Nationalisme & nationalitet i den socialistiske/marxistiske diskussion

Vi har tidligere her i Solidaritet bragt analyser af det økonomiske grundlag for, hvorfor kulturforskelle skulle udløse krig, opløsning og folkefordrivelse i Jugoslavien. Jeg vil i nærværende artikel søge at trække nogle hovedlinjer gennem den socialistiske diskussion af nationalitetsspørgsmålet; fra Marx/Engels, via Rosa Luxernburg, Pannekoek, Austromarxisterne, LeninlStalin til nogle af bidragene til dagens diskussion af marxisme og nationalisme.

Jeg vil tage udgangspunkt i Arbejdernes Leksikon for at få en kort definition af begreberne samt for at ridse nogle standpunkter op på mellemkrigstidens nordiske venstrefløj. Dette leksikon blev udgivet i Oslo 1932-36 af folk med tilknytning til "Mot Dag" -bevægelsen (som også har inspireret danske mellemkrigstidsskrifter som Plan, Monde m.fl.) Her defineres "nasjon" som en større eller mindre gruppe mennesker, som lever på det samme landområde og bindes sammen af et sprogligt, økonomisk og kulturelt fællesskab. Det falder ofte men ikke altid sammen med begrebet "folk". Der anføres videre: "Som en egen samfundsmessig form er nasjonen et forholdsvist sent produkt av den historiske udvikling. Først da vareproduksjonen skapte en stadig og meget levende økonomisk forbindelse mellem de lokale og sociale grupper innen de forskjellige områder, opstod det utviklede fellesskab som kalles nasjon".

Leksikonet fremhæver den nederlandske revolution i 16. århundrede, den engelske i det 17. århundrede, de amerikanske uafhængighedskrige og den franske revolution i det 18. århundrede som væsentlige begivenheder i nationernes udvikling. Det påpeges, at selvom man kan skelne mellem førkapitalistiske og kapitalistiske stater ved at understrege, at de første ikke var nationalt ensartede, lykkedes det ikke efter 1. verdenskrig at skabe ensartede stater. Nationalitetsspørgsmålet vurderes samtidigt som et af de mest brændende spørgsmål i de moderne samfund.

Selvom arbejderbevægelsen i sin selvforståelse var international, mente "Mot Dag-folkene" alligevel, at arbejderbevægelsens praktiske kamp foregår i første række indenfor en national ramme. I overenstemmelse med Det Kommunistiske Manifest fremføres, at proletariatet i hvert land først må gøre op med sit eget lands borgerskab, og at den nationale udvikling repræsenterer en af de store progressive bevægelser i et moderne samfund. Den opfattes som en af forudsætningerne for den brede samfundsbevidsthed, hvorpå socialismen skulle bygges. Man refererer også til Lenins principielle anerkendelse af de nationale uafhængighedsbestræbelser som et kraftreservoir for den sociale revolution og alle undertrykte nationers ret til fuld uafhængighed.

Hermed har vi allerede et katalog over nogle af de centrale temaer i nationalismediskusionen. Eksempler på hvordan det kan gå, ser vi i Lenins gamle laboratorium, Sovjetunionen, hvor Sovjet er opløst i stadig flere og mindre bestanddele, og selv Den Russiske Føderation i dag har store områder, der kæmper for selvstændighed. Det minder om en stadig accelererende nationalistisk kædereaktion.

Marx og Engels

Bevæger vi os over til de marxistiske klassikere er det svært ifølge Michael Löwy (s.37) at finde en konsekvent teori om det nationale spørgsmål hos Marx, eller en klar definition af begrebet nation. Marx giver sig mest af med at tage stilling til konkrete tilfælde. I "Det Kommunistiske Manifest" slår han dog fast, at "mens borgerskabet i hver nation stadig har brug for sine nationale særinteresser, så skaber storindustrien en klasse, som i hver nation har samme interesse, og som er uden nationalitet". Men som allerede refereret fra Arbeidernes Leksikon mente han samtidigt, at arbejderbevægelsens praktiske kamp i første række foregår indenfor en national ramme.

