Serbien:
Minearbejderne væltede Milosevic
- ikke NATOs bomber
"Han er færdig" var det kampråb der proklamerede afslutningen på Milosevic regime.
Dragan Plavsic analyserer hvordan den revolutionære proces foregik i Serbien.

AF DRAGAN PLAVSIC

Da Slobodan Milosevic kom til magten i de sene 1980'ere, blev det stadigt intakte Jugoslavien ødelagt af økonomiske kriser og massestrejker. Arbejdere gik på gaden og krævede de lønninger, der var tilbageholdt på grund af krisen. Da en af disse marcher ankom til forbundsparlamentet i Beograd, nægtede 20.000 strejkende at flytte sig før Milosevic kom ud for at mødes med dem. Han lyttede nervøst til deres beklagelser. Så talte han til dem om behovet for serbisk enhed. Da serberne havde været splittede, sagde han, havde de lidt i deres fjenders hænder. I en afsluttende opblomstring opfordrede han de strejkende at gå tilbage til deres arbejde til glæde for hele Serbien. De strejkende lyttede og gik så. Som en observatør bemærkede på det tidspunkt:"Arbejderne kom til demonstrationen som arbejdere, men de gik som serbere." Det nationalistiske kort var blevet spillet ud, og den direkte vej til krig var nu udstukket. Den serbiske revolution, der kulminerede den 5 oktober med den dramatiske storm på samme forbundsparlament i Beograd, beviser at historiens hævn er sød. Men endnu sødere var den centrale og afgørende rolle, den serbiske arbejderklasse spillede i Milosevic fald, som det blev demonstreret af den fremtrædende betydning massestrejkerne og barrikaderne havde i kampen.
Denne gang kunne arbejderne ikke afledes fra deres mål af nationalistiske myter. Den 27 september erklærede forbunds-valgkomisionen, i modstrid med alle vidner, at Vojislav Kostunica ikke havde opnået mere en 50 procent af stemmerne ved første runde af præsidentvalget. Og at det var nødvendigt med en anden valgrunde. Ved et massemøde dagen efter proklamerede Zoran Djindjic, der er leder af det demokratiske parti og oppositionens kampagneleder, generalstrejke til mandag den 2 oktober, for at tvinge regimet til at acceptere det rigtige resultat. Gymnasieelever var nogen af de første til at strømme ud i gaderne, ofte ledet af aktivister fra Otpor! Den studenterorganisation hvis symbol med den knytte hånd viste sig overalt i byen sammen med deres slogan: "Han er færdig!". I Nis besatte omkring 5000 elever bymidten. Hen over den næste weekend fulgte en styrkeprøve mellem Milosevic regimet på den ene side, og oppositionen og den serbiske arbejderklasse i oprørsk stemning på den anden. Det blev afgørende for styrkeprøven, hvad der skete om fredagen den 29 september. Klokken halv syv om aftenen blev det massive Kolubara minekompleks, der beskæftigede 7.500 arbejdere og som producerede mere end halvtreds procent af Serbiens kul strejkelammet. Denne ene begivenhed, i en region, der hidtil havde været loyal overfor regimet, gjorde mere skade overfor Milosevic end alle oppositionens demonstrationer i det sidste tiår. Den panik, den strejke skabte, var øjeblikkelig.

STREJKEN SPREDTE SIG
Arbejderne i Serbien opnåede på få timer, hvad NATO ikke var i stand til ved bombardementer i ugevis : af få Milosevic fjernet.
Om lørdagen begyndte seniorledere for minerne og forbundsministeren for energi at forhandle med strejkekomiteen for at få strejken afblæst. Men nyheden om strejken havde allerede spredt sig. Arbejdere ved olieraffinaderiet i Pancevo, der gentagne gange var blevet bombet af Nato under krigen, organiserede en en-times advarselsstrejke, der skulle varsle begyndelsen på en altomfattende strejke til at begynde om mandagen. Sevojno kobbermøllen stoppede med at arbejde, og fagforeningen indkaldte til møde for at beslutte, om de skulle gå i generalstrejke fra mandag. I Uzice blev de lokale medier oversvømmet af statslige og private virksomheder, der ville fortælle dem, at de nu var i generalstrejke.
