Venstrefløjens historie

af Morten Thing

Siden Bent Blüdnikow startede sin karriere som selvudnœvnt McCarthy og heksejœger har debatten bølget om venstrefløjens historie. Med venstrefløjens historie tœnkes på venstrefløjen fra 1970erne. Weekendavisen og Berlingske Tidende har vœret organerne for inkvisitionens hœrgen. Ulrik Høy har i Weekendavisen for nylig opfordret til at fyre Danmarks Radios direktør Bjørn Erichsen, fordi han har vœret DKPer, og senest har man i Information kunnet lœse et verbalt overfald på chefredaktør Jacob Mollerup fra én af hans journalister for hans fortid som DKPer. Ingen af disse indlœg har imidlertid vœret prœget af nogen historisk forståelse eller noget virkeligt kendskab til venstrefløjen.

Foranlediget af debatten som den tog sig ud indtil for et år siden indbød Claus Bryld den 9. juni 1999 i Politiken til en debat af venstrefløjens fortid med den begrundelse, at udfyldte vi, som dengang udgjorde venstrefløjen, ikke debatten ville den højrefløj som er så optaget af vores fortid udfylde debatten med deres forestillinger. Det var svœrt ikke at hilse en sådan invitation velkommen. Når jeg imidlertid gør det tøvende, skyldes det at det er forbundet med flere typer af problemer, som ikke har så meget med venstrefløjen at gøre, som den sœrlige mentale konjunktur politik og kultur er inde i i disse år.

1. Forbudet mod at tœnke.
Der har vœret megen debat i kølvandet på den franske historiker Stéphane Courtois' bog Le livre noir du communisme. Jeg har fremlagt min kritik af den her i Arbejderhistorie, hvilket jeg gør opmœrksom på for dén som vil lœse det følgende uhildet. Ved Södertörns Högskola ved Stockholm var der i maj i år et seminar om Courtois' bog. Her fremlagde kommunismehistorikeren Werner Schmidt en kritik af den totalitarismeopfattelse, som han mener ligger bag Courtois' omdiskuterede indledning til bogen. Schmidt vendte sig imod totalitarismedoktrinens tendens til at underordne forskellige fœnomener under samme begreb. Sagt på en anden måde: når man sammenfatter Nazityskland og Sovjet under begrebet totalitarisme har man ikke sagt noget vœsentligt, kun at man ikke kan lide nogen af dem. Han udtrykte det således: "En vetenskaplig analys skulle säkert kunna visa att tredja riket hade större likheter med - låt oss säga - USA på 50-talet (t ex privatkapitalets dominans, agressiv antikommunism både inåt och utåt, rasistlagar och rasistisk politik, agressiv interventionistisk utrikes- och militärpolitik) än vad vissa regimer och rörelser, som alla betecknas som kommunistiska, hade med varandra. Men ingen skulla drista sig att karakterisera tredja riket och USA genom at klistra på de båda en och samma etikett." Kulturredaktøren ved Svenska Dagbladet - én af Sveriges største aviser -, Peter Luthersson, kommenterede dette i sin avis derhen, at Werner Schmidt mente, at der var større ligheder mellem USA og Det tredje Rige end mellem nazisme og kommunisme. Werner Schmidt kom med en indsigelse (SvD 8.6), hvor han citerede det ovenstående fra sit manuskript. Hertil svarede Peter Luthersson i et karakteristisk sprog: "Läs noga nu! Werner Schmidts replik kan verka bestickande för den som slarvar med tolkningen och betydelserna. Vad är det han vill med sitt citat? Vad är det han säger i det?/ Han vil rädda kommunismen undan varje jämförelse med nazismen. Därför vill han övertyga sin publik om att komparation som sådan är omöjlig och oönskvärd."

