Forfatter Arkiv

 

Poul Le Blanc 

Oktoberrevolutionen

Det er med stor glæde, at jeg er her hos jer for at fejre 100-året for det zaristiske styres fald og de russiske revolutionæres heroiske indsats for at nå frem til socialismen. Det er et historisk vidnesbyrd, der kan inspirere os i vores kampe i dag imod vor tids mangfoldige svøber: det tyranni, som udøves af de umådeligt rige multinationale selskaber og de regeringer, som de kontrollerer, og de modbydelige fremgangsmåder, som de anvender i jagten på enorme profitter. For deres vindings skyld, men på vores bekostning: på bekostning af vores livskvalitet, vores frihedsrettigheder, vores kulturelle og naturgivne omgivelser mm.

På den anden sidde af jordkloden i forhold til det, der havde været det zaristiske Rusland,  kunne den store amerikanske arbejderleder Eugene V. Debs sammen med andre glæde sig over, at 'folkets dag var indtruffet' med 1917-revolutionen. I løbet af den tid, hvor jeg er sammen med jer, er der to ting, som jeg vil byde jer på. Først nogle generelle betragtninger over den russiske revolution i oktober 1917, og derefter vil jeg fokusere på, hvad jeg har bidraget med til den nye udgivelse 'Oktober 1917: 'Arbejdere ved magten'.

I den første del af det, som jeg vil sige, vil jeg begynde med et digt af en ven, og så gå videre med et citat fra den vigtigste russiske revolutionsleder i disse længst forsvundne tider. Jeg vil derefter komme ind på noget af det, som vi kan lære af, hvad der skete i det revolutionære Rusland, og som kan være os til hjælp, når vi bereder os på at møde vor egen tids udfordringer.

Det er en af grundene til at lære af, hvad der skete 'i længst forsvundne tider' – at finde inspiration i kreativiteten og modet hos de mænd og kvinder, der var der før os, men også at ære dem ved at lære af deres bedrifter og deres fejltagelser, sådan at vi kreativt og modigt kan videreføre det bedste af, hvad de udrettede.

Digtet er af min ven Dan Georgakas. Her er det – 'Oktober sang':

 

                                                                         Dem, der aldrig havde regeret før

                                                                                         strømmede ud fra deres fabrikker

                                                                                 over Petrograds broer

                                                                              for at skabe Oktober.

                                                                    Månen var fuldstændig målløs

                                                                                      tidevandet vendte

                                                                                 overalt i verden.

                                                                          Lysene blev tændt over hele Europa.

                                                                                       Intet

                                                                                   kan nogensinde blive det samme.

 

 

Det citat, som jeg vil dele med jer, er, selvfølgelig, fra en livslang revolutionær ved navn Vladimir Iljitj Uljanov, der under navnet 'Lenin' var leder af, hvad der udviklede sig til en afgørende vigtig fraktion i den russiske arbejderbevægelse, der i tidens fylde førte den revolutionære kamp i Rusland til sejr i 1917. 

Revolutionen begyndte, da arbejdere og bønder – nogen af dem i uniform, takket være tvangsudskrivning til zarens hær og flåde under den ekstremt blodige og rædselsvækkende 1. verdenskrig – bragte det zaristiske styre til fald i februar (i henhold til vores kalender begyndte den 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag). I forbindelse hermed havde arbejdere, bønder, soldater og matroser, der tog del i de revolutionære kampe, dannet deres egne revolutionære råd (sovjetter) for at organisere og koordinere deres indsats. Samtidig med det havde et slæng af mere 'realistiske' og 'praktiske' typer – liberale, konservative, moderat socialistiske politikere – stablet en provisorisk regering på benene. Denne provisoriske regering lovpriste arbejderne og bønderne og soldaterne og matroserne i høje toner, lykønskede ærbødigt rådene (sovjetterne) og udbredte sig med alskens demokratisk og populistisk og patriotisk skøntale – de lovede at give folket, hvad det ønskede: fred, brød og jord. Fred med ære, og brød, lige så snart det kunne bringes til veje under de vanskelige omstændigheder, som landet befandt sig i, og helt sikkert også en rimelig og retfærdig omfordeling af jord, som ville være til gavn for de fattige bønder uden at krænke de velhavende jordbesidderes rettigheder. Lenin, med tilslutning fra Lev Trotskij og efterhånden mange andre, fastholdt, at en ægte fred – for ikke at tale om brød til arbejderne og jord til bønderne – kun kunne vindes af dem, der lige havde styrtet zaren, ikke af gammeldags politikere, der var uløseligt forbundet med de sædvanlige politiske intriger og studehandler og med de riges magtstrukturer.

De erfaringer, som folk rent faktisk gennemlevede fra marts til november, førte til, at de fik stort flertal i sovjetterne ud fra paroler som 'Fred! Jord! Brød! Ned med den provisoriske regering! Al magt til sovjetterne!' Det er baggrunden for Lenin-citatet – taget fra en erklæring, som  blev udsendt til Ruslands befolkning i november 1917. Her følger et uddrag af denne erklæring: 

 

     'Arbejdernes og bøndernes revolution har definitivt sejret i Petrograd…Revolutionen har også sejret i Moskva…Der kommer rapporter ind fra fronten og fra landsbyerne hver dag og hver time, der melder om støtte fra det overvældende flertal af soldater i 

     skyttegravene og bønder i landområderne til den nye regering og dens dekreter om fred og øjeblikkelig overdragelse af jord til bønderne. Sejren for arbejdernes og bøndernes revolution er sikret, fordi folkets flertal allerede har taget parti for den…

     Kammerater, arbejdere! Husk, at det nu er jer, der har hånden på statens ror. Der er ingen, der hjælper jer, hvis I ikke står sammen og tager alle statens anliggender i jeres egne hænder. Jeres sovjetter er fra nu af statsmagtens organer, lovgivende forsamlinger med alle beføjelser…

     Kammerater, arbejdere, soldater, bønder, alle jer, der arbejder! Læg al magt i hænderne på jeres sovjetter. Vær årvågne og vogt vores jord, korn, fabrikker, materiel, produkter og transport som jeres øjesten – alt, som fra nu af er udelukkende jeres ejendom, offentlig ejendom. Lidt efter lidt, med samtykke og billigelse fra bønderne, i trit med deres og arbejdernes praktiske erfaringer, vil vi med urokkelig beslutsomhed bevæge os frem imod socialismens sejr – en sejr, der vil blive beseglet af arbejdernes avantgarde i de fleste højtudviklede lande, og som vil bringe dem varig fred og befri dem fra al undertrykkelse og udbytning.'

I denne erklæring kan vi iagttage flere kernepunkter, der kan hjælpe os med at indkredse Oktoberrevolutionens betydning. For dem, der førte an, var ideen bag hele projektet, at det store flertal – dem, hvis liv og arbejde holder samfundet i gang – er dem, der skal styre samfundet. Dette revolutionære demokrati er uløseligt forbundet med etableringen af en alliance mellem de forskellige dele af den arbejdende befolkning, i dette tilfælde arbejderne og bønderne, der arbejder sammen gennem deres egne demokratiske råd – sovjetterne – om at varetage den nye stats politiske anliggender, og også, at de tager herredømmet over den samlede økonomi, som tilhører alle, og som skal være til gavn for alle, under alles kontrol: det er det, der er meningen med socialisme. Dette dybt radikale demokrati, baseret på en arbejder-bonde alliance, hvor politisk demokrati er forbundet med socialismens økonomiske demokrati, blev lanceret som den eneste måde, hvorpå man kunne opnå varig fred og befrielse fra al undertrykkelse og udbytning. En sådan sejr kan kun sikres på globalt plan gennem revolutionær internationalisme. Arbejderne og bønderne i økonomisk tilbagestående lande må finde fælles fodslag med de arbejdende klasser i stadig flere fremskredne kapitalistiske lande på vejen frem mod at gennemføre deres egne socialistiske revolutioner. Det revolutionære Rusland viste den vej, som arbejdende mennesker af alle slags over hele verden måtte gå for at forenes, befri sig for tyranniets lænker og skabe en ny verden, hvor alle kunne udvikle sig frit.

I stik modsætning til, hvad uhæderlige politikere og akademikere, der burde vide bedre, påstod, så var der ingen skjult dagsorden i det – det var ikke noget med at føre sig demagogisk frem med populistiske løfter af begrænset rækkevidde, mens det, som man 'i virkeligheden' arbejdede for, var socialisme og verdensrevolution. Det var ikke sådan, det var alt sammen åbent og ligeud. Lenin og hans revolutionære kammerater havde ikke alene krævet socialisme og verdensrevolution, så snart de var kommet til magten, og de havde sagt det samme igennem hele det begivenhedsrige år 1917, men de havde sagt det så åbent som muligt, til hvem, der lyttede på, i mange år og under mange kampe, hvor de havde budt ind på at tage ledelsen og ind imellem vandt den.

Det er lige netop her, synes jeg, at man finder noget af det helt uomgængelige, som Oktoberrevolutionen kan lære os. Det kapitalistiske system og den virkelighed, som mennesker lever i, har forandret sig i mange henseender siden 1917, men det vigtigste, som Lenin og bolsjevikkerne sagde om dem – at den eneste måde, som man kunne besejre tyranni og undertrykkelse på, er ved egen indsats, ved alliancer, der forener alle undertrykte arbejdende mennesker, ved at virkeliggøre socialismens politiske og økonomiske demokrati, samt ved at forstå dette som en verdensomspændende proces – det er alt sammen noget, der fuldt ud er gældende også i dag. Noget andet, som det er lige så bydende nødvendigt, at vi drager lære af, er, at hvis vi vil tage alt dette alvorligt, så bliver vi nødt til at sige det – højt og klart – lige fra begyndelsen og så blive ved, sige det på måder, så flere og flere mennesker kan forstå det, sige det på måder, så flere og flere mennesker oplever, at det har med deres eget liv at gøre. Når vi ser på den virkelige historie om, hvordan revolutionære rent faktisk agerede gennem årene, så betød det ikke, at man bare belærte folk, men frem for alt, at man lyttede til dem, lærte af dem, og kombinerede det, som vi havde forstand på, med det, som de havde forstand på. Vi kan altså se, at det betyder, at vores engagement i de kampe, hvor et betydeligt antal mennesker tager del, eller er parate til at tage del – ikke kampe for revolutionær socialisme, men kampe for brød, for bare en lille smule værdighed, for en udvidelse af i det mindste nogle få begrænsede rettigheder og et glimt af velvære. Vigtig lærdom kan tilegnes på denne måde, både af revolutionære og ikke-revolutionære, når de i fællesskab bestræber sig på at opnå sejre på sådanne begrænsede områder. Revolutionære standpunkter kan blive beriget på denne måde, og i den udstrækning, hvor revolutionære standpunkter giver mening, så kan kamperfaringer af den karakter hjælpe endnu flere mennesker til at indse det.

En sådan proces kan kun fremmes, gøres sammenhængende og bidrage med en grundlæggende konsistens og kontinuitet gennem den målbevidste udvikling af en organisation af aktivister. En sådan organisation må hjælpe dens medlemmer med at udvikle og dele en forståelse af aktuelle forhold, en vision af en mulig bedre fremtid og en realistisk forestilling om, hvordan man kommer fra det ene til det andet, samt et repertoire af færdigheder, som kan hjælpe dem til at gennemføre dette. Alle de russiske revolutionære, bolsjevikker eller ej, var enige om dette – Lenin og hans kammerater var dog dem, der viste sig mest effektive, når det skulle føres ud i livet. Af denne grund giver det mening at være særligt opmærksom på det revolutionære parti, som de udviklede, og om det er en model, der er brugbar eller ikke brugbar i forhold til den virkelighed, som vi står i  – noget, som mange af os har bakset med, og som vi vil komme nærmere ind på i diskussionsdelen.

Vores verden er et meget anderledes sted, end det var for hundrede år siden. Der er blevet mange, mange flere arbejdere i verden, og de udgør en langt større procentdel af verdens befolkning, end de gjorde i 1917. Der har været spektakulære teknologiske og kulturelle forandringer –   nogen af dem har knyttet verdens folk tættere til hinanden, serveret forbløffende muligheder for kommunikation og for at dele viden for vore fingerspidser, bogstavelig talt, og samtidig med det skabt en produktivitet og en mulighed for, at der kan være rigeligt af alting, hvad der vil forøge socialismens materielle udviklingspotentiale.

I de seneste årtier er den kapitalistiske globaliserings skinnende vidundere blevet stadig mere anløbne – der er mange mennesker rundt omkring i verden, der har oplevet forringede livsvilkår, forøget udbytning, tiltagende social ustabilitet, flere og alvorligere kulturelle og miljømæssige ødelæggelser, svækkelse af sociale fællesskaber, for ikke at nævne den tilsyneladende endeløse historie om vold, terrorisme, krig. Politikere af den slags, som der altid er nok af, hvis faste nummer er forvrøvlet skønsnak om status quo, har efterhånden mistet enhver troværdighed. Der er mange, der er begyndt at blive radikaliseret under indtryk af de trusler, der toner frem i disse tider. Der er nogen, der har ladet sig lokke af religiøse fundamentalister, konservative ultranationalister og racister, der hver har deres patentløsning.

Det er vores pligt ikke bare at protestere og forsøge at blokere den slags destruktive og falske blindgyder, men at opbygge et tidssvarende modstykke til den radikalt demokratiske og arbejderklassebaserede magtfaktor, som bolsjevikkerne udgjorde, der kan fungere som et reelt alternativ, der kan vinde bred opbakning. Vi må opbygge kraftcentre af den karakter i stadig flere lande, ud fra det perspektiv, at vi – i løbet af de næste to årtier – kan medvirke til at videreføre, hvad de russiske masser begyndte på i 1917: at gennemføre kampe, der har så stor gennemslagskraft, at den politiske og økonomiske magt kan komme i arbejderklassens hænder.

En ting, der er meget farlig, og som Rosa Luxemburg engang advarede imod, er: 1) at proklamere sig selv som superrevolutionære helte, og dermed afskære sig fra de kampe, som arbejderklassen udkæmper i virkelighedens verden, eller 2) eller udvikle sig til en massebevægelse, der støtter borgerlige reformer af samfundet, som indlejrer vore kampe og bevægelser i et kapitalistisk status quo.

