Solidaritet. Februar 2010, nr. 1 - Indhold
af Stig Hegn
Politiets Efterretningstjeneste overvågede i al hemmelighed systematisk faglige konflikter som Havnearbejderstrejken og Påskestrejken. Mens Schlüter i sin nytårstale kaldte strejker for "gangstermetoder", gav han ordrer til at afsløre tillidsmandsnetværk som KGB-sabotage.
Efterretningsvæsenets opgave er at våge over rigets sikkerhed: spioner, terrorister og den slags - tror man. Man kunne derfor nok undre sig en smule over at et helt bind i PET-kommissionens beretning, bind 8, er helliget PETs overvågning af arbejdsmarkedet 1945-1989 1 . Omslaget prydes af en af de mere vellykkede aktioner i dansk arbejderbevægelses historie: Blokaden af Slotsholmen, og hermed til dels Folketinget 28. marts 1985, under Påskestrejkerne, hvor et regeringsindgreb var forestående. Billedteksten lyder: Blokaden kom bag på PET og førte til en intensiveret overvågning af visse grupper på arbejdsmarkedet.
Bogen starter fra 1945, men jeg vil ikke her beskæftige mig med tiden efter 2. Verdenskrig og den Kolde Krig, hvor PETs kilde ser ud til stort set at have været den socialdemokratiske AIC, Arbejderbevægelsens Informations Central. AIC var oprettet for at inddæmme kommunisternes indflydelse, og da PETs hovedopgave var at overvåge og registrere kommunister, passede det jo udmærket sammen.
Min interesse går på tiden omkring 1980erne, hvor politiet i stigende grad fik til opgave at bryde faglige blokader, og PET følgelig fik opgaven at fungere som varslingstjeneste under faglige konflikter, som der står. PET skulle også overvåge grupper på den yderste venstrefløj, der var mistænkte for at planlægge uroligheder i forbindelse med konflikter. Det var jo store opgaver for et væsen der burde have koncentreret sig om rigets sikkerhed og ikke fungere som part på arbejdsmarkedet. Og egentlig kunne de ikke klare opgaven. Vi er nogen der kunne mistænke dem for talentløshed, men som vi skal se også fordi de var præget af mystiske forestillinger om den danske arbejderklasse og at der var agenter alle vegne, også på arbejdsmarkedet. Intet under at beretningen konkluderer: Da PET i stigende grad havde vanskeligheder med at etablere kontakter på arbejdsmarkedet, benyttede tjenesten sig i højere grad af kilder, penetranter og telefonaflytninger til at holde sig orienteret om udviklingen.
Efterretningsvæsenets indsats var dengang under betydelig lup. Der var en organisation med det fine navn: Sjællandskommiteen mod de hemmelige kartoteker. Og Sv. Erik Kjær Rasmussen, VS-folketingsmand fra Esbjerg dengang stillede mange forespørgsler allerede i 1969 2 - naturligvis uden at få svar. Meget senere, i 1982, fik Asbjørn Agerschou, også fra Esbjerg, svar fra den socialdemokratiske justitsminister Ole Espersen, der sagde: at politiet naturligvis ingen interesse har i tvistligheder på det arbejdsretlige område. Hermed undgik han at svare på at PET havde beskæftiget sig med forholdene på arbejdsmarkedet. Espersen er således et eksempel blandt de utallige justitsministre, borgerlige som socialdemokrater, der har dækket over at efterretningstjenesten gik langt videre end at registrere lovlig politisk virksomhed. Det har mange andre anholdt, så det skal jeg ikke bore i her 3.
Jeg har valgt at skrive ret detaljeret om beretningens beskrivelse af forholdene i Esbjerg, dels fordi jeg har været politisk aktiv her siden begyndelsen af 1970erne og som redaktør af VSkysten 1976-85 været med til at skrive om klassekampen i byen over en forholdsvis lang periode, men også fordi omtalen af Esbjerg på afgørende vis afslører PET som en part på arbejdsmarkedet - som vi skal se under Havnearbejderstrejken i 1982/83.
