I forlængelse af nr. 1/99 fortsætter Ernst Dahl her sin kritik af Socialistisk Arbejder Partis politiske strategi.

I kommende nr. vil Ernst Dahl tage fat på Enhedslisten;

Af Ernst Dahl ;

Trotskijsterne har været blandt de mest konsekvente repræsentanter for en strategi, der mener at kunne udvikle strejker til en revolutionær kamp mod staten. Trotskijster opererer med to slags strejker. De fleste strejker er rene forsvarskampe, men der findes også strejker med et videre potentiale, og det er strejker, der opstår uden om det faglige bureaukratis kontrol.

De danske trotskijster i Socialistisk Arbejderparti (SAP) skriver i deres program fra 1980, at der har været en del strejker i Danmark med potentiale til mere end rene lønstrejker (s.115). Der udviklede sig i 1970erne flere og flere strejker, hvor lønarbejderne ville forhindre fyringer, protestere mod arbejdsgivernes diktatoriske ledelse af arbejdet, og for at få mere i løn eller forhindre lønnedgang osv. (s. 114).

Disse strejker giver deltagerne oplevelsen af et nyt fællesskab, mange lærer at stå på en talestol, folk bliver opmærksomme på politiets og det fagretslige systems rolle og derigennem på den borgerlige stats rolle, man lærer at skelne bedre mellem venner og fjender. Under de selvorganiserede strejker oplever mange, at den daglige underkastelse under arbejdsgivere og dommere og politi ikke er naturgiven, men kan modstås, når man står sammen. Arbejderne lærer betydningen af kontrollen over arbejdspladsen, og derfor er der grobund for "kravene om arbejderkontrol med alt, hvad der foregår på arbejdspladsen, og arbejderveto over for arbejdsgivernes initiativer." (s. 116).

Massestrejken
Vi citerer et større stykke fra SAPs program:

Foruden storstrejken i Frankrig i maj 1968 nævner SAP en generalstrejke i byen Liege i Belgien i 1960-61, hvor de strejkende arbejdere ligeledes overtog kontrollen med store dele af byen.

Det hedder videre i SAPs program:

Det afgørende for SAP er, at lønarbejderne selv leder deres kampe og ikke overlader det til bureaukraterne. Når folk kan lede en stor strejkekamp, kan de også lede en by, og når de kan lede en by, så kan de også lede deres arbejdsplads og evt. sætte produktionen igang, og hvis dette koordineres på landsplan, kan de overtage ledelsen af samfundet.

Der skal naturligvis også være et revolutionært parti, men i princippet er det et forløb fra massestrejke til arbejdernes overtagelse af stadig større dele af samfundet.

Socialismen - et helt nyt samfund
Der er ingen tvivl om, at en stor massekamp kan rykke mange af deltagerne politisk. Man kastes ud i nye situationer, der kræver nye løsninger og dermed sættes man igang med at udvikle nye svar på problemerne. Man må imidlertid skelne mellem de problemer, en stor strejke rejser, og de problemer styringen af et samfund vil rejse.

Når arbejderne som beskrevet i SAPs program under store strejker har overtaget kontrollen med en by, med dens trafik og med distributionen af varer, så gøres dette for at opret0holde et pres på arbejdsgiverne og på regeringen. Dvs. det opfattes af deltagerne som en midlertidig situation. Hvis en strejkeledelse i en by giver handlende tilladelse til at holde åbent og sælge varer til fastsatte priser, så skal det alene tjene formålet at holde distributionen af nødvendige varer igang. Strejkeledelsen skal derimod ikke gøre sig tanker om, hvordan de konkrete priser, man fastsætter i den konkrete situation, kan indgå i et samlet prissystem, der stimulerer folk til at lægge større vægt på det kollektive forbrug. En strejkeledelse skal ikke sidde og overveje, hvordan man udjævner lønforskelle, og f.eks. holder lave priser på kollektive goder som middel til at omfordele til gavn for de lavest lønnede. En strejkeledelse for en stor by skal heller ikke gøre sig overvejelser over, hvordan man kan øge borgernes forbrug af landets egne produkter og dermed mindske importen, og dermed både spare valuta og reducere forurenende transport.

Styringen af et samfund vil også indebære afgørelser om, hvilke bolig- og transportformer, der skal prioriteres. En anden fordeling af arbejdet vil også indebære en økonomisk omformdeling, også blandt lønarbejderne. Skal den økonomiske udvikling spredes jævnt over landet eller skal den koncentreres i nogle få bycentrer? Hvordan skal den offentlige service og velfærdsstaten organiseres?

