Da toneangivende EU-lande som Tyskland og Frankrig omkring 1990 skulle tage stilling til Maastricht-traktaten – og nogle år senere – til selve deltagelsen i ØMU´en, var ingen i de pågældende i tvivl om, at der her var tale om et meget vidtgående skridt.

Det var den danske regering heller ikke under forhandlingerne om Maastricht-traktaten. Derfor forlangte den selv en særlig protokol, som gjorde det muligt for Danmark at stå uden for ØMU´ens 3. fase. Hvis den havde været i tvivl, blev den belær af den danske folkeafstemning i juni 1992 om noget andet. Derfor meddelte Danmark da også på Edinburgh-topmødet i december samme år, at vi ikke ville være med så langt.

Men nu er disse betænkeligheder glemt. Nu reduceres deltagelsen i ØMU´en til et spørgsmål om "indflydelse", vekselgebyrer og renter på huslån. Inden vi går dybere ned i ØMU´ens udviklingsmuligheder og konsekvenser, er der derfor grund til at gentage, hvorfor fuld deltagelse i denne ØMU er så afgørende.

Opgivelse af suverænitet
Et lands deltagelse i ØMU´ens 3. fase betyder, at det opgiver selvbestemmelseretten på et helt fundamentalt punkt i definitionen af en selvstændig stat: Retten til at have egen møntfod og valutapolitik. I ØMU´ens tilfælde afleveres denne ret til en møntunion med de øvrige euro-lande.

Historien har før fremvist eksempler på møntunioner, uden at der nødvendigvis var tale om at de deltagende lande var på vej til at nedlægge sig selv som selvstændige stater. Men ØMU´en går da også et stort skridt videre: De enkelte landes nationalbanker nedlægges og omdannes til filialer af en Europæisk Centralbank (ECB), der får den fulde bestemmelsesret over den fælles valuta. Det vil sige retten til at styre pengemængden, til at fastsætte renten og – ikke at forglemme – retten til at forhandle eventuelle valutaaftaler med omverdenen. Dermed har de deltagende lande opgivet enhver suverænitet over valutaspørgsmål, og helt afskåret sig fra at bruge valutakursen og pengemængden som et middel i deres økonomiske politik.

Men ikke nok med det.

I Maastricht-traktaten er nøje beskrevet målsætninger og principper for den økonomiske politik, som ECB skal føre. Det drejer sig først og fremmest om at sikre "prisstabilitet" – eller inflationsbekæmpelse, om man vel. Traktaten slår udtrykkeligt fast, at dette er overordnet al anden økonomisk politik. Man må gerne tilgodese andre økonomiske hensyn – som for eksempel beskæftigelse og social velfærd – men det skal ske uden prisstabiliteten "berøres derved" (1).

Konsekvensen er klar: Hvis der kommer en konflikt imellem inflationsbekæmpelse og initiativer der kan fremme beskæftigelse og social velfærd – og det gør der jævnligt i den kapitalistiske økonomi – så er sejrherren afgjort på forhånd.

Traktaten har dermed bundet medlemslandene og ECB op på en klar og ensidig monetaristisk politik, hvis filosofi er meget enkel: Lønstigninger er pr. definition skadelige, de bekæmpes ved at øge arbejdsløsheden – der jo samtidig øger konkurrencen mellem arbejderne. Og midlet – det eneste redskab som ECB reelt er udstyret med – er regulering af renten, idet renteforhøjelser med næsten usvigelig sikkerhed medfører faldende beskæftigelse.

ECB har allerede nået at demonstrere, at man tager denne målsætning meget bogstavelig. Siden euro´ens start d. 1. januar 1999 har ECB foretaget hele 6 mindre renteforhøjelser. Den seneste kom som et prompte svar på, at inflationen i EU sneg sig op over de magiske 2 %. De fleste økonomiske eksperter vurderer at vi vil se yderligere rentestigninger, indtil euro-renten kommer nogenlunde på niveau med den amerikanske.

Målsætninger for en centralbank er en ting. De virker ikke effektivt, hvis ikke medlemslandene følger dem op i deres egen økonomiske politk. For at sikre dette, beskriver Traktaten nøje principperne for medlemslandenes offentlige budgetpolitik. Traktaten siger, at man skal undgå "uforholdsmæssigt store underskud" på statsbudgettet, og i særlige protokoller til Maastricht-traktaten beskrives de såkaldte "konvergenskriterier" som skal følges af medlemslandene:

Da kontrol åbenbart er bedre end tillid i de kredse, beskriver Traktaten samtidig detaljerede procedurer for at sikre overholdelsen af "budgetdisciplinen". Det drejer sig om EU-kommisionens nøje overvågning af den økonomiske politik – en overvågning som alle medlemslande er underkastet, ligesom de bliver udsat for årlige "karakterbøger" i form af henstillinger fra EU-kommissionen. Men de lande der er med i 3. fase må herudover underkaste sig eventuelle økonomiske sanktioner, som euro-landene kan idømme hinanden ved flertalsafgørelser, hvis man afviger fra konvergenskravene. Det kan spænde fra rentefri deponering af store pengebeløb til idømmelse af egentlige pengebøder..

