I sin anden artikel om den vestlige arbejderklasse sætter David Helin fokus på begrebet "arbejderklassens interesser" og diskuterer dens
ROLLE I KAMPEN FOR SOCIALISMEN
AF DAVID HELIN

I min første artikel i sidste nummer af Solidaritet (nr.3, 2000) omtalte jeg de to teoretiske hovedretninger indenfor den marxistiske klasseteori: den strukturelle og den processuelle. Med udgangspunkt i Finn Sørensens definition af "arbejderklassen", og en kritik af den, kom jeg også frem til følgende definition:

Arbejderklassen består af alle underordnede lønmodtagere i den private og offentlige sektor, der hverken ejer eller kontrolerer produktionsmidlerne eller andre samfundsmæssige ressourcer i nævneværdig grad, og som har en forholdsvis ringe andel i de samfundsmæssige rigdomme.

Med denne definition håbede jeg blandt andet på i højere grad at åbne op for, at "arbejderklassen" på det teoretiske plan ikke kun blev betragtet som en økonomisk men også som en social kategori, og i det hele taget som en størrelse der vedrører alle de vigtigste samfundsforhold.

Den nærværende artikel sætter lys på begrebet "arbejderklassens interesser", et begreb som har været meget anvendt i den traditionelle marxistiske klasseteori, men som ellers også har været udsat for meget kritik. Desuden kommer diskussionen af den vestlige arbejderklasses rolle i kampen for socialismen i centrum. Denne rolle hersker der også på vores del af venstrefløjen i dag meget forskellige meninger om. Jeg vil i artiklen forholde mig hovedsageligt til og søge at besvare spørgsmålet om, hvorvidt vi skal afskrive arbejderklassen som hoveddrivkraften i kampen for socialismen, eller om der fortsat er god mening i dette standpunkt.
For en uddybning af baggrunden for og intentionen med den her artikel vil jeg iøvrigt henvise til min første artikel. Dem, der ikke skulle have læst den, kan det anbefales at gøre det, inden man går i gang med denne her.

Men nu til sagen!
.
FINN SØRENSEN - DEN TRADITIONELLE MARXISTISKE KLASSEANALYSE
Den økonomiske udvikling i USA og Vesteuropa i 1980'erne og 90'erne bekræfter ifølge Finn Sørensen endnu engang Marx' analyser af de grundlæggende økonomiske modsætninger i det kapitalistiske system. Disse modsætninger fører til tilbagevendende kriser, som først og fremmest arbejderklassen og de fattige folk i verden lider under. Kapitalismen har dog samtidigt vist større tilpasnings- og overlevelsesevne end Marx har forudset, ved hele tiden at finde frem til nye udbytnings- og afsætningsmuligheder. Den nærmeste fremtid åbner således op for nye markeder i Østeuropa og Kina.
Den grundlæggende modsætning mellem på den ene side en stadig mere samfundsmæssig produktion og på den anden side et lille mindretals tilegnelse af og dispositionsret over produktionsresultatet bliver dog ikke løst - pointerer Finn videre. Tværtimod forstærkes den gennem den såkaldte globalisering af økonomien, hvilket betyder, at de kommende kriser får voldsommere karakter og vil inddrage langt flere lande. Desuden har anarkiet og profitjaget - som de centrale træk ved produktionsmåden - medført en rovdrift på naturressourcerne, der truer selve grundlaget for menneskehedens eksistens. Disse forhold får Finn til at konkludere følgende: "Objektivt set er der derfor kun to muligheder: Enten laver arbejderklassen og folkene i verden revolution, og afskaffer den kapitalistiske produktionsmåde - eller kapitalismen river hele menneskeheden med i faldet." 1
Det er således arbejderklassen (sammen med "folkene i verden"), der vil efter Finns mening blive hovedkraften bag en eventuel afskaffelse af kapitalismen. Den udgør nemlig for ham at se - i god overensstemmelse med en traditionel marxistisk teori - den "eneste virkeligt revolutionære klasse", idet "..det er den eneste klasse der objektivt set har en entydig interesse i, og er i stand til..at ophæve ikke blot den kapitalistiske udbytning, men al udbytning og klasseherredømmet som sådan." 2
Denne "entydige interesse" i omvæltning af kapitalismen skyldes det forhold, at det netop er arbejderklassen, som bliver udbyttet og har en underordnet stilling både i produktionen og samfundet som helhed. Arbejderklassen er samtidigt "i stand til" at gennemføre opgøret med klasseherredømmet, eftersom den bærer produktionen af samfundets materielle grundlag og dermed indtager en nøgleposition i hele samfundets funktion.
Arbejderklassen repræsenterer således ifølge Finn Sørensen fremtiden, idet den har en progressiv, tosidet historisk opgave: 1. socialiseringen af produktionen og 2. socialiseringen af politikken. Arbejderklasseen har desuden ingen interesse i rovdriften på naturen eller undertrykkelse af individet. De andre klasser og lag repræsenterer derimod fortiden. De tilhører nemlig enten nogle uddøende produktionsmåder (småborgerskabet), eller de udgør den udbyttende klasse; eller fordi de er en del af mellemlag, hvis funktion består i at opretholde borgerskabets klasseherredømme. Disse klasser og lag spiller ikke altid en reaktionær rolle, men deres grundlæggende interesser strider med arbejderklassens historiske interesse: "at afskaffe klassesamfundet som sådan".
De kapitalistiske produktionsforhold indebærer endvidere efter Finns opfattelse ikke kun en bestemt grundlæggende interesse hos arbejderklassen, men de skaber også grundlag for revolutionær klassebevidsthed og handling. Arbejderne er nemlig nødt til at handle kollektivt for at tilgodese deres fælles interesser overfor kapitalen. De opbygger fagforeninger, politiske partier og andre organisationer til at varetage deres forskellige interesser både nationalt og internationalt. Dette betyder, at arbejderklassen begynder at blive sig selv bevidst som klasse, og den handler derefter i den klassekamp, som borgerskabet til stadighed fører imod den.
Desuden skaber modsætningen mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene ifølge Finn også grundlag for revolutionær bevidsthed. Både internationalt og nationalt set samt ikke mindst på de enkelte virksomheder vidner dagligdagen om rigtigheden af Marx' tese om, at de kapitalistiske produktionsforhold er blevet en skranke for produktivkræfternes udvikling. I de enkelte lande og på verdensplan samles rigdommene på stadig færre hænder, mens flere og flere synker ned i fattigdom. Tilsammen med overproduktionskriser, massearbejdsløshed og destruktion af overskudsproduktionen skyldes dette altsammen den kapitalistiske markedsøkonomi. Samtidigt kræver profithensynet rovdrift på naturen i et omfang, så hele menneskehedens eksistensgrundlag trues. Enorm våbenproduktion og krige er andre følger af profitjaget. "Alt det kan arbejdere over hele verden selvfølgelig se. De forholder sig til det. De tænker over det. Det er altsammen spirer til revolutionær bevidsthed. " 3
Den kapitalistiske økonomis indre modsætninger presser endvidere borgerskabet til at føre en skærpet klassekamp mod arbejderklassen og folkene i hele verden. Disse sætter sig spontant til modværge, og det kan før eller siden føre til tilspidsede forhold, som under visse omstændigheder kan udvikle sig til revolutionære situationer. Finn mener dog ikke, at en revolutionær krise i den vestlige verden er nærforestående. "En revolutionær situation har vi først, når arbejderklassen ikke længere vil regeres, og borgerskabet ikke længere kan regere (Lenin)." 4
Efter Sørensens opfattelse kan en revolutionær bevidsthed - forstået som evnen til at gennemføre en socialistisk revolution fuldtud - heller ikke udspringe spontant af arbejderklassens instinktive kamp imod borgerskabet. Dertil kræves revolutionære organisationer. Deres opgave er at bevidstgøre arbejderklassen om kapitalismens indre lovmæssigheder samt om andre klasser og lags stilling til arbejderklassen og socialismen. Desuden skal de afdække de betingelser, "der skal være til stede for at arbejderklassen kan få indfriet sit spontane ønske om et samfund uden undertrykkelse, massearbedsløshed, fattigdom, krig."5 Skal de revolutionære være i stand til at løse disse opgaver, så forudsætter det blandt andet, at de, i langt højere grad end tilfældet er i dag, beskæftiger sig med udviklingen af en revolutionær teori.