Hvad vil det sige at "producere efter behov og ikke efter profit"? Mennesker vurderer deres behov meget forskelligt og prioriterer forskelligt, det er vanskeligt at skabe enighed om forbruget i en hel befolkning. Mange vil frygte at komme i mindretal og dermed få sine valgmuligheder kraftigt beskåret. Markedsøkonomien løser problemet på sin måde: Ved at lade produktionen foregå efter privat foretagsomhed, hvor kapitalister og handlende jagter profit, og konkurrerer om at sælge mest muligt. Det giver mange problemer, men det har den fordel, at det et lettere at finde den vare og den ydelse, der imødekommer den enkeltes behov. Som sagt fører det også til skævvridninger af samfundet f.eks. at det kan være svært at blive behandlet i sundhedssystemet samtidig med at en masse forbrugsvarer bliver billigere og billigere, men man slipper for besværet med at føre brede offentlige debatter om, hvad der skal producerer og hvad det skal koste. Derfor bliver lønarbejderne skeptiske, når socialister siger, at markedet kan erstattes med en demokratisk planøkonomi.

Den skepsis kan overvindes, hvis venstrefløjen forholder sig meget konkret til de problemer, overgangen til socialismen vil rejse.

SAP undervurderer arbejderklassen
Trotskisternes måde at formulere den socialistiske strategi på er udtryk for en fundamental undervurdering af arbejderklassens forståelse af samfundet.

Når lønarbejderne under en stor strejke holder sig nøje til krav og kampformer, der svarer til situationen, så er det uden tvivl fordi de udmærket forstår, at hvis de rejser videregående krav og begynder at udfordre det valgte parlaments legitimitet, så vil det rejse en masse nye spørgsmål og problemer, der helt kan splitte den kampstyrke, de har opbygget.

Jeg mener, at lønarbejderne i langt de fleste tilfælde er så realistiske, at de holder sig nøje til krav, der "passer" til situationen. Måske kan arbejderne ikke altid formulere de rigtige krav, men de kan altid vurdere om bestemte krav er realistiske ud fra den givne situations opgaver og styrkeforhold.

Derfor er der ingen som helst sammenhæng mellem strejker og arbejderråd. Og derfor kan man ikke bruge en stor strejke til at danne arbejderråd, der gradvist overtager virksomhederne og den offentlige administration og i sidste ende stiller sig op som alternativ til det valgte parlament.

Hvad er så alternativet til den trotskijstiske strategi? Alternativet er at tænke overgangen til socialismen som et lidt længere forløb med en række faser, der hver stiller bestemte krav til fagbevægelsen og venstrefløjen.

Men her råber SAP vagt i gevær. For der er jo en årsag til trotskijsternes særlige strategi. SAP vil nemlig for enhver pris undgå kompromisser, der indebærer, at man tager medansvar for noget som helst i det kapitalistiske samfund. Derfor formulerer man en strategi, hvor kampen for socialismen skal køre helt uden om den borgerlige stat og det valgte parlament. Det er netop det, man forsøger, når man vil bruge en stor strejke til at danne arbejderråd, som derefter samles på landsplan i et centralt arbejderråd, der kan udfordre parlamentet og siden gennemføre en revolution, hvorefter arbejderrådene udgør den nye statsmagt.

SAPs middel til at optrappe kampen fra massestrejke til revolution er kravet om "arbejderkontrol" i virksomhederne. Når arbejderne ser, at de ikke kommer videre i kampen for arbejderkontrol i virksomhederne, så vil de kræve, at arbejderrådene gennemfører en revolution.

Men hvad så vi i 1985, da de danske arbejdere strejkede og demonstrerede imod Schlüters indreb i overenskomsterne? Vi så, at efter strejken vandt SFs parole om "arbejderflertal" stigende tilslutning blandt lønarbejderne. Fordi lønarbejderne kan godt se, at det umiddelbare alternativ til en borgerlig regering er en regering af arbejderpartier. Men VS (og SAP?) var meget skeptisk over for et "arbejderflertal", for det kunne jo indebære, at venstrefløjen ville blive bundet op på kompromisser, så man skulle forsvare en socialdemokratisk præget politik, og det kunne hæmme kampen på arbejdspladserne.

Nu skal hverken SAP eller Enhedslisten jo være et nyt SF, og derfor er vi nødt til at formulerer en strategi, som nok støtter kravet om et "arbejderflertal", men alligevel vil noget mere. Men det forudsætter, at vi bryder med den primitive strategi-tænkning, trotskijsterne repræsenterer, for den slår aldrig igennem blandt lønarbejderne.

Vi må tage udgangspunkt i den kendsgerning, at kapitalismens iboende klassekamp mellem arbejdskraft og kapital i vor del af verden har eksisteret i over 100 år uden at socialismen er blevet sat på dagsordenen. Vi må derfor stille spørgsmålet: Hvad er det i vores tid, der kan tilføre den permanente klassekamp et revolutionært potentiale?