At "arbejderne intet fædreland har" tolker Löwy også (s.38) som, at arbejderne (på tværs af landegrænserne) først og fremmest har samme interesse. Det betyder også, at for "den proletariske humanisme" er endemålet hele menneskehedens befrielse. Kommunismen kan endvidere kun nåes i verdensmålestok, idet produktivkræfternes udvikling overskrider nationale skel.

Marx udviklede sin politik for det nationale spørgsmål bl.a. på baggrund af Polens kamp for selvstændighed og den Irske kamp mod britisk overherredømme. Han støttede sammen med Engels, ligesom hovedparten af arbejderbevægelsen på den tid, Polens kamp for frihed. Men Marx gjorde det mere som en støtte til en kamp mod det reaktionære Tsar-Rusland og som et led i hans langsigtede revolutionsstrategi, herunder en omorganisering af forholdene i Europa. Han så et demokratisk Polen som en forudsætning for at splitte Tyskland og Rusland. Det var igen en nødvendighed for at fremme en revolution.

I forholdet til Irland mente Marx først, at Irland skulle have selvstyre i en union med Storbritannien, men senere så han Irlands befrielse som en forudsætning for den engelske arbejderklasses befrielse. I den forbindelse udviklede han nogle teorier om den nationale selvbestemmelse og dens dialektiske forhold tii den proletariske internationalisme (Löwy, s. 38).:

Engels syn på Polens revolution ses bl.a. af et brev til Marx i 1851:"... det forekommmer mig at Polen blot er en midlertidig nation, og kun kan gøre nytte indtil Rusland selv gennemgår en landbrugsrevolution. Fra det øjeblik har Polen ingen eksistensberettigelse".. Derudover er Engels selvstændige bidrag til nationalitetsdiskusionen især ideen om "de ikke- historiske nationer". Det er en betegnelse, der bygger på Hegel, som har ment, at nationer, der ikke kan skabe en stat eller hvis stat er ødelagt, er ikke-historiske og dømt til at forsvinde. De folk, Hegel bruger som eksempler på ikke - historiske, er sydslavere, bulgarer og serbere. Engels har dog teser om forholdet mellem revolutionære fremskridt og nationalisme: "Nationalstaten var borgerskabets normale politiske ramme indenfor hvilket det bedst kunne udvikle sig". "Intet større folkeslag kan seriøst diskutere dets interne problemer hvis den nationale uafhængighed mangler".

Sammenfattende kan man således sige, at der blev etableret en slags tradition for proletarisk støtte til national selvbestemmelse - men kun til større folkeslag.

Rosa Luxemburg
Den næste generation af socialister var også stærkt optaget af holdningerne til det nationale spørgsmål. Det er stadig Polen, der står som et af de centrale stridspunkter, og midt i den strid står Rosa Luxemburg. Nationalt/etnisk var hun selv polsk jøde fra den russiske del af Polen. Men i modsætning til Marx og Engels støttede hun ikke ideen om et selvstændigt Polen. Som konsekvens heraf var hun medstifter af "Polens Socialdemokratiske Parti", der, til forskel fra det nationalt orienterede "Polske Socialistparti", stod for en konsekvent internationalistisk og klassespecifik politik. Dels anså hun en polsk befrielse for en utopi, på linje med en tjekkoslovakisk, en irsk eller en elsas - lotringsk selvstændighed. Dels mente hun, at proletariatets forenede kamp var så meget vigtigere, at det ikke fortjente at blive skubbet til side af nogle "sterile nationale kampe" (Löwy, s.40).

