Da Marx døde i 1883, kan man kun til en vis grad hævde, at der fandtes en international arbejderbevægelse. Når man ser bort fra nogle enkelte fagforbund i England, havde I. Internationale ikke nogen masseorganisation af arbejdere som medlem, hvortil kommer at I. Internationale var blevet opløst i 1876. I midten af 1880erne eksisterede der ganske vist politiske arbejderorganisationer i flere europæiske lande, og blandt disse var det socialdemokratiske parti i Tyskland, SPD, det mest betydningsfulde, men selv dette parti var kun delvis legalt og havde vanskeligt ved at skaffe sig en tilstrækkelig gennemslagskraft i arbejderklassen (ved valgene i 1884 og 1887 opnåede partiet omkring 10% af de afgivne stemmer). Også i andre lande var der opstået organisationer, som betegnede sig som arbejderparti, socialistisk parti eller socialdemokrati, det gjaldt f.eks. Portugal (1875), Spanien (1879), Belgien (1879), Danmark (1871), Frankrig (1879) m.fl. Det er et fællestræk for alle disse partier, at de kun organiserede et mindretal af arbejderne, men nok så vigtigt var det, at arbejderklassen som sådan udgjorde et mindretal i de respektive befolkninger - måske kan Belgien i denne forbindelse siges at udgøre en undtagelse; fra århundredets midte var specielt den sydlige del af landet blevet stærkt industrialiseret, således at Belgien i endnu højere grad end Storbritannien udgjorde et industrialismens kærneområde. I de fleste lande fandtes der ganske vist industrialiserede områder, men ingen ensartet, sammenhængende industriarbejderklasse. Det store flertal i arbejderklassen var 1) landarbejdere og 2) arbejderklassens senere kærnegruppe, de faglærte arbejdere, som dog på den tid oftest arbejdede i små værksteder og virksomheder. Indtil højt op i 1890erne var arbejderbevægelsen en faktor, der kunne lades ude af betragtning, men hvis potentielle farlighed borgerskabet absolut havde erkendt.
Disse politiske og faglige organisationer, der var under udvikling, var desuden genstand for mange forskellige ideologiske påvirkninger, dels i overensstemmelse med de fremherskende nationale traditioner, dels dog også med overnationale traditioner såsom dem romersk-katolske kirke og dens lære. Men også inden for den arbejderbevægelse, der opfattede sig selv som socialistisk, fandtes der modsatrettede tendenser, hvoriblandt den marxistiske kun var en blandt flere andre, og på ingen måde den stærkeste. Den fremherskende tendens var karakteriseret af uklarhed mht. arbejderbevægelsens opgaver.
Man må gøre sig klart, at det mod slutningen af 1870erne blev nødvendigt at nå frem til en afklaring af de teoretiske modsætninger, bl.a. med det mål at trænge den indflydelse tilbage, som Eugen Dühring, der af mange betydningsfulde elementer i SPD opfattedes som socialist og martyrer, havde opnået i partiet. Som følge af flere appeller herom, bl.a. fra Wilhelm Liebknechts side, påtog Engels sig - med støtte af Marx, hvilket fremgår utvetydigt af bind I/27 i Marx-Engels Gesamtausgabe (MEGA) - at skrive Anti-Dühring: Herr Eugen Dührings omvæltning af videnskaben. Dühring begrundede primært socialismen med moralske/etiske argumenter (ganske vist bliver det så nødvendigt at abstrahere fra hans samtidigt artikulerede udprægede antisemitisme), og hans forståelse af dialektikken var i alt væsentligt mekanisk. Dühring behandlede en række forskellige samfundsspørgsmål på dette grundlag, og det var derfor nødvendigt for Engels at gå frem på samme måde for at kunne fremlægge den marxistiske position på en facetteret og sammenhængende måde. Dette arbejde skulle, intensiveret af "socialistlovens" (1878-1890) undertrykkelse af den politiske og faglige arbejderbevægelse, få stor betydning for marxismens gennembrud som dominerende teoretisk arbejdsmetode i første omgang i den tyske arbejderbevægelse. Selv om denne modtagelse af marxismen fandt sted under socialistloven og mens statsmagtens undertrykkelse altså var meget synlig, drejede det sig trods alt ikke om en periode med påtrængende revolutionære opgaver: Tiden mellem Pariserkommunens afslutning i 1871 og den russiske revolution i 1905-06 var efter Lenins opfattelse en i det væsentlige fredelig periode for arbejderbevægelsen i de industrialiserede lande; i denne periode var opgaven primært at konstituere sig som "klasse for sig" (Perioden var selvfølgelig alt andet end fredelig i de ikke-industrialiserede, halvkoloniale lande og i selve kolonierne, men her fandtes der jo slet ingen industriarbejderklasse) . Naturligvis kom det til konflikter klasserne imellem, strejker der varede i månedsvis, og som omfattede titusindvis af arbejdere, store valgretsdemonstrationer og -strejker, der undertiden blev bekæmpet med yderst brutale midler. Det betød, at marxismen kun kunne modtages/recipieres i en form, hvori der ikke herskede enhed mellem teori og praksis, som det skulle vise sig i Tyskland i tiden 1908-1910, da den revolutionære venstrefløj langsomt og konfliktfyldt gjorde sig fri af det 'marxistiske centrum' for at udvikle sig til en selvstændig retning - og inden for denne retning var der udprægede modsætninger, som de f.eks. kom til udtryk i Rosa Luxemburgs og Karl Liebknechts teoretiske positioner.