AUTONOM "TEORI"
Det traditionelle marxistiske syn på arbejderklassen, som ved hjælp af Finn Sørensen formuleredes ovenfor, har været genstand for meget kritik, ikke mindst fra de autonomes rækker. Jeg vil inddrage deres synspunkter her, både fordi de har en ikke ringe relevans i sig selv, og fordi de i en vis grad gør sig gældende indenfor Enhedslisten.6 Her refereres de efter artiklen "Klasse, køn, race og autonomi" fra Autonomt Info (nr.10, febr.1995, ingen forfatterangivelse).
Jeg må hellere indledningsvis pointere, at "de autonome" (i det mindste i følge artiklens forfatter(e)) ikke opfatter selv deres "teori" som værende grundlæggende i modsætning til den traditionelle marxistiske. De forstår den derimod som et supplement og en udbygning til den traditionelle marxisme, som bedre tager højde for den udvikling i den globale, samfundsmæssige situation, som har fundet sted siden Marx' og Engels' levetid.
I følge denne autonome "teori" har den vestlige arbejderklasse nemlig historisk set nydt godt af de vestlige landes imperialistiske politik. Der kan ligefrem være tale om, at udbytningen af kolonierne ikke bare er "tilkommet" det vestlige borgerskab men også den vestlige arbejderklasse. Dette forhold har i første omgang sløret antagonismen mellem borgerskabet og arbejderklassen, og efterhånden har det udviklet sig til "et egentligt interessefællesskab med borgerskabet". Det skal dog ikke forstås således, at der er tale om et komplot mellem borgerskabet og proletariatet i den vestlige verden, men sådan blev bare resultatet af den økonomisk-historiske udvikling. Den vestlige arbejderklasse har dermed udviklet sig til et mellemliggende lag, "..der langt hen ad vejen vil være tilbøjelig til at alliere sig med borgerskabet i forsøget på at opretholde deres nuværende privilegier."7
Når man ser på den internationale situation i dag, har den vestlige arbejderklasse derfor i følge denne analyse"..meget at miste og lidt at vinde ved en socialistisk omvæltning og derfor vanskeligt kan anskues som en objektiv revolutionær kraft."8 Også indenfor den vestlige verden har arbejderklassen (dem der har arbejde)"..allieret sig med borgerskabet i kampen mod det "ubrugelige" pjalteproletariat. De forsøger krampagtigt at fastholde retten til arbejdet, af frygt for at miste deres privilegier. "9 Skal "de autonome" pege på et revolutionært potentiale i den vestlige verden, så er det derfor efter deres opfattelse i langt højere grad at finde blandt de marginaliserede grupper, som udgør større og større del af befolkningen.

