Le Blanc

 

Poul Le Blanc 

Oktoberrevolutionen

Det er med stor glæde, at jeg er her hos jer for at fejre 100-året for det zaristiske styres fald og de russiske revolutionæres heroiske indsats for at nå frem til socialismen. Det er et historisk vidnesbyrd, der kan inspirere os i vores kampe i dag imod vor tids mangfoldige svøber: det tyranni, som udøves af de umådeligt rige multinationale selskaber og de regeringer, som de kontrollerer, og de modbydelige fremgangsmåder, som de anvender i jagten på enorme profitter. For deres vindings skyld, men på vores bekostning: på bekostning af vores livskvalitet, vores frihedsrettigheder, vores kulturelle og naturgivne omgivelser mm.

På den anden sidde af jordkloden i forhold til det, der havde været det zaristiske Rusland,  kunne den store amerikanske arbejderleder Eugene V. Debs sammen med andre glæde sig over, at 'folkets dag var indtruffet' med 1917-revolutionen. I løbet af den tid, hvor jeg er sammen med jer, er der to ting, som jeg vil byde jer på. Først nogle generelle betragtninger over den russiske revolution i oktober 1917, og derefter vil jeg fokusere på, hvad jeg har bidraget med til den nye udgivelse 'Oktober 1917: 'Arbejdere ved magten'.

I den første del af det, som jeg vil sige, vil jeg begynde med et digt af en ven, og så gå videre med et citat fra den vigtigste russiske revolutionsleder i disse længst forsvundne tider. Jeg vil derefter komme ind på noget af det, som vi kan lære af, hvad der skete i det revolutionære Rusland, og som kan være os til hjælp, når vi bereder os på at møde vor egen tids udfordringer.

Det er en af grundene til at lære af, hvad der skete 'i længst forsvundne tider' – at finde inspiration i kreativiteten og modet hos de mænd og kvinder, der var der før os, men også at ære dem ved at lære af deres bedrifter og deres fejltagelser, sådan at vi kreativt og modigt kan videreføre det bedste af, hvad de udrettede.

Digtet er af min ven Dan Georgakas. Her er det – 'Oktober sang':

 

                                                                         Dem, der aldrig havde regeret før

                                                                                         strømmede ud fra deres fabrikker

                                                                                 over Petrograds broer

                                                                              for at skabe Oktober.

                                                                    Månen var fuldstændig målløs

                                                                                      tidevandet vendte

                                                                                 overalt i verden.

                                                                          Lysene blev tændt over hele Europa.

                                                                                       Intet

                                                                                   kan nogensinde blive det samme.

 

 

Det citat, som jeg vil dele med jer, er, selvfølgelig, fra en livslang revolutionær ved navn Vladimir Iljitj Uljanov, der under navnet 'Lenin' var leder af, hvad der udviklede sig til en afgørende vigtig fraktion i den russiske arbejderbevægelse, der i tidens fylde førte den revolutionære kamp i Rusland til sejr i 1917. 

Revolutionen begyndte, da arbejdere og bønder – nogen af dem i uniform, takket være tvangsudskrivning til zarens hær og flåde under den ekstremt blodige og rædselsvækkende 1. verdenskrig – bragte det zaristiske styre til fald i februar (i henhold til vores kalender begyndte den 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag). I forbindelse hermed havde arbejdere, bønder, soldater og matroser, der tog del i de revolutionære kampe, dannet deres egne revolutionære råd (sovjetter) for at organisere og koordinere deres indsats. Samtidig med det havde et slæng af mere 'realistiske' og 'praktiske' typer – liberale, konservative, moderat socialistiske politikere – stablet en provisorisk regering på benene. Denne provisoriske regering lovpriste arbejderne og bønderne og soldaterne og matroserne i høje toner, lykønskede ærbødigt rådene (sovjetterne) og udbredte sig med alskens demokratisk og populistisk og patriotisk skøntale – de lovede at give folket, hvad det ønskede: fred, brød og jord. Fred med ære, og brød, lige så snart det kunne bringes til veje under de vanskelige omstændigheder, som landet befandt sig i, og helt sikkert også en rimelig og retfærdig omfordeling af jord, som ville være til gavn for de fattige bønder uden at krænke de velhavende jordbesidderes rettigheder. Lenin, med tilslutning fra Lev Trotskij og efterhånden mange andre, fastholdt, at en ægte fred – for ikke at tale om brød til arbejderne og jord til bønderne – kun kunne vindes af dem, der lige havde styrtet zaren, ikke af gammeldags politikere, der var uløseligt forbundet med de sædvanlige politiske intriger og studehandler og med de riges magtstrukturer.

