Ingen løsning
for Palæstina
Det var håbet, at en aftale om Jerusalem ville bane vejen for en endelig og afsluttende fredsaftale. Det lykkedes som bekendt ikke. I Camp David afviste Arafat det, som vestlige medier ellers har fremstillet som et rimeligt kompromis. Ser man imidlertid det israelske udspil efter i sømmene, er det vanskeligt at få øje på noget kompromis. Ganske vist har Israel, som noget nyt, været villig til at diskutere tilbageleveringen af enkelte arabisk beboede områder i Øst-Jerusalem og desuden lovet palæstinenserne i byen delvist kommunalt selvstyre. Men til gengæld kræver israelerne hovedparten af de jødiske bosættelser, der i dag ligger på den besatte Vestbred, indlemmet i Israel
AF CHRISTIAN ULSTRUP

Havde Arafat givet efter for det israelsk-amerikanske pres ville han én gang for alle have afskrevet muligheden for dannelsen af en uafhængig og levedygtig palæstinensisk stat. Som den fremtrædende palæstinensiske politiker Faisal Husseini udtrykker det, var Baraks såkaldte "tilbud" ikke udtryk for "israelsk generøsitet, men en territorial deling der umuliggøre eksistensen af en palæstinensisk stat." Det virker umiddelbart paradoksalt, at prisen for israelsk anerkendelse af palæstinensisk selvstændighed, lige netop er dé palæstinensiske områder, der fortsat vil sikre israelsk kontrol over Vestbredden. Det virker absurd, men var ikke desto mindre situationen på topmødet i Camp David, der endte resultatløst 25. juli 2000.

STOR-JERUSALEM
Den 28. juni 2000 offentliggjorde det israelske dagblad Ha'aretz et kort der viste "Israels forslag til en permanent løsning". Ifølge kortet ønsker Israel Jerusalem udvidet i stort set alle retninger: nord-øst for Ramallah til Vered Jericho - en lille bosættelse ved Jeriko - og videre syd for Betlehem. Det var i store træk denne omfattende anneksionsplan Arafat blev konfronteret med på topmødet i Camp David. Når det gælder Jerusalem harmonerer kortet med en tidligere plan, der går under betegnelsen "Metropolitan-Jerusalem", der ifølge den hollandske geograf Jan de Jong i mange år har dannet rammerne for den israelske udvikling i og omkring Jerusalem. Det har hele vejen igennem handlet om at skabe optimale udviklingsbetingelser for det jødiske Jerusalem. Bestræbelsen har bl.a. været at integrere de jødiske bosættelser, der i dag ligger på Vestbredden, geografisk, administrativt og økonomisk med Israel.
Ifølge det israelske forslag skal enkelte arabisk beboede kvarterer i Jerusalem overgå til de palæstinensiske myndigheder. Det er imidlertid tvivlsomt om Knesset, der i den sidste ende skal godkende en eventuel aftale, vil acceptere noget sådant. Men alene det, at palæstinensisk suverænitet i Øst-Jerusalem overhovedet nævnes, er på sin vis et brud med den hidtidige israelske politik og er årsagen til, at Barak er blevet udråbt til at være Israels mest kompromissøgende leder nogensinde. Bag den israelske "indrømmelse" skjuler sig imidlertid demografiske og sikkerhedsmæssige hensyn. Som bl.a. den israelske fredsbevægelse Peace Now har gjort opmærksom på, vil antallet af palæstinensere i et kommende Stor-Jerusalem overgå antallet af jøder og det er derfor tvingende nødvendigt for Israel at undgå anneksionen af de mest tætbefolkede arabiske kvarterer. Barak er fuldtud klar over denne demografiske "udfordring".
Umiddelbart før Camp David topmødet forsøgte Barak at overbevise sine israelske kollegaer om det fordelagtige i aftalen: "Arabiske landsbyer nær Jerusalem, arabisk tæt befolkede områder, behøver ikke fortsat at være under vores suverænitet. Det er bedre for os at overlade dem til palæstinensisk sikkerhedskontrol. Fra et rent sikkerhedsmæssigt synspunkt har vi svært ved at arbejde der. Det er lettere for palæstinenserne. I ethvert arabisk tæt befolket område, som vi har forladt, er sikkerhedssituationen blevet forbedret."
Forslaget er således dybt forankret i den zionistiske ideologi og følger nøje princippet om mest mulig jord og færrest mulige arabere. Ifølge forslaget skal de palæstinensere, der fortsat lever i Jerusalem og under israelsk suverænitet tilbydes kommunalt selvstyre. Idéen om to administrationer i Jerusalem - en arabisk og en jødisk - har været forsøgt indført flere gange. Når det endnu ikke er blevet realiseret skyldes det først og fremmest palæstinensisk utilfredshed over, at en sådan ordning ikke indfrier deres nationale krav om suverænitet, der som bekendt er Palæstinakonfliktens kerne. Kommunalt selvstyre for palæstinenserne i Jerusalem kan næppe kaldes et kompromis. Det har derimod længe været Israels foretrukne løsning. Hvad ville for israelerne være bedre end at have politisk kontrol og suverænitet over Øst-Jerusalem uden at skulle betale en krone til sundhedspleje, kommunal infrastruktur og uddannelse for den lokale palæstinensiske befolkning?