SPØRGSMÅLET OM "ARBEJDERKLASSENS INTERESSER"
Debatten omkring den vestlige arbejderklasse synes helt overordnet set at indeholde - foruden spørgsmålet om definitionen - to helt centrale aspekter: 1. arbejderklassens interesser i forhold til kapitalismen og socialismen og 2.arbejderklassens samfundsforandrende potentiale og rolle i kampen for socialismen.
Skal jeg til at starte med se på det første aspekt kan det konstateres, at den traditionelle marxistiske klasseanalyse/Finn Sørensen og "de autonome" synspunkter foruden alle forskelle har det tilfælles, at de benytter sig af en strukturel klasseteori. De analyserer nemlig begge nogle strukturelle forhold og hvad de betyder for den vestlige arbejderklasse, og på den baggrund drager de nogle konklusioner om arbejderklassens interesser10. Konklusionerne er bare ret så forskellige.
Selve fundamentet for begge parters analytiske tilgang har imidlertid været udsat for kraftig kritik, som for eksempel hos Finn Damm Rasmussen, der har kritiseret den strukturelle teoris fastlæggelse af interesser udfra gældende produktionsforhold. Han anfører således: "Der kan ikke deduceres fra eksistensen af udbytning til en (objektiv) interesse i dens ophævelse; normativitet og subjektivitet kan ikke deduceres fra kategorier.."11. Hvorved han mener, at man ikke logisk kan aflede, at folk har interesse i ophævelse af nogle samfundsforhold, fordi de er genstand for udbytning. Det kan være svært at forstå meningen med dette synspunkt , men jeg håber, at mit eget forsøg på at tage stilling til problematikken i det følgende, vil gøre det nemmere at fange.
For hvad skal man egetligt mene i forbindelse med al den talen om "arbejderklassens interesser". Hvordan skal den betragtes og hvordan kan den karakteriseres? Dette må man efter min mening først afklare, inden man tager stilling til, hvad "arbejderklassens interesser" er, og om man overhovedet kan bruge den slags overvejelser og retorik til noget i politisk sammenhæng. I forsøget på dette vil jeg i princippet skelne mellem to mulige men helt forskellige måder at bruge begrebet "arbejderklassens interesser" på, nemlig:

1. Begrebet forstås som et rent analytisk, videnskabeligt værktøj i forsøg på objektivt at bestemme, hvad der gavner arbejderklassen.12 Denne her anvendelse må indebære en bestemt teori om, hvilke behov der findes hos arbejderklassen, og hvordan forskellige samfundsforhold indvirker på opfyldelsen af disse behov.

Denne tilgang er god at tage udgangspunkt i, men vi kan slet ikke nøjes med den i politisk sammenhæng. For det første fordi de politiske beslutninger - som der jo her er tale om - i sin grundlæggende karakter lige så lidt skal betragtes at være videnskab, som de skal træffes af "videnskabsmænd". Hvis det var tilfældet skulle vi bare have en flok videnskabsfolk til at styre alle samfundsforhold - altså et totalitært styre.
Nej, vi vil gerne have et demokratisk samfund, og dermed må arbejderklassen først og fremmest selv finde ud af sine interesser, og hvordan de bedst kan blive varetaget. Det skal ske i en demokratisk proces, hvis resultat skal være udtryk for den ideologiske og i det hele taget den politiske linje, som dominerer i klassen på et givet tidspunkt.
I denne proces kan man dog godt trække på nogle videnskabelige, objektive analyser af de økonomiske, sociale, kulturelle og politiske forhold samt deres betydning. Jeg vil - vel ikke uventet - heller ikke afvise det legitime i, at man "udefra" kommer med bud på, hvad der skal bestemmes til at være arbejderklassens interesser. Disse bud skal dog klart fremstå som en eller andens subjektive syn på sagen, og ikke som en videnskabelig og objektiv kendsgerning.
For det andet er arbejderklassens behov ikke for en gang givet men forandrer sig og afhænger blandt andet af, hvilket menneske- og samfundssyn klassen har. Derfor kan en optimal, fremtidig indretning af samfundet slet ikke bestemmes på objektiv vis, men er et subjektivt og ideologisk spørgsmål. Hvad der vil være i arbejderklassens interesse, er afhængig af dens etiske holdninger, for eksempel om "et retfærdigt samfund" må indebære social lighed.
Sagt på en enkel måde: hvad der gavner arbejdere kommer an på, hvad de opfatter som godt. Og det skal betragtes som et subjektivt spørgsmål, og ikke som et objektivt der kan besvares på videnskabelig vis. Dette hænger iøvrigt sammen med det førstnævnte, demokratiske aspekt af problematikken. Derfor har vi foruden den objektive anvendelse af begrebet "arbejderklassens interesser" brug for en anden, nemlig:

2. Begrebet dækker et subjektivt fænomen og er udtryk for en bestemt etisk/ideologisk/politisk opfattelse hos en eller anden. Når nogen opfatter for eksempel afskaffelsen af kapitalismen og indførelsen af socialismen som værende i arbejderklassens interesse, så er det i dette her tilfælde udtryk for vedkommendes egen holdning til, hvad der gavner og ikke gavner arbejdere, samt hvordan samfundet optimalt set burde være indrettet. En holdning, der er baseret på en socialistisk etik og idet hele taget på en socialistisk ideologi.13

