AF LOUISE ANDERSEN

I den danske og internationale debat har meget af opmærksomheden omkring Østrig rettet sig mod de 14 øvrige EU-staters sanktioner mod landet. Disse blev udløst af FPÖ's deltagelse i den østrigske regering, men nu hvor der er gået omtrent trekvart år, siden denne regering blev udnævnt, står det klart, at de aspekter, de 14's kritik rettede sig imod, ikke er de mest afgørende ved den politik, den nye koalition fører.
EU's tre vismænd, Matti Ahtisaari (Finland), Jochen Frowein (Tyskland) og Marcelino Oreja (Spanien), skulle undersøge Østrigs politik i forhold til racisme, antisemitisme, diskrimination og fremmedfjendtlighed og "FPÖ's natur". Men med hensyn til udlændingepolitikken er Østrig ikke mere restriktiv eller mindre i overensstemmelse med menneskerettighederne end de andre EU-lande - navnlig Danmark har været nævnt som eksempel på et land med større vanskeligheder i den forbindelse. Faktisk har netop Jörg Haider, alle forventninger til trods, bidraget til at forbedre forholdet til det slovenske mindretal i forbundslandet Kärnten, hvor han er regeringschef.
"FPÖ's natur" er et temmelig vagt begreb - men der kom alligevel en klar karakteristik fra de vismænd: FPÖ er et "populistisk højreparti med radikale elementer". Sigende er det, at FPÖ reagerede med noget nær stolthed på denne beskrivelse. Således udtalte Peter Westenthaler, formanden for FPÖ's gruppe i Parlamentet, at der var radikale elementer i alle partier, mens Haider fandt, at karakteristikken var en udmærkelse for partiet. I betragtning heraf og i lyset af de efterhånden kendte udtalelser fra partiets funktionærer om f.eks. "den ordentlige beskæftigelsespolitik i det tredje rige" (Haider, den 13. juli 1991) - samlingen blev suppleret af partiets formand i delstaten Niederösterreich, Ernest Windholz, der i sommer forsikrede, at "unsere Ehre ist Treue", et SS-slogan, og af Haider der den 1. oktober i år betegnede en forsamling krigsveteraner som "gode borgere, der ofrede deres ungdom for Østrig" - hvorfor kan man så alligevel mene, at disse aspekter ikke er de mest centrale ved denne regering og partiet FPÖ?

NEOLIBERAL NEDSKÆRINGSPOLITIK
Det kan man, når man prøver at betragte regeringen i en bredere europæisk og international sammenhæng; når man ser på de aspekter, som de øvrige EU-lande ikke kritiserer, fordi de temmelig nøjagtigt svarer til deres egen politik. Det drejer sig om den neoliberale nedskæringsstrategi, der for tiden ses de fleste steder i den industrialiserede verden - og i forlængelse af IMF's og Verdensbankens krav såmænd også i ikke-industrialiserede lande. Denne politik er ikke opfundet af hverken FPÖ eller den konservative regeringspartner ÖVP - ikke engang for Østrigs vedkommende. Deregulering, velfærdsnedskæringer, privatiseringer og brugerbetaling har udgjort et væsentligt element i østrigske regeringers aktiviteter siden midten af 1980'erne, da den daværende socialdemokratisk ledede regering begyndte at prioritere bekæmpelsen af budgetunderskuddet højere end sikringen af fuld beskæftigelse. Men udviklingen har virkelig taget fart i løbet af i år, og regeringens planer indebærer flere skridt i denne retning.