Peter Luthersson kan lœse. Det siger jeg, fordi man kunne tro det modsatte. Men han kan også indlœse en undertekst. I dette tilfœlde lyder underteksten: Werner Schmidt er venstrefløj. Derfor: Når han sammenligner med USA, mener han noget andet end det han siger. Havde nu Lutherson kendt Werner Schmidts bog om den svenske kommunismes opståen, var han ikke alene blevet bekrœftet i at Schmidt er venstrefløj, men han var blevet frygtelig skuffet, hvis han tror Schmidt vil redde kommunismen. Men det er Peter Luthersson sikkert ligeglad med. Højrefløjen opererer for tiden med tankeforbudet som et meget vœsentligt retorisk greb. Bestemte ting kan og må ikke siges. Man må ikke overveje det videnskabeligt forsvarlige eller rimelige i en sammenligning, i en undersøgelse eller et begreb, hvis resultatet fører til en kritik af højrefløjens domme over historien. Gennem en kritik af den enkle ligestilling mellem socialisme og nazisme viser man sin latente fascination af stalinisme, nakkeskud, og Gulag. Bent Blüdnikow anmeldte således en bog jeg har skrevet om jødisk historie i Berlingske Tidende. I sit frådende angreb på mig udgjorde det ikke bare et argument, men dét centrale argument, at jeg havde omtalt den nazistiske udryddelse af jøderne i samme sœtning som den zionistiske modvilje mod det jiddishe sprog.

Højrefløjens tankeforbud hviler på det formelle krav om anger. Der er bestemte ord man skal sige. Angeren skal vise sig i akcepten af deres grammatik. Man kan mene at forsøget på tankekontrol er uinteressant, men jeg tror at højrefløjens faktiske magt over debatmedierne har skrœmt eller afholdt mange fra at give sig ud i det vanskelige arbejde at overveje sin egen historie.

Deres interesse for vores historie er ikke båret af ønsket om at forstå, men ønsket om underkastelse. Tankeforbuddet er underkastelsens form.

Det skal naturligvis understreges, at også et begreb som 'højrefløj' er en historisk kategori som skal prœciseres. Jeg bruger her begrebet om en bestemt gruppe af journalister og historikere, som gennem de sidste 5-10 år her og i udlandet har beskœftiget sig med venstrefløjens historie som led i et opgør.

2. Forfalskningen
Bertel Haarder har udgivet en bog, som skal retfœrdiggøre efterretningsvœsnets udspionering af venstrefløjen i 70erne før noget som helst er undersøgt. Man skulle jo tro, at det var en enkel juridisk sag at undersøge om PET har overtrådt sine beføjelser. Men Haarder har ment, at man, inden dette skete, burde fastslå Hvem holdt de med?, som bogen hedder. Bogen er en antologi om "hvorfor politisk aktive på den yderste venstrefløj var i PET's søgelys under Den Kolde Krig". Denne "yderste venstrefløj" er ifølge bogen isœr DKP. Det er DKPs forhold til Østlandene som står i centrum. Måske 80% af teksten handler om dette, men man finder intetsteds nogen modifikation af begrebet "venstrefløj". Man må få det indtryk, at hele "den yderste venstrefløj" støttede Østlandene. Det indtryk er formentlig tilsigtet. Og prœcis dette indtryk er en forfalskning af historien.

I to afsnit af henholdsvis Bent Blüdnikow og Mikkel Plum inddrages andre dele af venstrefløjen. Men her er anklagen ikke at disse andre dele støttede Sovjet og DDR. Her er anklagen, at "den yderste venstrefløj" var "voldsfascineret". Og at voldsfascinationen faktisk førte til kriminelle handlinger er Blekingegadebanden så beviset for.

Venstrefløjens forhold til begreber som "voldelig revolution", "revolutionœr vold" o.lign. er afgjort en diskussion vœrd. Udover at vœre retorisk brœndstof af ofte ret problematisk oprindelse er den militante retorik også indskrevet i en konkret historie. F.eks. spiller det en afgørende rolle for udviklingen af forestillinger af denne type, at USA inspirerede til et kup i Chile mod en lovlig og demokratisk valgt regering. Det var dengang en mistanke som vi alle mente berettiget. I dag er den fuldt underbygget af offentliggjorte dokumenter. Ikke alene støttede USA kuppet, det var en amerikansk ledet og finansieret. Man kan ikke forstå venstrefløjens holdning til magtspørgsmålet uden at forstå, at USA havde demonstreret, at demokrati ikke spillede en vigtig rolle; kun magten var vigtig. Men fremfor alt bør man have sig for øje, at voldsretorik ikke i sig selv er tilstrœkkeligt argument for at PET bør overvåge i betragtning af, at Blekingegadebanden er det eneste eksempel på overskridelser af retorikken.

