Stig Hegn: Et herligt liv – en ungdom i VS og afdelingen i Esbjerg

120,00 kr

På lager

Stig Hegn: Et herligt liv – en ungdom i VS og afdelingen i Esbjerg. Udgivet december 2015, 422 sider.

Det var år, der var værd at mindes:

Dengang Venstresocialisterne dominerede den politiske scene. Det var dengang, da rensnings-anlægget Lynetten blev blokeret i protest mod den giftige epoxymaling. Med VS-borgmesteren Villo Sigurdsson i spidsen. Det var dengang, hvor Nørrebro var blokeret i protest mod
saneringer, hvor folketingsmedlemmet fra VS, Thio Tyroll, var på sin parlamentariske plads: blandt de, der blokerede nedrivningen af lege-pladsen Byggeren.

Det var årene, hvor ungdomsoprøret fandt sit politiske udtryk, ikke med hash og bare
bryster i Thylejren, men i en aktiv kamp mod et borgerligt samfund, hvor socialdemokraterne og andre borgerlige forsvarede det bestående. Men hvor VS viste vejen til forandring – det politiske fra ungdomsoprøret i 1968, som blomstrede i perioden 1975-85.

Det er en partisoldat fra Esbjerg, Stig Hegn, der fortæller om en ungdom, hvor VS spillede hoved-rollen. Vi følger arbejdet i afdelingen og deres blad, VS-kysten. Vi følger VS’ hovedbestyrelse og kongresser. Men vigtigst: hvordan var det med VS og det faglige arbejde, alle fagforeningerne, alle strejkerne og besættelserne: Uniprint, havnearbejderne, strejkestøtten, påskestrejkerne – dengang arbejderne kæmpede og ikke ville finde sig i den borgerlige indkomstpolitik.

Vægt700kg

Bedømmelser

  1. Vurdering af Solidaritet den 4. februar 2016 :

    Stig Hegn: Et herligt liv – en ungdom i VS og afdelingen i Esbjerg. Solidaritet 2015.
    Anmeldt af Niels Overgaard Hansen