Det er især ved at bruge begrebet på denne her anden måde, venstrefløjens syssler med "arbejderklassens interesser" kommer ind i billedet og får sin berettigelse. Disse syssler skal nemlig for det første opfattes som et led i en afklaring af venstrefløjens politiske linje med hensyn til, hvad vi mener vil være til fordel for arbejderklassen. Og for det andet som et arbejde for, at denne linje vinder tilslutning i arbejderklassen, bliver dens linje - ligesom hele venstrefløjens socialistiske projekt skal handle om at vinde tilslutning til vores idéer om den optimale indretning af samfundet.
Vi skal samtidigt gøre os umage for, at vores politiske handlen både i "interesse-spørgsmålet" og i det hele taget sker på et etisk forsvarligt grundlag.Venstrefløjens teoretiske arbejde, historisk set men bedømt med nutidens målestok, lader i den forbindelse meget tilbage at ønske; for slet ikke at tale om praksis. Desuden forudsætter det i sig selv, for at vores syssler med "arbejderklassens interesser" skal give den eftertragtede effekt, at arbejderklassen er velrepræsenteret i vores rækker, og vi har god føling med, hvad der "rører sig" i klassen. For at opnå det sidstnævnte kan vi med fordel benytte os af "den objektive, videnskabelige tilgang".
Som et alternativ kan man forestille sig, at vi droppede helt brugen af begrebet "interesser" og nøjedes med dels en analyse af, hvad de nuværende samfundsforhold betyder for arbejderklassen, dels hvad der er at vinde ved en socialistisk indretning af samfundet. Dette synes jeg dog vil være dumt. Begrebet er nemlig efter min mening - hvis det bliver brugt på den rigtige måde - meget velegnet både til vores egen politikudvikling, og til forsøg på at få arbejderklassen til at handle samlet og i overensstemmelse med en socialistisk ideologi. Den marxistiske teori har allerede opnået en hel del i udviklingen af begrebet til et godt redskab.
Ja, for skal jeg anvende disse betragtninger og konklusioner til at vurdere både "de autonomes" bestemmelse af den vestlige arbejderklasses interesser og Finn Sørensens - som repræsentant for den traditionelle marxistiske klasseteori - så vil jeg godtnok i første omfang afvise begge parter. Dette fordi de begge - såvidt jeg kan se - udelukkende søger en objektiv/videnskabelig sandhed, det vil sige, at de begge efter egen opfattelse kun benytter sig af den første tilgang. Men når jeg så i næste omgang indvender: "nej, det handler først og fremmest om at afklare, hvad der efter vores mening, som socialister, gavner og ikke gavner arbejderklassen", så udgør de synspunkter, Finn har lagt frem, klart det bedste udgangspunkt - fordi de i realiteten udtrykker en socialistisk etik.
Han anvender nemlig i virkeligheden ikke kun en objektiv men også en subjektiv tilgang, i og med han ytrer vores subjektive syn på sagen, og hans analyse og konklusionerne foretages på grundlag af en socialistisk etik/ideologi. Finn fremfører jo i realiteten blandt andet det, vi som socialister mener, burde være arbejderklassens interesser, altså udtrykker vores politik.
Vi skal altså bare ikke bilde os ind, at der tales om en udelukkende objektiv/videnskabelig bestemmelse. Desuden trænger vi gevældigt til at udvide den horisont, som den traditionelle marxistiske teori - med dens fokus på materielle/økonomiske forhold - har opereret med. Dette har jeg forsøgt at åbne op for ved i sidste nummer af Solidaritet at definere "arbejderklassen" på en måde, så den ikke bare udgør en økonomisk men også en social og samfundsmæssig kategori. Dette har Finn også gjort ved at påpege, at arbejderklassens interesser stammer fra dens underordnede stilling både i produktionen og samfundet som helhed.
Det autonome standpunkt er - i forsøget på en objektiv karakteristik - kommet frem til en fremstilling af interesser, som strider med en socialistisk etik - blandt andet med ønsket om lighed og solidaritet. Jeg er stort set enig med "de autonome" i, at den vestlige arbejderklasse har draget en økonomisk fordel af den imperialistiske udbytning af klassen i andre lande. Vi kan dog - som argumenteret ovenfor - ikke nøjes med at bruge begrebet "arbejderklassens interesser" på "de autonomes" objektive måde. For godt nok kan den vestlige arbejderklasse finde på at handle egoistisk i forhold til andre arbejderbefolkninger, men det er ikke det, vi vil have den til. Derfor kan det heller ikke være det, vi skal udlægge som dens interesser.