De erfaringer, som folk rent faktisk gennemlevede fra marts til november, førte til, at de fik stort flertal i sovjetterne ud fra paroler som 'Fred! Jord! Brød! Ned med den provisoriske regering! Al magt til sovjetterne!' Det er baggrunden for Lenin-citatet – taget fra en erklæring, som  blev udsendt til Ruslands befolkning i november 1917. Her følger et uddrag af denne erklæring: 

 

     'Arbejdernes og bøndernes revolution har definitivt sejret i Petrograd…Revolutionen har også sejret i Moskva…Der kommer rapporter ind fra fronten og fra landsbyerne hver dag og hver time, der melder om støtte fra det overvældende flertal af soldater i 

     skyttegravene og bønder i landområderne til den nye regering og dens dekreter om fred og øjeblikkelig overdragelse af jord til bønderne. Sejren for arbejdernes og bøndernes revolution er sikret, fordi folkets flertal allerede har taget parti for den…

     Kammerater, arbejdere! Husk, at det nu er jer, der har hånden på statens ror. Der er ingen, der hjælper jer, hvis I ikke står sammen og tager alle statens anliggender i jeres egne hænder. Jeres sovjetter er fra nu af statsmagtens organer, lovgivende forsamlinger med alle beføjelser…

     Kammerater, arbejdere, soldater, bønder, alle jer, der arbejder! Læg al magt i hænderne på jeres sovjetter. Vær årvågne og vogt vores jord, korn, fabrikker, materiel, produkter og transport som jeres øjesten – alt, som fra nu af er udelukkende jeres ejendom, offentlig ejendom. Lidt efter lidt, med samtykke og billigelse fra bønderne, i trit med deres og arbejdernes praktiske erfaringer, vil vi med urokkelig beslutsomhed bevæge os frem imod socialismens sejr – en sejr, der vil blive beseglet af arbejdernes avantgarde i de fleste højtudviklede lande, og som vil bringe dem varig fred og befri dem fra al undertrykkelse og udbytning.'

I denne erklæring kan vi iagttage flere kernepunkter, der kan hjælpe os med at indkredse Oktoberrevolutionens betydning. For dem, der førte an, var ideen bag hele projektet, at det store flertal – dem, hvis liv og arbejde holder samfundet i gang – er dem, der skal styre samfundet. Dette revolutionære demokrati er uløseligt forbundet med etableringen af en alliance mellem de forskellige dele af den arbejdende befolkning, i dette tilfælde arbejderne og bønderne, der arbejder sammen gennem deres egne demokratiske råd – sovjetterne – om at varetage den nye stats politiske anliggender, og også, at de tager herredømmet over den samlede økonomi, som tilhører alle, og som skal være til gavn for alle, under alles kontrol: det er det, der er meningen med socialisme. Dette dybt radikale demokrati, baseret på en arbejder-bonde alliance, hvor politisk demokrati er forbundet med socialismens økonomiske demokrati, blev lanceret som den eneste måde, hvorpå man kunne opnå varig fred og befrielse fra al undertrykkelse og udbytning. En sådan sejr kan kun sikres på globalt plan gennem revolutionær internationalisme. Arbejderne og bønderne i økonomisk tilbagestående lande må finde fælles fodslag med de arbejdende klasser i stadig flere fremskredne kapitalistiske lande på vejen frem mod at gennemføre deres egne socialistiske revolutioner. Det revolutionære Rusland viste den vej, som arbejdende mennesker af alle slags over hele verden måtte gå for at forenes, befri sig for tyranniets lænker og skabe en ny verden, hvor alle kunne udvikle sig frit.

I stik modsætning til, hvad uhæderlige politikere og akademikere, der burde vide bedre, påstod, så var der ingen skjult dagsorden i det – det var ikke noget med at føre sig demagogisk frem med populistiske løfter af begrænset rækkevidde, mens det, som man 'i virkeligheden' arbejdede for, var socialisme og verdensrevolution. Det var ikke sådan, det var alt sammen åbent og ligeud. Lenin og hans revolutionære kammerater havde ikke alene krævet socialisme og verdensrevolution, så snart de var kommet til magten, og de havde sagt det samme igennem hele det begivenhedsrige år 1917, men de havde sagt det så åbent som muligt, til hvem, der lyttede på, i mange år og under mange kampe, hvor de havde budt ind på at tage ledelsen og ind imellem vandt den.

Det er lige netop her, synes jeg, at man finder noget af det helt uomgængelige, som Oktoberrevolutionen kan lære os. Det kapitalistiske system og den virkelighed, som mennesker lever i, har forandret sig i mange henseender siden 1917, men det vigtigste, som Lenin og bolsjevikkerne sagde om dem – at den eneste måde, som man kunne besejre tyranni og undertrykkelse på, er ved egen indsats, ved alliancer, der forener alle undertrykte arbejdende mennesker, ved at virkeliggøre socialismens politiske og økonomiske demokrati, samt ved at forstå dette som en verdensomspændende proces – det er alt sammen noget, der fuldt ud er gældende også i dag. Noget andet, som det er lige så bydende nødvendigt, at vi drager lære af, er, at hvis vi vil tage alt dette alvorligt, så bliver vi nødt til at sige det – højt og klart – lige fra begyndelsen og så blive ved, sige det på måder, så flere og flere mennesker kan forstå det, sige det på måder, så flere og flere mennesker oplever, at det har med deres eget liv at gøre. Når vi ser på den virkelige historie om, hvordan revolutionære rent faktisk agerede gennem årene, så betød det ikke, at man bare belærte folk, men frem for alt, at man lyttede til dem, lærte af dem, og kombinerede det, som vi havde forstand på, med det, som de havde forstand på. Vi kan altså se, at det betyder, at vores engagement i de kampe, hvor et betydeligt antal mennesker tager del, eller er parate til at tage del – ikke kampe for revolutionær socialisme, men kampe for brød, for bare en lille smule værdighed, for en udvidelse af i det mindste nogle få begrænsede rettigheder og et glimt af velvære. Vigtig lærdom kan tilegnes på denne måde, både af revolutionære og ikke-revolutionære, når de i fællesskab bestræber sig på at opnå sejre på sådanne begrænsede områder. Revolutionære standpunkter kan blive beriget på denne måde, og i den udstrækning, hvor revolutionære standpunkter giver mening, så kan kamperfaringer af den karakter hjælpe endnu flere mennesker til at indse det.