De modsætninger mellem de antagonistiske strømninger i arbejderbevægelsen, som ikke blot bør opfattes som konflikten mellem de reformistiske og revolutionære retninger, kom tydeligt frem ved indkaldelsen til den internationale socialistkongres 1889 i Paris; de var et udtryk for modsætningerne i arbejderbevægelsen, og det forhold, at der afholdtes to kongresser, hvoraf den ene udtrykkelig tog afstand fra marxismen, vister tydeligt, at det på ingen måde var afgjort, hvilken teoretisk retning, der skulle blive den fremherskende - Engels bemærkede i et brev til den franske arbejderbevægelses dengang mest betydningsfulde marxistiske teoretiker (og svigersøn til Karl Marx) Paul Lafargue, at det var alment kendt, at socialismen ikke havde forenet den samlede europæiske arbejderklasse under sin fane. Det var først i årene efter Pariser-kongressen, at den i udgangspunktet ret lille fraktion af marxister kunne få overtaget, formentlig begunstiget af de franske revolutionære socialisters gode valgresultater - det er sådan, man må opfatte Engels meget sigende vurderinger i hans breve til Lafargue fra efteråret 1889 - og for det andet SPD's i januar 1890. Man må antage, at vejen uden disse resultater ville have været længere og besværligere. Og dog havde den marxistiske retning allerede været i gang med et intensivt arbejde i mere end et årti, bl.a. havde man i Karl Kautskys månedsblad "Die Neue Zeit" fra 1883 haft rådighed over et vigtigt formidlingsorgan , ligesom også Eduard Bernsteins redaktionelle ledelse af SPDs illegale ugeblad "Der Sozialdemokrat" efter nogle indledende modsætninger vandt Marx' og Engels' anerkendelse. Disse to tidsskrifter, der havde en relativ stor udbredelse i den gryende internationale arbejderbevægelse, var af afgørende betydning for marxismens teoretiske positioners gennemslagskraft.

Umiddelbar arbejderbevægelse og marxismen
Uden derfor at underkende dette teoretiske arbejde må det dog tages i betragtning, at det først og fremmest var den omstændighed, at arbejdernes konkrete erfaringer knyttede an til den teoretiske marxisme, hvilket fik virkning i forhold til brede lag i denne proces. I Tyskland bidrog den massive statslige undertrykkelse til afklaringen, i andre lande, hvor der herskede andre normer, og hvor borgerskabet i højere grad stolede på den repressive tolerance, var det andre erfaringer, der gjorde sig gældende. Ganske vist forsøgte borgerskabet overalt at undertrykke den frembrydende arbejderbevægelse, men det gjordes på vidt forskellige måder. I Storbritannien lod man efter Chartismens bortvisnen omkring 1850 i vidt omfang fagforeningerne i fred - de havde, som Engels udtrykte det over for Bernstein i 1882, udviklet sig til et parti til opretholdelse af lønarbejdet; denne blide behandling af de faglige organisationer og dermed af visse dele af arbejderklassen var muliggjort af det engelske borgerskabs stilling på verdensmarkedet. Det var først efter 1900, da de faglige organisationer som følge af ny anti-organisationslovgivning (Taff Vale) blev kraftigt hindret i deres arbejde, at de frigjorde sig fra de borgerlige partier og oprettede deres egen parlamentariske repræsentationsorgan, det senere Labour Party. I Danmark blev den første ledergeneration tvunget til at udvandre til USA i 1877. I samtlige østeuropæiske lande uden for østrig-Ungarn blev de spæde forsøg på handling fra den opstående industriarbejderklasses side totalt undertrykt, og for så vidt der overhovedet opstod en arbejderbevægelse, var den illegal. I Belgien blev valgretskampene, der fandt sted i 1880erne, slået ned ved indsættelse af militæret.