ARBEJDERKLASSENS SAMFUNDSFORANDRENDE POTENTIALE
Og nu skal jeg se på det andet af de helt centrale aspekter af debatten om arbejderklassen, nemlig spørgsmålet om dens samfundsforandrende potentiale og rolle i kampen for socialismen.
Som refereret ovenfor indebærer de kapitalistiske produktionsforhold ifølge Finn Sørensen ikke kun en bestemt grundlæggende interesse hos arbejderklassen, men de skaber også grundlaget for revolutionær klassebevidsthed og handling. Enhedslistens nye program udpeger mere eller mindre entydigt arbejderklassen - herunder den vestlige - som hoveddrivkraften i kampen for socialismen. Finn går endda såvidt, så han karakteriserer arbejderklassen som den eneste revolutionære klasse under kapitalismen og indehaver af den historiske mission: "at afskaffe klassesamfundet som sådan".
Finn anlægger dermed for det første en såkaldt teleologisk, det vil sige formålsbestemt, historieteoretisk syn, der går udfra, at den historiske udvikling er i det store og hele lineær, fremadskridende og bevæger sig mod et bestemt mål. Desuden ligger det i hans opfattelse, at den kan vurderes helt objektivt på tværs af de historiske epoker. Det gør han, når han i overensstemmelse med Marx og Engels udpeger arbejderklassen til at være indehaver af en bestemt historisk opgave: klassesamfundets afskaffelse.
Jeg er enig i, at der kan være god mening i at betragte den historiske udvikling som fremadskridende. Men når Marx, Engels og Finn på denne måde bestemmer en historisk opgave for en givet samfundsgruppe, så er der i bedste fald tale om agitation og i værste om determinisme. Under alle omstændigheder må dette hellere undværes i den form, det er foretaget, og så må man klart pointere, om der er tale om en objektiv beskrivelse eller agitation.
For det andet rejser sig det spørgsmål, om det giver god mening at bestemme arbejderklassens samfundsforandrende rolle så entydigt, som der er klare tendenser til hos Finn og i Enhedslistens nye program - dog knap så udtalt hos Finn.
André Gorz har været fortaler for et standpunkt, der gør op med arbejderklassen som hoveddrivkraften i kampen for socialismen. Han hæfter sig ved den voksende og meget omfattende specialisering i produktionen samt den kendsgerning, at 40-50% af USAs og Storbritanniens lønmodtagere udgøres af det "postindustrielle proletariat" af arbejdsløse samt lejlighedsvis- og deltidsansatte.14 På baggrund af disse forhold mener Gorz ikke, at man kan udvikle anti-kapitalistisk (socialistisk) bevidsthed i forbindelse med stillingen i produktionen, det vil sige på arbejdet. Dette kan kun ske som borger, forbruger og bruger af private og offentlige tjenester, hvor man oplever sig selv som en del af et meget større samfund.
Der har i det hele taget i en del år været en klar tendens i samfundsforskningen - også i den mere venstredrejede - i retning af at påpege arbejderklassens borgerliggørelse. Som baggrunden for denne angives forandringer i arbejds- og levevilkårene samt en opløsning af arbejderklassens organisationer og den fælles kultur i det hele taget.15
Udover problematikken med de arbejdsløse gør Gorz opmærksom på et vigtigt træk ved den nuværende - og måske i endnu mere udtalt grad ved den fremtidige - erhvervsmæssige udvikling: eksistensen af en stor andel af deltidsansatte. Deres mere løse tilknytning til arbejdsmarkedet udgør naturligvis et problem for fagbevægelsen og kan virke svækkende på den og dermed på arbejderklassen som kollektiv kraft. Ligeledes forholder det sig med hjemmearbejdet, som også bliver mere og mere udbredt.
Med hensyn til specialisering i produktionen og andre strukturelle ændringer i det hele taget samt deres betydning for den politiske bevidsthed i arbejderklassen, så er der dog to danske undersøgel ser, der påviser, at disse ændringer ikke har fået nogle særlige politiske følger - ikke i en mere borgerlig retning ihvertfald. Den første blev foretaget i 1985 og viser, at de "højteknologiske" arbejdere ikke adskiller sig politisk fra andre arbejdere. Arbejderklassen er tværtimod blevet mere homogen, idet den politiske forskel mellem faglærte og ufaglærte er forsvundet. Dermed tilbagevises den - også i Enhedslisten - udbredte opfattelse, at de faglærte arbejdere er mere højreorienterede end de ufaglærte. Iøvrigt konstateres der også, at arbejderne typisk stiller sig mere "progressivt" end resten af befolkningen.16 Den anden undersøgelse fra 1989 bekræfter den førstes hovedkonklusion, at den strukturelle udvikling i produktionslivet ikke har givet nogen særlig politisk efterklang.17
Jeg vil give Gorz delvis ret i hans syn på de kapitalistiske produktionsforholds betydning for bevidsthedsdannelsen hos arbejderne. Jeg mener nemlig, at disse forhold udover at skabe grundlag for udvikling af en anti-kapitalistisk bevidsthed og handling i arbejderklassen samtidigt virker hæmmende for den. Det vil jeg vende tilbage til. Men ligefrem at mene, at det er umuligt at opnå anti-kapitalistisk bevidsthed i produktionslivet, savner for mig at se et sagligt grundlag.
Gorz skelner endvidere på en meget kunstig måde mellem arbejde og fritid. Hvis han kan forestille sig, at man som borger og forbruger - det vil sige i fritiden - er i stand til at udvikle en kritisk stillingtagen til kapitalen, hvordan kan dette så undgå også at komme til udtryk på arbejdspladsen? Der eksisterer efter min mening en gensidig påvirkning mellem de erfaringer og handlinger, der opstår henholdsvis på arbejdet og i andre sammenhænge. Og jeg er enig i, at de aktiviteter, der foregå udenfor erhvervslivet, spiller en ganske stor rolle i bevidsthedsudviklingen og i forhold til kampen for socialismen i det hele taget.
De to nævnte undersøgelser viser iøvrigt - som refereret ovenfor - en manglende sammenhæng mellem klassestrukturel og politisk udvikling i arbejderklassen. De gør dermed opmærksomme på de begrænsninger, der ligger i den strukturelle klasseanalyse i forhold til at karakterisere arbejdernes politiske bevidsthed og handlen. Disse undersøgelser tyder på, at der ikke findes nogen nødvendig og snæver sammenhæng mellem produktionsforholdenes strukturelle karakter og arbejderklassens politiske holdninger og ageren. Begge undersøgelser konkluderer også, at arbejderklassens fremtidige politiske rolle synes overvejende at blive påvirket af nogle politisk/ideologiske faktorer.
Dette er efter min mening vigtigt at bemærke i forhold til en forståelse af, hvad der bestemmer den politiske udvikling i arbejderklassen. Den måde samfundet er organiseret og fungerer på udgør selvfølgeligt nogle helt centrale faktorer, der skaber den vigtigste del af baggrunden for handlen. Men hvilken retning den politiske ageren bevæger sig i afhænger selvfølgeligt i høj grad også af arbejderklassens menneske- og samfundssyn og politisk-ideologiske holdninger i det hele taget.
Det er her, venstrefløjen kommer på banen og skal præge arbejderbefolkningen. Den sidstnævnte må siges at kunne blive lige så - eller lige så lidt - revolutionær, som venstrefløjen formår at påvirke dens politiske bevidsthed og handling. Derfor, når en del af venstefløjen erklærer store dele af arbejderklassen for mere eller mindre at være tabt i socialismens sag, så er det også resultat af venstrefløjens manglende evne til at sætte den politiske dagsorden i klassen.

