Jeg nægter!

150,00 kr

På lager

Jeg nægter!

Det var i 1960erne og 1970erne militærnægteriet kulminerede i Danmark, og bogen giver et livligt og detaljeret indblik i nægternes liv og bedrifter dengang, i bl.a. den aktive Militærnægterforeningen. 

Men starten er et tilbageblik på Frederik Bajer med Dansk Fredsforening og Hørups kamp mod bevillinger til militæret. Så de vigtige bevægelser Kampagnen mod Atomvåben, Nej til Atomvåben som forudsætning for nægteriet.

Udlandet inspirerede den danske kamp, dels War Resisters’ International, dels Marx og Karl Liebknecht. 1930erne og den kolde krig prægede på hver sin måde fredskampen og antimilitarismen. Bogen slutter med et afsnit mod Danmarks militaristiske udenrigspolitik og kampen mod den i vor tid.

Alt dette fremstiller bogen fra en hel del vinkler, mange nægtere har bidraget med synspunkter og oplevelser, mange nægtere har fundet billeder fra dengang i Gribskov og Kompedal hvor blomsten af Danmarks ungdom flokkedes.

Bogen er Danmarks første samlede beskrivelse af militærnægtelse, pacifisme og kampen mod krig.

Foto fra reception på Dokk1 i Århus den 29.11.2017

– biblioteksanmeldelse af 'Jeg nægter!' og Ole Galster Bachs anm. i bladet Solidaritet, se afsnit Bedømmelse

 

 

Vægt700kg

Bedømmelser

  1. Vurdering af Solidaritet den 16. marts 2018 :

    Kort om bogen
    En historisk gennemgang af den dansk militærnægterbevægelse og dens ideologisk rødder. For historisk interesserede og tidligere og nuværende nægtere.

    Beskrivelse
    Den tidligere biblioteksleder og ikke mindst militærnægter Stig Hegn har skrevet historien om dansk pacifisme og militærnægterbevægelsen. Bogen starter med den civile ulydighed blandt frivillige studenter, der var med til at beskytte København under Svenskekrigen 1658-60. Med udsyn til den socialistiske bevægelse i udlandet med især Marx, Engels og Karl Liebknecht fortælles om den danske scene med Viggo Hørup og Frederik Bajer i centrum. Forskellige fredsbevægelser gennemgås og der afsluttes med beskrivelse af nægterlejrene, nægternes politiske arbejde og udstationeringerne. Bogen er rigt illustreret med både historiske fotos og privatbilleder. Forfatteren har tidligere udgivet bøger om bl.a. VS’ historie i Esbjerg og en del lokalhistoriske skrifter.

    Vurdering
    Det er en meget grundig bog, der kombinerer stor faglig indsigt med personlige betragtninger og minder.

    Andre bøger om samme emne: Militærnægterproblemet i Danmark 1914-67 (108 sider), der er en bearbejdet specielafhandling, er den eneste anden større skriftlige fremstilling af historien.

    Til bibliotekaren
    For centralbiblioteker og de største hovedbiblioteker.

    Materialet vurderet af: Per Månson, biblioteksleder Haderlslev

  2. Vurdering af Solidaritet den 16. maj 2018 :

    FRA NÆGTERBOMBEN I 70ERNE
    -TIL AFGHANISTAN-BOMBENDE SOLDATER

    I 100-året for den første dansk militærnægterlov fra 1917 har Stig Hegn skrevet en murstens-historie ”Jeg nægter! – Militærnægtelse i Danmark i 100 år”. – Hvorfor avlede Vietnamkrigen så mange krigsmodstandere, mens dansk deltagelse i Afghanistan- og Irak-krigene i stedet har avlet frivillige soldater?

    Af Ole Bach

    Så ku det ikke udskydes længere, jeg sku’ aftjene min værnepligt som militærnægter. Den første mandag i
    januar 1972 stod jeg tidligt op i Smedekollektivet på Frederiksberg og cyklede ind til Hovedbanegården. Jeg
    gik gennem Korsør-toget for at finde en, der lignede en nægter.