Det er blevet indført øget egenbetaling af omkostninger i forbindelse med sygdom, pensionsalderen er blevet sat op, der skæres ned på antallet af offentligt ansatte, tjenestemandssystemet er under gradvis afvikling, der er blevet indført studiegebyrer på universiteter og højere læreanstalter, store offentligt ejede virksomheder, såsom postvæsenet, Telekom Austria, Austria Tabak og industrikoncernen VOEST, er blevet sat til salg, adgangen til arbejdsløshedsunderstøttelse for sæsonarbejdere gjort vanskeligere og den gratis sygeforsikring for arbejdstageres ægtefæller afskaffet for barnløse. Regeringens program omfatter tillige etableringen af en større lønspredning og opbygningen af en udpræget lavtlønssektor og en sænkning af arbejdsgivernes udgifter til beskyttelse af arbejdskraften og til sociale forsikringsordninger og en omlægning til privatforsikringer. Alt sammen angiveligt med det formål at skabe ligevægt på det offentlige budget i år 2002, et mål ikke engang Tyskland prøver at opfylde, til trods for sin fremtrædende rolle i Euro-samarbejdet og traditionelt stærke økonomi.
Også dereguleringen er der kommet gang i. Det østrigske arbejdsmarked har siden 1950'erne været præget af omfattende forhandlingsinstitutioner mellem arbejdsgivere, fagbevægelsen og staten. En overgang hed det sig sågar, at Parlamentet kun var skriverkarl og blåstempler af beslutninger, der var truffet i disse institutioner. En betydelig rolle i dette såkaldte socialpartnerskab spillede kamrene. Det er interesseorganisationer for henholdsvis virksomhederne, arbejdstagerne og landbruget, hvor medlemskab er tvunget og dækningsgraden derfor meget høj. Dette har dog ikke forhindret en for et ikke-skandinavisk land meget høj organisationsgrad også i fagbevægelsen og i arbejdsgiverforeningerne. Mens det konservative ÖVP altid har været en bærende del af socialpartnerskabs-systemet og har tætte bånd til virksomhedernes og landbrugets kamre, er det af FPÖ løbende blevet kritiseret som udemokratisk og korrupt - en kritik der har fundet en vis genklang i befolkningen. Den nuværende regering har indledt en gradvis afvikling af samarbejdssystemet, og Jörg Haider har fremsat et forslag, der dog foreløbig er blevet afvist, om drastiske nedskæringer i arbejderkamrenes - og kun disses - budget.
Der føres altså i og for sig en typisk neoliberal politik, der begrundes dels med forpligtelser i forbindelse med Maastricht-kriterierne for deltagelse i Euro'en, dels med det velkendte argument om at en forbedret konkurrenceevne gavner hele befolkningen. Dertil kommer, at den delvise sociale afbalancering, som de socialdemokratiske regeringer i Europa har brug for, når de gennemfører lignende typer politik for ikke i alt for høj grad at miste vælgere, nærmest er bortfaldet.

OG REAKTIONERNE HERPÅ
Selvom udlandet som omtalt ikke har været særligt opmærksom på disse aspekter af regeringsskiftet, er der således tale om omfattende konsekvenser for store befolkningsgrupper. I Østrig er de da heller ikke forblevet ubemærket. For første gang i mange år har fagbevægelsen truet med generalstrejke, der har været gennemført punktstrejker i togtrafikken og på Wiens undergrundsbane, og de offentligt ansatte har gennemført arbejd-efter-reglerne-aktioner. Alt dette i et land, der netop på grund af det omtalte omfattende samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter hidtil har haft en af de laveste strejkekvoter i verden. Også Socialdemokratiet, SPÖ, og de Grønne protesterer jævnligt over en politik, der rammer socialt skævt. De henviste i marts til, at regeringens tiltag ville komme til at koste arbejdstagerne 14 milliarder Schilling og tildele industrien og det private erhvervsliv over 20 milliarder Schilling i tilskud og sparede udgifter. Siden da er der vedtaget flere besparelser, der rammer arbejdstagere, studerende og pensionister.
