Solidaritet. Maj 2010, nr. 2-3 - Indhold
af Rasmus Bredde
Højrefløjen sidder på den politiske dagsorden, fordi eliterne skøjter henover danskernes dagligsdagsproblemer og diskuterer asyl og burkaforbud med sig selv og hinanden. Og Enhedslisten følger dem ud af samme nordsjællandske villavej, der ender blindt for ethvert arbejderparti.
Eliternes Triumf er en fortælling om klassesamfundet som det ser ud i dag. Lars Olsen har lavet et stort analysearbejde. Han viser med statistik og interviews, at det danske folketing på få årtier har ændret sig, fra tidligere at være forankret i de forskellige samfundslag til nu næsten udelukkende at bestå af en lille højtuddannet elite. Hvor folketingspolitikerne tidligere kunne danne en folkelig modpol til højtuddannede eksperter og embedsmænd i ministerier, tilhører de nu samme elite. Sammen med professionelle meningsdannere i toppen af de danske medier og den økonomiske elite danner de en kreds hvor al magt i dagens Danmark er centreret og kredsen bliver mere og mere indspist.
Men det bliver værre endnu! For hvad sker der når man sætter denne elite til at bestemme over vores hverdag? Lars Olsen fokuserer i Eliternes Triumf på nogen af de reformer som er blevet indført over de sidste ti år og viser konsekvensen af en politik ført uden indsigt i realiteterne på gulvet.
Hvem er denne elite?
Mange ting binder eliten sammen. Baseret på den undersøgelse som Capacent har lavet til Eliternes triumf hiver Lars Olsen nogle fællestræk frem. De som tilhører eliten har de højeste uddannelser, de har de mest indflydelsesrige jobs og ofte de højeste lønninger. Også i deres holdninger er der fællestræk som skiller dem ud fra resten af befolkningen. For eksempel mener et klart flertal at udflytning af arbejdspladser er en pris som er værd at betale for globaliseringens fordele. Her er de klart ude af trit med den brede befolkning. Det gælder også i forhold til afskaffelse af EU-forbeholdene. Her er befolkningen delt midt over, mens kun 28 % af eliten er imod.
Men der er også forskelle i eliten. Baseret på den undersøgelse som Capacent har lavet til bogen inddeler Lars Olsen eliten i tre segmenter:
Den økonomiske elite; toppen i dansk erhvervsliv. Dette segment udmærker sig ved at være meget liberalistiske. De går ind for sænkningen af skatten, selvom følgerne bliver ringere offentlig service. De skiller sig også ud fra resten af befolkningen i holdningen til dagpenge og efterløn. Her er der flertal for begrænsninger, mens der i befolkningen kun er 25 % som deler det synspunkt.
DJØF laget; embedsmændene øverst i den offentlige sektor. Denne gruppe adskiller sig fra de andre segmenter, og den brede befolkning, ved en konsekvent afvisning af øget kontrol i den offentlige sektor. Lars Olsen påpeger dilemmaet i at de, på trods af deres kritiske indstilling til kontrol, stadig er dem som arbejder for at få indført kontrol i det offentlige.
Kultur og uddannelseseliten – er ledere og nøglepersoner fra medier, kultur og uddannelse.
Dette segment afviger mest markant fra befolkningen på indvandrespørgsmålet. I den brede befolkning mener 55 % at “Danmark er tæt på grænsen for, hvor mange indvandrere og flygtninge fra mindre udviklede lande vi kan integrere" kun 29 % er uenige. I Kultur- og uddannelseseliten er det lige omvendt. Her er 53 % uenige i spørgsmålet mens 32 % støtter det.
Oprør mod de bedrevidende
Det er især oprøret mod kultur og uddannelseseliten som det er lykkedes Venstre og Dansk Folkeparti at profitere på. Med udlændingepolitikken som springbræt har de tordnet mod smagsdommere og meningstyranni. Det er blandt andet denne strategi som har flyttet flere hundrede tusinde almindelige lønmodtagere over midten og sikret højrefløjen flertal de sidste ti år. Den førte politik er dog slet ikke anti-elitær. Mens den værdipolitiske kamp har stået på, har VKO forgyldt den økonomiske elite og givet DJØF laget i toppen af det offentlige mere magt.
Vi har altså en stærk og højtuddannet elite i Danmark, men så er det jo godt at folketingsmedlemmerne kan udgøre en modpol og repræsentere den brede befolkning på tinge...
Folketinget 1884 til nu
Da de danske arbejdere, i år 1884, fik valgt egne repræsentanter til den lovgivende forsamling var det et fremskridt af de helt store. Det var Socialdemokratiet som fik valgt to medlemmer. 40 år senere blev de det største parti i folketinget og dannede regering med cigarsorterer Thorvald Stauning som statsminister. Socialdemokraterne og senere de andre arbejderpartier har stadig repræsentanter i Folketinget men noget er ændret. Tidligere var vejen til politiske poster i Socialdemokratiet som cigarsorterens: født i en arbejderfamilie, praktisk arbejde, fagligt aktiv og aktiv i partiet og herefter stillet op til kommunalbestyrelse eller Folketing. I dag er afsættet for en politisk karriere i Folketinget er ikke længere arbejdslivet og faglige tillidsposter, det er en uddannelse som cand.scient.pol eller anden universitetsgrad. Her har SF og Enhedslisten dog ikke noget at lade Socialdemokraterne høre. Situationen er ikke meget forskellig her.
I resten af Folketingets partier er billedet det samme. Når man kigger på de yngre folketingsmedlemmer kan man oven i købet se en skræmmende tendens. 71 % af de folketingsmedlemmer som er født efter 1969, har en lang videregående uddannelse eller er studerende ved en sådan uddannelse. Det skal sættes overfor at kun 6 % af befolkningen har en lang videregående uddannelse. Blandt den samme gruppe er der kun seks som er ufaglærte eller med faglig uddannelse, tre af dem er fra Dansk Folkeparti.
