2. juni 1992: Dengang Danmarks økonomi brød sammen

Albert Jensen

Danmark har gennemført folkeafstemninger om EF/EU i 1972, 86, 92, 93, 98 og den 6. folkeafstemning gennemføres i september 2000. Op til hver afstemning har EF/EU tilhængerne gennemført veltilrettelagte og dyre skræmmekampagner for at kyse danskerne til at sætte deres kryds rigtigt på afstemningsdagen. Truslerne har typisk været økonomiske: at priserne ville stige, arbejdsløsheden stige, industrien flytte til udlandet, økonomien stagnere eller gå direkte tilbage.

Den eneste gang det har været muligt at holde disse påstande op mod realiteterne var i 1992, da 50,7 % stemte nej til Maastricht-traktaten. Et resultat der først blev omgjort et år senere. Den danske økonomi blev uomtvisteligt forværret i efteråret og vinteren 1992-93, men en detaljeret sammenligning med Danmarks nabolande viser, at den økonomiske udvikling og udviklingen i arbejdsløsheden i disse ikke adskildte sig fra Danmarks. Det giver grundlag for at fastslå, at der ikke kan konstateres øget arbejdsløshed eller forværring af økonomien isoleret som følge af det danske nej den 2. juni. Skræmmekampagnen blev modbevist af den økonomiske virkelighed.

Propagandaen
Unionstilhængernes argumenter blev drejet de sidste dage før selve afstemningen 2. juni. Nogle af modstanderne havde stået på, at et dansk nej måtte føre til en genforhandling af Maastricht-traktaten. Det skulle give et mere favorabelt resultat for Danmark. Det var vigtigt for tilhængersiden at sabotere illusionen om en bedre traktat. Poul Nyrup Rasmusssen, daværende statsministerkandidat for socialdemokratiet udtalte:

„Politisk vil Danmark miste en væsentlig indflydelse på den europæiske udvikling... Nogle taler om, at vi jo blot kan genforhandle traktaten, og tilslutte os de punkter, vi synes bedst om. Men der er ikke nogen realistisk udsigt til at opnå en egentlig genforhandling, der vil sikre os et bedre EF, end det vi har i dag... Økonomisk bliver det langt sværere for Danmark at føre en beskæftigelses fremmende politik... Mange danske virksomheder vil også føle sig fristet til at investere i nye arbejdspladser i udlandet i stedet for i Danmark.“ (Information 2/6 1992)

Han blev suppleret af Lars P. Gammelgård, formand for det Konservative Folkepartis folketingsgruppe:

„Unionsmodstanderne forestiller sig, at vi efter et nej vil kunne genforhandle traktaten. Det er blåøjet og kan næppe være alvorligt ment.“ (Information 2/6 1992)

Man kan diskutere hvem der fik ret. Formelt set blev Maastricht ikke genforhandlet, og unionstilhængerne fik dermed ret, men Edinburgh-aftalen fungerede som en tilføjelse, der som tilhængerne efterfølgende selv formulerede det forbedrede Maastricht. Dermed fik dele af modstander-fløjen ret: at det var muligt at få et bedre resultat. Det var baggrunden for, at SF over året skiftede fra modstander til tilhænger-fløjen.

I maj havde skræmmekampagnen været anderledes kontant. EU kommissær og tidligere venstre-statsminister Henning Christophersen gik længst ved at erklære:

„200.000 jobs er på sigt i fare ved et dansk nej.“

Så var Det økonomiske Råds formandsskab («vismændene») mere afdæmpede. Information kunne 27/5 92 citere dem for, at

„Et nej den 2. juni vil øge arbejdsløsheden og dæmpe produktionen, men hvor meget tør vismændene ikke sige.“

«Vismand» Claus Vastrup fortsatte:

„Det kan ikke udelukkes, at et forventningsskift kan ændre renten, men formandsskabet tillægger det ikke nogen større sandsynlighed, at renteændringen bliver stor eller længerevarende“.

Tirsdag 2/6 stemte 50,7 % alligevel nej til Maastricht. Onsdag 3/6 havde børsen reageret ved at sende aktierne 5 % ned, renten var steget 0,2 %, men kronekursen var bevaret (pga. EMS) og industrien erklærede, at den blev i DK. Hvordan gik det i de følgende måneder. Her vil vi kigge på udviklingen i aktieindeks, rente og arbejdsløsheden og sammenligne udviklingen med nabolandene.