Bent Blüdnikow har tilsyneladende genoptrykt sine gamle artikler fra Weekendavisen. Han skriver f.eks. i Haarders bog (s. 81):

"Redaktørerne af det tonenagivende venstrefløjsmagasin "Politisk Revy", Morten Thing og Niels Frølich, var også parat til at gribe til vold (Politisk Revy maj 1970): "..vi fandt ud af, at der findes langt mere effektfulde metoder til at vise sin solidaritet med det andet Amerika og det kœmpende indonesiske folk: at ødelœgge de institutioner og firmaer, der er inddraget i krigen på fjendens side: ESSO, ØK, American Express, IBM, General Motors, General Electric, Raytheon, Sparry Rand Corporation, Honeywell, Ford, RCA, Dupont.."

Sådan lyder i sin helhed det afsnit i Blüdnikows artikel. I betragtningen af det alvorlige i anklagen kan man sige det er lidt lidt. Jeg mener: som lœser ville man gerne vide lidt om sammenhœngen. Mere interessant er det måske, at citatet viser at Bent Blüdnikow både er en forfalsker og en fusker. Hvorfor skulle et venstrefløjsblad i maj 1970 erklœre sin solidaritet med "det andet Amerika" på den ene side og "det kœmpende indonesiske folk" på den anden? Hvad var det, der var sket i Indonesien, der i den grad fik mig og Niels Frølich op på tœerne? Godt nok var der sket meget i Indonesien, men det har helt tilbage i 1965 og det havde ikke påkaldt sig nogen interesse i den danske presse. Man synes œrlig talt, at Blüdnikow skylder lœseren en forklaring.

Nu er sagen imidlertid den enkle, at citatet ikke er œgte. Og det var det heller ikke i sin tid i Weekendavisen. Der skulle have stået "de kœmpende indokinesiske folk". Scenen er ikke Java eller Sumatra men nogle tusinde kilometer mod nord på den indokinesiske halvø. USA havde invaderet Kampuchea og Laos for bedre at kunne bekœmpe den sydvietnamesiske frihedsbevœgelse FNL og Nordvietnams hœr. I den anledning havde der vœret en kœmpe-demonstration i København den 9. maj. Efter demonstrationen var der sket hœrvœrk mod en rœkke amerikanske firmaer i København. Og det var dét den pågœldende leder i politisk revy forholdt sig til.

Nu kan man sige, at bare dette at bringe det rigtige citat fra den rigtige kilde er et grundlœggende krav. Men det synes ikke at vœre afgørende for Bent Blüdnikow. Han er tidligere blevet blev taget i at lave citatfusk for at inkriminere DR-journalisten Kjeld Koplev. Men derudover kan man sige, at blot dette at placere citatet i sin kontekst, giver det en anden mening, end den han tilskriver det. Han vil bruge det til at vise, at vi var parate "til at gribe til vold". Men faktisk er det ikke det lederen siger. Den konstaterer, at vi opdagede, at der fandtes mere effektfulde metoder at vise sin solidaritet på end at lave kœmpestore og fredelige demonstrationer. Nemlig at angribe de firmaer, som tjente store penge på krigen i Vietnam.

Artiklen blev uforvarende indblandet i Kejsergadesagen, som var løbet ind i et dødvande og var ved at smuldre. Efter nogle dages voldsom pressepolemik blev vi sigtet efter § 236 i straffeloven om tilskyndelse til forbrydelse. Det var en paragraf, som sidst havde vœret i anvendelse i 30erne, da en nazistisk redaktør havde fået 3 måneders fœngsel for at opfordre til at slå Stauning i hjel. Da der faldt dom i Kejsergadesagen i marts 1971 faldt de hårdeste straffe for denne artikel, som gav os hver 20 dages hœfte. Netop sammenkœdningen med Kejsergadesagen gav denne helt uhørte dom i en pressesag. Allerede dengang gjorde en sprogforsker i en lœrd artikel opmœrksom på, at artiklen ikke i sproglig forstand indeholdt nogen opfordring. Men i forhold til at bringe historisk belœg for at vi var "voldsfascinerede" eller ligefrem parate til "at gribe til vold" er der to andre forhold, som peger på problemerne i Blüdnikows omgang med fortiden.

