Han blev myrdet på et værtshus i slumkvarteret. En politimand slog ham ihjel ved en fejl, fordi han gik med en guitar og havde langt hår, eller fordi han ikke havde lært at bøje hovedet overfor autoriteterne. Politimanden greb ham i håret, satte pistolen mod hans øje og trykkede af.
Javier Rojas blev begravet i Buenos Aires, og mens jorden i Buenos Aires blev åbnet for at give plads til Javiers lig, rystede jorden tusindvis af kilometer borte, i Antofagasta, hvor Javier var født. Et jordskælv ude i havet rystede kysterne, mens begravelsen fandt sted. Gabriela, Javiers søster tænkte imens på, at gud ikke eksisterer, men guderne gør.
Siden den nat Javier blev myrdet, havde Gabriela mistet lugtesansen. Hun kunne ikke længere føle planternes lugt, der er deres sprog. Lugten af hud, der afslører mennesket, eller lugten af bøger, der er lugten af den tid, hvor de blev læst.
Gabrielas datter, Ayelén hørte om onklens død og græd til hun var helt udtømt. Bagefter diskuterede hun sagen med hendes bedste ven - en lille usynlig papegøje, der bor ovenpå klædeskabet og hedder Beskidtkæft på grund af dens hang til bandeord. Efter længe at have snakket med papegøjen, spurgte Ayelén sin bedstemor:
- Hvis Javier ikke længere eksisterer, hvor er han så?
- I himlen, svarede bedstemoderen.
Ayeléns næste spørgsmål faldt prompte:
- I himlen. Er der politimænd der?
Asunción Gutiérrez var død i Managua, samme dag hun fyldte 100. Masser af familie og naboer sørgede over hende i hendes hus i bydelen Aranjuez.
Der var allerede gået en rum tid. Smerten var blevet til fest, og hvisken til lattersalver, som skikken kræver, og det var blevet ud på natten, da Doña Asunción satte sig op i kisten.
- Få mig ud af den her ting, i grønskollinger, kommanderede hun!
Hun satte sig ned og spiste en tamales, uden at tage den mindste notits af de tilstedeværende.
Slægtningene trak sig i tavshed tilbage. Fortællingerne havde ikke længere fortællere, kortene havde ikke længere spillere, og sprutten havde mistet sin anledning. Sørgen uden død, er ikke sjovt. De sørgende forsvandt ud af jordvejene. Eksalteret af den megen kaffe, vidste de ikke, hvad de skulle gøre med resten af natten.
Et af oldebørnene udbrød indigneret: Det er tredje gang den gamle gør det her mod os.
Pedro García Dobles havde altid planer om flugt, men to år gammel levede han fortsat sammen med sine forældre, Aurelia og Alex i deres hus i San Isidro de Heredia, og syntes at have affundet sig med situationen.
En morgen holdt Aurelia ham op foran spejlet, udpegede sit eget spejlbillede og sagde:
- Mama!
Derefter pegede hun på hans spejlbillede og sagde:
- Pedro!
Pedro blev interesseret.
- Skal vi gå ind?
Aurelia talte til spejlet og bankede på det med knoerne. Intet skete. Nu blandede Pedro sig og konstaterede trist:
- De lugget!
I 1994 i Laguna Beach i det sydlige Californien brød en hjort ud af skovene. Hjorten galoperede ned ad gaderne. Skadet af sine sammenstød med bilerne sprang den over et gærde, gennem vinduet til et køkken, gennem et andet vindue, kastede sig ud fra 2. sal, invaderede et hotel, og strøg som en kastevind, rødt af sit eget blod forbi de forbløffede pensionister ved bordene i strandens restauranter. Til sidst kastede den sig i havet. Politiet indhentede den i vandet, fik den bundet og trukket ind til stranden, hvor den døde af sit blodtab.
- Den var gal, forklarede politiet.
Et år senere, i San Diego, også i det sydlige Californien stjal en krigsveteran en tank. Ombord i tanken nåede han at støde ind i 40 biler, at ødelægge et par broer og at angribe enhver ting han stødte på, samtidig med at han blev forfulgt af en hel armada af patruljevogne. Da han gik i stå ved en stejl skråning, kastede politifolkene sig over tanken, åbnede lugen og stegte manden i varm bly - han der selv havde været soldat. TV seerne overværede live hele forestillingen.
- Han var gal, forklarede politiet.
Kirkerne var konditormesterværker og paladserne legetøj. Nogle huse syntes at være spilledåser. Men Guatemalas gamle by, Antigua, levede med hjertet i munden. Hvad der ikke blev ofret i tårer, forsvandt i suk. Kede sig? Det var aldrig muligt at kede sig. Truet af vulkanerne Agua og Fuego (Ild og Vand), var den dømt til evig ængstelse mellem vulkanernes udgydelser og jordens rystelser.
I 1773 blev den rystet af et jordskælv. Den var vandt til det. Et halvt århundrede tidligere havde et andet skælv sledet den i stykker, men Antigua var blevet på samme sted, som intet var hændt - "hvis gud må dræbe mig, så lad ham dræbe mig, og lad djævlen tage mig". Men denne gang var det værre. Ikke blot jorden slog bukkespring, men også floden sprang ud af sit leje og opslugte folk og husene. De der overlevede oversvømmelsen havde ingen anden udvej end skrækslagne at flygte og grundlægge en anden by.
Floden der gik over sine bredder hed og hedder stadig Pensativo (Eftertænksom).
Af og til sker det samme for mig.
I et skrothandel opdagede Carlos Fasano ved et rent tilfælde døren til den celle, i hvilken han havde været fange.
