Solidaritet. Februar 2010, nr. 1 - Indhold
af Anders Hadberg
Er det direktørernes grådighed eller arbejdernes ublu lønkrav, der presser den danske økonomi? Diskussionen om danske virksomheders konkurrence-evne er den vigtigste stillingskrig op til forhandlingerne om overenskomster i foråret.
Men hvorfor er konkurrenceevne det centrale begreb, når de borgerlige taler om dansk kapitalismes sundhedstilstand?
Det er der to grunde til. Den første skal findes på et erhvervsstrukturelt niveau. Dansk kapitalisme er karakteriseret ved en økonomisk model, hvor eksporterhvervene spiller en nøglerolle for den overordnede udvikling af de hjemmemarkedsorienterede erhverv. Det er i eksporterhvervene, at der hentes penge og ordrer hjem til en stor del af de hjemmemarkedsorienterede selskaber. Eksporterhvervene er store industri- og transportvirksomheder, der producerer varer til verdensmarkedet. De store industrivirksomheder er drivende i produktivitetsudviklingen, fordi industriproduktion egner sig til mekanisering.
Denne model kendetegner i øvrigt alle tre skandinaviske lande og dannede grundlaget for den velfærdsmodel, som udvikledes i Skandinavien efter 2. Verdenskrig. Produktionsudviklingen var høj i eksporterhvervene og tillod derfor en høj reallønsudvikling. Indtil 1980erne blev produktivitetsforbedringerne fordelt ud over hele arbejdsmarkedet gennem den "solidariske lønpolitik", så også arbejderne i hjemmemarkedsindustrierne fik del i reallønsstigningerne.
Den anden grund er, at der i 1980erne skete et markant skifte i forståelsen af konkurrenceevnen. Konkurrenceevne blev sat lig med LØNkonkurrenceevne (jf. "Fælleserklæringen 1987"). Tidligere var lønnen blot én faktor i konkurrenceevnen, ligesom valutakursen, der blev manipuleret for at gøre eksporterhvervene mere konkurrencedygtige. Efter nyliberale regeringer indførte faste valutakurser under stagflationen i starten af 1980erne blev det udelukket at føre devalueringspolitik. Nu blev ansvaret for en gunstig konkurrenceevne lagt på arbejdernes skuldre alene - de måtte være "løntilbageholdende".
Den herskende løn og indkomstpolitik i Danmark har siden 1987 bestået i en stram styring af reallønsudviklingen til fordel for eksporterhvervene, fordi det bl.a. lykkedes at få splittet fagbevægelsen og opløst den solidariske lønpolitik.
Diskussionen om den danske konkurrenceevne er altså et forsøg på at estimere hvor godt dansk kapitalisme klarer sig i international sammenligning, samt at gøre lønnen til det centrale problem herfor.
Der er konsensus blandt økonomer i både den borgerlige og socialdemokratiske lejr om at den danske konkurrenceevne er svækket. Økonomi- og Erhvervsministeriet skønner, at der er tale om en nedgang på ca. 20 procent i danske virksomheders eksportmarkedsandele siden 1995 ("Økonomisk tema" nov. 2009, s.35).
Ligeledes er der også konsensus om, at krisen ikke er selve årsagen til den dårligere konkurrenceevne, men at nedgangen er et resultat af de sidste 10-15 års udvikling i dansk kapitalisme. Der er imidlertid forskel i hvilke faktorer, der tillægges betydning for den dårligere konkurrenceevne.
Ifølge Økonomi- og Erhvervsministeriet (2009) påvirkes konkurrenceevnen af en lang række forhold, som vedrører rammevilkårene for eksporterhvervene: Arbejdsmarkedets institutioner, eksportstøtteordninger, økonomisk afregulering, økonomiens åbenhed overfor udlandet, subsidiering af arbejdskraftens uddannelse, infrastrukturel udvikling m.fl.
Målt på disse faktorer har Danmark - ifølge førende internationale borgerlige medier - nogle meget favorable vilkår at tilbyde den danske kapitalistklasse. Og de er blevet mere gunstige de sidste 10-15 år. Her tæller lav selskabsskat, højt og statsfinansieret uddannelsesniveau, statsfinansieret sundhedssystem, lav ansættelsessikkerhed og høj arbejdsstyrke-fleksibilitet, samt lav grad af økonomisk regulering op i det samlede regnskab.
Imidlertid står det værre til med konkurrenceevnen, hvis det snævrere begreb "lønkonkurrenceevnen" anlægges som parameter. Finansministeriet er i"Økonomisk Redegørelse" fra dec. 2009 optaget af netop dette mål. Lønkonkurrenceevnen afhænger grundlæggende af tre faktorer: lønudviklingen, kronekursen og produktivitetsudviklingen.
Finansministeriet (2009, s.18) regner med, at der siden 2000 er sket en forværring af lønkonkurrenceevnen på 30 %. Finansministeriet estimerer at det er produktivitetsudviklingen og stigningen i kronekursen, der har bidraget med størst tab af konkurrenceevne. Lønomkostningerne bidrager mindst.
Alligevel hævder Finansministeriet ganske uforståeligt, at lønmodtagerne må tage ansvaret for krisen og den forværrede konkurrenceevne hos den danske kapitalistklasse ved de kommende OK-forhandlinger. Finansministeriets logik er "Gør din pligt, kræv ikke din ret".
