Solidaritet. Maj 2010, nr. 2-3 - Indhold
af Michael Schølardt/Solidaritet
En stemme for finansloven har for socialistiske partier været en stemme for den borgerlige statsmagt, EU og NATO. Men efter 50 år er SF klar til at påtage sig det fulde ansvar i en evt. kommende S-SF-RV-regering. Med udsigten til, at en sådan regering er afhængig af Enhedslistens stemmer, har det sat Enhedslisten under pres for at sikre en sådan regering.
|
|
"Man har et standpunkt til man tager et nyt"
Det var ordene, da Krag måtte indlede et samarbejde med SF. Det var nær lykkedes i 1964, men først i 1966 blev der et S-SF flertal fordi SF stormede frem med en fordobling af sine mandater fra 10 til 20. Socialdemokratiet med Krag i spidsen havde på forhånd afvist samarbejde med SF, men stillet overfor alternativet: et regeringssamarbejde med Venstre og deraf følgende yderligere tab til SF, var der ikke andet at gøre end at få SF under åget, som Hækkerup udtrykte det, og udstille SF i arbejderbefolkningen.
SFs valgsejr i 1966 baserede sig på to klare standpunkter. Det ene var kritik af den førte boligpolitik, som baserede sig på et bredt forlig, der betød begunstigelse af ejerboliger og huslejestigninger i de almennyttige boliger og fordyrelse af nybyggeri af samme. Det andet var SFs klare parole mod krig og oprustning. Penge der bruges til militær bruges til død. AFRUST - penge der bruges til boliger bruges til liv. BYG BOLIGER, som valgplakaterne udtrykte det.
Der er gode grunde til at trække forhistorien frem. Det er værd at minde om, at en evt. kommende S-SF-RV regering ligger lysår fra tidligere offensive situationer for arbejderbevægelsen, og deraf færre muligheder for at skabe afgørende brud. SFs kommende næstformand, Thor Møger Pedersen, tager således i udgangspunktet helt fejl, når han til Modkraft.dk (21. april) siger, at hvenstresiden aldrig har stået så stærkt som nu. Det gælder hverken i antallet af mandater, eller i opbakning fra aktive bevægelser. Og helt mærkelig bliver det, når forbedringer og fremskridt af Thor Møger Pedersen ses som et produkt af kompromisser og ikke styrkeforhold. Det varsler ilde for en evt. ny regering, hvis den, båret af disse tankegange, ikke først og fremmest ændrer styrkeforholdet. Kompromis-politik er jo den nemme efterfølgende del af øvelsen, og blot et håndværk.
Krig og boliger
På boligpolitikken behøver Socialdemokratiet og De Radikale ikke at frygte noget fra SF denne gang. Ole Sohn, som præsenterede SFs boligpolitik for 4 år siden, gjorde meget ud af at berolige husejerne. De arbejdsfrie gevinster, som tilfalder boligejere i forskellig grad, skulle der ikke røres ved. Thor Pedersen bekræfter dette med det velkendte argument, som kendes bla. fra Thor Petersen, den tidligere finansminister, at boligejere kommer fra alle alle samfundslag og derfor har fælles interesser. Heller ikke på det militære område behøver en sådan regering at frygte SF. SF skal lede længe i deres medlemskartotek hvis de skal finde et medlem der siger AFRUST - og mener det. Men man må vel påpege den afgrundsdybe forskel, der er på et SF, der i 60-erne var dybt anti-militaristisk og NATO-modstandere, til et SF der i dag uden problemer vil stemme for krigsbevillinger til ikke blot folkeretsstridige krige, men også krige, der er en trussel mod vores og den internationale sikkerhed, som den er defineret af FN-pagten (note: FN-pagten tager klar afstand fra angrebskrige. Men som det blev påpeget af bla. Anders Fogh Rasmussen var det Nyrop-regeringen med Niels Helveg fra de radikale som udenrigsminister, som udenom FN iværksatte bombardementet af Beograd).
Det velkendte argument fra Socialdemokratiet og SF, nemlig at de kan ikke nytte noget at holde fanen så højt, at benene ikke kan nå jorden - og der nødvendigvis må komme pletter på fanen, hvis der skal nås resultater, dækker i den indenrigspolitiske politik over, at middelklassen ikke bare skal beroliges, men også helt over på holdet. Derimod bliver det sværere for SF i længden at skulle forholde sig til antallet af pletter på fanen, når det ikke bare drejer sig om manglende social genopretning mv., men rigtige menneskers rigtige blod. For så vidt, at irakere, afghanere mfl. er rigtige mennesker.