Rosa Luxemburgs teoriudvikling bygger i høj grad på konkrete polske forhold, især Polens økonomiske afhængighed af det russiske marked. (Hun skrev en doktorafhandling om "Polens industrielle udvikling" i 1898.) Hendes syn på nationalisme ses også af, at hun (Nettl, s.849) ikke troede på muligheden af "nogen social scene, hvor de besiddende klasser og et selvbevidst proletariat kunne indtage en fælles position, og fremstå som et udifferentieret nationalt hele". Hun mente, at en polsk selvstændighed især ville være i de førkapitalistiske klassers interesse: den feudale adel og småborgerskabet. Mens både borgerskabet, der var afhængig af den russiske økonomi for at skabe sig en fremtid, og den polske arbejderklasse, hvis fremtid lå i en alliance med de russiske arbejdere, ville opleve en polsk selvstændighed som et tilbageskridt.

Den argumentation gik på tværs af, hvad der på den tid var kanoniseret som marxistisk overlevering. Men Rosa Luxemburg holdt fast i, at Marxæ støtte til den polske befrielse først og fremmest havde været strategisk. Hun samlede sine overvejelser om nationalisme og klassekamp i en række artikler "Nationalist und Autonomi i 1908. De vigtigste pointer er (Löwy, s.40):

På trods af det skriver hun i 1915, at "Socialister anerkender ethvert folks ret til uafhængighed og frihed, enhver nations ret til at skabe sin egen skæbne" (Löwy, s.40). Hun ser begrebet nation som noget tidsbegrænset. Det er for hende ikke en absolut målestok, men kun den specielle form, det borgerlige samfund samler sit strukturelle arrangement i. Det vil forsvinde sammen med, at den kapitalistiske fase slutter.

Nettl vurderer (s.861) ganske vist, at hun "transformere al den patriotiske bevidstheds energi og tilfredsstillelse om til klassebevidsthed - til arbejderklassen". Alligevel er hun ikke blind for sin egen etniske/nationale placering som polsk jøde i det russisk beherskede Polen. Selv om hun ikke støtter Polens ret til selvbestemmelse, nægter hun ikke, at der er en polsk national identitet.

Hun skelner endvidere mellem national bevidsthed og patriotisme. Det, der får nationalbevidsthed til at blive til patriotisme, er (Nettl, s.860):"At sætte personlige følelser på politiske begreber, ved at tolke skjulte personlige følelser ind i et sammenhængende system af overbevisning og attityder". Hendes egne personlige fordomme, eller nationale stereotyper må siges at være lige så grove som så mange andres. F.eks. var den ubøjelighed, hun blev mødt med i diskussionerne med Lenin, i hendes øjne et udtryk for hans "Tatar - Mongolske vildskab".

Pannekoek;
Den hollandske rådskommunist Pannekoek (1873-1966) hørte også til dem, der fremhævede den proletariske internationalisme på bekostning af diverse taktiske overvejelser over nationalisme/national selvbestemmelse.

Han mente (Pannekoek, 1976, s.194f), at det der forbinder og adskiller menneskeheden i nationer, ikke blot er de passive kvaliteter: sprog, historie mv., men i langt højere grad den aktive vilje og følelse af at høre sammen i et livsfællesskab. For Pannekoek er en nation således først og fremmest et "skæbnefællesskab." Den konkrete udformning eller dannelse af de forskellige europæiske nationer er produkter af historien. Dvs. det, der er hændt i fortiden, som er oplevet i fællesskab, er det, der har været afgørende for dannelse af karaktertræk, følelser og kultur. Det er det, der er fæstnet som nationalitet. Han ser på denne måde nationalitet som "størknet historie" eller en "forevigelse af fortiden som en levende kraft".

Ideen om nationalkarakteren er især et redskab for borgerskabet. Det er især dem, der er interesseret i at udviske de sociale forskelle indenfor nationen og understrege forskellene ift. den ydre verden. Men han ser ikke nationalismen som noget kunstigt, der er blevet påført samfundet af den herskende klasse. Det er vokset frem af "samfundets dyb og udvikler sig af de økonomiske realiteter og behov". Arbejderklassen må efter hans mening følge borgerskabet. Den er åndeligt afhængig af herskerklassen.