Aktieindekset
Børsen reagerer hurtigt og voldsomt på det danske NEJ den 2. juni. 2 dage senere er børsindekset (KFX) faldet med 5 % fra 347 til 330. I slutningen af måneden er det nede på 322. (Se figur 1). Finansminister Mogens Lykketoft har tidligere kaldt børsfolkene for «hysteriske kællinger». Ingen tvivl om, at børsfolkene og spekulanterne handler i panik de første dage efter afstemningsresultatet. Sådan har det været siden gennembruddet af krisen i starten af 70‘erne, der har smidt store mængder spekulationskapital ud på verdens børser.
Alligevel fortsætter KFX indekset med at falde. Det når bunden i november med 250. Et fald på 28 % fra 2. juni. Ingen tvivl om at en del af dette fald skyldes panikken blandt spekulanterne efter 2. juni, men udviklingen forstærkes af den økonomiske krise i Europa og resten af verden. Tendensen i KFX indekset har allerede været faldende siden midten af 1991. I sensommeren 1992 går spekulanterne til angreb på bl.a. den svenske krone, og i Tyskland er økonomien overophedet. Tabel 1 viser udviklingen på de europæiske børser for perioden januar 92-93 og juni 92-93. I januar 1993 ligger Danmark ubetinget i bunden. KFX indekset ligger på dette tidspunkt næsten 22 % lavere end 12 måneder tidligere, men også i Norge, Sverige og Tyskland er børsindekserne faldet betydeligt. Noget af faldet indhentes imidlertid gennem første halvår af 1993. Som det fremgår af figur 1 stiger KFX fra 250 i november til 315 den 30. juni 1993. Det er blot 2 % lavere end 12 måneder tidligere. Af figur 1 fremgår det, at alle børserne retter sig op - bortset fra Østrig, der kommer i dybere krise efter sammenbruddet i Østeuropa.
Faldet på 28 % i KFX indekset fra 2. juni til november 1992 skyldes altså især 2 forhold: børsspekulanternes reaktion på Nej’et den 2. juni, og udviklingen i den internationale økonomiske konjunktur. Hvor meget hver af faktorerne vejer, er vanskeligt at vurdere, men uanset om NEJ-komponenten tegnede sig for 10 % eller 20 % af børsfaldet, var det ligegyldigt for den økonomiske situation. Faldet berørte alene værdien af aktierne, men ikke den økonomiske aktivitet eller arbejdsløsheden. Derimod medførte den økonomiske lavkonjunktur, at aktieindekset faldt yderligere og stigende arbejdsløshed.
Hysteri-komponenten i udviklingen i aktieindekset skyldes den økonomiske krise, der siden starten af 1970‘erne har sendt store mængder kapital ud i spekulation. Hvor kurserne tidligere i højere grad svarede til den økonomiske udvikling, har spekulations-kapitalen introduceret et højt element af ustabilitet i kurserne. Det er også baggrunden for, at der i vore kan noteres betydelige udsving i kurserne tæt knyttet til dagens nyheder - om finansministeren har fået influenza, eller om EU oppinionen bevæger sig i den ene eller anden retning. Men hvor kursen tidligere svarede til den økonomiske udvikling, medfører vore dages store kursudsving ikke i sig selv drastiske ændringer i den økonomiske aktivitet eller i arbejdsløsheden.