En anden central erfaring, som mange arbejdere gjorde, ud over den statslige undertrykkelse, gik ud på, at deres materielle undertrykkelse i det kapitalistiske system var ens overalt, og at politisk og materiel undertrykkelse var indbyrdes forbundne. Det var en erfaring, som kunne være gjort, mens de var 'på valsen', dvs. på egen svendevandring, eller når de arbejdede sammen med andre vandrende svende hjemme hos sig selv. Ganske vist omfattede denne migration kun et mindretal inden for arbejderklassen, men der var tale om et stort og forholdsvis aktivt mindretal, der fik større betydning, end deres antal egentlig skulle berettige til, så meget mere som disse svende udgjorde et friskt pust i den hjemlige befolkning, idet de bragte erfaringer med sig fra udlandet, og således også blev formidlere af de nye socialistiske ideer. Det var ikke noget tilfælde, at det i 1840erne kom til begrænsninger i rejseaktiviteterne for vandrende svende, således at de ikke længer måtte rejse, hvorhen de ville. Erkendelsen af, at kapitalismens udbytning var mere eller mindre den samme overalt, at den beroede på modsætningen mellem arbejde og kapital, var basis for en uklar og ofte ubevidst internationalisme.
Der findes flere eksempler hentet fra gamle arbejderes erindringer , men også skriftlige vidnesbyrd fra 1880erne, der viser, at disse erfaringer eksisterede, men at det først var efter, at de var blevet knyttet sammen med den marxistiske forklaring, at de blev frugtbare for arbejderbevægelsens opståen. Artikuleringen og systematiseringen af vurderingen af de bestående forhold under inddragelse af de erfaringer, som væsentlige dele af arbejderklassen havde gjort, førte til en bredere forståelse af Marx og Engels i arbejderorganisationerne. Denne sammensmeltning mellem umiddelbar arbejderbevægelse og marxisme fandt først og fremmest sted i årene efter Marx' død; i disse år begyndte den at udvikle sig på en modsætningsfyldt måde og på et ufuldkomment grundlag, nemlig på de betingelser, som herskede under kapitalismens forholdsvis fredelige udvikling. På intet tidspunkt var marxismen det eneste udgangspunkt for arbejderbevægelsens teoretiske vurderinger; i 1890erne blev den nok den førende retning, navnlig i de lande, hvor den tyske arbejderbevægelsen fungerede som forbillede, hvilket kun i begrænset omfang var tilfældet for et stort land som Frankrig og slet ikke var tilfældet for Storbritanniens vedkommende. Mod slutningen af 1890erne opstod der påny en stærk modbevægelse, der indoptog visse elementer fra tidligere eksisterende teoretiske vurderinger, nemlig revisionismen.
I det årti, der lå mellem Marx' og Engels'død, bestræbte Engels sig, med et vist held, på at overvinde de forskellige ikke-marxistiske tendenser i arbejderbevægelsen. Han gik til opgaven ad forskellige veje. Han arbejdede videre med udbygningen af den marxistiske teori, han forsøgte at videreføre Marx' teoretiske arbejde, man kan med betydelig forsigtighed hævde, at han foretog en vis systematisering af marxismen - hvilket i nogen grad er i modstrid med Engels' opfattelse af dialektikken - og gennem sin korrespondance med repræsentanter for de forskellige arbejderorganisationer forsøgte han at skabe en gruppe klart tænkende marxister, der selvstændigt ville kunne
arbejde videre under den samfundsudvikling, der var i konstant forandring. Således intervenerede han i arbejderbevægelsens diskussioner om det videre arbejde, deltog i de nødvendige politiske aktioner såsom planlægningen af den Internationale Socialistkongres i Paris 1889, opretholdt kontakten med de forskellige nationale organisationer og formidlede kontakter mellem disse. Dette fremgår nok først og fremmest i korrespondancen med arbejderbevægelsens ledere i de forskellige lande, her kan f.eks August Bebel, Karl Kautsky, Paul Lafargue, italieneren Antonio Labriola og andre nævnes. Hertil kommer desuden korrespondancen med yngre, tyske socialdemokrater; denne drejede sig til dels om den materialistiske historieopfattelses problemstillinger.