    Dér sad han alene i en kupé med langt, sort hår og guitarkassen oppe i bagagenettet. Jens Kjær Christensen,
    i dag borgerrepræsentant på Københavns rådhus, valgt fra Valby. Vi fik hurtigt gang i snakken om, hvad
    nægterskolen i Antvorskov ved Slagelse mon var for noget. Og kom til at dele den ene måneds ophold med
    oplysninger og tilbud om, hvilke jobopgaver man ku’ udstationeres i – peppet op med Burning Red
    Ivanhoe-fest, hvor sygeplejeelever fra den nærliggende skole var inviteret.

    Men vi og en tiendedel af den måneds 60 indkaldte nægtere endte med at vælge Ulfborg-lejren på den
    vestjyske hede. Efter os vakte det næste nægterhold på Antvorskov-skolen ballade i den borgerlige – de meldte sig til skydekursus på Antvorskov Kaserne!

    For at undgå lejrkuller efter tre uger i hvid vinter på den øde hede blev jeg reddet af en lægeerklæring. Jeg
    kom så formelt i udstationering på en lilleskole, men reelt pakkede og solgte jeg Unge Pædagoger rapporter
    og Benny Holst & Arne Würgler-plader mod EF plus organiserede gadedebat-aktioner mod Fællesmarkedet.
    – Indtil jeg efter ½ år blev opdaget og så lavede praktiske opgaver og malede på lilleskolen.

    Antimilitaristisk mursten
    Den ny bog fra forlaget Solidaritet ”Jeg nægter! – Militærnægtelse i Danmark i 100 år” kæder flot
    militærnægter-bevægelsens 100 år sammen med fyldige historier om dansk og international – især tysk –
    antimilitarisme, pacifisme, krigsmodstand og fredsbevægelser i 150 år. Mens der bare var 30-50 militærnægter årligt i de første 20 år og nu de seneste 10 … så eksploderede nægterbomben i 1972-74, hvor hver femte værnepligtig afviste at deltage i krig og forsvar af Danmark og NATO.

    Stig Hegn disker op med et mylder af historier – om Marx, Engels og 2. Internationales debatter om hvorfor
    arbejderklassens soldater ikke skal kæmpe mod andre landes arbejdere i kapitalisternes krige. Om dansk
    antimilitarisme og den socialistiske opfattelse frem til og efter 1. Verdenskrig. Samt fredsbevægelser og
    nye venstrefløjspartier fra 1945-2016.

    Den sidste halvdel af bogen giver 100 år med liv, arbejde, kultur og konflikter i militærnægterlejrene i
    Gribskov og Kompedal, især – med mange nægtererindringer fra skove og heden. Lige fra studiekredse, den
    overnattende gris på lejrchefens kontor og til nægterstrejker sidst i 60eren og først i 70erne. Samt flugten
    væk fra lejrkuller og ud på samfundsgavnlige udstationeringer i museer, teatre, skoler, foreninger m.m. –
    Faktisk ville mange kulturinstitutioner ha’ haft svært ved at klare sig godt uden militærnægtere, kulturlivets
    menige soldater.

    Hvad er en militærnægter for noget?
    Hvis du ikke lige kender en af de stadig færre nægtere, er her en definition på militærnægtelse – en der
    nægter at udføre militær værnepligt for nationen, fædrelandet – at forsvare sit land mod væbnede
    invasions-fjender.
    Eller sagt mere juridisk ifølge loven om civil værnepligt: ”Værnepligtige, for hvem militærtjeneste af enhver
    art efter foreliggende oplysninger må anses for at være uforenelig med deres samvittighed, kan af
    forsvarsministeren fritages for militær tjeneste mod at anvendes til andet statsarbejde, der dog ikke må
    tjene militære formål.”

    En foreløbig værnepligt blev indført af kongen i 1849, da der var brug for flere soldater til krigene 1848-50.
    Men den omfattede ikke præster, skolelærere o.a. 1849-1917 undlod ca. hver 10. at møde op på sessionen! F.eks. stak unge i havnebyer til søs eller ud på fiskeri for at undgå militærtjeneste.

