Solidaritet. December 2009, nr. 4 - Indhold
af Finn Sørensen/Solidaritet
Når røgen har lagt sig efter den kampen om borgmesterposterne i regioner og kommuner, melder spørgsmålet sig: Hvad kan vi bruge kommune- og regionsvalget til i kampen for en ny regering og en anden politik? En ting er sikker:Rød stue kan godt tage armene ned, og se at komme i arbejdstøjet.
Resultatet af kommune - og regionsvalget er tilpas mudret til, at alle hovedaktører - på nær Det Radikale Venstre - kan være - eller lade som om - de er tilfredse.
Socialdemokraterne (de er fantastiske, jo mere de taber, jo mere jubler de!) glæder sig over at have fået flere borgmesterposter. Faktum er, at de er gået markant tilbage, det er deres dårligste kommunevalg siden 1943! De kan så glæde sig over, at de ligger pænt over resultatet fra sidste Folketingsvalg.
Bag det øgede antal socialdemokratiske borgmesterposter står den ene af valgets ubestridte vindere, SF. De har en markant fremgang i forhold til valget i 2005, og ligger også pænt over resultatet ved folketingsvalget i 2007.
De Radikales nederlag er til at få øje på. Det er tæt på en halvering både i forhold til sidste kommunevalg og folketingsvalg.
Også Enhedslisten går tilbage over næsten hele linjen, også i hovedstadsregionen. Bag dette gemmer sig dog en markant fremgang i Københavns Kommune. Ligesom Socialdemokraterne må liste ø glæde sig over, at det samlede resultat ved regionsvalget ligger pænt over resultatet fra sidste folketingsvalg.
Partiet Venstre har af gode grunde sværest ved at udlægge resultatet som positivt. De har en markant tilbagegang både i forhold til sidste kommune-regionsvalg og sidste folketingsvalg og har på den baggrund mistet mange borgmesterposter til "rød stue". Venstre må nøjes med at glæde sig over, at Dansk Folkepartis fremgang modvirker den "blå bloks" tilbagegang.
DF's fremgang svarer slet ikke til deres andel i meningsmålingerne. Det skyldes, at de stadig er en slags "nybegyndere" i kommunalpolitik, og har svært ved at slå igennem. Det kan ikke tages som udtryk for at DF er på retur, tværtimod.
Derfor skal "rød stue" heller ikke tro, at deres samlede resultat på 52,1 % kan tages som udtryk for, at sejren ved et kommende folketingsvalg er kommet ret meget tættere på. Det er selvfølgelig opmuntrende at oppositionen samlet går frem. Men hvis man tillægger de øvrige borgerlige lokallister og tager højde for, at DF forholdsvis vil slå stærkere igennem ved et folketingsvalg, så er der ikke så meget at råbe hurra for - hvad meningsmålingerne da også som regel bekræfter.
Under alle omstændigheder skal alle parter være forsigtige med at bruge resultaterne ved regions- og kommunevalget. Der er nemlig en stor taber, og det er demokratiet. Der er tale om den ringeste valgdeltagelse i 35 år, kun 65,8 % valgdetagelse mod de normale ca. 70 %. Der er almindelig enighed om, at det i høj grad skyldes kommunesammenlægningerne. Meningsmålinger tyder på, at et flertal af borgerne synes, de har mistet indflydelse, og samtidig fået dårligere service som følge af strukturreformen.
En ting er stemmer og procenter. Noget andet er magtbastioner. Her er oppositionen - og socialdemokraterne - den klare vinder, med et markant øget antal borgmesterposter. Alt tyder på, at S og SF tilsammen vil få flertal i bestyrelsen for Kommunernes Landsforening, og dermed ikke blot kan besætte formandsposten, men reelt styre foreningens linje i økonomiforhandlingerne med regeringen. Det vil være helt oplagt at bruge dette flertal til at sige nej til en ny økonomiaftale, der forringer velfærden og det kommunale selvstyre yderligere - hvilket allerede er indbygget i skattestop og finanslov. Det vil heller ikke være svært at få bred folkelig accept for en sådan dagsorden.
Det bliver spændende at se, om S og SF vil udnytte denne mulighed, hvilket de naturligvis skal opfordres til af al magt. Men der skal et meget kraftigt pres til fra fagbevægelsen og partiernes medlemmer, før de gør det. Det skyldes, at socialdemokraterne helt grundlæggende har accepteret den nyliberalistiske dagsorden, hvilket blandt andet viser sig i et udtalt ønske om at samarbejde med de borgerlige i Kommunernes Landsforening. SF har som parti lagt sig fast på, ikke at udfordre socialdemokraterne, af hensyn til det fremtidige regeringssamarbejde. Det viser sig da også i de to partiers fælles skatteudspil "Fair forandring". Lidt millionærskat og nogle almisser til arbejdsløse og pensionister kan ikke skjule det faktum, at udspillet først og fremmest er en accept af skattestoppet og de skattelettelser som den borgerlige regering har gennemført og vedtaget indtil nu, også dem for 2010. Dermed gør S og SF sig til medansvarlige for et samlet dræn i statskassen på op imod 60 mia. kroner om året - penge, som kommunerne mangler til at genoprette velfærden! Hvis de holder fast i denne linje, har de ikke mulighed for at udnytte magtbastionen i KL til at udfordre VKO-flertallets nyliberalistiske kurs.
