Bagved ved propagandaen

1) Hvad er de grundlæggende og accepterede regler i den nye verdensorden
Der er en række internationale love og forordninger, som alle stater er forpligtet overfor, og som er baseret på FNs love og deraf følgende resolutioner og afgørelser ved Verdensdomstolen. Kort sagt, såvel trussel som brug af magt er utilladelig med mindre det tydeligt er autoriseret af FNs Sikkerhedsråd. Efter dette har besluttet, at fredlige midler ikke kan bruges, eller det sker som forsvar mod "væbnet angreb" (en meget snæver definition) indtil Sikkerhedsrådet kan reagere.

Der er selvfølgelig mere at tilføje. Således er der i hvert fald en spænding, om ikke en direkte modsigelse, mellem de internationale regler som ligger i FNs Charter, og så de rettigheder der ligger i Menneskeettighedserklæringen. Som er en anden søjle for den internationale orden der blev etableret efter 2. Verdenskrig. Charteret fordømmer krænkelsen af staters suverænitet; Menneskerettighederne garanterer individets rettigheder overfor undertrykkende regimer. Begrebet "humanitær intervention" opstår udfra denne spænding/modsætning. Det er retten til "Humanitær intervention" som USA/NATO hævder i tilfældet Kosovo, og denne ret er generelt støttet af massemedierne.

Jack Goldsmith, specialist i international ret ved Chicagos Juridiske Fakultet, siger kritikerne af NATOs bombninger "har et godt juridisk argument", men "mange folk tror der i praksis er en undtagelse for humanitære interventioner". Goldsmith iagttagelse er rimelig, i det mindste hvis vi antager at fakta er relevante i bestemmelse af praksis. Vi bør også huske på denne banalitet: rettigheden til at foretage humanitære interventioner, hvis den eksisterer, er baseret på den "gode hensigt" hos dem der intervenerer, og den antagelse er ikke begrundet i de ord de bruger, men på deres tidligere brug af principperne for international ret, internationale domstoles beslutninger osv.. Dette er virkelig en sandhed, i det mindste i forhold til andre. Tænk hvis fx. Iran tilbyder at intervenere i Bosnien for at forhindre en massakre på et tidspunkt hvor Vesten ikke vil gøre det. Dette vil blive mødt med latterliggørelse og ignorering. Man ville ikke tro at Iran havde andre grunde end at opnå magt, fordi man ikke ville tro på Irans "gode hensigter". Et rationelt menneske ville så spørge: er Irans række af intervention og terror værre end USA/NATO's? Og andre spørgsmål er fx.: Hvordan skal vi betragte den "gode hensigt" hos et land, USA, som er det eneste land der har nedlagt veto imod en resolution fra Sikkerhedsrådet, der opfordrer alle lande til at følge de internationale love? Hvad har det selv foretaget sig tidligere? Hvis ikke sådanne spørgsmål er oppe i diskussionen, ville en ærlig person afvise diskussionen alene under henvisning til selve doktrinen. Det er en nyttig øvelse, at undersøge hvor meget de nuværende skriverier overholder et sådant elementært vurderingsgrundlag.

Indenfor det sidste år har der foregået en humanitær katastrofe i Kosovo, bevisligt forårsaget af det jugoslaviske militær. Hovedofrene har været de etnisk albanere, som udgør 90% af befolkningen i Kosovo. Der regnes med ca. 2000 døde og 100.000'er af flygtninge. I sådanne tilfælde har udefrakommende tre muligheder:

I dette tilfælde vælger USA mulighed nr. 1: optrapning af overgrebene

B) Tyrkiet
Med et forsigtigt skøn ligger Tyrkiets undertrykkelse af kurderne i samme kategori som Kosovo. Undertrykkelsen toppede i begyndelsen af 90'erne; et tegn er 1 million kurderes flugt fra landet indtil kurdernes uofficielle hovedstad Diabarkir fra 1990 til 1994, som følge af den tyrkiske hærs hærgen på landet. 1994 bragte to rekorder: det var året med den værste undertrykkelse af de kurdiske provinser, og det var året hvor Tyrkiet blev det land som importerede flest våben fra USA og således blev verdens største våbenimportør. Da menneskerettighedsorganisationer afslørede Tyrkiets brug af amerikanske bomber til at ødelægge landsbyer, fandt Clinton-administrationen veje til fortsættelse af våbenleverancerne, ganske ligesom det er gjort ifht. Indonesien og andre steder.

Tyrkiet og Colombia forklarer den USA-støttede voldsanvendelse med at de forsvarer deres lande mod terroristtruslen fra guerrillas. Ganske ligesom Jugoslavien. Også dette eksempel illustrerer valgmulighed 1: Optrapning af overgrebene.