Om søndagen blev regimet tilføjet endnu et slag: 4.500 minearbejdere i Kostolac minen, nabo til Kolubara, slog til i solidaritet. Om mandagen blev det klart for enhver, at Kolubara-strejkens succes ville være afgørende for revolutionens succes. Som en Kolubara minearbejder sagde: "Dette er et andet Gdansk"
Mandag eftermiddag besøgte Vojislav Kostunica minen. Hans besøg blev efterfulgt af den dramatiske ankomst ved midnat af chefen for den jugoslaviske hær, general Pavkovic, en helt for mange serbere, fordi han reddede hæren relativt uskadt fra Kosovo under krigen. Dette primitive forsøg på at spille det nationalistiske kort, blev set af minearbejderne som et tegn på regimets desperation. Et medlem af strejkekomiteen kommenterede det: " Vi havde ikke forventet, at Milosevic allerede ville spille sine trumfer ud nu". Pavkovic'forhandlinger med strejkekomiteen varede indtil klokken tre om morgenen. Han kom ingen vegne, selv om han truede minearbejderne med tvangsrekruttering. Med hans fejlslagne besøg forværredes regimets stilling.
Om tirsdagen den 3 oktober erklærede det at "enhver undergravende aktivitet ville blive afværget i henhold til loven". Den offentlige anklagers kontor i Beograd søgte så at få elleve af lederne for Kolubara-strejken arresteret. En dommer nægtede at stadfæste arrestordrene og blev fyret. Hans afløser stadfæstede dem. Alligevel vred situationen sig yderligere ud af Milosevic kontrol. Omkring 3.000 arbejdere i det store Majdanpek kobbermine anlæg i det østlige Serbien sluttede sig til generalstrejken. Alle veje til Majdanpek blev blokeret efterhånden som barrikaderne blev rejst. Beograd bys offentlige transportarbejdere gik i strejke på anden dag, og politiet arresterede lederen af deres fagforening. Postarbejdernes fagforening annoncerede, at de ville etablere en advarselsstrejke om onsdagen. Den samlende kraft satte Zoran Djindjic i stand til at annoncere en national demonstration i Beograd til torsdag den 5 oktober, sammen med kravet om Milosevic tilbagetræden klokken tre om eftermiddagen samme dag. Nu måtte regimet handle hurtigt. Om onsdagen trak politiet og bevæbnede køretøjer ind på Kolubara komplekset, og overtog nogle sektioner af minen. Dette desperate forsøg på at bryde strejken, tjente til at fremprovokere en massiv udfoldelse af solidaritet fra Beograd og andre lokale byer som svar på opfordringen fra Otpor!

AKTIVISTERNE
Da de protesterende, kom kæmpede de sig vej igennem politikæden, sluttede sig til de strejkende minearbejdere indenfor og afsluttede forsøget på at bryde strejken. Regimets position var nu håbløs. Om torsdagen skærpedes vreden yderligere da forfatningsdomstolen erklærede præsidentvalget ugyldigt. Konvojer fra hele Serbien samledes i Beograd til demonstrationen. Den største fra Cacak blev ledet af byens borgmester Velamir Ilic. Den 20 kilometer lange konvoj, der bestod af 200 lastbiler, 40 busser og andre tunge køretøjer, brasede sig vej gennem politiblokaderne for at nå til Beograd. Da den kom dertil, spillede konvojens deltagere en ledende rolle i stormen på forbundsparlamentet. Politiets linjer skrumpede sammen, efterhånden som den revolutionære krafts rasende udbrud til sidst bragte Milosevic regime til fald efter 13 år med død og ødelæggelse.
Karakteren og forløbet af disse begivenheder demonstrerer, at den serbiske revolution hverken var en imperialistisk sammensværgelse, eller et prokapitalistisk eventyr, men kulminationen på en gedigen arbejderklasse-opstand, nedefra, til forsvar for frihed og demokrati. Den måde succesen kom i land står i skarp kontrast til Nato's fejlslagne bombardementer sidste år. Revolutionen opnåede på 11 dage, hvad Nato aldrig kom i nærheden af at opnå efter 78 dages bombardement. Ikke bare væltede de Slobodan Milosevic, men revolutionen lammede den selvsamme jugoslaviske hær, der trak sig så sejrrig tilbage fra Kosovo sidste år, forholdsvist uskadte af Nato's stormløb.