FORHOLD DER HÆMMER ANTI-KAPITALISTISK BEVIDSTHED OG HANDLING
Dette, at kunne sætte den politiske dagsorden i den vestlige arbejderklasse, kan nu heller ikke siges at være så enkel en sag. Der eksisterer nemlig en stor mængde forhold, som i større eller mindre grad virker hæmmende for udvikling af en fælles anti-kapitalistisk bevidsthed og ageren. Blandt de vigtigste - inklusiv dem jeg allerede har været inde på - kan nævnes:
- arbejdernes individuelle salg af arbejdskraft i indbyrdes konkurrence
- arbejdsløsheden og en mere løs tilknytning til arbejdsmarkedet
- andre forskelle arbejderne imellem med hensyn til løn- og arbejdsforhold
- den vestlige arbejderklasse drager økonomisk fordel af den kapitalistiske udbytning af arbejderklassen i andre lande og er i det hele taget relativt velstillet
- statens indgriben på arbejdsmarkedet, og i det hele taget den disciplinerende og undertrykkende virkning, som det offentliges rolle i samfundet indebærer for folks hverdag - her er der givetvis forskelle de vestlige lande imellem, værst ser det nok ud i de skandinaviske samfund
- det fagretlige system, som godtnok har en vis positiv betydning for tilkæmpelse af bedre løn- og arbejdsforhold, men som samtidigt virker kraftigt begrænsende for opståen af arbejdskampe og dermed for fremkomsten af mere radikal kollektiv handling
- mediernes, uddannelsessystemets samt andre instansers borgerlige, ideologiske påvirkning
- modsætninger mellem kønnene og forskellige etniske grupper
- arbejdernes individualistiske levevilkår - blandt andet boligforhold

Nogle af disse forhold påvirker i første omgang kun de enkelte arbejderes bevidsthed og handlemåde, mens andre begrænser direkte fagbevægelsens og arbejderklassens kampmuligheder.