Men det starter lidt før. Blandt de organisationer der havde PETs interesse var lærlingeorganisationen, LLO, der i Esbjerg lavede en happening med en såkaldt besættelse af Rådhuset. Men denne happening er noteret af PET som også har lavet et notat omkring Boligaktivister i Esbjerg den 8.10.1973. Da hyreanvisningen blev frataget sømændene gennemførte Sømændenes Forbund en række aktioner i marts-april 1976, bl.a. i Esbjerg: PET's kontaktmand i Esbjerg videresendte oplysninger fra flere kilder, der hævdede, at aktionerne var planlagt udefra og Centralafdelingen [i PET] vurderede, at der var tale om et kommunistisk angreb på den socialdemokratiske ledelse i fagbevægelsen. Men den afgørende grund til Sømændenes aktion var udsigten til en svækkelse af forbundet som fratagelsen af hyreanvisningen kom til at betyde. Sådan vil ethvert forbund, specielt et militant (reformistisk) som Sømændenes Forbund, reagere. Men her som andre steder var PET hyldet i fordomme og slagord om kommunistisk komplot, uden at gøre sig klart at der faktisk var en materiel grund til at de reagerede som fagforbund: Kontrol over arbejdsmarkedet styrker fagforbundet - og medlemmerne - i hvert fald i princippet.
Et specielt kapitel i Esbjergs historie var fiskeri-blokaden. Esbjerg var dengang stadig domineret af fiskeri, både konsum og skidtfisk, det sidste gav gode penge og ram lugt. Fiskerne var utilfredse med de kvoter der blev sat af EU, de kunne ikke bare fiske løs. Konflikten udviklede sig faktisk ret rabiat. Der blev blokeret havne, og engang sejlede fiskerne i samlet trop til København.
Politiet og PET forholdt sig imidlertid pænt afventende, ganske anderledes end kort før under konflikten i 5. bassin hvor de under lastoptagernes konflikt stillede med deres vovser. Der blev ikke gjort forsøg på at bryde fiskernes blokader, der var åbenlyst ulovlige, det indrømmede de selv. Det fremgår af beretningen at PET ikke registrerede ikke de aktionerende fiskere - selvom der faktisk var tale om en ganske omfattende aktion. Selvom Justitsministeriet havde udsendt retningslinier, der godkendte at politiet registrerede fartøjerne og identificerede de involverede fiskere.
Og så er vi jo nogle der kan huske fiskernes talsmand, Kent Kirk, senere konservativ politiker, som en der i det små lagde op til senere fiksfakserier, der blev perfektioneret af folketingets formand og den senere statsminister med den kreative bogføring. Kirk bogførte private indkøb på sin fiskekutters regnskab, men klarede frisag i retten, da han sagde det var konen der førte regnskabet. Og PET gav han da også en pæn omtale: det forhold at Kirk ikke var registreret i PET, fik Centralafdelingen til at vurdere, at han ikke hørte til de rabiate, og at fiskernes efterfølgende demonstration foran Christiansborg ville forløbe fredeligt. Og det var da en sød konstatering. Men viser også at politiet tog med fløjlshandsker på fiskerne fordi de ikke tilhørte arbejderklassen.