BOSÆTTELSER
På trods af utallige FN-resolutioner har Israel siden 1967 opført omkring 200 bosættelser på Vestbredden. Der har været tale om en regulær kolonisering, hvor man har konfiskeret arabisk jord til fordel for jødisk bebyggelse. Et eksempel er den store israelske bosættelse Ma'ale Adumim, der ligger 15 km øst for Jerusalem på vejen mod Jeriko. Den blev grundlagt i 1975 og huser i dag mere end 23.000 israelere. Den fik i 1991, som den første bosættelse på Vestbredden, officiel status som by og er ikke længere, som de fleste andre bosættelser, underlagt de israelske militære myndigheder. Bosættelsens areal er i dag på over 40 kvadratkilometer - større end kommunen Tel Aviv - og er opført på konfiskeret palæstinensisk jord. Udvidelsen, der har fundet sted i flere etaper, endte i 1994 med at støde på Øst-Jerusalems østlige grænse. Ma'ale Adumim er blot en af flere israelske bosættelser der siden 1967 er blevet opført lige udenfor den nyetablerede bygrænse. Disse bosættelser er infrastrukturelt forbundet med Jerusalem og fungerer i praksis som forstæder til Jerusalem. Deres geografiske placering har, sammen med de israelske bosættelser i selve Jerusalem, inddæmmet det arabiske Øst-Jerusalem. Øst-Jerusalem er derved isoleret fra den Vestbred, der før 1967 var en integreret del af byens politiske, økonomiske, sociale og kulturelle liv. En adskillelse, der i dag bliver yderligere forstærket af de militære checkpoints, som palæstinensere møder, når de ønsker at rejse til byen. Den israelske kontrol og kolonisering af Øst-Jerusalem er, som beskrevet, ikke kun et problem for byens indbyggere. Jerusalem udgør et infrastrukturelt knudepunkt på Vestbredden. Uden adgang til byen besværliggøres livet for Vestbreddens knap 2 millioner palæstinensiske indbyggere. En fortsat israelsk udviddelse af byen vil i sidste ende medføre, at forbindelsen mellem Vestbreddens nordlige og sydlige del "klippes" over. Og det er bl.a. her man skal søge forklaringen på sammenbruddet i Camp David. Palæstinensisk accept af det israelske krav ville føre til en opdeling af Vestbredden i mindst 3 områder, adskilt af bosættelser og israelske forbindelsesveje, såkaldte bypassroads. Israel ønsker at mindst 80% af alle bosættere skal blive hvor de er. I dag lever der omkring 380.000 israelere (inklusive Øst-Jerusalem) i de besatte områder.