På dette sted skal jeg ikke komme nærmere ind på kontroverserne om Engels' arbejde med udgivelsen af 'Kapitalens' bind 2 og 3. I korrespondancen refereres der hyppigt til dette arbejde, f.eks. nævner han, at han bruger megen tid på at få de mere eller mindre ufærdige manuskripter føjet sammen til en læselig tekst. Det siger selvfølgelig intet om kvaliteten af hans indsats, men dog at han påtog sig dette for ham at se nødvendige arbejde, og således opgav planer om egne afhandlinger. Hvorom alting er, fremlagde han bindene, og det i den form, de benyttes den dag i dag. Den nu muliggjorte diskussion af, om Engels har ændret meget eller lidt, eller om han ikke har forstået teksterne, kan tages op ved hjælp af de manuskripter, der for første gang er offentliggjort i MEGA (II. Abt. Band 4.2). Men i de kommende år vil yderligere manuskripter blive offentliggjort, og måske vil det derefter blive muligt at nå frem til en afklaring, der ikke beror på småtterier. Her må man gøre sig klart, at Marx og Engels hverken var siamesiske tvillinger, eller at den den ene frit kunne udveksles med den anden. Der var tale om to selvstændige personer, der begge på afgørende vis har bidraget til udviklingen af en kritisk teori. De har på forskellig måde bidraget til udviklingen af denne teori og dens enkelte dele. Engels tillagde Marx hovedrollen, men det forekommer futilt at forsøge at konstruere sig frem til en konflikt mellem de to, således som politiske modstandere har forsøgt siden slutningen af det 19. århundrede. Det er langt mere afgørende, at de to samarbejdede fra slutningen af 1840ene og gensidigt støttede hinanden.

Teoretisk afklaring
Det kan entydigt fastslås, at Engels sørgede for, at en række tekster såvel af ham selv som af Marx gjordes tilgængelige for brede arbejderkredse. Han bestræbte sig på at få disse afhandlinger udgivet, forsynede dem i flere tilfælde med nye forord, hvori han aktualiserede de historiske tekster. Desuden brugte han tid på at undersøge oversættelsernes kvalitet, hvilket bl.a. fremgår af en polemik om "Wie man Marx nicht übersetzen sollte" (1885). Fra en undersøgelse ved vi, at 'Det kommunistiske manifest' ofte er den første i en række udgivelser af populære skrifter, som nyopståede arbejderorganisationer har udgivet. En række af disse udgivelser har Engels ligeledes forsynet med nye forord. Manifestet er givetvis, som bl.a. Antonio Labriolo konstaterede, af stor betydning, men det var allerede i 1880erne en historisk tekst uden umiddelbar aktualitet, og derfor producerede Engels en form for tekstkorpus, som han syntes kunne bruges som en form for introduktion til marxismen, og som han ønskede offentliggjort på flere sprog mere eller mindre samtidigt, således at de altid var tilgængelige. Det drejede sig bl.a. om Socialismens udvikling fra utopi til videnskab, Familiens, privatejendommens og statens oprindelse, Ludwig Feuerbach og den klassiske tyske filosofis udgang og nyudgivelsen af Den arbejdende klasses stilling i England af Engels selv; af Marx' skrifter bl.a. Lønarbejde og kapital, Klassekampene i Frankrig 1848/50, Louis Bonapartes 18. Brumaire, Borgerkrigen i Frankrig, Løn, pris og profit, Randbemærkninger til det tyske arbejderpartis program [Kritik af Gotha-programmet]. På dette grundlag samt nogle yderligere skrifter, hvoriblandt Anti-Dühring indtog en særlig stilling i Tyskland (mens Engels levede, blev den ikke oversat til andre sprog) etableredes et fælles tekstmateriale, hvorpå den såkaldte 'II. Internationales marxisme' udviklede sig. I denne forbindelse må Kapitalen naturligvis ikke glemmes: Frem til Engels' død udkom første bind på tysk, russisk, fransk, polsk (ukomplet), dansk, italiensk, spansk (ukomplet), engelsk og hollandsk (ukomplet), andet bind udkom på tysk, russisk og dansk og tredje bind på tysk og russisk (1896). Oplagene var for nogles vedkommende store, 2. franske oplag fra 1885 var oppe på 15.000 eksemplarer, mens det danske oplag - formentlig det første udgivet af en arbejderorganisation - var på omkring 800 eksemplarer, et for det lille sprogområde betydeligt oplag. Disse udgaver ledsagedes af introduktioner til Kapitalen som f.eks. skrevet af Johann Most, Ferdinand Domela Nieuwenhuis (dansk udgave 1888), Carlo Cafiero, Gabriel Deville, Karl Kautsky og Edward Aveling, og disse udkom ligeledes på forskellige sprog.
