130 år efter Pariserkommunen:

En legende og inspirationskilde for den revolutionære kamp

af Svein Erling Lorås

Den 18. marts 1871 gjorde Paris oprør og oprettede et revolutionært folkestyre: Pariserkommunen. Bag det spontane oprør stod arbejderne og småborgerskabet. Den sociale utilfredshed havde længe rådet i disse grupper. De havde ikke fået megen del i den økonomiske vækst under Napoleon III. Trods den stigende realløn og bedre levevilkår oplevede de en forarmning i forhold til de andre samfundsgrupper, og den hurtige industrialisering medførte en proletarisering af brede lag - særligt i Paris hvor småhandlen og håndværket endnu var fremherskende. Desuden havde saneringen af bykernen under baron Haussmand skabt skarpe geografiske klasseskel. De folkelige lag blev pressede ud mod byens udkanter i nord, øst og syd og fik en følelse af at have mistet «deres» by.

Optakten
Under den prøjsiske belejring i september 1870 til januar 1871 steg den sociale spænding pga. arbejdsløshed, sult, kulde og krigens nærhed. Situationen blev radikalt forværret i februar-marts, da nationalforsamlingen vedtog at ophæve moratoriet - betalingsudsættelselsen - på huslejer, veksler og at standse udbetalingen af lønningerne til en stor del af nationalgarden - den eneste indtægt for mange familier. Beslutningerne førte umiddelbart til økonomisk ruin for mange af byens indbyggere.
Det politiske klima i Paris blev skærpet og radikaliseret, efter at en moderat provisorisk regering til nationalt forsvar den 4. september 1870 tog magten og genindførte republikken - efter nederlaget ved Sedan i krigen mod Prøjsen. Monarkiet og den sidste Napoleon var dermed endegyldigt smidt på porten.
Under den prøjsiske belejring oplevede byen en forunderlig opbrudstid. Der herskede fuld presse-, organisations- og mødefrihed, og et utal af aviser og politiske klubber voksede frem.
Ved valget til ny nationalforsamling den 8. februar 1871 valgte Paris traditionen tro udelukkende republikanere og socialister, mens der på landsplan var et klart monarkistisk flertal. De politiske modsætninger mellem Paris og provinsen blev skærpet af, at nationalforsamlingen gav klassefjenden Thiers ledelsen af den nye regering, og kun midlertidigt accepterede den republikanske styreform. Et krav der for Paris var højt hævet over folkeviljen. Da militærkommandanten i Paris efterfølgende forbød seks radikale aviser, blev parisernes politiske tålmodighed spændt til bristepunktet.

Patriotisk protest
Samtidig var den militære situation med til at forstærke den sociale og politiske utilfredshed. De fleste våbenføre parisere var gået ind i nationalgarden. Med henvisning til sejren ved Valmy i 1792 blev der rejst krav om folkekrig mod prøjserne. Den provisoriske regering fulgte ikke kravet og blev af de revolutionære anklaget for svigefuld passivitet. Men to væbnede forsøg på at vælte regeringen - 31. oktober og 22. januar - var blevet slået ned. De revolutionære havde endnu ikke tilstrækkelig bred støtte i befolkningen. Men kapitulationen den 28. januar og den korte prøjsiske besættelse af det vestlige Paris forstærkede følelsen af bedrageri blandt pariserne.
Oprøret den 18. marts var derfor først og fremmest en patriotisk protest udløst af at regeringen ville afvæbne Paris, ved at beslaglægge kanonerne som nationalgarden for egne midler havde anskaffet. Regeringen var ikke i stand til at slå oprøret ned, flygtede til Versailles og gav plads for et folkevalgt råd - Kommunen - valgt den 26. marts af mændene, der alle havde stemmeret. Lignende oprør fulgte i republikanske bastioner som Marseile og Lyon - der havde erklæret republikken for oprettet før Paris - og byer som Narbonne, Toulouse, Limoges, Bordeaux, St. Etienne, Le Creusot, Rouen m.fl. Alle oprør blev hurtigt slået ned, og Paris blev stående alene overfor styret i Versailles. Allerede den 2. april indledte Versailles krig mod den tapre, men udisciplinerede og uerfarne kommunardhær af nationalgardister.
Appellerne til det franske folk, bønderne og de store byer om at støtte revolutionen - den 19. og 28. april samt 15. maj - gav ikke resultat, og regeringstropperne øgedes i antal, efterhånden som Bismarck løslod krigsfanger. Inden Kommunens dannelse havde Tyskland accepteret eksistensen af en fransk hær på 40.000 mand. Dette tal blev umiddelbart hævet til 100.000, og siden til 130.000. Bismarck havde stor interesse i, at det franske borgerskab nedkæmpede Kommunen.
Det franske militær trængte ind i Paris den 21. maj og startede et ugelangt blodbad på børn, kvinder og mænd - den blodige uge. Den sluttede den 28. maj, da de sidste kommunarder faldt på kirkegården Père-Lachaise.