Et af de få positive aspekter ved regeringsskiftet er den udprægede politisering, det har ført til i vide kredse i et land, der ellers har været præget af en vis politisk apati efter 13 år med en stor koalition og over 50 år med en stærk konsensusorientering mellem den konservative og den socialdemokratiske blok. Det er således ikke alene fagbevægelsen og de to store oppositionspartier, der har protesteret mod regeringen. Allerede da der først blev tale om en FPÖ-ÖVP-regering i efteråret 1999, demonstrerede 50.000 i Wien, og ved regeringens tiltræden i februar arrangeredes der store protestdemonstrationer med deltagelse af op til 250.000 mennesker alene i Wien. De socialdemokratiske 1. maj-demonstrationer havde i Wien omkring 100.000 deltagere, op mod dobbelt så mange som i tidligere år. Og i Wien er "torsdagsdemonstrationer" blevet et fast begreb - hver eneste uge siden februar har flere tusinde mennesker demonstreret i byens gader. Det er værd at bemærke, at disse aktioner ikke er planlagt centralt, men er udtryk for skiftende mere eller mindre organisererede politiske og sociale gruppers engagement. I begyndelsen var der som nævnt tale om en meget omfattende mobilisering, der omfattede store grupper af ellers apolitiske mennesker, og netop FPÖ's regeringsdeltagelse var det afgørende for deres protest mod højreradikalisme, racisme og fremmedhad. Med tiden har demonstrationerne nok fået et mere specifikt politisk indhold og retter sig udover disse emner mod den konkrete nedskæringspolitik. Det er også i højere grad politisk aktive, der fortsat deltager. Dog førte regeringens annoncering af studiegebyrer i slutningen af september igen til bredere mobilisering blandt studerende.
Den øgede politisering er også kommet til udtryk i at fagbevægelsen, der har haft stagnerende eller dalende medlemstal siden 1980'erne, nu igen oplever medlemstilgang. Det er dog foreløbig umuligt at sige, hvor længe denne tendens, der formentlig såvel skyldes et konkret ønske om at styrke den institutionelle aktør, der bedst ventes at kunne beskytte de opnåede sociale goder mod regeringens nedskæringspolitik som en mere generel protest mod udviklingen, vil vare ved. Især i betragtning af at den organiserede arbejderbevægelses indflydelsesmuligheder reelt er forringede med en ikke-socialdemokratisk regering.

FPÖ - ET ARBEJDERPARTI?
Alligevel er de stigende medlemstal i fagbevægelsen interessante, for så vidt som FPÖ hævder at være et arbejderparti - en påstand der i nogen grad bæres igennem af valganalyser fra parlamentsvalget i oktober: Mens partiet ved tidligere valg primært hentede sine vælgere blandt de dele af middelklassen, der ellers stemte på ÖVP, kom 47% af stemmerne i 1999 fra arbejdere, mens 33% kom fra selvstændige/liberale erhverv. Dermed var disse to grupper overrepræsenteret, mens partiet ikke i så høj grad kunne appellere til funktionærer og statstjenestemænd. I øvrigt var kvinder underrepræsenteret blandt FPÖ-vælgerne, mens vælgere under 30 udgjorde en relativt stor gruppe. Blandt fagligt organiserede har FPÖ størst opbakning i politiet, forsvaret og forsvarsministeriet.
Udover de stigende medlemstal i fagbevægelsen er der imidlertid andre indikationer på, at FPÖ's appel til arbejdere og lønmodtagere er dalende, siden partiet er kommet i regering og i høj grad har erstattet sine paroler om at ville drive politik for "den anstændige, lille mand" med forholdsvis entydige nedskæringsbestræbelser. Et væsentligt sådant tegn er resultaterne af forårets valg til de ovenfor omtalte arbejderkamre, hvor der stemmes på partilister. Her klarede FPÖ sig gennemgående dårligt, i Tyrol gik partiet således tilbage fra 14% ved sidste arbejderkammervalg til 8,6% og i Oberösterreich fra 15% til 10%. Selv på Haiders hjemmebane i Kärnten gik FPÖ's arbejdstagerorganisation 2 procentpoint tilbage til 19% ved arbejderkammervalget. Også ved landdagsvalgene i forbundslandet Steiermark den 15. oktober 2000 mistede FPÖ 4,7 procentpoint og landede på 12,4% - vælgervandringsanalyser viser, at kun godt halvdelen af partiets vælgere ved valget i 1995 stemte på det igen. Disse valgresultater var i øvrigt ikke ganske uventede, da meningsmålingerne har vist tilbagegang for FPÖ, siden det blev regeringsparti.