Renten
Anderledes er det med renten. En fordobling eller halvering af aktiekurserne har ikke isoleret betragtet nogen betydning for den økonomiske aktivitet, men det har renten. Derfor er det mere interessant at betragte renteudviklingen i kølvandet på Nej’et den 2. juni 1992. Figur 2 viser udviklingen i den danske obligationsrente 1991-93, der har stor betydning for byggeaktiviteten og generelt for den økonomiske aktivitet. Alt andet lige medfører stigende rente, at den økonomiske aktivitet falder, fordi det bliver dyrere at lånene penge til investeringer, mens faldende rente medfører øget økonomisk aktivitet. Men det er vigtig at slå fast, at mange andre faktorer også indvirker. For at få det helt på plads skal det konstateres, at renten 1 år efter afstemningen var faldet 1,5 %, men alligevel var arbejdsløsheden steget med over 30.000. Der er altså ingen direkte sammenhæng mellem rente, økonomisk aktivitet og arbejdsløshed, men der eksisterer naturligvis en indirekte sammenhæng.
Figur 2 viser, at den danske obligationsrente tog et hop i vejret i kølvandet på 2. juni 1992. Den steg fra 9,87 % den 2. juni til 10,02 % den 4/6. Altså et hop på 0,15 %. 30/6 var den nået op på 10,08 %, 0,21 % højere end på afstemningsdagen. Det lyder umiddelbart ikke af meget, men for den familie der havde lånt 1 million kroner til en lejlighed eller et hus betød det en årlig merudgift på 2.100 kr. En del af stigningen må tilskrives den panik, der bredte sig på finansmarkedet umiddelbart efter afstemningsresultatet, og renten faldt da også igen den følgende måned, for så atter at stige. Den nåede i oktober et højdepunkt på 10,75 %, for så efter nogle svingninger at falde til 8,4 % i slutningen af juni 1993.
For at få et indtryk af hvordan den danske rente bevægede sig og hvor meget der skyldtes afstemningsresultatet henholdsvis konjunkturudviklingen, kan vi sammenligne med udviklingen i Sverige, Tyskland og England. Det er gjort i figur 3. Her ses det, at renten i alle 3 lande stiger i sensommeren 1992, men rentefaldet sætter hurtigere ind i England og Tyskland end i Sverige og Danmark. Sverige indtager i forvejen en særstilling, fordi landet blev udsat for international valutaspekulation, måtte devaluere kraftigt og sætte renten i vejret. Dette er hovedårsagen til, at landets rente stiger kraftigere, og er længere tid om at falde.
Danmark bliver ikke udsat for samme spekulation, men alligevel medfører den internationale spekulation, at det europæiske valutasamarbejde i EMS bryder sammen og gabet for valutaudsving øges fra 3 % til 15 %. Den danske valuta sammen med flere andre europæiske valutaer devalueres derfor relativt overfor den tyske D-mark - i en periode op til de 15 %. Dette er samtidig baggrunden for, at rentespændet (forskellen mellem renterne) mellem de to lande øges. Udviklingen i rentespændet mellem Danmark og henholdsvis Sverige, England og Tyskland er vist i figur 4. Den viser, at rentespændet ifht. Tyskland øges fra 1,3 % i juni 1992 til 3,3 % i februar 1993 for så atter at falde. Det stigende rentespænd udtrykker, at det forholdsvist blev betydeligt billigere at låne penge i Tyskland - og endnu billigere i England. Men denne udvikling skyldes altså 2 forhold: reaktionen på afstemningsresultatet 2. juni og valutakrisen. Det understreges af udviklingen i Sverige, hvor rentespændet bliver endnu større end i Danmark. Sverige har ikke haft nogen Maastricht afstemning 2. juni, men til gengæld rammer valutakrisen landet langt hårdere.
Det interessante spørgsmål er umiddelbart: ville renten være steget mindre, hvis danskerne havde stemte Ja den 2. juni. Det kan besvares med et ja, men det er tvivlsomt, om forskellen havde været særlig stor. Rentespændet overfor Tyskland (som Danmark ofte sammenlignes med) voksede fra 1,31 % i maj til 1,54 % i juli 1992. Altså en stigning på 0,23 %, der svarer rimelig tæt til rente-udviklingen den første måned efter folkeafstemningen. Derefter vokser rentespændet betragteligt over de følgende måneder (fra august), men da er valutakrisen også sat ind. De 0,23 % kunne være et bud på 2. juni effekten. Et andet bud finder vi omkring den følgende afstemning i maj 1993, hvor rentespændet overfor Tyskland faldet fra 1,79 % i maj til 0,78 % i juni. Altså en 18. maj effekt på 1,01 %. Men som det ses stiger rentespændet i de følgende måneder, så det i september faktisk ender højere end det var i juni 1992. Det vil derfor nok ikke være helt forkert at sætte 2. juni effekten til 0,2 - 0,3 %, hvilket er 5-8 gange lavere end den turbulens der følger af valutakrisen i efteråret 1992.
Den 0,2 - 0,3 % højere har måske medført en smule lavere økonomisk aktivitet, og en smule højere arbejdsløshed, men denne effekt drukner under alle omstændigheder i de økonomiske konsekvenser af valutakrise og europæisk lavkonjunktur. Og det må understreges, at der er tale om et måske, der eksisterer ikke nogen direkte sammenhæng mellem rente, økonomisk aktivitet og arbejdsløshed. Renten falder 3 % fra august 1992 til august 1993, men i samme periode stiger arbejdsløsheden over 30.000.