Konflikten omkring Central Tryk i Taulov ved Fredericia i 1981 vil jeg også omtale, da vi havde en del typografmedlemmer og således drøftede konflikten i afdelingen. Konflikten var banal: arbejdsgiveren havde lockoutet typograferne og ansat skruebrækkere. Dansk Typografforbund iværksatte efterfølgende blokade. Nu fandt blokaden i Taulov sted i en periode hvor dette kampvåben var ganske udbredt, og politiet havde nok at gøre med at bryde blokader, og i den sidste ende blev blokader kriminaliseret. I dag er de også en sjældenhed. Det fremgår tydeligt af beretningen af PET var på dupperne:
PET's Centralafdeling havde på forhånd oplysninger om den planlagte blokade, og det fremgår tydeligt af det bevarede arkivmateriale, at det var et spørgsmål, der blev prioriteret højt af PET's ledelse. Endvidere: Region III [Esbjerg hørte under Region III] kunne bidrage med oplysninger om, at der var bestilt et særtog fra København, at der var fri udskænkning af øl, og at der i alt forventedes 2-3.000 demonstrationsdeltagere. PETs chef Ole Stig Andersen blev orienteret om sagen dagen inden den planlagte blokade, og han underrettede Justitsministeriet samme dag. Det fremgår at PET holdt øje med DTFs særtog da det natten til den 25. maj forlod Københavns hovedbanegård, og Fredericia politi og politimesteren blev underrettet. Under blokaden efterfølgende var det Region III's opgave at overvåge begivenhederne, modtage oplysninger fra Centralafdelingen og holde Fredericia politi og Centralafdelingen løbende underrettet om udviklingen… Regionsafdelingen holdt også øje med Kolding Højskole, hvor demonstranterne var indkvarteret, og registrerede al kørsel til og fra området. Det kan måske forekomme trivielt at pære så meget i noget der foregik for mere end 25 år siden, men det afgørende er den energi efterretningsvæsnet lagde for en dag i en faglig konflikt, det dokumenterer beretningen til fulde. Det fremgår hvad PETs rolle var i forhold til det lokale politi, der skulle lave det grove, nemlig: følge udviklingen ved hjælp af kilder og observation og at videregive oplysningerne til ordenspolitiet.
Der var dog på dette tidspunkt nogen uklarhed blandt de menige om hvordan man skulle forholde sig til faglige konflikter: det var ikke daglig kost endnu at forholde sig til dem. Måske nogle politifolk syntes det ikke rigtigt hørte med til hvervet. Det blev imidlertid klart hvad ledelsen og staten mente i forbindelse med Havnearbejderkonflikten fra december 1982.
Det var en konflikt der omfattede alle havnearbejdere, men Esbjerg fik en særlig betydning, både på grund af havnens størrelse, og på grund af de aktive havnearbejdere. Men det var en landsdækkende konflikt hvis formelle ledelse var i Århus. Årsagen var ret så banal: den borgerlige Schlüter-regering, med arbejdsminister Grethe Fenger Møller i spidsen forringede dagpengene - det er fortsat siden, men ramte dengang specielt havnearbejderne der alle var løsarbejdere (bortset for nogle småhavne der havde en slags fast ansættelse). Den oprindelige ordning var den del af det man kalder 'det fleksible arbejdsmarked' hvor det offentlige betalte havnearbejderne hvis ikke der var arbejde når de om morgenen mødte til mønstring.
Først det morsomme, nemlig PETs politiske horisont - senere kommer det tragiske: konsekvenserne for havnearbejderne, nærmere betegnet den aktuelle talsmand, Karl Jørgensen. Men det første: PETs begrænsede politiske horisont, for nu at sige det pænt. PET leder efter en sammenhæng med venstreorienterede ved Århus Universitet, men en løselig gennembladning af vores uddelingsavis, VS-kysten, (som ikke ville have været svær at få fat i da den kom i 4.500 eksemplarer 4 kunne have vist, at der var en betydelig militans i den lokale arbejderklasse, i hvert fald i en god del af den. Det særlige ved havnearbejderne i Esbjerg var at de sagtens kunne finde ud af det selv, uden hjælp fra Århus Universitet 5 . En forespørgsel blandt havnearbejderne på Mønstringshuset, et sted der var nemt at komme for alle, ville have medført synet af flere havnearbejdere der vred sig i krampegrin ved historien om Århus Universitet. Men PET skrev i alvor: Ifølge PET's oplysninger kørte en gruppe havnearbejdere fra Esbjerg to gange om ugen til Århus Universitet "angiveligt for at få instruktioner". PET pegede også på kommunisterne og specielt Sømændenes Forbund som initiativtagere til konflikten. Den er næsten lige så god som den med Århus Universitet, men PET synes besat af en konspirationsteori hvorefter der skulle stå kommunister bag alt, mens det var karakteristisk for aktionsformerne og organiseringen, at den gik langt ud over hvad det centralistiske Sømandsforbund stod for - det var også karakteristisk at netop det var grunden til at havnearbejderne ikke fik støtte fra deres forbund SiD. Ikke under aktionerne, men nok senere ved kriminaliseringen af Karl Jørgensen.