APARTHEID
Groft sagt kan man sige, at Israel i dag har tre valgmuligheder. Den første er en to-statsløsning. Oprettelsen af en palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden, med Øst-Jerusalem som hovedstad med en rømning af alle bosættelser. Den anden mulighed er at leve sammen med palæstinenserne i én fælles demokratisk stat. Og den tredje mulighed er apartheid, hvor to befolkninger lever adskilt, men hvor den ene har kontrollen og magten over den anden. Camp David viste med al tydelighed, at Israelerne ikke har tænkt sig at slippe kontrollen med Vestbredden og således åbne op for en to-statsløsning. Som kritikkere af Osloaftalen har hævdet i årevis, har Israel i ly af den såkaldte fredsproces blot ændret strategi. Intifadaen viste hvor vanskeligt og uøkonomisk det var for Israelerne selv at patruljere i landsbyerne og flygtningelejrene. Fra at have været en besættelsesmagt i klassisk forstand har Israel siden indgåelsen af Osloaftalen forsøgt at etablere et nyt regime i de besatte områder. Israels tidligere premierminister Yitshak Rabin kaldte det for "herredømme gennem ydre kontrol." Som Rabin sagde i et interview: "Det er ikke nødvendigt at gå ind i Nablus for at kontrollere byen. Det er tilstrækkeligt, hvis de israelske styrker, med base i bosættelserne kontrollere bjergene oven over byen og vejene, som leder ind til den - foruden at de har kontrollen over de grundlæggende ressourcer som vand, elektricitet og jord til udvikling."
Arafat har været en vigtig brik i opbygningen af denne "ydre kontrol".Det er almindeligt kendt, at Arafats sikkerhedsstyrker bliver forsynet og trænet af CIA. Og at hans økonomiske stilling og handlefrihed er nært knyttet til vestlige donorlande og Israel. F.eks. kommer skat- og toldindtægterne til de palæstinensiske myndigheder via Israel. Uden Arafat som loyal samarbejdspartner ville de uroligheder, som vi ser i dag, efter al sandsynlighed være brudt ud for længe siden. Der har længe været stor palæstinensisk utilfredshed med "fredsprocessen". Det hænger ikke mindst sammen med, at Oslo-freden for mange palæstinensere ikke har ført til andet end økonomisk nedgang og øget undertrykkelse.
Arafat har loyalt leveret Israel den krævede sikkerhed ved bl.a. at slå hårdt ned på enhver form for opposition. Det er som bekendt sket under dække af "terroristbekæmpelse". De palæstinensiske myndigheders åbenlyse brud på menneskerettighederne og den udbredte korruption, sammenholdt med 7 års resultatløse forhandlinger har medført, at tilliden til Arafat og Selvstyremyndighederne har været dalende blandt palæstinenserne. Virkeliggørelsen af Oslo opleves således som en ny form for besættelse.
Hvis Arafat havde accepteret det israelske udspil i Camp David ville han overfor den palæstinensiske befolkning have stået med et så alvorligt forklaringsproblem, at intern palæstinensisk uro sandsynligvis ville have været uundgåelig. Palæstinenserne havde da fået deres egen Buthelezi.
Arafat stod som bekendt og for en gang skyld fast og afviste Baraks såkaldte territoriale kompromis. Palæstinenserne mener, at de allerede i deres anerkendelse af staten Israel har indgået et kompromis. Man skal her huske på, at da FN i 1947 delte Palæstina, gav de 55% af landet til zionisterne på trods af, at jøderne på daværende tidspunkt kun ejede 6-7% af jorden. Under krigen i 1948 erobrede israelerne mere territorium således, at Israel efter krigen udgjorde 77% af Palæstina. Palæstinenserne har således i dag accepteret israelsk suverænitet dækker 77% af landet. Alt hvad de beder om er blot de resterende 23%.