Vi må genopbygge og genoplive faglige og sociale bevægelser og klassebevidsthed i et omfang, der kan sammenlignes med det, der eksisterede i det tyvende århundredes første årtier – bare endnu stærkere, det skal afspejle alt det, som vi har lært igennem det sidste århundrede. Kun med en stærk og bevidst bevægelse i arbejderklassen, med mange strenge at spille på, kan en virkeliggørelse af Oktoberrevolutionens revolutionært-demokratiske mål blive en praktisk mulighed. Uden en sådan massebevægelse og massebevidsthed, så vil forsøg på at gennemføre en socialistisk revolution blive til tom selvfremstilling og skaberi. Vi skal arbejde sammen med andre – i en pluralistisk og demokratisk bevægelse af aktivister – for at skabe den bevidsthed, opbygge de organisationer og ruste til de kampe, der står for, og vinde de småkampe, der tjener som gennemgangsstier til at skabe opbakning og bevidsthed på massebasis og tilstrækkelig styrke til at skaffe sig adgang til vore revolutionære og socialistiske mål.

Hvis vi tager omfanget af den krise, som vi står overfor – socialt, kulturelt, miljømæssigt, økonomisk og politisk – i betragtning, så har vi ikke oceaner af tid at gøre godt med. Det føjer et stærkt presserende moment til kampe, som vi står i lige nu, som, hvis vi griber det rigtigt an, kan bane vejen for skabelsen af en bevidst og organiseret magtfaktor, der kan komme på omgangshøjde med, hvad bolsjevikkerne udrettede i 1917. Hvad Rosa Luxemburg skriver til slut i hendes polemiske skrift fra 1918, 'Den russiske revolution', giver på den måde genklang frem til vore dage. Lyt til, hvad hun siger:

     'Lige nu, hvor vi står over for skæbnesvangert afgørende kampe overalt i verden, var og er det allervigtigste problem socialismen, vor tids brændende spørgsmål. Det er ikke et spørgsmål om dette eller hint underordnede taktiske spørgsmål, men om proletariatets handledygtighed, styrken til at gribe ind, at ville socialismen fuldt og helt. I den henseende var Lenin og Trotskij og deres venner de første, dem, der gik forud som et eksempel for verdensproletariatet; de er stadigvæk de eneste, der indtil nu kan juble med (den tyske revolutionære renæssancedigter Ulrich von) Hutten: 'Jeg har vovet det!'

     (Luxemburg fortsætter:) 'Dette er det væsentlige og det blivende i bolsjevikkernes politik. Deres udødelige historiske fortjeneste bliver således at være gået i spidsen for det internationale proletariat ved erobringen af den politiske og ved at konkretisere virkeliggørelsen af socialismen som et praktisk problem, af al magt at have drevet opgøret mellem kapital og arbejde ind på historiens scene overalt i verden. I Rusland kunne problemet kun rejses. Og i den forstand, så hører fremtiden overalt 'bolsjevismen' til.'

Disse betagende ord af Rosa Luxemburg stiller os over for mere end én udfordring, når vi i dag prøver at forstå Oktoberrevolutionen i 1917, og når vi tager livtag med spørgsmålet om dens relevans i 2017. Nogen af os, der er ældre, har næppe tid til at give os i kast med et sådant livtag – men de af jer, der er yngre, har med al jeres mod og energi og kreativitet, en mulighed for at udrette de mest utrolige ting i Rosa Luxemburgs og Lenins ånd, samt mange andre, der  repræsenterer Oktoberrevolutionens traditioner.

Det er så slutningen på første del af min tale. I den anden del efter pausen vil jeg dele oplysninger og ideer fra mit bidrag til det nye værk ' Oktober 1917: Arbejdere ved magten'. Jeg vil i den forbindelse komme nærmere ind på, hvad man kan lære af Ruslands revolutionære kamp – med fokus på positive indsigter, komplekse udfordringer, og i en vis udstrækning også berøre, hvad der er blevet opfattet som negativ lærdom. Det er mit håb, at hvad jeg siger dér (og i det hele taget, hvad jeg har sagt indtil nu) kan bidrage til en frugtbar diskussion, der også kan tydeliggøre og præcisere væsentlige forhold.

En besværlig rejse i 1917 bragte fire nære venner, idealistiske unge journalister fra USA, til Ruslands kyster. Midt under den umådeligt ødelæggende verdenskrig, var det århundredgamle monarkistiske autokratis tyranni blevet bragt til ende. Den revolutionære proces fortsatte, og de fire satte sig for, at de ville prøve at forstå, hvad der var i gang.

Revolutionen begyndte med møder på Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts (23. februar efter den gamle zaristiske kalender). Og de 'kom ud af kontrol'. De udløste spektakulære oprør blandt den brede arbejderbefolkning i Petrograd, hvor menige soldater nægtede at åbne ild  mod folkeopstanden og i stedet sluttede sig til den. Store mængder af arbejdere og soldater (de fleste af dem bønder i uniform) organiserede et voksende og stadig tættere vævet netværk af demokratiske råd – det russiske ord er 'sovjetter' – for at koordinere deres aktiviteter. Ud over frihed (ytrings- og foreningsfrihed, lige ret for alle, arbejderes ret til at danne fagforeninger osv.) krævede de fred og brød, samt jord til landets forarmede flertal af bønder. I kølvandet på monarkiets pludselige kollaps skyndte konservative, liberale og moderat socialistiske politikere sig med at danne en provisorisk regering, der skulle inddæmme den revolutionære flodbølge og finde ud af, hvordan man 'bedst' kunne håndtere kravene om fred, brød, jord. Den mest militante gruppering inden for den russiske socialistiske bevægelse –  bolsjevikkerne ('flertallet'), anført af Vladimir Iljitj Lenin – fastholdt, at fred, brød og jord kun kunne opnås ved at vælte den provisoriske regering og give al politisk magt til sovjetterne. De troede, at det ville udløse en verdensomspændende kædereaktion af arbejderrevolutioner, der ville gøre en ende på krig og imperialisme, styrte ethvert tyranni, og føre en overgang fra kapitalisme til socialisme med sig. Efter flere måneders intensiv aktivitet og erfaringsudvikling fik bolsjevikkerne og deres allierede flertal i sovjetterne og gik videre til den anden revolution i 1917 – en opstand med bred folkelig opbakning 7. november (25. oktober efter den gamle kalender).

Et øjenvidne, John Reed, telegraferede nyheden tilbage til USA: 'De menige medlemmer af arbejdernes, soldaternes og bøndernes råd er disciplinerede, med Lenin og Trotskij i spidsen. Deres program er at give jord til bønderne, socialisere landets naturrigdomme og industri, samt erklære våbenstilstand og påbegynde en demokratisk fredskonference…Der er ingen, der holder med bolsjevikkerne, bortset fra proletariatet, men det står til gengæld last og brast med dem. Det samlede borgerskab og dets medløbere er uforsonligt fjendtlige…' 

De første af vores fire venner, der fik deres bøger udgivet (i oktober 1918) var Louise Bryant og Bessie Beatty. Friskheden i deres skarpe iagttagelser og livfulde indtryk, er stadigvæk betagende, selv om der snart er gået 100 år.

Med 'Six Months in Red Russia' tager Louise Bryant næsten synligt kampen op med at prøve at forstå den enormt voldsomme og komplekse byge af oplevelser: 'Jeg, der så en  ny verden gry, kan kun lægge mit spredte og brudstykkeagtige vidnesbyrd frem for jer med den største ærefrygt', fortæller hun os. ' Jeg føler mig som en, der blev sendt afsted efter småsten og kom hjem med perler'.' I forsøget på at nå frem til en mere generel opfattelse skriver hun: 'Den Store Krig kunne ikke bare lade en uforandret verden blive tilbage i vandkanten – visse samfundsmæssige bevægelser måtte nødvendigvis trænge sig frem, andre sinkes…Socialismen er her nu, hvad enten vi kan lide det eller ej – ligesom kvinders stemmeret er her, og den vil vinde yderligere udbredelse, som årene går. I Rusland er den socialistiske tilstand en fuldbyrdet kendsgerning.'

'Revolution er massernes blinde protest imod deres egen uvidenhed', skriver hendes veninde Bessie Beatty i 'The Red Heart of Russia'. 'Den er lige så vigtig i vores tidsregning som amøbens første kejtede sprællen. Det er Mennesket, der er i færd med at skabe sig selv.' Mens hun tydeligvis stadigvæk prøver at begribe, hvad hun har set, funderer hun: 'Tiden vil skænke verdenskrigen,  den politiske og den sociale revolution deres sande værd. Vi kan ikke gøre det. Vi er for tæt på det, der sker, til at vi kan se sandheden.' Men i samme åndedrag tilføjer hun: 'Hvis man ikke kan se håbet i den russiske revolution, er man som en blind mand, der ser på solopgangen.'

Den sidste af de bøger, der udkom (i 1921), Albert Rhys Williams' *Through the Russian Revolution', forsøger at indkredse samspillet mellem årsag og virkning, og mellem objektive og subjektive faktorer:

'Det var ikke de revolutionære, der skabte den russiske revolution…Igennem et helt århundrede havde velbegavede mænd og kvinder i Rusland været oprørte over den brutale undertrykkelse. Så de blev agitatorer…Men folket rejste sig ikke…Så ankom den helt suveræne agitator – sult. Sulten, krigens og det økonomiske sammenbruds følgesvend, drev de sløve masser frem til at gå i aktion. De satte sig til modværge mod den ældgamle, ormstukne magtstruktur, og så bragte de den til fald…De revolutionære spillede dog også en rolle. De skabte ikke revolutionen. Men de gennemførte revolutionen. De havde lagt stor vægt på at organisere og forberede en fasttømret gruppe af mænd og kvinder, der var trænet i at analysere og forholde sig til de givne omstændigheder, og de havde et program, der var tilpasset forholdene, og kampvilje til at gennemføre det'.

Den bog, der kom ind imellem – i januar 1919 – var den, der fik ry som den klassiske øjenvidneberetning, John Reeds pragtfuld 'Ten Days That Shook the World'. Som glødende tilhænger af bolsjevikkerne sluttede han sig tidligt til den verdenskommunistiske bevægelse, som bolsjevikkerne oprettede samme år, som hans bog udkom. Men ingen kan, uanset politisk overbevisning, være uenig i hans generelle vurdering: ' Lige meget hvad man mener om bolsjevismen, så er det ubestrideligt, at den russiske revolution er en en af de største begivenheder i menneskehedens historie, og at bolsjevikkernes opkomst er en hændelse af verdensomspændende betydning.'

I mere end én betydning, så bliver disse venner ved med at bevæge os. De giver os selvfølgelig deres egne, levende oplevelser og øjenvidneindtryk af, hvad der skete under en af de største begivenheder i menneskehedens historie. Men også deres egens tids udviklingsmønstre, drivkræfter og kernespørgsmål, der efter at de selv og alle dem, der kendte dem, for længst er døde, har haft en vedvarende betydning op igennem historien, frem til vores egen tid. De erfaringer, ideer og kernespørgsmål, som de slås med, er stadigvæk relevante og betydningsfulde for mange af os den dag i dag, og sådan vil det sikkert også være for andre i fremtiden.

Rex Wade har – i begyndelsen af vores eget århundrede – har opsummeret de komplekse forhold og problemstillinger vedrørende den russiske revolution på en måde, der fortjener at blive citeret i sin helhed:

'Den russiske revolution i 1917 bestod af en række sideløbende, delvis sammenfaldende revolutioner: den folkelige opstand mod det gamle regime, arbejdernes revolution mod de lidelser, som den gamle industrielle og sociale orden påførte dem, soldaternes mytteri mod det gamle værnepligtssystem og mod selve krigen (1. verdenskrig), bøndernes revolution for at få jord og ret til at bestemme over deres eget liv, middelklasseelementers higen efter borgerrettigheder og  et konstitutionelt parlamentarisk system, de ikke-russiske nationaliteters revolution for ret til selvbestemmelse, det store flertals opstand mod  krigen og de tilsyneladende endeløse massemyrderier. Folk kæmpede også ud fra forskelligartede kulturelle forestillinger, for kvinders rettigheder, lige rettigheder for de forskellige nationaliteter, om magten inden for etniske og religiøse grupperinger og over og inden for politiske partier, samt for opfyldelsen af allehånde aspirationer, store og små. Disse forskellige revolutioner og gruppestridigheder udspillede sig inden for en generel kontekst af politisk omstrukturering og ustabilitet, et tiltagende samfundsmæssigt anarki, økonomisk kollaps og den igangværende verdenskrig. De bidrog både til revolutionens vedblivende levedygtighed og til den følelse af kaos, der så tit overvældede folk i 1917. Revolutionen i 917 drev Rusland afsted med svimlende fart gennem liberale, moderat socialistiske og derefter radikalt socialistiske faser, så det yderste venstre i Rusland, ja, i hele Europa, endte med at komme til magten. Og alt dette skete inden for en bemærkelsesværdigt tæt sammenpresset tidsperiode – inden for mindre end et år.'

Det rejser en lang række spørgsmål, der fortjener opmærksomhed. Ved at tage disse historiske spørgsmål i øjesyn, så kommer vi også til at berøre emner, der optager os i forbindelse med de kampe, som vi må tage op nu og fremover. Vi kan indsnævre dette til følgende spørgsmål:

          1) Hvis vi går ud fra den faglige klassesammensætning, og de forskelligartede bevidsthedsaspekter, der har relation hertil, hvordan var så bevidstheden og den sociale virkelighed, der lå til grund for den, i det, som Wade refererer til som 'arbejdernes' revolution imod de lidelser, som den gamle industrielle og sociale orden havde påført dem?

          2) Hvordan var samspillet mellem etnisk/national undertrykkelse, kvindeundertrykkelse og klasseundertrykkelse (det, som vi i dag refererer til som 'intersektionalitet') i den sociale virkelighed i Rusland i 1917?