Et toppunkt i PETs seriøsitet er beretningen om at aktivister planlagde at skyde fire havnearbejdere ved det næste sammenstød i Åbenrå, således at politiet ville få skylden. Kan man forestille sig noget mere rablende? I starten var en strejkevagt faktisk blevet dræbt i Hirtshals da han blev kørt ned af en lastvogn, men at der så ligefrem skulle ofres 4 (fire) havnearbejdere på aktionens alter! Der er mange andre horrible eksempler i afsnittet om Havnearbejderstrejken, der er yderst udførligt beskrevet 6. Det er ikke her stedet at gå i detaljer med konflikten, jeg kan henvise til den udmærkede beskrivelse der er udgivet af VS 7. Kommissionen har læst lidt af hvert 8, men jeg skal ikke komme ind på deres konklusioner, af hvilke nogle er mere fornuftige end PETs, andet ville næsten heller ikke være muligt, efter de mange års arbejde.
En detalje i PETs arbejdsform skal lige fremdrages. Blandt de konspiratoriske antagelser er også at branden på KFKs silo på havnen i Esbjerg skulle være bestilt centralt, idet den fandt sted lige efter et møde i Havnearbejdernes koordineringsudvalg i Århus, de havde jo møde hver uge under strejken. Det har ikke været muligt for udvalget at finde dokumentation for denne antagelse, idet materialet, kaldt kort nr. 3, vedrørende denne og lignende sager fra 1975 og frem i 1998 blev udlånt til en medarbejder i forbindelse med en Tv-udsendelse. Men nu er materialet væk og medarbejderen erindrer intet. Man må jo som så mange andre gange spørge: hvad er det for en samling dilettanter der er ansat i det væsen? Enten har han bare sløset med konfidentielt materiale, eller har han fjernet uønskede oplysninger inden kommissionen kom for tæt på? Ikke alene har man ansat folk der ikke kan foretage en politisk analyse, men også sjuskemikler! Man troede at politiske flippere var noget der hørte ungdomsoprøret i '68 til, men de har åbenbart haft knopskud til PET. Man tænker tilbage på beretningen om den dygtige politiske spion Richard Sorge, der under 2. Verdenskrig kunne levere kvalificerede politiske analyser - PET har altid været lysår fra at rekruttere en Richard Sorge. 9
Som nævnt var der i de menige rækker i politiet ikke helt klarhed over politiets rolle i faglige konflikter, men beretningen viser, at havnearbejderstrejken pressede regeringen så meget, at den under strejken vedtog nye retningslinjer for tjenestens efterforskning på det politiske område. Det skete den 7. februar 1983. Citat fra sidste afsnit af de nye retningslinjer som Regeringens Sikkerhedsudvalg10 godkendte:
Det er ikke PET's normale opgave at beskæftige sig med forholdene på arbejdsmarkedet eller i og omkring dettes organisationer. Det må imidlertid erkendes, at ekstremistiske kræfter - eventuelt understøttet af fremmede efterretningstjenester - søger at skabe og udnytte faglige stridigheder i samfundsomvæltende og uroskabende øjemed. F.eks. kan nævnes maoist- og trotzkistiske grupper, som målbevidst arbejder på at nedbryde det fagretlige system i dette øjemed. Det vil være tilladt - eventuelt ved brug af et kontaktnet - at klarlægge sådanne foreteelser.