Denne tilbagegang afspejler, at partiets voldsomme fremgang i de senere år langt hen ad vejen må tilskrives protest mod det eksisterende politiske system og de to store partier, der opfattedes som forstenede, og som på grund af deres koalition hver især ikke har kunnet drive nogen særligt profileret politik. Det vil sige, at FPÖ primært har profiteret af, at vælgerne har fravalgt andre partier, og det er da også kommet tydeligt til udtryk i en populistisk og meget springende politikstil. F.eks. har partiet i løbet af få år gentagne gange skiftet mening med hensyn til at være modstander af eller fortaler for Østrigs medlemskab af EU. Nu er partiet imidlertid tvunget til at forsøge at forene ansvaret for deltagelsen i en neoliberalt indstillet regering med appellen til protestvælgere blandt arbejdere og småborgerskab. Det er en modsætning, der er svær at overvinde - selvom Haider formentlig trådte tilbage som partiformand netop med dette for øje, fordi han på den måde kunne drive oppositionspolitik og kritisere de regeringstiltag, der rammer "den anstændige lille mand", samtidig med at hans parti fik adgang til regeringsmagten. Men dette spagatforsøg har vælgerne åbenbart - i hvert fald i nogen grad - gennemskuet. Dette er tilsyneladende også klart for Haider, der straks efter Steiermarkvalget truede med, at FPÖ ville forlade regeringen og få udskrevet nyvalg; et forslag der i lyset af ÖVP's fremgang på 11% ved Steiermark-valget måske ikke virkede så truende for regeringspartneren, som også havde hentet stemmer fra SPÖ.

FPÖ - ET FASCISTISK PARTI?
Denne beskrevne skizofreni - eller sammensathed - i FPÖ's politik er partiets fremmeste kendetegn. Det betyder naturligvis, at det ville være naivt at tro, at FPÖ alene står for den ovenfor diskuterede nedskærings- og dereguleringspolitik, der er så typisk for de fleste europæiske regeringer i disse år, selvom denne kurs er det mest karakteristiske træk ved regeringspolitikken. På den anden side betyder det også, at det er at gøre sig analysen for nem, hvis man blot beskriver FPÖ som et fascistisk eller fascistoidt parti, som der har været en tendens til på venstrefløjen i udlandet (smlg. f.eks. Rick Kühn: The threat of fascism in Austria i Monthly Review, nr. 2, juni 2000).
Ganske vist er der dele af partiets politik og metoder, der i ubehagelig grad leder tanken hen på fascismen. Det gælder de allerede omtalte jævnlige lovprisninger af nazismen eller gentagelse af dens paroler samt klart fremmedfjendtlige udtalelser - et af de seneste skud på stammen er Haiders tale til sine partifæller den 21. oktober, hvor han sagde, at "Østrig grundlæggende skal skaffe sig af med udlændingene i landet". Fremmedfjendtligheden er et gennemgående element i Haiders FPÖ. Den retter sig primært mod indvandrerne, der fremstilles som en fare for den nationale identitet og som konkurrenter med hensyn til arbejdspladser og sociale ydelser. Regeringsprogrammet indeholder målsætninger om at forringe mængden af familiesammenføringer, sætte fokus på illegal immigration, forlænge venteperioden for opnåelse af statsborgerskab og forringelse af vilkårene for ikke-tysktalende børn i skolerne. Derimod må de "historiske mindretal" - det vil i Østrig navnlig sige slovener, kroater og ungarere - i følge FPÖ's program (fra 1997) gøres til genstand for beskyttelse.
