AF ASBJØRN WAHL
DAGLIG LEDER AF DEN NORSKE AKTION 'FOR VELFÆRDSSTATEN'
Der kommer jævnligt meldinger om nye fusioner, som overgår alle tidligere i størrelse og værdier. I 1997 var der for første gang i historien et flertal af de 100 største økonomiske enheder i verden, som var selskaber og ikke stater. 1/3 av verdenshandelen er intern handel i de multinationale selskaber. De 200 største multinationale selskaber kontrollerer over 1/2 af verdens bruttonationalprodukt.
Ekspansion ind i den offentlige sektor gennem privatiseringsprocessen er blevet en stadig vigtigere metode for de multinationale selskaber til at erobre nye markeder. Nogen af de mest ekspansive har faktisk specialiseret sig på at vokse netop gennem at overtage offentlig virksomhed.

UDLICITERING ER MOTOR
Både i Sverige, Norge og Danmark er privatisering blevet på mode. Hidtil har vi kunnet følge denne proces i flere af vores nabolande.
Mange af de større multinationale selskaber er på vej ind i Norden, som direkte følge af udlicitering og privatisering. Dette gælder blandt andet indenfor busdriften. Det britiske Arriva. ejer Bus Danmark og har for nylig skaffet sig en dominerende rolle i den hollandske kollektive trafik. Arrivas opkøb af Norgesbus blev afbrudt i sidste øjeblik.
Det danske ISS spiller en stigende rolle i Norge. De har også givet nordmændene anskuelsesundervisning i den private rengørings velsignelser. På Ullevål Sygehus gjorde selskabet så dårlig et arbejde, at det blev løst fra kontrakten og smidt ud. Samme skæbne fik selskabet ved 70 Oslo-skoler. I Bergen og i Bærum er der sket tilsvarende. Årsagen er selvfølgelig ikke, at privatansatte arbejder dårligere end offentligt ansatte, men at private selskaber har en tendens til at pålægge de ansatte at vaske flere kvadratmeter på kortere tid. Den elementære baggrund for dette er, at det private selskabs hovedformål er at skaffe størst mulige profitter til aktionærerne pr. investeret kapital.
ISS dominerer fuldstændig markedet for rengøring i Norge. Den monopollignende position blev styrket, efter at ISS overtog et andet firma, Eurest Renholdsdivision.
Eurest er et datterselskab af det engelske Compass Group, som tilsyneladende ønsker at prioritere overtagelse af omsorgssektoren i Norge. Det samme gælder for ISS og andre multinationale selskaber, efterhånden som stadig flere norske kommuner signaliserer, at de ønsker at udlicitere en stigende del af omsorgsopgaverne.

MONOPOLISERING
En af de multinationale selskabers strategier er at give tabsbud for at underbyde konkurrenterne i udbudssituationen. Når firmaet efterhånden får en form for monopolstilling på markedet - kan det selv bestemme prispolitikken, med forventning om ekstraprofitter på sigt.
På mange områder foregår der en stiltiende fordeling af markederne mellem de multinationale koncerner. Resultatet af udliciteringssystemet på sigt er med andre ord ikke øget konkurrence, men øget monopolisering.
Udliciterings-tilhængerne ønsker at tegne et billede af, at dette at give opgaver til lokale private firmaer, under behørig folkevalgt kontrol - men det har ingen basis i, hvad der reelt foregår. Erfaringerne viser, at små lokale firmaer, i bedste fald, kun spiller en rolle i en indledningsfase på enkelte områder, men at de større nationale og internationale koncerner efter kort tid skaffer sig de afgørende positioner.
I England viste en undersøgelse i 1994, at fem selskaber kontrollerede 60 procent af alle udliciteringskontraktene inden for renovationen. Det tilsvarende tal for hjemmeplejen var på 65 procent.
Det er en illusion at tro, at billedet er anderledes i Norge eller Danmark. Da udliciteringen blev indført i den kollektive trafik i Sverige, tog det 6-7 år at omstrukturere branchen fra en skov af små, lokale selskaber (250-300) til dagens situation med tre dominerende koncerner, som kontrollerer over 2/3 af markedet. To af selskaberne, Swebus og Linjebus, blev relativt hurtigt overtaget af multinationale selskaber.