Og politiet mødtes dagen efter: Den 8. februar, altså den følgende dag, mødtes repræsentanter for Rigspolitichefens Rejseafdeling, politikredsene i Horsens, Esbjerg, Åbenrå og Assens, PET's regionsafdelinger i Århus, Haderslev og Odense samt de tekniske afdelinger i Odense og Kolding til en drøftelse af behovet for en koordinering af efterforskningen af de påsatte brande og andre kriminelle handlinger, der var foregået under havnearbejderkonflikten. Lederen af PETs Region III 11, som var Haderslev og Esbjerg havde inden mødet haft en samtale med PETs leder, Ole Stig Andersen, og den lokale PET-leder gjorde efterfølgende deltagerne opmærksom på, at PET i højere grad end tidligere vil/må engagere sig i uroligheder af omhandlede karakter. Og den 14. anmodede kriminalpolitiet om Rejseafdelingens [Rigspolitiets] assistance i forbindelse med efterforskningen af den påsatte brand i KFK og fængslingen af en havnearbejder. Hermed er vi så fremme ved fængslingen af Karl Jørgensen.
Men det står altså fast at Havnearbejderkonflikten blev den direkte anledning til at efterretningsvæsenet fik regeringspåbud om at gå ind i faglige konflikter. At det var en regeringssag bekræftede justitsminister Erik Ninn-Hansen (ham der røg med Tamilsagen senere), nemlig at PET undersøgte havnearbejderkonflikten, og at tjenesten interesserede sig for de involverede grupper. Og Ole Stig Andersen bekræftede for Regeringens Sikkerhedsudvalg indhentningen af oplysninger under havnearbejderkonflikten, hvilket han på lige fod med overvågningen af BZ-bevægelsen betegnede som "en ubehagelig opgave", men som var nødvendig for at undgå, at de lokale politikredse foretog efterretningsmæssig aktivitet. Det fremgår (naturligvis) fra andre steder, at PETs involvering ikke hindrede lokal registrering (arbejdskartoteker som man kaldte det 12). Det fremgår af beretningen af det var således PET's opgave under havnearbejderkonflikten at forsøge at fastslå, hvilke kredse der eventuelt styrede konflikten. En væsentlig del af tjenestens indsats bestod derfor i at modtage og bearbejde oplysninger fra de involverede politiinstanser. F.eks. modtog PET daglige situationsrapporter fra Rigspolitichefens Afdeling A, Udrykningsstyrken, som blev suppleret med indberetninger fra regionerne om ekstreme forhold i forbindelse med strejken. Altså en Situationens generalstab for regeringsmagten.
Beretningen påstår at Der er intet, der tyder på, at personer, der deltog aktivt i konflikten, blev registreret i PET. Til gengæld blev oplysningerne fra de indsendte lister og notitser samlet i Centralafdelingen i en særlig mappe på 27 sider med navnene på 164 personer, der havde deltaget i strejken. Personoplysningerne var indført i et skema, der angav navn, bopæl, cpr-nummer, biltype og nummer, dato for observationen, stedet og øvrige bemærkninger (f.eks. "Var kravlet op på en kran" eller "Stor walkie-talkie i bilen"). Mange har kritiseret beretningen for manglende nysgerrighed, for ikke at stille dybdeborende spørgsmål. Her er endnu et eksempel: de siger at de aktive deltagere ikke blev registreret, men samtidig fremgår det at PET har en fortegnelse over 164 personer, der har deltaget i strejken, at navnene var indført i et skema med cpr-nummer. Det skal man vist være købt og betalt for at påstå at det ikke er en registrering.
Strejken løb i december 1983, i januar og i halvdelen af februar 1984. Men da politiet fængslede talsmanden Karl Jørgensen, tog sagen en anderledes dramatisk vending. De stillede tidligt om morgenen på Karls bopæl i Vejrup, og fik ham varetægtsfængslet på mistanke om meddelagtighed i en påsat brand på foderstoffirmaet KFK i uge 5. Fængslingen blev forlænget utallige gange og politiet (Kasper fra Rejseholdet, der var gået ind i sagen 14. januar) fortalte dommeren at man i Karls udhus havde fundet sprængstof eller sprængstoflignende materiale. Formuleringen dækkede over en løgn, de havde nemlig fundet nødraketter, et yndet nytårsmateriale i Esbjerg - til overs fra fiskekutterne. Men dommer Svendsen stillede ikke nærgående spørgsmål, mens alle vi der hørte på kunne gennemskue politiets løgnehistorier.