En sådan proces kan kun fremmes, gøres sammenhængende og bidrage med en grundlæggende konsistens og kontinuitet gennem den målbevidste udvikling af en organisation af aktivister. En sådan organisation må hjælpe dens medlemmer med at udvikle og dele en forståelse af aktuelle forhold, en vision af en mulig bedre fremtid og en realistisk forestilling om, hvordan man kommer fra det ene til det andet, samt et repertoire af færdigheder, som kan hjælpe dem til at gennemføre dette. Alle de russiske revolutionære, bolsjevikker eller ej, var enige om dette – Lenin og hans kammerater var dog dem, der viste sig mest effektive, når det skulle føres ud i livet. Af denne grund giver det mening at være særligt opmærksom på det revolutionære parti, som de udviklede, og om det er en model, der er brugbar eller ikke brugbar i forhold til den virkelighed, som vi står i  – noget, som mange af os har bakset med, og som vi vil komme nærmere ind på i diskussionsdelen.

Vores verden er et meget anderledes sted, end det var for hundrede år siden. Der er blevet mange, mange flere arbejdere i verden, og de udgør en langt større procentdel af verdens befolkning, end de gjorde i 1917. Der har været spektakulære teknologiske og kulturelle forandringer –   nogen af dem har knyttet verdens folk tættere til hinanden, serveret forbløffende muligheder for kommunikation og for at dele viden for vore fingerspidser, bogstavelig talt, og samtidig med det skabt en produktivitet og en mulighed for, at der kan være rigeligt af alting, hvad der vil forøge socialismens materielle udviklingspotentiale.

I de seneste årtier er den kapitalistiske globaliserings skinnende vidundere blevet stadig mere anløbne – der er mange mennesker rundt omkring i verden, der har oplevet forringede livsvilkår, forøget udbytning, tiltagende social ustabilitet, flere og alvorligere kulturelle og miljømæssige ødelæggelser, svækkelse af sociale fællesskaber, for ikke at nævne den tilsyneladende endeløse historie om vold, terrorisme, krig. Politikere af den slags, som der altid er nok af, hvis faste nummer er forvrøvlet skønsnak om status quo, har efterhånden mistet enhver troværdighed. Der er mange, der er begyndt at blive radikaliseret under indtryk af de trusler, der toner frem i disse tider. Der er nogen, der har ladet sig lokke af religiøse fundamentalister, konservative ultranationalister og racister, der hver har deres patentløsning.

Det er vores pligt ikke bare at protestere og forsøge at blokere den slags destruktive og falske blindgyder, men at opbygge et tidssvarende modstykke til den radikalt demokratiske og arbejderklassebaserede magtfaktor, som bolsjevikkerne udgjorde, der kan fungere som et reelt alternativ, der kan vinde bred opbakning. Vi må opbygge kraftcentre af den karakter i stadig flere lande, ud fra det perspektiv, at vi – i løbet af de næste to årtier – kan medvirke til at videreføre, hvad de russiske masser begyndte på i 1917: at gennemføre kampe, der har så stor gennemslagskraft, at den politiske og økonomiske magt kan komme i arbejderklassens hænder.

En ting, der er meget farlig, og som Rosa Luxemburg engang advarede imod, er: 1) at proklamere sig selv som superrevolutionære helte, og dermed afskære sig fra de kampe, som arbejderklassen udkæmper i virkelighedens verden, eller 2) eller udvikle sig til en massebevægelse, der støtter borgerlige reformer af samfundet, som indlejrer vore kampe og bevægelser i et kapitalistisk status quo.

