Solidaritet. Maj 2010, nr. 2-3 - Indhold
af Lars Ploug/Solidaritet
Det lykkes Kjærhus og andre at fremstille kritik af staten Israels politik som uretfærdig eller ligefrem antisemitisk, skriver Lars Ploug og hudfletter zionismen i en spøjs alliance mellem Dagbladet Information og Trykkefrihedsselskabet.
Det er en ret udbredt antagelse, at kritikere af Israel med nødvendighed må befinde sig på den yderste venstrefløj, og at kritikken har kontroversielle præmisser; eller simpelthen, at kritikerne har en rem af antisemitisk hud. Skønt det jo nok er rigtigt, at de fleste af Israels kritikere befinder sig på venstrefløjen, så behøver den kritik af Israel, der kommer til udtryk i Palæstina Orientering og i solidaritetsarbejdet, ikke andet grundlag end de frihedsværdier, der i det store og hele er erklæret konsensus om i næsten hele det politiske landskab. Det er, vil jeg tværtimod plædere for, forsvaret for Israels handlinger, der baserer sig på værdier, der kun med demagogi, besynderlige slutninger og etnocentrisk selvfedme, kan siges at have noget med (vestlige) frihedsværdier at gøre.
Udgangspunktet er den til dagbladet Information tilknyttede klummist, højskoleforstander Thue Kjærhus, der har gjort det til sit erklærede projekt at argumentere for zionismen og forsvare Israel med vestlige frihedsrettigheder som grundlag. Og det er netop dette projekt, der gør ham interessant. For det er ikke sådan, at han står ene med påstandene om Israel som frihedsværdiernes forpost i den despotiske og fundamentalistiske arabiske og muslimske verden. Disse påstande er gængse, men fungerer oftere som besværgelser snarere end som argumenter. Men Kjærhus er tilsyneladende argumentatorisk offensiv på Israel og zionismens vegne, og det ses sjældent på disse kanter. Om argumenterne holder, vil vise sig.
Trykkefrihedsselskabet
I dagbladet Information, der vistnok er den mindst ringe, har man truffet den redaktionelle beslutning at lade Kjærhus, der udover at være højskolemand også er forhenværende medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse, være den ene af to faste skribenter på klummen Andetkammeret. Hvad der kan komme ud af det, viste sig for godt et år siden, da Kjærhus beskyldte Politikens tegner Per Marquard Otzen for at være antisemit. Otzen havde i en tegning, der kommenterede Israels massakre på palæstinenserne i Gaza, citeret et meget kendt fotografi af nazisternes jøde-forfølgelser i sidste århundrede og gjorde sig derved skyldig i enten en relativ legitimering af nazistiske forbrydelser, eller i en relativ dæmonisering af Israel og, må man formode, af de israelske militære dispositioner, som internationale menneskerettighedsorganisationer har kaldt krigsforbrydelser.
I Trykkefrihedsselskabet var Kjærhus i selskab med en historiker ved navn Lars Hedegaard. Hedegaard var i sin tid blevet anbefalet som medlem af Dansk PEN (PEN er en verdensomspændende organisation af skribenter, der kæmper for det frie ord, red.) af kæresten Helle Merete Brix, der sad i foreningens bestyrelse. Andre bestyrelsesmedlemmer fandt imidlertid, at nogle af Hedegaards skriverier repræsenterede hate speech, en disciplin som PEN's vedtægter forbyder medlemmerne at være engageret i. Afklaringen af begrebet hate speech, og dermed af spørgsmålet om Hedegaards egnethed som medlem blev forlagt til PEN's generalforsamling, men det ville Hedegaard ikke vente på. Han blev så skuffet over ikke uden videre at stryge ind i det gode selskab i PEN, at han lavede sit eget, nemlig Trykkefrihedsselskabet.
Det officielle formål var ganske vist det mere generelle at forsvare trykkefriheden. Ligeså officielt var det, at den store fokus på muslimer skyldtes, at det var dér, truslen mod trykkefriheden kom fra; hvis den da ikke kom fra naive personager, der var parate til at give muslimerne indrømmelser i begrænsninger af ytringsfriheden. I trykkefrihedsselskabet fik Hedegaard selskab af mere liberalt og uekstremt anlagte typer, som fx Naser Khader, Søren Pind, Thue Kjærhus osv., der ville forsvare Hedegaards og andres ret til at sige, hvad de vil, hate speech eller ej.