I Enhedslisten og nok også i SF er der en erkendelse af, at de folkelige bevægelser ikke er åbenlyse succesfulde eller aktive. Dette svier især til Enhedslisten da dette er en klar forudsætning for muligheden for et pres til venstre. Holder denne situation sig til en evt. ny regering er problemet mindre for SF på i hvert fald kort sigt. SF’s største øvelse er at gøre sig regeringsduelige ift. sine samarbejdspartnere, og økonomisk ansvarlige ift. hden brede offentlighed h (i realiteten middelklassen). Og det klares bedre uden bevægelser, der kræver forandringer nu og her. Derudover er SFs medlemsdemokrati ikke den samme trussel som i 60-erne. SF trimmer sin medlemsorganisation således at den er mere top- og manegement-styret. Dertil kommer, at partiafdelingerne er mindre aktive, og ikke mindst er der ingen socialistisk offentlighed. Der er ingen medier, som udkommer ofte nok, læses af mange nok eller læses af alle politiske retninger indenfor arbejderbevægelsen. Det betyder at der ikke er et pres fra neden fra partiaktivister, miljøaktivister, faglige aktive mfl., alle bevæger sig rundt i deres egen lille offentlighed. Derfor kan SF på en helt anden måde gøre sig duelige til et kommende regeringssamarbejde. Uden risiko for faglige delegationer, oprør fra partiforeninger eller at en ny Preben Wilhjelm og Hanne Reintoft siger stop.
Imod den mindste forringelser
For den mindste forbedring blev den tommefingerregel i det parlamentariske arbejde som Enhedslisten arvede efter Venstresocialisterne. Reglen var ikke så meget vendt mod selve det at indgå kompromisser, men som en regel, der skulle sikre mod at blive halet rundt i manegen, som SF blev det under den socialdemokratiske Krag-regering. Der er mange svagheder i dens korte udgave. En lille forbedring i en periode med stærke bevægelser er dårligere end en lille forringelse under meget dårlige forhold. Men især når det kommer til de såkaldte pakkeløsninger, og her især den største pakke af alle: Finansloven. Når dette ikke har været et problem i hverken SF eller Enhedslistens historie, er det fordi Finansloven i hvert fald indeholdt bevillinger til NATO, som man var imod. I øvrigt er det en historisk myte, at SF’s venstrefløj, som senere brød ud og dannede VS, ikke var kompromissøgende. Sammenbruddet skyldtes i lige så høj grad, at SF's venstrefløj reagerede på en fuldstændig udvisket SF-profil, manglende kompromisvillighed fra Krag-regeringen og et manglende medlemsdemokrati. Og det er da også her, at SF og Enhedslisten har taget ved lære og draget sine (forskellige) konklusioner. Når Thor Møger Petersen anfører, at SF arbejder bevidst på at drive samfundsudviklingen mod venstre, ikke ved at være verdensfjerne, men ved at arbejde for konkrete her og nu svar er det en smuk omskrivning af, at man i stedet for at flytte holdninger og skabe bevægelse udover det nødvendige for den parlamentariske styrke, tilpasser sin politik til det bedst opnåelige.
SK-regeringen har mørnet også Enhedslisten
Enhedslisten tog sit første skridt væk fra tidligere tiders principielle opfattelse af finansloven under Nyrop-regeringen. Baggrunden var, at den borgerlige opposition i 1997 brød med sine principper om altid at stemme for, og med udsigten til at Nyrop-regeringen kom i mindretal, besluttede Enhedslisten at undlade at stemme. Senere besluttede partiet at gøre denne finanslovstaktik til et generelt princip: "Vedrørende afstemningen om finansloven for 1998 kan folketingsgruppen forhandle ud fra, at listen vil undlade at stemme imod en finanslov, der er renset for forringelser og indeholder forbedringer for de arbejdsløse, for den offentlige service, for miljøet og for de svagest stillede grupper". Det nuværende ønske fra Folketingsgruppen og HB-flertallet om at kunne stemme for finansloven under en ny regering har det samme formål, som det udtrykkes af folketingsmedlemmet Per Clausen på Modkraft.dk (20. april), at hmelder vi ud på forhånd, at vi ikke vil være med, riskerer vi at sende dem i armene på de borgerlige h men samtidig er forudsætningen, at det er en finanslov, der ikke rummer forringelser, men forbedringer.
På sine egne forudsætninger er det ikke så nemt, som det lyder. For det første er en udmelding fra Enhedslisten, at man på forhånd nok ikke vil stemme imod finansloven en svækkelse af partiets egen forhandlingsposition til at få indrømmelser igennem. Hvis man kigger over på den anden side, er en del af Dansk Folkepartis succes i forhold til VK-regeringen netop, at man herfra fører en skarp selvstændig linje, der gang på gang har sikret partiet markante indrømmelser. Også selvom disse indrømmelser er billige markeringspolitiske indrømmelser. Så når man allerede nu udmelder, at man vil være et ansvarligt støtteparti til en S-SF-RV-regering, der på i hvert fald den økonomiske og sikkerhedspolitiske politik vil føre en uspiselig borgerlig politik, risikerer Enhedslisten hurtig en stadig nedjustering af sine politiske ambitioner og et forklaringsproblem, når man ikke kan støtte regeringen længere. For det andet er princippet for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse intet at gøre med den principielle holdning til finansloven, og i øvrigt fuldstændig uhåndterlig og umålelig. På det værdipolitiske område, som udlændingepolitikken, vil en S-SF-RV sandsynligvis indeholde forbedringer - der skal jo ikke meget til. Men på den økonomiske politik vil en sådan regering helt sikkert have en politik, der indeholder såvel forbedringer som forringelser, som f.eks. en aktiv beskæftigelsespolitik sammenkædet med forringelser på dagpenge- og efterlønsområdet. Og ikke mindst på krigspolitikken kan det blive svært med målebåndet. Er en fortsat krigsdeltagelse en forbedring, hvis indsatsen lægges mere på genopbygning, og vort militær af den grund nedsætter drab på civile? Hvor mange døde afghanske børn er en acceptabel pris for en ny regerings beståen?
