Jagtet af imperialisterne

Med PKK-lederen Abdullah Öcalans ankomst til Rom den 12. november 1998 kom den kurdisktyrkiske krig omsider i mediernes søgelys. Når det fra kurdisk hold hævdes at der var tale om en længe planlagt fredsrejse fra Öcalans side, er det kun en del af sandheden. Baggrunden for Öcalans rejse var nemlig at USA-Tyrkiet-Israel alliancen havde presset Syrien - gennem krigstrusler fra tyrkisk militær - til at smide PKK og partiformanden ud af landet hvor PPK og Öcalan i femten år havde haft ophold og træningslejre.

Da Öcalan efter en længere rundrejse endte på den græske ambassade i Nairobi og herfra, midt i februar måned, blev kidnappet af tyrkiske agenter og sendt på et fly direkte til tyrkisk fængsel, skete dette med hjælp fra CIA og sandsynligvis også Mossad, den israelske efterretningstjeneste.

Det var ikke tilfældigt at Öcalan valgte Rom som sit første opholdssted i Europa. Kort tid forinden havde det kurdiske Eksilparlament afholdt konference i det italienske parlament hvilket tydede på en vis goodwill; i Italien eksisterer den måske stærkeste kurdiske solidaritetsbevægelse i Europa, omfattende intellektuelle og kunstnere som Franca Rama og Dario Fo; endelig blev Öcalan på sin rejse fra Moskva, hvor han havde aflagt en kort visit, ledsaget af et medlem af kommunistpartiet Rifondazione. Måske har Öcalan på baggrund heraf været mere optimistisk end godt var, med hensyn til chancerne for politisk asyl i Italien.....

Italiensk gæstfrihed
Den italienske regering, ledet af Massimo D'Alema (ex-kommunist) nægtede i første omgang at udlevere Öcalan til Tyrkiet med henvisning til at der er dødsstraf i Tyrkiet, ligesom den nægtede at udlevere PKK-lederen til Tyskland, der også hævdede at have udleveringskrav på ham. USA og Tyrkiet pressede på for hans udlevering til Tyrkiet, og da dette blev afslået, indledte Tyrkiet en boykot af italienske varer, og igangsatte en hysterisk, nationalistisk kampagne rettet imod Öcalan og PKK, og en omfattende repression imod kurdiske legale partier og institutioner, som f.eks.det prokurdiske parti HADEP, det mesopotamiske kulturcenter MKM og avisen Ülkede Gündem.

Den italienske regering forsøgte at gøre 'Öcalan-problemet' til et fælles EU-problem men forgæves. Så langt rakte den fælles EU-politik heller ikke! Tyskland frafaldt udleveringskravet, ihukommende at der bor 1 mio tyrkiere og 1/2 mio kurdere i landet. Demokratiske kræfter rundt omkring i Europa forsøgte, forgæves, at få Öcalan for en international domstol for at sikre ham en nogenlunde retfærdig proces (hvilket er udelukket i Tyrkiet). Öcalan fremlagde den 24. november på et pressemøde i Rom et koncept for en fredelig løsning på det tyrkisk-kurdiske spørgsmål hvori man fra PKKs side erklærer sig rede til at opgive krigen, forudsat at kurderne får samme kulturelle og demokratiske rettigheder som tyrkerne, og forudsat at kurderne får en form for selvbestemmelse inden for det nuværende Tyrkiets grænser. Men ingen europæiske lande turde røre Öcalan-sagen eller tage imod hans udstrakte hånd til fred. De overlod det til storebror USA at handle.

Og således blev Öcalan tvunget til at forlade Italien, endnu inden hans asylansøgning var blevet færdigbehandlet. Hans tvungne odysse førte ham til en række europæiske lande der alle på stribe afviste ham. Til sidst landede han i det østafrikanske land Kenya, hvor han i et stykke tid fik hemmeligt ophold på den græske ambassade. Her i Nairobi er USA's efteretningstjeneste CIA kraftigt tilstede. Meget tyder på at det var et komplot mellem Tyrkiet, CIA, Mossad og Grækenland, der 'ordnede' kidnapningen af Öcalan. Hvor meget man har truet eller betalt Grækenland, der i årevis har haft venskabelige forbindelser til PKK, for at deltage i dette komplot, får vi aldrig at vide.