Det ene forhold vedrører den kontekst som er citatets. Man kan diskutere det rimelige i vores synspunkt, men man kan ikke, hvis man faktisk har lœst artiklen, lœse henover, at vi her (pr nr. 148, 15.5.1970) skriver:

"Enhver aktion imod disse firmaers materiel er en håndfast solidaritetserklœring, hvis rœkkevidde er betydelig større end nok så mange taktfaste ho-chi-minh-råb. Men den første for udsœtning er at vi organiserer aktionerne for at opnå større effekt og det forudsœtter at vi organiserer os. Den anden og meget vigtige forudsœtning er at intensivere vor oplysningsvirksomhed for at forklare ansatte på disse virksomheder og folk iøvrigt formålet med disse aktioner."

Der var altså nogle betingelser. For os var de ikke ligegyldige.

Det andet forhold vedrører lederens kontekst i en videre forstand: den frustration, som lyser ud af artiklen er fostret af 3-4 års voldsom Vietnam-krig med anvendelse af napalm, klyngebomber, løvfœldningsmidler, terror mod civilbefolkningen i et voldsomt omfang. Senere kom bombardementerne af digerne omkring Hanoi og Haiphong til. Og alle danske politikere fra Socialdemokratiet og mod højre med et par hœderlige undtagelser hos Socialdemokratiet og De Radikale forsvarede denne krig. Jeg husker ikke specielt Bertel Haarder fra dengang, hvor han jo som jeg selv var ung og ukendt. Men jeg husker heller ikke at han sidenhen har ytret noget selvkritisk, som f.eks. Per Stig Møller har vœret œrlig nok til at gøre det. Jeg mener at frustrationen over at se hele det politiske establishment bakke op bag den mest bestialske krig efter anden verdenskrig var en helt afgørende kontekst for artiklen. Det er en undersøgelse vœrd, hvorfor danske politikere nœsten uden undtagelse kunne billige de amerikanske metoder uanset, hvad der skete. Da vi nåede frem til digebombardementerne handlede det om at drukne millionbyers befolkning. Men ingen dansk politikere (stadig bortset fra en lille skare) hœvede røsten i protest. Det er i sandhed rystende.

Man kan lœse vores leder på den måde, at vi havde lœrt, at det gjorde betydeligt større indtryk på offentligheden, at der blev smadret vinduer hos amerikanske firmaer, som tjente tykt på at levere materiel til bestialiteterne, end at vi gang på gang samlede 25-50.000 mennesker til demonstration. Det er denne indsigt lederen konstaterer. Den gør opmœrksom på, at skal den omsœttes i praksis som sabotage, krœver den organisering og oplysning. Om der i vores holdning dengang lå en opslutning bag sabotage, har jeg svœrt ved at sige definitivt. Kun at lederen er tilstrœkkelig utydelig til, at vi ikke afviste idéen. Men vi afviste det givet sidenhen - og bevœgelsen med os. Hvordan kan jeg nu vœre så sikker på det? Jo, faktisk sker der ikke senere rudeknusninger eller lignende mod amerikanske firmaer, og lederen fører ikke til nogen sœrlig diskussion i politisk revy. Ifald man altså vil lœse vores leder derhen, at vi var parate til at bruge sabotage som et politisk middel, så hører det altså med til billedet, at idéen led skibbrud, og at vi selv droppede den. Men det står der ikke noget om hos Bent Blüdnikow.

Hans formentlig utilsigtede forfalskning af citatet bunder sikkert i, at han aldrig har gjort sig den umage at lœse artiklen. Han har fundet citatet i et avisudklip i Berlingskes arkiv, må man tro, for det var vidt citeret i datiden. Men at han ikke har haft den nysgerrighed at spørge til hvad Indonesien gør dér viser også, at han har en hensigt som helliger midlet. Vigtigst er det imidlertid i denne sammenhœng, at han i sin uhistoriske måde at nœrme sig venstrefløjen på gør "voldsfacisnationen" til et vœsensudsagn, altså noget som er knyttet til os som personer eller til selve dette at vœre venstrefløj. Men historie er aldrig vœsen, men altid proces.

