- en forestilling i flere akter

Arbejdsmiljøet er i reel krise. Den erkendelse breder sig i disse måneder i stadig flere sektorer af samfundet. Det koster sammenlagt samfundsøkonomien omkring 100 mia. kr årligt. Vismændene og socialdemokraterne vil have skat på dårligt arbejdsmiljø, ingeniørerne og arbejdsgiverne vil have lavet loven om og forskerne vil have styrket apparatet. Men den vigtigste forudsætning for et forbedret arbejdsmiljø er faglig aktivitet. Den faldende arbejdsløshed giver bedre rammer for dette.

AF JANNE HANSEN, FORKVINDE FOR AKTIONSGRUPPEN ARBEJDERE AKADEMIKERE (AAA) OG ALBERT JENSEN

Det sidste halve år er en række grupper nærmest faldet over hinanden af iver for at beskæftige sig med arbejdsmiljøets elendighed i Danmark. I maj udgav vismændene en rapport, der afdækkede den massive udstødning fra arbejdslivet, der i dag ikke blot er en enorm samfundsøkonomisk byrde, men også er med til at skabe aktuelle flaskehalsproblemer på arbejdsmarkedet.
For få uger siden offentliggjorde Ingeniørforeningen en rapport udarbejdet af CASA om de sidste 25 års bekymrende udvikling på arbejdsmiljø-området. Rapporten fulgtes den 25. oktober op af en konference med de fleste af folketingets partier på Christiansborg. Også Rigsrevisionen har offentliggjort en kritisk rapport om Arbejdstilsynet.
Denne pludselige interesse for arbejdsmiljøet fra overraskende kanter af samfundet skyldes ikke, at arbejdsmiljøet pludselig har fået det dårligere. Det har haft det elendigt i mange år. Interessen skyldes, at arbejdsmiljøets elendighed i dag er en trussel mod den fortsatte økonomiske udvikling. Selvom situationen er en helt anden, er der dog en række lighedspunkter med situationen i England for 150 år siden, hvor den tidlige kapitalisme havde slidt flere generationer af arbejdere op i løbet af nogle årtier. Det var baggrunden for de første arbejderbeskyttelseslove.

1975 ARBEJDSMILJØLOVEN
Arbejdsmiljøloven blev vedtaget i 1975. Den havde sin pendant i tilsvarende lovgivningstiltag i en række andre europæiske lande. Siden 1950'erne havde arbejdsgiverne og LO været enige om at indføre såkaldte produktivitetsfremmende lønsystemer på arbejdspladserne. De var en del af grundlaget for den kraftige økonomiske vækst i 60'erne, men prisen var en stadig voldsommere nedslidning af arbejderne. Fra slutningen af 60'erne reagerede de derfor med vilde strejker mod de stadig dårligere arbejdsforhold. I 1972 nedsatte regeringen derfor Arbejdsmiljøgruppen af 72. Dens anbefalinger var en del af grundlaget for den nye arbejdsmiljølov. Der var ligesom bistandsloven tale om en rammelov, der skulle udfyldes hen ad vejen. Den skulle på den måde være mere fleksibel overfor den stadige teknologiske udvikling på arbejdspladserne. Men en væsentlig del af formålet var også at skaffe ro på arbejdsmarkedet og inddrage arbejdsmarkedets parter i arbejdet på området.
De vigtigste aktørgrupper var på dette tidspunkt: en række særdeles aktive arbejdergrupper (bl.a. malerne, kloakarbejderne og bryggeriarbejderne) der i samarbejde med progressive studenter og akademikere kæmpede for et bedre arbejdsmiljø. Det var denne faglige aktivitet, der gav grundlag for de vigtigste kvalitative fremskridt og reduktionen i anvendelsen af opløsningsmidler, udfasningen af asbest og brugen af epoxy.
Næste aktørgruppe var arbejdsmarkedets parter - LO/DA - der blev inddraget i udfyldningen af rammeloven. Regeringens tanke var, at parterne på dette eksplosive felt dermed selv ville få ansvaret for detailudformningen på arbejdsmiljøområdet. Ideen havde været god nok, hvis styrkeforholdet og viljen ellers havde været til stede, men det var ikke tilfældet. Herom mere senere.
Den tredje aktørgruppe var apparatet og institutionerne der var ansvarlige for, at loven blev overholdt. Det blev kraftig udbygget for at klare de nye funktioner, men samtidig blev det arbejdsmæssigt underlagt, hvad arbejdsmarkedets parter kunne blive enige om.

