De multinationale og fagbevægelsens rolle:

GRÆSRØDDERNE SKAL MED!

af Finn Sørensen

MNS´er eller TNS´er?

Om man kalder disse selskaber multinationale eller transnationale er for mig et fedt – blot man ikke med ”transnational” mener, at de pågældende selskaber har frigjort sig fra alle bindinger til nationalstaten – for det hverken kan eller vil de. Selvom disse selskaber i høj grad kører deres eget løb, så kan ingen af dem klare sig uden en statslig base, der sikrer den juridiske ejendomsret til kapitalen, og sikrer at deres interesser tilgodeses gennem internationale handelsaftaler eller - i den sidste ende -gennem militær indgriben.
Langt hovedparten af MNS´erne hører hjemme i USA, EU-landene og Japan. Og de har indtil nu ikke haft grund til at være utilfredse med deres nationale tilhørsforhold. Det er jo især disse lande - og ikke mindst EU-kommisionen på vegne af EU-landene – der har presset på for den omfattende liberalisering af verdenshandelen vi har set gennem de sidste 20 år – en liberalisering der først og fremmest er til gavn for netop disse multinationale firmaer.

Frihandel contra protektionisme

Derfor kan man selvfølgelig heller ikke binde sig enøjet til et princip om frihandel, eller tage afstand fra protektionisme og handelshindringer som sådan. De største protektionister er dem der råber højst om frihandel, nemlig USA, EU og Japan: Det er alle de andre, der skal åbne markederne! Derfor: Der er intet som helst galt i protektionisme, hvis formålet er at beskytte et lands ressourcer, miljø, arbejdsmiljø og befolkningens velfærd.

Utopier

Min vigtigste markering er nok, at det er utopi at forestille sig, at man kan få MNS´er til at opføre sig ordenligt ret lang tid ad gangen. Hvis man vil gøre op med deres magt, så er man nødt til at gøre op med det økonomiske system, den produktionsmåde som disse selskaber er et produkt af, nemlig kapitalismen og den dertil hørende markedsøkonomi. Som man vil høre senere, mener jeg ikke af den grund, at vi så bare skal sidde med hænderne i skødet og vente på at det kan gennemføres!
Efter disse generelle markeringer vil jeg beskæftige mig med nogle nye træk i MNS´ernes udvikling, som også har konsekvenser for fagbevægelsens muligheder.

Køb, salg og fusioner

Vi oplever i disse år en voldsom stigning i antallet af køb/salg og fusioner af MNS´er på tværs af grænserne. Det tog fart i sidste halvdel af halvfemserne, og det fortsætter med forøget styrke i det nye århundrede. Det er især foregået mellem firmaer i England og USA, som regel med engelske virksomheder i opkøberens rolle. I øjeblikket ser det ud til, at det især er køb og salg af selskaber inden for EU, der dominerer billedet.
Danmark går heller ikke ram forbi. Trods dommedagsvisionerne om et dansk nej til euroen, står de udenlandske firmaer i kø for at investere, blandt andet ved opkøb af danske virksomheder. Salget er mere end fordoblet gennem det seneste år. Danske virksomheders opkøb af udenlandske virksomheder er også vokset, men i langt mindre omfang.
Det er en gammel sandhed, at med større koncentration af kapital følger større økonomisk – og dermed også politisk magt, og endnu større muligheder for at sætte sin vilje igennem uden om de parlamentariske kanaler. Konsekvenserne for fagbevægelsen – og for den sags skyld for samfundet som helhed - er selvfølgelig, at det bliver meget sværere at gennemskue ejerforholdene, og i mange tilfælde også langt sværere at få den ansvarlige ledelse i tale.