Ikke desto mindre er der noget at bygge på i kommunevalget i en række byer. Det er bemærkelsesværdigt, at arbejderpartierne har fået det bedste valg i de kommuner, hvor der har været indgået samarbejdsaftaler med den lokale fagbevægelse. Det har ikke mindst været tydeligt i de store byer, København, århus, Odense og Randers. Det interessante er også, at der - i hvert fald i disse byer - er aftaler, som omfatter både S, SF og Enhedslisten. Aftalerne er blevet mødt med hård kritik fra borgerligt hold, der har forsøgt at fremstille det som om der er tale om en tilbagevenden til tidligere tiders blinde støtte til Socialdemokratiet. Det er en helt forfejlet kritik. Det drejer sig om politiske aftaler, som er indgået mellem uafhængige parter, på punkter hvor der er tale om fælles værdigrundlag og politik. Det er som regel fagforeningerne der har sat dagsordenen. Aftalerne er lagt åbent frem, så alle medlemmer har mulighed for at forholde sig til dem.
Det har været beskæmmende at se faglige ledere som LO's formand Harald Børsting, og FOA's formand Dennis Christensen gå imod disse aftaler, med argumenter, der meget ligner de borgerliges. De kunne i det mindste have holdt deres mund, men det er åbenbart magtpåliggende for dem at tage afstand. Det kan ikke have anden årsag, end at de vil gøre hvad de kan for at ideen ikke breder sig. Harald Børsting har da gså ligeud sagt, at sådan en aftale skal man ikke have på landsplan! Disse udmeldinger har vakt stor harme i de lokale fagforeninger, der via de lokale LO-organisationer har været med til at drøfte og udvikle disse aftaler. Meget overraskende har aftalerne fået opbakning fra Metals formand Thorkild Jensen, der finder det helt naturligt at fagbevægelsen samarbejder med Socialdemokratiet, SF - og Enhedslisten!
Harald Børstings reaktion på disse aftaler ligger i forlængelse af LO Danmarks knap så synlige modstand mod bred faglig og politisk mobilisering i forbindelse med EFS europæiske aktionsdag d. 15. maj, og i forbindelse med Folketingets åbning. Vi skal derfor heller ikke forvente os, at den kampagne om "Velfærd for alle" som LO Danmark er ved at udarbejde, ifølge dem har til formål at skabe en sådan mobilisering blandt fagbevægelsens medlemmer i kampen for en ny regering og en anden politik. Som det tegner nu, vil man nok koncentrere sig om at føre kampagne mod de nedskæringer som VKO-flertallet har ansvaret for. Det er selvfølgelig en god begyndelse, men hvis det ikke følges op af konkrete alternativer og et forsøg på at lægge pres på S og SF for at støtte dem, vil det ikke for alvor bidrage til at rejse en folkelig modstand mod VKO-politikken. LO er da også hæmmet af sin egen målsætning om at samarbejde med VKO i storstilede 3-partsaftaler, hvor man som regel blot bliver taget som gidsel for regeringens strategi. LO's strategi ændrer dog ikke på, at der er nogle muligheder i den planlagte kampagne om "Velfærd for alle" - man skal bare se i øjnene, at det er de lokale fagforeninger der selv skal trække læsset.
Det stiller venstrefløjen i fagbevægelsen over for nogle store udfordringer. Først og fremmest skal det afklares, om LO sektionerne i de største danske byer vil være aktive medspillere i dette projekt - som jo ligger i klar forlængelse af det tidligere samarbejde med Fagligt Ansvar om "Faglige krav om en anden politik". Sektionernes reaktion på LO-ledelsens negative udmeldinger giver anledning til en vis forhåbning om dette. Men hvis det skal lykkes, så kræver det en mere målbevidst aktivitet fra de aktive fagforeninger, i det lokale LO-arbejde. Og tiden løber! Hvis det ikke senest i foråret 2010 lykkes at få en aktiv faglig mobilisering om et politisk alternativ, så vil det stort set være umuligt at lægge pres på S og SF for at gennemføre en væsentlig anderledes økonomisk politik, end den som VKO-flertallet står for. Resultatet vil være, at vi - måske - kan få en ny regering, men ikke nogen kvalitativt anden politik.
Enhedslisten er et vigtigt omdrejningspunkt i denne proces. Partiet har ganske vist ikke så stor indflydelse i fagbevægelsen. Kommune- og regionsvalget har også - på nær i København - svækket partiets indflydelse i kommuner og regioner, og understreget den negative tendens fra sidste folketingsvalg, som et "københavnerparti". Men det er ikke altid størrelsen det kommer an på. Hvis partiet fortsætter den positive udvikling, hvor man landet over forsøger at udfordre S og SF, samtidig med at man søger samling i oppositionen, så vil det give genlyd i de aktive dele af fagbevægelsen, og understøtte en aktiv linje i denne. Kommunevalget i København var i den forstand "lige efter bogen". Selvom man kunne spore en vis vaklen i forhold til budgettet og nedskæringerne, så lykkedes det at spille godt sammen med de mange utilfredse pædagoger og forældre, men uden at placere sig på sidelinjen med gold kritik. Hvis alt går vel, vil Enhedslistens årsmøde blive en kraftig markering af, at Enhedslisten har metoden til at trække S og SF til venstre, og det vil være en uvurderlig hjælp til mobiliseringen i fagbevægelsen og blandt de uddannelsessøgende - og det er nu engang her vi skal finde "stormtropperne" i kampen mod VKO-flertallet, og kernen i den folkelige basis for den nye regering.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
December 2009, nr. 4
http://solidaritet.dk/