Det gælder også regeringens sammenlægning af det traditionelt socialdemokratiske arbejdsministerium med ministeriet for økonomi og erhverv, en kombination man sidste gang havde i forbindelse med fascismens og nazismens korporatistiske ideologi om industriens og arbejdstagernes fælles interesser. I den sammenhæng skal man også se angrebene på Arbejderkamrenes finansieringsgrundlag og fremstillingen af dem og fagbevægelsen som pampere, der er "den lille mands" hovedfjender.
Bekymring vækker også partiets besynderlige forhold til ytringsfriheden, der er kommet til udtryk i Haiders forslag om at ophæve immuniteten for parlamentsmedlemmer, der udtaler sig kritisk om regeringen, således at de kunne anklages for landsskadelig virksomhed og i Haiders sagsanlæg mod den anerkendte østrigske politolog Anton Pelinka, der i italiensk fjernsyn havde påpeget, at Haider havde kaldt KZ-lejre for straffelejre og dermed bagatelliseret nazismens forbrydelser. I samme retning går den - bl.a. af de vise mænd - stærkt kritiserede udnævnelse af Haiders og FPÖ's advokat, Böhmdorfer, til justitsminister, som mange ser som en trussel mod domstolenes upartiskhed. Og det gælder afsløringen af, at adskillige FPÖ-funktionærer og -sympatisører ansat i politiet i årevis har udleveret oplysninger til politiet og spioneret mod politiske modstandere. I denne sag er nu både Haider og Wiens FPÖ-chef Kabas under undersøgelse for at have anstiftet til misbrug af offentligt embede.
Endelig bringer partiets tendens til at betragte alle, der protesterer imod dets regeringsdeltagelse som fædrelandsforrædere eller voldelige venstreanarkister, mindelser om fascismens omgang med sine modstandere.

ELLER ET HØJREPOPULISTISK?
Men disse elementer er næppe tilstrækkelige til at karakterisere FPÖ som fascistisk. Partiet bakkes ikke op af nogen fasttømret massebevægelse, men baserer sig på støtte fra skiftende befolkningsgrupper ved jævnligt at forandre dele af sin politik. Det har heller ikke nogen bevæbnet fløj, der angriber modstandere med vold, sådan som det var karakteristisk for mellemkrigstidens fascistiske bevægelser, og det vil næppe kunne opbygge en sådan uden at miste meget store dele af sine tilhængere blandt protestvælgerne. Omend der har været visse tegn på, at partiet kunne betragtes som et "førerparti", hvor Haider havde uindskrænket magt og krævede fuld loyalitet, er det næppe længere tilfældet. Senest da han i foråret trådte tilbage og overlod formandskabet til vicekansler Susanne Riess-Passer vendte denne udvikling, og FPÖ's regeringsmedlemmer har i stigende grad udviklet selvstændige positioner og popularitet.
Partiet accepterer grundlæggende det parlamentariske demokrati, der traditionelt afvises af fascistiske bevægelser (omend det for nogle år siden stillede forslag om en ny forfatning med langt flere elementer af direkte demokrati).
Det går ikke ind for en korporatistisk organiseret økonomi, men har tværtimod vendt sig mod det i Østrig relativt stærkt institutionaliserede samarbejde mellem arbejde og kapital. Ligeledes har man som vist i modsætning til nazisterne ikke bedrevet en ekspansiv finanspolitik eller prioriteret skabelse af arbejdspladser, men arbejder derimod klart med en liberal økonomisk politik, der rammer de arbejdstagere, der føler sig truet af globaliseringen, og som derfor kunne udgøre en basis for et fascistisk parti. FPÖ har ikke gjort sig til fortaler for en stærk stat, men kræver tværtimod i sit partiprogram, at staten skal fungere efter "privatøkonomiske forbilleder" og skal koncentrere sig om få kerneområder, mens markedskræfternes frie spil hævdes at være den bedste garanti for at opnå en optimal samfundsudvikling. Det er altså ikke fascismens korporatistiske ideologi med statslig indflydelse på alle dele af samfundsudviklingen, der styrer FPÖ's politik, men derimod en udpræget liberalistisk-hierarkisk samfundsmodel, der bygger på, at "menneskenes forskellige udvikling naturligt medfører forskellige grupperinger og lag", som det hedder i partiprogrammet.