Men selv deres principfaste holdning nåede en grænse, da Hedegaard blev noget nær Stürmer-agtig i sin retorik (der Stürmer var en nazistisk, antisemitisk ugeavis 1923-1945, red.): Muslimerne har det med at voldtage deres børn, sagde Hedegaard, og i øvrigt, "at det hørte man hele tiden". Oven på den blodstyrtning var det så som så med trykkefrihedsselskabeligheden; nogle af de pænere anlagte medlemmer indså (formentlig, må vi indskrænke os til at sige), at de havde været nyttige idioter. Og det på en langt mere åbenlys måde end den naivistiske og pladderhumanistiske, som de måske i egen forståelse havde meldt sig under det Hedegaardske selskabs faner for at bekæmpe.
Centrum-højre
Blandt dem, der formentlig indså deres nyttige idioti, var Thue Kjærhus, der ellers havde været medlem af bestyrelsen i selskabet. Og når man læser, hvad han skriver i sit andetkammer - og særligt i det, der handler om faren ved politisk islam eller om Israel - forstår man godt hvorfor. Hans politiske selvforståelse er, at han er centrum-højre (i modsætning til fx Hedegaard), og hans argumenter er tilsyneladende designet til at overbevise dem, der forstår sig som centrum-venstre. Præmissen er efter alt at dømme den, at det politiske centrum, der flyder lidt eller meget til højre og venstre, er enige om at legitimere både bekymringen for politisk islam og støtten til Israel. Og en accept af zionismen og Israel som en nødvendig ideologisk og praktisk konklusion på jødisk fortid, nutid og fremtid; ikke mindst på grund af den antisemitisme, der altid ligger og lurer bag facaden i det moderne samfund. En anden grund til at støtte Israel og acceptere zionismen er, forudsætter Kjærhus i andetkammeret (Information 8. januar 2010), at Israel som bekendt er "det eneste land i Mellemøsten, som har et vestligt retsvæsen og et demokrati, som er baseret på aftenlandenes frihedsværdier. Frihedsideer, som Europa oparbejdede fra slutningen af det 18. århundrede".
Det kan man så være enig eller uenig i, alt efter hvor dybt man synes, at aftenlandenes frihedsværdier stikker i Israel eller, for den sags skyld, i aftenlandene selv. Og man kan være uenig i andet af det, som Kjærhus skriver. Fx at "konfrontationerne mellem arabere og jøder går helt tilbage til begyndelsen af det 20.århundrede. Området var i det 19. århundrede ekstremt tyndt befolket og uegnet til landbrug. Østeuropæiske jøder på flugt fra de russiske pogromer oparbejdede fra 1880'erne landbrugskollektiver og små industrier, der tiltrak hundredtusinder af jøder og arabere. Landet blev forvandlet til et frugtbart landbrugsland. Tilstrømningen af hundredetusinder arabiske immigranter til Palæstina er et sagsforhold, som ofte overses i den europæiske ideologi om Israel, ligesom mange glemmer, at 700.000 jøder blev fordrevet fra de arabiske lande som følge af etableringen af staten Israel".
Om at regne
Hundredetusinder jøder og arabere? Det er almindeligt anerkendt, at den første aliyah (indvandring), i perioden fra 1882 til 1903 trak ca. 25.000 jøder til Palæstina, at landet ikke var mere ufrugtbart, end at de derboende arabere fandt ud af at dyrke det. Og at påstandene om det tyndt befolkede land og de mange arabere (mindst 175.001, hvis Thue Kjærhus' påstand om "hundredtusinder af jøder og arabere" skal passe), der blev tiltrukket af den jødiske industrialisering og opdyrkning af jorden, er en fabrikation. (Tallene vedr. den første aliyah stammer fra Jewish Agencys hjemmeside, www.jafi.org).