Disse bestræbelser på at skabe et fælles teoretisk fundament for den internationale arbejderbevægelse var alt i alt vellykkede. Man bør ikke overvurdere resultatet, men selv efter at revisionismen begyndte at optræde i sine forskellige varianter, udviklede der sig et fælles ståsted, hvilket klart genspejledes frem til 1914 f.eks. i "Neue Zeits" spalter. Der var mange udenlandske medarbejdere til "Neue Zeit", og de formidlede deres egne arbejderbevægelsers centrale problemer ikke blot til en tysksproget læserkreds, men også længere ud til den internationale arbejderbevægelse, og man lagde ude i verden mærke til, hvad der stod i "Neue Zeit". Procenten af artikler i "Neue Zeit", der beskæftigede sig med ikke-tyske emner voksede fra 41% i begyndelsen af 1890erne til lidt under 50% frem til 1912, og der rapporteredes fra i alt 34 lande. Samme tendens viser en gennemgang af andre, samtidige tidsskrifter såsom "Le Mouvement Socialiste", der udkom i Paris, "International Socialist Review" i Chicago, i mindre grad i "Critica Sociale" (Milano). Det var ikke tilfældigt, at den danske partipresse, når den talte om "vort parti i Tyskland", mente SPD og ikke det danske mindretal i Tyskland, hvilket den borgerlige presse i 1912 bebrejdede det danske socialdemokrati. SPD's hovedorgan "Vorwärts" brugte omkring 5% af pladsen på at rapportere fra udlandet. Den danske Social-Demokraten havde en forholdsvis høj procent af internationale arbejdernyheder, 1871-1890 omkring 18%, mens procenten i perioden 1904-1912 var faldet til omkring 10.
Men dette oplysende arbejde måtte, og blev også, støttet af praktiske internationale solidaritetsforanstaltninger, som f.eks. støtte til strejker, indsamlinger til valgkampagner i udlandet, fælles demonstrationer og udtalelser ved truslen om krig og fra 1890 først og fremmest demonstrationerne den 1. maj til fordel for ottetimersdagen.

Engels' korrespondance
I sin korrespondance kom Engels ind på mange spørgsmål, af hvilke nogle kun er af biografisk interesse - som f.eks. bønner om finansiel hjælp fra gamle kammerater, der var blevet ramt af sygdom. Mange af brevene er ikke engang af biografisk interesse, og for manges vedkommende kan man kun undre sig over, at Engels har svaret på dem, fordi de er skrevet i et hysterisk tonefald. Men åbenbart har Engels følt sig forpligtet til ikke blot at besvare de breve, der kom fra lederne elle de unge intellektuelle, men også på dem, der kom fra arbejdere og funktionærer, der spurgte ham til råds. Således henvendte en vis Isidor Ehrenfreund fra Wien, en person man ikke ved andet om, end at han arbejdede i en bank, sig til Engels for at få hjælp med hensyn til, hvilken litteratur han skulle anskaffe sig. I denne sammenhæng nævnte han også antisemitismen i østrig, og Engels gik meget nøje ind på dette spørgsmål. Ehrenfreund og andre med ham gik ud fra, at antisemitismen var en slags forløber for socialismen, og Engels vendte sig mod en sådan udlægning. Efter hans vurdering var antisemitismen et karakteristisk træk for en tilbagestående kultur og især for en endnu ikke fuldt udviklet kapitalisme. Det var kun der, hvor der ikke eksisterede en virkelig stærk kapitalistklasse, at den jødiske (handels)kapital spillede en rolle, og dér kunne der opstå en antisemitisme, der i det væsentligst var båret af de småborgerlige lag. Denne ville blive fortrængt af kapitalismens koncentrationstendenser. "Antisemitismen er altså ikke andet end en reaktion fra middelalderlige samfundslag, der er på vej mod deres undergang, mod det moderne samfund, der i det væsentlige består af kapitalister og lønarbejdere og tjener derfor kun reaktionære formål iført en tilsyneladende socialistisk forklædning", siger Engels (Über Antisemitismus, MEW Bd. 22, s. 50). Tilsyneladende var det jødiske spørgsmål i disse år påny dukket op i ny udformning, og Engels tog stilling til det på en for ham karakteristisk måde: På den tid var der opstået en jødisk arbejderbevægelse, f.eks. i Londons East-End, og i samme øjeblik, der blandt jøder havde udviklet sig en arbejderbevægelse, tog han den alvorligt og sympatiserede med den - ikke specielt med jøder - men med den jødiske arbejderbevægelse, hvilket så igen påvirkede hans vurdering af jøder. Han var enig med Marx i dennes vurdering, som den kom til udtryk i forbindelse med 'Kritikken af Gotha-Programmet' om, at et skridt virkelig bevægelse var vigtigere end et dusin programmer. Og det er også i dette lys, man skal se Engels' indtræden i 'Independent Labour Party' i 1893.