3. Kan vi tale om venstrefløjens historie?
I debatten har det hidtil vœret en realtiv enkel sag at tale om venstrefløjen i perioden fra 1968- 85. Venstrefløjen bestod af en rœkke organisationer og strømninger, som kan sammenfattes i dette begreb. Fra DKP over KFML/KAP til VS, Vietnamkomiteerne, Mandebevœgelsen, Bøssernes Befrielsesfront, Kvindebevœgelsen og Kapitallogikken. Når de kan sammenfattes i dette begreb må de altså have noget tilfœlles. Det er dette 'noget' debatten har vœret efter.

Jeg var engang inviteret til at optrœde i afdøde Jørgen Thorgaards afdøde kulturprogram. Her sagde han som en indledning til et spørgsmål: "I går jo ind for Sovjetunionen". "Nej, sagde jeg, det har vi aldrig gjort. Tvœrtimod har det vœret en grundlœggende del af vores politiske identitet at mene at den 'virkeliggjorte socialisme' intet havde tilfœlles med socialis me." "Jamen, sagde Thorgaard, DKP går da ind for Sovjet og DKP er da venstrefløj?". "Nej, det er DKP ikke set med mine øjne". Det var en voldsom overraskelse for Thorgaard, som så sig berøvet alle sine argumenter.

I retorikken hedder grebet pars pro toto, dvs. 'del for helhed'. Man reprœsenterer helheden ved et karakteristisk enkeltrœk. Det er det retoriske greb stort set hele højrefløjsangrebet hviler på. Man samler på citater, som 'er venstrefløj' og kan ved dem karakterisere helheden.

Men: Venstrefløjen er ikke noget analytisk begreb, det er en løselig topografisk angivelse af et større område på den politiske scene og siger ikke mere end som så. Det svarer til et højrefløjsbegreb som sammenfatter alt fra Det radikale Venstre til Nazipartiet som 'højrefløj' og argumenterer: Jonni Hansen er antisemit, altså er højrefløjen antisemitisk.

Det første problem består derfor i at dekonstruere venstrefløjen som topografisk angivelse. Det kan efter min mening kun ske på en rœkke prœmisser:

a. Adressen må vœre prœcis. Hermed mener jeg blot, at kilden må angives.

b. Tidspunkt og sammenhœng må fremgå. Både synspunkter og organisationer gennemløb en udvikling, hvis historicitet må respekteres.

c. Generalisebarhed må reflekteres. Man kan ikke ved et citat fra f.eks. VSs internationale udvalg generalisere til VS eller venstrefløjen uden at reflektere over om operationen er holdbar.

d. Konteksten må ekspliciteres.

Man kunne også sige, at man må stille de krav til kilderne fra dengang, at de lœses kildekritisk. Lœngere er dén historie ikke.

Venstrefløjen bestod af en rœkke delområder, som er vigtige som en slags topografisk vejviser. Et vigtigt skel gik f.eks. mellem dem der støttede den 'virkeliggjorte socialisme' og dem som ikke gjorde. DKP, KFML/KAP, KAML og andre tilhœngergrupper var indbyrdes meget uenige, men stod i spørgsmålet om socialismeopfattelse i modsœtning til en stor diffus gruppe af strømninger og grupper som kaldte sig 'det udogmatiske venstre'. Men også denne grundlœggende opdeling er ikke uden problemer. Af grunde som er helt uigennemskuelige for mig fandtes der på det udogmatiske venstre folk som støttede Venskabsforeningen med Kim Il Sungs Nordkorea. Og i VSs internationale udvalg sad der lœnge folk som forsvarede Sovjets invasion i Afghanistan.

Venstrefløjen var, hvis vi ser den fra den socialpsykologiske synsvinkel naturligvis mere end en topografisk sammenfatning. Den var også en ungdomskultur og et netvœrk af netvœrk. Det betyder, at grupper som ikke havde meget tilfœlles politisk, i praksis mødte hinanden i nogle sammenhœnge. Det kunne vœre til koncerter i Thy-lejren, i Kvindehuset eller på bestemte vœrtshuse. Det kunne også vœre til demonstrationer eller i tidsmœssigt begrœnsede grupper som Vietnamkomiteerne, Chilekomiteen osv. Dog gœlder det, at DKP gennemgående havde sin egen kultur som nœsten ikke interfererede med vores. De splittede f.eks. Vietanamkomiteerne og Chilekomiteen for at få organisationer de kunne kontrollere (Vietnam 69 og Salvador Allende Komiteen).