Hvad angår de 700.000 jødiske flygtninge fra de arabiske land, så kan de ikke indgå i det regnestykke, som Kjærhus åbenbart gerne vil lave. 700.000 jødiske flygtninge fra de arabiske lande og godt og vel det samme antal palæstinensiske flygtninge fra Palæstina. Det går vel lige op? Og hvis man lægger de imaginære "hundredetusinder" "arabiske immigranter" oven i de 700.000 jødiske flygtninge, så bliver det jødiske flygtningeproblem faktisk lidt alvorligere end det palæstinensiske. Alternativt kan man, stadig i Kjærhus' og Israels favør, trække de imaginære hundredetusinder arabiske immigranter fra de tre og en kvart million arabiske flygtninge, og så bliver det arabiske flygtningeproblem faktisk mindre alvorligt. Man kan måske endda sige, at araberne skylder Israel nogle flygtninge!!
Det demokratiske Israel
Selvom det selvfølgelig aldrig kan være ligegyldigt for et argument, om de påstande, der trækkes på, er korrekte eller ej, eller om sammenhængen er fraværende, så er der alligevel noget at gøre for den kritik, der sætter parentes om udlægningen af fakta, og undersøger den måde, de bliver brugt på. Således kan man jo stille ret store spørgsmålstegn ved Kjærhus' beskrivelse af Israel som et aftenland i østen, besjælet af, eller baseret på, vestlige frihedsværdier. Fx ligner forholdene for de palæstinensiske israelske statsborgere, og hele den etnokratiske konstruktion af det israelske samfund, jo ikke meget de forestillinger, vi plejer at knytte til det liberale demokrati.
De kan stemme, de kan stille op til valg og blive valgt, og det er i manges øjne det åbne samfunds adelsmærke. Men der er i det israelske samfund en række sfærer, der er befolket af jødiske anliggender, og som de facto er uden for de palæstinensiske israeleres politiske kontrol, fordi de er jødiske anliggender. Dertil kommer, at de israelske palæstinenseres bestræbelser på at udvikle Israel til et mere konventionelt demokrati, en demokratisk og ikke-etnocentrisk stat, hvor alle borgere reelt er lige for loven, bliver kriminaliseret og behandlet som en slags femtekolonne-virksomhed: Israel er en jødisk stat, førend den er demokratisk. Men alle kan stemme...
Realistisk relativisme
Og det er sikkert nok for Kjærhus. Men selvom der allerede på det grundlag er noget at komme efter for den, der vil problematisere Israels demokratiske status, så er der altid en vej ud for Israels apologeter. Af sig selv problematiserer de så godt som aldrig det, der trækker fra Israels demokratiske status, og når de konfronteres med de politiske realiteter i Israel, forfalder de ofte til en værdi-relativisme, der i deres egen bog er typisk for halal-hippier, pladderhumanister, naivister og andet af det, som den moderniserede politiske korrekthed tilsiger én ikke at være: Ja, det kan godt være, at staten Israel har sine fejl og mangler hvad angår det ideelle demokrati; men det er fejl og mangler, vi bør kunne leve med, når vi husker på, at Israel som relativt demokrati har absolutte diktaturer som sine naboer.
Den noget selektive relativisme er bemærkelsesværdig al den stund, at pointen for fx det trykkefrihedsselskab, som Kjærhus var med i indtil for nylig, var at forsvare den absolutte trykkefrihed, inklusive håneretten, fordi dens uhindrede udøvelse anses for at være kernen i det demokratiske samfund. Og altså en kerne, der er så vigtig, at hensynet til landets omdømme, til menneskeliv osv. ikke berettiger til nogen form for kompromis. En anden kerne i det demokratiske samfund er imidlertid, at alle borgere reelt set er lige for loven og har ret til ikke at se sig underkastet religiøse hensyn, som ikke er deres egne. Og det er altså en kerneværdi, som Kjærhus er parat til at renoncere på, fordi Israel relativt set er demokratisk fyrtårn i det arabiske hav af diktaturer.
Således skriver han i et svar til Morten Thing, der med henvisning til det israelske retsvæsen havde problematiseret staten Israels demokratiske karakter, at "hvad angår det israelske retsvæsen, så har Thing ret i, at retssystemet i Israel har uheldige religiøse elementer. Men hvis vi sammenligner med de omkringliggende arabiske lande, så er det israelske retssystem langt mere i tråd med vestlige traditioner" (Information 19. januar 2010).