PKK mister sin syriske base
I 1997 blev der indgået en alliance mellem USA, Israel og Tyrkiet. Et formål med alliancen var at likvidere den kurdiske befrielsesbevægelse under ledelse af PKK der betragtes som Tyrkiets største politiske (og økonomiske) problem, og ligeledes betragtes som et problem for den imperialistiske kontrol med Mellemøsten.

Trioen planlagde at Tyrkiet skulle rette et angreb mod Syrien, hvilket kunne slå to fluer med et smæk, dels svække eller tilintetgøre PKK, dels svække Syrien, som har en række konflikter med Israel kørende, bl.a. om retten til de vigtige vandresurser. For at nå dette mål var man sågar parat til at kalkulere med en regional krig.

I september fremsatte Tyrkiet så krigstrusler mod Syrien og oprustede massivt ved grænserne til Syrien, mens krigsskibe opmarcherede i det østlige Middelhav. Det militære pres påå Syrien virkede, og en hemmelig aftale blev i oktober indgåået mellem Damaskus og Ankara som forpligtede Syrien til at smide PKK og dets leder ud. Denne aftale, der betød tab af Syrien som trænings- og diplomatisk base for PKK, tvang Abdullah Öcalan ud på den berømte odyssÚ der altså endte i et tyrkisk fængsel

Endnu et anslag mod PKK
Men kort forinden havde USA været pennefører for en aftale, som også var rettet imod at svække PKK. I september blev det offentliggjort at de to irakisk-kurdiske partier, KDP og PUK, i Washington havde underskrevet en aftale som skulle gøre en ende på konflikten mellem de to kurdiske partier og forberede valg til nationalforsamlingen i Sydkurdistan (Nordirak). Men som samtidig indebar at de forpligtede sig til at forhindre PKK i at operere fra baser i Sydkurdistan (Nordirak)

Situationen i Sydkurdistan blev skabt af Golfkrigen i 1991. USA legitimerede sine angreb mod Saddam Hussein med forsvaret for kurdernes rettigheder (og forsvarede i realiten sine olieinteresser). Dette resulterede i at der i Nordirak blev skabt en såkaldt autonom kurdisk zone, under FNs 'beskyttelse', og som blev base for USA's efterretnings- og militære tjenester. Den kurdiske autonomi-zone styrkede hos kurderne i Tyrkiet håbet om en snarlig kurdisk stat, og gav samtidig PKK muligheder for at operere fra baser i Sydkurdistan og herfra rette angreb ind over grænsen mod det tyrkiske militær. Men glæden varerede kort: de to kurdiske klanpartier var mere eller mindre i lommen på USA og Tyrkiet, og Tyrkiet foretog flere invasioner ind over grænsen til Irak for at nedkæmpe PKK-lejre der var her.

KDP (Kurdistans Demokratiske Parti), ledet af Massoud Barzani, og PUK (Kurdistans Patriotiske Union), ledet af Jalal Talabani, er to konservative klanbaserede partier der siden Golfkrigen har delt Sydkurdistan mellem sig. Men som har ligget i mere eller mindre permanent indbyrdes krig om indflydelsen. De har traditionelt i højere grad bygget deres magt op omkring relationer til nabolandenes regeringer (Syrien, Iran og Tyrkiet), vendt imod Saddam Hussein, end på folkelig opbakning. KDP har i årevis været totalt i lommen på den tyrkiske regering og bidraget aktivt til at bekæmpe PKK-guerillaen. Hvorimod PUK - i perioder og i et vist omfang - har samarbejdet med PKK.

Det var naturligvis en aftale som ikke passede PKK. Men intet tyder indtil videre på at PKK er forhindret i at operere fra baserne i Sydkurdistan, og såvidt vides, blev PKKs 6. kongres omkring nytår afholdt her i de kurdiske bjerge på den irakiske side af grænsen til Tyrkiet. Det er i den forbindelse ikke uden betydning at PKK gennem årene har skaffet sig en vis opbakning blandt irakiske kurdere i områådet, især de unge, der ikke ser noget perspektiv i de to traditions-baserede klanpartier.

USA i Mellemøsten
Den politiske udvikling i Mellemøsten bliver på afgørende vis domineret af USA. Med alle midler forsøger USA at sikre sig kontrollen over regionen. Ud over de store vandresurser, som har stor betydning for økonomi og magtforhold i regionen, er der oliekilderne. Hvortil kommer Mellemøstens strategiske betydning ved indgangen til de store markeder i Asien. Lande som Iran, Irak og Syrien, som ikke vil underordne sig USA's førerskab, bliver behandlet som fjender, fordi de ikke makker ret. Enten forsøger man at inddæmme dem, eller det bliver forsøgt at få udskiftet regeringerne med en USA-venlig regering. Det giver høj ustabilitet og labilitet i regionen, fordi gamle fjender bliver venner og omvendt.