Direkte demokrati
Kommunen var et forsøg på direkte demokrati, hvor det folkevalgte råd var både kommunebestyrelse og et revolutionært modstykke til regeringen og nationalforsamlingen i Versailles. De folkevalgte havde lovgivende magt - i rådet - og udøvende magt - i kommissionerne - samtidig med at de dagligt stod til ansvar overfor vælgerne i den bydel, de var valgt i.
De valgte havde ingen erfaring med udøvelse af politisk magt, men havde fra september 1870 deltaget i det revolutionære politiske arbejde i de politiske klubber, de republikanske komiteer og i nationalgarden. De republikanske komiteer blev dannet i hver bydel for at beskytte republikken, garantere fuld demokratisk frihed, kræve kommunalvalg - Paris havde været under statsligt formynderskab siden 1800 - generel bevæbning og folkekrig. Aktiviteterne blev koordineret af en centralkomite (Comité Central des 20 Arrondissements). Men da de fleste våbenføre mænd gik ind i nationalgarden - som dermed fik et bredt folkeligt grundlag - blev garden efterhånden den naturlige ramme for det organiserede politiske arbejde.
I februar 1871 blev der valgt en koordinerende centralkomite for de over 200 bataljoner, og det blev denne komites opgave at lede Paris fra oprør til folkestyre. Det 90 mand store råd der kom til magten havde et flertal bestående af arbejdere, håndværkere og intellektuelle af småborgerlig oprindelse. Storborgerskabets repræsentanter mødte slet ikke op. Rådet var ideologisk meget varieret, hvilket afspejlede hvor forskellige arbejderklassen og småborgerskabet var.
Der var et småborgerligt flertal af revolutionære republikanere og jakobinere som følte sig tæt knyttet til Robespierre og Montagnestyret i 1793-94. De stod for et direkte - gerne autoritært - folkeligt politisk demokrati og et lighedssamfund baseret på privat ejendomsret. Blanquisterne havde Blanqui som leder. Han blev fængslet allerede den 17. marts, og nåede ikke at blive løsladt inden Kommunen var nedkæmpet. Det var en kommunistisk retning, som forestillede sig revolutionen som et velorganiseret politisk kup, som mere eller mindre af sig selv ville løse alle andre spørgsmål. Internationalisterne havde baggrund i den socialistiske faglige og politiske bevægelse, der udgjorde den franske sektion i Første Internationale. De havde en klar arbejderprofil og lagde hovedvægten på den sociale revolution. De var stærkt påvirket af Proudhon og søgte hellere ny inspiration hos Bakunin end hos Marx.
Hovedmodsætningen gik mellem internationalisterne - Varlin - støttet af nogle intellektuelle - bl.a. forfatteren Jules Vallès - og flertallet af republikanere, jakobinere - Delescluze - og blanquister - Vaillant. Konflikten udkrystalliserede sig i spørgsmålet om, hvorvidt man som i 1794 skulle skabe en Velfærdskomite med udvidede beføjelser, for at imødegå truslen fra Versailles. Flertallet var villige til at gribe til diktatur for en autoritær samfundsomvæltning. Mindretallet betragtede Kommunen som et skridt på vejen mod et antiautoritært forbund af selvstyrende kommuner i stedet for en centralistisk statsmagt. En holdning bl.a. Proudhon havde gjort sig talsmand for. Den fælles kamp mod Versailles hindrede imidlertid, at modsætningerne førte til åbent brud.
Et påfaldende træk ved den 81 mand store Kommune repræsentation var, at kun ganske få repræsentanter fra den nye arbejderklasse var med. Flertallet af repræsentanterne var ikke arbejdere, men håndværkere. Denne omstændighed må tages som udtryk for, at den industrielle arbejderklasse endnu var dårligt organiseret, og at den håndværkerbaserede arbejderklasse endnu var politisk dominerende.

Kvindernes rolle
Kvinderne spillede længe en ubemærket, men vigtig rolle. Selv om de måtte bære de tungeste byrder under belejringen, stod de ikke tilbage for mændene i patriotisme og revolutionær glød, og det var kvinderne i Montmartre, der startede oprøret den 18. marts. Men Proudhons antifeminisme prægede mange mandlige kommunarder, og kvinderne fik bl.a. ikke stemmeret eller sæde i Kommunen. Alligevel tog de aktivt del i det politiske liv.
De kvindelige ledere fra 1860‘erne var at finde i forreste række i kampen for kvindekrav og i forsvaret af Kommunen - enten i de politiske klubber (Michel, Lemel), i avisspalterne (Léo) eller i Kvindeforbundet til forsvaret af Paris og hjælp til de sårede (Dmitrijev, Lemel). Omkring dem samlede der sig et stort antal af arbejderkvinder, der levede under særdeles barske kår, ikke havde meget at tabe men alt at vinde.
Kvinderne var specielt aktive i reformarbejdet indenfor skolen, arbejdet med at omorganisere kvindearbejdet og de påtog sig traditionelle opgaver som pasning af fattige, syge og sårede. Under den blodige uge sloges desuden flere hundrede bevæbnede kvinder på barrikaderne.
Programmer med gratis skoleuniform og -materialer, børnehaver og skolekantiner blev sat i gang. Særlig vægt blev der lagt på at give pigerne et fuldstændig uddannelsestilbud - også erhvervsuddannelse - med tanke på at de skulle opfostre de kommende generationer. Formålet var at rive dem ud af kløerne på mørkets magter repræsenteret ved de nonnedrevne pigeskoler. Kvinderne opnåede ikke politisk ligestilling på andre områder, men Kommunen vedtog at udbetale enkepension til kvinder, der havde levet papirløst med faldne kommunarder. Samtidig blev børn født i eller udenfor ægteskab ligestillet. I lærerfaget fik kvinderne anerkendt ligelønsprincippet.