Demokratiske mangler
Skønt der jo altså kan spores lidt hykleri i Kjærhus' absolutte frihedsværdier, kan det jo godt være, at han har ret alligevel. Fx kan det jo være, at det ikke helt ideelle demokrati i Israel er uideelt som konsekvens af trusler mod landet og staten; og fordi etnokratiet og den religiøse chauvinisme er motiveret af sikkerhedshensyn.
Det er svært at se, hvorfor det skulle være sådan, med mindre man - som Israel jo gør det - anvender meget kreative kriterier for sikkerhed og trusler. Det, der skal sikres, er Israel som jødisk stat, og truslen mod Israel (der motiverer diskriminationen af palæstinensiske israelere) er, at de vinder politisk indflydelse og realiserer slagordet om en demokratisk stat for alle borgere. Det er næppe trusler, som Kjærhus - hvis han faktisk er principfast mht. liberale værdier - kan acceptere som legitimt grundlag for manglerne i det israelske demokrati. Det er i det hele taget svært at se, hvorfor argumentet om, at Israel er et demokrati, overhovedet skal tillægges nogen vægt i vurderingen af staten og dens gerninger.
Tilbage står en variation af argumentet om Israels relativt demokratiske politiske kultur: Israel er - trods alt - i en bedre liga end mange andre stater, der har store eller små problemer med demokratiet. Og hvis hensigten med kritikken af Israel reelt er et opgør med udemokratiske stater, eller en kamp for demokratiets udbredelse, så er kræfterne bedre brugt i forhold til mange andre stater. Og faktisk er det i den forståelse lidt mistænkeligt, at der er så meget opmærksomhed mod Israel, og så lidt mod de værre diktaturer.
To ting til det:
For det første kan argumentet vendes om. Israel er, som ingen andre stater, blevet tildelt moralsk licens til at slå ihjel, torturere, fordrive, straffe kollektivt og brække arme og ben på børn.
Og for det andet er det jo på en måde mere nærliggende at forholde Israel til de demokratiske standarder, som staten smykker sig med, end det er at forholde diktaturer til demokratiske standarder, som de ikke har. Hvis det handler om at forsvare demokratiets og de liberale værdiers gode navn og rygte, så er der faktisk mere raison i at kritisere Israel, end der er i at kritisere Saudi Arabien eller Egypten, Cuba eller Hviderusland.
Demokrati som undskyldning
Der er et andet, beslægtet problem med demokrati-argumentet. Argumentets udgangspunkt er, at uanset de fejl, som Israel har eller kan siges at have, så er det i det mindste et demokrati. Det er Israels demokrati, eller demokratiske institutioner, der legitimerer Israel (i sig selv eller i forhold til diktaturer i nabolaget eller andetsteds), og israelsk politik. At dømme efter den nonchalance hvormed demokrati-argumentet bliver brugt, så anses det åbenbart for at være en trumf overfor alt, hvad man kan have mod israelsk politik: Når Israel bomber Gaza tilbage til stenalderen, bruger ulovlige våben, straffer kollektivt, torturerer fanger, ødelægger huse, stjæler det land, som folk lever af, henretter folk uden rettergang, praktiserer apartheid og systematisk negligerer international lovgivning, så er det måske ikke ligefrem i orden, men i alt fald mere acceptabelt end hvis det var en diktatur-stat.
Det er en mærkelig logik, for den behandler begrebet demokrati som en adelstitel, der ser på procedure og form, førend den ser på praktisk indhold: Når bare der er et flertal, der har stemt for en regering, så må den begå de forbrydelser, den vil. Det er en lidt bagvendt måde at betragte forholdet mellem demokrati som politisk ordning og den etik, der legitimerer demokratiet. Demokratiet som styreform er attraktiv, fordi vi forventer, at det fremmer en bestemt type adfærd hos dem, der af flertallet er blevet betroet lovgivning, udøvelse og håndhævelse; og Israels adfærd hjemme, i de besatte områder og i det internationale samfund svarer næppe til disse forventninger.
Det betyder ikke, at der er dårlige gode grunde til at foretrække det liberale demokrati frem for totalitære eller autoritære ordninger, kun at det liberale demokrati - hvis det er et sådant, der praktiseres i Israel - ikke er nogen garanti mod myndighedsadfærd, der svarer relativt nøje til den, der anses for at være typisk for diktaturer, og som er argument mod sådanne. Og det betyder, at ægte demokrater, for at være troværdige i fx de arabiske offentligheder (der visseligen ikke har den store erfaring med demokratiet), må være på de kritiske stikker for at undgå, at den politik, der praktiseres under slagordet "det eneste demokrati i Mellemøsten" ikke bliver til et argument mod demokrati.