Ved siden af hans korrespondance med tysktalende socialister, må korrespondancen med de fransktalende betragtes som den vigtigste; den er bortset fra brevvekslingen med Paul og Laura Lafargue ikke offentliggjort. I det omfang, korrespondancen endnu eksisterer, vil den udkomme i den nye MEGA. Situationen for socialisterne i Frankrig var kompliceret; der var tale om flere, udpræget forskellige retninger, hvoraf den marxistiske ved Jules Guesde og Paul Lafargue ganske vist havde en vis indflydelse i provinsen, men kun var svagt repræsenteret i Paris. Der havde Auguste Blanquis' tilhængere og efterfølgere stor støtte, de hørte til i den revolutionære tendens; herudover fandtes der i Paris forskellige possibilistiske dvs. reformistiske retninger. Marxisterne havde i Jules Guesde en åbenbart fremragende agitator og i Paul Lafargue en efterhånden betydelig teoretisk begavelse, og de kunne i disse år styrke deres indflydelse, selvom de led under visse dogmatiske svagheder, hvilket kom til udtryk i den boulangistiske krise, hvor de i 1888-89 - i modstrid med Engels' råd og ønske - ikke gik ind i kampen mod den tidligere general Georges Boulanger, men derimod forholdt sig passive. Boulangers populistiske demagogi udgjorde imidlertid en fare for den gryende arbejderbevægelse, fordi den virkede tiltrækkende på visse lag i arbejderklassen.
Engels tillagde den franske arbejderbevægelse stor betydning - selv om tyngdepunktet i den internationale arbejderbevægelse midlertidigt lå i Tyskland - og forsøgte især at påvirke Guesdes og Blanquis tilhængere. Efter hans opfattelse var de store stater vigtigere end de små, og af den grund var han specielt interesseret i udviklingen i Frankrig. Det betød ikke, at han undervurderede udviklingen i Storbritannien; i årevis forsøgte han at finde frem til en god oversætter til en engelsk udgave af Kapitalen, men hans korrespondance med englændere er relativ sparsom, eller også har den ikke overlevet. På samme måde forholder det sig med USA, Engels havde nærmest ingen kontakt med den egentlige amerikanske arbejderbevægelse - i hvert fald har kun ganske få breve overlevet.
Men i Frankrig så han en mulighed for at påvirke udviklingen. Hans breve er derfor også af en anden karakter end f.eks. korrespondancen med de gamle kammerater, med hvem det ikke længere var nødvendigt at diskutere de grundlæggende principper, men hvor det derimod drejede sig om at vurdere de aktuelle begivenheder. I forhold til franskmændende - heriblandt også Paul Lafargue, der som Laura Marx' mand stod ham nær - forholdt han sig på en noget anden måde. Ganske vist var guesdisterne de egentlige fortalere for marxismen i Frankrig, men ifølge den kommunistiske historiker Claude Willard havde de kun forstået marxismen halvvejs og brugte den ikke som videnskabelig metode, men som en opskrift. De vendte op og ned på forholdet mellem teori og praksis og anvendte udsagn, der havde været tænkt til at gælde for andre tider og forhold, på den samtidige franske virkelighed, og kom på den måde nærmest ved et tilfælde frem til vurderinger, der gjorde det muligt at få en formativ indvirkning på den franske arbejderbevægelse.