          3) Hvordan var forståelsen (eller hvordan var de anderledes, måske divergerende forståelser) af en sådan 'intersektionalitet' blandt bolsjevikkerne, og hvordan fremtrådte det i praksis, eller fremtrådte det slet ikke?

 

Den centrale kategori for russiske marxister var, selvfølgelig, 'arbejderklassen' – af teoretiske grunde, men i lige så høj grad i praksis. I et tidligt studie bemærker Joseph Freeman: 'Arbejderklassens vækst foregik så hurtigy, at mellem 1897 og 1913 forøgedes antallet af lønmodtagere i de store industrivirksomheder med 70 pct, og i indenlandske, håndværksbaserede industrier med 50 pct. Rex Wade fremhæver, , at 'det er centralt i revolutionens historie, at nøgleaktørerne i alle udviklingsfaser var arbejderne i byerne, især industriarbejdere…Revolutionen begyndte med en demonstration af industriarbejdere, og de gav aldrig afkald på deres ledende rolle i både den politiske og den sociale revolution i 1917. De udgjorde en meget indflydelsesrig magtfaktor, der kunne tage yderligere revolutionære skridt, hvis deres aspirationer ikke blev imødekommet – hvad de næsten med sikkerhed ikke blev, i hvert fald ikke fuldt ud.'

Arbejderklassens sammensatte karakter, og dermed også karakteren af dens klassebevidsthed, er allerede blevet skitseret. Et aspekt heraf knytter sig til de faglige forskelle – grafiske arbejdere blev tit opfattet som mere moderate, minearbejdere som mere militante, faglærte arbejdere (f.eks. inden for metal) blev tit opfattet som politisk mere fremskredne end ufaglærte (som f.eks. tekstilarbejdere), bevidstheden og mentaliteten hos mange arbejdere var tit præget af tidligere erfaringer og fortsatte bånd til landsbyen, arbejdere, der kom direkte ind fra landet, blev tit hånet af garvede byboere, der kunne undertiden være tendens til kløfter mellem yngre og ældre generationer af arbejdere osv.

Wade fortæller os, at 'mens deres egne økonomiske, arbejdsmæssige og personlige forhold lå dem mest på sinde, så var arbejderne også livligt optaget af politiske spørgsmål af længere rækkevidde.' Et tæt organisatorisk netværk – der omfattede fagforeninger, fabrikskomiteer, lokale sovjetter og distriktssovjetter, kulturelle grupper og selvhjælpsgrupper af forskellig art, arbejdermilitsgrupper osv – det var alt sammen værktøjer, som arbejderne anvendte for 'at få udbytte af deres nyvundne frihed og magt til at få et bedre liv for dem selv og deres familier.' Han bemærker, at disse og andre nyerhvervelser 'havde den virkning, at de ikke bare konsoliderede arbejderklasseidentiteten, men at de også udvidede kredsen af dem, der identificerede sig selv som arbejdere.' Folk uden for fabrikkerne, der tidligere havde været uorganiserede – taxachauffører, vaskeriarbejdere, arbejdere på badeanstalter, tjenere, bagere, barberer, ekspedienter, underordnede funktionærer som f.eks. kontorister eller lærere i underskolen – de identificerede sig nu som en del af arbejderklassen, dannede fagforeninger og sendte repræsentanter til sovjetterne.

Spørgsmålet om, hvem der tilhørte eller ikke tilhørte arbejderklassen, og hvem der selv identificerede sig som arbejdere, var komplekst på mere end én måde. Den grundlæggende marxistiske distinkjtion – en proletar er en, der sælger sin arbejdskraft til en arbejdsgiver for at få noget at leve af – kunne, afhængigt af sammenhængen, ses som underordnet i forhold til, hvem der havde en uddannelse (og som på en måde kunne defineres som en del af intelligentsiaen), eller i forhold til, om man arbejdede på fabrik eller et 'finere' sted. Leopold Haimson diskuterer eksemplet med medicinalarbejdere , der under det revolutionære røre i 1905 dannede en fagforening – som ansatte på meget forskellige arbejdspladser gjorde – men som så blev stillet over for spørgsmålet, om de som apotekerassistenter skulle identificere sig som 'arbejdere' (hvad der ville bringe dem sammen med socialisterne i Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti, der i overvejende grad kom fra arbejderklassen) eller som 'intelligentsia' (der ville bringe dem sammen med akademikergrupper i det 'borgerligt liberale' Fagforeningernes Forbund). Mellem 1905 og 1917, bemærker han, var der forskellige lag i arbejderklassen, der ' alternativt blev tiltrukket af (eller rent faktisk splittet mellem)  de klassebevidste proletarers repræsentationer' eller noget andet end det, hvad der også implicerede politiske loyalitetsforhold.

Der var også spørgsmålet om, hvordan spørgsmålet om klasse og klassebevidsthed relaterede sig til etnicitet eller nationalitet, og ligeledes til køn.

Det zaristiske Ruslands enorme rige havde været berygtet som et 'fængsel for nationer', og for det, der er blev kendt som storrussisk chauvinisme, kombineret med den herskende elites vedvarende bestræbelser på at presse rigdom ud folkeslag, som det havde underlagt sig. Etniske og nationale skel er under sådanne omstændigheder i stand til at gå på tværs af klasser på mange måder, med fordomme og 'blinde punkter' og krænkelser (for ikke at nævne sproglige og andre kulturelle forskelle), der splitter arbejdere og har en kompliceret indvirkning på klassebevidsthed og klassekamp. Aktivister kan begå alvorlige fejltagelser, og gør det, i sådanne situationer – men der kan også fremkomme nye indsigter, og vigtige korrektioner kan åbne op for nye muligheder. Der er meget at lære (og mere at opdage, for videnskabsmænd såvel som for aktivister) om, hvad der skete i den revolutionære kamp, der førte frem mod 1917, om den rolle, som etniske og nationale kampe spillede i forbindelse med, at Ruslands gamle orden blev bragt til fald, og om den politik, som det nye revolutionære styre efterfølgende førte.

Ikke mindre komplekst, og undertiden lige så eksplosivt, var 'kvindespørgsmålet.' Et aspekt af denne kompleksitet er 'intersektionalitet' – det er problematisk at beskæftige sig med køn adskilt fra andre identiteter: er man i en landlig eller bymæssig sammenhæng, er man aristokrat, bonde, middelklasse, 'intellektuel' funktionær, fabriksarbejder, med i det ene eller det andet etniske fællesskab osv.

Lige som det var tilfældet med det 'nationale spørgsmål' var der marxister – herunder mange bolsjevikker – der var tilbøjelige til at indtage et forsimplet og sekterisk standpunkt: den kommende socialistiske revolution, gennemført af arbejderklassen, ville gøre en ende på alle dårligdomme, herunder undertrykkelsen af kvinder (eller af underkuede nationaliteter og etniske grupper), og særskilte kampe mod den slags undertrykkelse kunne splitte arbejdere og aflede dem fra klassekampen og den primære opgave med at omstyrte kapitalismen. Denne logik kunne også være bekvem, hvis man ville undgå ubehag blandt mandlige (eller overvejende russiske) arbejdere og kammerater, og få kvinder (eller andre undertykte grupper) til at 'finde deres plads'.

På trods af den slags konservatisme, så er selv kritiske historikere enige i, at bolsjevikkerne var langt mere optaget af at organisere for kvindefrigørelse end andre grupper på venstrefløjen, og at Lenin var forud for mange af sine kammerater i sin opbakning af dette arbejde. Forsigtighed og også sippethed afholdt ham fra at bifalde de mere radikale perspektiver, som Alexandra Kollontai og Inessa Armand åbnede op for. Tilbage bliver, at det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti fra begyndelsen af, idet det fulgte Marx', Engels' og Bebels eksempel, havde, som Barbara Evans Clements formulerer det, 'et godt renommé i forbindelse med kvindespørgsmål' (retten til at stemme, lige borgerrettigheder, rettigheder mht uddannelse og arbejde, særlige kvindebehov på arbejdspladsen, herunder barselsorlov og daginstitutioner), og partiet tog også 'offentlig afstand fra den sexisme, der var udbredt blandt europæiske politikere i begyndelsen af det 20. årh…gav dets kvindelige medlemmer lov til at opnå særdeles fremtrædende stillinger og personlig frihed.' Det er helt grundlæggende, i forståelsen af arbejdernes og bøndernes opstand i 1917 og af bolsjevikkernes rolle, , at vi ikke ser 'arbejder' og 'bonde' og 'bolsjevik' som ensbetydende med, at det er mænd. Denne grundlæggende og åbenlyse kendsgerning formede meget af det, der skete. Selv om bolsjevikkerne, som marxister, 'lagde mere vægt på klasseundertrykkelsen end på kvindeundertrykkelsen, så anerkendte de også, at kvinderne led under en dobbelt undertrykkelse, hvis grundlag de troede lå både i bondepatriarkatet og i kapitalismen', som Jane McDermid og Anna Hillyer påpegede. 'Bolsjevikkerne var desuden tvunget til at være opmærksom på kvindespørgsmålet, ikke bare på grund af det stærkt forøgede antal kvinder, der indgik i arbejdsstyrken, især under 1. verdenskrig, men også på grund af pres fra de kvindelige medlemmer af deres eget parti.'

Jeg vil afslutte disse bemærkninger med at vende min opmærksomhed – flygtigt – mod det vigtige spørgsmål om, hvad der gik galt.

Jeg er ikke i stand til at yde det retfærdighed på dette sted, men årsagen til, at det er nødvendigt at tage fat på det, viste sig påkrævet, da Albert Rhys Williams følte sig nødsaget til at skrive disse ord i sin beretning fra 1921 om den russiske revolution:

      'Undertrykkelse, tyranni, vold', råbte fjenderne. 'De har knægtet ytringsfriheden, pressefriheden, forsamlingsfriheden. De har indført en skrap værnepligtsordning og tvangsarbejde. Deres regering har været inkompetent, industrien ineffektiv. De har underordnet sovjetterne det kommunistiske parti. De har givet køb på deres kommunistiske idealer, ændret deres program og er gået på kompromis med kapitalisterne'

Nogle af disse anklager er overdrevne. Mange kan forklares. Men de kan ikke alle bortforklares. Venner af Sovjet sørger over dem. Deres fjender har kaldt verden sammen for at gyse og protestere imod dem…'

Williams tilføjede denne betydningsfulde betragtning: ' Mens hadet i udlandet til bolsjevikkerne som 'civilisationens fjender' voksede dag for dag, så gjorde de selv samme bolsjevikker en kraftanstrengelse for at redde civilisationen i Rusland fra totalt kollaps.'

En forsmag på, hvad der blev kommunismens tragedie, kan ikke desto mindre findes i, hvad Williams havde at sige. Dette kan dog på ingen måde forklejne den triumf, som Oktober 1917 var, og som han og hans venner også beskrev, da oprørske masser, mænd og kvinder, gennemførte en arbejderklasserevolution, der rystede verden. Det er den, som vi vil hædre med denne nye bog – ved at stille midler til rådighed, som oprørske aktivister kan trække på i de kampe, der står for i dag og de følgende dage.

Trotskismens to sjæle

Paul LeBlancs Trotskij-biografi er en fremragende introduktion til en af det 20. århundredes største revolutionære og samtidig til trotskismens modsætningsfyldte historiske arv og betydning.

Af Bjarke Friborg

100 år efter oktoberrevolutionen og 75 år efter sin død, kan Trotskij stadig ikke undgå at fascinere. En gang var han nummer to efter Lenin, verdenskendt som USSRs første udenrigskommissær og Den Røde Hærs chef. 10 år efter revolutionen blev han imidlertid udvist af Stalin og endte sit liv som en jaget mand i eksil, mens han ihærdigt, men også desperat prøvede at formgive en ny international venstreopposition.

For Forlaget Solidaritet er der al grund til at udgive den nye Trotskij-biografi af den amerikanske akademiker og marxist Paul LeBlanc. Ikke blot er den levende, velskrevet, loyal og ærlig mod både personen og hans kritikere, den formår også at vise Trotskij som person såvel som politiker. Dertil viser og levendegør den det enormt store persongalleri, der omgav ham. Under indtryk af Stalins udrensninger får venskabet med Lenins enke Krupskaya og den tidligere oppositionelle Aleksandra Kollontaj ny betydning, ligesom kampfællesskabet med Christian Rakovski og venstresocialisten Victor Serge er en konstant gennem årevis. Trotskijs første kone Aleksandra Sokolovskaja optræder som både politisk aktivist og karaktervidne, mens hans personlige tragedier understreges af samtlige fire børns død fordelt på to henrettelser, et selvmord og en tuberkulose. For bogens hovedperson, født Lev Davidovitsj Bronstein, havde langt fra noget stille og ydmygt liv, men var i udpræget grad i begivenhedernes centrum.


En storpolitisk kæmpe blandt dværge

Det gennemgående tema er i sagens natur hovedpersonens politiske op- og nedture, idet Trotskij frem for alt andet var et dybt politisk menneske og viet til den socialistiske revolution. Lige fra han som 18-årig var med til at organisere arbejderne i provinsbyen Nikolajev, senere i to omgange valgtes til formandskabet for Petrograd-sovjeten under opstandene i 1905 og 1917, til han som 60-årig blev dræbt på sit arbejdsværelse af en sovjetagent med en isøkse. Hele denne rutsjetur formidles af LeBlanc med anekdoter og citater fra venner, men også fjender, og får dermed både saft og kraft som en kriminalroman – lige fra hemmelige oppositionsmøder i små lejligheder i Moskva til det internationale og farverige eksil i Mexico.
Undervejs udsættes Trotskij for en stadigt mere massiv bagvaskelseskampagne. Så hvad han manglede i form af en statsmagts fulde og verdensomspændende propagandaapparat, måtte han råde bod på med sin berømmelse, sit netværk og sin sylespidse pen. For LeBlanc er der her langt fra tale om blot forfængelighed eller en magtpolitikers trang til at opbygge et følge, men om en dyb dedikation til at omstyrte kapitalismen og undervejs gøde de nødvendige modkræfter. Fra sit eksil i først Sibirien, siden Tyrkiet og slutteligt Mexico var Trotskij en enormt produktiv skribent, herunder en flittig korrespondent med socialister i hele verden. I kraft af sin baggrund var han imidlertid ofte en ”kæmpe blandt dværge”, hvor hans person og analyser på godt og ondt på samme tid kunne være samlende, men også splittende. LeBlanc fremstiller hvordan Trotskijs akilleshæl forblev hans fortsatte og ubetingede forsvar af ”verdens første arbejderstat”, selv efter at den vendte sig imod både ham selv og andre.