Maastricht-trakten var ikke helt konkret med hensyn til udformningen af disse sanktioner. Det var derfor genstand for livlig debat på alle topmøderne frem til topmødet i Dublin i december 1996, hvor man omsider kunne vedtage hovedelementerne i den såkaldt "stabilitets- og vækspagt". Der var – især på tysk foranledning - tale om en meget stram fortolkning af konvergenskravene.

Traktaten åbner mulighed for at man under særlige omstændigheder kan acceptere større underskud på statsfinanserne end de vedtagne 3 % af BNP. I Dublin definerede man at det som hovedregel ville kræve et direkte fald i landets BNP på mindst 2 % - hvilket må betragtes som højst usædvanligt, hvis man tager de sidste 20 års udvikling i betratning.

Et andet hovedspørgsmål var, hvordan de forskellige sanktioner skulle udregnes. Det blev vedtaget, at første sanktion altid er deponering af et ikke-rentebærende beløb, udregnet som en %-del af BNP. Hvis det pågældende medlemsland ikke har rettet op på sit underskud inden 2 år bliver beløbet automatisk til en bod – dvs. medlemslandet får ikke pengene igen. Beløbet udgør 0,2% af BNP plus en variabel del der svarer til 1/10 del af den del af underskudet der ligger ud over de 3 % af BNP. Der er dog tale om et loft på 0,5 % af BNP for det årlige deponeringsbeløb.

I 1993-94 – ved den såkaldte "kick-start" af økonomien, der rent faktisk øgede beskæftigelsen betragteligt – nåede det danske underskud op på lidt over 4 %. Hvis vi havde været omfattet af "stabilitets- og vækstpagtens" regler, ville det – ifølge LO – have medført at vi skulle deponere et ikke-rentebærende beløb på 0,3 mia. euro (= ca. 2 mia. kr.). I sig selv et stort beløb, der vel at mærke ville skulle hentes ind igen i form af skatteforhøjelser/besparelser for ikke at øge underskuddet yderligere (2).

"Stabilitets- og vækstpagten" blev endelig godkendt på topmødet i Amsterdam i juni 1997, samtidig med færdiggørelsen af den nye traktat. Det skete med en bemærkning om, at den "skal virke både forebyggende og afskrækkende". (3)

Ovenstående skulle være tilstrækkeligt til at vise, at deltagelse i ØMU´en ikke er et uskyldigt spørgsmål om at slippe for vekselgebyrer ved rejser i EU-landene eller om den danske rente er _ % højere end renten i Euro-land. Suverænitetsafgivelsen med hensyn til valutapolitikken er i sig selv et meget vidtgående skridt for en stat. Hertil kommer de meget håndfaste bindinger til en bestemt økonomisk politik, og straffeforanstaltninger over for de lande der ikke efterlever den. Tilhængerne hævder, at de enkelte medlemslande skam stadig selv bestemmer over deres finanspolitik. Det er formelt set rigtigt, men Maastricht-traktatens konvergenskrav og vækst- og stabilitetspagtens procuderer sætter nogle meget snævre rammer for denne finanspolitik. Med ØMU´en tages der et langt skridt i retning af en europæisk forbundsstat.

På den baggrund er det ikke underligt at spørgsmålet om deltagelsen i ØMU´en var – og stadig er – en kilde til stor uenighed og splittelse i medlemslandenes befolkninger, også langt ind i borgerskabets rækker. Det var som bekendt ikke kun i Danmark, der var bred modstand i befolkningen og uenighed inden for de etablerede partier. Helt frem til deltagelsen i ØMU´en var der strid i Tyskland, blandt andet i form af sager ved forfatningsdomstolen, om tysk deltagelse overhovedet var lovlig. Ved folkeafstemningen i Frankrig blev der kun med nød og næppe flertal for Maastricht-traktaten.

Også blandt borgerlige økonomer har diskussionen raset, og det gør den stadig.

Det seneste eksempel herhjemme er Vismandsrapporten fra maj måned i år, der tager afstand fra regeringens påstande om at deltagelse/ikke-deltagelse i ØMU´en skulle have store konsekvenser for den danske økonomi. Det mener Vismændene ikke det har. Deres rapport har endnu engang afsløret uenighederne i borgerskabets rækker. Den Danske Bank rykkede straks regeringen til undsætning med en skrækmelding om at aktie- og husejere ville miste 180 mia. ved et nej. Men Danske Banks økonomier blev med det samme modsagt af en række fremtrædende bank- og finansfolk, der nærmest hældte til Vismændenes opfattelse.