C) Laos;
Hvert år dræbes tusinder af mennesker, hovedsagelig børn og fattigbønder, i det nordlige Laos' sletteområde Jars. Det synes at være stedet hvor der foregår den mest heftige bombning i historien af civile mål, og i hver fald den grusomste: USAs vilde angreb på et bondesamfund havde kun lidt at gøre med dets krig i regionen. Den værste periode var fra 1968 hvor USA var under pres for at afslutte de massive bombardementer af Nordvietnam. Kissinger-Nixon besluttede da at rette bombningerne mod Laos og Cambodia. Myrderierne blev forårsaget af "bombies", små anti-personel bomber, specielt designet til at dræbe mennesker, og uden at have nogen effekt på maskiner, bygninger mv. Sletten blev oversået af hundredevis af millioner af disse kriminelle dræbere, som ifølge fabrikanten, Honeywell, havde en forsagerprocent på 20-30%. Et antal der tyder på enten en meget dårlig fabrikant eller på en bevidst politik der går ud på at dræbe over en lang periode. Disse bomber var kun en del af den anvendte teknologi, som også indeholdt missiler der var designet til at gennembore de grotter hvor civilbefolkningen søgte tilflugt. Det nuværende antal ofre for "bombies" ligger på "for hele landet ca. 20.000 hvoraf ca. halvdelen med dødelig udgang" ifølge Wall Street Journals Asienskorrenspondent Barry Wain. Et forsigtigt skøn er derfor, at denne krise kan sammenlignes med Kosovo, dog med den bemærkning at døden i Laos rammer børn mest, nemlig over halvdelen.

Der har været initiativer der skulle imødegå denne humanitære katastrofe. Et engelsk selskab, Mine Advisory Group (MAG), forsøger således at fjerne disse dødbringende "bombies", men USA "er mistænkelig fraværende i den gruppe af vestlige organisationer, som støtter MAG", siger den britiske presse, dog har USA på det seneste indvilget i at træne laotere. Den britiske presse bemærker endvidere vredt, at USA nægter at frigive måder at håndtere bomberne på, som ellers kunne gøre MAGs arbejde hurtigere og sikkere. Dette er statshemmeligheder, ligesom hele sagen er det. Aviserne i Bangkok fortæller, at den samme situation gør sig gældende i Kampuchea, særligt i den østlige del hvor USA bombede intensivt fra 1969.

I dette tilfælde vælger USA mulighed nr. 2: Gøre ingenting. Og mediernes reaktion er at ignorere, og følger derved det som var ordene for USAs krigsførelse i Laos: "Den hemmelige krig" i betydningen kendt men hemmeligholdt, ganske som det var tilfældet i Kampuchea fra marts 1969. Graden af selvcensur var bemærkelsesværdig dengang, ligesom den er det nu. At eksemplet er relevant burde være indlysende.

Jeg vil undlade flere eksempler på mulighed 1. og 2., og også mere alvorlige nutidige overgreb, som f.eks. masseslagtningerne af irakiske civile som følge af en særlig form for biologisk krigsførelse - "et hårdt valg", sagde udenrigsministeren Madelaine Albright, da hun i TV skulle reagere på, at en halv million irakiske børn er døde de sidste 5 år, men "vi mener det er prisen værd". I øjeblikket regner man med at 5.000 børn dør pr. måned som følge af blokaden mod Irak.

Dette og andre eksempler bør man huske når vi læser og hører den rosende retorik om hvorledes Clinton-administrationens moralske kompas omkring Kosovo omsider fungerer ordentligt.

Men hvad illustrerer Kosovo? ;
Truslen om NATO-bombninger førte meget forudsigeligt til en ekskalering af Serbisk militær og paramilitæres overgreb, og de internationales observatøres afgang fik den samme effekt. Ïverstkommanderede, general Wesley Clark erklærede, at det var helt forudsigeligt, at den serbiske terror vil blive værre efter NATOs bombardementer. Terroren nåede for første gang hovedstaden, Pristina, og der er pålidelige reporter der fortæller om omfattende ødelæggelser af landsbyer, henrettelser og endelig den enorme flygtningestrøm, som måske kan ses som en måde at blive af med den albanske del af Kosovos befolkning. Alt dette "helt forudsigelige" konsekvenser af NATOs trusler og senere bombardementer, som general Clark ganske rigtigt siger.

Kosovo er derfor et eksempel på valg af mulighed 1: Optrapning af overgrebene.

