "News from Nowhere", som handler om et samfund efter at verdensmarkedet er fjernet. Denne roman er bygget op omkring Marx's økologiske forståelse.

Darwin
I det 6. og sidste kapitel af undersøger Foster hvorfor Darwin trak tiden ud inden han offentligjorde sine teorier, fra han skrev dem ned i 1842 til 1844 til de blev udgivet i 1858. Han påviser at miljøet rundt om Darwin var meget fjendtligt overfor materialismen. Hvis han havde offentliggjort sin bog for tidligt, var den måske blevet fejet af banen. Derfor måtte han vente til vilkårene blev mest gunstige.
Efter dette gennemgår Foster de grundlæggende argumenter i Darwins bog og fortæller om virkningerne af bogen og den kamp som Darwins støtter førte. Marx var meget optaget af Darwins teorier og Marx's ven Wilhelm Liebknecht fortæller at han og Marx knapt nok snakkede om andet i ugerne efter bogens udgivelse. Foster fortæller også om Marx's kontakt og korrespondance med Darwin.
Efter at have skrevet mere om de vanskeligheder som materialistene mødte, beskriver han den revolution i etnologisk forskning som foregik i de sidste ti år af Marx liv. Den amerikanske etnolog, Lewis Henry Morgan (1818-1881) stod her centralt. Marx studerede nøje Morgans og de andre antropologers bøger på hans tid. Da Marx var død, påtog Engels sig at skrive om dette i bogen "Familiens, privatejendommens og statens oprindelse" hvor den marxistiske teori for kvindefrigørelse blev fremstillet nogenlunde fuldstændigt.
Bogens epilog begynder med et citat fra "Den tyske ideologien - Feuerbach" som sammenfatter Marx's syn på udviklingen af naturhistorien og menneskehistorien og forholdet mellem dem. "Vi kender kun en videnskab, historievidenskaben. Historien kan ses fra to sider: Den kan deles i naturhistorien og menneskehistorien. Men vi må ikke se på de to sidene som uafhængige enheder. Så længe som mennesket har eksisteret, har naturen og mennesket påvirket hinanden. "

Filosofiske arabesker
I efterordet afdækker han en spændende tradition som de fleste marxister er helt uvidende om. Udgangspunktet er Nikolai Bukharin som i februar 1937 blev arresteret på ordre fra Stalin og placeret i Lubjanka-fængslet. Han brugte tiden, indtil han blev henrettet i marts 1938, til at skrive fire store manuskripter. Et af disse kaldte han "Filosofiske arabesker". Stalin placerede skrifterne i et godt skjult arkiv og de kom ikke frem igen før slutningen af 1980-erne under Gorbatjov. I begyndelsen af 1990-erne blev nogen af dem publiceret på russisk. Arabeskerne er nu under oversættelse til engelsk og udkommer snart på Monthly Rewiew Press.
Bukharin mente at arabeskerne var hans vigtigste filosofiske værk. Han hævdede at det egentlige grundlag for marxismen fandtes i økologien. Bukharin støtter sig her på en af de store sovjetiske naturvidenskabsmænd, V.I. Vernadsky som i 1926 havde udgivet bogen "Biosfæren".
Bukharin var den af de marxistiske teoretikere på den tid som havde de næreste forbindelser til naturvidenskaben. I 1921 udgave han det vigtige arbejde, "Historisk materialisme", hvor han skrev et kapitel om "Balancen mellem samfund og natur". Her analyserede han "den materielle proces af stofudveksling mellem samfund og natur". Han byggede sin analyse på Marx's stofudvekslingbegreb. Allerede i 1931, længe før han blev arresteret, hævdede Bukharin at det virkelige, levende mennesket ikke var en stenplade som har "passende stenograftegn" som Wittgenstein og andre mente, men at mennesket var aktive, omdannende væsner som har ændret hele jordens ansigt.
Bukharins syn på forholdet mellem mennesket og naturen omkring det indeholdt nok en del mekaniske forklaringer og havde en vis "triumferende" tone, når det gjaldt hvad mennesket kunne gøre, men i det store og hele tog han op tråden fra Epikur over de store materialister og frem til Marx og en del af hans efterfølgere.
Samtidig med Bukharins arrestation blev også en hel del af Ruslands ledende økologer udrenset. Hele denne tradition indenfor økologisk tænkning forsvandt i Stalins ensretning i Øst og i udviklingen af den hegelske marxisme (Frankfurtskolen og andre), positivismen, sprogfilosofien og senere postmodernismen i Vesten.
Efter Marx var det Engels som prøvede at viderføre Marx's økologiske standpunkt i bogen "Naturens dialektik". Men disse manuskripter blev ikke publicerede før i 1927, længe efter at Lenin var død. Derfor var det Engels’ bøger "Anti-Dühring" (1877-1878) og "Ludvig Feuerbach og resultatet af klassisk germansk filosofi" (1886) som influerede opfattelsen i den 2. og 3. Interntionale. Engels havde læst hele "Anti-Dühring" for Marx, og Marx havde selv skrevet et kapitel i bogen og givet klart uttryk for at han var enig i hovedindholdet.