Andre økonomer – der ellers ikke skilter med EU-modstand som sådan – har givet en videnskabeligt underbygget kritik af hele ØMU-projektet, vel at mærke ud fra et borgerligt nationaløkonomisk synspunkt. Det gjaldt for eksempel formanden for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Christen Sørensen, der i 1989 og 1991 udgav 2 rapporter med titlen "Danmark – delstat i Europa". Her påviste han, at alle hidtidige forsøg på møntunioner mellem flere suveræne stater var brudt sammen. På den baggrund – og ud fra en sammenligning med USA – argumenterede han for, at en ØMU uden en politisk overbygning var dømt til at mislykkes, og anbefalede på den baggrund et nej til Maastricht-traktaten (4).

Professor Jesper Jespersen har fulgt denne kritik op med en lang række rapporter og artikler. Jesper Jespersen har især påvist, hvordan de indre modsætninger i medlemslandenes økonomier truer med at rive ØMU´en fra hinanden, uden at EU som sådan har nogle redskaber til at forhindre dette.

De 2 danskeres kritik ligger i forlængelse af kritikken fra en lang række udenlandske – især amerikanske økonomer – der politisk spænder fra det yderste liberalistiske højre, repræsenteret ved monetarismens fader Milton Friedman, over "klassiske" økonomer som Martin Feldstein til ny-keynesianere som Paul Krugman og Franco Modigliani (5)

Der er selvfølgelig mange nuancer i synspunkterne hos disse økonomer, og vidt forskellige indgangsvinkler til problemet. De peger imidlertid alle på nogle grundlæggende problemer i ØMU-konstruktionen.

Erfaringerne fra hidtidige møntunioner siger at der er en række forudsætninger der skal opfyldes, for at en møntunion kan overleve i det lange løb. Der skal være tale om en høj grad af mobilitet på arbejdsmarkedet, som kan sikre udligning af forskelle mellem prisen på arbejdskraft i de forskelle områder af møntunionen. Og der skal være tale om et fælles budget af betragtelig størrelse, som kan udligne de forskelle som uundgåeligt opstår mellem landenes økonomier.

EU opfylder ingen af disse betingelser. Sammenlignet med møntunionen USA er der tale om en meget lav mobilitet på det europæiske arbejdsmarked, ikke blot landene imellem men også inden for de enkelte lande. Ingen af de større EU-lande har i sig selv en mobilitet der kan måle sig med USA´s. Nogen udligningsfond af betydning findes ikke i EU. Det fælles budget udgør kun ca. 1,3 % af medlemslandenes nationalprodukt, og her er godt og vel halvdelen beslaglagt af landbrugsstøtten.

Ifølge traktaterne er det da også helt og holdent op til medlemslandene selv at tilvejebringe de fornødne midler til dækning af de sociale udgifter. Til sammenligning afhjælper det føderale budget i USA 1/3 af medlemsstaternes udgifter til understøttelse, socialhjælp og mistede skatteindtægter.

Konsekvensen af disse "mangler" i EU´s struktur vil – iflg. de nævnte økonomer – uundgåeligt blive voldsomme spændinger mellem medlemslandene i forbindelse med økonomiske tilbageslag, ligesom der vil blive tale om voksende økonomiske forskelle landene og regionerne imellem. Begge dele vil være alvorlige trusler mod den fælles valuta som sådan.

Fra disse økonomer lyder det også advarende, at ØMU´en jo endnu ikke har bestået sin lakmusprøve. Ikke nok med, at den er kommet dårlig fra start med euroens kraftige kursfald i forhold til dollaren, som svarer til et fald på 20 % siden januar 1999. Tilhængerne prøver ganske vist at redde æren ved at fremhæve kursfaldets gunstige virkning for EU-landenes eksport. Men det kan ikke bortforklare det faktum, at mistilliden til den nye valuta åbenbart også deles af "markedet" – af de mange store investorer og valutaspekulanter, der foretrækker at lade kapitalen flyde til USA, til den stærke dollar. Men oven i dette venter den første store forhindring i foråret år 2002, hvor euro-landenes egen valuta forsvinder til fordel for den faktiske, fysiske "euro". Jesper Jespersen finder det således sandsynligt, at spekulanterne vil sætte euro-samarbejdet på en hård prøve ved at søge mod den stærkeste EU-valuta, D-marken. Dens værdi i forhold til de øvrige EU-valutaer er ganske vist fastlåst pr. 1. januar 1999. Men ved et eventuelt sammenbrud for ØMU´en i år 2002 vil det være en god ide at være i besiddelse af lige nøjagtigt D-mark!

De kritiske økonomer synes da også at have noget at have kritikken i. De hidtidige forsøg på valutasamarbejde i Europa efter krigen brød rent faktisk sammen.