Arbejderstat eller nyt klassesamfund

Som Stalins ærkerival er Trotskij med rette kendt for sin kritik af Sovjetunionen. Ikke desto mindre forblev han til sin død loyal overfor netop sovjetstaten, som han selv var med til at oprette og også sikre militært. At Trotskij og hans meningsfæller i den nye 4. Internationale fra 1936 og også tidligere dedikerede sig til at genoplive sovjetdemokratiet, tillade andre partier, danne frie fagforeninger etc. ændrer f.eks. ikke, at Trotskij i perioden 1917-1922 var den måske fremmeste eksponent for de krigskommunistiske nødforanstaltninger, der var med til at brutalisere den nye statsmagt fra fødslen. LeBlanc kommer selv ind på arbejdets militarisering, fraktionsforbuddet i bolsjevikpartiet og undertrykkelsen af bønder, der blot forsvarede deres afgrøde mod konfiskation. Nedkæmpelsen af Kronstadt-oprøret kommer også på listen, men pudsigt nok ikke nedkæmpelsen af den anarkistiske bondehær i Ukraine, som Trotskij ellers også var ansvarlig for. 

Uagtet alt dette fastholdt Trotskij, at USSR var blevet oprettet som en arbejderstat, hvis regime først for alvor var degenereret under bureaukratiets mand Stalin. For Trotskij var der heller ikke tale om et nyt klassesamfund, men en ustabil samfundsform ”halvvejs mellem socialisme og kapitalisme”, der var fundamentalt defensiv frem for potentielt imperialistisk. En analyse, der mødte stigende kritik langt ind i den nye internationale – navnlig efter Hitler-Stalin-pagten og den sovjetiske invasion af Finland samt annekteringen af Østpolen. 

LeBlanc gør det her tydeligt, hvordan netop Trotskijs insisteren på sin analyse i 1940 førte til splittelsen på midten af den amerikanske FI-sektion, der ellers indtil da ikke alene havde været toneangivende, men også den største – med 1500 medlemmer – og mest stabile. Et alvorligt nederlag for Fjerde Internationale og også for Trotskij selv, ikke mindst ved udbruddet af den 2. verdenskrig og kun måneder før hans død. Flere af de kritiske amerikanske trotskister optræder flere gange i bogen, herunder navnlig Max Shachtman, Raya Dunayevskaja og CLR James, der siden gik i forskellige retninger, men som for LeBlanc ikke desto mindre i en periode var forenet af trotskismen og af den marxistiske anti-stalinisme. 


En modsætningsfyldt arv

I den amerikanske marxist Hal Drapers klassiske essay fra 1966 om ”Socialismens to sjæle” (der ligeledes er udgivet af Solidaritet) er pointen, at socialister kommer i flere afskygninger, men at man grundlæggende kan skelne mellem autoritære og ikke-autoritære tendenser. Selv om Trotskij langt fra var en Stalin og ubetinget endte sit liv som en kæmpende revolutionær, forblev hans synspunkter stærkt splittende. Den ideologiske arv omfatter således ikke kun kritikken af stalinismen, men også f.eks. begrebet om en arbejderstat selv uden arbejderstyre. Efter hans død fór trotskister i totterne på hinanden over alt fra de nye sovjetiske lydregimer i Østeuropa til protostalinister som Castro, Tito m.fl. Med LeBlancs biografi bliver man langt klogere på den uomgængelige forhistorie.

__

 

”Trotskij forblev til sin død loyal overfor netop sovjetstaten, som han selv var med til at oprette og også sikre militært.” 

Paul Le Blanc: Lev Trotskij

Få navne i moderne historie udmærker sig som den urokkeligt revolutionære Trotskij. Nogle syntes han var en skinhellig og totalitær person, mens andre betragtede ham som en revolutionær frihedskæmper. Men han er en af de mest indflydelsesrige personer i det 20. århundrede.

I denne bog udforsker Paul Le Blanc Trotskijs liv og hans samfundsmæssige, seksuelle og politiske forhold, både for at kritisere og forsvare de forskellige handlinger og holdninger, som hans komplekse karakter førte med sig. Han viser, hvordan Trotskijs eksil fra 1928 på afgørende vis udviklede hans forestillinger, hans handlinger og hans mange skrifter. Det var en periode med forskellige opholdssteder for ham og hans familie, først på en ø i nærheden af Istanbul, så i Frankrig, så i Norge, indtil han sammen med sin familie og støtter slog sig ned i Mexico i 1937. Her blev han tre år senere myrdet af en stalinistisk agent.

Med støtte i en lang række kilder giver Le Blanc et afbalanceret billede af Trotskij. Han sætter ham ind i en historisk kontekst. Det vil give studenter, forskere og alle andre med interesse for politisk historie en værdifuld baggrund for at forstå et ekstraordinært liv.

Med 43 illustrationer. Paul Le Blanc: Lev Trotskij, 290 s., 100 kr.
http://www.solidaritet.dk/?p=2371

 


Ernest Mandel: Indføring i marxismens økonomiske teori – En introduktion

Ernest Mandel (1923-95) var efter 2. verdenskrig et af de ledende medlemmer i Fjerde Internationale. Han var politisk aktivist siden de tidlige teenageår. Født i Tyskland, men voksede op i Belgien, hvor han boede resten af sit liv. Ernest Mandel er uden for Fjerde Internationale mest kendt for sine økonomiske analyser af kapitalismen, ikke mindst senkapitalismen og teorien om de lange bølger i kapitalismens historie. Hans arbejder omfatter mange populære indføringer i marxismens teorier, herunder Marx’ økonomiske teorier, som nærværende lille bog er en kort indføring i.

Der er udgivet mange introduktioner til marxistiske teorier. Denne lille bog er solgt til generationer og fortjener genudgivelse. Her forklares grundlæggende begreber og teorier, som er nødvendige for at kunne analysere kapitalismen. Gennemskue den og analysere den for at forandre en verden fuld af udbytning og trusler mod menneskeheden og naturen. Og hvad er alternativet?
    
Marxismen er teori og metode, ikke “evige sandheder”. I denne lille bog fra Ernest Mandel indføres der i begreber som merværdi, udbytning, produktionsmåde, profitrate, kriser, arbejdskraftens værdi, fremmedgørelse, staten, klasser og så videre.

Ernest Mandel: Indføring i marxismens økonomiske teori – En introduktion, 118 s., 40 kr. 

http://www.solidaritet.dk/product/ernest-mandel-in…-en-introduktion/

30 timer og vejen til det gode liv

Af Jakob Nerup, Arbejdsmarkedspolitisk rådgiver, Enhedslisten


I Danmark elsker vi at hygge os. Vi ser frem til en god aften med vennerne, weekenden med familien og nyde tilværelsen i fulde drag. Det gør vi på forskellige måder, nogle skruer på bilen, andre løber en tur og nogen læser en bog. Fælles for os alle er, at det gode liv ikke kan måles i produktivitet på jobbet, men i menneskelige relationer og den frie udfoldelse. 
Vi vil alle gerne udfolde vores potentiale i livet. Naturligvis ønsker vi alle et job fyldt med udviklingsmuligheder, som giver mening for den enkelte. Men livet er meget længere end arbejdslivet, både mens vi er børn, når vi er gamle og ikke mindst i vores fritid. Legen med børnene, den kreative udfoldelse og kærligheden skal vi have mere tid til, ikke mindre. 
Erhvervslivet har altid sat umættelig vækst og produktivitet over det gode liv, og det er taget til de sidste årtier. Det er gået ud over arbejdslivet og overtaget stadig større dele af lønmodtagernes liv med kravet om mere arbejde på alle tider af døgnet året rundt. Det slider på samfundet, på miljøet, på familien og den enkelte. 
Det er på tide, at vi tager kontrollen over vores liv tilbage og sætter mål for et bedre liv for lønmodtagerne. Et konkret og opnåeligt mål er kortere arbejdstid, som kan give os mere tid til livet.
Enhedslistens forslag er ret enkelt. Der indføres så hurtigt som muligt en 30 timers arbejdsuge. Arbejdstidsnedsættelsen skal være med fuld lønkompensation og der skal være fuld personalekompensation. De offentlige arbejdsgivere skal gå forrest.

Det hårde (arbejds)liv

Der er mange alvorlige grunde og stærke argumenter for, at kortere arbejdstid vil skabe et bedre arbejdsliv og bidrage til et generelt bedre liv for lønmodtagerne. Nogle af de væsentligste grunde er:

  • Vi kan ikke holde til at arbejde så hårdt fysisk og psykisk 37 timer om ugen, når et arbejdsliv skal vare i 50 år eller mere. Forhøjelsen af folkepensionsalderen og afskaffelsen af efterlønnen vil tvinge nutidens unge til at arbejde til de er i 70’erne, og det kan hverken SOSU’ere, tømrere eller pædagoger holde til.
  • Tempoet og presset i hverdagen på de danske arbejdspladser er blevet så hårdt, at stress er en folkesygdom, hvor 35.000 hver dag er sygemeldte, mens 370.000 føler sig stressede. Det er særlig galt for de ansatte i den offentlige sektor. Konsekvensen er, at mange tvinges ud af arbejdsmarkedet på grund af nedslidning og sygdom, samtidig med at rummeligheden for folk der ikke kan yde 100 % på arbejdsmarkedet er meget ringe.
  • Familierne er presset til det yderste. Mere end halvdelen af småbørnsfamilierne har svært ved at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen, fordi begge forældre arbejder kombineret med omverdens øgede krav til forældrenes indsats. Kortere arbejdstid kan give børnefamilierne mere luft i hverdagen og løfte den feministiske dagsorden om at forældrene skal dele opgaverne i hjemmet ligeligt. 
  • Det fleksible arbejdsmarked har ført til øget brug af skiftende arbejdstider, mere deltid og en voldsom stigning i antallet af prekære (løse, kortvarige, ikke ok-dækkede) ansættelser. Kortere arbejdstid vil medføre flere fuldtidsstillinger og bedre vilkår for skiftehold, samt mere fokus på vilkårene for de prekært ansatte.
  • I dag er der 170.000 arbejdsløse, som er raske og parate til et job i morgen. Hvis vi deler arbejdet, som en konsekvens af kortere arbejdstid, så bliver der plads til de arbejdsløse.

Kampen om fremtiden

Fremtiden kan se modsætningsfyldt ud. På den ene side ser krisen ud til at fortsætte, fordi væksten er gået i stå i EU og er betydeligt lavere på globalt plan. Klimakrisen vokser i betydning og omfang, fordi regeringerne og erhvervslivet ikke vil tage de nødvendige bæredygtige skridt. Samtidig vokser antallet af krige, konflikter og flygtninge, hvilket også udfordrer os som samfund. Det betyder, at der ikke automatisk kommer flere job, og at vi er flere som konkurrerer om de samme job. I det perspektiv er kortere arbejdstid af stor betydning, fordi det kan sikre arbejde til mennesker, som ellers vil blive fyret eller er på kanten af arbejdsmarkedet. 
På den anden side byder fremtiden også på muligheder. Udviklingen i viden og teknologi betyder, at mange job vil forsvinde og arbejdet vil blive overtaget af avanceret robot- og IT-teknologi. Den digitale udvikling vil automatisere større opgaver i den finansielle sektor, administrative funktioner og i servicefagene. Dette vil ske uden at produktionen falder, tværtimod vil produktiviteten stige. Vi skal tage stilling til, hvem der skal nyde godt af denne produktivitetsudvikling. 
Skal vi fordoble forbruget eller i stedet nedsætte arbejdstiden? På en række felter er der behov for at øge forbruget. Vi får brug for mere pleje, bedre omsorg, højere uddannelse, sundhed for alle, kultur og ikke mindst et grønnere og mere naturvenligt samfund. Omvendt er der områder, hvor uhæmmet vækst og ” brug og smid væk kulturen” skal ændres til en bevidst omstilling, til en produktion, hvor genanvendelse, holdbarhed og reparation kendetegner produkterne. Det er et valg, vi skal tage i fællesskab. 
På trods af krisen, så fortsætter erhvervslivet med at tjene mange penge. Virksomhedernes overskud vokser, og det samme gør udbytterne til aktionærerne. Direktørernes lønstigninger har intet loft, og de rige bliver stadigt mere rige. Der er penge nok, det handler om, hvem der skal have gavn af dem. Selvfølgelig koster det penge at forkorte arbejdstiden, når der skal flere hænder på arbejde. Men over de sidste 100 år er arbejdstiden gået fra 60 timer til 37 samtidig med at BNP er mangedoblet, så kortere arbejdstid er basalt set et spørgsmål om omfordeling af overskuddet.
Enhedslisten vil udfordre påstanden om, at vi bare skal arbejde mere, og at der ikke er råd til et bedre liv. I vores optik er der ingen modsætning mellem mere velfærd og kortere arbejdstid. Tværtimod. Kortere arbejdstid er en af nøglerne til at give familierne mere tid, og styrke ligestillingen. Det er et væsentligt bidrag til at mindske nedslidningen, samtidig med at de arbejdsløse kan få job. Det kan give flere hænder til den udpinte velfærdssektor og skabe rum til efteruddannelse. Det vil øge mulighederne for at tage klima- og ressourcehensyn. Kortere arbejdstid er ikke en mirakelkur, men nødvendigt, hvis lønmodtagerne skal se et godt arbejdsliv i fremtiden. 

