Det er ikke et spørgsmål om arbejdsgiverne har råd - det er et spørgsmål om styrke. Hvis fagbevægelsen samler sig om tværgående solidariske krav, kan det blive en god overenskomst!Solidaritet. Februar 2010, nr. 1 - Indhold
OK2010
af Finn Sørensen
Det er ikke et spørgsmål om arbejdsgiverne har råd - det er et spørgsmål om styrke. Hvis fagbevægelsen samler sig om tværgående solidariske krav, kan det blive en god overenskomst!
Som optakt til årets overenskomstforhandlinger har arbejdsgiverne spillet med musklerne i uhørt grad. Først krævede ledelsen i Danish Crown, at slagteriarbejderne skulle gå 20 procent ned i løn. Så spillede byggeriets arbejdsgivere ud med, at de regnede med en helt uændret overenskomst. Den 18. januar kunne Berlingske Tidende fortælle, at 219 ud af 285 topledere i erhvervslivet var parat til storkonflikt, hvis fagbevægelsen fastholdt, at der skulle gives mere i løn. Derefter sendte Carlsberg et brev hjem til alle overenskomstansatte, hvor de fik at vide at der var kr. 0,- ved årets lønforhandlinger.
Arbejdsgiverne har i alle tilfælde fået svar på tiltale. Slagteriarbejderne og deres forbund afviste kravet om lønnedgang. "Kom bare an" - sagde 3F Ls formand Poul Erik Skov Christensen, til truslen om storkonflikt. Bryggeriarbejderne på Carlsberg svarede meget kontant med en 24 timers arbejdsnedlæggelse i Fredericia og Tåstrup. Men det har ikke fået DI Ls chefforhandler Hans Skov Christensen til at skrue ned for retorikken. Han fastholder uden vaklen, at det handler om at hgenvinde konkurrencekraft på eksportmarkederne. Sagt på dansk, betyder det, at de godt kan give nogle indrømmelser, men ikke uden at de betales dobbelt tilbage i form af øget fleksibilitet og andre forringelser af overenskomsten.
Det er ikke underligt, at de fremturer. Arbejdsløsheden er eksploderet, og selvom niveauet er langt fra 70 Lernes massearbejdsløshed, så gør det sin virkning - frygten for at miste jobbet har bredt sig på landets arbejdspladser. Denne frygt er ikke blevet mindre efter de mange forringelser der er sket af dagpengereglerne, som bl. a. betyder, at et gennemsnitligt A-kassemedlem får halveret sin indtægt ved ledighed. Hertil kommer at ca 18 % af lønmodtagerne ikke er medlem af en A-kasse, og 13 % ikke engang vil være berettiget til kontanthjælp.
Herudover har Arbejdsgiverne også regeringen i ryggen. Finansministeren - der i 2008 gjorde et stort nummer ud af at politikerne ikke måtte blande sig i de offentlige overenskomstforhandlinger - truer nu direkte med øget arbejdsløshed, hvis fagbevægelsen ikke holder igen med lønkravene. Samtidig afviser han - med støtte fra Dansk Folkeparti - at gøre noget effektivt for beskæftigelsen, eller at bekæmpe den udbredte løndumping i form af billig arbejdskraft fra østeuropa. Strategien er klar nok: Krisen skal bide hårdere i arbejderklassen.
LO-formanden Harald Børsting er derfor uden tvivl i overensstemmelse med et stort flertal af medlemmerne, når han nedtoner lønkravet til et krav om at "sikre reallønnen", og at det allervigtigste er at sikre trygheden omkring løn- og arbejdsvilkår. En undersøgelse blandt 3F Ls medlemmer viser, at 7 ud af 10 er parat til en konflikt, hvis der ikke kommer et værn mod den såkaldte løndumping.
Dette krav synes i øvrigt at blive dét tværgående krav, der kan samle det store flertal af LO-medlemmerne. I byggeri og transport er kravet især udmøntet i et krav om, at hovedentreprenøren skal påtage sig det såkaldte "kædeansvar" - dvs. han skal være forpligtet af, at overenskomsten bliver overholdt i alle led, også af underleverandører. Dette vil være et effektivt værn mod, at overenskomsten bliver undergravet gennem udlicitering af opgaverne. På byggeriets område spiller kravet om et akkordafsavn (i realiteten en markant forhøjelse af mindstelønnen) også en stor rolle, på baggrund af den såkaldte Lavaldom og den efterfølgende danske lovgivning, der siger, at fagforeningerne kun må kræve "mindstelønsoverenskomster" af udenlandske virksomheder.