Jeg der kendte Karl gennem mange år, vidste at sabotage lå langt fra hans politiske horisont, og VS-kysten var således det eneste blad der fra starten skrev at Karl var uskyldig i politiets anklager - Dagbladet Vestkysten udråbte ham som skyldig på forsiden, hvilket jo unægtelig havde en noget større effekt 13, for ikke at tale om statsministeren der i TV talte om havnearbejdernes gangstermetoder. Politiet påstod at to andre havnearbejdere havde sagt at Karl havde givet dem besked på at brænde KFK af. Retssagen afslørede nu, at der kun var én havnearbejder der havde sagt det. Og sagen faldt kun fordi den pågældende i det afgørende retsmøde sagde at det var Kasper der havde fået ham til at henvise til Karl Jørgensen, måske med løfte om mildere straf 14. Det var en stor dag da den offentlige anklager lod sagen mod Karl Jørgensen falde med en sur bemærkning i retten. Bagefter var der en kæmpefest i Stadionhallen med tusindvis af deltagere, ikke alene fra Esbjerg. Men da havde Karl siddet inde i år.
Det fremgik af retssagen at politiet havde foretaget telefonaflytning, fortrinsvis af den brandstiftende havnearbejder. Det blev sagt flere gange i retssalen, men også at man ikke havde fået noget i aflytningen der pegede på Karl Jørgensen. Politiets forklaringer i retten var mildest talt usammenhængende. Nu kan man så se at politiet også aflyttede Karl, om der var dommerkendelse på det ved jeg ikke, jeg husker kun at der var det i det første tilfælde. Men nu viser beretningen at PETs arkiv indeholder oplysninger om telefonaflytning af Karl J., men at det ser ud til at det var kriminalpolitiet der foretog den. Aflytningen blev etableret den 11. februar, og på det tidspunkt var det Esbjerg politi, der stod for efterforskningen. Altså et tæt samarbejde mellem det lokale politi og PET - ikke underligt, men blot en bekræftelse på at man ikke skal se Efterretningstjenesten overalt, de lokale strømere kan også klare sagen. Det kan også iflg. beretningen have været Rejseholdet der foretog aflytningen.
Isolationsfængslingen betød nok et knæk for Karl, han var et ret følsomt gemyt (der kunne finde på at skrive digte). Han forlod havnen hvor han ellers havde arbejdet i mange år. Der var også noget med Jehovas vidner. For ikke så længe siden mødte jeg ham i Brugsen - efter 25 år, det viste sig at vi ikke bor så langt fra hinanden nu, så der er nok et par småting, der skal opklares efterfølgende, selvom det blev til en længere brugssnak den dag.
Havnearbejderstrejken var altså starten på statens første veldokumenterede forsøg på at kontrollere arbejderklassens kamp til den mindste detalje. Hermed skete der et brud på den klassesamarbejdslinie der var blevet lagt med Septemberforliget i 1899. Ikke at staten ikke havde grebet ind med politi adskillige gange, ligesom der var adskillige indgreb i overenskomstforhandlingerne, men udvidelsen af efterretningsvæsenet arbejde til også at omfatte den faglige kamp er en klar udvidelse af statens kontrol, typisk på et tidspunkt hvor Schlüter-regeringens autoritet var sat under pres.
