Som en ægte militær leder følger Israels ministerpræsident Barak Clausevitz' gamle opskrift: Når du ikke kan nå dit mål med fredelige midler, er krig et andet middel til at nå dem. Det var Baraks attitude ved Camp David forhandlingerne, og siden har han demonstreret, at han følger den gamle militærstrategi.
Allerede dagen efter at parterne vendte hjem fra Camp David, begyndte israelerne
at bevæge deres tanks og stationere dem ved siden af de palæstinensiske
byer. Baraks direkte støtte til Sharons provokerende besøg på
al-Haram al-Sharif, var et klart led i Baraks forsøg på at vinde
den højreorienterede Likud-leder (19 mandater) over på sin side,
efter han mistede støtten fra det religiøse Shas-parti (17 mandater).
Det står klart, at Arbejderpartiet og Likud har fire fælles nej-strategier,
når de kommer til "the final talks" om en mulig fredsløsning:
- Nej til en uafhængig palæstinensisk stat.
- Nej til at dekonstruere alle de ulovlig bosættelser, især de store.
- Nej til deling af Jerusalem (Barak tilbyder Arafat et kontor i den gamle by
og palæstinensisk flag på al-Aksa moskeen, men hele den gamle by
skal fortsat være under de israelske myndigheder).
- Nej til flygtningenes ret til at vende hjem ifølge FN resolution 194
(der er bekræftet 110 gange, og som var FNs betingelse for at Israel kunne
blive accepteret i FN regi i 1948).
Barak og hans regering tog til Camp David 2 med disse nej'er. "Tilbuddet"
til Arafat var nogle kosmetiske forandring (som f.eks. at acceptere nogle få
tusinde flygtninge, som kan komme via familiesammenføring og ikke ud
fra hjemvendelsesprincippet)..
Hvis man seriøst søger et historisk kompromis på den eksplosive
situation i Palæstina/Israel, kræver det, at man tager fat på
de grundlæggende problemer. Man må erkende, at de vigtiste konfliktpunkter,
der har rod tilbage til 1948 og ikke først til 1967, må på
bordet, herunder spørgsmålet om flygtningene fra 1948. Mange nye
israelske og palæstinensiske historikere har dokumenteret de etniske udrensninger,
der blev ledet af de zionistiske pionerer (sidst er det den unge israelske forsker
Teddy Katz, der har afsløret en omfattende massakre i landsbyen Tantoura,
hvor 200 blev dræbt med kold blod; faktisk dobbelt så mange som
ved massakren i Deir Yasin).
Flygtningeproblemet er den egentlige årsag til hele konflikten - ikke
Jerusalem, efter min opfattelse. Meget af disse flygtninges jord er stadigvæk
tom; kun 167.000 israelere bor i dag i de fem millioner flygtninges land. Palæstinenserne
i Libanon og Gaza kan vende tilbage til deres oprindelige land i Galilæi
og Negeev uden at det berører den demografiske balance væsentligt.
Det er en billig løsning for verdenssamfundet, istedet for at tvinge
disse flygtninge endnu længere ud i de fire verdenshjørner og/eller,
som Clinton forslår, at betale 20 milliarder dollars i erstatning til
flygtningene.
I antal vil disse flygtninge udgøre lige så mange som de russiske
jøder, der er kommet til Israel i de sidste 10 år, selv om myndighederne
hele tiden propaganderer, at der ikke er plads til mere befolkning. Men trods
den vedvarende jødiske immigration, vil palæstinensere udgøre
flertallet af befolkningen i det oprindelige Palæstina (Israel + Vestbredden
+ Gaza) om 20 år.
ET ANDET CENTRALT SPØRGSMÅL ER, HVILKET
SAMFUND ISRAEL ØNSKER AT ETABLERE. DER SYNES TRE MULIGE VEJE:
1. Israel vil fortsætte etableringen af en jødisk theokratisk stat,
hvor jøderne fortsat ønsker at udgøre flertallet, mens
palæstinenserne bor som tredje klasses borgere, dvs. et Israel præget
af "moderne og demokratisk" apartheid. (13 palæstinensere, såkaldt
"israelske arabere", er blevet dræbt og hundredevis såret
under urolighederne i selve staten Israel, uden at en eneste israelsk minister
tager ansvaret for at statens egne borgere dræbes af soldaternes skarpladte
geværer).
2. Israel accepterer en to-stats-løsning, der bygger på en fuldstændig
tilbagetrækning fra alle de besatte områder i 1967 inklusiv Øst
Jerusalem, som kun udgør 23% af det historiske Palæstina (med fri
adgang til alle de hellige religiøse steder) samt retten til at alle
flygtninge kan vende hjem.
3. En binational stat, hvor alle israelere og palæstinensere kan bo hvor
som helst i hele landet.