Vigtige reformer
Trods de ideologiske modsætninger, endeløse debatter og borgerkrig gennemførte Kommunen en række vigtige reformer og symbolske handlinger, de 54 dage rådet eksisterede. Guillotinen blev brændt, Thiers hus blev revet ned, ligeledes symbolet på Napoleons sejre - Vendôme-søjlen - der var en hån mod broderskabet mellem mennesker. Den faste hær blev opløst til fordel for en folkemilits. Der blev indført gratis retshjælp, og dommere og embedsmænd blev udpeget ved valg. Antiklerikalismen førte til, at kirke og stat blev adskilt, og kirkerne blev om aftnerne ofte benyttet til politiske møder. Oplysning og uddannelse blev nøglen til frigørelse og et nyt samfund. Derfor blev der indført religionsfri, obligatorisk og gratis folkeskole, en styrket erhvervsuddannelse og nye pædagogiske metoder.
Kunstnerne samlede sig i et forbund til beskyttelse af fuld kunstnerisk frihed og for at gøre kunsten tilgængelig for alle. Trods enkelte skridt som forbud mod bageres natarbejde, anvendelsen af tomme værksteder til produktionskooperativer kom Kommunen aldrig i gang med en socialistisk økonomisk og social samfundsomdannelse. Flertallet lagde for ringe vægt på disse forhold og havde desuden for stor respekt for den private ejendomsret. Det indebar bl.a. at nationalbanken ikke blev rørt.

Inspirationskilde trods nederlaget
Den 18. marts 1871 gik folket ned fra højene omkring Paris og generobrede «deres» by. De indførte det frem til det hidtil længst varende revolutionære folkestyre. Prisen for på denne måde at udfordre borgerskabet blev høj. Versaillestropperne dræbte efterfølgende 30-40.000 børn, kvinder og mænd. 36.000 blev arresteret. Heraf 819 kvinder og 538 børn. 10.000 blev dømt, 23 henrettet og 4.600 deporteret til straffearbejde i Ny Caledonien. De der nåede at flygte måtte vente ti år i eksil på amnesti. Fransk arbejderbevægelse behøvede næsten ti år for atter at rejse sig, og Første Internationale der blev gjort ansvarlig for kommunardopstanden fik sig et definitivt knæk.
I Frankrig styrkede Kommunens nederlag det republikanske styre, der havde vist sig i stand til at slå en revolution ned. Paris var ikke længere et revolutionært centrum, den franske utopiske socialisme fik sit banesår og vejen lå dermed åben for marxismen i Frankrig og i andre lande. For kvindebevægelsen var Kommunen et bevis på, at klassekamp og revolution ikke nødvendigvis fører til frigørelse og ligestilling.
Trods nederlaget blev Kommunen snart en legende, en mægtig inspirationskilde for arbejderbevægelsen og den revolutionære kamp verden over. Som et symbol på dette står «Internationale» skrevet af kommunarden Eugène Pottier i marts 1871. «Himmelstormerne» var endnu ikke proletarer, og deres revolution var snarere den sidste i det 19. end den første i det 20. århundrede. Hvis han var socialist, søgte han snarere sine rødder i den utopiske socialisme end i marxismen, og der var snarere tale om et folkets diktatur end proletariatets diktatur. Alligevel fik begivenhederne i 1871 afgørende indflydelse på Marx’ og Lenins statsteorier, og på det indhold de gav begrebet proletariatets diktatur.
De revolutionære fra Oktoberrevolutionen og rådsbevægelsen efter 1. verdenskrig samt deltagerne i majoprøret i 1968 følte alle et slægtskab med Kommunen og har givet den en stadig fornyet aktualitet. Arven fra kommunarderne er grundlæggende i al socialistisk samfundsomdannelse: «Vi er de dværge, som disse kæmper bærer på deres skuldre» (Lenin).

fra Leksikon for det
21. århundrede

Litteratur:
J. Bruhat o.a. (red.): La Commune de 1871, Paris 1970.
G. Gunnarson, Pariserkommunen 1871, Lund 1971.
H.P.O. Lissagaray: Histoire de la Commune de 1871, Paris 1967.
K. Marx: Borgerkrigen i Frankrig. Forlaget Tiden 1974.
J. Rougerie: Paris libre 1871, Paris 1971.
P. L. Lavrov: Die Pariser Kommune vom 18. März 1871, Berlin 1972.

Pariserkommunen 125 år - i: Solidaritet nr. 3, 1996