Om Israels ret til at eksistere
For det politiske Israel, og for Israels apologeter ude i verden, er det almindeligt at gøre "retten til at eksistere" til argument for snart sagt et hvilket som helst militært eller politisk skridt der tages. Og for mange af de stemmer, der rejser sig som kritik af Israel, er det dem åbenbart magtpåliggende at sværge på, at staten Israel, eller bare Israel, har ret til at eksistere. På et niveau er der tilsyneladende en vis raison i det, for det er ikke svært at finde arabere eller palæstinensere, der anvender et temmelig apokalyptisk sprogbrug, når det gælder Israel. Men denne sprogbrug er på den anden side ikke svært at forstå, når man tænker på, hvad Israels erklærede kamp for egen eksistens betyder for fx palæstinenserne i de besatte områder, i Sydlibanon eller i selve Israel. Der er ikke noget mærkeligt i, at forbrydelser, der legitimeres med forbryderens ret til at eksistere, kan give ofrene den tanke, at retten til at eksistere er ugyldig. Og ikke mindst, hvor forbryderens eksistensret tilsyneladende negerer offerets.
Zionisme og antizionisme
Kjærhus' udgave af pointen er på en måde mere sofistikeret. Den handler om jødernes ret til en stat, og om forholdet mellem antisemitisme, zionisme og antisemitisme. Antisemitismen er, mener han, en uomgængelighed uden for Israel. Og det gør, at zionismen og Israel, som er zionisme i praksis, er legitim. Argumenter mod zionismen og Israel er argumenter for, at jøder fortsat skal leve med antisemitisme og risikoen for pogromer og for det, der er værre:
"Der er derfor en snæver sammenhæng mellem zionismen, etableringen af staten Israel og jødernes frigørelse fra antisemitismen i Europa. Modstanderne af zionismen og staten Israel er derfor tvunget til, hvis de skal være troværdige, at argumentere imod sammenhængen mellem zionismen og antisemitismen, hvilket de til dato ikke har formået. Problemstillingen er behandlet af Adorno, Arendt, Deutscher og Sartre".
Altså: Antisemitismen er kommet for at blive, og der lurer altid en risiko for, at jøder bliver gjort til syndebuk for alskens ulykker. Derfor er zionismen den logiske, og moralske, konklusion. Antizionisme er i den forståelse et krav om, at jøder finder sig i forfølgelsen, og i risikoen for at den antager massemorderisk omfang!
Der er adskillige præmisser, der kan diskuteres: For det første er der det empiriske spørgsmål om antisemitismen - det irrationelle had til jøder - faktisk overskrider tid og sted på den måde, som Kjærhus påstår. Det er svært at se, med mindre man snyder på vægten og påstår at kritikken af Israel skyldes, at staten er erklæret jødisk, eller hvis man partout vil forstå antizionisme som en ideologi, der nægter jøder den beskyttelse mod forfølgelse, som en stat kan levere.
Nu er der i debatten ret få, der er erklærede ideologiske antizionister. Begrebet antizionisme optræder ofte defensivt, som i sætningen "antizionisme er ikke det samme som antisemitisme". Den slags kommer som oftest på banen, når legitime kritikere af Israel, med aftenlandenes værdier som udgangspunkt, bliver bagvasket som antisemitisk.
Grundlæggende består problemet i, at der er "to zionismer". Der er zionismen som politisk ideologi, og dens diskutable præmis om antisemitismen som tids- og rumoverskridende fænomen, og der er dens realisering i staten Israel.