Nato's bombardementer dræbte 890 jugoslaviske borgere - 503 civile, resten var soldater og politimænd. Hvis vi medregner de kosovo-albanere, der blev dræbt af serbiske paramilitære under bombardementerne, har vi et total tabstal på cirka 3.500 døde. Til sammenligning hermed kostede revolutionen tre liv.
Nato's bombardement fremprovokerede den midlertidige etniske udrensning af næsten 1 million kosovo-albanere, efterfulgt af den permanente etniske udrensning af cirka 200.000 Kosovanske serbere og romanier (sigøjnere). Til sammenligning hermed førte revolutionen ikke til nogen etnisk udrensning.
Nato's bombardement forårsagede skader til en værdi af mindst $50 milliarder på Jugoslaviens infrastruktur. Til sammenligning hermed fik revolutionen Jugoslavien til at gå i stå uden skader på en eneste bilfabrik, bro, hospital eller skole.
Nato's bombardement kostede os milliarder, der kunne have været brugt her på en ordentlig sundhedsservice, minimumsløn og ordentlige pensioner. Til sammenligning hermed har revolutionen ikke kostet os noget.

OVERVÆLDENDE HYKLERI
Men revolutionen gav også dødsstødet til de imperialistiske og racistiske løgne, der fremføres af mange provestlige liberale, at frihed og demokrati nødvendigvis må påtvinges Balkanlandene med magt udefra.
Den 29 april, en halv måned inde i bombardementerne af Jugoslavien offentliggjorde "The Guardian" en artikel af Harvard akademikeren Daniel Goldhagen - forfatteren til "Hitlers Willing Executioners" ("Hitlers villige bødler" o.a.), hvor han påstår, at de fleste tyskere havde personligt ansvar for Holocaust. Efter at have fastslået, at den serbiske nation var "sunket ned i en moralsk afgrund, hvorfra det er usandsynligt i nogen nær fremtid, at slippe op uden hjælp". tilføjer Goldhagen "Flertallet af det serbiske folk har, ved at støtte eller acceptere Milosevic' udrensningspolitik, gjort sig selv både legalt og moralsk uegnet til at styre deres egne affærer" Han konkluderer, "En besættelse (af Nato) er forudsætningen for at skabe en gennemgribende demokratisk forandring i Serbien"
Det sker ikke ofte at et argument bliver så overbevisende afkræftet af de faktiske begivenheder. Men krigstilhængerne blandt de liberale bliver ikke sat på plads så let.
Deres seneste træk, leveret af Hugo Young og Francis Wheen fra "The Guardian" er at påstå at, gennem at have forårsaget Milosevic' nederlag, var bombardementet af Jugoslavien faktisk ansvarlig for revolutionen. Sandheden er, at Milosevic var alvorligt svækket ikke af bombardementet, men af den politiske udvikling i det øvrige Balkan. I december 1999 døde præsident Tudjman i Kroatien. I januar led hans parti HDZ et sviende nederlag ved afstemningen, og mistede magten for første gang,, siden de frie valg i 1990, til en centrum-venstre koalition. I februar slog Stipe Mesic, en af Tudjmans hårdeste kritikere, HDZ-kandidaten og blev præsident. Mesic har siden fyret syv nationalistiske generaler for at gå imod ham og har arresteret kroater, der var beskyldt for krigsforbrydelser mod serbere og bosniske muslimer. Først i april led den bosniske præsident Izet Begovic' regerende nationalistiske parti nogle lammende nederlag ved lokalvalg til de venstre orienterede socialdemokrater. Effekten i Serbien kom med det samme. I midten af april blev der holdt den største anti- Milosevic demonstration nogensinde inden revolutionen.
Gennem de sidste ti år var de forfærdelige nationalistiske tvillinger Milosevic og Tudjman i stand til gensidigt at forstærke deres greb om magten, ved at advare mod den forfærdelige fare, som den anden udgjorde. Det, at den ene af tvillingerne forsvandt fra den politiske scene, sammen med det valgnederlag, han skabte for regimet, var et signal om at afslutningen for den anden tvilling var nær. Ved opblødningen af de nationalistiske spændinger til Kroatien, tog det serbiske folk chancen og stemte for forandring.