1977-86 UDFYLDNING AF LOVEN OG KRISE
Loven træder officielt i kraft 1977, og de følgende 10 år arbejdes der på at udfylde rammeloven. Problemet er imidlertid, at krisen har sat ind. Indenfor det private skrues tempoet i vejret, og de der ikke kan følge med, sendes ud i arbejdsløshed. Der er nok af arbejdsløse at tage af. Antallet af udstødte stiger fra 300.000 i 1970 til over 900.000 i slutningen af 90'erne. Udgifterne bliver væltet fra enkeltvirksomhederne over på samfundsøkonomien. Indenfor en række af de hårdest belastede arbejdsområder holder de ansatte i dag kun få år, inden de presses over i andet arbejde, arbejdsløshed eller førtidspensionering. Udgifterne til sundhedsvæsen, sygedagpenge og overførselsindkomster til de der er ofre for arbejdsmiljøet overstiger i dag 100 mia. kr årligt, men udgifterne er skjult i statsregnskabet og fordelt over flere ministeriers budgetter.
At arbejdsmiljøet ikke forbedres skyldes, at styrkeforholdet mellem aktørgrupperne forskubber sig. Den faglige aktivitet i klubberne og afdelingerne falder, og dermed også arbejdet for at sikre et ordentligt arbejdsmiljø. At have et job bliver vigtigere end kvaliteten af jobbet, og de fagligt betingede arbejdsmiljøsejre svinder derfor ind. Ved påskestrejkerne i 1985 lykkes det ikke at vælte Schlüter-regeringen, og dette forstærker kun svækkelsen.
Også apparatet bliver svækket. Schlüter-regeringens første handling i 1982 er at skære i arbejdsmiljø-apparatet. Virksomhederne skal ikke længere generes af "unødig" statslig indblanding.
Arbejdsmarkedets centrale parter bliver således styrket overfor de to andre, og de har på en række punkter fælles interesser. DA gider ikke bruge penge på arbejdsmiljøet, og LO prioriterer jobbene højere end miljøet. Der er konsensus om, at konkurrenceevnen er vigtigere end arbejdsmiljøet, og under alle omstændigheder tager staten sig af de, der ikke kan klare mosten. Det spiller også ind, at LO specielt i starten af perioden betragter kravene om forbedret arbejdsmiljø som venstreorienteret ideologi og LO ønsker ikke at give de venstreorienterede dele af fagbevægelsen mere vind i sejlene. CASA konstarer meget rammende i sin rapport om de sidste 25 års arbejdsmiljøarbejde, at der er udviklet betydelige modsætninger mellem på den ene side LO/DA's konkurrenceevne-økonomiske interesser og de samfundsøkonomiske interesser. Partsindflydelsen kunne have været en model, men kom i vid udstrækning til at spille fallit.