Produktivitetsudviklingen er dog langt det største problem for dansk kapitalisme. Økonomi- og Erhvervsministeriet (2009) konstaterer meget passende: "I lyset af de generelt gunstige rammevilkår er den svage danske produktivitetsvækst siden midten af 1990’erne lidt af et paradoks."
Det interessante er, at produktivitetsvæksten i Danmark har været markant lavere i perioden 1995-2008 end i andre lande, der normalt bruges som sammenligning. Arbejdsproduktiviteten pr. time steg med et årligt gennemsnit på 0,8 pct. i perioden 1995-2007. Til sammenligning steg den i perioden 1980-1995 med 2,7 pct. årligt.
Det er en international trend, at produktiviteten er lavere siden 1995, end den foregående periode. Imidlertid er faldet større hos den danske kapital end andre. Baggrunden for den lavere danske arbejdsproduktivitet skal findes i en række faktorer:
De to første faktorer bidrager til halvdelen af det samlede fald i arbejdsproduktiviteten mellem perioderne 1980-95 og 1995-05 (ØEM 2009, s.40 ). Den manglende investering i nyt produktionsapparat og ny teknologi er således de tunge faktorer i at trække produktiviteten ned. Med andre ord kan dansk kapitalismes svagere produktivitetsudvikling i høj grad tilskrives manglende investeringer i teknologisk avanceret udstyr.
I nyere marxistisk litteratur er der to forklaringer på, at produktivitetsvæksten har været stagnerende siden slut 1980erne. Begge forklaringer tager udgangspunkt i at der med overakkumulationskrisen i 1970erne skete en relativ udtømning af mulighederne for profitable produktive investeringer i den vestlige kapitalisme.
Imidlertid er der uenighed om det skyldes "underprofitabilitet" (dvs. at der ikke var ’penge nok’ til at investere den påkrævede mængde kapital for at igangsætte en ny optur, jf. Kliman, Harman) eller "overprofitabilitet" (dvs. for gode afkast i finanssektoren, som ledte til at pengene blev overført hertil og ikke investeret i produktion, jf. Özlem Onaran, Michel Husson, Duménil & Lévy). Måske ligger den rette forklaring midt i mellem.
Forklaringen er altså både strukturel (manglende investeringsmuligheder i teknologi/produktionsudstyr) og konjunkturel (kapitalisterne øger forbruget via højere aktieafkast). Produktivitetskrisen er altså betinget selvforskyldt og skyldes en bestemt prioritering af midlerne under begrænsningen af de udtømte investeringsmuligheder.
Hvordan stiller den nuværende situation venstrefløjen generelt og specifik op til OK 2010?
Der er flere bud.
Ét bud er, at arbejderne har fælles interesser med kapitalisterne og derfor skal vise solidaritet med arbejdsgiverne - som angiveligt skulle vise solidaritet med arbejderne ved at ansætte flere. Solidariteten med arbejdsgiverne vises ved løntilbageholdenhed ved OK 2010. Dette synspunkt fremføres af arbejdsgiverne, statsapparatet og højre-socialdemokrater.
Og kravene følges op af trusler. Hvis ikke arbejderne makker ret, så vil konsekvenserne være tab af arbejdspladser i form af lukkede virksomheder, outsourcing, udenlandsk arbejdskraft mv. Samtidig vil velfærdsstaten blive undergravet af lavere skatteindtægter fra de store selskaber, der flytter udenlands og med dem den højtuddannede arbejdskraft.
Vi må som venstrefløj afvise klassesamarbejdet og en løsning på krisen, der skader arbejderbefolkningen. For arbejdsgiverne i alle de andre lande anviser den samme løsning og så har ræset mod bunden - konkurrencen mellem de forskellige landes arbejdere. Det gælder både løn og rammevilkårene for kapitalistisk produktion.
I stedet må vi anføre, at de problemer, som eksisterer i den danske kapitalisme er kapitalistklassens eget værk. Høje direktørlønninger, store afkast til aktionærerne har drænet selskabskasserne og forhindret opbygningen af en egenkapital, der kunne sikre mod krisen. Selv under krisen er aktieudbytterne fortsat på et niveau, der har medført nedskrivninger i egenkapitalen - og dermed sandsynligvis kostet arbejdspladser.
I forvejen er alle rammebetingelserne for kapitalistisk vækst til stede i Danmark. Arbejderne er hyperfleksible, og har uddannet sig til bevidstløshed for at følge med kapitalisternes krav. Den offentlige sektor er blevet udsultet og privatiseret for at give kapitalisterne noget at rive i. De lønstigninger, som arbejderne har kæmpet sig til inden for de sidste 10 år er ikke årsagen til den dårligere konkurrenceevne - det er den manglende produktivitet. Og produktivitetens lave niveau er strukturelt betinget - det hverken kan eller skal arbejderbevægelsen afhjælpe.
Arbejderbevægelsen vinder ingen styrkeposition ved at holde tilbage med lønkravene - tværtimod. Lavere løn er ingen garanti for at bevare arbejdspladser. Det har krisens hidtidige forløb vist med al tydelighed. Dér hvor "frivillig lønnedgang" er blevet aftalt til gengæld for lovning af arbejdspladser har det alligevel været en stakket frist. Massefyringerne kom alligevel.
Arbejderne har gjort pligten, nu må vi kræve retten - højere løn nu!
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Februar 2010, nr. 1
http://solidaritet.dk/