Alligevel mener han ikke, at arbejderklassen nogensinde rigtigt er blevet grebet af nationalismen. Det er udbytternes ideologi. Den nationalfølelse, han fandt i arbejderklassens underbevidsthed, og som socialdemokraterne aktiverede op til 1. verdenskrig, tillagde han en anden karakter end borgerskabets.

Den er ikke aggressiv og voldelig, men pacifistisk og småborgerlig. Han så, som Rosa Luxemburg, nationalismen som knyttet til kapitalismens og borgerskabets herredømme. Så han forventede også, at arbejderklassen i forbindelse med et revolutionært opgør vil forlade nationalismen. På den måde forestillede han sig, at nationalismen forsvinder fra jordens overflade sammen med den klasse, der har v£ret dens ophav.

Austromarxisterne
Det er især Karl Renner og Otto Bauer, der tegner dem. De placerer sig mellem de erklærede revolutionære som bl.a. Lenin, Luxemburg samt Pannekoek og den reformistiske fløj af arbejderbevægelsen - som en "centristisk" tendens, også på de nationale spørgsmål. Det viser sig bl.a. ved, at de har større tiltro til, hvor langt man kan nå med den borgerlige stat som redskab. I forholdet mellem de nationale mindretal og det Ïstrig-Ungarske rige ville de både anerkende de nationale mindretals rettigheder og bibeholde den samlende stat.

Karl Renner, senere østrigsk kansler, mente i 1917(Löwy, s.43), at økonomien i stadig højere grad var til kapitalisternes fordel, mens staten kunne tjene proletariatet, og at kimen til socialismen allerede fandtes i den kapitalistiske stats institutioner. Denne "statssocialisme" skulle så bevare kejserdømmet og mildne det med demokratiske reformer samt kulturelle og juridiske indrømmelser til de nationale mindretal.

Otto Bauers grundsynspunkt var, som Renners, at den multinationale stat skulle bevares. Der skulle ske en national udvikling, hvor den nationale autonomi skulle sikres gennem en langsigtet reformpolitik.

Bauer arbejdede med det "psyko-kulturelle", med spekulationer om "nationale særtræk". Hans idÚ om nationale kulturer dannede en del af grundlaget for hans strategi for national autonomi. Han opfattede det nationale, kulturelle område som klasseneutralt. Noget, arbejderklassen skulle have samme adgang til som borgerskabet. Hans definition af en nation, som noget aldrig afsluttet, af en stadig proces, eller som et frosset stykke historie minder om Pannekoeks "størknet historie".

Lenin og den nationale selvbestemmelse
Positionerne skærpedes mellem de centralistisk/reformistisk orienterede på den ene side, og de revolutionære på den anden.

Det skete især omkring socialdemokraternes kapitulation og opslutning om deres "egne" borgerskaber under 1. verdenskrig.

Det er i denne periode, Lenin begynder at omtale den tyske fremtr£dende socialdemokrat Karl Kautsky som "Renegaten Kautsky" eller "Den tidligere marxist". Mens indtil da, var Kautsky hovedfortolkeren af marxismen ift. det nationale spørgsmål.

Lenins bevæggrunde til at støtte nationalitetsbevægelser var dobbelt (Nettl, s.853).
Lenin opfattede nationalitetsbevægelser som et middel til at svække og i sidste ende ødelægge tsar-styret, og hans sympati udsprang også af en reel følelse af uretfærdighed ift. den russiske chauvinisme. Altså ikke kun taktiske overvejelser. Den ret til national selvbestemmelse, der blev indføjet i partiprogrammet, gjaldt ikke for forholdet mellem de forskellige partier indenfor RSDRP. Her herskede den demokratiske centralisme.

Men nationalitetsgrupperne skulle træffe et valg. Enten måtte de v£lge selvbestemmelse og forlade unionen eller acceptere vilkårene fuldt ud i Sovjetunionen. Man kunne ikke vælge "det bedste fra begge verdner".