I Kärnten, hvor FPÖ ved landdagsvalget i foråret 1999 fik 42% af stemmerne, og hvor Haider er regeringschef, er der da heller ikke blevet indført fascistiske tilstande. I nogen grad har den liberale politik også her holdt sit indtog, men i resten af landet har den øgede støtte til børnefamilier, som i nogen tid har været en FPÖ-mærkesag, om som koster Kärnten 100 millioner Schilling - der hentes ved nedskæringer på andre sociale områder - vakt størst opsigt. Desuden har det allerede nævnte forbedrede forhold til det slovenske mindretal påkaldt sig opmærksomhed; der forhandles således om repræsentation for slovenerne i Landdagen, ligesom adgangen til slovensksproget skoleundervisning er under forbedring.

PERSPEKTIVER
Alt i alt må FPÖ derfor, i overensstemmelse med "de vise mænds" rapport betragtes som et højrepopulistisk parti med stærke fremmedfjendske elementer. Det udgør helt klart en hovedfjende for landets venstreorienterede kræfter, fra socialdemokratiet, Arbejderkamrene og fagbevægelsen over de venstreorienterede eller liberale intellektuelle og kunstnere til de forskellige små politiske venstrefløjsgrupper - som alle sammen angribes kraftigt af FPÖ og regeringen, dels verbalt, dels via den faktisk førte politik. Samtidig må det fastholdes, at den radikale politik, regeringen fører, navnlig er liberalistisk og bærer stærke mindelser om thatcherismen, herunder om dennes angreb på den organiserede arbejderbevægelse. Den er dermed i grunden ikke væsensforskellig fra den politik, den socialdemokratiske regering i Danmark fører eller fra de fleste øvrige europæiske regeringers linier.
For den videre udvikling i Østrig bliver det afgørende, hvordan Socialdemokratiet og fagbevægelsen reagerer på oppositionsrollen. På grund af at det østrigske Socialdemokrati traditionelt har stået relativt langt til venstre, har kommunistpartiet og andre venstrfløjspartier, -organisationer og -bevægelser altid været meget lidt slagkraftige. Til trods for disse gruppers ikke uvæsentlige rolle i de nuværende demonstrationer er det derfor kun SPÖ, der eventuelt kan udvikle en politik og praksis, der fratager FPÖ muligheden for at mobilisere folk på basis af fremmedhad og individualisme. Mens SPÖ efterhånden relativt entydigt tager afstand til de dele af FPÖ's kampagner, der søger at relativere eller rehabilitere nazismen, og er begyndt at diskutere østrigernes rolle som medskyldige i nazismens forbrydelser, har partiet haft større problemer med at lægge afstand til FPÖ på andre politikområder. Det gælder f.eks. begrænsningen af indvandringen, konkurrenceevnefremmende foranstaltninger, den neoliberale økonomiske politik og begrænsningen af de statslige aktiviteter. Hvorvidt det kan lykkes SPÖ og arbejderbevægelsen i samarbejde med eller parallelt til de andre deltagere i protestbevægelsen at udvikle politikkoncepter, der ikke blot er en lidt mindre radikal neoliberalisme eller en reelt konservativ tilbagevenden til tidligere tiders neo-korporatisme, må vise sig i den kommende tid. SPÖ's tilbagegang ved Steiermark-valget viser, at partiet endnu ikke har overbevist vælgerne om en alternativ kurs, og dets tidligere formidable greb om arbejderklassen og dermed dets evne til at organisere udenomsparlamentariske aktioner, er tydeligvis ikke længere på fuld styrke. Også her er der klare paralleller til andre socialdemokratiske partier.