Vi må genopbygge og genoplive faglige og sociale bevægelser og klassebevidsthed i et omfang, der kan sammenlignes med det, der eksisterede i det tyvende århundredes første årtier – bare endnu stærkere, det skal afspejle alt det, som vi har lært igennem det sidste århundrede. Kun med en stærk og bevidst bevægelse i arbejderklassen, med mange strenge at spille på, kan en virkeliggørelse af Oktoberrevolutionens revolutionært-demokratiske mål blive en praktisk mulighed. Uden en sådan massebevægelse og massebevidsthed, så vil forsøg på at gennemføre en socialistisk revolution blive til tom selvfremstilling og skaberi. Vi skal arbejde sammen med andre – i en pluralistisk og demokratisk bevægelse af aktivister – for at skabe den bevidsthed, opbygge de organisationer og ruste til de kampe, der står for, og vinde de småkampe, der tjener som gennemgangsstier til at skabe opbakning og bevidsthed på massebasis og tilstrækkelig styrke til at skaffe sig adgang til vore revolutionære og socialistiske mål.

Hvis vi tager omfanget af den krise, som vi står overfor – socialt, kulturelt, miljømæssigt, økonomisk og politisk – i betragtning, så har vi ikke oceaner af tid at gøre godt med. Det føjer et stærkt presserende moment til kampe, som vi står i lige nu, som, hvis vi griber det rigtigt an, kan bane vejen for skabelsen af en bevidst og organiseret magtfaktor, der kan komme på omgangshøjde med, hvad bolsjevikkerne udrettede i 1917. Hvad Rosa Luxemburg skriver til slut i hendes polemiske skrift fra 1918, 'Den russiske revolution', giver på den måde genklang frem til vore dage. Lyt til, hvad hun siger:

     'Lige nu, hvor vi står over for skæbnesvangert afgørende kampe overalt i verden, var og er det allervigtigste problem socialismen, vor tids brændende spørgsmål. Det er ikke et spørgsmål om dette eller hint underordnede taktiske spørgsmål, men om proletariatets handledygtighed, styrken til at gribe ind, at ville socialismen fuldt og helt. I den henseende var Lenin og Trotskij og deres venner de første, dem, der gik forud som et eksempel for verdensproletariatet; de er stadigvæk de eneste, der indtil nu kan juble med (den tyske revolutionære renæssancedigter Ulrich von) Hutten: 'Jeg har vovet det!'

     (Luxemburg fortsætter:) 'Dette er det væsentlige og det blivende i bolsjevikkernes politik. Deres udødelige historiske fortjeneste bliver således at være gået i spidsen for det internationale proletariat ved erobringen af den politiske og ved at konkretisere virkeliggørelsen af socialismen som et praktisk problem, af al magt at have drevet opgøret mellem kapital og arbejde ind på historiens scene overalt i verden. I Rusland kunne problemet kun rejses. Og i den forstand, så hører fremtiden overalt 'bolsjevismen' til.'

Disse betagende ord af Rosa Luxemburg stiller os over for mere end én udfordring, når vi i dag prøver at forstå Oktoberrevolutionen i 1917, og når vi tager livtag med spørgsmålet om dens relevans i 2017. Nogen af os, der er ældre, har næppe tid til at give os i kast med et sådant livtag – men de af jer, der er yngre, har med al jeres mod og energi og kreativitet, en mulighed for at udrette de mest utrolige ting i Rosa Luxemburgs og Lenins ånd, samt mange andre, der  repræsenterer Oktoberrevolutionens traditioner.

Det er så slutningen på første del af min tale. I den anden del efter pausen vil jeg dele oplysninger og ideer fra mit bidrag til det nye værk ' Oktober 1917: Arbejdere ved magten'. Jeg vil i den forbindelse komme nærmere ind på, hvad man kan lære af Ruslands revolutionære kamp – med fokus på positive indsigter, komplekse udfordringer, og i en vis udstrækning også berøre, hvad der er blevet opfattet som negativ lærdom. Det er mit håb, at hvad jeg siger dér (og i det hele taget, hvad jeg har sagt indtil nu) kan bidrage til en frugtbar diskussion, der også kan tydeliggøre og præcisere væsentlige forhold.

En besværlig rejse i 1917 bragte fire nære venner, idealistiske unge journalister fra USA, til Ruslands kyster. Midt under den umådeligt ødelæggende verdenskrig, var det århundredgamle monarkistiske autokratis tyranni blevet bragt til ende. Den revolutionære proces fortsatte, og de fire satte sig for, at de ville prøve at forstå, hvad der var i gang.