Svend Gustavson (1989, s.68f) vurderer Lenins nationalitetspolitik, som et resultat af disse teoriers ambivalens. Som noget, der gør, at udviklingen i Sovjet går i flere retninger. Der er en indbygget modsætning mellem den enkelte nation og den såkaldte proletariske internationalisme. Man var nødt til at give vidtgående kulturel og sproglig autonomi indenfor føderationen for at det skulle kunne "betale sig" at acceptere det socialistiske system og for at overvinde mindretallenes mistænksomhed overfor russerne.

Gustavson mener, at selvbestemmelsen var en dialektisk måde at skabe enhed via mangfoldighed, og han referer Conner for en sammentrængt tolkning af Lenins strategi:

Man kan så stille sig tvivlende overfor, om det virkelig var Lenins politik. Men det er rigtigt, at det har været den førte politik i Sovjetunionen under Stalin og hans efterfølgere.

Lenins opfattelse af, hvordan den førte politik skulle udmøntes, kan ses af, hvad der skete i 1920’ erne. Tiden var præget af enorme satsninger på de nationale kulturer. Man skabte sammen med en intensiv alfabetiseringskampagne 48 nye skriftsprog, og man udbyggede både skolesystemer og lokaladministrationer på de lokale sprog.

Shanin har en mere positiv opfattelse af Lenins nationalitetspolitik end Conner. Han tager udgangspunkt i, at Lenins politik skulle udvikles ud fra den russiske virkelighed med et klart blik på målet: den socialistiske verdensrevolution. Dvs. den udvikler sig ud fra en klar erkendelse af de etniske/ nationale realiteter i tsarens Rusland (Shanin, 1989 s.416f). Her var undersåtterne delt i den regerende russiske "national’nost" (nationalitatsgruppe/etniske gruppe), hvis religion og sprog fik forrang i statens og det civile samfunds liv, og i de andre indfødte, der blev til interne fremmede. Der blev dannet en etnisk pyramide med russere øverst, jøder, sigøjnere og tungusere i bunden, og alle andre folkeslag placeret ind i mellem i et indbyrdes hierarki. Andre etniske identiteter end den russiske blev undertrykt. Der skete en sproglig og etnisk forfølgelse med progromer m.m.

Shanin vil forstå Lenins syn på "national’nost" ud fra tre elementer:

Konflikten mellem Lenin og Stalin;
Lenin satte selv Stalin i gang med at udforme en nationalitetspolitik. Det resulterede i bogen "Marxismen og det nationale spørgsmål", som dog ikke begejstrede Lenin. Han refererede aldrig til den. Forskellen i deres syn kan opregnes som:

1. Stalin bruger begreber som "nationalkarakter", "fælles psykologiske træk" og "nationale psykologiske træk", der minder mere om austro-marxisten Bauer end om Lenin.

Endelig var der forskel på, hvilket perspektiv de i praksis satte på nationalitetsspørgsmålet.

Stalin satsede på at opbygge "Socialismen i Út land", og her var den russiske nationalisme og gamle heltehistorier belejligt, mens Lenin og Trotsky fastholdt det internationale perspektiv.

Denne modsætning mellem den internationale klassekamp og den nationale, russisk baserede bureaukratiske opbygning er et gennemgående tema i den senere konflikt mellem Stalin og Trotsky, og deres arvtagere helt frem til i dag.

Shanin giver en kort karakteristik af, hvordan den stalinistiske nationalitetspolitik blev praktiseret efter Lenins død, og efter at Stalin havde vundet partistriden mod bl.a. Trotsky:

- Alt måtte vige for statens og hans egen magt. Al ret til selvbestemmelse blev en formalitet, og han vendte Lenins holdning på hovedet: Flertallets nationalisme med dets "betydning for statsopbygningen blev betraget med velvilje, mens eventuelle mindretals nationalisme skulle undertrykkes" (Shanin, s.418).