Øget politisk indflydelse

Et andet vigtigt forhold er, at MNS´erne og deres lobbyorganisationer op igennem 80´erne og 90´erne i meget høj grad har forøget deres indflydelse på vigtige internationale institutioner.
Det er almindelig kendt, at den europæiske storkapital i denne periode har sat dagsorden for EF/EU´s udvikling. Arkitekterne bag det indre markeds og ØMU´ens gennemførelse, bag tilplastringen af Europa med store motorvejs- og broprojekter har i alle tilfælde være ERT (European Round Table of Industrialists). Jeg kan også anbefale et besøg på ERT´s hjemmeside. Så kan man se, at de nu også forsøger at sætte dagsordenen med hensyn til harmonisering af pensionssystemerne i EU, selvfølgelig efter det indre markeds principper: Mere privatisering.
Det er knap så kendt, at det faktisk er lykkedes MNS´erne på verdensplan at ændre FN´s politik med hensyn til principperne for verdens økonomiske udvikling. Efter energisk lobbyarbejde ikke mindst fra ICC (Det internale handelskammer) har FN – under Koffi Annans ledelse åbenlyst tilsluttet sig den herskende liberalistiske målsætning – ganske vist med et fromt ønske om at give den et ”menneskeligt ansigt”. Det har også haft praktiske konsekvenser. FN´s center for kontrol med de transnationale firmaer er blevet nedlagt. FN´s arbejde med at udforme ”etiske regler” for MNS´erne er blevet stoppet.

Konsekvenser af ”globalisering”

Arrangørerne har bedt os sige noget om hvilke konsekvenser koncentrationen af kapital har for beskæftigelse, løn og arbejdsforhold.
Jeg skal ikke trætte forsamlingen med mange tal, men blot henvise til ILO – Den internationale Arbejdsorganisations undersøgelser - som viser, at der på alle tre områder er tale om en stagnerende eller direkte negativ udvikling gennem den sidste halve snes år, hvor liberaliseringen af verdenshandelen for alvor har taget fart. I de fleste områder i verden er der tale om faldende eller stagnerende beskæftigelse, udhuling af reallønnen og forøgelse af lønforskellene.
En stærkt medvirkende årsag til den negative beskæftigelsessituation har selvfølgelig været den internationale økonomiske krise, der begyndte i Sydøstasien i 1997 og som fortsatte til Latinamerika. Men denne krises udvikling var jo i sig selv en konsekvens af den liberalisering af kapitalbevægelserne som har fundet sted, og kan derfor ikke ses som et isoleret forhold der ikke har noget med MNS´erne at gøre.
Det er da også den almindelige erfaring, at fusioner og køb/salg af MNS´er som regel medfører øget arbejdsløshed, og dermed mere pressede vilkår for de ansatte. Direktørerne for de store selskaber lægger jo heller ikke skjul på, at at et af de vigtigste formål med fusionerne jo netop er at opnå den eftertragtede ”synergi-effekt”. Det vil sige muligheden for at ”slanke” alle led i virksomhedens organisation fra produktion, over salg og markedsføring, til administration. Det handler simpelthen om at spare lønkroner.

Konsekvenser for faglig organisering

Men udviklingen har også haft nogle konsekvenser for den faglige organisering, som det vel er nærliggende at vi beskæftiger os med netop i denne workshop.
Ifølge ILO, så er det gået voldsomt tilbage på dette felt i næsten hele verden gennem de sidste 10 år. De positive undtagelser er i virkeligheden ganske få. En opgørelse fra 1997 over de 92 lande, hvor man kunne skaffe tal for den faglige organisering, viste, at kun 14 lande havde en organisationsprocent på over 50. Hos mere end halvdelen – 48 lande – var organisationsprocenten under 20.
Det er en ringe trøst at det går næsten lige så dårligt med organiseringen på arbejdsgiverside. For det er jo blandt andet et udtryk for MNS´ernes trang til og mulighed for at ”gå selv”. De forhandler i højere og højere grad selv direkte med regeringer, og med internationale organisationer, hvor de stiller deres krav, og som regel får dem gennemført under de fornødne trusler eller løfter.