VIVENDI - ET EKSEMPEL
Når det svenske Linjebuss vinder udliciteringen for kollektive trafik i Vestfold i Norge og opkøber Stavanger og Omland Trafikkselskab, når det britiske Onyx køber Norsk Gjenvinding, og når det danske Krüger er inde og kigge på de norske vandværker, så fremgår det ikke uden videre, at alle disse er datterselskaber af et og samme multinationale selskab. Men bagved alle disse 'forskellige' selskaber står den franske gigant Generale des Eaux, eller Vivendi, som moderselskabet nu hedder efter fusionen med medie- og pr-selskabet Havas. Vivendi er Frankrigs største private arbejdsgiver og har specialiseret sig i at overtage offentlige tjenester på alle områder og i alle verdensdele. Vivendi bygger karteller og udvikler samarbejdsaftaler for at hindre og reducere konkurrencen med andre store firmaer verden over. Det er en gigant indenfor energi og vandforsyning (eaux er det franske ord for vand), og det driver en omfattende virksomhed i Europa, Syd- og Nord-Amerika og Australien. Det har slået sig op til at blive Europas største private busselskab og har også betydelige markedsandele indenfor renovation, jernbanedrift, finansielle tjenester, vej- og brobygning, drift af motorveje, parkeringspladser, fjernsyn og kabel-tv, mobiltelefoner, reklame og catering.
I Storbritannien ejer selskabet landets største kæde af private sygehuse, og det kontrollerer den største private uddannelsesinstitution i Frankrig, Educinvest, med 250 skoler og en årsomsætning på over 1 milliard kroner. I 1998 havde Vivendi over 220 000 ansatte, en omsætning på verdensplan på over 255 milliarder kroner - svarende godt og vel til et halvt norsk statsbudget! Selskabets omsætning blev ottedoblet i perioden 1981-95.

SNYD OG KORRUPTION
En anden side ved udliciteringssystemet og de multinationale selskabers rolle er den øgende korruption, som har fulgt i kølevandet. En britisk undersøgelsesgruppe (Public Services Privatisation Research Unit) udgav i 1996 en rapport, som dokumenterer, at korruption og ulovlig prissamarbejde går hånd i hånd med de multinationale selskabers indtrængning på område efter område - i land efter land. Det britiske konkurrencetilsyn (The Office of Fair Trading) konstaterede, at en af metoderne til at unddrage sig konkurrence er "en aftale mellem visse private selskaber, så kun et af dem kommer med et reelt bud på hver deres område med den konsekvens, at de faktisk kan fordele kontrakterne mellem sig".
Et par af de eksempler, som nævnes i rapporten, er netop knyttet til det tidligere nævnte franske Generale des Eaux/Vivendi. I Sydfrankrig var tre renovationskontrakter til udlicitering i 1995. Fem selskaber indgav bud, og kontrakterne blev fordelt. Senere blev det afdækket, at tre af selskaberne var 100% ejet af Generale des Eaux, et var 50% ejet af den samme koncern, og i det sidste havde firmaet 34% ejerandel. Selskaberne havde selvfølgelig samarbejdet om budene og prisfastsættelsen. Sådan er den 'frie' konkurrence under kapitalismen.
Vivendis engelske datterselskab Onyx, driver renovationsvirksomhed og har blandt andet mange kontrakter i flere kommuner i Sydengland. Det har flere gange vært i myndighedernes søgelys. Selskabet har ellers gennemgående kørt med driftsunderskud; over 120 millioner kroner i løbet af perioden 1992-95. Et dokumentarprogram som BBC sendte i vinteren 1995 påviste, at dette og andre selskaber kørte med underskud i den hensigt at udkonkurrere de engelske kommuners egne tilbud, med det formål at skaffe sig dominans over markedet på længere sigt. Moderselskabet betalte hvert år for underskuddet, og uden den støtte ville Onyx for længst være gået konkurs.
Inden for offentlig virksomhed hedder dette fænomen krydssubsidiering, og er strengt "forbudt". Inden for den privat sektor foregår dette i stort omfang, med de multinationale koncerner i spidsen. Få andre selskaber har finansiel styrke til at drive sine firmaer på en sådan måde. Der er med andre ord én lov for Thor og én anden for Loke i dette system - mens den offentlige sektor og de små, lokale selskaber bliver taberne.