Det gælder det såkaldte "slangesamarbejde" fra 1972. Formålet med dette slangesamarbejde var blandt andet at beskytte EU´s landbrugspolitik, men det blev også set som led i den såkaldte Werner-plan, der var det første forsøg på en konkret plan for realisering af ØMU´en.

Deltagerne i "slangen" var de 6 oprindelige EF-lande, samt ansøgerne Danmark, Norge, England og Irland. Men samarbejdet skrumpede hurtigt ind til en D-mark-klub, der kun rummede Tyskalnd, Benelux-landene, Danmark og Norge. Baggrunden

var sammenbruddet for Bretton-Woods-aftalen, den efterfølgende kraftige devaulering af dollaren og den kraftige stigning af oliepriserne i 1973. I denne situation forsøgte de fleste europæiske lande at redde sig selv på bekostning af "fællesskabet".

Hermed led også Werner-planens ambitiøse målsætning fra 1971 om at realisere en 1. fase af ØMU´en i løbet af tre år skibbrud. I midten af 70´erne var den reelt opgivet, trods den højtidelig erklæring fra topmødet i oktober 1972, hvor de nye medlemslande England, Irland og Danmark deltog, og hvor man bekræftede "viljen til uigenkaldeligt at gennemføre den Økonomiske og Monetære Union". (6)

I 1979 forsøgte man sig igen, denne gang med det såkaldte EMS (European Monetary System). Også her byggede man på en aftale om et maksimalt udsving i valutakurserne på +/- 2 _ %. Dette forsøg gik lidt bedre set fra et EF-synspunkt, idet både Vesttyskland, Frankrig og Italien deltog (Italien dog med en en særlig udsvingsramme på +/- 6 %). England var dog ikke med. Denne gang var de internationale konjunkturer også langt mere gunstige. Det lykkedes at etablere et område med lave prisstigninger og få og små valutakursjusteringer. Baggrunden for det var nok ikke så meget selve EMS-samarbejdet, som det generelle fald i energipriserne i begyndelsen af 80´erne. Til gengæld oplevede EMS-landene inflationsbekæmpelsens trofaste følgesvend, nemlig en samtidig voldsom stigning i arbedsløsheden.

I 1992-93 brød EMS´en sammen. England, Sverige og Norge meldte sig ud, og man måtte udvide udsvingsbåndet til +/- 15 %. EU havde imidlertid selv været med til at skabe den vigtigste årsag til sammenbruddet. I slutningen af 80´erne havde man slavisk fuldt drejebogen fra det "indre marked" og herunder fjernet alle hindringer for kapitalens frie bevægelighed, hvilket i praksis gjorde det umuligt at overholde udsvingsbåndet.

EU kommisionen og EU´s regeringschefer valgte at vende det døve øre til de velmente råd fra de mange økonomer, ligesom de drog helt andre konklusioner af de konkrete erfaringer med de forskellige valutaunioner. Spørgsmålet melder sig naturligt: Hvorfor? Kommisionen og EU´s regeringer består jo ikke af uoplyste folk, der ikke kender økonomiens historie og problemstillinger.

Man går forgæves til Kommisionens egne analyser og rapporter for at finde svaret. Her er en påfaldende mangel på debat af den helt afgørende problemstilling om man kan realisere ØMU´en uden at have den fornødne politiske overbygning.

Manglen på debat var så påfaldende at tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer på sin sædvanlige underspillede måde gav udtryk for at Delors-rapporten fra 1989 havde "adskillige løse ender"(7), hvormed han blandt andet sigtede til det centrale problem om den manglende politiske overbygning. Hoffmeyer talte med en vis vægt, da han – sammen med 13 andre nationalbankdirektører og 3 "uafhængige eksperter" - netop havde været med til at lave den såkaldte Delors-rapport, der – med nogle få, men ikke uvæsentlige ændringer – kom til at danne grundlag for Maastricht-traktatens afsnit om ØMU´en.

En af de "uafhængige eksperter" i Delors-gruppen, danskeren professor Niels Thygesen havde allerede i 1988 beskæftiget sig med poblemet, da han påpegede at etableringen af en monetær union før man havde en politisk forening, og især en fælles budgetpolitik – ville være et "historisk eksperiment, der er næsten uden fortilfælde". Han mente ganske vist, at den forholdsvis tætte økonomiske integration mellem EU-landene kunne retfærdiggøre eksperimentet, men det ville i hvert fald "kræve omhyggelig specifikation af samspillet mellem en Europæisk Centralbank og de politiske myndigheder på såvel nationalt som EF-plan" (8) . Der kom ikke en sådan specifikation – på anden måde, end at traktaten slog fast, at ECB – efter tysk forbillede - er politisk uafhængig af EU´s politiske organer, såvel som af de nationale regeringer!