Faglig organisering: Den internationale fagbevægelses vigtigste opgave

Det ændrer ikke på at netop denne opgave: Faglig organisering og kampen for indgåelse af kollektive overenskomster er den internationale fagbevægelses altoverskyggende hovedopgave.
Her må jeg sige, at jeg blev meget skuffet over at læse rapporter og resolutioner fra den Frie Faglige Internationales kongres i april i år i Durban/Sydafrika.
Jeg er helt enig i, at det er en vigtig opgave at slås for at få verdens regeringer, og alle mulige internationale institutioner – herunder WTO og Verdensbanken – til at respektere ILO´s centrale erklæringer om arbejdernes rettigheder. Men det forekommer mig at denne opgave fyldte næsten det hele på denne kongres, og at den vitale opgave med organisering og indgåelse af aftaler fyldte meget lidt. Den blev nærmest i bisætninger henvist til de internationale fagsekretariater og til de nationale forbund.
Her ligger opgaven selvfølgelig også rent formelt. Men udgangspunktet er jo en fagbevægelse, der i mange lande er så svag, at den er næsten ikke-eksisterende. Den kan ikke blive stærkere uden en massiv opbakning – politisk, moralsk, organisatorisk og ikke mindst økonomisk - fra den samlede internationale fagbevægelse. Hvis det ikke skulle stå i centrum på FFI´s kongres, hvor så?

Fagsekretariaterne

Til gengæld må man sige, at mange af de internationale fagsekretariater er klar over deres ansvar med hensyn til faglig organisering i forhold til MNS´erne, selvom nogle af dem nok har en tendens til at satse for meget på overordnede rammeaftaler direkte mellem fagsekretariatet og det pågældende MNS. Efter min mening består fagsekretariatets opgave først og fremmest i at få en underskrift på, at det pågældende MNS anerkender sine ansattes ret til at organisere sig fagligt, og anerkender dem som forhandlingspart med henblik på at indgå kollektive aftaler. Som led i det er det fagsekretariatets vigtigste opgave at sørge for at valgte repræsentanter for arbejderne inden for et givent MNS og dens tilknyttede virksomheder kan mødes så tit som overhovedet muligt, for at lægge den politik der skal føres, og finde ud af hvordan man skal organisere sig for at løse opgaven.

MNS-strukturen

Strukturen inden for den enkelte MNS vil være meget afgørende for, hvordan man kan arbejde. De største pressionsmuligheder har arbejderne i en struktur hvor dele af den færdige vare produceres i mange forskellige lande for at blive samlet et sted, eller hvor en skarp arbejdsdeling har placeret hovedfunktionerne - produktion, salg, bogholderi - i forskellige lande. Det sværeste – og måske også det almindeligste – er en struktur hvor store dele af produktionen er lagt ud til underleverandører, eller hvor ejerforholdene på andre måder er blevet uigennemskuelige. En klassisk svær opgave får man i en struktur, hvor der foregår samme type produktion i forskellige lande, og hvor den som følge deraf hurtigt kan flyttes fra det ene land til det andet.

Hvilke krav skal vi stille og hvem skal vi stille dem til?

Vi skal – som i vores arbejde i øvrigt – arbejde på to planer: Faglige krav i forhold til MNS´erne selv, og politiske krav over for regeringerne – selvfølgelig først og fremmest regeringen i vort eget land.
Det absolut vigtigste krav som alle skal anerkende og efterleve i praksis, er selvfølgelig retten til at organisere sig og retten til kollektiv forhandling, samt de øvrige centrale ILO-konventioner om forbud mod diskrimination, og slave- tvangs- og børnearbejde.
På det politiske plan vil denne linje – hvis vi selv mener det alvorligt – hurtigt bringe os på kollisionkurs med vores egen regerings politik. For den går jo ud på - via EU – at støtte den herskende tendens til yderligere liberalisering af verdenshandelen – en liberalisering der allerede har gjort stor skade i forhold til efterlevelsen af de centrale arbejderrettigheder.
Her er det vigtigt at søge nye allierede. Jeg tænker selvfølgelig på den verdensomspændende græsrodsbevægelse imod liberaliseringen, der er vokset frem gennem den sidste halvdel af 90´erne, og som nåede sit foreløbige højdepunkt, da det i 1998 lykkedes at få bremset planerne om den såkaldte MAI-aftale, og da det i november 1999 lykkedes at blokere WTO-mødet i Seattle. Ingen er så naiv at tro, at MNS´erne og deres regeringer i USA, EU og Japan lader sig stoppe af det. De arbejder videre for at få indkorporeret MAI-reglerne i WTO. Og hvis det også mislykkes, så finder de på noget nyt. Alligevel vil jeg sige: Hvor broget og modsætningsfyldt denne bevægelse end er, så har den på få år leveret et større slag imod MNS´ernes magt end 100 konferencer og resolutioner om overholdelse af ILO-konventionerne. Det er derfor på høje tid at den etablerede fagbevægelse begynder at forholde sig konstruktivt til denne bevægelse og dens krav.