Bortset fra korrespondancen med Lafargue har kun få af Engels' breve stilet til franskmænd overlevet , men der eksisterer dog flere stilet til ham, der skal offentliggøres i de kommende bind i III afdeling af MEGA; her vil jeg derfor kun kort komme ind på nogle af brevene til Lafargues. Det drejer sig om dem, der beskæftiger sig med valget til den franske Nationalforsamling i efteråret 1889. Engels' bedømmelse af valgresultatet var yderst forskellig fra Paul Lafargues og Jules Guesdes: mens disse to først og fremmest så det øjeblikkelige nederlag, nemlig det at de ikke selv var blevet valgt ind, var de langsigtede følger af valgresultatet afgørende for Engels (desuden havde det marxistiske parti efter hans mening også klaret sig godt på kort sigt): nemlig en afklaring af den generelle situation, samtidig med at sekundære modsætninger, der hidtil havde stillet sig hindrende i vejen for opbygningen af et arbejderparti, nu var forsvundet. Afklaringen af situationen var for ham det afgørende: den populistiske retning omkring Boulanger havde lidt fuldstændig nederlag, og monarkisterne havde ikke kunnet hævde sig. "Det vil efterhånden komme til at betyde, at monarkismen ikke længere vil befinde sig på et praktisk politisk grundlag, men går over til at hvile på et grundlag af politik båret oppe af følelser, monarkisterne vil tilnærme sig opportunismen, der vil blive dannet et nyt konservativt parti af dem begge, og det vil komme til kamp mellem dette konservativt-borgerlige parti mod småborgere og bønder (radikale) og mod arbejderklassen; en kamp hvori socialisterne fra arbejdeklassen snart vil få overtaget over de radikale" ... "den indre logik i udviklingen i Frankrig vil givetvis overvinde alle sekundære spørgsmål og forhindringer" ... "alt, hvad vi kan forlange, er, at alle disse sekundære spørgsmål bliver fjernet, og at slagmarken bliver gjort fri til kampen mellem de tre store grupper i det franske samfund: bourgeois, petits bourgeois et paysans, ouvriers [borgerskab, småborgerskab og bønder, arbejdere]." Det bør tilføjes, at Engels ikke forventede, at denne udvikling nødvendigvis "forløber i denne enkle, klassiske form", men det, som er afgørende ved hans analyse, er, at han i det forvirrede valgresultat kunne se de konsekvenser, som formentlig ville opstå, nemlig den politiske konsolidering blandt det franske samfunds hovedgrupper. Ligesom boulangismen udgjorde den store forhindring i Frankrig, var det i Storbritannien det irske spørgsmål, der stillede sig hindrende i vejen for dannelsen af et uafhængigt arbejderparti.
Den form for rådgivning var vigtig, og såvidt man kan bedømme, blev dette brev diskuteret af de ledende folk i det franske arbejderparti. Det forekom også hyppigt, at Engels' breve offentliggjordes i arbejderpressen (som f.eks. det ovenfor omtalte brev til Isidor Ehrenfreund, der kort efter, at det var skrevet, offentliggjordes i flere aviser) og altså ikke kun forblev en privat brevveksling.

Den historiske materialismes indhold
Omkring 1890 opstod der med udgangspunkt i en kritik fra den tyske historiker Paul Barths side en diskussion om den historiske materialismes indhold. Som bekendt havde Marx i 1859 i 'Kritiken af den politiske økonomi, Forord' formuleret det 'almindelige resultat', der da han først havde erkendt det, kom til at udgøre hans ledetråd: "I den samfundsmæssige produktion af deres liv træder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige forhold, produktionsforhold, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkræfter. Totaliteten af disse produktionsforhold danner samfundets økonomiske struktur, den reelle basis, på hvilken der hæver sig en juridisk og politisk overbygning, og hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer ... Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed".
Selv om Barths kritik egentlig ikke er af nogen særlig vigtighed, fik den allegevel en vis betydning pga. de reaktioner, den fremkaldte fra bl.a. Franz Mehring, SPDs første betydningsfulde historiker, der sidst i 1880erne var trådt ind i socialdemokratiet og var gået over til marxismens teoretiske positioner. Det var ikke kun Mehring, men også en lang række yngre akademikere der blev inddraget i diskussionen, og derfor foreligger der en række breve fra Engels' hånd, hvori han beskæftiger sig med den materialistiske historieopfattelse og forklarer den nærmere.
Efter at 'historiens afslutning' nu er blevet udråbt, kan man spørge, hvorfor man i dag skal beskæftige sig med sådanne metodemæssige problemstillinger. For det første fordi, de har en historisk betydning, og for det andet fordi disse spørgsmål tages op til diskussion. Man har i det seneste tiår med mellemrum - og sikkert ikke kun i Danmark - debatteret den rolle, marxistisk inspirerede historikere har spillet. Kampen om fortolkningen af historien aktualiseres af angreb på de marxistisk inspirerede historikere, og det synes ofte at være et tilstrækkeligt argument for kritikerne at hænge dem ud som marxister. Til trods for den svaghed, der måtte have præget diskussionen for hundrede år siden, ligger dagens niveau efter min mening lavere.