SOCIALISMESTRATEGI - ARBEJDERBEVÆGELSENS OG ANDRE BEVÆGELSERS ROLLE
Det kapitalistiske systems gennembrud som en helstøbt samfundsform indtraf i Europa i løbet af 1800-tallet. Den kapitalistiske produktionsmådes vækst begyndte imidlertid så småt i de italienske bystater allerede i 1400-tallet, så overgangen fra feudalisme til kapitalisme havde varet ca. 400 år. Borgerskabets etablering af den kapitalistiske statsmagt via de borgerlige revolutioner i 1800-tallet må siges at være blot den sidste etape i denne proces. Den kapitalistiske produktionsmåde og den borgerlige ideologi havde forlængst undergravet feudalismen indefra.
På baggrund af en sådan fremstilling af overgangen fra feudalismen til kapitalismen stiller Torkil Lauesen spørgsmålstegn ved den hidtil praktiserede strategi for overgangen til socialismen, som jo også ihvertfald foreløbigt har vist sig at ende i en blindgyde. Eftersom socialismens samfundsmæssige ejendomsret til produktionsmidlerne forudsætter kontrol med statsmagten, har denne strategi hidtil været først at erobre statsmagten, for derefter at kunne etablere den socialistiske produktionsmåde. Men, spørger Torkil, måske skal kapitalismen også først undergraves indefra "..af produktionsformer og af en ideologi, der bygger på behov istedet for købekraft og profit...Og således udhule det kapitalistiske systems økonomi og ideologi indefra, så selve statsmagten blot bliver en hul skal, der til sidst må briste?"18 Det er måske således snarere forandringer i samfundet, der er nøglen til statsmagten, end omvendt?
Nærmere betegnet gælder det om at få kontrol med økonomiske ressourcer, at kunne sætte dagsorden for samfundsdebatten og at få indflydelse på ikke-statslige institutioner, kultur, skoler, fagforeninger m.m. Torkil Lauesen mener, at denne proces allerede er igang med stigende krav om hensyntagen til miljø og mennesker: for eksempel "grønne" og "moralske" regnskaber.
De "nye sociale bevægelser", som i den vestlige verden ofte har haft deres udgangspunkt i "68- oprøret", spiller efter Torkils opfattelse en vigtig rolle i denne sammenhæng. Det karakteristiske for disse bevægelser er deres ikke udprægede klassekarakter. De beskæftiger sig således ofte med forhold, der ikke direkte har forbindelse til modsætningen mellem arbejde og kapital: for eksempel miljø, køn, etniske forhold, kultur m.m.
De nye sociale bevægelser har også nogle nye værdier ud over de gamle: lighed, frihed og broderskab. Selvbestemmelse i forhold til staten og bæredygtighed i forhold til naturen indtager således ifølge Torkil en vigtig plads i disse bevægelser sammen med begreber som "moral" og "retfærdighed". (Det sidstnævnte må nu godtnok siges at være en god kending i arbejderbevægelsen siden dens spæde start i første halvdel af 1800-tallet.) Desuden er respekten for det enkelte menneske, det vil sige humanismen, også i centrum.
Den amerikanske sociologiprofessor James Petras vurderer også de nye bevægelsers rolle som meget betydningsfuld. Hans udgangspunkt er den opfattelse, at begreberne "klasse" og "klassekamp" skal forstås som historiske og socialt bestemte samt specifikke for faser eller typer af kapitalisme. I den nuværende fase er der efter hans mening udover kapitalisterne og klassen af arbejdere tale om eksistensen af en masse rodløse unge med bestemte kønslige, alders- og racemæssige interesser. Disse agenter står overfor en koncentration af spekulationskapital, det vil sige ikke produktivt baseret kapital. Overlevelse og genskabelse af spekulationskapitalen er ifølge Petras ikke afhængig af en sund og uddannet arbejderklasse, men gennem dens stadige og dybere marginalisering.
Alt dette vurderes til at betyde, at "klassekonflikten" finder sted ikke bare i produktionslivet, men overalt i samfundet. Og mens fagforeningerne og vælgerpartierne voksede ud af den industrielle struktur, er det de nye "sociopolitiske bevægelser", der efter Petras opfattelse bedst passer til den nye kamps behov, idet de udtrykker større social og kulturel uensartethed.19
For James Petras må det marxistiske alternativ til "alles kamp mod alle" derfor opbygges på følgende tre piller:
1. sociopolitiske bevægelser bestående af rodløse og marginaliserede (slumstormere)
2. politiske partier og fagforeninger med forbindelse til arbejderklassen
3. internationalistiske bevægelser, som miljøforkæmpere, homoseksuelle- og kvindeorganisationer samt solidaritetsgrupper.

Den første af disse grupper har ifølge Petras den mest revolutionære politiske stil, men er svær at holde igang og støtte. Den anden indeholder kontinuitet og institutionel solidaritet, men har en tendens til at blive suget ind i de etablerede kanaler. Den sidste besidder kontinuitet og militans, men handler på baggrund af delkrav samt pressionspolitik og mangler dermed en sammenhængende revolutionær strategi. Udfordringen for venstrefløjen består derfor efter Petras mening i "..at søge at gennembryde de etablerede partiers inerti og at opbygge "direkte aktioner" på det lokale, nationale og internationale niveau, og derved bibringe de sociale bevægelser en revolutionært opfattelse af magt."20
Skal jeg vurdere Torkil Lauesens og James Petras (socialisme)strategi og de nye sociale bevægelsers rolle, så er jeg enig i vigtigheden af at opbygge en modmagt til kapitalen, borgerskabet og staten på så mange samfundsområder som muligt. Med hensyn til alternative produktionsformer, må man dog stille det spørgsmål, i hvor høj grad det kan lade sig gøre indenfor kapitalismens rammer. Man skal være meget varsom med den slags historiske sammenligninger, som Torkil gør, hvor der er tale om meget forskellige samfundsforhold. Jeg vil mene, at det i dag er langt sværere at etablere "socialistiske" produktionsformer, end det var under feudalismen at udvikle kapitalistiske. Det skal dog ihvertfald forsøges. De forskellige bevægelser spiller en vigtig rolle, og venstrefløjen skal arbejde for at styrke dem så meget som muligt. Dette må dog ikke føre til, at man undervurderer arbejderklassen og -bevægelsen og antager dens rolle for at være mindre central.
Det er immervæk fortsat produktionslivet og kapitalakkumulationen (profitjagen), der udgør nerven i de kapitalistiske samfund, og det er først og fremmest arbejderklassen, der producerer kapitalen. Samtidigt udgør arbejderklassen også "den udbyttede" og undertrykte majoritetsgruppe. Det er ligeledes de materielle interesser, der stadigvæk må siges at være af meget stor betydning i folks bevidsthed og for deres handlinger. Dette hænger igen sammen med, at de materielle forhold stadigvæk står i centrum for hele samfundssystemet: kapitalismen.
Også ved overgangen til socialismen vil produktionen af samfundets materielle grundlag udgøre dets fundament, og "de direkte producenter" ("arbejderklassen") vil spille en central rolle i samfundets virke - ihvertfald så længe, der ikke sker en omfattende automatisation af al produktion.
Samlet er det derfor også først og fremmest arbejderklassen, der: 1. vil drage nytte af kapitalismens undergang, 2. er istand til på afgørende punkt at ryste borgerskabets magt og 3. skal have en nøgleplacering under socialismens tidlige fase.
Historisk set kan man også konstatere, at arbejderbevægelsen har foretaget sig alt andet end at ligge på sin lade side. Man har godtnok ikke foreløbigt for alvor forsøgt at tage afgørende brud med kapitalismen, men arbejderbevægelsen har dog gerne stået i spidsen for de store samfundsforandringer, som i de vestlige lande har ført til de såkaldte "velfærdssamfund". Disse samfund befinder sig i dag langtfra den rå kapitalisme, som gjorde sig gældende frem til mellemkrigstiden.
Ser vi på forholdene i dag, er det ligeledes arbejderbevægelsen, der er langt den bedst organiserede bevægelse og udgør klart den stærkeste modmagt til kapitalen, borgerskabet, staten og andre herskende eliter. De andre bevægelser synes at være ret konjukturbestemte, og i det store og hele har der i 90'ernes vestlige verden været noget småt af dem.
OK, tilgengæld har det i efterkrigstiden skortet på politisk radikalitet i arbejderklassen. Men sådan som situationen ser ud i dag, forekommer det mig dog mere sandsynligt, at en radikal socialistisk strategi kan blive dominerende i arbejderklassen, end at de andre bevægelser får tilstrækkelig styrke, politisk homogenitet og radikalitet til at kunne vælte borgerskabet af pinden. Jeg mener derfor, at det fortsat er mest nærliggende - men ingen selvfølge - at pege på arbejderklassen, som det bedste bud på hoveddrivkraften i kampen for socialismen. Ihvertfald når man som udgangspunkt har en revolutionær, bevægelsesorienteret strategi. Der findes så at sige i dag ingen reelle alternativer. Dette indebærer, at vores politiske indsats også først og fremmest skal rettes mod arbejderklassen.