Det nærmeste man i Delors-rapporten kommer en erkendelse af det reelle problem, er Karl Otto Pöhls indlæg (se box´en). Her spilles med åbne kort: Ingen ØMU uden en betydelig overførsel af "beslutningsautoritet" til EF-plan, også hvad angår finanspolitikken.

Udvalgets og EU-kommisionens formand Jaque Delors var ikke så åbenhjertig og det blev Maastricht-traktatens tekst som bekendt heller ikke. Hvad de videre perspektiver angik, holdt man sig til de sædvanlige formuleringer om "en stadigt snævrere union" og om nødvendigheden af en tættere "samordning" af medlemslandenes økonomiske politik. Komissionen og regeringscheferne skøjtede simpelt hen uden om kerneproblemet. Det skyldtes en lang række forhold, hvor vi i det følgende vil nævne nogle af de vigtigste.

I slutningen af 80´erne pressede den europæiske storkapital voldsomt på for at man nu omsider måtte realisere EF´s gamle målsætning om den monetære union.

I den nyligt udkomne "Europe.Inc" dokumenteres det overbevisende, hvordan virksomhedslederne i ERT (European Round Table) via en speciel komite AMUE (Association for the Monetary Union of Europe) satte dagsordenen. Komiteen blev stiftet i 1987. I 1988 – på EF-topmødet i Hannover - blev Delors-udvalget nedsat.

Da Delors-udvalgets rapport udkom i april 1989 var der ingen konkret tidsplan for iværksættelsen af ØMU´en og for overgangen mellem de forskellige faser i ØMU´en – men det kom der, efter at AMUE, ERT og andre store europæiske firmaer havde presset på for det (9)

Repræsentanterne for den europæiske storkapital så – og ser - simpelthen ØMU´en som en nødvendig overbygning på det "indre marked" – og der har de set rigtigt:

Afskaffelsen af de nationale valutaer til fordel for en fælles valuta vil i sig selv indebære store fordele med hensyn til hurtigere og billigere transaktioner og en større gennemsigtighed med hensyn til priser. Der vil være klare stordriftsfordele ved det, samtidig med at det i sig selv skærper konkurrencen kapitalisterne indbyrdes. Men det ser storkapitalens repræsentanter ikke som noget problem, tværtimod. For de ved, at denne skærpede konkurrence først og fremmest vil medføre en øget konkurrence mellem arbejderne og mellem de forskellige regioner i EU. Det er simpelt hen et led i det nødvendige opgør med lønstigninger og "stive" arbejdstidsbestemelser. Da den indbyrdes konkurrence samtidig vil medføre endnu flere fusioner – centralisering af kapital og dermed herredømme over samfundsøkonomien – så vil det alt i alt styrke den vesteuropæiske storkapitals strategi om at kunne hævde sig i den stadigt hårdere konkurrence på verdensmarkedet..

Hertil kommer de politiske "sidegevinster": Justeringer af valutakursen fjernes som middel til at landene kan eksportere problemerne til hinanden. De tvinges i stedet til at konkurrere på selve prisen på arbejdskraften – både pengelønnen og den del af prisen på arbejdskraft, der betales af fællesskabet gennem de sociale og uddannelsesmæssige ordninger. Dermed tvinges landene til at konkurrere på finans- og skattepolitikken – dvs. konkurrere om at skære mest muligt ned på sociale, sundheds- og uddannelsesmæssige ordninger for arbejdskraften – og om at give kapitalen de mest gunstige vilkår beskatningsmæssigt. ØMU´en fremmer dermed også øget privatisering – og det vil sige nye udbytningsobjekter for en kriseramt kapital.

EU-kommissionen var og er naturligvis helt enig i denne strategi. Den har hele tiden forsøgt at udfylde deres overstatlige rolle: Hvad er bedst for den europæiske storkapital som helhed. Derfor havde Kommissionen efter vedtagelsen af spillereglerne omkring det "indre marked" i 1986 - den såkaldte "Europæiske Fælles Akt" - sat "turbo" på fjernelse af alle hindringer for kapitalens, varernes og arbejdskraftens frie bevægelighed. Man var rent faktisk kommet langt med det, og man mente derfor nok, at man kunne tage chancen og søsætte projektet, selvom der ikke var enighed om den nødvendige politiskek overbygning.

Men spørgsmålet er også, om EU-lederne reelt havde noget valg i den turbulente verdensøkonomi som den så ud i slutningen af 80´erne, hvor EU haltede uhjælpeligt bagefter de amerikanske vækstrater (10). Hvis den europæiske storkapital skulle hævde sig i den internationale konkurrence på lidt længere sigt, måtte der handles nu.