Lenins strategi
Selv om vi lever i et noget anderledes samfund end Rusland 1917, så kan der godt hentes inspiration i bolsjevikkernes måde at udforme politisk strategi på.

I skriftet To Slags Taktik for Socialdemokratiet i den demokratiske revolution (1905) skitserede Lenin sin strategi for den kommende russiske revolution. Kort sammenfattet så Lenin udviklingen sådan: Rusland er et samfund præget af en feudal produktionsmåde, men hvor den kapitalistiske produktionsmåde er hastigt på vej frem. Rusland befinder sig på et stadium, hvor feudalismen er stærkt svækket, men hvor kapitalismens nye klasser, borgerskabet og arbejderklassen, endnu ikke er stærke nok til at gribe den politiske magt og indrette samfundet efter deres eget hoved.

Den kapitalistiske produktionsmådes herskende klasse, borgerskabet, skulle ellers være den naturlige leder i opgøret med feudalismen, men det russiske borgerskab er endnu ikke stærkt nok, og desuden frygtede borgerskabet også arbejderklassen. Man kunne derfor risikere, at det russiske borgerskab ville tøve med at gennemføre sin egen borgerlige revolution og i stedet indgå et kompromis med den feudale herskende klasse. Det var netop sket i Tyskland i 1848. Her havde det generelle opsving i klassekampen i hele Europa med borgerlige revolutioner i flere europæiske lande ført til indkaldelse af en tysk rigsdag i Frankfurt, men denne tøvede med at skærpe kravene til den preussiske konge, som derefter kunne rulle den borgerlige revolution tilbage. Da Tyskland så blev samlet til en stat i 1870, skete det under ledelse af Bismarck og med oprettelse af en tysk kejsermagt.

Borgerskabets forrædderi mod sin egen revolution lå bag det sørgelige forløb, udviklingen senere tog i Tyskland.

Hvis det samme skulle forhindres i Rusland, måtte den borgerlige revolution gennemføres af en alliance mellem de to produktionsmåders underklasser, henholdsvis de jordløse bønder og de ejendomsløse arbejdere. Disse to klasser skulle svinge sig op til herskende klasser, og med magt over staten skulle de feudale strukturer afskaffes straks med jordreform og indførelse af borgerligt demokrati.

De forenede arbejdere og bønder skulle indføre "arbejdernes og bøndernes revolutionært demokratiske diktatur" og bruge statsmagten til lade den fremvoksende kapitalistiske økonomiske basis udvikle sig. Dette ville skabe de materielle betingelser for overgangen til en ny produktionsmåde, socialismen/ kommunismen.

SAPs abstrakte strategi
Med andre ord, Lenin formulerede ikke bare sin strategi ved at se på, hvordan lønarbejdernes dagsaktuelle kamp gennem "bevidstgørelse" kunne forvandles til en revolutionær kamp. Det kunne nemlig kun ske ved at se på de mere grundlæggende problemer i den herskende produktionsmåde.

Lenins politiske strategi forløber således på to planer. Det ene niveau er den permanente kamp mellem klasserne. Det andet niveau er produktionsmådernes muligheder for at udfolde sig. Og pointen er, at det er kun når den kapitalistiske produktionsmåde hindres i at komme til udfoldelse, at klassekampen mellem arbejdskraft og kapital kan blive revolutionær.

Når vi taler om den kapitalistiske produktionsmådes udfoldelse, så mener vi, at kapitalismens udvikling foregår på en bestemt måde: Kapitalen ansætter arbejdskraft, der skaber en merværdi, der dels forbruges af kapitalisterne, dels investeres i ny produktion, således at kapitalapparatet hele tiden kan vokse. Dette sker i en indbyrdes konkurrence mellem de enkelte kapitalister. Ind imellem er der økonomisk krise, hvor forældet kapital destrueres og lønningerne presses ned. Så går det igen fremad for kapitalen og lønninger kan stige lidt.

Denne kapitalistiske logik blev i begyndelsen blokeret af feudale strukturer. I England og Frankrig blev de fjernet ved borgerlige revolutioner, men det evnede det russiske borgerskab ikke, derfor fik arbejderklassen overtaget.

Hvis klassekampen i de vesteuropæiske samfund i dag skal kunne sætte socialismen på dagsordenen, må vi have rede på de træk i samfundene, der kan blokere for den fortsatte udfoldelse af de kapitalistiske processer.

Med andre ord, den politiske strategi består i at skabe foreningen af kapitalismens iboende klassekamp og de særlige træk ved kapitalismen i ens egen periode. Det forudsætter, at man forholder sig til det konkrete samfund.

Trotskijsterne vil lave strategi alene ud fra kapitalismen iboende klassekamp, og det fører til en strategi, der passer til alle steder til alle tider. Frankrig 1848 og 1968, USA, Danmark, Australien eller Sydafrika. Altid den samme strategi - iflg. Trotskijsterne.