1986-2000 STAGNATION OG BEGYNDENDE MANGEL PÅ ARBEJDSKRAFT
Allerede ved den økonomiske krises start i 70'erne indleder skiftende regeringer en hård nedskæringspolitik indenfor det offentlige. Denne tendens bliver yderligere forstærket, da den borgerlige regering kommer til i 1982 og indleder sin privatiseringspolitik. Udviklingen fortsættes af de socialdemokratisk ledede regeringer i 90'erne og forstærkes yderligere med udliciteringer. Resultatet er en drastisk forhøjelse af arbejdstempoet, forværring af det psykiske arbejdsmiljø og massiv nedslidning af offentligt ansatte. F.eks. rengøringsassistenter og portører, men også pædagoger, folkeskolelærere og sygeplejersker - og især kvinderne.
Staten bærer med sin nedskæringspolitik altså selv en betydelig del af ansvaret for arbejdsmiljøets elendighed. Når det ikke i højere grad lykkes de ansatte at stå imod denne udvikling, skyldes det dels de benhårde offentlige arbejdsgivere, krisens demobiliserende effekt og begrænset erfaring på området i flere af organisationerne.
Med vedtagelsen af EF-pakken i 1986 underordnes den danske regeludvikling under EU. Fokus flyttes fra Danmarks selvstændig udvikling af Arbejdsmiljøloven til implementering af EU-direktiver. Denne udvikling topper i første halvdel af 90'erne, hvor der implementeres 3 gange flere EU-direktiver end selvstændigt danske. Parterne indgår samtidig en aftale om, at direktiverne implementeres på minimumsniveau. Til gengæld afstår DA fra at kræve økonomiske konsekvensberegninger. Også CASA bemærker, at dette betyder en opbremsning på området.
Samme periode er karakteriseret ved, at der sættes fokus på det psykiske arbejdsmiljø, men den borgerlige regering griber ind overfor Arbejdstilsynets (AT) handlemuligheder overfor det psykiske arbejdsmiljø. AT må ikke give påbud angående psykisk arbejdsmiljø - kun vejlede.
Mange slides ned af såkaldt Ensidigt Gentaget Arbejde (EGA). Der kommer i slutningen af 80'erne fokus på dette område som følge af bl.a. syerskernes kamp for anerkendelse af deres nedslidning som arbejdsskader. Parterne indgår nu en aftale, der skal halvere antallet af EGA-jobs frem til år 2000, men handlingsplanen er partsstyret, og AT køres ud på et sidespor. Det sker ved et cirkulære, der indskrænker tilsynets muligheder for at gribe ind.
Et positivt skridt er dog planen "Rent arbejdsmiljø år 2005". Den har fokus på 7 visionsområder, hvor der skal sættes ind. Alle områder i apparatet inddrages i planen. Problemet er imidlertid, at vi nu er midtvejs men uden synlige resultater. Kurven over arbejdsulykker og arbejdsbetingede lidelser er ikke knækket, og som Rigsrevisionen bemærker i sin netop offentliggjorte rapport om AT, er der tværtimod sket en forværring på de centrale indsatsområder.

LAPPELØSNINGER
De enorme samfundsmæssige omkostninger forbundet med arbejdsmiljøet og den begyndende mangel på arbejdskraft gør, at en række aktører nu melder sig med løsningsforslag. Vismændene vil bl.a. lægge skat på det dårlige arbejdsmiljø, og denne ide er strikket ind i regeringens finanslovforslag. Det giver penge i statskassen (300 mio.), men det er tvivlsomt, i hvilken udstrækning det vil løse nogen større problemer.
Arbejdsgiverne vil have loven lavet om, så de kan få lov at slide voldsommere ned. Det skal være den ansattes problem, hvis der sker noget.
Ingeniørerne vil også have loven lavet om og erklærer: "den har spillet fallit". Men Arbejdsmiljøloven er der som sådan ikke noget galt med. Problemet er snarere, at rammerne ikke er udfyldt i takt med, at der er opstået "nye" arbejdsmiljøproblemer. Der er i realiteten sket en deregulering indenfor arbejdsmiljøområdet, idet lovgivningen ikke er udviklet i takt med den samfundsmæssige udvikling. Dette illustereres stærkest indenfor psykisk arbejdsmiljø. Arbejdsgiverne anser her regulering som et heftigt indgreb i ledelsesretten. Resultatet er i dag massiv fysisk og psykisk nedslidning og udstødning.
Forskerne bag CASA rapporten vil have apparatet lavet om - det skal styrkes. Vi kan godt have nogen sympati for forskernes forslag til reformer af apparatet. Apparatet er blevet stækket gennem mange år og regeringen arbejder fortsat med årlige nedskæringer. Den udvikling skal vendes. AT skal styrkes både hvad angår kompetance og bevillinger, og det er nødvendigt at få BST udvidet til alle danske virksomheder (i dag dækkes kun 1/3 virksomhederne). Samtidig er det nødvendigt at fjerne EU-barrieren. Danmark behøver ikke at begrænse sig til at udfylde loven med EU-direktiver. Der skal indledes en mere offensiv politik for udfyldning af loven.
Grundlæggende er det imidlertid hverken apparatets eller lovens skyld, at det ser så elendigt ud. Det er de samfundsmæssige produktionsbetingelser: arbejdsgiverne (både offentlige og private) der i vid udstrækning kan få lov til at slide ned, uden at det koster dem noget, fordi udgifterne væltes over på samfundet. Det er dem, der er problemet.