Men det handlede også om at kunne dæmme op for konsekvenserne af den omfattende liberalisering af kapitalbevægelserne i EU´s egen økonomi, såvelsom internationalt.Der havde op gennem 70´erne og 80´erne været flere eksempler på, at denne liberalisering medførte valutaspekulationer i et omfang, der kunne true kapitalismens udvikling som sådan.

De store økonomier i Vesteuropa – især Tyskland og Frankrig og helst også England – burde derfor rykke tættere sammen med henblik på at afbøde virkningerne heraf. De hidtidige forsøg – "slangen" og EMS´en - var faldet på gulvet, og EU-ledernes konklusion herpå var, at man åbenbart måtte organisere sig langt strammere, nemlig i en traktatfæstet møntunion, hvor deltagerne var endegyldigt forpligtet, og ikke uden videre kunne gå egne veje, når det begyndte at brænde på.

En række internationale politiske forhold har uden tvivl også spillet ind for Kommissionens og statschefernes beslutning i 1992 om at "tage chancen" og lancere ØMUén – vel vidende, at den poltiiske overbygning ikke var på plads.

Under forberedelserne af Maastricht-traktaten i slutningen af 80´erne kunne man samtidig iaggtage Sovjetionens sammenbrud, og "murens fald". Der var ingen tid at spilde, hvis man ville spille med på den nye internationale bane, hvor USA stod tilbage som eneste økonomiske og militær supermagt. Det handlede naturligvis ikke om at udfordre USA – endnu da - men om at tale med større vægt især i de internationale handelsrelationer, og i organisationer som WTO, IMF og Verdensbanken. Her ville en succefuld ØMU naturligvis være et godt rygstød for EU´s repræsentanter. I samme lys skal ses Maastricht-traktatens – lidt forsigtige, men alligevel klare – kurs imod også at udvikle EU til en militær union, og forsøget på at udstyre EU med en de-facto "udenrigsminister".

Planerne om at udvide EU med en række østeuropæiske lande har ganske givet også spillet ind. Det var afgørende at få etableret ØMU´en inden disse lande kom ind, så man havde en kerne af lande der kunne sætte den politisk-økonomiske udvikling af EU mange år fremover.

Da EU-lederne ikke kunne få det bedste – en fuldt udbygget politisk union som overbygning på den monetære union – måtte de altså nøjes med det næstbedste, nemlig en ØMU, hvor den politiske overbygning måtte udvikles i takt med at der kunne skabes enighed mellem de toneangivende EU-lande.

Det skete ud fra en fortrøstning om, at realiseringen af ØMU´en i sig selv ville fremtvinge den nødvendige politiske integration. Den ville rejse krav om yderligere harmonisering af skattepolitik, af social- og arbejdsmarkedspolitik, ligesom den ville fremtvinge mere principiele diskussioner om EU´s politiske indretning i det hele taget.

De vigtigste redskaber til at fremtvinge denne udvikling blev da også nedfældet i traktaten: Nemlig målsætningerne om prisstabilitet og budgetdisciplin og muligheden for straffeforanstaltninger over for lande, der ikke levede op til dem.

Hermed fortsatte Kommissionen og regeringslederne med den metode der har været anvendt lige siden dannelsen af EF i 1957. Vel vidende at man aldrig ville kunne få Europas folk til at sige ja til en europæisk forbundstat – heller ikke som en nødvendig overbygning på ØMU´en - har man skåret pølsen "skive for skive": Først afskaffede man – med Romtraktaten (1956) – denn handelspolitiske suverænitet og indførte toldunionen over for omverdenen. Så den "Fælles Akts" (1986) afskaffelsen af alle hindringer for kapitalens, varernes, arbejdskraftens og tjenesteydelsernes fri bevægelighed. Næste led: Maastricht-traktatens ØMU og udenrigs- og sikkerhedspolitiske dimension, samt den militære union (1992). Dernæst Amsterdam-traktatens (1998) indskrivning af Schengen-aftalen og afgivelse af suværenitet omkring en række retlige og indre anliggender.

Hele vejen igennem er det sket med besværgelser om, at der stadig var om et "samarbejde mellem suveræne stater", så det ikke blev tydeligt, at der i virkeligheden var og er tale om et systematisk forsøg på at afmontere de demokratiske rettigheder, som Europas arbejdere og andre undertrykte grupper havde tilkæmpet sig i i løbet af 1800-tallet og begyndelsen af dette århundrede, og som var blevet flittigt udnyttet op gennem 1900-tallet af en – alt andet lige – velorganiseret arbejderbevægelse. For det er jo, hvad "visionen" om den Europæiske Union til syvende og sidst handler om: At afskaffe den "besværlige" beslutningsproces i de enkelte lande, der gang på gang truer med at spænde ben for den europæiske storkapitals internationale ekspansion.

ØMU´en er helt afgørende som murbrækker for de videre skridt i denne proces.