Ser vi på opdelingen over tid, så er der nœppe megen tvivl om, at der fra 1968 var megen goodwill overfor Kina og Kuba fra det udogmatiske venstres side. Denne goodwill svandt i løbet af 70erne. Vil man altså bruge holdningen til de kommunistiske regimer som en nøgle til at forstå venstrefløjen, må man både respektere de faktiske modsœtninger mellem strømninger og organisationer, men også respektere at synspunkterne blev til og œndrede sig. Grupper som f.eks. de udskœldte kapitallogikere var udtalt antisovjetiske og antimaoistiske og rådkommunistiske og syndikalistisk inspirerede grupper brugte f.eks. udtrykket "arbejdertugthusene i Øst" som et fast udtryk for den den virkeliggjorte surrealisme.

At synspunkterne blev til er i denne sammenhœng ret vœsentligt da vi i høj grad taler om en historieløs ungdomskultur (når vi ser bort fra DKP og delvis KFML/KAP). Det var en ungdomskultur som tilegnede sig dele af en nœsten afdød arbejderbevœgelseskultur uden at overveje dens anvendelighed på nutiden. Således reprœsenterede trotskismen en strømning med en historisk bevidsthed om sin egen antistalinisme, som var uomtvistelig. Men lige så uomtvisteligt var også trotskismens binding til bolsjevikernes revolution som et forbillede.

Dette krav om kildekritisk distance har en rœkke konsekvenser også for 'os', dvs. for de deltagere i den nutidige diskussion som var en del af 'venstrefløjen' dengang. Når Claus Bryld i sin kronik skriver: "På grund af den kolde krigs polarisering og dermed også vulgarisering af debatten udlod man at gå til direkte angreb på sovjetkommunismen og maoismen og deres tilhœngere [...]", må man spørge: Hvem er i denne sœtning 'man'? Jeg husker ikke at Claus Bryld undlod at gå til direkte angreb, men kan selvfølgelig huske galt. 'Man' er som 'venstrefløjen' for uprœcist til at sige noget. Men det gœlder også omvendt: Husker 'man' prœcist nok? Eller sagt på en anden måde: vi må skelne imellem om det vi siger kan belœgges med kilder eller om vi selv er kilde. Og jeg synes Claus Bryld er en dårlig kilde, hvis 'man' er en omskrivning for 'Claus Bryld', han er ligeså dårlig en kilde, hvis 'man' betyder 'det udogmatiske venstre' og han er uprœcis, hvis 'man' betyder 'venstrefløjen'.

Alle disse anførselstegn er ikke en måde at komme uden om problemet på, men at klargøre det. For hvad er 'problemet'? Jo set med kritikernes øjne består problemet i at 'vi' har noget at skjule. Og hvad vil vi skjule? At vi egentligt og vœsentligt var én venstrefløj som mente én ting, bl.a. var tilhœngere af totalitœre regimer.

Venstrefløjen som vi var aktive på er et historisk fœnomen. Det kan udforskes af alle som gider bruge tid på at lœse kilderne. Sagen er, at det gider kritikerne ikke.

Jeg kender ingen, som var aktive på den udogmatiske venstrefløj, som ikke i dag er kritiske over for dele af deres forhistorie. Men også en kritik må vœre reflekteret. Det er ikke nok som Mikkel Plum gør det at skrive: "Da vi var overbeviste om, at vi ikke kunne indføre socialismen ved hjœlp af stemmesedlen, måtte det ske gennem vœbnet kamp." Jeg har svœrt ved at afgøre om han er en dårlig kilde til sine egne synspunkter, sådan som han her sammenfatter dem. Jeg var ikke en del af hans 'venstrefløjs-vi' dengang. Men uanset om han er en førstehånds kilde til sine egne vanvittige synspunkter dengang, må også kritikken belœgges med kilder. Mikkel Plum husker måske forkert, det er der mange der gør, skulle jeg hilse og sige fra kildekritikken.

Skal vores historie gøres til genstand for gentilegnelse og forkastelse, så krœver begge dele at det sker på en måde som er kontrollerbar for alle deltagere i diskussionen.