Revolutionen begyndte med møder på Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts (23. februar efter den gamle zaristiske kalender). Og de 'kom ud af kontrol'. De udløste spektakulære oprør blandt den brede arbejderbefolkning i Petrograd, hvor menige soldater nægtede at åbne ild  mod folkeopstanden og i stedet sluttede sig til den. Store mængder af arbejdere og soldater (de fleste af dem bønder i uniform) organiserede et voksende og stadig tættere vævet netværk af demokratiske råd – det russiske ord er 'sovjetter' – for at koordinere deres aktiviteter. Ud over frihed (ytrings- og foreningsfrihed, lige ret for alle, arbejderes ret til at danne fagforeninger osv.) krævede de fred og brød, samt jord til landets forarmede flertal af bønder. I kølvandet på monarkiets pludselige kollaps skyndte konservative, liberale og moderat socialistiske politikere sig med at danne en provisorisk regering, der skulle inddæmme den revolutionære flodbølge og finde ud af, hvordan man 'bedst' kunne håndtere kravene om fred, brød, jord. Den mest militante gruppering inden for den russiske socialistiske bevægelse –  bolsjevikkerne ('flertallet'), anført af Vladimir Iljitj Lenin – fastholdt, at fred, brød og jord kun kunne opnås ved at vælte den provisoriske regering og give al politisk magt til sovjetterne. De troede, at det ville udløse en verdensomspændende kædereaktion af arbejderrevolutioner, der ville gøre en ende på krig og imperialisme, styrte ethvert tyranni, og føre en overgang fra kapitalisme til socialisme med sig. Efter flere måneders intensiv aktivitet og erfaringsudvikling fik bolsjevikkerne og deres allierede flertal i sovjetterne og gik videre til den anden revolution i 1917 – en opstand med bred folkelig opbakning 7. november (25. oktober efter den gamle kalender).

Et øjenvidne, John Reed, telegraferede nyheden tilbage til USA: 'De menige medlemmer af arbejdernes, soldaternes og bøndernes råd er disciplinerede, med Lenin og Trotskij i spidsen. Deres program er at give jord til bønderne, socialisere landets naturrigdomme og industri, samt erklære våbenstilstand og påbegynde en demokratisk fredskonference…Der er ingen, der holder med bolsjevikkerne, bortset fra proletariatet, men det står til gengæld last og brast med dem. Det samlede borgerskab og dets medløbere er uforsonligt fjendtlige…' 

De første af vores fire venner, der fik deres bøger udgivet (i oktober 1918) var Louise Bryant og Bessie Beatty. Friskheden i deres skarpe iagttagelser og livfulde indtryk, er stadigvæk betagende, selv om der snart er gået 100 år.

Med 'Six Months in Red Russia' tager Louise Bryant næsten synligt kampen op med at prøve at forstå den enormt voldsomme og komplekse byge af oplevelser: 'Jeg, der så en  ny verden gry, kan kun lægge mit spredte og brudstykkeagtige vidnesbyrd frem for jer med den største ærefrygt', fortæller hun os. ' Jeg føler mig som en, der blev sendt afsted efter småsten og kom hjem med perler'.' I forsøget på at nå frem til en mere generel opfattelse skriver hun: 'Den Store Krig kunne ikke bare lade en uforandret verden blive tilbage i vandkanten – visse samfundsmæssige bevægelser måtte nødvendigvis trænge sig frem, andre sinkes…Socialismen er her nu, hvad enten vi kan lide det eller ej – ligesom kvinders stemmeret er her, og den vil vinde yderligere udbredelse, som årene går. I Rusland er den socialistiske tilstand en fuldbyrdet kendsgerning.'

'Revolution er massernes blinde protest imod deres egen uvidenhed', skriver hendes veninde Bessie Beatty i 'The Red Heart of Russia'. 'Den er lige så vigtig i vores tidsregning som amøbens første kejtede sprællen. Det er Mennesket, der er i færd med at skabe sig selv.' Mens hun tydeligvis stadigvæk prøver at begribe, hvad hun har set, funderer hun: 'Tiden vil skænke verdenskrigen,  den politiske og den sociale revolution deres sande værd. Vi kan ikke gøre det. Vi er for tæt på det, der sker, til at vi kan se sandheden.' Men i samme åndedrag tilføjer hun: 'Hvis man ikke kan se håbet i den russiske revolution, er man som en blind mand, der ser på solopgangen.'

Den sidste af de bøger, der udkom (i 1921), Albert Rhys Williams' *Through the Russian Revolution', forsøger at indkredse samspillet mellem årsag og virkning, og mellem objektive og subjektive faktorer:

'Det var ikke de revolutionære, der skabte den russiske revolution…Igennem et helt århundrede havde velbegavede mænd og kvinder i Rusland været oprørte over den brutale undertrykkelse. Så de blev agitatorer…Men folket rejste sig ikke…Så ankom den helt suveræne agitator – sult. Sulten, krigens og det økonomiske sammenbruds følgesvend, drev de sløve masser frem til at gå i aktion. De satte sig til modværge mod den ældgamle, ormstukne magtstruktur, og så bragte de den til fald…De revolutionære spillede dog også en rolle. De skabte ikke revolutionen. Men de gennemførte revolutionen. De havde lagt stor vægt på at organisere og forberede en fasttømret gruppe af mænd og kvinder, der var trænet i at analysere og forholde sig til de givne omstændigheder, og de havde et program, der var tilpasset forholdene, og kampvilje til at gennemføre det'.

Den bog, der kom ind imellem – i januar 1919 – var den, der fik ry som den klassiske øjenvidneberetning, John Reeds pragtfuld 'Ten Days That Shook the World'. Som glødende tilhænger af bolsjevikkerne sluttede han sig tidligt til den verdenskommunistiske bevægelse, som bolsjevikkerne oprettede samme år, som hans bog udkom. Men ingen kan, uanset politisk overbevisning, være uenig i hans generelle vurdering: ' Lige meget hvad man mener om bolsjevismen, så er det ubestrideligt, at den russiske revolution er en en af de største begivenheder i menneskehedens historie, og at bolsjevikkernes opkomst er en hændelse af verdensomspændende betydning.'