Ser man på udviklingen siden vedtagelsen af Maastricht-traktaten, så må man sige at ØMU´ens fædre er kommet langt med deres strategi. Forberedelserne gik fint i form af omfattende asociale nedskæringer i en lang række lande med henblik på at leve op til Maastricht-traktatens krav. Den registrerede arbejdsløshed i EU steg med ca. 5 mio. fra 1991 til 1994 (11), og det gjorde sin virkning på lønudvikling og deregulering af arbejdsmarkedet.

Alligevel var ØMU´en ved at ryge på gulvet i midten af 90´erne, da man skulle tage stilling til hvilke lande der skulle have lov at være med. Men med lidt "fifleri" med budgettallene i Frankrig og Italien lykkedes det at få disse – for ØMU´en –uundværlige lande med. Siden gik det planmæssigt frem til fastlåsningen af valutakurserne d. 1. januar 1999. Det har været en streg i regningen af kursen på euro er faldet så drastisk i forhold til dollaren. Men der er ingen vej tilbage, og man forbereder derfor planmæssigt den endelige overgang til den fælles mønt i foråret 2002.

Også politisk er ØMU-arkitekterne kommet langt. Etableringen af ØMU´en har haft nøjagtig den tilsigtede virkning, nemlig at fungere som murbrækker for den politiske union.

Trods Amsterdam-topmødets enighed om en begrænset dagsorden for den næste regeringskonference – nemlig en dagsorden, der blot skulle foretage organisatoriske ændringer med henblik på optagelsen af nye medlemslande – er spørgsmålet om yderligere integration med hensyn til skatte-, social- og arbejdsmarkedspolitik sat på dagsordenen. Det sker i form af krav fra flere lande om at flertalsafgørelser bliver hovedreglen på disse områder.

Der er nedsat en kommision der skal udarbejde et forslag til et charter om menneskerettigheder og forskellige andre grundrettigheder, der eventuelt skal indarbejdes i traktaten – hvad der yderligere vil give den karakter af en statsforfatning. Sideløbende arbejdes der nu mere konkret end nogensinde med etableringen af den militære side af Unionen.

For at udrydde enhver tvivl om den retning der skal arbejdes i, har den tyske udenrigsminister Josca Fischer rejst diskussionen om etableringen af en egentlig europæisk forbundsstat. Josca Fischers tanker vil ikke kunne vedtages på denne regeringskonference. Formålet med hans oplæg er tosidet: At kanalisere den voksende utilfredshed i Tyskland med ØMU´en ind i "konstruktive baner" og at lægge pres på regeringskonferencen, så den i højere grad end den nuværende traktat åbner mulighed for at de toneangivende lande kan gå videre i samarbejdet på alle planer uden at lade sig sinke af "fodslæberne", der så i stedet kan forholde sig til fuldbyrdede kendsgerninger.

Men nøglen til det hele er stadig ØMU´en – hvis den ikke fungerer, er der intet der fungerer. Det store spørgsmål – som stilles med voksende styrke på verdens børser og i regeringschefernes stille sind er: Vil det lykkes dem at få den til at fungere, eller vil EU blive indhentet af manglen på effektiv politisk overbygning, med sammenbrud som et realistisk perspektiv?

Det afhænger af en lang række forhold, hvoraf EU ikke har indflydelse på dem allesammen.

Et af de vigtigste "ydre" forhold er spørgsmålet om verdensøkonomiens udvikling som sådan. Uroen omkring den såkaldte "nye økonomi" - informationsteknologien – var i foråret 2000 på nippet til at rive den"gamle" økoomi med i faldet, men uroen har ikke lagt sig endnu. Et kursfald på de store industrivirksomheders aktier vil med et slag ændre dagsordenen også for ØMU´en.

Det samme vil ske, hvis det ikke lykkes at begrænse inflationen med de – små og systematiske – renteforhøjelser som Den europaæiske Centralbank indtil nu har benyttet sig af. Hvis inflationen løber løbsk vil langt mere drastiske rentestigninger blive anvendt, med deraf følgende voldsomme stigninger i arbejdsløsheden i EU. Det vil skærpe modsætningerne EU-landene indbyrdes, og sætte ØMU´en under voldsomt pres. Det vil også lægge gift for de videre skridt i integrationsprocessen.

Derfor er det helt afgørende, hvad EU-landene kan enes om, på den kommende regeringskonference.

De internationale børsanalytikere er enige om, at den manglende tillid til euroen hos de internationale investorer især skyldes tvivlen om EU vil være i stand til at etablere den nødvendige politiske styring. De synes især, der sker alt for lidt med hensyn til at fjerne de "stive" regler på det europæiske arbejdsmarked. Derfor vil der være stor opmærksomhed om resultaterne med hensyn til yderligere harmonisering af skatte- social- og arbejdsmarkedspolitikken.