    Nogle værnepligtige nægtede at blive soldater af religiøse grunde. – Militærtjeneste strider mod Guds ord,
    mente Niels Christensen lige før 1864-krigen mod Preussen. Han blev idømt 10 dages fængsel på vand og
    brød og derefter hjemsendt. Genindkaldt ved krigens udbrud nægtede Niels C. igen, så kom han 20 dage i
    fængsel og dømt til et års forlænget tjeneste. Men det lykkedes Niels Christensen at stikke af til Brasilien.
    En anden, der nægtede krigstjeneste, blev idømt 3 års tugthus – men nåede inden at flygte til Amerika.
    I tiåret før 1. verdenskrig skærpedes kampene omkring militarismen i 2. Internationale og især det tyske
    Socialdemokrati, som så brød linjen med at stemme mod militærbevillinger og strejke mod nationale
    krigserklæringer.

    Det var Socialistisk Ungdomsforbunds og Foreningen af Konsekvente Antimilitaristers skærpede kamp mod
    militæret og værnepligten, som pressede den radikale indenrigsminister Ove Rode og samlingsregeringen
    under 1. verdenskrig til at gennemføre loven om civil værnepligt 13. december 2017. – Andreas Fritzner,
    Holger Rasmussen, Christian Christensen, Marie Nielsen og Thøger Thøgersen m.fl. skabte med
    lydighedsnægtelse inden for militæret, agitationen for at vende geværet mod magthaverne, og stadig flere
    fængselsdomme og sultestrejker frygt i regeringen for antimilitarismen og social uro på bagsmækken.
    Danmark blev dermed det første land, som indførte muligheden for at blive militærnægter og aftjene sin
    værnepligt med civilt skovarbejde i 20 måneder, længere end militær værnepligt. Før England, Norge og
    Sverige vedtog lovene.

    ”Bevidste socialister må absolut erklære nægtelsen af militærtjeneste som det mest konsekvente middel i kampen mod militarismen” SUF, 1905

    Mange grunde til at nægte
    Unge har nægtet militærtjeneste af vidt forskellige grunde. Nogle var imod tvungen værnepligt som et indgreb i personlig frihed. Andre imod hæren i 1864-krigen og Københavns befæstning 25 år senere.
    Nogle pacifister vil ikke lære at dræbe andre mennesker. Mens religiøse som Jehovas Vidner og kvækere
    står fast på Biblens 5. bud: Du må ikke slå ihjel.

    Socialister er imod kapitalisternes militær, hvor arbejdere slås imod andre landes arbejdere. Og militæret
    kan bruges til at nedkæmpe arbejder-strejker og opstande.

    Bogen fortæller også, hvordan nogle revolutionære socialister og DKUere i perioder har valgt at gå ind som
    politiske soldater og give militæret modstand indefra. Tidligere VS-folketingsmedlem Steen Folke fortæller i et spændende kapitel ”Nægternes politiske arbejde” om Militærnægterforeningens start i 1967 under Vietnamkrigen og deres nægterstrejker og hurtige resultater – med accept af politiske nægtere i 1968 og udstationeringer lovfæstet i 1970. Samt 2 års ulandstjeneste som alternativ værnepligt i 1970, efter lovforslag udarbejdet af Aldrig Mere Krig.

    Og Stig Hegn skriver spændende om politiets og Forsvarets Efterretningstjenestes infiltrering og
    overvågning af militærnægtere.

    For at det ikke skulle være for attraktivt, er nægtere altid blevet straffet med 4-6 måneders længere
    tjenestetid end soldater – indtil der i 1986 blev indført samme tjenestetid for militære og civile
    værnepligtige. Fra 2004 har det betydet, at nægtere bare skal være indkaldt som udstationerede i 4
    måneder.