Ideologi og praksis
Man kan selvfølgelig mene, at det enormt strengt at klandre den zionistiske idé for, hvad der i praksis foregår i Israel, og kritisere "ideologiske antizionister" for at bagvaske en ellers god idé med dens uheldige virkeliggørelse. Man kan hævde, at ideen er god nok, men at de der har stået for at virkeliggøre den, ikke har fulgt opskriften. Men det er i regelen ikke det, som Israels apologeter siger. De giver i stedet staten Israel en moralsk blankocheck, nogle gange motiveret med den jødiske historie (holocaust), andre gange med det nævnte argument om, at Israel trods alt er et demokrati. På den måde bliver den zionistiske idé forsvaret mod den israelske praksis. Men for det meste er det, som hos Kjærhus, det ideelle, der bliver brugt til at forsvare det reelle. Logikken er, at zionismen er en god idé, at Israel er en virkeliggørelse af den gode idé og derfor, at Israel er en god, og godt virkeliggjort, idé.
Alt dette efterlader muligvis spørgsmålet om, hvilken slags antizionister vi er på Palæstina Orientering, og svaret må pragmatisk dele sig i tre punkter, der dels forholder sig til zionismen, sådan som den er realiseret af og i Israel, dels til zionismen som politisk ideologi og dels om forholdet mellem ideologi og praksis.
For det første synes vi i udgangspunktet, at det må være ideens virkeliggørelse, der så at sige er overdommerdommer i vurderingen af, om ideen nu også er god. Det synes vi, jf. hvad vi har skrevet om Israelsk politik i de sidste 30 år, ikke, at den er. For det andet kan det selvfølgelig ikke udelukkes, at den realisering af ideen, som Israel repræsenterer, er pervers og at vi derfor snarere end at pukke på den zionistiske ideologi skulle kritisere dens praktikere for at kaste vrag på den.
Men ærligt talt: Det er, med det vi ved om den form for nationalisme og kolonialisme, der ligger langt fremme hos zionismens ideologiske koryfæer, svært at se en realisering af zionismen, som ikke trækkes med den undertrykkelse og racisme, der altid og alle steder har ledsaget (kolonialismen og nationalismen). I den forstand har zionismens praktikere været ret gode til at realisere de værste vestlige værdier, mens de med hjælp fra villige apologeter har haft held til at bilde mange ind, at det var de bedste.
Når det lykkes Kjærhus og andre at fremstille kritik af staten Israels politik som uretfærdig eller ligefrem antisemitisk, så er det fordi der bliver påstået identitet mellem den ideologiske og praktiserede zionisme. Bortset fra, at "grebet" gør Israels politiske (og militære) praksis immun overfor kritik, så har den ideologi, der sætter lighedstegn mellem kritik af den israelske stats politiske praksis, "ideologisk antizionisme" og antisemitisme en pointe. For den antyder, at Israels "ret" til at eksistere fordrer den racistiske og kolonialistiske politik, som staten fører. At der med andre ord er en indre nødvendighed mellem Israels eksistens som jødisk og demokratisk (sic!) stat, og så den israelske politik, der har meget lidt med det bedste i aftenlandendes frihedsværdier at gøre. Måske er det endda sådan, at den jødiske og demokratiske stat for at være jødisk og demokratisk skal være racistisk, kolonialistisk, militaristisk osv.
Det kan selvfølgelig være. Jeg tror ikke, at Thue Kjærhus mener sådan, men det er tilsyneladende en konsekvens af hans tankegang. Hvis han, med udgangspunkt i vestlige frihedsværdier, vil argumentere for zionismen som en praktisk realisering af aftenlands-værdierne, må han vise os hvordan. Og et stykke af vejen findes der faktisk en opskrift: Besættelsen skal bringes til ophør, bosættelserne afvikles og Israel skal love sig selv, palæstinenserne og os andre at lade sig nøje med territoriet bag den grønne linje. Det er der en række praktiske problemer knyttet til, og nogle af dem afhænger ikke alene af, hvad Israel foretager sig. Men der er ikke noget principielt i vejen for, at opskriften realiseres.
Tilbage for Thue Kjærhus, hans zionisme og vestlige frihedsrettigheder står spørgsmålet om, hvordan staten Israel som jødisk stat, der før noget andet er organiseret omkring varetagelsen af jødiske interesser, kan være en demokratisk stat, hvor adgangen til politisk indflydelse, økonomiske og sociale privilegier afgøres af, om man er borger, og ikke af om man tilhører den ene eller anden etniske gruppe. Det er sådan, stater gør sig fortjent til at eksistere!
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Maj 2010, nr. 2-3
http://solidaritet.dk/