Det blev pakket ind i ideologiske gevandter i "Marxisme - leninisme" (en anden af Stalins opfindelser). Livet i Sovjet blev beskrevet som "alle nationers blomstring indenfor et socialistisk samfund af lighed" eller "etnisk i form, socialistisk i indhold". Men den etniske og nationale blomstring har først rigtig taget form de seneste år, i forbindelse med Sovjets sammenbrud.

Poststalinisme
Jeg tager nu et spring hen over Stalintiden, med dens russiske nationale chauvinisme, folkeforflytningerne af baltere, karelere, tatarer og Volga - tyskere, med Moskvaprocessernes udrensning af de gamle bolsjevikker, med tvangskollektivisering og Gulag, og "Den Store Fædrelandskrig" (2. Verdenskrig) og Stakanov - bevægelsen, frem til tiden efter Stalin.

Nationalitetspolitikken efter Stalin er i bedste "postjargon" poststalinistisk, forstået således, at den ikke er et grundlæggende opgør med essensen i den periode, den efterfølger og vil afgrænse sig til. Men den er mest et formmæssigt opgør med de mest iøjnefaldende fremtrædelsesformer.

Svend Gustavson inddeler den sovjetiske nationalitetspolitik i tre hovedformer (s.69):

Opgøret med Stalin blev på det politiske plan ikke et grundlæggende opgør med bureaukratiets magt, men mere en "kosmetisk tilpasning" - et opgør med personkulten og med de værste terroristiske udskejelser i lejrene.

På samme måde var det stadig det russiske bureaukratis herredømme, der var målet for nationalitetspolitikken.

Ifølge Gustavson startede russificeringen allerede under Chrustjov. Man talte om "det sovjetiske folk", men dette folk skulle kunne tale russisk.

Den fælles sovjetiske kultur skulle læne sig op af den største og mest udviklede kultur (!), dvs. den russiske mht. sprog, litteratur og kultur.

Russificeringen slog igennem med forskellig kraft i de forskellige republikker og områder.

Områderne med størst russisk indvandring, med industrialisering og urbanisering, dvs. de europæiske, vestlige grænserepublikker mærkede russificeringen kraftigst, mens i Kaukasus og Centralasien er der tale om en vis afrussificering. Derfor kan man ikke tale om en entydig udvikling i Sovjet i efterkrigstiden.

Sammenfattende
Den socialistiske diskussion af nationalisme og national selvstændighed har, som det skulle fremgå af det foregående, udviklet sig på baggrund af nogle konkrete historiske forløb i Polen, i "Småstaterne" i Jugoslavien, i Ïstrig - Ungarn samt især i forhold til Rusland og udviklingen af Sovjetunionen.

Hovedtemaerne for diskussionen har været:

Den moderne diskussion af nationalisme og socialisme bygger ganske vist videre på det lagte fundament. Men efterhånden er den verdenspolitiske scene ændret så radikalt, at der er andre konkrete forhold og andre problemer, der står i forgrunden. Men der er mange forhold, der på det allerseneste, i lidt for høj grad ligner nogle af de gamle diskussioner. F.eks. Jugoslaviens sammenbrud, Tysklands centrale rolle i Europa, og Sovjets nedsmeltning. Især det sidste, mener jeg, får så afgørende indflydelse på verdenssamfundet, at vi har det meste (værste?) til gode endnu.

Literaturliste
"Arbeidernes Leksikon", Oslo 1932-36 af "Mot Dag" Gruppen

Rosa Luxemburg:

The National Question 1966

Michael Löwy: Marxismen och den nationala frågan

Karl Marx :

"Det Kommunistiske Manifest"

J. P. Nettl: Luxemburg, Oxford University Press 1969

Anton Panekoek :Arbejderråd; Rhodos Kbh.1976

T.Shanin: Ethnicity in the Sovjet Union

Svend Gustavson: Antprologiske Studier 89

Lenin Collected Works.vol.22.1919

Josef Stalin "Marxismen og det nationale spørgsmål, Kbh.1939

M.Lewin: Lenins Sidste Kamp Kbh.77

Redigeret og bearbejdet af David Helin