    Småfejl og svag redigering
    Selvfølgelig er der småfejl og unøjagtigheder i en bog på 450 sider.
    F.eks. på side 182 – her omtales fem danske deltagere i den internationale ”Support Czekoslovakia” aktion,
    som War Resisters International gennemførte med 16 fredsaktivister fra syv lande (England, Italien,
    Danmark, USA, Vesttyskland, Holland og Indien). De aktionerede 24. september 1968 i
    Warszawapagt-hovedstæderne Moskva, Warszawa, Budapest og Sofia – i protest mod Sovjet og
    Warszawapagt-landenes militære invasion og nedkæmpning af det ”tjekkoslovakiske forår” og ”Socialisme
    med et menneskeligt ansigt”. En af de fem danske deltagere i Warszawa var ikke ”læge Poul Nexmand”, men lægens søn Poul Nexmand, der jo som 26-årig ​IKKE​ ”havde ledet et sygehus for Røde Kors i 1951 under Koreakrigen”. Og den femte ikke-nævnte deltager var mig, Ole Bach.

    Betyder nægtere noget?
    Men er det ikke ret ligegyldigt det med militærnægtere? Jo, når nægtertallet er så lavt, at de ikke ses og høres i det politiske landskab, er det mest et spørgsmål om en menneskeret for enkeltpersoner.

    Men når militærnægtere sultestrejker og laver ballade også i militæret – som under 1. verdenskrig. Eller
    nægtertallet når op på næsten 1.000 – som i 1952 under Koreakrigen. Eller nægterbomben eksploderer med
    hele 4.608 – som i 1972 under Vietnamkrigen – hvor hver 5. værnepligtig gav militæret fingeren. Ja, så bliver
    det alvor, og militærnægtelse, antimilitarisme, fredskamp og antikapitalisme kan ryste samfundet.

    Hvorfor så få militærmodstandere nu?
    Uden at besvare det rejser bogen så spørgsmålet i mit hoved: – Hvorfor er og har der været så få
    militærnægtere og svag fredsbevægelse de seneste 25-30 år? Netop når USA – og nu også med Danmark som krigsførende land – har bombet løs i Afghanistan, Irak og Libyen!

    Svaret er ikke, at vi troede på US-præsident Bush, når han sagde: – Enten er du med os – eller også er du
    med terroristerne! Heller ikke at danskerne er blevet krigsliderlige. Selv om der sås flere ”Støt vore soldater” end ”Træk dem hjem” klistermærker bag på biler.

    Det du’r heller ikke at sige, at fredsbevægelsen har været svag og krigsmodstanden spredt. – For der var
    verdensomspændende krigsprotester med en million deltagere – heraf 30.000 i København – 20. marts
    2003, da USA (med DK) startede Afghanistan-krigen.

    Fire hovedgrunde er snarere:
    ● Professionel hær hvor 85 procent af soldaterne selv har valgt at få job og uddannelse betalt i
    militæret. Især fordi den største økonomiske krise siden verdenskrisen i 1930erne har øget
    danskernes jobusikkerhed.
    ● Når mange værnepligtige kan trække frinummer, bliver der selvsagt færre militærnægtere. Der er
    heller ingen samlet nægterkontakt, når de ikke først mødes på nægterskole eller i lejr, men sendes
    direkte i udstationeringsjob.
    ● Under Vietnamkrigen var det oplagt at solidarisere sig med og støtte US-imperialismens ofre
    vietnameserne og befrielsesfronten FLN, som blev bombet, brændt og forgiftet. Det var nemmere
    at solidarisere sig med Ho Chi Minh, Thich Tri Quang og Che – end med Osama bin Laden, Saddam
    Hussein og oberst Gadaffi!​ ​Der er oplagte grunde til at bekæmpe IS og Taleban som forbrydere,
    kvindeundertrykkere og reaktionære imamer. Og nærmest ingen at solidarisere sig med ud over
    oliearbejderne i Basra og små kvindeprojekter i Afghanistan.
    ● Selv om krigene i Afghanistan, Irak og Libyen har været mislykkede og ikke har skabt fred,
    kvinde-lighed og moderne stater – men tværtimod flere sunni /shia krigere og kaos-stater – har
    krigsmodstandere ikke kunnet samle styrke på det. Det er ikke lykkedes at kæde millioner af
    krigsflygtninge fra Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien sammen med krigsmodstanden. Eller at koble
    de mange Flygtningevenner – og os få krigsmodstandere

Tilføj bedømmelse

Tilføj en bedømmelse

*