At finde eksempler på mulighed 3 er meget nemt, i det mindste hvis vi forholder os til de officielle forklaringer. Den seneste undersøgelse, lavet af Sean Murphy, om "humanitære interventioner" gennemgår historien efter Kellogg-Briand pagten fra 1928, som ulovliggjorde krig, og som blev efterfulgt af FNs Charter. I den første periode, fortæller Murphy, var de mest fremtrædende eksempler på "humanitær intervention" Japans angreb på Manchuriet, Mussolinis invasion af Etiopien og Hitlers invasion af dele af Tjekkoslovakiet. Alle disse blev fulgt af højstemt humanistisk retorik, såvel som af en konkret retfærdiggørelse. Japan ville skabe et "jordisk paradis" i Manchuriet og forsvare det imod "kinesiske banditter". Mussolini ville befri tusindvis af slaver ved at bringe den vestlige civilisation til Etiopien. Hitler proklamerede at årsagen til invasionen af Tjekkeoslovakiet var at stoppe de etniske spændinger og volden, og "være en sikkerhed for de tyske og tjekkiske folks nationale rettigheder" med en operation "som har det dybe ønske at tjene de sande interesser for de folkeslag der bebor området".

Også dette er nyttige intellektuelle øvelser hvis der skal sammenlignes med de obskøne retfærdiggørelser der er for intervention, inklusiv "humanitær intervention" i denne post FN-Charter tid.

I denne periode er det tydligste eksempel på mulighed 3. den vietnamesiske invasion af Kampuchea december 1978, der gjorde en ende på Pol Pots terrorregime, som da toppede. Vietnam hævdede sin ret til selvforsvar mod væbnede angreb, en af de få lovlige undtagelser i FN-Charteret: Demokratisk Kampuchea iværksatte bevisligt en række angreb på Vietnams grænseområder.

USAs reaktion er sigende. Pressen fordømte Asiens "preusere" for deres overtrædelse af internationale love. Vietnam blev hårdt straffet for at gøre en ende på Pol Pot regimet, først ved den USA-støttede kinesiske invasion, derefter af de USA styrede hårde sanktioner. USA anerkendte Pol-Pots Khmer Ruoge som Kampucheas officielle regering. Og USA støttede derfor også Khmer Rouges fortsatte angreb ind i Kampuchea.

Eksemplet fortæller os en hel del om den praksis som ligger under "de nu opståede normer for det jurdiske grundlag for humanitær intervention".

Trods ideologernes desperate anstrengelser for at påvise at cirklen er firkantet, er der ingen seriøs tvivl om, at NATOs bombardementer underminerer det der er tilbage af de skrøbelige internationale love. Det gjorde USA helt klart under den diskussion der førte til NATOs beslutning. Bortset fra Storbritannien (som idag er lige så selvstændige ifht. USA, som Ukranie var i Sovjettiden før Gorbatjov), var de øvrige NATO-lande skeptiske overfor USAs politik, og især irriteret over Albrights "sabelraslen". Idag er det nu således, at jo tættere på den konfliktramte region man er, jo større er modstanden mod USAs insisteren på anvendelsen af magt, selv indenfor NATO (Grækenland og Italien). Frankrig har opfordret til vedtagelse af en resolution i Sikkerhedsrådet der autoriserer NATO til indsættelse af en fredsstyrke. USA afviste forslaget blankt, og insisterede på "vort standpunkt er at NATO skal være i stand til at handle uafhængigt af FN". USA afslog at lade det smertelige ord "autorisere" indgå i den endelige NATO udtalelse, uvillige som de var til at underlægge sig FNs Charter og de internationale love. Kun ordet "tilslutning" kunne tillades. Tilsvarende var bombardementerne af Irak en åben og højlydt foragt for FN, og blev da også forståået som sådan. Og selvfølgelig gør det sig ogsåå gældende ved ødelæggelsen af et lille afrikansk lands halve medicinproduktion nogle få måneder før. Også en begivenhed som viser, at det "moralske kompas" ikke er svunget væk fra ren magtpolitik.

Man kan hævde med rette, at yderligere undergravning af verdens spilleregler ikke er relevante, ligesom de havde mistet deres mening i slutningen af 30'erne. De store landes foragt for verdens samarbejdsorganisationer er blevet så ekstrem at der ikke længere er noget at diskutere. Et tilbageblik viser at holdningen kan spores tilbage til de tidligste år, helt tilbage til Sikkerhedsrådets første memorandum i 1947. Under Kennedy-årene fik standpunktet et åbent udtryk. Reagan-Clinton æraens særlige resultat er at foragten for internationale love og FNs Charter nu er helt åben. Den er blevet fulgt op af interessante forklaringer, som ville være havnet på avisforsider og genstand for intellektuel debat, hvis sandhed og ærlighed vel og mærke blev betragtet som gode egenskaber. Helt fra toppen af blev det forklaret med brutal klarhed, at FN og andre internationale organisationer var blevet ligegyldige da de ikke længere fulgte USAs ordre, som de gjorde i de tidlige efterkrigstider.