De københavnske bryggeriarbejderes erfaringer

For at give nogle ideer til hvordan vi kan arbejde som forbund og fagforeninger, vil jeg til sidst fortælle lidt om vore egne erfaringer gennem den sidste snes år.
I denne periode har det internationale arbejde spillet en stor rolle for de københavnske bryggeriarbejdere. Det skyldes selvfølgelig at vores primære arbejdsgiver har været og stadig er en af de store danske MNS´ere (der ganske vist er lille i international målestok!) nemlig De forenede Bryggerier, der senere blev til Carlsberg A/S og som nu hedder Carlsberg Breweries.
Arbejdet har bestået i løbende information til vore egne medlemmer om udviklingen i den internationale bryggeribranche i almindelighed, og Carlsberg-koncernens gøren og laden i særdeleshed – og et i perioder meget omfattende arbejde med at etablere kontakt til arbejderne på Carlsbergs virksomheder i udlandet - især i Europa, Sydøstasien og Norden.

Eksemplet Asia Brewery

Men der har også været tale om helt konkrete aktiviteter blandt vore egne medlemmer og solidaritetsaktioner i forhold til kollegerne udenlands. Her vil jeg nævne et eksempel på at det lykkedes at få solidaritetsarbejdet gjort konkret. Det bliver ikke dårligere af at det er 10 år gammelt.
Med støtte fra AIF (Arbejderbevægelsens Internatinale Forum) og aktiv deltagelse fra tidligere oplysningskonsulent i fagforeningen Fl. Carlsen, afholdt vi i 1990 et weekend-kursus for interesserede medlemmer om bryggeriindustrien i Sydøstasien, med særlig vægt på Carlsbergs interesser derude. Carlsberg havde – og har vist stadig - licensproduktion på ASIA Brewery, lidt uden for Manila/Philippinerne.
Kurset medførte, at en håndfuld medlemmer gik i gang med at lave en vandreudstilling om forholdene. I løbet af den følgende vinter cirkulerede udstillingen på Tuborg og Carlsberg og i fagforeningens øvrige klubber. Det praktiske mål var at samle penge ind til uddannnelse af tillidsfolk i den philippinske fagforening. Der blev samlet ca. 20.000 ind – ikke mange penge for os, men nok til at afholde weekend-kurser for 300 fagligt aktive i Manila.
3 år senere – i 1994 - blev 600 strejkevagter uden for ASIA Brewery overfaldet af politiet og bryggeriets eget bevæbnede vagtværn, og mere end 80 arbejdere blev alvorligt såret. Bryggeriet havde fyret en del fastansatte arbejdere, for at erstatte dem med såkaldte ”contract workers”, der stort set er retsløse. Vi tog omgående aktion og henvendte os til myndighederne i Philippinerne, og til Carlsbergs daværende direktør Svanholm. Der kom ikke hjælp fra nogen af dem. Men i kraft af det førnævnte oplysningsarbejde fik vi meget hurtigt samlet ca. 20.000 kr. ind blandt vores medlemmer – næsten tilstrækkeligt til at dække hospitalsregningerne for de sårede bryggeriarbejdere. At vi så kort tid efter også kunne fortælle vores medlemmer, at de philippinske kolleger havde vundet en forløbig sejr ved at afskedigelserne blev trukket tilbage var jo kun en ekstra opmuntring.