I mere end én betydning, så bliver disse venner ved med at bevæge os. De giver os selvfølgelig deres egne, levende oplevelser og øjenvidneindtryk af, hvad der skete under en af de største begivenheder i menneskehedens historie. Men også deres egens tids udviklingsmønstre, drivkræfter og kernespørgsmål, der efter at de selv og alle dem, der kendte dem, for længst er døde, har haft en vedvarende betydning op igennem historien, frem til vores egen tid. De erfaringer, ideer og kernespørgsmål, som de slås med, er stadigvæk relevante og betydningsfulde for mange af os den dag i dag, og sådan vil det sikkert også være for andre i fremtiden.

Rex Wade har – i begyndelsen af vores eget århundrede – har opsummeret de komplekse forhold og problemstillinger vedrørende den russiske revolution på en måde, der fortjener at blive citeret i sin helhed:

'Den russiske revolution i 1917 bestod af en række sideløbende, delvis sammenfaldende revolutioner: den folkelige opstand mod det gamle regime, arbejdernes revolution mod de lidelser, som den gamle industrielle og sociale orden påførte dem, soldaternes mytteri mod det gamle værnepligtssystem og mod selve krigen (1. verdenskrig), bøndernes revolution for at få jord og ret til at bestemme over deres eget liv, middelklasseelementers higen efter borgerrettigheder og  et konstitutionelt parlamentarisk system, de ikke-russiske nationaliteters revolution for ret til selvbestemmelse, det store flertals opstand mod  krigen og de tilsyneladende endeløse massemyrderier. Folk kæmpede også ud fra forskelligartede kulturelle forestillinger, for kvinders rettigheder, lige rettigheder for de forskellige nationaliteter, om magten inden for etniske og religiøse grupperinger og over og inden for politiske partier, samt for opfyldelsen af allehånde aspirationer, store og små. Disse forskellige revolutioner og gruppestridigheder udspillede sig inden for en generel kontekst af politisk omstrukturering og ustabilitet, et tiltagende samfundsmæssigt anarki, økonomisk kollaps og den igangværende verdenskrig. De bidrog både til revolutionens vedblivende levedygtighed og til den følelse af kaos, der så tit overvældede folk i 1917. Revolutionen i 917 drev Rusland afsted med svimlende fart gennem liberale, moderat socialistiske og derefter radikalt socialistiske faser, så det yderste venstre i Rusland, ja, i hele Europa, endte med at komme til magten. Og alt dette skete inden for en bemærkelsesværdigt tæt sammenpresset tidsperiode – inden for mindre end et år.'

Det rejser en lang række spørgsmål, der fortjener opmærksomhed. Ved at tage disse historiske spørgsmål i øjesyn, så kommer vi også til at berøre emner, der optager os i forbindelse med de kampe, som vi må tage op nu og fremover. Vi kan indsnævre dette til følgende spørgsmål:

          1) Hvis vi går ud fra den faglige klassesammensætning, og de forskelligartede bevidsthedsaspekter, der har relation hertil, hvordan var så bevidstheden og den sociale virkelighed, der lå til grund for den, i det, som Wade refererer til som 'arbejdernes' revolution imod de lidelser, som den gamle industrielle og sociale orden havde påført dem?

          2) Hvordan var samspillet mellem etnisk/national undertrykkelse, kvindeundertrykkelse og klasseundertrykkelse (det, som vi i dag refererer til som 'intersektionalitet') i den sociale virkelighed i Rusland i 1917?

          3) Hvordan var forståelsen (eller hvordan var de anderledes, måske divergerende forståelser) af en sådan 'intersektionalitet' blandt bolsjevikkerne, og hvordan fremtrådte det i praksis, eller fremtrådte det slet ikke?

 

Den centrale kategori for russiske marxister var, selvfølgelig, 'arbejderklassen' – af teoretiske grunde, men i lige så høj grad i praksis. I et tidligt studie bemærker Joseph Freeman: 'Arbejderklassens vækst foregik så hurtigy, at mellem 1897 og 1913 forøgedes antallet af lønmodtagere i de store industrivirksomheder med 70 pct, og i indenlandske, håndværksbaserede industrier med 50 pct. Rex Wade fremhæver, , at 'det er centralt i revolutionens historie, at nøgleaktørerne i alle udviklingsfaser var arbejderne i byerne, især industriarbejdere…Revolutionen begyndte med en demonstration af industriarbejdere, og de gav aldrig afkald på deres ledende rolle i både den politiske og den sociale revolution i 1917. De udgjorde en meget indflydelsesrig magtfaktor, der kunne tage yderligere revolutionære skridt, hvis deres aspirationer ikke blev imødekommet – hvad de næsten med sikkerhed ikke blev, i hvert fald ikke fuldt ud.'