    Jeg tilhører vel en oplagt målgruppe for SH’s bog. Jeg var aktiv i VS-Viborg i det meste af den periode, som bogen omhandler, en slags mini-VS-Esbjerg med et meget højt aktivitetsniveau, møder, lokalt blad, salg af Solidaritet, uddelinger, strejkestøtte, internationale solidaritetsarrangementer + det faste med 1. maj, valgkampe mm.
    Tilbage til SH’s bog, eller vel rettere frem til den. Det er et meget læseværdigt, lærerigt og politisk nødvendigt værk. Læseværdigt i kraft af den personlige synsvinkel – det tænder læseren, at det er et menneske af kød og blod, endda et politisk sådant, der fortæller om sine oplevelser, erfaringer og overvejelser. Lærerigt, fordi det personlige ikke er rettet indad mod det private, men udad mod en forståelse af den tid og de forhold, der fortælles om. Og politisk nødvendigt, fordi det på denne måde bliver muligt at fastholde og videreudvikle de erfaringer, som bogen vidner om.
    En anmelder, der har været hurtigere ude end mig (Jens Otto Madsen i Socialistisk Information 3.1.2016) mener, at bogen er rigelig lang. Et pænt stykke ind i den opfattede jeg den nok mest som en minderune over VS og Faglig Fællesliste i almindelighed og VS-Esbjerg i særdeleshed, hvor der var mange runer på begge sider af stenen, men det hænger nu også sammen med et meget højt dokumentationsniveau (519 noter, meget tit relevant uddybende), der sikrer bogens værdi som genstand for fremtidige studier, og skaber fast grund under de ansatser til mere udførlige analyser, som bogen giver. Et smukt eksempel på det er afsnittet om påskestrejkerne i 1985, der også giver et godt indtryk af SH’s betydelige andel i aktiviteterne dengang.
    Der er to passager, som jeg vil trække frem – afsnittet om politiovergreb og – overvågning med afsæt i havnearbejderstrejken i 1982 og Karl Jørgensen-sagen, og afsnittene om ’de dovne folketingsmænd’ og Villo Sigurdsson.
    Det er godt at få genopfrisket historien om Karl Jørgensen, havnearbejdernes talsmand, der kom til at opleve den kapitalistiske statsmagts undertrykkelsesapparat på en særlig brutal og nederdrægtig måde. Det var højtstående repræsentanter for den udøvende og dømmende magt, agtede borgere, der sikkert senere fik kors og bånd og stjerner på, der lod Karl Jørgensen arrestere en meget tidlig morgen, holdt ham varetægtsfængslet i et halvt år, forbød besøg af arbejdskammerater, fabrikerede og anvendte løgne imod ham under sagsforløbet og tilbageholdt udsagn, der kunne vise sagens grundløshed, sådan at den invaliderende varetægtsfængsling kunne fortsætte.
    Afsnittene om Karl-Jørgensen-sagen og Ribus-konflikten følges op af en grundigt dokumenteret gennemgang af, hvordan faglig aktivitet kom med på listen over anslag mod statens sikkerhed. PET’s aktiviteter var iværksat og blåstemplet af magtens inderkreds, og SH bidrager til at minde om, at selv om det partitur, der spilles efter nu, er tillempet tidens toner, og arbejdsgangene mere sofistikerede, så er målet det samme – at forsvare den kapitalistiske stat mod reelle og indbildte trusler, og midlerne vil altid være bestemt af situationen, så borgernes retssikkerhed og almindelig anstændighed kan nu som dengang viftes til side, hvis det skønnes nødvendigt.
    En anden af bogens store fortjenester er redegørelsen for Kurt Hansens og Thio Tyrolls indsats. Det er godt, at de nu bliver ydet partihistorisk retfærdighed, og især at den tætte sammenhæng mellem folketingsarbejdet og de kampe, der fandt sted, f.eks. omkring Byggeren og Lynetten, bliver trukket frem. Tilsvarende gælder det fine afsnit om Villo Sigurdsson i relation til kommunalpolitikken.
    Et vigtigt aspekt af den periode, der skildres i bogen, er fraktionskampen i VS. SH redegør for, hvad den gik ud på, og hvordan den blev udført – rimelig nøgternt i betragtning af, at det er et partsindlæg. Jeg kan savne noget om denne kamps omkostninger – det er ikke en kritik, for det er ikke SH’s ærinde. Han har kaldt sin bog ’Et herligt liv’, men den gensidige mistænkeliggørelse, karrikeringen af politiske modstandere inden for partiet, intrigerne mm – ikke at jeg har fortrudt at jeg var med dengang, der var gode oplevelser og vigtige erfaringer, men ’herligt’ synes jeg nu ikke at det var. Det er så bare min personlige kvababbelse, men den giftige atmosfære, sammen med det opskruede aktivitetsniveau, medførte også et betydeligt politisk ressourcespild – mange blev frastødt efter kort tid, andre gik fra borde undervejs, slidt op, udbrændte eller desillusionerede, og så var der jo også nogen, der holdt kursen og tøffede videre med nedsat fart.
    Tilbage til det med målgrupperne. Ja, der var os, der var med dengang, og det kan da være sjovt, vemodigt eller lignende at tænke tilbage på kolde vintermorgener med uddeling på Grundfos, lugten af tapetklister, fællessang på afdelingsmøderne osv, men det er jo slet ikke den vigtigste målgruppe. Det er dem, der er kommet til senere og er politisk aktive i dag, og jeg mener virkelig at det er vigtigt at abstrahere fra alt det med fortidens bedrifter, man kan nøjes med at betænke os med overbærenhed, og så give sig i kast med bogen. Det var en anden tid, socialt, kulturelt og politisk, men når den i mange henseender bliver beskrevet så udførligt, som SH gør, så kan netop forskellene måske være med til at tydeliggøre billedet af, hvordan det er i dag – hvor står vi, hvilke brudflader og muligheder er der, hvilke opgaver står vi overfor nu.

Tilføj bedømmelse

Tilføj en bedømmelse

*