Fra ide til virkelighed – 30 timers arbejdsuge

 Hvor hurtigt vi kan nå målet afhænger af styrkeforholdet i overenskomstforhandlingerne. I det bedste scenarie kan vi få 30 timer over to eller tre overenskomstperioder aftalt ved overenskomstforhandlingerne. Det bliver ikke lettere af, at vi forlanger fuld lønkompensation, som er afgørende for alle med en indkomst under 400.000 kr., og ikke mindst fuld personalekompensation, der er særligt vigtigt for offentligt ansatte, så de ikke skal løbe stærkere eller få flere opgaver. Hvor hurtigt er et spørgsmål om styrkeforholdet, som det altid har været. 
Men vi er ikke naive. Vi ved godt, at arbejdsgiverne vil kæmpe imod enhver forkortelse af arbejdstiden. Det har de gjort til alle tider, og de vil som sædvanlig blive bistået af eliten og deres politiske hånddukker. Derfor må vi også berede os på, at fællesskabets styrke skal aktiveres til kamp, hvis vi skal have gennemført kortere arbejdstid. 
Vigtige forandringer i vores liv skal ikke komme fra oven. Det skal være et produkt af vores fælles krav. Men skal vi gå fra ide til at realisere et konkret forslag, skal vi handle i fællesskab. For at nå der til, så skal der tages mange debatter. Det tager tid at få vundet opbakning til kravet på arbejdspladsen, i fagforeningen, i forbundet og i LO/FTF.
Enhedslisten har skrevet et debatoplæg om 30 timers arbejdsuge for at sætte gang i diskussionen blandt lønmodtagerne, i fagbevægelsen og i den politiske debat. Der er mangfoldige afsæt i diskussionen afhængig af om man er ung kvinde eller en mand tæt på pensionen, om man er SOSU-assistent i det offentlige eller murer i det private. Perspektivet på nødvendigheden af kortere arbejdstid kan være feministisk eller grønt, og ses fra den arbejdsløses vinkel som en vej til job eller som middel til omfordeling fra kapital til lønarbejdere.
Fælles for os alle er, at ideen om det gode liv, og kortere arbejdstid som en af vejene til det, kan løfte opgaven med at slås mod effekterne af det nuværende arbejdsliv samtidig med at vi har en vision om et bedre liv for det store flertal.
Det vil Enhedslisten gerne sætte til debat. 
__


”Kortere arbejdstid er en af nøglerne til at give familierne mere tid, og styrke ligestillingen. Det er et væsentligt bidrag til at mindske nedslidningen, samtidig med at de arbejdsløse kan få job.”


”Vi er ikke naive. Vi ved godt, at arbejdsgiverne vil kæmpe imod enhver forkortelse af arbejdstiden. Det har de gjort til alle tider, og de vil som sædvanlig blive bistået af eliten og deres politiske hånddukker.” 

Kampen om Corbyn – og kampen om Labour

corbyn

Kampen om Corbyn er vigtig, også for de der ønsker en langt mere radikal – eller revolutionær – politik, mens et nederlag vil reducere håbet om en virkelig mobilisering mod kapitalens kræfter og krigsmagerne. Det er i dette landskab at Seymour er en god vejviser. I sensommeren gik Labours medlemmer til valgurnerne for at vælge partiets leder. Mindre end et år efter at Jeremy Corbyn havde vundet en en overlegen sejr ved ledervalget blev han udfordret af nye lederkandidater fra partiets midter- og højrefløj.

For en udenforstående kan det være svært at forstå, hvordan han i det hele taget havde været i stand til at vinde i 2015, særligt hvis man læste Politiken der skrev om begyndelsen på hidtil usete vanskeligheder for en britisk partileder (11.1.2016, Michael Seidelin). Men Richard Seymour prøver at forklare fænomenet Corbyn i sin nye bog Corbyn: The strange rebirth of radical politics. Udviklingen siden i sommer har han opdateret i en e-bog, der er gratis tilgængelig. Når den skarpsindige skribent (og marxist) Seymour gør os bekendt med sine tanker om bevægelsen omkring Corbyn, er hans perspektiv både nøgternt og præget af sympati. Seymour er ikke påfaldende optimistisk og glødende. Det er der måske heller ingen grund til at være.

Michael Foot havde ledet partiet til det svidende valgnederlag til Margaret Thatcher i 1983, med et forholdsvis venstreorienteret valgprogram, af modstanderne omtalt som verdenshistoriens længste selvmordsbrev. Siden da har venstrefløjen i Labour været alvorligt svækket. Erfaringerne i 1980erne var gentagne valgfiaskoer og knusning af fagbevægelsen, og det medførte også en langvarig pessimisme, når talen kom på dybere gående ændringer af det konservative britiske samfund. Valgsejrene fra 1997 og fremad ændrede ikke på denne kendsgerning. Det der kendetegnede New Labour var som bekendt ikke muligheden for forandringer eller magtændringer.

Det er ikke altid at sejrherrerne skriver historien – det er 1983 valget et eksempel på, og folkeafstemningen om Brexit ser ud til at blive et andet eksempel. Der er absolut behov for en beskrivelse af den bevægelse, der i september 2015 førte til Cobyns sejr, og Seymour leverer en grundig analyse. Folkemøder i øst og vest, 300.000 nye medlemmer og sympatisører og støtte fra to af landets centrale fagforeninger var baggrunden. Fra den britiske presse blev man mødt af en uhæmmet kritisk og betalt journalistik, men det lykkedes at skabe en bevægelse i de sociale medier, der rakte langt ud over menigheden. Det er her naturligt at drage paralleller til den amerikanske bevægelse omkring Bernie Sanders på den anden side af Atlanten, som genoplivede en slumrende venstrefløj og allierede den med en ung og ivrig bevægelse hvis erfaring var arbejdet med enkeltsager.

Labours rødder

For at kunne forstå hvor ny den form for aktivisme er for Labour i nyere tid, må man grave i partiets rødder. Udgangspunktet for Labours dannelse var at den organiserede arbejderbevægelse til have et parti at stemme på, og selv om fagforeningernes magt er blevet svækket de seneste årtier, er og forbliver det fortsat Labours hovedopgave at vinde valg. Labour er ikke en bevægelse, eller et parti der har en entydig og klar ideologi, men en maskine til valgkamp. Derfor er det vigtigste for partimaskinen at samle stemmer, og det er manglen på denne egenskab som Corbyn kritiseres for. I Labour er en stabil tilslutning nok for parlamentsmedlemmerne, de er bange for deres taburetter og kræver Corbyns hoved på et fad. Det paradoksale er at højrefløjen kraftigt trækker i denne retning, ved at skabe uro, udsprede rygter om splittelse og føre en mediekampagne mod partiets valgte ledelse. Det ser ud som om de hellere vil ofre partiet, end finde sig en en ledelse som taler parlamentsgruppens flertal midt imod, sådan som det skete under debatten om atomoprustning og fornyelsen af Trident-raketterne her i juli.

Labour befinder sig i en dyb krise, både ideologisk og når det handler om tilslutning. I kraft at Blairs højredrejning siden midten af 1990erne er der sket afskalninger i alle retninger. De har mistet vælgere til Green Party, til UKIP, og i Skotland er de gået fra SNP tog for sig af retterne. Hermed er det britiske topartisystem blevet sat på prøve, og valgsystemet med flertalsvalg i enkeltmandskredse giver besynderlige resultater, men en undertigen manglende sammenhæng mellem tilslutning og repræsentation. Labours krise afspejles i krisen for det engelsk demokrati. Derfor handler Seymours bok ikke kun om Corbyn og heller ikke udelukkende om Labour, men om de politiske muligheder og begrænsninger i et Storbritannien der er præget af nedgangstid og uro.

Modstanden mod Corbyn

Den seneste tids modstand er kommet fra kredse, der heller ikke støttede Corby for et år siden, som aldrig har været hans allierede. Længe før resultatet af Brexit afstemningen forelå, gik der rygter om et planlagt kup. Der var også personer der kunne tænke sig et rask formandsskirft, før fremlæggelsen af Chilcot-rapporten om Irakkrigen. Den var også en svidende kritik af Blair og flertallet af partiets parlamentsmedlemmer, og den viste at Corbyn havde haft ret i sin modstand mod krigen.

Selv om Seymour med sin veldokumenterede bog viser, at han ikke nærer illusioner, blev selv han overrasket over den desperation som Blair-fløjen udviste. Foreløbig kom man ud for aflysning af lokale møder, ændring af en dagsorden efter at Corbyns tilhængere var gået hjem, forsøg på at omgå vedtægter i forbindelse med stemmeret, tvivl om en valgt leder kan opretholde sin stilling, fiksfakserier på de sociale medier o.s.v. Oprettelse af et nyt Labourparti med en ny ledelse har også været på tale, og det sidste ord er næppe blevet sagt fra den fløj.

Uændret støtte

Havde Corbyn nu været en mere traditionel politiker, ville omtalen i pressen og presset fra parlementsgruppen nok været tilstrækkeligt til at få ham til at trække sig. Men når reaktionen på striden om partiets ledelse har været 200.000 nye medlemmer, at meningsmålinger viser et flertal blandt partiets vælgere, at der har været støttedemonstrationer med fremmøde i tusindtal, må man konkludere at opbakningen til hans ledelse har ændret sig meget lidt. Corbyn selv har under forløbet holdt fast på sin politik og brugt opmærksomheden til at gå skrarpt i rette med den nye statsminister og hendes nedskæringer i sociale ydelser og hendes begejstring for atomkraft.

Det store spørgsmål som Seymour rejser er, hvad der faktisk vil ske hvis Corbyns Labour faktisk vinder et parlamentsvalg. På grund af Brexit kan både det politiske landskab og et nyt parlaments muligheder for at handle, ændre sig drastisk. Men ingen ved om eller hvordan den ændrede situation vil blive udnyttet. Hvis Labour skal vinde næste valg, er Seymours budskab, at så skal partiets kærnevælgere vindes tilbage, og fagforeningerne skal ind i folden igen, partiet skal øget medlemstallet de moderne folkebevægelser må erfare at det betaler sig at gøre noget.

Det er langt fra sikkert, at det er muligt eller tilstrækkeligt, men Blairs elitære nyliberalisme var ikke nogen succes for Labour eller det engelske klassesamfund i nedgangstider. Derfor er kampen mo Corbyn vigtig, også for de der ønsker sig en langt mere venstreorienteret – eller revolutionær – politik, og et nederlag vil mindste håbet om en virkelig mobilisering mod kapitalens kræfter og krigshøgene. Der er det scenario som Seymour sætter os i stand til bedre at forstå.

Richard Seymour: Corbyn: The strange rebirth of radical politics. Verso, 2016. 248 sider. Som e-bog: Corbyn: Against all odds. Verso, 2016. Gratis tilgængelig på forlagets hjemmeside, www.versobooks.com

Redigeret af Stig Hegn efter Tidsskriftet Rødt! (Larvik) 2016:3 side 137-39.

Hvem er Arundhati Roy?

arundhati-roy

Af Tore Linné Eriksen

Hvorfor er hun en stemme der bliver lyttet til, både i Indien og rundt omkring i verden? Hvorfor et hun frygtet af hjemlandets myndigheder, hvorfor er hun stadig blev udsat for retsforfølgelser, trusler ondsindede rygter?

Sammen med Eduardo Galeano fra Uruguay, som døde i fjor, er hun i en klasse for sig, med sin kombination af medrivende skrivekunst og politisk kampvilje. Det er derfor let at tilgive at hun foreløbig ikke har fulgt op på romanen The god of small things, som foregår i den delstat hvor hun voksede op, Kerala. Efter udgivelsen i 1996 blev bogen hurtigt en verdenssucces, oversat til over 20 sprog, på dansk De små tings gud.

Den var hendes skønlitterære debut  – i en alder af 35år, efter at have uddannet sig til arkitekt og arbejdet med filmproduktion. Hun holder stadig liv i rygterne om at en ny roman er på bedding, og i et interview for nylig fortalte hun at den nok kom næste år.

En intellektuel i folkelig kamp

Arundhati Roys gennembrud som politisk essayist fandt allerede sted i 1998.  Udover at ville påvirke opinionen til modstand mod indisk atomoprustning og prøvesprængninger, fortalte hun om modstanden mod udbygningen af det gigantiske Sardar -Sarovar-projekt i Narmadadalen i  Madhya Pradesh. Klart at hun var andet og mere end bare en rapporter, hun var en vigtig deltager i selve kampen. Den politiske analyse kom til udtryk gennem en grundig dokumention af, hvilke drivkræfter der lå bag ved udbygningen af kraftværket, den ’udvikling’ der tjente som mantra for de store firmaer og for de centrale indiske myndigheder. I afsnit efter afsnit, i fodnote efter fodnote, kunne hun sønderlemme deres argumenter.

De penge som fulgte med ved tildelingen af Bookerprisen for hendes succesroman, gav hun ubeskåret til bevægelsen Narmada Bachao Andolan, den bevægelse der bekæmper det overdrevne dæmningsbyggeri. De kvitterede ved at berømme Arundhati Roy for at følge en stolt indisk tradition med intellektuelle der engagerede sig i den folkelige kamp for et  retfærdigt samfund. Aktivister fra det hindunationalistiske parti, BJP, der aktuelt jo har regeringsmagten, har foranlediget offentlig bogbrænding af The cost of living. For en sikkerheds skyld blev der også sendt dødstrusler til boghandlere hvis de ikke fjernede den fra hylderne.

Et Indien der ikke skinner

Et gennemgående træk ved Roys analyser er opgøret med myten om ’India shining’ – den som skiftende regeringer, den internationale finanspresse og de nyliberalistiske ideologer fremfører. Hun fortæller os at andelen af kronisk underernærede i gennemsnit er højere i Indien end i Afrika, at flere har adgang til mobiltelefoner end til rent drikkevand. Og hvor stor den meget omtalte middelklasse i virkeligheden er, når Verdensbanken anslår at omkring 85 % af befolkningen lever for under en ½ US$ om dagen – derfor er den store middelklasse et højst diskutabelt fænomen.

Det er bare med at gå i gang!

Hvor skal man starte hvis man vil fordybe sig i  Arundhati Roys verden? Kronologisk set vil  De små tings gud være en god begyndelse. Af hendes essays foreligger: Menigmands guide til imperiet og  Fantasiens død hvor hun forholder sig til, en succesforfatters ansvar man, når man lever i et tredjeverdens land. På norsk foreligger hos Pax: Levekostnader (1999) og Til alle murmedyr og markmus her i verden (2004). Det filosofiske tidsskrift deroppe, Agora har ogå udgivet et særnummer om hende (2012:4).