Arbejdsløsheden
Inden afstemningen 2. juni havde de danske politikere truet med stigende arbejdsløshed. Danmarks EU komissær Henning Christophersen var gået så langt som til at hævde, at „200.000 arbejdspladser på sigt var i fare efter et dansk nej“.
Hvordan gik det så med arbejdsløsheden? Umiddelbart faldt den: fra 293.000 i afstemningsugen til 286.000 5 uger senere, men så steg den til 315.000 i uge 31. Men sammenligner vi med det foregående år afsløres det, at der er tale om sommer-arbejdsløshed. Virksomhederne skiller sig i juli af med 25-30.000. Alligevel viser arbejdsløsheden en stigende tendens. Godt nok holder den sig gennem 1992 omkring 15.000 over niveauet fra 1991, men ved i slutningen af 1992 sker der yderligere en drastisk stigning, og arbejdsløsheden topper med 399.000 i årets sidste uge. Godt nok er der tale om årstidssvingninger, men arbejdsløsheden er alligevel steget 106.000 siden afstemningstidspunktet i juni. Umiddelbart kunne det virke som om Christophersens værste spådom er gået i opfyldelse.
Men sammenligner vi tallene med udviklingen i det øvrige Europa, tegner der sig et andet billede. Figur 6 viser, at godt nok stiger arbejdsløsheden i Danmark, men samtidig er den stigende i de 3 andre referencelande. For at få et mere præcist billede af, hvordan arbejdsløsheden udvikler sig relativt i de 4 lande før og efter 2. juni 1992 sættes arbejdsløsheden i hvert af landene til 1 i juni 1992 (figur 7). Det viser sig her, at Danmark relativt tæt følger udviklingen i arbejdsløsheden i Tyskland. I nogle måneder ligger udviklingen lidt højere. I andre lidt lavere. I England stiger arbejdsløsheden ikke lige så meget i 1993 - faktisk stagnerer den - mens den i Sverige stiger voldsomt.
Konjunkturudviklingen i det øvrige Europa viser en lignende tendens. Europa er inde i en konjunkturel bølgedal i perioden. I Danmark er arbejdsløsheden 23 % højere i marts 1993 end den var i juni året før, mens den i Tyskland er 26 %, i Sverige 54 % og England 11 %. Man kan indvende, at det ikke er retfærdigt at sammenligne Danmark med Sverige og Tyskland fordi disse lande rammes særligt hårdt af krisen. Især Sverige der i 1992 tvinges til drastiske devalueringer af den svenske krone. Men for det første er det klart, at konjunkturudviklingen i Danmark (herunder også arbejdsløsheden) er forholdsvis tæt knyttet til udviklingen på de vigtige eksportmarkeder i Sverige, England og Tyskland. Og for det andet er det værd at bemærke, at det var disse lande - ikke Danmark - der i særlig grad blev ramt af krisen.
På den baggrund kan det konkluderes, at godt nok stiger arbejdsløsheden efter afstemningen i juni 1992, men denne udvikling adskiller sig ikke i særlig grad fra udviklingen på de vigtigste eksportmarkeder. Påstanden om at nej’et den 2. juni ville føre til øget arbejdsløshed (udover den almindelige sæsonmæssige og konjunkturelle udvikling i Europa) må på denne baggrund konstateres at være tvivlsom.

Sammenfatning
Da danskerne den 2. juni 1992 stemmer Nej til Maastricht traktaten fører det umiddelbart til et fald på børsen på 5 % og dette fald fortsætter gennem juni. I november er KFX indekset faldet 28 % ifht. hvad det var 2. juni, men en betydelig del heraf skyldes udviklingen i de økonomiske konjunkturer i Europa. Alligevel er det i januar 1993 klart, at kursudviklingen i Danmark har været en hel del dårligere for spekulanter og investorer end i det øvrige Europa. Børskurserne er de forløbne 12 måneder faldet med 22 %. Alligevel har dette ikke den store betydning for den økonomiske aktivitet eller arbejdsløsheden. Faldet har alene betydning for investorer og spekulanter.
Mere interessant er udviklingen i renten. Det vurderes, at nej’et den 2. juni medførte, at rente-spændet ifht. Tyskland steg 0,2 - 0,3 % ud over hvad den ellers ville have været, men konsekvenserne af dette drukner i konsekvenserne af valutakrisen og lavkonjunkturen i Europa i efteråret og vinteren 1992-93. Det er derfor vanskeligt at konstatere noget præcist omkring 2. juni effekten på den økonomiske udvikling.
Arbejdsløsheden stiger efter 2. juni, men den har været stigende lige siden 1991 og stiger fortsat efter afstemningen 18. maj 1993. Sammenlignes udviklingen i den danske arbejdsløshed med udviklingen i Sverige, Tyskland og England finder vi, at udviklingen i Danmark i vid udstrækning følger udviklingen i disse lande. Arbejdsløsheden stiger mindre end i Tyskland, meget mindre end i Sverige, men til gengæld mere end i England. Det kan på denne baggrund ikke konstateres, at nej’et den 2. juni 1992 i sig selv skulle have medført en øget dansk arbejdsløshed. Den stigende arbejdsløshed skyldtes som i nabolandene valutakrise og lavkonjunktur.
Danmark var ikke brudt økonomisk sammen, som EU tilhængerne havde spået, hvis danskerne stemte nej den 2. juni. Det havde ikke sendt 200.000 ud i arbejdsløshed, som EU kommissær Henning Christophersen havde udtalt. Der var tale om en skræmmekampagne som blev modbevist af virkeligheden.