FLYGTNINGESPØRGSMÅLET
Et tredje centralt spørgsmål, der ligesom Jerusalem og bosættelser, har været forbigået i de israelsk-palæstinensiske forhandlinger, er spørgsmålet om de 4 millioner palæstinensiske flygtninge. Israel ønsker, at en endelig fredsaftale med PLO, herunder oprettelsen af en palæstinensisk stat, nødvendigvis må indebære, at palæstinenserne opgiver deres krav om retten til at vende tilbage. Det fremgår klart og tydeligt af det papir, som den israelske regering præsenterede overfor Arafat og den palæstinensiske forhandlingsdelegation i januar 2000. Heri defineres rammerne for de endelige og afsluttende forhandlinger. Dokumentet, der er godkendt og støttet af USA, er en kategorisk afvisning af "retten til at vende tilbage". Alt hvad israelerne ønsker at diskutere, er antallet af flygtninge, der kan vende tilbage til områder under PA's, hvilket vil sige de palæstinensiske selvstyremyndigheders kontrol. Den israelske historiker Ilan Pappé kalder dokumentet et "israelsk diktat" og siger advarende, at hvis Arafat giver efter for det israelsk-amerikanske pres og vælger at acceptere forhandlingsbetingelserne, vil det være en afvisning af "det mest afgørende og grundlæggende element i den palæstinensiske eksistens svarende til, at man gav afkald på kravet om selve Palæstina." På Topmødet i Camp David fastholdt Barak imidlertid, at der ikke vil blive tale om en repatriering af flygtningene. Der kunne allerhøjest blive tale om årligt at lade et begrænset antal flygtninge vende tilbage, under betegnelsen "familiesammenføring".
Ikke mindst i flygtningekredse møder den israelske afvisning modstand. De mener ikke, at en endelig fredsaftale mellem PLO og Israel nødvendigvis må føre til en opgivelse af deres historiske krav. Tværtimod mener mange, at en fredsaftale mellem israelere og palæstinensere snarere skal gøres afhængig af, i hvilket omfang israelerne viser sig villige til at efterleve, ikke bare palæstinensernes, men som bekendt også FN's krav om flygtningenes repatriering.
Det er ganske vist urealistisk på nuværende tidspunkt at forestille sig, at Israel vil komme med en sådan indrømmelse. Den palæstinensiske sociolog Salim Tamari mener derfor, at Arafat og palæstinenserne gør klogt i at holde spørgsmålet helt uden for et eventuel slutdokument. Tamari siger i et interview, juli 1999, at hvis der skal indgås aftaler på flygtningeområdet, er det afgørende, at disse bliver midlertidige og ikke får den permanente status, som israelerne ellers ønsker. Tamari, der selv har deltaget i forhandlingerne, påpeger endvidere, at en forudsætning for i det hele taget at diskutere spørgsmålet må være, at de palæstinensiske eksilsamfund inddrages i forhandlingerne, hvilket ikke er tilfældet i dag.

ET HISTORISK TILBAGEBLIK
Der er ingen tvivl om, at flygtningene har folkeretten på deres side. Allerede før der overhovedet var tale om et flygtningeproblem, blev Palæstina-arabernes ret til kompensation slået fast. Denne ret står nedfældet i selve det dokument, der banede vejen for oprettelsen af staten Israel. I FN's delingsplan fra november 1947 - resolution 181 - står der, at "ekspropriering af jord er ulovlig, medmindre det er til offentlige formål." Der skal i tilfælde af ekspropriation ydes "fuld kompensation".
Et år senere, i december 1948 - hvor omkring 750.000 palæstina-arabere var drevet på flugt - vedtog FN den berømte resolution 194. Udover at stadfæste retten til kompensation står der i resolutionens artikel 11, at "de flygtninge, der ønsker at vende tilbage til deres hjem og leve i fred med deres naboer, skal have mulighed for dette inden for den nærmest mulige dato, og at der skal udbetales kompensation for ejendom til dem, som ikke ønsker at vende tilbage, og for tabt eller skadet ejendom…" Der er ikke, som mange ellers tror, tale om et enten eller. Resolutionen foreskriver både tilbagevenden og kompensation.
Resolutionen blev til på baggrund af en rapport, udarbejdet af FN's mægler, Folke Bernadotte. Rapporten blev offentliggjort den 16. september 1948 og førte dagen efter til, at Bernadotte blev myrdet af en zionistisk milits. Den zionistiske vrede mod Bernadotte hang sammen med, at han havde øje for problemets karakter og omfang. Som han skrev, ville det "være en hån mod principperne for elementær retfærdighed, hvis disse konfliktens uskyldige ofre blev nægtet retten til at vende tilbage til deres hjem, mens jødiske immigranter strømmer ind i Palæstina og faktisk i det mindste udgør en trussel mod en genbosættelse af de arabiske flygtninge, der igennem århundreder har haft deres rødder i landet."

