Kampen om Corbyn – og kampen om Labour

Kampen om Corbyn – og kampen om Labour

corbyn

Kampen om Corbyn er vigtig, også for de der ønsker en langt mere radikal – eller revolutionær – politik, mens et nederlag vil reducere håbet om en virkelig mobilisering mod kapitalens kræfter og krigsmagerne. Det er i dette landskab at Seymour er en god vejviser. I sensommeren gik Labours medlemmer til valgurnerne for at vælge partiets leder. Mindre end et år efter at Jeremy Corbyn havde vundet en en overlegen sejr ved ledervalget blev han udfordret af nye lederkandidater fra partiets midter- og højrefløj.

For en udenforstående kan det være svært at forstå, hvordan han i det hele taget havde været i stand til at vinde i 2015, særligt hvis man læste Politiken der skrev om begyndelsen på hidtil usete vanskeligheder for en britisk partileder (11.1.2016, Michael Seidelin). Men Richard Seymour prøver at forklare fænomenet Corbyn i sin nye bog Corbyn: The strange rebirth of radical politics. Udviklingen siden i sommer har han opdateret i en e-bog, der er gratis tilgængelig. Når den skarpsindige skribent (og marxist) Seymour gør os bekendt med sine tanker om bevægelsen omkring Corbyn, er hans perspektiv både nøgternt og præget af sympati. Seymour er ikke påfaldende optimistisk og glødende. Det er der måske heller ingen grund til at være.

Michael Foot havde ledet partiet til det svidende valgnederlag til Margaret Thatcher i 1983, med et forholdsvis venstreorienteret valgprogram, af modstanderne omtalt som verdenshistoriens længste selvmordsbrev. Siden da har venstrefløjen i Labour været alvorligt svækket. Erfaringerne i 1980erne var gentagne valgfiaskoer og knusning af fagbevægelsen, og det medførte også en langvarig pessimisme, når talen kom på dybere gående ændringer af det konservative britiske samfund. Valgsejrene fra 1997 og fremad ændrede ikke på denne kendsgerning. Det der kendetegnede New Labour var som bekendt ikke muligheden for forandringer eller magtændringer.

Det er ikke altid at sejrherrerne skriver historien – det er 1983 valget et eksempel på, og folkeafstemningen om Brexit ser ud til at blive et andet eksempel. Der er absolut behov for en beskrivelse af den bevægelse, der i september 2015 førte til Cobyns sejr, og Seymour leverer en grundig analyse. Folkemøder i øst og vest, 300.000 nye medlemmer og sympatisører og støtte fra to af landets centrale fagforeninger var baggrunden. Fra den britiske presse blev man mødt af en uhæmmet kritisk og betalt journalistik, men det lykkedes at skabe en bevægelse i de sociale medier, der rakte langt ud over menigheden. Det er her naturligt at drage paralleller til den amerikanske bevægelse omkring Bernie Sanders på den anden side af Atlanten, som genoplivede en slumrende venstrefløj og allierede den med en ung og ivrig bevægelse hvis erfaring var arbejdet med enkeltsager.

Labours rødder

For at kunne forstå hvor ny den form for aktivisme er for Labour i nyere tid, må man grave i partiets rødder. Udgangspunktet for Labours dannelse var at den organiserede arbejderbevægelse til have et parti at stemme på, og selv om fagforeningernes magt er blevet svækket de seneste årtier, er og forbliver det fortsat Labours hovedopgave at vinde valg. Labour er ikke en bevægelse, eller et parti der har en entydig og klar ideologi, men en maskine til valgkamp. Derfor er det vigtigste for partimaskinen at samle stemmer, og det er manglen på denne egenskab som Corbyn kritiseres for. I Labour er en stabil tilslutning nok for parlamentsmedlemmerne, de er bange for deres taburetter og kræver Corbyns hoved på et fad. Det paradoksale er at højrefløjen kraftigt trækker i denne retning, ved at skabe uro, udsprede rygter om splittelse og føre en mediekampagne mod partiets valgte ledelse. Det ser ud som om de hellere vil ofre partiet, end finde sig en en ledelse som taler parlamentsgruppens flertal midt imod, sådan som det skete under debatten om atomoprustning og fornyelsen af Trident-raketterne her i juli.