4. Hvad mente vi?
Inspireret af Claus Brylds kronik har jeg bladret i politisk revy fra 70erne. politisk revy var i en vis udstrœkning organ for det udogmatiske venstre fra sin start i 1963 til sin død i 1987. Det var uafhœngigt af VS og andre organisationer og opnåede på højden et oplag af 5.000 eksemplarer. Jeg var med til at redigere bladet fra 1969 til 1982.

Man kan ikke generalisere fra politisk revy til den udogmatiske venstrefløj, det er klart. Den udogmatiske fløj var nœrmest defineret ved sin modsœtning: den gamle dogmatiske fløj (DKP) og den nye dogmatiske (de maoistiske grupper). Men der var flere mindre meget dogmatiske grupper, som alligevel var en del af den modsœtningsfyldte ramme, og som blev holdt sammen af sin opposition til det gamle dogmatiske venstre og den såkaldt virkeliggjorte socialisme. Forstået på denne måde findes der nœppe noget prœcisere udtryk, hvor modsœtningsfuldt det end måtte vœre.

For nu at vœre prœcis har jeg genlœst to artikler, som jeg selv har skrevet. Den første hedder "Stalinismen - fra tragedie til farce". Den stod i politisk revy nr. 297 fra den 15. oktober 1976. Den er underskrevet af redaktionen, men er oprindelig konciperet af mig. At redaktionen har underskrevet viser at synspunkterne dœkkede bredt. Artiklen er en kritik af KFMLs programudkast da gruppen proklamerede sig som partiet KAP. Jeg citerer et centralt afsnit, som refererer til programudkastets analyse af udviklingen i Sovjet fra Stalin til Khrusjtjov:

"Denne fremstilling er den platteste omgang løgn, der er set siden Stalin selv var i live. Det bureaukratiske lag, der tales om, var Stalins egen fraktion i kommunistpartiet, og han var personligt ansvarlig for de vœsentligste af de udskejelser, der skete under den stalinistiske kontrarevolution. Han svinebandt arbejderklassen med arbejdslove, som ikke engang Hitler bød de tyske arbejdere. Han gav personligt ordre til de store processer, der udslettede alle andre fraktioner end hans egen, ikke politisk, men ved henrettelser, han gav personligt ordre til at fortsœtte udrensningerne videre ind i sin egen fraktion, i statsapparatet og militœrapparatet. Han gav personligt stødet til oprettelse af de enorme koncentrationslejre, hvor hundredtusindvis eller millioner - tallene skal ikke skille os - af russiske arbejdere, bønder og intellektuelle, kommunister og ikke-kommunister, blev tilintetgjort af sult, frost, arbejde og det hemmelige politis, NKVD's maskinpistoler. Sagt på kort form er KAP's program i sit afsnit om Sovjetunionens historie et forsøg på at gøre verdensproletariatets mest tragiske kontrarevolution til dets fundamentale revolutionœre erfaringer. Denne politik er teoretisk legitimeret i stalinismen, osse kaldet "marxismen-leninismen"."

Jeg har meget svœrt ved i dette citat, som jeg tror er dœkkende for politisk revy i midten af 70erne at genkende Claus Brylds karakteristik af hvad 'man' gjorde. Jeg tror det er sådan, at interessen for udviklingen i Sovjet isœr stod på i første halvdel af 70erne. Jeg kan stå inde for det meste af artiklen idag. Men jeg er ikke lœngere enig i synspunktet om en stalinistisk kontrarevolution. Det var et synspunkt, som var meget påvirket af trotskismen og som så Lenins periode fra 1917-23 som en egentlig revolutionœr periode. I en lang periode frem til sidst i 70erne var jeg leninistisk påvirket. Det for mig at se mest problematiske i min kritik af KAPs program var imidlertid den videre konsekvens af denne leninisme, nemlig at se Mao Zedong som en revolutionœr. I min kritik af KAP lœgger jeg vœgt på, at programmet ikke ser at Maos politik op til 1949 var en de facto kritik af Stalins politik. Og det er jo rigtigt nok, at den var. Problemet er imidlertid, at det ses som et tegn på det rigtige i Maos politik. Der står ikke noget om Det store Spring og de forfœrdende konsekvenser for det kinesiske samfund eller for den sags skyld om Kulturrevolutionens ditto.