Hjælp fra IS
Det, der kunne være en kreativ forvirring og en frugtbar diskussion om, hvorfor en ny linje i finanslovstaktikken er nødvendig, og hvorledes Enhedslisten kan ændre på styrkeforholdene, har fået et grundskud ved en skinger udmelding fra Internationale Socialister: bevægelsesorienteret anti-kapitalisme er erstattet med stueren parlamentarisme siges det om Enhedslisten. Enhedslistens profil og politik ligner i dag mere SF, før Villy sprang ud som nyliberal islamofob. Hvor Enhedslisten tidligere var en organisation styret af medlemmerne, så er det i dag et topstyret parti uden debat og åbenhed h siger Jakob Nerup fra IS i Socialistisk Arbejderavis (nr. 295). Og forsætter i samme artikel med en beskrivelse af Enhedslisten, der mere ligner et farvel til Enhedslisten end en diskussion, herunder et krast angreb på Johanne Schmidt og Enhedslistens faglige folk. Denne udmeldelse af i hvert fald diskussionen betyder også, at Nerup & co. ikke på nogen måde forholder sig til problemet. Nemlig hvorledes kan Enhedslisten udnytte en ny regering til at på den ene side skabe bevægelse, og på den anden side forsikre den del af befolkningen der stemmer på Enhedslisten, at den ikke vil medvirke til en borgerlig regerings genkomst. Nerup & co. om ikke deler så i det mindste forstår nok Folketingsgruppen og HB-flertallets frygt for, at SF vil bruge enhver lejlighed til at udslette Enhedslisten parlamentarisk. Det rigtige Socialdemokrati har ikke denne linje, dels fordi der er brug for Enhedslistens mandater, ikke har det samme konkurrenceforhold og i øvrigt for længst er kommet sig over sin socialistiske fortid.
Dette blads redaktion indeholder Enhedslistens forskellige synspunkter. Et af redaktionsmedlemmerne, Lars Henrik Carlskov, stiller i medlemsbladet Rød + Grøn (april) de skarpe spørgsmål efter at have konstateret, at det er misvisende at hævde, at man fastholder det princip, vi hele tiden har arbejdet efter. Hvorfor skal Enhedslisten stemme for en finanslov i en situation, hvor krisen medfører en legitimitetskrise for kapitalismen? Hvorfor er der ingen overvejelser over den sandsynlige mulighed for at S+SF skuffer sit bagland, og den deraf følgende politiske mulighed for Enhedslisten. Line Barfoed fra Folketingsgruppen forsøger at svare på spørgsmålet, men viger udenom det principielle ved at sige, hat vi aldrig har haft en fast beslutning om, at vi ikke kunne stemme for en finanslov. Og vi foreslår heller ikke nu, at vi altid skal stemme for en finanslov h, og forsætter med det selvindlysende, at vi er handlingslammet, hvis vi kræver, at kun en gennemførelse af Enhedslistens politiske program vil give vores vores stemme til finansloven. I samme skuffe bevæger Frank Aaen sig, når han afholder sig fra at forholde sig til det principielle, når han fremfører, at vi ikke kan stemme imod en finanslov, der er uden nye forringelser, men har forbedringer.
Enhedslisten kommer ikke udenom at tage stilling til det rent principielle i forhold til finansloven. Skal der ske et brud med det hidtidige princip bør det ikke ske med henvisning til at denne lov er ligesom alle andre, og derfor smides op på for-mindste forbedring-imod-mindste-forringelse vægtskålen. Det kan være at vore vælgere synes princippet er ligegyldig i forhold til at holde de borgerlige fra magten. Det kan være at tiderne ikke er til egentlig opposition, men blot til korrektion. Det kan være det er nødvendigt at ofre den hidtidige holdning fordi ellers vil SF få bedre mulighed for at sende Enhedslisten under spærregrænsen. Det kan være at diskussionen kan ruste Enhedslisten bedre til at formulere sin politik så skarpt og præcist, at det er regeringen i almindelighed og SF i særdeleshed der har et forklaringsproblem.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Maj 2010, nr. 2-3
http://solidaritet.dk/