NOTER

1 F. Sørensen: Arbejderklassen: reformistisk - og revolutionær, 1996, s.12

2 Sørensen, s.12

3 Sørensen, s.14

4 Sørensen, s.14

5 Sørensen, s.15

6 se f.eks. U.V. Olsen: Politisk værktøj eller perspektivløs kasseinddeling. 1991

7 Autonomt Info, nr.10, feb. 1995, s.11

8 Autonomt Info, s.11

9 Autonomt Info, s.12

10 for en egentlig beskrivelse af den strukturelle klasseteori vil jeg henvise til min første artikel i sidste nummer af Solidaritet

11 F. D. Rasmussen: Velærdsstatens klasser. 1985, s.90

12 indenfor videnskabsteori kalder man den slags begreber, der forsøger at beskrive noget som det "er i sig selv", for deskriptive

13 Indenfor videnskabsteori kalder man den slags begreber for normative. De begrænser sig ikke til at beskrive det som "er", men tillige angiver, hvordan noget "bør" være. Som det ligger i ordet normativ, søger den slags begreber at opstille normer for tingenes ønskværdige tilstand, dvs. de angiver nogle værdier. Det er tilsyneladende udelukkende på denne måde, at begrebet "intereser" kan anvendes efter Finn Damm Rasmussens mening. Når jeg skelner mellem, at begrebet "arbejderklassens interesser" kan enten forstås som deskriptivt eller som normativt, skal det ikke opfattes, som om jeg mener, at det deskriptive er "værdifrit". Det er det efter min mening ikke, idet den deskriptive tilgang vil bygge på nogle teorier, som i sig selv vil indeholde nogle bestemte menneske- og samfundssyn, altså nogle bestemte værdier.

14 jf. A. Gorz: The New Agenda, 1990, s.37 ff

15 for de danske forholds vedkommende se f.eks. S.A. Andersen (2): Arbejderkultur efter 1945. 1997 eller S.A. Andersen (1): Arbejderkultur i velfærdssamfundet. 1997

16 jf. J.G. Andersen: Arbejderklassen i det postindustrielle (?) samfund. 1988, s.146 ff. "Arbejderklas sen" defineres her som de manuelle arbejdere.

17 f. J. Hoff: Arbejderklassen i efterkrigstiden - struktur og politik. 1989, s.21 ff. Også her defineres "arbejderklassen" som de manuelle arbejdere. Disse to undersøgelser må godtnok i dag siges at være noget gamle.

18 T. Lauesen: Det globale oprør. 1994, s.101

19 jf. J. Petras: Udfordringer til venstrefløjen. 1994, s.24 ff

20 Petras, s.26

LITTERATUR
Andersen, Jørgen Goul: Arbejderklassen i det postindustrielle (?) samfund. Politica 20.årg. nr.2, 1988, s.146-166.

Andersen (1), Svend Aage: Arbejderkultur efter 1945. Arbejderhistorie, nr.2, 1997, s.1-20.

Andersen (2), Svend Aage: Arbejderkultur i velfærdssamfundet. SFAH, skriftserie nr.39, 1997.

Autonomt Info. Klasse, køn, race og autonomi. nr.10, feb.1995.

Gorz, André: The New Agenda. New Left Review, nr.184, nov.1990, s.37-46.

Hoff, Jens: Arbejderklassen i efterkrigstiden - struktur og politik. Årbog for arbejderbevægel sens historie, nr.19, 1989, s.11-61.

Lausen, Torkil: Det globale oprør. Autonomt Forlag 1994.

Olsen, Ulf V.: Politisk værktøj eller perspektivløs kasseinddeling. Giraffen, nr.5, dec.1991, s.34-35.

Petras, James: Verden forandres: Udfordringer til venstrefløjen. Forlaget Solidaritet 1994.

Rasmussen, Finn Damm: Velfærdsstatens klasser. Kurasje, nr.37, dec. 1985, s.83-105.

Sørensen, Finn: Arbejderklassen - reformistisk og revolutionær. Solidaritet, 18.årg. nr.3, okt.1996, s.6-16.