Perspektiv – ny socialistisk litteratur og hjemmesider

Perspektiv – ny socialistisk litteratur og hjemmesider.

I samarbejde med Rødt og Tore Linné Eriksen

China labour bulletin http://www.clb.org

China labour watch http://chinalaborwatch.org

Det er rigtigt at Kinas officielle fagbevægelse hovedsageligt optræder som partiets og statens forlængede arm. Men det betyder langt fra at der ikke foregår kampe om løn, arbejdsforhold og retten til uafhængig organisering af verdens største industriarbejderklasse. Begge disse organisationer der her omtales gør en stor indsats for at dokumentere det massive omfang af de aktioner der finder sted, og tit med lokale resultater. De er også gode når man skal studere løn- og arbejdsforhold på de fabrikker, der udgør en del af den globale storkapitals velorganiserede produktions- og omsætningsnetværk. Der er nok at tage fat i, man få at vide, at 85% af USAs forbrug af legetøj – til en værdi af 200 mia. kr. – bliver produceret i Kina. Oven i nyheder er der også længere analyser og kort.

Against the current https://www.solidarity-us.org/atc

AgaintTheCurrent

Counterpunch http://www.counterpunch.org

CounterpunchJPG

In these times http://inthesetimes.com

InTheseTimes

For tiden tvangsfodres vi jo med detaljer fra den mindste delstat i USA, det er derfor godt at vide, at der er et utal af sider på nettet som tilbyder alternativ information og analytiske bidrag fra et radikalt/socialistisk/marxistisk/revolutionært perspektiv (slet selv det der ikke passer!). Det er svært at måle sig med Jakobinerne, www.jacobinmag.org, men alle de tre ovennævnte ressourcer indeholder spændstige artikler og kommentarer, ikke bare om USA, men også om den del der faktisk befinder sig uden for landets grænser. De glæder sig alle over Sanders kampagne som måske kan få folk til at vågne op, men ingen af dem nærer illusioner. Fælles for dem alle er, at de advarer mod det argument, som også kan finde herhjemme, at Hillary Clinton trods alt er kvinde. En feministisk drøm: Hun kan blive den første kvinde i historien som kan sende en atombombe mod Iran.

Krise i kapitalismen – eller kapitalismens krise

Af Torstein Dahle

Mark Weisbrot: Failed: what the ‘experts’ got wrong about the global economy. New York, Oxford University Press. 2015. 312 sider.

Weisbrot

Jim Stanford: Economics for everyone: a short guide to the economcs of capitalism. 2nd edition. London, Pluto, 2015. 430 sider.

Stanford

Begge disse bøger er læseværdige. De giver en knusende og veldokumenteret kritik af nyliberalismens ideer og den nyliberalistiske politik siden slutningen af 1970erne, helt frem til i dag. De påpeger begge hvor de forslag til løsninger som Den Internationale Valutafond, IMF, og den europæiske centralbank, ECB, plus de nyliberalistiske regeringer har fremsat, hvordan de har været en fiasko og har gjort varig skade. De har ikke bedraget til øget vækst, men kun sørget for at kløften mellem rig og fattig er blevet meget større.

Er det muligt med en bedre kapitalisme?Mark Weisbrot (61) er samfundsøkonom med doktorgrad fra University of Michigan. Han har bl.a. arbejdet meget med de latinamerikanske landes økonomi og politik, og en meget brugt skribent og kommentator. I Failed koncentrerer han sig helt og fuldt om at præsentere et omfattende og overbevisende materiale om IMF’s og ECB’s totale fiasko, og han argumenterer for at en alternativ politik inden for kapitalismens rammer vil give store og ubrugte muligheder. Bogen har et globalt perspektiv. Han fremhæver de såkaldte BRIK-lande (Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika), med særlig vægt på Kinas øgede betydning. Det skaber flere muligheder og flere latinamerikanske lande har afprøvet en alternativ politik.