Det ser nu ud til at USA-imperialismen er i færd med at gøre Tyrkiet, der grænser op til 'de islamiske problemlande' Iran og Irak, til sin hovedallierede i regionen, en plads som Israel traditionelt har indtaget. Tyrkiet sidder inde med den nødvendige militære oprustning, idet landet har NATOs næststørste hær på 6-700.000 mand, og er også er parat til at bruge den, når USA siger til, som vi så i tilfældet med krigstruslen mod Syrien.

I dette spil om opretholdelsen af magtbalancen i Mellemøsten, bruger USA meget dygtigt kurderne og deres organisationer, og spiller på det faktum at kurderne er delt op på fire lande og en lang række forskellige partier. Mens USA i bekæmpelsen af Saddam Hussein agerer de irakiske kurderes ven og beskytter, så har man ingen skrupler i forhold til metoder og midler, fx dødspatruljer og mord ved ukendte gerningsmænd, når det gælder om at eliminere de kurdere der sympatiserer med PKK i Tyrkiet. Forskellen er at PKK er leder af en antiimperialistisk befrielsesbevægelse og dermed en trussel mod imperialismens herredømme i regionen, mens KDP og PUK er feudale klanbaserede partier der lader sig diktere af USA.

Kurderne samles
Hvis Öcalans odysse og tilfangetagelse har haft nogen positiv betydning for det kurdiske folk og den antiiimperialistiske kamp, så er det at det kurdiske spørgsmålfor alvor er kommet på den politiske dagsorden, og frem for alt har sat en samlings-proces i gang blandt kurderne.

PKKs pressede situation har øjensynligt fået partiet til at indse nødvendigheden af en mere åben holdning til de andre kurdiske organisationer. Samtidig har mange kurdere der tidligere har været fjendtligt stemt over for PKK, bakket op omkring Öcalan og 'hans' parti, nu hvor de har set den imperialistiske lejr i samlet trop jage og ydmyge PKKs formand. Det har simpelthen været for meget, f.eks. billederne af den tilfangetagne, dopede PKK-formand i flyet fra Nairobi til Tyrkiet, med klisterbånd for munden, og det tyrkiske flag i baggrunden. Mange ikke-PKK-kurdere er også tilfredse med at PKK nu er ude af Syrien og væk fra præsident Assads beskyttende vinger (og indflydelse?). Og endelig kan man gætte på at den megen personkult omkring PKKs formand, som har været anstødssten for mange, også i solidaritetsmiljøet, snart vil være en saga blot. Især da det nyligt afholdte valg i Tyrkiet, som bragte de ekstreme nationalister til magten, givetvis betyder dødsdom over og sandsynligvis henrettelse af Öcalan. Det var i hvert fald hvad MHP gråulvepartiet højlydt proklamerede i sin valgkamp ("henrettelse ved daggry"). Til gengæld får man så en martyr ud over alle grænser.

En lang række kurdiske partier fra Nordkurdistan (tyrkisk Kurdistan) - lige fra PKK (Kurdistans Arbejder Parti) og KKP (Kurdistans Kommunist Parti) til PSK (Det Kurdiske Socialistparti) - har her i foråret underskrevet en aftale i Tyskland der udtrykker vilje til fælles kamp og i grove træk bakker op omkring PKKs fredsudspil. I Danmark har vi for første gang i mange år set 8 kurdiske partier uden kævl og strid - optræde samlet i forbindelse med en række manifestationer, bl.a. op til den venstrefløjs-solidaritetsdemonstration der meget flot blev afholdt den 20. marts i år, - både i København og i Århus.

Også venstrefløjen i Danmark har omsider taget kurdernes befrielseskamp op til seriøs debat - den 'kommunistiske' del af fløjen med en utvetydig opbakning bag kurdernes væbnede kamp, som man ser som en antiimperialistisk kamp. Andre dele af fløjen er endnu tøvende, ikke når det gælder støtten til kurdernes menneskerettigheder, men når det gælder støtten til den væbnede kamp. Men der er ingen tvivl om at Öcalan-sagen alt i alt har betydet en styrkelse af solidaritetsarbejdet i forhold til kurdernes befrielseskamp.