ØMU'en og valuta-kriserne

af Albert Jensen

En række ØMU-tilhængere har over sommeren fremsat påstande i dagspressen om, at dansk deltagelse i ØMU'en ville beskytte Danmark mod fremtidig valutauro. Det gælder senest socialdemokratiets EU-ordfører, Claus Larsen-Jensen i Aktuelt 26/7. Påstandene må bygge på et historisk hukommelsestab. Netop i disse dage er det 8 år siden, at ØMU'ens forgænger - EMS'en - brød sammen. "Torn beyond repair" var overskriften i det ansete britiske finansblad, The Economist 26. september 1992. Overskriften henviste til EMS'ens sammenbrud netop i disse uger. Midt i måneden var alle valutaer i EMS'en blevet devalueret 3* % overfor den tyske D-Mark og det britiske pund og den italienske lire var yderligere blevet devalueret 3* %. Få dage senere blev pundet helt trukket ud af EMS samarbejdet. Valutakrisen fortsatte hen over efteråret og førte bl.a. til, at også den danske krone blev devalueret.
Det politisk mest fornuftige på det tidspunkt havde muligvis været helt at opgive samarbejdet og ladet valutaerne svæve frit mod hinanden i en periode, men det var politisk uacceptabelt. Maastricht traktaten var i krise, og var EMS'en blevet aflivet, havde det været dens dødsstød, eftersom EMS'en var afsætningspunktet for ØMU'en. Ikke desto mindre blev muligheden af at opgive ØMU'en åbent diskuteret i både The Economist og i økonomiske kredse i hele Europa. Men EMS landene valgte i stedet at udvide båndet indenfor hvilket valutaerne måtte svinge fra 3 til 15 %.

Kan det ske igen?
Ud fra de historiske erfaringer må dette spørgsmål besvares med et klart JA. Ingen valutaer har hidtil kunnet undgå at blive udsat for pres fra spekulanterne, og i vore dage er dette pres - valutakrisen - ikke blot en mulighed. Den er sandsynlig.
Baggrunden for valutakrisen i 1992 var dels at valutaerne i EMS'en ikke var blevet justeret i forhold til hinanden de foregående 5 år (siden 12. januar 1987). Euro-landenes valutaer blev til sammenligning låst endegyldigt fast ifht. hinanden den 1. januar 1999. Fastlåsningen i 1987 medførte, at der ikke blev taget hensyn til de forskelle der udvikledes mellem økonomierne i de enkelte lande. Men det var ikke krisens årsag. EMS landene var bundne til at støtteopkøbe hinandens valutaer. Eller med andre ord var landenes nationalbanker koblede sammen på det valutamæssige område, på samme måde som EU i dag har en centralbank.
Det interessante er, at netop lire og britiske pund i sommeren 1992 blev betragtet som stærke valutaer indenfor EMS'en. Alligevel brød de sammen. Den væsentligste årsag var, at valutaspekulanterne i virkeligheden var gået til angreb på den tyske D-Mark. De spekulerede i, at den tyske Bundesbank ikke længere havde styrken til at opkøbe tilstrækkelige mængder af de andre landes valutaer til at hindre spekulanternes angreb. De to tysklande var to år tidligere blevet genforenet, den tyske økonomi overophedet og på vej i krise. Det var den ene forudsætning for spekulanternes angreb.
Den anden forudsætning var tilstedeværelsen af en enorm fri spekulationskapital på verdensmarkedet. Kapitalbevægelserne var fra midten af 1980'erne blevet liberaliseret - den statslige kontrol fjernet - og allerede i starten af 90'erne havde det medført, at der dagligt blev handlet valuta for 20 gange større beløb, end der skulle anvendes i handelen mellem landene. Der blev spekuleret i valuta.
Kombinationen af svækket økonomi og spekulationskapital udløste spekulanternes angreb. Spekulationskapitalen på verdensmarkedet er siden da steget yderligere. Økonomien er ikke stærkt svækket lige for tiden, men det bliver den på et tidspunkt igen, og derfor er der heller ingen tvivl om, at også Euroen vil blive hvirvlet ind i valutakrisen i løbet af 2, 5 eller 10 år. Uanset om Danmark er med eller ej.
Men Euroen er jo én fælles valuta og langt stærkere end f.eks. liraen eller pundet var i 1992. Det er korrekt, men det hindrer ikke spekulation. Heller ikke store valutaer er fritaget for angreb for spekulanternes angreb. Her kan henvises til en endnu nyere valutakrise, nemlig da spekulanterne i marts 1995 kastede sig over den amerikanske dollar. 3 måneder i forvejen var den mexikanske stat gået i betalingsstandsning på sin udlandsgæld, og USA's præsident Clinton havde i første omgang reageret ved at love Mexico en redningspakke på 50 milliarder dollars. Pakken blev siden barberet ned til 20 milliarder og var med til at afsløre, at også supermagten USA havde begrænsede midler til at forsvare sit naboland i syd. Det var baggrunden for, at spekulanterne i marts kastede sig over dollaren, der styrtdykkede. Som dagbladet Information lakonisk kunne bemærke i sin udgave fra 9. marts: "USA's regering forsøgte at opkøbe dollars i fredags for at stabilisere valutaen - uden resultat". USA blev rykket til undsætning af støtteopkøb i Europa og Japan, men heller ikke dette hjalp.
Denne valutakrise var i virkeligheden skelsættende, for den afslørede, at verdens spekulanter var blevet så stærke, at under de rette omstændigheder kunne selv ikke de samvirkende nationalbanker i de store kapitalistiske lande holde dem tilbage. Denne skræmmende erkendelse fik få uger senere Frankrigs konservative finansminister til at erklære, at liberaliseringerne var gået for langt. Det var efter hans opfattelse nødvendigt at indføre restriktioner i kapitalens frie bevægelighed for at hindre lignende situationer i at opstå i fremtiden. Erklæringen faldt på et specielt indkaldt møde i Washington for G7 landens finansministre. Ved samme lejlighed blev der fra mange sider fremsat forslag om at indføre en speciel skat på valutatransaktioner - den såkaldte Tobin-skat - der skulle bidrage til at begrænse spekulationen.
Ingen af delene blev dog gennemført, og i 1997-98 kastede spekulanterne sig over først valutaerne i Sydøstasien og siden Rusland og Brasilien. Men disse kriser ramte jo ikke Europa og USA så direkte som kriserne i 92 og 95. Derfor er der fortsat ikke gjort noget for at dæmme op for valutaspekulationen. Kombinationen af spekulationskapital og krise er den sikre cocktail der engang atter vil kaste Euroen ud i valutakrise (som EMS'en i 92). Det er blot ikke muligt at sætte år på, men det er sikkert, at Danmarks deltagelse i ØMU'ens 3. fase (og dermed Euroen) er ligegyldig for tidspunktet. Euroen er en lige så sikker/usikker havn som det ERM samarbejde Danmark allerede indgår i idag.