På engelsk foreligger samtalebogen The shape of the beast: Conversations with Arundhati Roy (2010) som bygger på lange interviews med hende i tiåret efter århundredeskiftet. Nogle af Roys nyeste artikler er samlet i Capitalism: A ghost story, hun fortæller her om verdens største demokrati, med over 800 millioner stemmeberettigede, om den globaliserede kapitalisme krav, og hvordan den udsætter milioner for ulighed og udbytning. På You Tube der en samtale på 1½ time mellem Arundhati Roy and Siddhartha Deb om bogen på https://www.youtube.com/watch?v=3tkQyqLnFbk, hun er jo a storyteller on politics, som hun siger. Det indiske magasin, Outlook, har i øvrigt en hjemmeside, hvor man kan finde mange af Roys artikler, se hendes rubrik på http://www.outlookindia.com/people/arundhati-roy/4112 – her kunne man 6.10.2016 se at hendes roman nr. 2 kommer næste år med titlen The ministry of utmost happiness, på siden her kan man også finde hendes sidste forsvar for Kashmirs selvstændighed, Azadi,  en artikel fra den 15. juli.

Til stor glæde for  Roys venner er hendes vigtigste artikler nu samlet i en propfuld – og billig – udgave med titlen The End of imagination, der indeholder hendes samlede essays (fra de fem bøger). Og i anledning af at hun var forsidepige på kvindebladet Elle  (juli 2016)  var hun i Huffington Posts indiske udgave med et udfald mod tidens modepiger, det er på tide at Askepots grå søskende indtager deres plads i solen, som hun siger: http://www.huffingtonpost.in/aishwarya-subramanyam/arandhati-roy_b_10770790.html

Litteratur

De små tings gud. Oversat af Jan Bredsdorff. Munksgaard/Rosinante. 2011. 328 sider

Menigmands guide til imperiet: essays. Oversat af Arne Herløv Petersen og Henrik List. Peoples’ Press. 2005. 305 sider.

Fantasiens død. Oversat af Thomas Harder. Munksgaard/Rosinante, 1998. 30 sider.

Capitalism: A ghost story. London, Verso, 2015. 144 sider. £5.59

The end of imagination. New York, Haymarket, 2016. 408 sider. $ 10, kommer måske på Verso senere, nok til en billigere pris.

Oversat, redigeret og forkortet af Stig Hegn efter: Rødt! 2016:3, side 36-39

Brug dit netværk!

New left review, https://newleftreview.org

– de er også på Facebook: https://www.facebook.com/New-Left-Review-12792549719/

NLR er et britisk tidsskrift som er knyttet til en marxistisk tradition og som med seks numre om året helt siden 1960 har bragt grundige artikler. For at læse hele tidsskriftet på nettet eller i papirudgave kræver det at man har tegnet abonnement,  som koster £40. Men på NLRs hjemmeside ligger der et udvalg af gratis artikler i fuldtekst, i nr. 100 (juli-august 2016) således Rob Lucas’ anmeldelse af Paul Mason: Postcapitalism plus også en kommentar til Brexit af Susan Watkins – som nogle måske kender fra hendes skriverier om Doris Lessing – hun har skrevet artiklen Casting off? Watkins mener: Critics of the neoliberal order have no reason to regret these knocks to the entire global establishment.  Altså en hjemmeside der er værd at besøge.

Socialist Register

Ved siden af tidsskrifterne Monthly Review, New Leift Review of International Socialism er årbogen Socialist Register det fornemste eksempel på en uafhængig, marxitisk tradition der stadig er levende.  Socialist Register er udkommet hvert eneste år siden 1964, det kommer til tiden og har altid et overordnet tema og omkring 15 bidrag på hver omkring 20 sider. Indholdet bærer præg af at næsten alle forfattere har en akademisk baggrund og at de er velbevandret i brugen af fodnoter, men for engelskyndige indeholder det ingen afskrækkende momenter.

Ildsjælen i starten var Ralph Milliband, en engelsk samfundsforsker og socialistisk teoretiker, men han døde før han nåede at opleve sine to sønner, Ed og David Milliband, gøre karriere som højresocialdemokrater. (Det sker jo at æblet falder langt fra stammen, måske var der tale om nedfaldsfrugt.) Siden 1985 har Leo Panitch siddet i redaktionen, Ellen Meiksins Wood sad der også i mange år. I lang tid var de fleste af bidragyderne af engelsk oprindelse, ikke mindst var der mange vigtige artikler af historikeren E.P. Thompson. Senere fik redaktionen hjemsted i Nordamerika, men der er medarbejdere fra alle dele af verden, og de enkelte kapitler afspejler et bredt internationalt interesseområde.

Det gennemgående tema siden begyndelsen har været diskussionen om klasse, socialistisk strategi, statens rolle og forandringerne i kapitalens måde at fungere på, både nationalt og globalt. I 2014 var det klasseanalyse, der stod i centrum og året efter klasseproblemet, herunder om migrantarbejdere og situationen i Afrika, Kina, Indien, Ægypten, fra et klasseperspektiv. 2016 handlede om The politics of the right, her var bl.a. artikler om højre i Frankrig og England og også om nylibralismen: Neoliberalism and popular racism: The shifting shape of the European right af Liz Fekete. I 2017 kommer det til at handle om den russiske revolution og har titlen Rethinking revolution, med bl.a. bidrag af Leo Panitch og Sam Gindin: Class, party and the challenge of state transformation

Socialist Register bliver tit anmeldt i andre tidsskrifter, således kan man finde anmeldelser af årgang  2016 in Race & Class, Counterfire, People’s World og The Spokesman. Ud over at Socialist Register udkommer i papirformat til en overkommelig pris, £25, samtidig får man for denne pris adgang året ud til alle de artikler der har været trykt gennem 50 år!

Socialist Register, http://socialistregister.com

Onsdage kl.17-19 Københavns Hovedbibliotek, 3.sal th,

Bogen kan købes hos Forlaget Solidaritet her (400 sider, Kr.120; www.solidaritet.dk).

Læseklubben om den ledes af sociolog og geograf Rolf Czeskleba-Dupont. Forfatter og byplanlægger Peter Schultz Jørgensen står til rådighed som faglig konsulent.- Med Harvey spørger vi: Hvad gør ‘kapitalen’ ved kapitalismen og vores livsvilkår – og hvad gør vi ved begge dele? David Harvey kalder bogen for sin farligste – hvad skal vi forstå ved det?

PROGRAM (samlet forløb over efterår og forår)

1. del: Grundlæggende modsætninger

12.10. Introduktion og aftaler; Harvey og modsætningernes dialektik

26.10. Brugsværdi og bytteværdi

2.11. Arbejde, værdi og penge

9.11. Privatejendommen og den kapitalistiske stat

16.11. Privat tilegnelse og fælles rigdom

23.11. Kapital og arbejde 30.11. Kapital som proces eller ting ?

7.12. Vareproduktionens og realiseringens modsætningsfyldte enhed

2. del: Modsætninger i bevægelse over tid

25.1. Teknologi, arbejde og udstødning af mennesker

1.2. Arbejdsdelinger

8.2. Monopol og konkurrence; centralisering og decentralisering

15.2. Ulige geografisk udvikling og produktionen af rummet

22.2. Forskelle i indkomst og rigdom

1.3. Samfundsmæssig reproduktion

8.3. Frihed og dominans

3. del: De farlige modsætninger

15.3. Uendelig eksponentiel vækst

22.3. Kapitalens forhold til naturen

29.3. Universel fremmedgørelse; revolutionær humanisme

19.4. Afslutning med bogens epilog (17 politiske principper)

Tilmelding: Litteraturformidler Suzan Erdogan Borglind Z09f@kff.kk.dk eller rcd@cnas.dk

Brug dit netværk!

Links : International journal of socialist renewal http://links.org.au

Links er et australsk initiativ der udspringer af ønsket om at formidle nyheder og analyser inden for den marxistisk tradition, ikke mindst med tanke på udviklingen af en socialisme der bryder med den stalinistiske tradition. Inden for denne ramme er hjemmesiden åben for forskellige synspunkter. Det er ikke i første række et teoretisk tidsskrift, men et mødested for formidling af aktivisme og politisk kamp overalt på kloden. Der var i sin tid mange artikler om ‘bolivarismen’ i Venezuela og en kritisk gennemgang af højrefløjen i Ukraine. Der har været interview med den græske Syriza-leder Alexis Tsripras. Sidste nummer har en mindeartikel om den franske trotskist Daniel Bensaid og Ruken Isik har en artikel om de kurdiske kvinder i Rojava Kurdistan, plus Karlos Zurutuzas interview med kurderlederen Salih Muslim Muhammad. En søsterpublikation er ugemagasinet Green Left Weekly – www.greenleft.org.au

International Socialist Review : ISR www.isreview.org

ISR er både et papirmagasin og en internetpublikation, som kommer med fire fyldige numre om året. Det er en del af den internationale IS-tradition og har til opgave at udvikle socialistisk teori og praksis både i USA og internationalt. Nr. 91 indeholdt grundige artikler om venstrefløjens problemer i Grækenland og om kønsbaseret vold i nyliberalismens tidsalder. Der er også et spændende interview med Victor Toro i forbindelse med markeringen af 40-årsdagen for det imperialistiske kup i Chile. Nyeste nummer hedder 100 og her har Antonis Davanellos, medlem af International Workers’ Left (DEA), nogle refleksioner omkring Syriza, mens Ashkey Smith gør sig overvejelser omkring imperialismens aktuelle tilstand i The asymmetric world order. ISR har også en fyldig afdeling med boganmeldelser.

Third World Network : TWN www.twn.my

Det er en af de vigtigste hjemmesider når det drejer sig om aktuelle kommentarer og rapporter set fra et antiimperialistisk nord-syd perspektiv, med basis i både organisationer og centrale enkeltpersoner TWN er et internationalt netværk (med hovedsekretariat i Penang, Malaysia) for udvikling i forbindelse med Nord-syd problematikken der bliver dækket bredt, men der er særlig vægt på handel/WTO, UNCTAD/FN-systemet, klima, landbrug, bæredygtig udvikling, sundhed. Der er en daglig opdatering af nyheds- og kommentartjenesten som er organiseret tematisk, hertil kommer at enkelte rapporter og længere analyser ligger online. TWN følger de internationale klima- og handelsforhandlinger tæt. Særlig grund er der til at anbefale netmagsinet Third World Resurgence, der kommer seks gange om året og som tit er på omkring 60 sider med et hovedtema, bl.a. hedder sidste nummer The Paris Agreement: A small step towards averting climate disaster. TWN udgiver flere magasiner.

Che Guevaras aktualitet – en bemærkelsesværdig bog

 

CheFidel

Samuel Farber: The Politics of Che Guevara (Haymarket Books, 2016, 162 sider).

Forfatteren er kendt for en central bog om det aktuelle Cuba: Cuba since the revolution of 1959, som jeg tidligere har anmeldt. Om sin nye bog siger Farber bl.a. i indledningen:

Det centrale i mit perspektiv er en opfattelse af det socialistiske demokrati, hvor institutioner grunder sig på et flertalsstyre, der kontrollerer de vigtigste kilder til økonomisk, social og politisk magt, både lokalt og landsdækkende. Sådan et gennemført deltagerdemokrati kræver en socialisme baseret på selvorganisering, og organiseringen af folket, så også flertallets magtudøvelse gennemføres under hensyntagen til mindretallet og de borgerlige rettigheder.

Che Guevaras politiske forestillinger, hans praksis og hans revolutionære perspektiver er meget udemokratiske, baseret på en socialisme fra oven, snarere end fra neden. Det rejser spørgsmålet om   hvilken form for social og politiske orden, der var blevet resultatet, hvis han havde haft held med sine bestræbelser på at udløse en sejrrig revolution i Congo og Bolivia.

Hans socialisme/kommunisme udelukkede enhver opfattelse af en selvstændig arbejder- eller folkemagt, udelukkede også de politiske forudsætninger, der er nødvendige for de institutioner, der vil kunne sikre arbejderkontrol eller de folkelige organers. Det drejer sig om organisationsfrihed for grupper som arbejdere, sorte, kvinder, om borgerlige rettigheder som tale- og forsamlingsfrihed.

For Che var det centrale i socialismen den fuldstændige afskaffelse af konkurrencen og den kapitalistiske profit, oprettelsen af en stat under det kommunistiske avantgardepartis ledelse, en stat som kontrollerede hele landets økonomiske liv. Det centrale i statens selvstændige organisering af økonomien var at tilintetgøre privilegier og skabe økonomisk lighed. Hans urokkelige opfattelse af statssocialisme var en afvisning, ikke bare af forestillingen om arbejderkontrol og selvforvaltning, men også af individets identitet, problemer og selvbestemmelse.

Guerillaens centrale rolle

I modsætning hertil var Guevara allerede så tidligt som i Sierra Maestra i 1958 den vigtigste fortaler for det synspunkt, at det var den oprørske guerillahær, der skulle styrte Batistas diktatur og gennemføre en revolutionering af samfundet – det var ikke arbejderklassen eller bønderne, undtagen som støttefunktion. Det skulle vise sig, at Che fik ret, når det drejede sig om den praktiske måde at få magten på. Til gengæld udviste han en kolossal undervurdering af den afgørende rolle,  som de revolutionære i byerne spillede i den langt mere farlige kamp for at gennemføre den cubanske revolution i 1959.

Selv om Guevaras opfattelse viste sig at være effektiv, når det handlede om at smadre det gamle politiske og sociale system, afveg den fra den klassiske marxistiske politik vedrørende egen frigørelse og socialistisk demokrati. Men det hængte fint sammen med forestillingen om indførelse af socialisme fra oven og havde i starten en overvældende tilslutning. Den folkelige deltagelse blev understreget, selv om en folkelig demokratisk kontrol blev udelukket. Det system, som Guevara og de andre cubanske ledere etablerede, tillod principielt ikke etableringen af socialistiske, demokratiske institutioner, af politiske frihed og de rettigheder, der ville være nødvendige for indførelse af socialisme.