Mekaniske tankemåder
Foster siger at Engels i stor grad lykkedes med at undgå mekaniske tankemåder gennem dialektisk kritik og kundskab om evolution. Alligevel mangler Engels’ skrifter det dybe filosofiske grundlag som Marx havde i sin egen materialistiske opfattelse af naturen, som han havde udviklet det i konfrontation med Epikur og Hegel.
Marx hævder at Epikur var den første som, via religionen, opdagede den fremmedgørelse som lå i den menneskelige naturopfattelse. Han hævdede at Hegel var den første som opdagede arbejdets fremmedgørelse (men bare på en idealistisk måde som tankens fremmedgørelse). Marx mål indenfor historiefilosofien var ganske enkelt (inden en større dialektisk syntese) at kombinere fremmedgørelsesbegrebet med praksis, i tilknytning til Hegel, og den materialistiske opfattelse af menneskets fremmedgørelse fra naturen omkring det som han fandt hos Epikur.
Senere marxister gik ikke udfra disse dybere filosofiske rødder i den materialisme som både Marx og Engels står for. Foster siger at Plekhanov producerede nogen af de værste former for marxistisk positivisme. Den positivistiske retning indenfor marxismen førte til et modoprør fra folk som Lukacs, Korsch, Gramsci og Frankfurtskolen. Disse tænkere gjorde op med den positivistiske tendens i marxismen. Men de gjorde dette på en måde som skadede marxismen ligeså meget på et andet punkt. De kastede nemlig den del af den marxistiske dialektik ud som gjaldt naturen udenfor mennesket og mennesket som natur, dvs. biologi. Dermed indførte de en marxistisk tænkning som åbnede for et rent idealistisk syn på naturen.

Naturens dialektik
Resten af efterordet beskæftiger sig med "Naturens dialektik" af Engels og bidragene fra flere teoretikere på dette felt. Han nævner navne som Caudwell og Morris (kendte marxister i Storbritanien), Kautsky, Lenin og Luxemburg.
Han afdækker også en gruppe som holdt den marxistisk-økologiske tradition oppe i England, som J.D. Bernal, J.B.S. Haldane, og Joseph Needham og afdækker den indflydelse som Bukharin, Vavilov og Boris Hessen havde på dem.
Efter at have nævnt en del andre videnskabsmænd indenfor denne tradition og fastslået at den dybere filosofiske forståelse af Marx mangler hos næsten alle disse, kommer han med et kortfattet sammendrag af hovedindholdet i Epikurs filosofi og det afslutter hele Fosters ræsonnement.
Bogen er et vigtigt bidrag til den marxistiske renæssance som er igang i flere miljøer i verden nu.

Terje Valen er leder i Hordaland AKP og studieleder i AKP

oversat af Michael Schølardt fra
RØDE FANE NR. 5 - 2000