LØSNINGSSTRATEGIER
Sidste halvdel af 90'erne er karakteriseret ved begyndende mangel på arbejdskraft. Dette åbner op for et bedre arbejdsmiljø, fordi krisens og arbejdsløshedsspøgelsets demobiliserende effekt reduceres. Problemet er imidlertid, at de 25 år med krise har splittet og individualiseret arbejderne. Individuelle løsninger er i højsædet: f.eks. løses psykiske arbejdsmiljøproblemer ved at man skifter job. Samtidig er ansatte indenfor det offentlige udsat for en massiv nedslidning, og de har historisk ikke haft samme erfaringer for kollektiv handlen som arbejderne indenfor det private. Omvendt viser de senere års arbejdsnedlæggelser - f.eks. strejker blandt sygeplejersker og senest blandt pædagogerne i København - at der er vilje til kollektiv handling.
Mange af de arbejdsmiljøresultater, der trods alt er opnået indenfor de seneste 25 år er ædt op af tempoopskruning. F.eks. har bedre ergonomi i en række henseender været grobund for tempoopskruninger. Muskel-og skeletlidelser er ikke et særligt problem for den ældre del af arbejdskraften. Grundlaget for lidelserne lægges, mens man er ung. Arbejdstempoet skal ned, hvis folk skal holde, ikke bare til 2 år, men til et helt liv på arbejdsmarkedet. Samfundsøkonomisk kan det høje arbejdstempo ikke betale sig.
Et vigtig led i retten til et helt liv på arbejdsmarkedet er, at udliciteringer og privatiseringer ikke skal kunne ske på bekostning af arbejdsmiljøet. Det er åbenlyst, at jobs med ringe arbejdsmiljø bliver endnu ringere ved udliciteringer. Lovkrav om udliciteringer uden arbejdsmiljøforringelser vil uden tvivl lægge en dæmper på lysten.
Øget demokrati på arbejdspladserne er nødvendigt for at sikre engagement for et bedre arbejdsmiljø. Der skal sikres langt bedre rettigheder for arbejdere, sikkerhedsrepræsentanter mv., der påpeger et dårligt arbejdsmiljø. Beskyttelsen skal forbedres, så mennesker med ansvar overfor arbejdsmiljøet ikke sættes på gaden. Samtidig skal det være fuldt legalt at sige nej til arbejde, der er farligt. F.eks. skal det være muligt at nægte at arbejde med kræftfremkaldende stoffer, før påvirkning fra disse kan undgås. Endelig skal ansættelsesbeskyttelsen øges. I dag er det næsten gratis for arbejdsgiverne at slippe af med arbejdere, der er slidt ned af det hårde arbejde. På det punkt sakker Danmark langt efter andre lande.
Sikkerhedsrepræsentanter- og tillidsrepræsentanter skal have et uddannelsesmæssigt løft på området og bedre mulighed for at trække på viden fra andre arbejdspladser, fra apparatet og udenfor dette. Det er bl.a. nødvendigt at sikre, at der udvikles fælles referancerammer overfor de nye problemstillinger - f.eks. konstant omstillelighed, flydende arbejdstider og arbejde i teams. Samtidig skal sikkerhedsrepræsentanterne have en langt større kompetance, så der følger status og ansvar med jobbene. Dette indebærer naturligt nok også en indskrænkning af arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Arbejderne skal have reel indflydelse på produktionen, og ret til at tage vare på sig selv og hinanden.
En del af arbejdsmiljøet bestemmes af overenskomsterne - arbejdstidens placering, længden af arbejdsdagen samt lønsystemerne påvirker arbejdsmiljøet
Der skal langt mere fokus på de arbejdsmiljømæssige konsekvenser i overenskomsterne på de områder, hvor styrken er tilstede. Dette kan sikre et nødvendigt løft i stærkere brancher, der på længere sigt kan trække resten af arbejdsmarkedet med sig.
Det er nødvendigt at skabe en langt større bevidsthed i samfundet om den massive udstødning og nedslidning, der aktuelt plager arbejdspladserne. Blandt politikerne er arbejdsmiljø et lavstatusområde og i den samfundsmæssige debat er temaet næsten fraværende, på trods af at det handler om arbejdsforholdene for hele den arbejdende befolkning. Forholdene skal forbedres ude på arbejdspladserne, og derfor er det nødvendigt drastisk at øge fokus. Samtidig er der nødvendigt, at også forskerne atter begynder at interessere sig for de problemer, der reelt eksisterer i arbejdslivet.
Den faldende arbejdsløshed giver bedre betingelser for at disse løsninger kan realiseres og arbejdsmiljøet forbedres, men der skal faglig kamp til at gøre det til virkelighed. Klassekampen er atter på dagsordenen.