Det vil sige at folketingspolitikerne ikke længere er den folkelig modpol som de tidligere kunne være til de højtuddannede embedsmænd og eksperter. De deler nu i vid udstrækning social baggrund og uddannelse.
Krage søger mage
Det samme gælder i privaten. Også her søger de højt uddannede sammen med andre højtuddannede. Lars Olsen sætter et billede på: Hvor juristen tidligere fandt sammen med sekretæren fra kontoret bliver han i dag gift med en anden akademiker. Dette gør at det erfaringsgrundlag fra dårligere stillede, som juristen tidligere kunne få del i via sin ægtefælle, går tabt. Resultatet bliver at snakken omkring bordet bliver en anden og de to højtuddannede kan bekræfte hinanden i deres tankesæt. Samtidig søger de veluddannede sammen i kvarterer med andre som ligner dem. Dette skyldes til dels huspriserne som er steget kraftigt de sidste 15-20 år.
Eliten får mindre og mindre berøring med en meget stor del af den danske befolkning: Dem som ikke har en lang videregående uddannelse, dem der ikke har ejerbolig, dem der bor i udkants Danmark eller dem som ikke kan hjælpe deres børn med lektierne fordi de ikke selv har gået i gymnasiet. Da det samtidig er den samme elite som har magten er faren indlysende. Det er elitens hverdagserfaringer og tankesæt som kommer til at ligge til grund for beslutningerne i vores samfund.
Det man ikke ved, har man ikke ondt af
Et eksempel, Lars Olsen drager frem, til at vise at beslutningerne tages af folk som ikke har hverdagserfaring med det de tager beslutning om, er nogen af de store reformer som er vedtaget i folketinget de sidste 10 år. Reformerne har f.eks. sat sit præg på Faaborg, som er hårdt ramt af det som eksperterne kalder strukturudvikling. Faaborg blev, som en del af kommunalreformen i 2007, nedlagt som selvstændig kommune og rådhuset flyttet til Ringe. Politistationen lukkede i 2005 som en del af politireformen. Domhuset blev med domstolsreformen lukket i 2007 og en af de store offentlige arbejdspladser, Faaborg sygehus, er under afvikling og lukker helt i 2011. Samspillet mellem forskellige beslutninger har på under ti år forvandlet en by fra købstad til udkantsområde. Men beslutningerne er ikke tilfældige. De bunder i en management-tankegang, som er meget populær i Dansk Industri og blandt embedsmænd i stat og kommuner, fokus er her på effektivisering og centralisering.
Uddannelsessystemet bliver også tilrettet de højtuddannedes præmisser og ud fra deres tankesæt. Lars Olsen fremdrager et eksempel fra den virkelige verden: Da han skulle hjælpe sin datter med at skrive opgave i 10. klasse, var det et krav til opgaven at hun skulle skrive problemformulering, redegøre for metodeovervejelser og perspektivere projektet. Det er den slags som skaber social ulighed. Skoleelever med forældre der har en akademisk uddannelse kan jo sagtens få hjælp til den slags, men hvis ens forældre er SOSU eller trykker hvad gør man så? For nogle år siden blev denne akademisering af uddannelser debatteret i Politiken. En undersøgelse fastslog, at akademiseringen var en væsentlig årsag til frafaldet på sygeplejerskeuddannelsen. Resultatet blev en ændring af uddannelsen.
Det er ikke kun i den udførte politik at beslutningstagerne lider under deres manglende berøringsflader med almindelige mennesker. Et af resultaterne er også at de bliver nødt til i højere grad at hente input andre steder fra. Hvor politikerne tidligere kunne hente informationer fra egne erfaringer eller hverdagen på gulvet hos venner, naboer eller familie gør man nu i højere grad brug af fokusgrupper og vælgerundersøgelser. Det synes Lars Olsen egentlig ikke er nogen dårlig ide men han pointerer at fokusgrupper og vælgerundersøgelser kun kan bruges til at vurdere de emner som allerede er oppe i debatten. Politikudviklingen kommer til at handle om det som allerede er på dagsordenen og ikke det som kommer til at være det i morgen.
Lille Lars vs. Gucci-Helle
Eliternes Triumf slår fast at beslutningstagere og meningsdannere i Danmark kommer fra de samme snævre kredse, at denne tendens er tiltagende og at det har indvirkning på de beslutninger de tager. Og hvad kan man så gøre ved det? For det første kræver det at de højtuddannede accepterer de begrænsninger som ligger i deres sociale miljø. Det kræver også at alle os andre ikke lader dem glemme det, eller spiller med på deres forsøg på at fremstille sig selv som folkets repræsentanter. Her tænker jeg på f.eks. på en cand.jur fra Nordsjælland som fremstiller sig som “lille Lars fra Græsted".
For venstrefløjen er opgaven klar: partierne må sikre at deres folketingsgrupper afspejler befolkningen. Ikke bare for at udvide deres berøringsflader men også fordi vælgerne nemmere kan identificere sig med nogen som kommer fra samme baggrund som dem selv. (Skræmmeeksemplet er her den medieskabte “Gucci-Helle"). Faktisk tror jeg et sådan skifte er en nødvendighed, hvis venstrefløjen skal vinde den store samling arbejderstemmer tilbage, som hjalp de borgerlige til magten i 2001.
Olsen, Lars
Eliternes triumf : Da de uddannede klasser tog magten. Forlaget Sohn, 2010. ISBN: 978-87-91959-67-7. 247 sider.
Bogen kan lånes på biblioteket, kan købes i boghandlen eller på sohn.dk.