Kritikken førte til et voldsomt modangreb fra KFMLs formand, Benito Scocozza, i nr. 299 og et svar fra redaktionen, som mestendels handler om marxistisk teori. Et centralt afsnit handler imidlertid om vurderingen af netop Sovjet. Scocozza havde kritiseret redaktionen for ikke at sœttes tingene ind i den rette historiske sammenhœng. Hertil svarede redaktionen, at den i sommeren 1976 havde fejret 20-årsdagen for SUKPs 20. kongres med et helt sœrnummer om udviklingen i Sovjet. "Heri kan Scocozza - og det ved han, men det passer ham dårligt - finde vores syn på stalinismens historiske udvikling og objektive grundlag." Sœrnummeret om 1956 lader ingen tvivl tilbage om politisk revys syn på Sovjetunionen, helt i tråd med citatet ovenfor. Enhver kan gå på biblioteket og slå efter.

Så vidt om holdningen til Sovjet. Som sagt stod det anderledes til med holdningen til Mao og Kina. Men konsekvensen af stalinismekritikken bredte sig i løbet af 70erne til en kritik af Kina. I 1978 var jeg i Kina og skrev en stribe artikler til politisk revy om mine oplevelser. De handler mest "Om at opleve Kina" som serien hed. Jeg var meget positiv overfor mange ting ved Kina. I en sidste artikel i pr nr. 335/juni 1978 stillede jeg spørgsmålet "Er Kina et socialistisk land"? . Jeg konkluderede:

"Den samfundstilstand, som nutidens Kina fremviser har ikke meget at gøre med den socialisme, den europœiske arbejderklasse kommer til at opbygge. Sammensmeltningen mellem et parti og statsapparatet, statens styrkelse og adskillelse fra samfundet, arbejdernes og bøndernes manglende demokrati, den manglende offentlighed osv. Fremviser alle disse forhold et samfund, der er noget at kœmpe for for den europœiske arbejderklasse? Nœppe. De demokratiske positioner, de europœiske arbejdere allerede har tilkœmpet sig under kapitalismen, har de nœppe tœnkt sig skulle fratages dem under socialismen."

Fra 1976 til 1978 havde analysen af Kina œndret sig afgørende. Vi så ikke lœngere Kina i perspektivet: socialisme, men i perspektivet: afskaffelsen af sult. Det er stadig langt fra alt i artiklen, jeg ville skrive under på i dag. Den vurderer kulturrevolutionen positivt, hvad jeg ikke gør i dag. Den ser helt henover Det store Spring og fokuserer ensidigt på en rœkke positive trœk ved Kinas udvikling.

Man vil formentlig kunne føre analysen lœngere i begge ender: både tilbage til den ukritiske opslutning bag Kulturrevolutionen, da Jan Bredsdorff kom hjem fra Kina i slutningen af 60erene og til en stadig mere kvalificeret kritik af Kina, skrevet af bladets kompetente Kina-gruppe. Set i retrospektiv var det en langsom udvikling. Men det gør det omvendt uden mening at tale om, hvordan bladet i almindelighed så på Kina. Processen og isœr processens retning er et nødvendigt korrektiv til den fikserede lœsning af enkelt-citater.

I forhold til Mikkel Plums karakteristik af sin egen holdning (eller måske hans gruppes?) er det nok så vigtigt at understrege sœtningen: "De demokratiske positioner, de europœiske arbejdere har tilkœmpet sig allerede under kapitalismen, har de nœppe tœnkt sig skulle fratages dem under socialismen." Det er for mig at se en sœtning som rammer centralt i spørgsmålet om socialisme og demokrati. Set med vores øjne var socialisme simpelthen en udvidet form for demokrati, idet den også gjaldt arbejdslivet. Vi forestillede os naturligvis at socialismen kun ville kunne blive til noget, hvis den blev båret frem at et overvœldende flertal. Det var ikke et synspunkt som deltes af alle. Derfor bl.a. Preben Wilhjelms kritik af dele af venstrefløjens holdning til borgerlige rettigheder. Men som i tilfœldet med holdningen til Kina må der vœre tale om en historisk kritik og en kritik båret af kilder.

Jeg tror en kritisk genovervejelse af vores fortid ville vœre givende for venstrefløjen i fremtiden. Frem for alt er den jo nødvendig for os selv. Kilderne ligger der. Alle kan lœse dem.