Under militærdiktaturet i Uruguay havde han tilbragt 6 år med at snakke med en mus og med denne dør i celle 282. Musen listede af og dukkede op igen, som den havde lyst til, men døren var der altid. Carlos kendte den bedre end sin egen håndflade. Selvom den var i en slem forfatning genkendte han de mærker, han havde lavet med en kniv i træet og pletterne, de gamle pletter i træet, der havde været som kort over ukendte lande, han havde berejst under hver eneste dag i fangenskab.
Døren og alle de andre celledøre fra fængslet endte i skrothandlen, da myndighederne lavede fængslet om til shoppingcenter. Centret for fanger blev nu forvandlet til konsumcenter, og fangerne erstattet med jakkesæt fra Armani, perfymer fra Dior og videoer fra Panasonic.
Da Carlos opdagede sin dør besluttede han at få fat i den. Men celledørene var blevet hot mode blandt overklassen i badebyen Punta del Este, så skrothandleren forlangte en uhyrlig pris for døren. Carlos tingede og pruttede om prisen til han til sidst med nogle venners hjælp kunne købe den. Men hjælp fra andre venner drog han bort med døren. Der skulle mere end et muskelbundt til at slæbe af sted med dette bjerg af træ og metal, der havde modstået tidens tand og utallige flugtforsøg. De bragte døren hjem til Carlos' hus i Cuchilla Pereira.
Der står døren nu. Den er rejst i det fri på toppen af en lille bakke omgivet af grønne buske. Hver morgen skinner solens stråler på døren og oplyser det lille skilt, Carlos har sat på døren: "Forbudt at lukke".
Román Morales begynder turen over saltsletten ved Uyuni. Han begyndte turen ved daggry fra flodbredden, hvor Vicuñaer'ne tager et hvil og Condorene holder en pause i deres flugt. Efter kort tid mister han de sidste rester af den frugtbare jord af syne.
Mere end en vandringsmand er blevet opslugt af disse enorme vidder, og Román ved det godt. Han ved godt, at denne verdens største saltslette er født ud af forbitrelse. I tidernes morgen var dette et enormt hav af sur mælk. Da bjerget Tunupa mistede sit barn, hævnede hun sig ved at oversprøjte og oversvømme verdens tinder med mælken fra sine bryster.
Jo længere Román gik, jo ængstligere blev han. Blændet af solens reflektioner i saltsletten går timerne. Morgenen bliver til middag, der igen bliver til eftermiddag, og imens knaser saltkrystallerne under Románs støvler. Efter lang tids vandring ønsker han at vende om, men ved ikke hvordan. Uanset hvor meget han gnider øjnene, formår han ikke at få øje på horizonten. Blind af det hvide lys, fortsætter han sin tur, uden at kunne se noget gennem den hvide mur.
Han synker sammen. Falder på knæ på jorden eller mod himlen. Jorden af salt, himlen af salt, og de salte tårer render ned over ansigtet, der er sprækket af det skarpe sollys, saltet reflekterer. For første gang hører Román, at hans mund bønfalder, hans mund bønfalder ørkenen, men med en andens stemme:
- Dræb mig ikke!
Da rejser benene, en andens ben sig og fortsætter turen. Flere gange falder Román, men hver gang han er ved at miste bevidstheden, rejser benene på egen hånd ham atter og fortsætter denne rejse, der er uden mulighed for at vende om. Da natten falder på, hører Román atter denne ukendte stemme, der kommer ud af hans mund og denne gang bønfalder stjernerne:
- Lad mig ikke alene!
Benene fører ham gennem natten og gennem det meste af den nye dag. Langt senere efter megen snublen og falden, efter megen snublen og genrejsning, nægter benene pludselig at bære ham længere. Han er faldet om i saltørkenen, rejser hovedet, glipper med øjnene og ser: Der lidt borte ligger landsbyen Atulcha. I denne landsby af blot 4 huse slutter salthavet, og slutter rejsen.
Román betragter støvlerne, som saltet har ædt op i store lunser og spørger sig selv:
- Hvem krydsede ørkenen? Hvem var det? Hvem kan det have været?
En flok flamengoer, rosenrøde vindstød byder ham velkommen.
Det var sommer, omkring den tid hvor fiskene stiger op, og det var 125 år siden Don Francisco Barriosnuevo sidst havde været her.
- Han er en olding siger nabokonen. Ældre end skildpadderne.
Hun skraber skællene af en fisk med sin kniv. Don Francisco drikker guayaba juice. Gustavo, journalisten der er kommet langt borte fra, stiller spørgsmål ind i hans øre.
Verden står stille. Luften står stille. Resten af indbyggerne i landsbyen Majagual, langt ude i sumpene, sover alle siesta.
Journalisten spørger ham om hans første kærlighed. Han er nødt til at gentage spørgsmålet flere gange: Første kærlighed, første kærlighed, første kærlighed. Den gamle metusalem holder hånden op bag øret:
- Hvad? Hvad siger du?
Og til sidst:
- Nååååh, ja.
Han gynger i gyngestolen, rynker øjenbrynene og lukker øjnene:
- Min første kærlighed...
Journalisten venter. Han venter mens den gamles hukommelse som en gammel faldefærdig båd søger bagud, og hukommelsen snubler, synker og fortaber sig. Det var en rejse på mere end 100 år, og i hukommelsens hav var der megen snavs, sten og tåge. Don Francisco er jagt efter den første gang, og hans ansigt trækker sig sammen som en knytnæve.
Journalisten ser bort et øjeblik, da han opdager at tårene væder furene i dette sammentrukne ansigt. Til slut banker Don Francisco sin stok af sukkerrør ned i jorden, og støttet til stokken rejser han sig fra gyngestolen, strækker sig som en hane og råber: Isabel! Råber:
- Isabeeeeeeeeeeeeel!
/Oversat af A. Jensen
 |
|
 |