Man kunne så tilslutte sig denne holdning. Det ville i det mindste være en ærlig holdning for så vidt at man dermed nægter at deltage i det kyniske selvretfærdige spil ved at jamre over skiftende regimers foragt for internationale love.

Mens Reagan åbnede nye muligheder, er Clintons foragt for internationale love blevet så ekstrem, at det vækker bekymring selv hos Washingtons høge. I det ledende blad for erhvervslivets magthavere, Foreign Affairs, advarer Samuel Huntington USA for at slå ind på den farlige kurs. "I mange af verdens øjne - sandsynligvis de fleste, er USA blevet den rå supermagt", og betragtes "som den største trussel mod deres samfund". Og fortsætter: "internationale realistiske teorier forudsiger, at der vil opstå alliancer for at opveje den rå supermagt". Han mener derfor, at man af pragmatiske grunde burde overveje holdningen. Amerikanere som foretrækker et andet billede af deres land vil måske overeje holdningen af andre end pragmatiske årsager.

Hvad betyder dette for spørgsmålet om hvad der kan gøres i Kosovo? Spørgsmålet bliver ubesvaret. USA/NATO har valgt en vej, som det åbent anerkender, fører til yderligere overgreb og vold - "forudsigelig". En vej som også endnu engang underminerer den i forvejen svage internationale orden, som trods alt giver en begrænset beskyttelse mod herskersyge stater. På længere sigt er konsekvenserne uoverskuelige. En rimelig antagelse er "at enhver bombe der falder over Serbien og ethvert etnisk drab i Kosovo, betyder at det næppe vil være muligt for serbere og albanere at leve fredeligt side om side noget steds" (Financiel Times).

Det almindelige argument er, at vi må gøre noget, vi kan ikke bare ståå og se på overgrebene fortsætter. Men det er aldrig rigtigt. Man kan altid vælge at følge Hippocrates princip: "For det første, gør ingen yderligere skade". Hvis man ikke kan følge dette simple princip, så lad vær med at gøre noget overhovedet. Der er altid udveje der kan overvejes. Diplomati og forhandlinger er aldrig forbi.

Retten til "humanitære interventioner" vil sandsynligvis dukke oftere op i de kommende år - måske begrundet, måske ikke - nu da den kolde krigs regler har mistet deres værdi. I en sådan tidsperiode, vil det måske værd at bide mærke i, at respekterede kommentatorer, for ikke at tale om FN, udtrykker sig tydeligt om disse problemer. En af dem er Hedley Bull, som for 15 år siden advarede om "at enkelte stater eller gruppe af stater ophøjer sig til dommere for international opførsel, med foragt for andres holdning, er en pest for den internationale orden". En anden, Luis Henkin, skriver i sit standardværk om internationale relationer "presset for at fravige forbuddet mod voldsanvendelse er uheldigt, og argumenterne for at lovliggøre brugen af vold i disse tilfælde er farlige og ikke overbevisende... Overtrædelse af menneskerettigheder er desværre alt for almindelige, så hvis vi tillader disse at være grund nok til voldsanvendelse, vil der ikke være nogen international lov der kunne forbyde en hvilken som helst stat at bruge vold mod enhver anden stat. Jeg tror at menneskerettigheder og andre rettigheder må opretholdes ved hjælp af andre fredelige midler, ikke ved at åbne døren for agression og dermed ødelægge det grundlæggende princip for international lov, nemlig fordømmelsen af krig og forbuddet mod anvendelse af vold".

Anerkendte principper for international lov og orden, underskrevne traktater, FNs beslutninger og overvejelser fra juridiske eksperter løser ikke automatisk de enkelte problemer. Ethvert problem må analyseres udfra sine egne forudsætninger. Dem der ikke accepterer Saddam Husseins styre er stærkt forpligtet til at bevise at trussel om vold og voldsanvendelse er nødvendig. Måske kan det lade sig gøre, men det skal bevises, ikke bare proklameres med opstemt propaganda. Konsekvenserne af en sådan voldsanvendelse skal vurderes nøje - især på de forhold som åbenbart er "forudsigelige". Og de der bare er det mindste seriøse, skal også overveje sagen nøje, og ikke bare følge lederne og deres "moralske kompas".

Oversat af Michael Schølardt fra ZMagazine;