På industriens område er værnet mod løndumping udmøntet i et krav om afskaffelse af anciennitetskravet i forbindelse med opsparing af sygeløn, pension m.m.. I dag skal man have 9 mdrs. anciennitet, for at opnå ret til disse goder. Fjernelsen af anciennitetskravet vil sikre, at vikarbureauer ikke kan underbyde overenskomsten på disse områder.
FOA Ls og HK Ls krav om ligeløn, og HK Ls krav om afskaffelse af 50 % reglen handler i virkeligheden også om at beskytte gældende løn- og arbejdsvilkår. Reglen betyder, at 50 % af de ansatte på en virksomhed skal være medlem af HK, førend overenskomsten er gældende. En fjernelse vil ligestille HK med alle andre forbund, der frit kan kræve overenskomst.
Et gennemgående krav på alle områder, er kravet om bedre beskyttelse af tillidsrepræsentanter, og et krav om at disse - og fagforeningerne - skal have ret til at se lønsedler og timesedler, for at kunne kontrollere om overenskomsterne bliver overholdt.
Skifteholdsarbejdernes krav om bedre vilkår for arbejdere på skiftehold og natarbejde har vundet stor opbakning, selvom det kun omfatter en mindre gruppe. Kravet handler vel at mærke ikke om højere tillæg, men om kortere arbejdstid og mere indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse. Noget tyder på, at CO-Industris forhandlere godt er klar over, at de denne gang skal levere konkrete forbedringer.
Endelig skal man ikke undervurdere lønkravets betydning. Specielt på det lavtlønnede chaufførområde, spiller det en stor rolle, og deres eneste chance for at få lønstigninger, er ved overenskomstfornyelsen - der er ikke ret til lokale lønforhandlinger, som på industriens område.
Men spørgsmålet er selvfølgelig om fagbevægelsens forhandlere vil stå fast på kravene, og afvise arbejdsgivernes krav om modydelser.
Erfaringerne fra tidligere overenskomstfornyelser tyder ikke på dette. Fagtoppens frygt for en konflikt plejer at værre større, end frygten for at et flertal af medlemmerne vender tommelfingeren nedad. På den anden side var 3F Ls forhandlere i 2007 igennem en smertefuld proces, hvor et stort flertal af medlemmerne stemte nej til mæglingsforslaget. Det ønsker de helst ikke gentaget, især ikke da de skal stå til regnskab på 3F kongressen i september. Tilsvarende har forbundene i byggeri og transport bundet sig meget hårdt op på kravet om værn mod løndumping, og det samme har HK Privat i forhold til afskaffelse af 50 % reglen.
Der er da heller ingen grund til at frygte en konflikt, hvis den udløses på det beskrevne grundlag. Der er i forvejen en voksende forargelse i befolkningen over den udhuling af løn og arbejdsvilkår, som finder sted i disse år, gennem import af billig arbejdskraft. Det er heller ikke svært at forklare, at det er skadeligt for helbredet at arbejde på skiftehold- og nathold, at HK skal have samme ret som andre til at indgå overenskomst, at der skal gøres noget ved ligelønne og at de lavtlønnede skal have noget mere. Det er ikke et spørgsmål om arbejdsgiverne har råd. Det er et spørgsmål om, hvem der kan skabe samling i egne tropper, og ikke mindst om, hvem der kan skabe opbakning i befolkningen til deres krav.
Her ligger mulighederne for at de fagligt aktive medlemmer kan påvirke forhandlerne, ved at opbygge aktiviteter blandt medlemmerne om de fælles, tværgående krav. Det kan ske lokalt, ved at kræve af fagforeningerne, at de indkalder til medlemsmøder, hvor topforhandlerne inviteres. Det bør også ske ved at kræve af fagforeningen, at den går i gang med at forberede den konflikt, der kan blive nødvendig, hvis det ikke lykkes at komme igennem med kravene, og hvis der laves forlig som giver for store indrømmelser til arbejdsgiverne. Og her er nok at tage fat på. Ca 35 % af de ansatte på det private område er enten ikke medlem af en LO-fagforening. Det vil kræve et stort beredskab og en stor aktivitet fra fagforeningernes side, at sikre, at en konflikt bliver 100 % effektiv. Men det handler også om at vise, at der er samling om de solidariske krav. Den store faglige demonstration 8. marts i København er en god anledning til dette, her er parolerne netop "Lige løn, lige ret og lige vilkår". Det samme er den landsdækkende konference for tillidsrepræsentanter for hele det private område, som er ved at blive indkaldt.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Februar 2010, nr. 1
http://solidaritet.dk/