ETNISK UDRENSNING
De palæstinensiske flygtninge er i mange år blevet betragtet som et mere eller mindre tilfældigt bi-produkt af den første israelsk-arabiske krig. Den tætte forbindelse mellem Israels oprettelse og palæstina-arabernes flugt har i mange år været omgivet af en tæt tåge af løgne og fortielser. Billedet af krigen i 1948 har som bekendt været præget af myten om den jødiske David mod den arabiske Goliat. Det har været fortællingen om det lille heroiske folk, der kæmpede tappert mod en arabisk overmagts forsøg på at "drive dem i havet". Og hvis flygtningene overhovedet har været nævnt i disse fortællinger, har det oftest været under den diffuse betegnelse "araberne" - der har udvisket deres nationale identitet og tilknytning til Palæstina - og dernæst i rollen som socialt og humanitært problem.
I utallige fremstillinger har man nægtet at se flygtningespørgsmålets direkte forbindelse til oprettelsen af den jødiske stat i Palæstina. Palæstinenserne selv har dog aldrig været i tvivl. De har hele tiden hævdet, at de blev drevet på flugt med vold og terror, og at dette var et led i en generel bestræbelse på at de-arabisere landet. Det zionistiske projekt gik med Chaim Weizmanns ord ud på at gøre Palæstina "lige så jødisk, som England er engelsk." At zionisterne i 1948 således skulle have gjort sig skyldig i noget, man i dag vil betegne som etnisk udrensning, er fra israelsk side altid blevet afvist. Et af de seneste eksempler finder man i bogen, Det nye Mellemøsten fra 1993, hvor Israels tidligere premierminister Shimon Peres skriver:
"For sit eget vedkommende afviser Israel denne påstand, og dets talsmænd holder de arabiske ledere ansvarlige, fordi de opfordrede beboerne til at forlade kampzonerne. Deres forfængelige håb var, at de hurtigt ville vinde krigen, udviske Israel fra landkortet og lade den lokale befolkning vende hjem… Hvad der hændte, var det ikke-planlagte resultat af krigens tragiske omstændigheder, iblandet arabiske lederes opfordring til at flygte."
Selvom man både i den hjemlige og internationale debat stadig kan støde på enkelte, der stædigt og skamløst fastholder, at denne udlægning er i overensstemmelse med sandheden, tager de fleste dog ikke længere forklaringen alvorligt. Flygtningespørgsmålet har gennem de seneste 10 år også i Israel været genstand for forskning. Den er bl.a. blevet foretaget af de såkaldte nye eller revisionistiske historikere og underbygger i mere eller mindre grad den palæstinensiske opfattelse af hændelserne i 1948. Antagelsen om, at palæstinenserne skulle være flygtet "frivilligt", eller at flugten blot var et tilfældigt biprodukt af krigen i 1948, afvises således også af den seneste israelske historieskrivning.

EN TRUSSEL MOD DEN JØDISKE STAT
Israelernes manglende evne og vilje til at se sammenhængen mellem oprettelsen af staten Israel og det palæstinensiske flygtningeproblem skyldes bl.a., at en sådan erkendelse nødvendigvis rejser en række spørgsmål af mere politisk og ideologisk karakter. Spørgsmål der sår tvivl om de nationale tilblivelsesmyter og dermed ved selve statens legitimitet. Afdækningen af krigen i 1948 griber dybt ind i israelernes politiske og moralske selvforståelse. Den rummer en etisk dimension, der handler om noget så ømtåleligt som skyld og ansvar. Det er derfor ikke underligt, at det israelske samfund, når det gælder krigen i 1948, er præget af en massiv kollektiv fortrængning. Mange israelere frygter ganske enkelt, at i det øjeblik Israel erkender sit historiske medansvar, vil det, som Tamari udtrykker det, være som at åbne en Pandoras æske. Man er bange for, at blot den mindste indrømmelse til palæstinenserne vil blive efterfulgt af politiske og historiske krav, der vil lægge den jødiske stat i ruiner. Israel har derfor gennem alle årene, når flygtningespørgsmålet har været bragt på bane, kategorisk afvist at diskutere det som andet end et humanitært og socialt problem. Som Peres skriver i Det nye Mellemøsten er der "ingen chance for, at det (tilbagevenden red.) vil blive accepteret, hverken nu eller i fremtiden. Ingen israelsk regering ville gå med til en strategi, som indebar ødelæggelsen af vores nationale entitet." Som nævnt en position Barak fastholdt i Camp David.