Arbejderklassens sammensatte karakter, og dermed også karakteren af dens klassebevidsthed, er allerede blevet skitseret. Et aspekt heraf knytter sig til de faglige forskelle – grafiske arbejdere blev tit opfattet som mere moderate, minearbejdere som mere militante, faglærte arbejdere (f.eks. inden for metal) blev tit opfattet som politisk mere fremskredne end ufaglærte (som f.eks. tekstilarbejdere), bevidstheden og mentaliteten hos mange arbejdere var tit præget af tidligere erfaringer og fortsatte bånd til landsbyen, arbejdere, der kom direkte ind fra landet, blev tit hånet af garvede byboere, der kunne undertiden være tendens til kløfter mellem yngre og ældre generationer af arbejdere osv.

Wade fortæller os, at 'mens deres egne økonomiske, arbejdsmæssige og personlige forhold lå dem mest på sinde, så var arbejderne også livligt optaget af politiske spørgsmål af længere rækkevidde.' Et tæt organisatorisk netværk – der omfattede fagforeninger, fabrikskomiteer, lokale sovjetter og distriktssovjetter, kulturelle grupper og selvhjælpsgrupper af forskellig art, arbejdermilitsgrupper osv – det var alt sammen værktøjer, som arbejderne anvendte for 'at få udbytte af deres nyvundne frihed og magt til at få et bedre liv for dem selv og deres familier.' Han bemærker, at disse og andre nyerhvervelser 'havde den virkning, at de ikke bare konsoliderede arbejderklasseidentiteten, men at de også udvidede kredsen af dem, der identificerede sig selv som arbejdere.' Folk uden for fabrikkerne, der tidligere havde været uorganiserede – taxachauffører, vaskeriarbejdere, arbejdere på badeanstalter, tjenere, bagere, barberer, ekspedienter, underordnede funktionærer som f.eks. kontorister eller lærere i underskolen – de identificerede sig nu som en del af arbejderklassen, dannede fagforeninger og sendte repræsentanter til sovjetterne.

Spørgsmålet om, hvem der tilhørte eller ikke tilhørte arbejderklassen, og hvem der selv identificerede sig som arbejdere, var komplekst på mere end én måde. Den grundlæggende marxistiske distinkjtion – en proletar er en, der sælger sin arbejdskraft til en arbejdsgiver for at få noget at leve af – kunne, afhængigt af sammenhængen, ses som underordnet i forhold til, hvem der havde en uddannelse (og som på en måde kunne defineres som en del af intelligentsiaen), eller i forhold til, om man arbejdede på fabrik eller et 'finere' sted. Leopold Haimson diskuterer eksemplet med medicinalarbejdere , der under det revolutionære røre i 1905 dannede en fagforening – som ansatte på meget forskellige arbejdspladser gjorde – men som så blev stillet over for spørgsmålet, om de som apotekerassistenter skulle identificere sig som 'arbejdere' (hvad der ville bringe dem sammen med socialisterne i Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti, der i overvejende grad kom fra arbejderklassen) eller som 'intelligentsia' (der ville bringe dem sammen med akademikergrupper i det 'borgerligt liberale' Fagforeningernes Forbund). Mellem 1905 og 1917, bemærker han, var der forskellige lag i arbejderklassen, der ' alternativt blev tiltrukket af (eller rent faktisk splittet mellem)  de klassebevidste proletarers repræsentationer' eller noget andet end det, hvad der også implicerede politiske loyalitetsforhold.

Der var også spørgsmålet om, hvordan spørgsmålet om klasse og klassebevidsthed relaterede sig til etnicitet eller nationalitet, og ligeledes til køn.

Det zaristiske Ruslands enorme rige havde været berygtet som et 'fængsel for nationer', og for det, der er blev kendt som storrussisk chauvinisme, kombineret med den herskende elites vedvarende bestræbelser på at presse rigdom ud folkeslag, som det havde underlagt sig. Etniske og nationale skel er under sådanne omstændigheder i stand til at gå på tværs af klasser på mange måder, med fordomme og 'blinde punkter' og krænkelser (for ikke at nævne sproglige og andre kulturelle forskelle), der splitter arbejdere og har en kompliceret indvirkning på klassebevidsthed og klassekamp. Aktivister kan begå alvorlige fejltagelser, og gør det, i sådanne situationer – men der kan også fremkomme nye indsigter, og vigtige korrektioner kan åbne op for nye muligheder. Der er meget at lære (og mere at opdage, for videnskabsmænd såvel som for aktivister) om, hvad der skete i den revolutionære kamp, der førte frem mod 1917, om den rolle, som etniske og nationale kampe spillede i forbindelse med, at Ruslands gamle orden blev bragt til fald, og om den politik, som det nye revolutionære styre efterfølgende førte.

Ikke mindre komplekst, og undertiden lige så eksplosivt, var 'kvindespørgsmålet.' Et aspekt af denne kompleksitet er 'intersektionalitet' – det er problematisk at beskæftige sig med køn adskilt fra andre identiteter: er man i en landlig eller bymæssig sammenhæng, er man aristokrat, bonde, middelklasse, 'intellektuel' funktionær, fabriksarbejder, med i det ene eller det andet etniske fællesskab osv.