OFFENTLIG EJERSKAB
Udlicitering og privatisering er en effektiv metode for de multinationale selskaber til at komme ind på markedet - for på sigt at etablere en helt dominerende markedsposition. I Norge, Sverige og Danmark ses denne udvikling både i energisektoren, den kollektive trafik, renovationen, og den er også startet inden for omsorgssektoren. Hvis man ikke nu sætter hælene i, kan vi risikere at ende med en situation, hvor en håndfuld multinationale koncerner kontrollerer de europæiske markeder på område efter område.
Det er også vigtigt at være klar over, at vi ikke frit kan vælge, hvilket firma som i givet fald skulle have opgaven. Når politikerne først har besluttet at udlicitere en sektor, så kan man ikke forfordele lokale firmaer - ifølge reglerne i EU. Derfor ligger vejen så åben for de multinationale selskaber. Den bedste måde at sørge for, at virksomheden fastholdes på lokal kontrol, er med andre ord at beholde transport, renovation og plejesektoren i offentlig regi. Der er i hvert fald ikke regler endnu, som forhindrer dette.

BRUTALISERING AF ARBEJDSMARKEDET
Et af resultaterne af den øgende konkurrence og de friere markedskræfter er, at arbejdsmarkedet er blevet hårdere, og der sker en stigende udstødning. For stadig flere er førtidspension en stadig mere almindelig måde at forlade arbejdslivet på. F.eks. rengøringspersonalet oplever et stigende pres, hvor de skal vaske stadig flere kvadratmeter på kortere tid. Buschauffører kan ikke nå tidsplanen, og det samme er i stigende grad tilfælde inden for daginstitutionsområdet, for skolelærere, sygehuspersonalet og andre offentlige ansatte. Det er et helt nyt træk, at man nu er ved at udvikle et arbejdsliv, hvor normalt udrustede mennesker ikke er i stand til at gå på arbejde et helt arbejdsliv, men må ofre sit helbred på konkurrenceevnens alter.

TRUER VELFÆRDSSTATEN
Udsultningen af den offentlige sektor skaber utilfredshed blandt folk og svækker tilliden til at velfærdsstaten duer, og de offentlige ordningers anvendelighed. I Danmark kan det ses ved udviklingen af et stigende antal privatskoler, fordi folkeskolen udsultes.
I et samfund hvor der er stærkt øgede sociale og økonomiske forskelle, vil det betyde, at de rige i øgende grad etablerer private ordninger for at købe sig ud af de offentlige køer på f.eks. sygehuse, eller at de som ikke har så mange penge låner sig frem - for at redde helbredet. Dette vil efterhånden true hele velfærdsstatens legitimitet og eksistens. Derfor er opgaven i dag at genopbygge velfærdsordningerne, og den offentlige service - efter at de har været nedbrudt de sidste 20 år - så de kommer op på et niveau som er acceptabelt for brugerne.
Fordi det er stærke kapitalkræfter som man er op imod - så er den kamp, som skal føres ikke enkel. Det kræver en omfattende mobilisering at få de ønskede politiske og økonomiske ændringer - en folkelig mobilisering mod markedskræfterne. De private kapitalinteresser må tøjles gennem stærkere politisk styring, og skattepolitikken må blive et redskab for omfordeling og sikring af velfærdsstatens fællesopgaver. Politikerne har virkemidler nok til at vende udviklingen - hvis de ønsker det. Derfor må arbejderbevægelsen kræve, at ord og gode intentioner følges op gennem politisk handling.
Arbejderbevægelsens store projekt gik ud på at udjævne forskelle og skabe en retfærdig fordeling af samfundets goder. Lønpolitikken, politisk styring og regulering af økonomien, samt en stærk offentlig sektor har været de vigtigste redskaber til at opnå en sådan udvikling. Den offentlige sektor har spillet en helt afgørende rolle som fordelingspolitisk instrument. Derfor er kampen mod øgede sociale og økonomiske forskelle og kampen mod udlicitering og privatisering to sider af samme sag. Der hvor markedskræfterne tager over, følger de sociale og økonomiske forskelle med. Derfor oplever vi i dag, at fordelingspolitikken kører baglæns.

OPBYG MODSTANDEN
Den kamp som udspiller sig på dette området, mod udlicitering og en hæmningsløs konkurrence, har arbejderbevægelsen ført - og vundet - tidligere. Vi ved nok om udliciteringerne til at afvise det som metode til at privatisere offentlig virksomhed. Det som er opgaven, er at bygge en organiseret modstand, bygge alliancer og tage et politisk opgør med den dominerende og tilsyneladende "sejrrige" markedsliberalisme.
Fundamentalt drejer det sig om at omfordele magt og ressourser i samfundet. Aktionen "For velfærdsstaten", som repræsenterer over 950.000 medlemmer i Norge, har sat sig som opgave at mobilisere for et økonomisk løft for at styrke velfærdsstaten mod en forøgelse af markedskræfternes magt - og for at de midler, som skabes i den offentlige sektor, skal anvendes i den offentlige sektor, til brugerne og de ansattes fordel.