Et andet "succeskriterium" vil være, om det på regeringskonferencen lykkes at strukturere EU´s beslutingsproces på en måde, så man kan gøre hurtigt fremskridt imod optagelsen af de østeuropæiske lande, og derved inddrage dem effektivt i den europæiske storkapitals udbytningssfære.

Hvis EU-landene ikke kan blive enige om at tage skridt på de nævnte områder, som kan finde nåde hos den internationale pengetanke, vil euroen få en endnu svagere stilling og på et tidspunkt udsætte sig selv for en spekulativt angreb fra de store internationale pengetanke, der ikke føler noget specielt ansvar for at ØMU´en overlever.

På de nævnte – og mange andre punkter – er der store modsætninger mellem EU-landene. Især kniber det med at fastholde den Paris-Bonn akse der altid har været forudsætningen for EU´s fremdrift. I øjeblikket er det umuligt at vurdere, om det lykkes dem at bøje enderne og samles om beslutninger som kan gøre, at den internationale kapital vender tommelfingeren opad til projektet.

I dette spil kan den danske folkeafstemning gå hen og få stor betydning. For hvis det bliver et nej, så vil det bidrage til at øge mistilliden til ØMU-projektet som sådan. Det vil nemlig gøre det endnu sværere – for ikke at sige umuligt – for regeringerne i England og Sverige at proppe ØMU-deltagelse ned i halsen på deres befolkninger. Det vil bremse den nye norske regerings offensiv for at lancere en ny folkeafstening i Norge om EU-medlemsskab. Værst af alt så risikerer et dansk nej at puste til ilden i Tyskland, hvor kritikken vokser på baggrund af euroens svage stilling.

Et dansk nej – ja selv et knebent ja – vil sidst men ikke mindst, lægge den danske regering under et voldsomt pres for at modsætte sig yderligere suverænintetsafgivelse på de områder som er livsvigtige for ØMU´ens overlevelse på lidt længere sigt: skatte- social og arbejdsmarkedspolitik. De store EU-landes svar på en sådan modstand – som Danmark ikke nødvendigvis står alene med – vil være at øge mulighederne for det såkaldt "fleksible samarbejde" hvor en gruppe af lande kan gå videre alene. Men det kan blive svært for de toneangivende lande at enes om betingelserne herfor, hvilket igen kan medføre, at man udskyder de svære beslutninger – med deraf følgende svækkelse af ØMU´ens troværdighed.

Der er en reel chance for, at den danske folkeafstemning kan blive den lille tue, der – om ikke vælter læsset – så i hvert fald får det til at hælde faretruende ud over grøften.

-------------------------- Boxe/billedtekster-------------

"De økonomisk-politiske implikationer af en monetær union kan opsummeres således: En monetær union forudsætter, at ansvaret for den økonomiske politik i betydeligt omfang overføres til en central EF – beslutningsenhed. Derfor må EF i såvel politisk som institutionel henseende omdannes i retning af en bredere union. Skønt en komplet politisk union ikke er absolut nødvendig for at etablere en monetær union, er det heraf følgende tab i national suverænitet vedrørende den økonomiske politik så alvorligt, at det sandsynligvis kun kan opfanges inden for rammerne af en tæt og uigenkaldelig politisk integration. Under alle omstændigheder kan den monetære politik i en monetær union kun føres på EF-plan. En betydelig overførsel af beslutningsautoritet til EF-plan vil også blive nødvendig for så vidt angår finanspolitikken" (Uddrag af indlæg i Delors-rapporten april 1989 v. Karl Otto Pöhl, daværende præsident for den tyske forbundsbank, her citeret fra Chr. Sørensen "Danmark – delstat i Europa" Forlaget Fremad 1992 s. 45)

"Japan har én valuta, USA har én valuta, hvordan kan EU leve med 12?" (European Round Table´s rapport "Reshaping Europe", her citeret fra Europe.Inc. s.50, se note 9)

"I aften føler jeg mig virkelig hjemme blandt venner. Da jeg blev formand for kommissionen i 1995 var AMUE de eneste der støttede os i vor stærke tro på at den fælles mønt ville blive en realitet. Så jeg føler det virkelig som om jeg spille på hjemebane" (Daværende kommissionformand Jaque Santer på et møde med den europæiske storkapitals repræsentanter i AMUE-kommitteen i februar 1998 (Her citeret fra Europe.Inc. s. 49)

"Hvis man fjerner valutaen som en sikkerhedsventil, vil regeringerne blive tvunget til at focusere på virkelige forandringer for at blive mere konkurrencedygtige: Lavere skatter, fleksibilitet på arbejdsmarkedet, og mere gunstige vilkår for erhvervslivet" (Det internationalt anerkendte økonomiske analyseinstitut Morgan Stanley, her citeret fra Europe.Inc. s. 56).