Norden

I slutningen af 90´erne har vi især koncentreret os om at udbyge samarbejdet med vores kolleger i de nordiske lande. Det er naturligt nok, da der i samme periode er sket voldsomme ændringer i ejerforholdene i den nordiske bryggeri- og læskedrikindustri, som udgør en alvorlig trussel mod beskæftigelsen i branchen. Dette samarbejde er endnu vigtigere fremover. Efter den seneste fusion er Carlsberg den eneste store aktør på det nordiske marked, Finland inklusive.
Samarbejdet har taget form af selvbestaltede konferencer med repræsentanter for bryggerier/læskedriktapperier og de lokale fagforeninger i Danmark, Norge og Sverige, men vi har selvfølgelig været støttet økonomisk af vore respektive forbund – herhjemme SiD og Bryggeriarbejderforbundet - ellers kunne det slet ikke have ladet sig gøre. Konferencerne har drejet sig om grundige analyser af branchens udvikling med hensyn til produktion og ejerforhold, om de politiske rammevilkår – afgifts- og emballagepolitik, og sammenligning af konkrete aftaleforhold.
Vi er nærmest blevet kvalt i vores egen succes. Vi har holdt 1 konference om året de sidste 3 år. Vi startede med 30 deltagere, så blev det 60, og så 90. Det voksede os over hovedet, så nu har vi bedt de respektive forbund om at overtage arrangørrollen, men stadig efter samme koncept som hidtil: Deltagerne skal være repræsentanter fra virksomhederne og de lokale fagforeninger.
Der er også blevet etableret et Europæisk Samarbejdsudvalg inden for Carlsberg-koncernen, men det er endnu for tidligt at sige, hvad det kan bruges til. Og nu skal strukturen forhandles om på baggrund af den seneste fusion.
Vi har selvfølgelig ikke opgivet solidariteten med vore mange kolleger på Carlsbergs virksomheder eller samarbejdspartnere ude i den store verden. Men vi må erkende at det er for stor en opgave for en efterhånden lille fagforening som vores. Den kan ikke løftes uden en kraftig opbakning på forbundsplan.

Hvad med Shanghai?

Det internationale arbejde kan virke uoverskueligt: Hvor skal man begynde, hvor skal man ende? Prioriteringen er fantastisk vigtig, netop fordi den slags arbejde kræver så store ressourcer, strækker sig over meget lang tid, og ofte ender med at stenen ruller ned ad bjerget igen.
Her skal vi måske tænke strategisk, og sige: Hvor er det egentligt det sner i fremtiden? Hvor kommer tyngden til at ligge økonomisk, produktionsmæssigt om 10 år?
Det gør den for eksempel i de store industriområder i Kina. Og her er så en ide – der også kan være et eksempel på hvordan man kan arbejde.
I Shanghai-området er der flere store danske virksomheder som opererer, i hvert fald Carlsberg, Grundfoss, Danfoss – måske flere. Var det måske en ide, at de respektive forbund i Danmark – SiD, KAD, Metal for at nævne nogle – gik sammen om et konkret solidaritetsprojekt: Fik samlet de fagligt aktive fra de pågældende virksomheders afdelinger i Danmark, fik skabt de fornødne kontakter til kollegerne på virksomhederne i Shanghai-området. Det overordnede formål skulle selvfølgelig være at få virksomhedsledelserne til at respektere fagforeningsrettighederne i praksis, styrke den faglige organisering i området med henblik på kollektive aftaler, som kan løfte løn og arbejdsvilkår.
Det går selvfølgelig ikke, hvis det ikke sker i samarbejde med kollegerne derude. Men det går heller ikke uden at almindelige medlemmer på Danfoss, Grundfoss og Carlsberg bliver involveret i arbejdet. Græsrødderne skal med, ellers sker der ingenting. Det gælder i Kina såvelsom i Danmark.