MADRID OG OSLO
Resolutionen 194 er for palæstinenserne vital. I en international sammenhæng udgør den det legale og juridiske udgangspunkt for kravet om kompensation og repatriering. Magtbalancen mellem israelere og palæstinensere har imidlertid forhindret resolutionen i at spille nogen særlig rolle i forhandlingerne. Siden underskrivelsen af Osloaftalen i september 1993 har USA desuden undladt at stemme for resolutionen i FN. Som den amerikanske præsident, Bill Clinton, erklærede senest i juli 1999, må en løsning på det palæstinensiske flygtningeproblem "findes i de lande hvori de lever." Det er, ifølge Tamari en holdning, der i dag også kan spores blandt europæiske lande, der ellers tidligere rent principielt har støttet palæstinensernes ret til tilbagevenden. Siden Madridkonferencen har der således været lagt et betydeligt pres på palæstinenserne for at få dem til at acceptere "realiteterne" og lægge afstand til resolutionen.
Man kan konstatere, at der i disse år sker en generel afhistorisering og afpolitisering af hele flygtningespørgsmålet. Opmærksomheden er i stedet rettet mod løsninger, der handler om enten at lade flygtningene forblive, hvor de er - hvilket først og fremmest vil sige i de arabiske nabolande - eller også genbosætte dem i såkaldte tredje lande, som f.eks. Canada eller Australien.

KOMPENSATION
Der tales om, at Israel konfiskerer palæstinensisk ejet jord til bosættelser. Hvad der imidlertid ikke tales så meget om er, at selve staten Israel i 1948 blev oprettet på arabisk ejet jord. Beregninger foretaget af FN viser, at 17.500.000 dunams af Israels samlede areal på i alt 20.500.000 dunams før 1948 var arabisk ejet, hvilket svarer til omkring 85%. Ved hjælp af en yderst kreativ israelsk lovgivning blev disse områder efter 1948 eksproprieret og nationaliseret. Den tabte jord ønsker de palæstinensiske flygtninge i dag at få tilbage eller få kompensation for. Ligesom der har været rejst krav om kompensation og skadeserstatning i andre tilfælde såsom i Bosnien, Kroatien, Cambodia, Guatemala og ikke mindst i forbindelse med 2.verdenskrig, er der i dag palæstinensere, der arbejder på at rejse krav over for Israel. I Camp David gav Israel udtryk for, at det vil være med til oprettelsen af en international kompensations fond (20 mia. $). Israelsk deltagelse forudsætter imidlertid, at alle yderligere krav baseret på resolution 194 opgives.

AL-AQSA INTIFADA
Efter Camp David topmødet kunne man for første gang få et helt præcist billede af hvad israelerne mener grundlaget for en endelig og afsluttende fred skal være. Som beskrevet gives der fra israelsk side ingen væsentlige indrømmelser. Udviklingen går unægtelig i retning af apartheid. Stemningen blandt palæstinenserne har derfor siden forhandlingssammenbruddet i juli været skuffelse og vrede. Og efter Sharons provokerende besøg på Haram as-Sharif - der skulle manifestere israelsk suverænitet over det arabiske Øst-Jerusalem - kom så reaktionen. Den fik næring af den opsparede frustration og vrede, som palæstinenserne føler efter 7 års resultatløse forhandlinger. De forhåbninger mange knyttede til Oslo-aftalen har vist sig at være uholdbare. Palæstinenserne har som beskrevet ikke på nogen områder fået indfriet deres krav, men derimod måtte give køb på stort set alle områder. Når det trods alt gennem 7 år overhovedet har været muligt for parterne at mødes, skyldes det i høj grad, at Osloaftalen fra starten af, var skruet sådan sammen, at man først til sidst - i de endelige og afsluttende forhandlinger, som f.eks. Camp David - har beskæftiget sig med konfliktens kernespørgsmål. I det øjeblik man satte de centrale emner på dagsordenen, såsom flygtninge, bosættere og Jerusalem, brød processen som bekendt sammen.
Om der i dag er tale om Oslo-processens endeligt eller blot en dramatisk og midlertidig krise er i skrivende stund uklart. Men en ting burde efterhånden være klart. Hvis ikke de førnævnte spørgsmål bliver omdrejningspunktet i kommende forhandlinger, er en holdbar fred i Mellemøsten ganske enkelt utænkelig. Det kan i øvrigt undre en, hvordan man har kunnet kalde de forløbene 7 år for en "fredsproces", når man hele vejen igennem har undgået at gøre konfliktens årsager til genstand for reel diskussion og forhandling.