Lige som det var tilfældet med det 'nationale spørgsmål' var der marxister – herunder mange bolsjevikker – der var tilbøjelige til at indtage et forsimplet og sekterisk standpunkt: den kommende socialistiske revolution, gennemført af arbejderklassen, ville gøre en ende på alle dårligdomme, herunder undertrykkelsen af kvinder (eller af underkuede nationaliteter og etniske grupper), og særskilte kampe mod den slags undertrykkelse kunne splitte arbejdere og aflede dem fra klassekampen og den primære opgave med at omstyrte kapitalismen. Denne logik kunne også være bekvem, hvis man ville undgå ubehag blandt mandlige (eller overvejende russiske) arbejdere og kammerater, og få kvinder (eller andre undertykte grupper) til at 'finde deres plads'.

På trods af den slags konservatisme, så er selv kritiske historikere enige i, at bolsjevikkerne var langt mere optaget af at organisere for kvindefrigørelse end andre grupper på venstrefløjen, og at Lenin var forud for mange af sine kammerater i sin opbakning af dette arbejde. Forsigtighed og også sippethed afholdt ham fra at bifalde de mere radikale perspektiver, som Alexandra Kollontai og Inessa Armand åbnede op for. Tilbage bliver, at det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti fra begyndelsen af, idet det fulgte Marx', Engels' og Bebels eksempel, havde, som Barbara Evans Clements formulerer det, 'et godt renommé i forbindelse med kvindespørgsmål' (retten til at stemme, lige borgerrettigheder, rettigheder mht uddannelse og arbejde, særlige kvindebehov på arbejdspladsen, herunder barselsorlov og daginstitutioner), og partiet tog også 'offentlig afstand fra den sexisme, der var udbredt blandt europæiske politikere i begyndelsen af det 20. årh…gav dets kvindelige medlemmer lov til at opnå særdeles fremtrædende stillinger og personlig frihed.' Det er helt grundlæggende, i forståelsen af arbejdernes og bøndernes opstand i 1917 og af bolsjevikkernes rolle, , at vi ikke ser 'arbejder' og 'bonde' og 'bolsjevik' som ensbetydende med, at det er mænd. Denne grundlæggende og åbenlyse kendsgerning formede meget af det, der skete. Selv om bolsjevikkerne, som marxister, 'lagde mere vægt på klasseundertrykkelsen end på kvindeundertrykkelsen, så anerkendte de også, at kvinderne led under en dobbelt undertrykkelse, hvis grundlag de troede lå både i bondepatriarkatet og i kapitalismen', som Jane McDermid og Anna Hillyer påpegede. 'Bolsjevikkerne var desuden tvunget til at være opmærksom på kvindespørgsmålet, ikke bare på grund af det stærkt forøgede antal kvinder, der indgik i arbejdsstyrken, især under 1. verdenskrig, men også på grund af pres fra de kvindelige medlemmer af deres eget parti.'

Jeg vil afslutte disse bemærkninger med at vende min opmærksomhed – flygtigt – mod det vigtige spørgsmål om, hvad der gik galt.

Jeg er ikke i stand til at yde det retfærdighed på dette sted, men årsagen til, at det er nødvendigt at tage fat på det, viste sig påkrævet, da Albert Rhys Williams følte sig nødsaget til at skrive disse ord i sin beretning fra 1921 om den russiske revolution:

      'Undertrykkelse, tyranni, vold', råbte fjenderne. 'De har knægtet ytringsfriheden, pressefriheden, forsamlingsfriheden. De har indført en skrap værnepligtsordning og tvangsarbejde. Deres regering har været inkompetent, industrien ineffektiv. De har underordnet sovjetterne det kommunistiske parti. De har givet køb på deres kommunistiske idealer, ændret deres program og er gået på kompromis med kapitalisterne'

Nogle af disse anklager er overdrevne. Mange kan forklares. Men de kan ikke alle bortforklares. Venner af Sovjet sørger over dem. Deres fjender har kaldt verden sammen for at gyse og protestere imod dem…'

Williams tilføjede denne betydningsfulde betragtning: ' Mens hadet i udlandet til bolsjevikkerne som 'civilisationens fjender' voksede dag for dag, så gjorde de selv samme bolsjevikker en kraftanstrengelse for at redde civilisationen i Rusland fra totalt kollaps.'

En forsmag på, hvad der blev kommunismens tragedie, kan ikke desto mindre findes i, hvad Williams havde at sige. Dette kan dog på ingen måde forklejne den triumf, som Oktober 1917 var, og som han og hans venner også beskrev, da oprørske masser, mænd og kvinder, gennemførte en arbejderklasserevolution, der rystede verden. Det er den, som vi vil hædre med denne nye bog – ved at stille midler til rådighed, som oprørske aktivister kan trække på i de kampe, der står for i dag og de følgende dage.

Læg et Svar