Statsmagtens indgreb og forsøg på kontrol var således langt større under Havnearbejderstrejken end før. Nok var der politiindgreb under BT-konflikten, under Scaniadam og i på Esbjerg Havn tre gange i 1978, og der var en vis mobilisering blandt lokale fagforeningsledere, men den havde centrum i Fællesorganisationen, så den fik aldrig den militans der prægede Havnearbejderstrejken. Sidstnævnte var også betydelig farligere for statsmagten og regeringen, idet den i sidste ende satte spørgsmålstegn ved regeringens forbliven. At politiet nu var med på beatet viser PET-kommissionens beretning om den følgende blokade mod la Cabana, om HT-konflikten i 1984, om Overenskomstkonflikten i 198515- det der normalt hedder Påskestrejkerne - flere dages demonstrationer med hundretusindvis af mennesker ikke bare på Christiansborg Slotsplads, men i en række byer landet over. Man kan derfor uden at overdrive sige, at det var de mest omfattende proteststrejker, siden folkestrejken under 2. Verdenskrig. Men PETs materiale om Påskestrejkerne er blevet makuleret, så hvad ved man i virkeligheden 16? Et særligt kapitel er PETs overvågning af Tillidsmandsringen, hvor det heder: der er intet, der tyder på grund af deres tilknytning til Tillidsmandsringen eller deres involvering i faglig aktivitet. Vi er beroliget - navnlig når visse dele af det materiale som kommissionen skulle bruge er blevet makuleret! Der er også omtale af Preben Møller Hansen (der fylder en halv doktordisputats17), af DKP/mls Revolutionær Fagopposition, Revolutionære Socialisters forbund og KFML (senere KAP).
Men jeg foretrækker at slutte med en god PET-historie: Blandt sine mange konspirationsteorier udviklede PET omkring 1980 også den at det var det sovjetiske efterretningsvæsen, KGB, der stod bag den propaganda mod EU der blev udspredt af bladet Det ny Notat. At samme blad lavede en sommerspøg opfattede PET ret så alvorligt. Bladet udsendte i noget der lignede det officielle EU-blad, EF-avisen, en omfattende EU-trafikplan der gik ud på at bygge en bro mellem Harwich og Esbjerg. Jeg kan godt huske at jeg trak en del på smilebåndet den sommer, det ville jo blive en bro på en små tusind kilometer! Men PET-manden skrev at det nok var sovjetisk desinformation. Metoden var nemlig 'velkendt og ofte brugt af KGB'. Denne bestod i følgende: man udgiver et eller andet officielt udseende dokument, som tilsyneladende er ægte, og som indeholder et emne, som udstederen af dokumentet naturligt beskæftiger sig med, fordrejer emnet let, og opnår en virkning, som er til fordel for fremstilleren af det falske dokument. Men det er jo næppe en afsløring at humorens våben står politimagten noget fjernt.
Afslutningsvis og opsummerende kan man konstatere: Perioden betød en voksende aktivitet i arbejderklassen og protest mod Schlüter-regeringens politik - i forlængelse heraf så vi PETs stigende engagement i arbejdernes faglige kamp. Og det tilmed i en periode hvor EDB-registrering ikke var trængt igennem som i dag.
Man kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når man ser PETs paranoide og forvrængede verdensbillede. Det ville være god underholdning - hvis det ikke lige var fordi de har videregivet dette verdensbillede til beslutningstagerne, og at der rent faktisk er blevet truffet vidtgående beslutninger på grundlag af det, til skade for mennesker og demokrati.
Endelig kan der være grund til at minde om hvordan talrige regeringer har forsikret om at registrering i PET ikke finder sted alene på grund af lovlig politisk virksomhed. Men vi lever som bekendt i et land hvor ganske meget er ulovligt - selv om der ikke er lovgivet mod det. Eller selvom der ikke er nogen domstol der har udtalt sig. Dengang som nu.
Noter
[1] Bindet er forfattet af medlem af PET-kommisssionen, Regin Schmidt, adjunkt, ph.d., Afdeling for Historie, Saxo-Instituttet, Københavns Universitet. (www.petkommissionen.dk)
[2] Se f.eks. VS-bulletin 1969:37, side 3-4 om Kjærs forslag om rigsretstiltale mod justitsminister Knud Thestrup, disse folk der skal administrere det borgerlige formelle demokrati efter forgodtbefindende.