Failed er ikke en antikapitalistisk bog. Dens budskab er at en anden politik inden for kapitalismens rammer ville have givet meget bedre resultater – i modsætning til nyliberalismen der totalt har fejlet. Det er for så vidt rigtigt i vid udstrækning, men Weisbrot befinder sig stort set kun på det storpolitiske og på regeringsniveau – det niveau som de styrende befinder sig på. Han kommer ikke ind på muligheden af at der i kapitalismen findes grundlæggende drivkræfter som nødvendigvis medfører angreb på folkets interesser. Han skriver ikke om hvilken enorm mobilisering af magt fra arbejderklassens side, fra almindelige mennesker, som vil være nødvendig for at presse bedre alternativer igennem. Og han fortæller selvfølgelig ikke om hvorfor denne kraftige mobilisering kun skulle begrænse sig til at forbedre kapitalismen, og ikke opfordres til at gå videre – til at erstatte kapitalismen med et samfund, hvor flertallet faktisk styrer og hvor det er flertallets interesser der er afgørende.

Inspirerende fagkritikJim Stanford (54) er uddannet samfundsøkonom med MA fra University of Cambridge, plus doktor fra New School for Social Research i New York. I Economics for everyone giver han en introduktion til samfundsøkonomi som kraftigt adskiller sig fra den version der normalt doceres på universiteter og læreskoler. Den giver han tørt på, særlig går det ud over nyklassikerne, men hans fagkritik når også længere ud, og børn være til stor inspiration for studerende. Både pædagogisk og politisk præges bogen af at han har holdt utallige kurser i samfundsøkonomi for faglærte. I en årrække har han været tilknyttet det canadiske bilarbejderforbund. Han prøver at se sagen fra arbejderklassens side. Bogens pædagogik er noget af det bedste jeg har læst, fremstillingen er klar og tit nærmest underholdende.

Kapitalismens grundlæggende træk, kapitalismen som system og dens kompleksitet fremlægges i bogens 2., 3. og 4. del. Der er mange vigtige kendsgerninger. Fremstillingen af kreditsystemet og bankernes rolle er pædagogisk fin, og han fremstiller komplicerede forhold så de bliver forståelige. Den overgår det meste at det jeg ellers har oplevet, og ikke mindst afliver Stanford en række af de myter som nyklassiske teoretikere og nyliberalistiske politikere præsenterer som den evige sandhed.

Men så sker der noget pudsigt. Midt i kapitel 3 om kapitalismen som system, kører han i grøften.

Siderne 155-57 indeholder Stanfords beskrivelse af virksomhedernes investeringer under nyliberalismen fra omkring 1970 til i dag. Her har han en graf som viser af OECD-landene virksomheder allerede siden midten af 1970erne har en kraftig reduktion i den del af bruttonationalproduktet, der fra deres side anvendes i nettoinvesteringer i fast kapital. Det er helt korrekt, og egentlig ganske opsigtsvækkende, fordi nyliberalistisk politik med skattelettelser og større frihed for kapitalisterne til at gære som de har lyst til, at det jo netop markedsføres med at det motiverer til investeringer og dermed skaber øget vækst. Her stiller han også meget passende spørgsmålet: Hvorfor er den store politiske ændringer som nyliberalismen har medført, hvorfor er den blevet besvaret så dårligt af verdens kapitalister? Og så kommer Stanfords mærkelige svar: ”Det er en ubesvaret gåde”!

Hvad blev der af profitraten?Et af de svar der antydes på denne ‘gåde’ er måske at det har noget at gøre med formålsløse hyperaktivitet som finansmarkederne udviser. Eller også har investorerne måske forstået at centralbankernes stramme politik begrænser den globale vækst. Men så bliver han igen spørgeren: Konkurrencehensyn skulle jo alligevel få det enkelte selskab til at prøve på at satse på at vokse på bekostning af konkurrenterne? Han mener at det er lykkedes for nyliberalismen at genrejse kapitalisternes profit og magt, og dermed må så også sammenhængen mellem den løbende profit og de fremtidige investeringer have oplevet en kraftig svækkelse. Som en forklaring på det, påpeger han (helt korrekt) at mange af de store selskaber har ophobet bjerge af kontanter og likvide investeringer – i stedet for at investere. Så holder han op med at tænke højt og fremsætter en hypotese om kapitalisterne måske har mistet sin kendte lyst til at øge sin rigdom og i stedet sætter sig luksusforbrug op.