At Guevaras politiske og militære metoder fungerede under de samfundsmæssige og politiske forhold, der eksisterede på Cuba i 1950erne, betød ikke, at de ville fungere andre steder. I Bolivia rådede han de militante minearbejdere til at opgive massekampen, der hvor de boede og kæmpede, i stedet skulle de tilslutte sig den guerilla, der befandt sig langt væk. Den var organiseret på et strengt hierarkisk og militært grundlag og fortrinsvis under ledelse af mennesker, der klassemæssigt og nationalitetsmæssigt befandt sig langt væk fra minearbejderne, der jo havde deres egne demokratiske og revolutionære traditioner.

Revolution og demokrati

Forholdet mellem revolution og demokrati er et vigtigt problem, og også vanskeligt at løse. Jeg vil nu hævde, at følgende to punkter er vigtige: For det første medfører revolution ikke automatisk diktatur, tyranni, eller demokrati. Det er korrekt, at alle former for aktiv væbnet kamp – revolutionær eller tilsvarende – uundgåeligt medfører en begrænsning af den demokratiske proces og de borgerlige rettigheder. Men det, der sker efter at den bevæbnede konflikt er bragt til en ende og den revolutionære magt er blevet stabiliseret, også selv om en økonomisk krise vil kunne udgøre et dæmpende og begrænsende pres, det afhænger i afgørende grad af den politik, der udøves af den revolutionære ledelse. Om politikken er af en karakter, som gør den væbnede konflikts undertrykkelse af demokrati og frihedsrettigheder til et permanent fænomen. Om det, der oprindeligt var en nødvendighed, bliver til en dyd.

For det andet fører en samfundsrevolution ikke nødvendigvis med sig en kollektiv afstraffelse af samfundsgrupper eller typer af mennesker – race, religion eller etnicitet – i modsætning til den nødvendige afstraffelse af enkeltindivider eller særlige grupper, der har deltaget i væbnede aktioner mod den revolutionære regering. For eksempel den almindelige stemmeret, som blev indført efter bolsjevikrevolutionen i 1917 – et stort fremskridt som resultat af en demokratisk kamp i kølvandet på bevægelser, der skabte historie. Udelukket fra stemmeret var dog arbejdsgivere, rentiers, private handlende, munke og præster plus tidligere embedsmænd og politiagenter. Dette kritiserede Rosa Luxemburg, da regeringen ikke var i stand til at sikre alle et arbejde. Lenin forsvarede tiltagene med den særlige russiske situation

Che Guevara og revolutionær politik

Et vigtigt træk i Che Guevaras politiske tankesæt og hans aktivisme var hans ignorering af, at en særlig politisk sammenhæng skulle kunne udgøre ledetråden for politisk aktion. Når han udelukkende fokuserede på at lave revolution og på den væbnede kamps taktik, medførte det, at han i midten af 1960erne konkluderede, at næsten alle lande i Latinamerika var modne til væbnet opstand i deres landlige udkantområder, hvorved han så bort fra de meget forskellige politiske og socioøkonomiske forhold, der gjorde sig gældende på kontinentet. Denne strategiske og taktiske blindhed var til dels en reaktion mod den parlamentsfikserede politik, som blev ført af de gamle moskvatro kommunistpartier, der prægede hans tid.

Imidlertid findes der et alternativ til Ches revolutionære voluntarisme og de latinamerikanske kommunistpartiers parlamentsfiksering og opportunisme. For at kunne fremme den revolutionære proces kræves et alternativ med et perspektiv, som forudsætter en revolutionær politik med en strategisk og taktisk tankegang og handling. Politik må derfor blive influeret af den klare politiske virkelighed, de revolutionære nødvendigvis må underlægge sig. Hertil hører den herskende klasse og dens allierede, og det, de vil foretage sig for at hindre alle de forandringer, der kan skade deres interesser. Den politiske virkelighed rummer et stort antal vanskeligheder og muligheder som hele tiden bestandig stiller de evige spørgsmål om ’hvad må der gøres?’ Det handler både om de politiske mål, om den strategi og taktik, der bedst gør det muligt at nå frem til målet.

Efterhånden som bevægelsen udvikler sig, bliver den ikke alene udsat for overvågning, provokationer og repression. Den vil også blive genstand for de herskendes løgne og propaganda, når de herskende ønsker at svække, splitte og forvirre den. De bedste svar på disse udfordringer ligger ikke altid lige for, og de kræver strategiske og taktiske svar som kan mobilisere og styrke folks bevidsthed om fjendens natur og hans taktik.

Den revolutionære situation

Om gennemførelsen af revolutionen sagde Lenin, at det revolutionære parti burde udnytte situationen, ellers ville der ikke finde nogen forandring sted og reaktionen ville sandsynligvis gribe ind. Det er præcist, hvad der er sket mange gange – for eksempel under general Augusto Pinochets kup i Santiago i Chile den 11. september 1973, hvor præsident Allendes parlamentarisme beredte vejen for, at hans konstitutionelle regering måtte gå af.

Guevara lod imidlertid hånt om problematikken omkring ’den revolutionære situation’, og selv i sin originale og forholdsvis forsigtige afhandling om guerillakrig fra 1960, argumenterede han med, ’at det er ikke nødvendigt at vente til alle betingelserne for at kunne lave en revolution er til stede. Oprøret kan skabe betingelserne.’

Hensigten med mit projekt er at give et politiske portræt med fokus på Guevaras tanker og praktiske politiske handlinger. Mit mål er en forståelse af hans politik og de forskellige situationer, hvori han agerede. Denne proces skulle hjælpe til at sprede lys over mange af de udbredte myter, der omgærder Che. De ændrede politiske forhold har medført, at nyt materiale er fremkommet, som den cubanske regering ellers havde under lås og slå: The African Dream: The Diaries of the Revolutionary War in the Congo, 2001. Den kom oprindeligt på spansk i 1999 under titlen Pasajes de la guerra revolucionaria: Congo, og Guevara’s Notebooks, skrevet i 1965 og 1966 og offentliggjort i 2006, på spansk med titlen Apuntes críticos a la economía política.

Oversat og redigeret af Stig Hegn efter: 

International Socialist Review, Issue 101, Summer 2016: http://isreview.org/issue/101/che-guevaras-political-relevance-today

…..

Marx, marxisme og marxistisk historie

SperberMarx

Karl Marx : a nineteenth century life er en omfangsrig biografi om Karl Marx, skrevet af en historiker der er kendt både for oversigtsværker om Europa i 1800-tallet, enkeltstudier om 1848-revolutionen og om tysk radikalisme i Rhinområdet i århundredets midte. Sperbers anliggende er at fortælle om Marx’ liv som historisk person i sin samtid, d.v.s. . at han ikke interesserer sig for ideernes betydning for eftertiden og de forskellige retninger som i dag forbindes med Marx’ navn. Inden for denne ramme byder Sperber utvivlsomt på en stor rigdom af detaljer og undertiden også en dyb indsigt, og han bygger på et usædvanligt omfattende kildemateriale.

Derfor er det meget spændende at læse om både de unge år, de forskellige faser af forfatteraktiviteten, forholdet til Engels, privatlivet, økonomiske problemer til kanten af afgrunden, journalistisk kommentarvirksomhed og et politisk arbejder der tit var op ad bakke.

Her er altså meget stof der selvfølgelig også er kontroversielt stof, som mangler i andre biografier. Det vil mange have nytte og glæde af at læse. Men denne bog er så afgjort ikke for de der vil forstå, hvorfor Marx stadig har betydning og hvorfor man bør læse ham i dag. Sperber har meget at fortælle lå til grund for Marx’ analyse af præcis den udgave af kapitalismen i 1800-tallet og de samfundsmæssige forudsætninger for de modsætninger der var til stede, ikke mindst i England. Men han er samtidig af den opfattelse af samfundsændringerne i løbet af de 150 år der er gået, er så store, at den aktuelle relevans – for ikke at tale om den profetiske værdi – snarere er lille. Heldigvis mangler det ikke på gode alternativer for de der ikke deler dette synspunkt.

Fra neandertalere til nyliberalister

FaulknerAMarxist

A marxist history of the world from neanderthals to neoliberals. Mens Sperbers ovennævnte biografi altså nærer en beskeden tillid til anvendeligheden af marxistiske analyser i vore dage, får man en frugtbar vurdering af marxistisk tilgang til forståelsen af historien hos Neil Faulkner. Han er historiker ved universitetet i Bristol, og er som udgangspunkt ekspert i antikkens historie. Han har i længere tid skrevet historier om verdenshistoriske emner for hjemmesiden www.counterfire.org, hvor man stadig kan finde hans bidrag til aktuelle emner.

Det er ensbetydende med at han tilstræber en form der er tilgængelig for en bred kreds af læsere, uden unødvendig fagjargon og fodnoter. Det er med denne baggrund at han har bearbejdet et stort stof til en sammenhængende bog, med de samme kvaliteter som netartiklerne og med – bogstaveligt talt – en rød tråd. Det vil nu egentlig sige at der er tale om flere tråde eller drivkræfter, som fremstillingen koncentrerer sig om. De vigtigste er teknologi (produktivkræfter), rivalisering (mellem elite, magthavere og stater) og klassekamp. Inden for denne ramme er det utroligt hvad Faulkner klarer at overkomme, uden at man som læser bliver overvældet eller kører i grøften.

Forfatteren fremhæver særpræget ved de vigtigste perioder og det der kan forklare overgangen mellem dem, helt fra dengang de første menneskelignende væsener rejste sig på to ben og frem til den globale kapitalismes aktuelle krise. Heldigvis undgår Faulkner en skematisk eller deterministisk fasehistorie. Hertil er hans sans for menneskets skaberevne, aktørernes betydning og værdien af den gode fortælling alt for stor. Han kunne måske i videre udstrækning have fremdraget stof fra andre verdensdele i de sidste århundreder, og ser man bort fra kapitlerne om antikkens historie, vil man have svært ved at hævde at det er kønsperspektivet der gennemsyrer bogen. Men det der står er tilstrækkeligt og bogen er god. Til plussiden hører også en fyldig tidslinje til slut.

Om at læse Kapitalen

BenFine0001

A companion to Marx’s Capital, bind 1-2. Skal vi bevæge os fra biografier og historiske analyser til ‘the real thing’, er der ingen vej uden om et studie af Kapitalen. Som hjælp til læsningen af et omfattende, detaljeret og – i hvert fald for mange af os – et ganske kringlet værk i flere bind, har flere skarpsindige marxister i vores tid strakt en hjælpende hånd ud. På norsk er man så heldig at kunne gå til Ben Fine og Alfredo Saad-Filhos kortfattede introduktion som kom på forlaget Rødt! i Anne Minkes gode oversættelse, Om Kapitalen av Marx.

For engelskkyndige er det et skridt lægere at tage, nemlig at opsøge den marxistiske geograf David Harvey der her efter årtusindskiftet har skrevet en række bøger om den nye imperialisme, nyliberalismens historie og den globale kapitalismes krise, herunder også den af Solidaritet nys udgivne Sytten modsætninger og enden på kapitalismen. I den forbindelse har han på sin hjemmeside www.davidharvey.org lagt en række forelæsninger ud, en populariseret fortælling om hvor vigtigt det er at læse Kapitalen, og hvordan man efter hans opfattelse kan gøre det. Her ligger også en ti-minutters tegnefilm hvor han forklarer den aktuelle krise på en interessant og humoristisk facon (og det siger ikke så lidt!).

Med udgangspunkt i disse forelæsninger har Harvey skrevet to ‘rejseførere’. I sig selv er det jo ikke originalt at gennemgå, forklare og formidle Marx, men Harvey foretager sig andet en bare en rejse gennem begreber som produktivkræfter, produktionsforhold, akkumulation, penge, samfundsmæssigt nødvendigt arbejde, merværdi og udbytning. Han bruger nemlig flere sider end tilsvarende introduktioner, på et forsvar mod kritikerne, og han viser med velvalgte eksempler hvad de grundlæggende kampe går ud på i dag – f.eks. når det handler om arbejdstidens længde. Det er da også nærliggende at sammenkoble Marx’ kriseforståelse med den aktuelle og dybtgående krise. Over for de postmodernistiske kritikere er han, som altid, nådesløs, og med marxistiske begreber viser han, at det først og fremmest er produktion og kapitalisme der former vores samfund og vores liv, og at fænomener som nation, køn og identitet ikke udgør en identitet, men udfylder en ramme.

 

Fra Marx til Walter Benjamin

LöwyMichael

On changing the world: essays in political philosophy, from Karl Marx to Walter Benjamin. David Harvey er selvsagt ikke ene om at anvende – og forny – den marxistiske tænkning i vore dage. Michael Löwy som har som har en jødisk/brasiliansk/fransk baggrund er efter manges mening en af vor tids fremmeste tænkere inden for den marxistiske tradition, og som ser det som sin særlige opgave at frigøre marxistiske teorier fra den stalinistiske spændetrøje. At han er blevet forbundet med den trotskistiske retning og har leveret tungtvejende analyser af den ‘permanente revolution’ er langt fra ensbetydende med, at han forholder sig ukritisk til Trotskij som en form for en ufejlbarlig kirkefader. Han har også et godt rygte fordi han fremhæver både den etisk-humanistiske – og ikke mindst – de økologiske aspekter ved marxismen. Gennem en lang række arbejder har han kastet nyt lys over bl.a. Walter Benjamin, Georg Lukács, Rosa Luxemburg og Antonio Gramsci.

Dette er ikke bare filosofiske retninger, i det fleste tilfælde drejer det sig om tænkere der spillede en vigtig rolle inden for sit hjemlands socialistiske/kommunistiske partier. En rød tråd hos Löwy er da også hvor afgørende klassekamp, socialistisk bevidsthed og revolutionære handlinger er, d.v.s. . at han gennemgående advarer mod teknologisk-deterministiske tilbøjeligheder, ‘produktivistisk’ fremskridtstro og forestillinger om at man kan definere historiens mål gennem veldefinerede stadier. Han gør heller ikke af vejen for at fremhæve forbindelsen mellem Marx og de latinamerikanske frigørelsesteologer, og er kendt for at lægge vægt på det revolutionære potentiale hos småbønder og jordløse landarbejdere i syd. Ikke mindst har han tilknytning til MST-bevægelsen i Brasilien.