Strategi i Danmark
Vi kan ikke overføre den russiske revolutions erfaringer direkte på dansk grund, fordi der ikke er meget feudal produktionsmåde tilbage i Danmark, og den danske statsmagt ikke er en ren kapitalistisk stat men en stat, der har fået påtvunget nogle velfærdsordninger som følge af klassesamarbejdet.

Hvis vi derfor skal se, hvordan modsætningen mellem arbejdskraft og kapital kan udvikles til en socialistisk kamp i Danmark, må vi også se på produktionsmåde-niveauet. For det nytter ikke noget, at socialisterne tror, de kan sidde i deres organisationer og formulere en socialistisk samfundsmodel udelukkende ud fra marxistiske principper. Socialismen skal give løsninger på konkrete problemer, og derfor er det i nogen grad det eksisterende (kapitalistiske) samfunds problemer, der er styrende for de løsninger, socialisterne kan formulere.

Vi må stille spørgsmålet: Befinder vi os i en situation, hvor en ny produktionsmåde er ved at presse sig vej frem og blokeres heri af en forældet produktionsmåde?

Man kunne måske se den socialdemokratiske velfærdsstat som kimen til en ny (socialistisk) produktionsmåde, hvor det, vi mangler, er at kollektivisere produktionsmidlerne. Den socialdemokratiske velfærdsstat rummer uden tvivl træk, der peger ud over kapitalismen, men den skal alligevel forandres så meget, at det ikke er frugtbart at drage en parallel mellem den frembrydende kapitalisme i Rusland og den nuværende velfærdsstat.

En anden vinkel forekommer mere sandsynlig. Vi kan forsøge at se den nuværende udvikling som en overgang til en ny form for kapitalisme. To ting præger denne udvikling. For det første forsøget på at skabe en international økonomi, hvor nationalstaternes rolle reduceres. Både opbygningen af EU, dannelsen af verdenshandelsorganisationen WTO, forsøget på at bruge de store kapitalistiske landes sammenslutning G-7 gruppen som en form for økonomisk verdensregering, samt de allerseneste forsøg på at omdanne NATO til en magt over FN kan ses som led i dette forsøg på at skabe en ny global kapitalisme.

Det andet fremtrædende træk i udviklingen er indførelsen af nye teknologier som EDB og gensplejsning m.m., der umiddelbart skal forøge arbejdskraftens produktivitet og dermed øge kapitalens profitter.

Denne udvikling af kapitalismen er meget modsætningsfyldt. Produktiviteten og effektiviteten øges og profitterne stiger, men de sociale problemer og uligheder forøges også. Arbejdsløsheden i de kapitalistiske industrilande er stadig stor og tendensen til permanent udstødelse fra arbejdsmarkedet af store grupper er tydelig. Forskellen mellem regionerne i de store lande øges, idet væksten koncentreres i de i forvejen højtudviklede områder. En masse ulande skubbes næsten helt ud af det internationale økonomiske samkvem, især i Afrika.

Hertil kommer de voksende problemer for det borgerlige demokrati, der hidtil har været knyttet til nationalstaten. Hvordan kan en global økonomi reguleres demokratisk? Hvordan fører man økonomisk politik i en global økonomi?

Velfærdsstaten har været knyttet til nationalstaten, og med svækkede nationalstater, hvem skal så skabe det sociale sikkerhedsnet under de svage grupper?

Hvis frihandel skal være princippert, hvordan sikrer man så det nødvendige hensyn til miljøet?

Hele forrykkelsen af de økologiske balancer rejser helt nye problemer forkapitalismen. Hvis det viser sig, at kapitalismen ikke kan reparere sliddet på naturen og ikke effektivt bekæmpe skaderne på miljøet, så undergraver kapitalismen sig selv. Vi ved endnu ikke helt i hvilken grad det kapitalistiske system kan genskabe de økologiske balancer og dermed sikre sig et naturgrundlag for forsat økonomisk vækst.

Parallelt med disse problemer har vi så den løbende konflikt mellem arbejdskraft og kapital. Strategien skal skabe sammenhæng mellem klassekampen og produktionsmådens aktuelle problemer, det vil i dag sige en sammenhæng mellem klassekampen og den økologiske krise, internationaliseringen og demokratiets krise.

Med andre ord, det gælder om at vise, at nu står kapitalismen overfor helt nye problemer, og netop derfor skal vi ikke (som Lykketoft og Co.) regne med, at der kommer en ny økonomisk vækst, der skaffer alle i arbejde og løser alle andre problemer. I modsætning til tidligere kan kapitalismens krise ikke mere løses ved ny økonomisk vækst.