Sikke en maveplasker! Kære Stanford, hvor er drøftelsen af profitratens udvikling blevet af? Hvor har du gjort af Marx’ omdiskuterede og vigtige lov om profitratens faldende tendens? Forfatteren nævner ikke dette tema et sted i sin bog. Han berører godt nok de enkelte firmaers enkelte profit, men den generelle profitrat er borte væk. Enkelte steder nævnes profitmængden, men den må jo ses i forhold til størrelsen af den investerede kapital, ellers er det ikke muligt at sige noget om fortjenesten, altså profitraten.

 

Stanford_3

I virkelighedens verden er der en tæt sammenhæng mellem profitratens udvikling og udviklingen i de produktive investeringer. Frem til ca. 1982 faldt den generelle profitrate i de vigtigste kapitalistiske lande. Så er det helt rigtigt, at faldet bliver stoppet af den nyliberalistiske offensiv som Thatcher og Reagan stod for, og det fik profitraten til at stige noget frem til 1997. Men det skyldtes i vid udstrækning en påvirkning fra den stadigt vildere karruseltur som finanskapitalen var ude i, og det er vanskeligt at sige hvad den ‘egentlige’ profitrate var. Efter 1997 er den sandsynligvis gået noget ned, og i hvert fald oplever den lige nu en kraftig nedtur. Michael Roberts omtaler det grundigt på sin blog, f.eks. den fra juli 2011, Measuring the rate of profit and profit cycles, se https://thenextrecession.wordpress.com/2011/07/

Stanford nævner faktisk selv at pengene normal indgår i finansmarkederne, hvis investorerne kan tjene flere penge på investeringer i finanspapirer end i almindelige industripapirer med langvarig kapitalbinding og tilsvarende risiko. Dette er blevet særligt vigtigt i de senere årtier: kapitalen vokser og vokser, men de produktive investeringer kaster mindre og mindre af sig, særlig i sammenligning med de forventninger som et voksende aktie- og ejendomsmarked nærer. Uanset hvilken mening man måtte have om forløbet og om virkningen: Dette er under alle omstændigheder et centralt tema som bør drøftes i en fremstilling af kapitalismens udvikling. I denne bog er diskussionen fraværende.

Alternativer må række ud over kapitalismenDenne mangel sætter også sit præg på bogens 5. del der omfatter problemer og alternativer. En central pointe for Stanford er: Nyliberalisterne havde deres politiske alternativ klart da situationen blev kritisk i slutningen af 1970erne. Det burde de progressive kræfter også have haft. Derfor må vi nu udvikle en alternativ politik og alternative visioner, så vi er parate til at sætte magt bag kravene ved næste korsvej. Men det er en overfladisk forståelse af hvad det er der driver kapitalismen fremad og af regeringernes beslutninger. Forestillingerne om drivkræfterne bag krisens udvikling er uklare, derfor havner Stanford helt enkelt i en perspektivløs politik med opskrift fra Keynes.

Punktet ‘En progressiv agenda og hvordan den gennemføres’ er det han selv kalder en ønskeseddel, med højere løn, bedre arbejdsforhold, arbejde til alle, regulering og stabilisering af finansaktiviteter, reduktion af uligheden mellem rig og fattig – og meget andet godt. Men er der ikke tale om illusioner og er ønskesedlen ikke netop det: en fortegnelse over fromme ønsker. Han skriver godt nok lidt (men kun lidt) om at det er nødvendigt at satse på aktivisme og organisering. Men når profitraten er lav, er pladsen for en alternativ inden for kapitalismen jo snæver. Det betyder at der stilles ekstraordinært store krav til en slagkraftig mobilisering for at man kan opnå noget. Det burde fylde mere i bogen.

Klimakrisen, miljøkrisen, krigene som driver millioner på flugt, den totalt unødvendige fattigdom, det manglende håb om en fremtid som milliarder af mennesker lever i – det er udfordringer som kræver et perspektiv som går ud over kapitalismen. Stanfords alternativ er i vid udstrækning sammenfaldende med den såkaldte nordiske model, før den blev udsat for nyliberalistiske angreb fra socialdemokrater og borgerlige. En alternativ politik som ikke indebærer nødvendigheden af at gå ud over kapitalismens rammer, er helt intetsigende. Der er stil over bogens 1. del, men ikke meget af det i 2. del.

Oversat af Stig Hegn efter tidsskrift Rødt 2016:2, side 147-50, 155.

 

 

Læg et Svar