I hvert fald er jeg ikke vidende om en bedre introduktion til Löwys usædvanlige righoldige produktion på en række sprog end denne essaysamling. Samtidig med at de enkelte kapitaler hænger sammen, kan de godt læses og fordøjes en ad gangen – det kan gøre at et undertiden krævende sprogbrug er nemmere at fordøje. Det er besværet værd!

Til sidst: Dette er en af de mange usædvanligt vigtige og spændende udgivelser fra USA-forlaget Haymarket Books, som også udmærker sig ved billigudgaver af dyre bøger som tidligere er blevet udgivet på europæiske forlag. Tjek selv nye og kommende udgivelser på www.haymarketbooks.org.

– men køb i Europa, f.eks. https://www.amazon.co.uk, det er billigere (indtil Brexit!)

De omtalte bøger:

Jonathan Sperber: Karl Marx: a nineteenth-century life. New York/London, Liveright, 2013-14. 648 sider

Neil Faulkner: A marxist historory of the world from neanderthals to neoliberals. London, Pluto, 2014. 342 sider.

Ben Fine: Om Kapitalen av Marx. Af Ben Fine og Alfredo Saad-Filho. Larvik, Rødt!, 2009. 218 sider.

David Harvey: A companion to Marx’s Capital bind 1-2. London, Verso, 2010-13. Bind 1-2.

Michael Löwy: On changing the world: essays in political philosophy, from Karl Marx to Walter Benjamin. Chicago, Haymarket, 2013. 200 sider.

Redigeret af Stig Hegn efter Tidsskriftet Rødt! (Larvik) 2014:2 side 131, og side 123-25.

Perspektiv – ny socialistisk litteratur og hjemmesider.

I samarbejde med Rødt og Tore Linné Eriksen

China labour bulletin http://www.clb.org

China labour watch http://chinalaborwatch.org

Det er rigtigt at Kinas officielle fagbevægelse hovedsageligt optræder som partiets og statens forlængede arm. Men det betyder langt fra at der ikke foregår kampe om løn, arbejdsforhold og retten til uafhængig organisering af verdens største industriarbejderklasse. Begge disse organisationer der her omtales gør en stor indsats for at dokumentere det massive omfang af de aktioner der finder sted, og tit med lokale resultater. De er også gode når man skal studere løn- og arbejdsforhold på de fabrikker, der udgør en del af den globale storkapitals velorganiserede produktions- og omsætningsnetværk. Der er nok at tage fat i, man få at vide, at 85% af USAs forbrug af legetøj – til en værdi af 200 mia. kr. – bliver produceret i Kina. Oven i nyheder er der også længere analyser og kort.

Against the current https://www.solidarity-us.org/atc

AgaintTheCurrent

Counterpunch http://www.counterpunch.org

CounterpunchJPG

In these times http://inthesetimes.com

InTheseTimes

For tiden tvangsfodres vi jo med detaljer fra den mindste delstat i USA, det er derfor godt at vide, at der er et utal af sider på nettet som tilbyder alternativ information og analytiske bidrag fra et radikalt/socialistisk/marxistisk/revolutionært perspektiv (slet selv det der ikke passer!). Det er svært at måle sig med Jakobinerne, www.jacobinmag.org, men alle de tre ovennævnte ressourcer indeholder spændstige artikler og kommentarer, ikke bare om USA, men også om den del der faktisk befinder sig uden for landets grænser. De glæder sig alle over Sanders kampagne som måske kan få folk til at vågne op, men ingen af dem nærer illusioner. Fælles for dem alle er, at de advarer mod det argument, som også kan finde herhjemme, at Hillary Clinton trods alt er kvinde. En feministisk drøm: Hun kan blive den første kvinde i historien som kan sende en atombombe mod Iran.

Krise i kapitalismen – eller kapitalismens krise

Af Torstein Dahle

Mark Weisbrot: Failed: what the ‘experts’ got wrong about the global economy. New York, Oxford University Press. 2015. 312 sider.

Weisbrot

Jim Stanford: Economics for everyone: a short guide to the economcs of capitalism. 2nd edition. London, Pluto, 2015. 430 sider.

Stanford

Begge disse bøger er læseværdige. De giver en knusende og veldokumenteret kritik af nyliberalismens ideer og den nyliberalistiske politik siden slutningen af 1970erne, helt frem til i dag. De påpeger begge hvor de forslag til løsninger som Den Internationale Valutafond, IMF, og den europæiske centralbank, ECB, plus de nyliberalistiske regeringer har fremsat, hvordan de har været en fiasko og har gjort varig skade. De har ikke bedraget til øget vækst, men kun sørget for at kløften mellem rig og fattig er blevet meget større.

Er det muligt med en bedre kapitalisme?Mark Weisbrot (61) er samfundsøkonom med doktorgrad fra University of Michigan. Han har bl.a. arbejdet meget med de latinamerikanske landes økonomi og politik, og en meget brugt skribent og kommentator. I Failed koncentrerer han sig helt og fuldt om at præsentere et omfattende og overbevisende materiale om IMF’s og ECB’s totale fiasko, og han argumenterer for at en alternativ politik inden for kapitalismens rammer vil give store og ubrugte muligheder. Bogen har et globalt perspektiv. Han fremhæver de såkaldte BRIK-lande (Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika), med særlig vægt på Kinas øgede betydning. Det skaber flere muligheder og flere latinamerikanske lande har afprøvet en alternativ politik.

Failed er ikke en antikapitalistisk bog. Dens budskab er at en anden politik inden for kapitalismens rammer ville have givet meget bedre resultater – i modsætning til nyliberalismen der totalt har fejlet. Det er for så vidt rigtigt i vid udstrækning, men Weisbrot befinder sig stort set kun på det storpolitiske og på regeringsniveau – det niveau som de styrende befinder sig på. Han kommer ikke ind på muligheden af at der i kapitalismen findes grundlæggende drivkræfter som nødvendigvis medfører angreb på folkets interesser. Han skriver ikke om hvilken enorm mobilisering af magt fra arbejderklassens side, fra almindelige mennesker, som vil være nødvendig for at presse bedre alternativer igennem. Og han fortæller selvfølgelig ikke om hvorfor denne kraftige mobilisering kun skulle begrænse sig til at forbedre kapitalismen, og ikke opfordres til at gå videre – til at erstatte kapitalismen med et samfund, hvor flertallet faktisk styrer og hvor det er flertallets interesser der er afgørende.

Inspirerende fagkritikJim Stanford (54) er uddannet samfundsøkonom med MA fra University of Cambridge, plus doktor fra New School for Social Research i New York. I Economics for everyone giver han en introduktion til samfundsøkonomi som kraftigt adskiller sig fra den version der normalt doceres på universiteter og læreskoler. Den giver han tørt på, særlig går det ud over nyklassikerne, men hans fagkritik når også længere ud, og børn være til stor inspiration for studerende. Både pædagogisk og politisk præges bogen af at han har holdt utallige kurser i samfundsøkonomi for faglærte. I en årrække har han været tilknyttet det canadiske bilarbejderforbund. Han prøver at se sagen fra arbejderklassens side. Bogens pædagogik er noget af det bedste jeg har læst, fremstillingen er klar og tit nærmest underholdende.

Kapitalismens grundlæggende træk, kapitalismen som system og dens kompleksitet fremlægges i bogens 2., 3. og 4. del. Der er mange vigtige kendsgerninger. Fremstillingen af kreditsystemet og bankernes rolle er pædagogisk fin, og han fremstiller komplicerede forhold så de bliver forståelige. Den overgår det meste at det jeg ellers har oplevet, og ikke mindst afliver Stanford en række af de myter som nyklassiske teoretikere og nyliberalistiske politikere præsenterer som den evige sandhed.

Men så sker der noget pudsigt. Midt i kapitel 3 om kapitalismen som system, kører han i grøften.

Siderne 155-57 indeholder Stanfords beskrivelse af virksomhedernes investeringer under nyliberalismen fra omkring 1970 til i dag. Her har han en graf som viser af OECD-landene virksomheder allerede siden midten af 1970erne har en kraftig reduktion i den del af bruttonationalproduktet, der fra deres side anvendes i nettoinvesteringer i fast kapital. Det er helt korrekt, og egentlig ganske opsigtsvækkende, fordi nyliberalistisk politik med skattelettelser og større frihed for kapitalisterne til at gære som de har lyst til, at det jo netop markedsføres med at det motiverer til investeringer og dermed skaber øget vækst. Her stiller han også meget passende spørgsmålet: Hvorfor er den store politiske ændringer som nyliberalismen har medført, hvorfor er den blevet besvaret så dårligt af verdens kapitalister? Og så kommer Stanfords mærkelige svar: ”Det er en ubesvaret gåde”!

Hvad blev der af profitraten?Et af de svar der antydes på denne ‘gåde’ er måske at det har noget at gøre med formålsløse hyperaktivitet som finansmarkederne udviser. Eller også har investorerne måske forstået at centralbankernes stramme politik begrænser den globale vækst. Men så bliver han igen spørgeren: Konkurrencehensyn skulle jo alligevel få det enkelte selskab til at prøve på at satse på at vokse på bekostning af konkurrenterne? Han mener at det er lykkedes for nyliberalismen at genrejse kapitalisternes profit og magt, og dermed må så også sammenhængen mellem den løbende profit og de fremtidige investeringer have oplevet en kraftig svækkelse. Som en forklaring på det, påpeger han (helt korrekt) at mange af de store selskaber har ophobet bjerge af kontanter og likvide investeringer – i stedet for at investere. Så holder han op med at tænke højt og fremsætter en hypotese om kapitalisterne måske har mistet sin kendte lyst til at øge sin rigdom og i stedet sætter sig luksusforbrug op.

Sikke en maveplasker! Kære Stanford, hvor er drøftelsen af profitratens udvikling blevet af? Hvor har du gjort af Marx’ omdiskuterede og vigtige lov om profitratens faldende tendens? Forfatteren nævner ikke dette tema et sted i sin bog. Han berører godt nok de enkelte firmaers enkelte profit, men den generelle profitrat er borte væk. Enkelte steder nævnes profitmængden, men den må jo ses i forhold til størrelsen af den investerede kapital, ellers er det ikke muligt at sige noget om fortjenesten, altså profitraten.

 

Stanford_3

I virkelighedens verden er der en tæt sammenhæng mellem profitratens udvikling og udviklingen i de produktive investeringer. Frem til ca. 1982 faldt den generelle profitrate i de vigtigste kapitalistiske lande. Så er det helt rigtigt, at faldet bliver stoppet af den nyliberalistiske offensiv som Thatcher og Reagan stod for, og det fik profitraten til at stige noget frem til 1997. Men det skyldtes i vid udstrækning en påvirkning fra den stadigt vildere karruseltur som finanskapitalen var ude i, og det er vanskeligt at sige hvad den ‘egentlige’ profitrate var. Efter 1997 er den sandsynligvis gået noget ned, og i hvert fald oplever den lige nu en kraftig nedtur. Michael Roberts omtaler det grundigt på sin blog, f.eks. den fra juli 2011, Measuring the rate of profit and profit cycles, se https://thenextrecession.wordpress.com/2011/07/

Stanford nævner faktisk selv at pengene normal indgår i finansmarkederne, hvis investorerne kan tjene flere penge på investeringer i finanspapirer end i almindelige industripapirer med langvarig kapitalbinding og tilsvarende risiko. Dette er blevet særligt vigtigt i de senere årtier: kapitalen vokser og vokser, men de produktive investeringer kaster mindre og mindre af sig, særlig i sammenligning med de forventninger som et voksende aktie- og ejendomsmarked nærer. Uanset hvilken mening man måtte have om forløbet og om virkningen: Dette er under alle omstændigheder et centralt tema som bør drøftes i en fremstilling af kapitalismens udvikling. I denne bog er diskussionen fraværende.

Alternativer må række ud over kapitalismenDenne mangel sætter også sit præg på bogens 5. del der omfatter problemer og alternativer. En central pointe for Stanford er: Nyliberalisterne havde deres politiske alternativ klart da situationen blev kritisk i slutningen af 1970erne. Det burde de progressive kræfter også have haft. Derfor må vi nu udvikle en alternativ politik og alternative visioner, så vi er parate til at sætte magt bag kravene ved næste korsvej. Men det er en overfladisk forståelse af hvad det er der driver kapitalismen fremad og af regeringernes beslutninger. Forestillingerne om drivkræfterne bag krisens udvikling er uklare, derfor havner Stanford helt enkelt i en perspektivløs politik med opskrift fra Keynes.

Punktet ‘En progressiv agenda og hvordan den gennemføres’ er det han selv kalder en ønskeseddel, med højere løn, bedre arbejdsforhold, arbejde til alle, regulering og stabilisering af finansaktiviteter, reduktion af uligheden mellem rig og fattig – og meget andet godt. Men er der ikke tale om illusioner og er ønskesedlen ikke netop det: en fortegnelse over fromme ønsker. Han skriver godt nok lidt (men kun lidt) om at det er nødvendigt at satse på aktivisme og organisering. Men når profitraten er lav, er pladsen for en alternativ inden for kapitalismen jo snæver. Det betyder at der stilles ekstraordinært store krav til en slagkraftig mobilisering for at man kan opnå noget. Det burde fylde mere i bogen.

Klimakrisen, miljøkrisen, krigene som driver millioner på flugt, den totalt unødvendige fattigdom, det manglende håb om en fremtid som milliarder af mennesker lever i – det er udfordringer som kræver et perspektiv som går ud over kapitalismen. Stanfords alternativ er i vid udstrækning sammenfaldende med den såkaldte nordiske model, før den blev udsat for nyliberalistiske angreb fra socialdemokrater og borgerlige. En alternativ politik som ikke indebærer nødvendigheden af at gå ud over kapitalismens rammer, er helt intetsigende. Der er stil over bogens 1. del, men ikke meget af det i 2. del.

Oversat af Stig Hegn efter tidsskrift Rødt 2016:2, side 147-50, 155.