[3]Se Preben Wilhjelm: PETs nye retningslinjer i: Politiken 20.12.2009. Helge Scheuer Nielsen: PET og Vamberg-udvalget. 2009. 34 sider. Se endvidere Hver en sten skal vendes udgivet af PET-komiteen der blev stiftet i juni 1998.
[4] Se: VS-kysten 1983:57, 58 og 59. Andetsteds fremgår det endog at en PET-agent skaffede sig oplysninger om Den Røde Højskole ved at tage en fremlagt brochure på Kolding bibliotek - grundige folk de agenter!
[5] De påstod efter aflytningen af Karl Jørgensens telefon at han havde betegnet ”kineserne” i Århus, der vistnok havde en vis tilknytning til universitetet, som de mest yderligtgående. Men gad dog vide om ikke betegnelsen 'kineser' snarere var en havnearbejders betegnelse for en rabiat, og ikke en organiseret maoist. Også dagbladet Vestkysten havde historien om Århus Universitet, havde de den fra PET?
[6] PET-Kommissionens beretning. Bind 8: PET's overvågning af arbejdsmarkedet 1945-1989. Side 234-246: Gennembruddet: Havnearbejderstrejken og nye retningslinjer 1983.
[7]10 uger med Schlüter: Havnearbejderstrejken '83: Tillæg om Karl-Jørgensensagen. VS-forlaget, 1983. 48 sider. Om Karl-Jørgensen sagen se også artiklen i Leksikon: http://leksikon.org/art.php?n=4796. Se også Losseklubbens støtteavis fra august 1983: Kræv Karl løsladt nu!
[8] Danmarks Kommunistiske Parti/marxister-leninister (DKP/ml), Leksikon for det 21. århundrede (www.leksikon.org, 4. december 2003) - Vi skal i al stilfærdighed gøre Kommissionen opmærksom på at Leksikon sorterer under bladet Solidaritet!
[9] Næste gang du er på ferie, så læs: F.W. Deakin: Richard Sorge. Fremad, 1967.
[10] I 1968 bestod det af fire ministre, nemlig statsminister Hilmar Baunsgaard (RV), udenrigsminister Poul Hartling (V), forsvarsminister Erik Ninn-Hansen (KF) samt kulturminister og minister for ulande og nedrustning K. Helveg Petersen (RV), der sammen med justitsministeren udgjorde Regeringens Sikkerhedsudvalg. Noget lignende gjorde sig sikkert gældende i 1983.
[11] Det fremgår også at PETs meddelere under strejken fortrinsvis var fra Region III. Andetsteds står der at en lokal arbejdsgiver gav PET navnene på de mest rabiate løsarbejdere ved Københavns havn.
[12] Der blev registreret med bred hånd her: i Aalborg blev der i 1983 indberettede personoplysninger, som sandsynligvis var hentet fra afdelingens arbejdskartotek, om en faglig leder, hvis politiske ståsted af regionsafdelingen blev betegnet som ”lidt til venstre for midten i Socialdemokratiet”.
[13] I Vestkysten 18.3.1983 skrev de på forsiden: Havnearbejderleder gav grønt lys til sabotagebrand.
[14] De blev nu dømt til 5 års fængsel hver, og for KFK kunne det trods kæmpeerstatning ikke betale sig at genopføre siloen.
[15] Og kommissionen sætter starten på PETs faglige indsat til Hopekonflikten i 1973, en konflikt om organisationsretten hvor SiDs top var ude at marchere med faner og det hele. Her blev PET kendt for at fotografere de aktionerende.
[16] Se dog: Hans Jørgen Vad: Påskestrejkerne 1985: ti dage der rystede Schlüter. SFAH, 1995. 198 sider.
[17] Af de 11 bevarede kilder PET brugte til at skaffe oplysninger om den faglige venstrefløj var de 4 beskæftiget med Sømandsforbundet og Preben Møller Hansen mens 7 beskæftigede sig med Tillidsmandsringen, Se bind 8, side 300.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Februar 2010, nr. 1
http://solidaritet.dk/