Hvad var det egentligt, der lå Engels på sinde i denne diskussion? Han så et problem i de 'fatale venner af den materialistiske historieopfattelse' (brev til C. Schmidt af 5. august 1890), der udgav sig for at være tilhængere af den, men som havde gjort teorien til en frase. Ganske vist mente han, at en del af skylden herfor var at finde hos Marx og ham selv, fordi de i for høj grad havde understreget hovedprincippet, at de altså i den almene diskussion ensidigt havde fremhævet den økonomiske side. Den fejl havde de ganske vist ikke begået i forbindelse med deres konkrete undersøgelser, Engels henviste bl.a. til Louis Bonapartes 18. Brumaire (Brev til Joseph Bloch 21.-22. september 1890). Den 18. Brumaire er en samtidig politisk analyse af den samfundsmæssige udvikling samt en metode - og netop ikke en analogi - der ca. 80 år senere af August Thalheimer anvendtes på analysen af den samtidige fascistiske udvikling i Italien og Tyskland. I 'sidste instans' var produktionen det bestemmende element i historien, men jo ikke uformidlet og ikke det 'eneste bestemmende'. De forskellige faktorer i overbygningen - og ikke mindst i deres genspejling i folks hoveder - havde betydning for konflikternes forløb og bestemte i mange tilfælde deres form. Denne vekselvirkning mellem de forskellige elementer havde betydning, og det var først i sidste ende, at den økonomiske bevægelse ville slå igennem. "Det, de herrer alle mangler, er dialektik. De ser altid kun årsag hér, virkning dér" (til C. Schmidt 27. oktober 1890).
Den nødvendige differentiering af teorien, som Engels her foretog, var afledt af hans bestræbelser på at vinde unge videnskabsfolk for arbejderbevægelsen. Dette var bestemt ikke uproblematisk, fordi netop akademikere har en vis tendens til at gå ind i partiet/bevægelsen fra venstre og efter nogen tid at forlade det/den til højre. Engels var sig dette problem bevidst. Naturligvis spillede det også en rolle, at det åbenbart var nødvendigt at understrege det, som han hidtil havde troet var en selvfølge, nemlig at den marxistiske teori var en måde at begribe på, altså en metode uafhængigt af det givne stofområde og den historiske situation, ikke en blot og bar overtagelse af mere eller mindre evige sandheder. Det var med rette, Engels gik ind i denne kamp, for arbejderbevægelsen var delvis allerede stivnet, havde lagt sig fast på bestemte standpunkter og kunne ikke finde ud af at bruge metoden.
Da Rosa Luxemburg for første gang deltog i en international kongres, vakte hun megen modstand, netop fordi hun i diskussionen om Polens stilling i Czarriget forstod at anvende metoden på samtiden, hvorimod hendes modstandere holdt fast i de gamle paroler om Polens uafhængighed, som Marx i sin tid havde udviklet dem. Men Polens uafhængighed havde i 1893 en anden betydning, end tilfældet havde været før 1848, da den havde kunnet bidrage kraftigt til Czarrigets undergang - men alligevel holdt anerkendte ledere i arbejderbevægelsen såsom Wilhelm Liebknecht og den russiske eksilorganisations teoretiske hovedkraft, Georgij Plechanov, fast ved den. Og endnu et eksempel: I 1878 havde Marx holdt på, at det var ønskeligt, at det tyrkiske rige blev opretholdt, fordi det udgjorde en form for bolværk mod Czarriget. 30 år senere havde forholdene ændret sig, og Luxemburg gik ind for, at de forskellige nationer i det tyrkiske rige havde ret til befrielse og selvbestemmelse, fordi dette aktuelt set var den rigtige politik, og kom påny i modsætningsforhold til dem, der kendte de gamle paroler, men ikke havde forstået begrundelsen for dem.
Engels' betydning ligger i hans (og Marx') analytiske metode, ikke i de enkelte udsagn, der kun kan forstås i deres historiske kontekst. Han deltog i udpræget grad i udarbejdelsen af den marxistiske politik, omend han med henblik på arbejderbevægelsens fremskridt og chancerne for at finde en løsning på de samfundsmæssige konflikter via en revolution var præget af en for stor optimisme. Derfor fremsætter han også i sin korrespondance sommetider konfligerende udsagn, men dette er ikke afgørende.