Ingen økonomiske grunde til at skære i folkepensionen de næste 20 år

af Albert Jensen

Årsagen til truslerne mod folkepensionen skal ikke findes i den ændrede alderssammensætning af befolkningen. Om 20 år vil der være endnu flere til at forsørge de unge og gamle og andre grupper der står udenfor arbejdsmarkedet. Folkepensionen og de øvrige omfordelingsordninger i Danmark er derimod truet af den økonomiske politik i EU, der er knyttet til ØMU'en.

De seneste måneder har Socialdemokratiet tumlet med langsigtede planer om omlægning og reduktion af folkepensionen. Partiets EU-ordfører Claus Larsen-Jensen (CLJ) har afvist at dette skulle have noget med ØMU'en at gøre og Danmarks eventuelle tilslutning til ØMU'ens 3. fase den 28. september. Han peger i stedet på den ændrede alderssammensætning af befolkningen som årsagen. Der bliver flere og flere gamle. Derfor er der ikke længere råd til folkepensionen. Antallet af folkepensionister anslåes at stige fra 698.000 i 2000 til 937.000 i 2020. En stigning på 25 %. Det er denne stigning, CLJ angiveligt lader sig skræmme af, men det har han ikke grund til. Folkepensionen tegnede sig i 1998 for 8,15 % af de offentlige udgifter, og vil med en uændret sammensætning stige til 10,9 % i 2020. Altså en begrænset stigning og pointen er, at der bliver mange flere til at betale disse udgifter.

Forsørgerbyrden
Finansminister Mogens Lykketoft beregnede i september 1999 udviklingen i forsørgerbyrden fra 1960 til 2020. (Forsørgerbyrden er antallet af unge og gamle der står udenfor arbejdsmarkedet sat overfor de arbejdsduelige).

År Forsørgerbyrde
1960 51,5
1965 50,2
1970 50,8
1975 51,3
1980 50,3
1985 46,4
1990 44,5
1995 44,6
2000 46,1
2005 46,8
2010 46,7
2015 49,0
2020 50,4
Finansministerens beregning viser, at mens der i dag er 46,1 mennesker, der skal forsørges for hver 100 arbejdsduelige stiger dette tal til 50,4 i 2020. Denne udvikling synes jo umiddelbart at give CLJ ret, men det interessante er, at dette tal ligger på samme niveau som i 1980, og ligger under tallet i 1960, og dengang var der ingen der talte om at afskaffe folkepensionen. Samtidig er "Forsørgerbyrden" et ret firkantet udtryk der antager at alle
arbejdsduelige faktisk også bidrager til forsørgelsen af resten af befolkningen (unge og gamle). Det er ikke tilfældet. Et stort antal er i form af arbejdsledige, bistandsmodtagere, førtidspensionister og efterlønsmodtagere sat udenfor arbejde. I midten af 90'erne drejede det sig om ca. 900.000. Iflg. Finansministeriets tal drejede det sig i 1998 om 754.000. Denne gruppe skal i sagens natur også forsørges af de der er i arbejde. Regnes disse tal ind i den foregående udregning når Mogens Lykketoft frem til følgende udvikling i forholdet mellem forsørgede og forsørgere.
År Forsørgede/ forsørgere
1995 89,3
2000 82,8
2005 80,2
2010 76,4
2015 76,5
2020 75,2

Tallene er højere end den foregående tabel, fordi de afspejler, at der også findes en større gruppe af arbejdsduelige, der ikke er i arbejde og som skal forsørges. Alligevel er det interessante ved finansministerens beregning, at mens der i 2000 er 82,8 der skal forsørges for hver 100, falder dette tal i 2020 til 75,2. Med andre ord. Om 20 år har vi faktisk endnu bedre råd til folkepensionen end i dag - også selvom antallet af folkepensionister stiger med 25 %. Årsagen er at flere kommer i arbejde og derfor på samme tid ikke længere skal forsørges, men tværtimod bidrager til forsørgelsen af resten.

EU harmonisering
Det er derfor forkert, når CLJ og andre socialdemokrater ønsker at omlægge og beskære folkepensionen med henvisning til Danmarks økonomiske muligheder. Der er ingen økonomiske argumenter for at reducere folkepensionen. Tværtimod. Årsagen til angrebet på folkepensionen skal søges i EU. Landene her konkurrerer allerede på skattesystemet. Det ses bl.a. i virksomhedsbeskatningen, hvor landene konkurrerer om at have den laveste beskatning udfra en antagelse om, at dette er den eneste parameter der afgør, om virksomheder bliver og nye evt. kommer til. Denne firkantede antagelse holder ikke, men dette skal vi ikke komme yderligere ind på her.
Samtidig er der blandt de fleste udenlandske økonomer og mange danske enighed om, at den økonomiske integration i EU der befordres af ØMU'en vil forstærke harmoniseringen af landenes sociale ordninger og skattesystemer. Tankegangen er, at de sociale ordninger (herunder folkepensionen) i Danmark skal gøres så dårlige, at de trækker EU-borgere til fra andre lande, hvor ordningerne er dårligere, og tilsvarede at skattetrykket skal sænkes så meget, at den kvalificerede og mobile arbejdskraft ikke søger til lande med lavere skattetryk. Det er grundliggende denne logik der ligger bag CLJ's og andres angreb på folkepensionen. Men denne logik er politisk. Den afhænger for det første af, om Danmark den 28. september tilsluttes ØMU'ens 3. fase. Dette vil nemlig forstærke EU's politiske pres på Danmarks økonomiske og dermed også skattemæssige og sociale politik. For det andet afhænger det af regeringens politiske vilje til at afmontere velfærdsstaten udfra en udokumenteret antagelse om, at der ellers ikke vil være økonomisk grundlag for velfærdsstaten.
Der er ingen tvivl om, at den danske velfærdsstat over de næste 10-20 år vil blive udsat for angreb fra både borgerlige og socialdemokrater. Men dette angreb vil blive langt voldsommere, hvis danskerne den 28. september stemmer ja til ØMU'en.