Hvad sker der så nu med den serbiske revolution? I øjeblikket sker der en byrokratisk udrensning ovenfra, af de mest prominente medlemmer af Milosevic regimet. Kostunica bruger de dele af statsapparatet, han kontrollerer på det jugoslaviske forbundsniveau til at tvinge det gamle regimes arvinger ud. Samtidig kæmper det gamle regime for at genvinde det politiske initiativ ved at udnytte de dele af staten, de stadig har kontrol med på serbisk republik niveau. Det inkluderer også hæren, hvor general Pavkovic fasthold kommandoen
Kostunica er åbenlyst tøvende overfor fortsat at stole på de arbejderes magt, som skabte sejren. Som Zoran Djindjic har sagt, "Vi kunne godt lave en revolution, men den ville ikke blive god. Den ville skabe for stor ustabilitet" I den situation ville et lunkent kompromis med det gamle regime være fristende. Men i ugerne herefter bliver Kostunica nødt til at gøre op med det stigende massepres nedefra. Over hele Serbien tager arbejdere sagen i ders egen hånd og fjerner de direktører og andre statsembedsmænd, der er plettet af deres tilknytning til det gamle regime. I Smederevo truede arbejderne på det lokale stålværk, der beskæftiger 11.000, med at gå i strejke med mindre deres direktør trak sig tilbage. I Nic stormede arbejderne den statsdrevne tekstilfabrik Nitex, og krævede at direktøren blev fyret. I Beograd angreb arbejdere chefen for Genex, Serbiens største statsdrevne import-eksport virksomhed, som så trådte tilbage. Det nye styre bryder sig ikke om det, og dets repræsentanter har været på besøg på fabrikkerne, for at få arbejderne til at gå tilbage på arbejde.
Som socialister må vi støtte allle aktioner mod cheferne, men vi skal også argumentere for at arbejderne ikke bare skal vælge deres nye direktører. Men de skal også overtage de funktioner, der tidligere blev udført af ledelsen. Det er afgørende, ikke bare af sunde demokratiske grunde. Kostunicas økonomiske politik er en fri-markeds politik, der vil medføre en nedskæring af arbejdernes rettigheder, hvis han skal få den til at lykkes. Fremmede investorer vil komme for at udnytte privatiseringerne. Arbejdere vil stå i en stærkere position i modstanden mod det frie marked og privatiseringerne, hvis de kan udnytte den nuværende politiske situation til at udbygge deres rettigheder på selve arbejdspladsen i en radikal demokratisk retning.
Men sådanne krav skulle ikke begrænse sig til arbejdspladsen. Soldaterne skulle kræve retten til at vælge deres officerer. Journalister og andre arbejdere ved Radio Television Serbia skulle kræve rettten til at vælge den nye direktør. Studenter og arbejdere ved Beograds Universitet skulle kræve retten til at vælge den nye rektor.
Den bølge af forandringer, der har skyllet hen over Balkanlandene i dette skæbnesvangre år, afspejler det faktum at folk i stigende grad kan se, at de småstater der er skabt i løbet af de senste ti år ikke har bragt velstand men armod. De har ikke bragt uafhængighed men afhængighed af en eller flere af de fremmede magter. Bosnien og Kosovo er grelle eksempler på Natos nye koloniale rolle.
Siden det 19.århundrede har socialister på Balkan argumenteret for, at hvis Balkan blev splittet op i småstater regeret af nationalistiske kliker, der konkurrede med hinanden om økonomisk og politisk magt, så ville de være lette ofre for en imperialistisk invasion. De konkluderede, at den eneste måde at overkomme de nationale konflikter og holde imperialisterne stangen var at arbejde for oprettelsen af en føderation, der dækkede hele Balkan, baseret på arbejderklassens demokrati.
Den serbiske revolutions sejr er beviset på, at vores tro på - som socialister - at det er arbejderklassen, der har magten til at ryste selve den moderne stats grundvold for at skabe demokratiske og progressive forandringer. Om revolutionen vil udvikle sig i en radikal demokratisk retning, der får konsekvenser for hele Balkan, vil afhænge delvist af, om der er socialister, der kan presse kampen fremad.