Labour befinder sig i en dyb krise, både ideologisk og når det handler om tilslutning. I kraft at Blairs højredrejning siden midten af 1990erne er der sket afskalninger i alle retninger. De har mistet vælgere til Green Party, til UKIP, og i Skotland er de gået fra SNP tog for sig af retterne. Hermed er det britiske topartisystem blevet sat på prøve, og valgsystemet med flertalsvalg i enkeltmandskredse giver besynderlige resultater, men en undertigen manglende sammenhæng mellem tilslutning og repræsentation. Labours krise afspejles i krisen for det engelsk demokrati. Derfor handler Seymours bok ikke kun om Corbyn og heller ikke udelukkende om Labour, men om de politiske muligheder og begrænsninger i et Storbritannien der er præget af nedgangstid og uro.

Modstanden mod Corbyn

Den seneste tids modstand er kommet fra kredse, der heller ikke støttede Corby for et år siden, som aldrig har været hans allierede. Længe før resultatet af Brexit afstemningen forelå, gik der rygter om et planlagt kup. Der var også personer der kunne tænke sig et rask formandsskirft, før fremlæggelsen af Chilcot-rapporten om Irakkrigen. Den var også en svidende kritik af Blair og flertallet af partiets parlamentsmedlemmer, og den viste at Corbyn havde haft ret i sin modstand mod krigen.

Selv om Seymour med sin veldokumenterede bog viser, at han ikke nærer illusioner, blev selv han overrasket over den desperation som Blair-fløjen udviste. Foreløbig kom man ud for aflysning af lokale møder, ændring af en dagsorden efter at Corbyns tilhængere var gået hjem, forsøg på at omgå vedtægter i forbindelse med stemmeret, tvivl om en valgt leder kan opretholde sin stilling, fiksfakserier på de sociale medier o.s.v. Oprettelse af et nyt Labourparti med en ny ledelse har også været på tale, og det sidste ord er næppe blevet sagt fra den fløj.

Uændret støtte

Havde Corbyn nu været en mere traditionel politiker, ville omtalen i pressen og presset fra parlementsgruppen nok været tilstrækkeligt til at få ham til at trække sig. Men når reaktionen på striden om partiets ledelse har været 200.000 nye medlemmer, at meningsmålinger viser et flertal blandt partiets vælgere, at der har været støttedemonstrationer med fremmøde i tusindtal, må man konkludere at opbakningen til hans ledelse har ændret sig meget lidt. Corbyn selv har under forløbet holdt fast på sin politik og brugt opmærksomheden til at gå skrarpt i rette med den nye statsminister og hendes nedskæringer i sociale ydelser og hendes begejstring for atomkraft.

Det store spørgsmål som Seymour rejser er, hvad der faktisk vil ske hvis Corbyns Labour faktisk vinder et parlamentsvalg. På grund af Brexit kan både det politiske landskab og et nyt parlaments muligheder for at handle, ændre sig drastisk. Men ingen ved om eller hvordan den ændrede situation vil blive udnyttet. Hvis Labour skal vinde næste valg, er Seymours budskab, at så skal partiets kærnevælgere vindes tilbage, og fagforeningerne skal ind i folden igen, partiet skal øget medlemstallet de moderne folkebevægelser må erfare at det betaler sig at gøre noget.

Det er langt fra sikkert, at det er muligt eller tilstrækkeligt, men Blairs elitære nyliberalisme var ikke nogen succes for Labour eller det engelske klassesamfund i nedgangstider. Derfor er kampen mo Corbyn vigtig, også for de der ønsker sig en langt mere venstreorienteret – eller revolutionær – politik, og et nederlag vil mindste håbet om en virkelig mobilisering mod kapitalens kræfter og krigshøgene. Der er det scenario som Seymour sætter os i stand til bedre at forstå.

Richard Seymour: Corbyn: The strange rebirth of radical politics. Verso, 2016. 248 sider. Som e-bog: Corbyn: Against all odds. Verso, 2016. Gratis tilgængelig på forlagets hjemmeside, www.versobooks.com

Redigeret af Stig Hegn efter Tidsskriftet Rødt! (Larvik) 2016:3 side 137-39.

Læg et Svar