Solidaritet. December 2009, nr. 4 - Indhold
af Jan Helbak/Solidaritet
Alle partierne vandt ved kommunal- og regionsvalget lige bortset fra Det Radikale Venstre. I hvert fald hvis man skal tage alle kommentarerne og diskussionerne i medierne for pålydende. Man var oven i købet i stand til at fremstille valgresultatet, så der længe herskede tvivl om, hvilken en af de to store blokke der kunne udråbes som sejrherre.
Helt faktuelt gik "Rød blok" frem til 52,1 % på landsplan. Dermed ikke sagt, at denne fremgang automatisk vil kunne kapitaliseres ved et folketingsvalg. Og fremgangen var langt fra imponerende. Faktisk er det mere interessant, at de to blokke åd ind på de mange lokallister, hvorved valgresultatet tegner et skarpere billede af den politiske polarisering.
Socialdemokraterne hæfter sig ved, at man nåede de offentligt udmeldte mål om at få borgmesterposterne i landets fire største byer og ikke fik en tilbagegang, der bragte partiet under 30% af stemmerne. Og for at gøre resultatet bedre, end det reelt var, slår man på, at det lykkedes at øge partiets andel af borgmesterposter i Danmark.
Venstre valgte at ånde lettet op over, at tilbagegangen ikke blev større og i øvrigt bemærke, at deres konservative regeringspartnere ikke gik tilbage, som det var spået. VKO bevarede stillingen.
Dansk Folkeparti har ikke ladet én mulighed gå fra sig til at fremhæve, at partiet nu er repræsenteret i langt flere kommuner end før. Man glæder sig også over både den relative styrkelse af den borgerlige blok og over de gode stemmetal til sig selv. DF er også reelt blevet styrket. Også i partiorganisationen.
Kommunalvalgets ubestridte sejrherre, Socialistisk Folkeparti, er begejstret over fremgangen - navnlig i de store og tætbefolkede byområder - og ganske stolte over det tætte og relativt stabile samarbejde med Socialdemokraterne. At partiledelsen i det store og hele kunne tøjle deres folk ude i kommunerne, gør for det første SF til en troværdig partner og styrker for det andet partiets anseelse langt ind i de socialdemokratiske rækker. Partiets ledelse tolker endvidere valgresultatet som et udtryk for, at den danske befolkning er træt af den borgerlige regering og interesseret i et regeringsskifte. Hvorvidt det er en korrekt udlægning, er ganske usikkert. Umiddelbart efter valget kunne meningsmålingerne ikke bekræfte opfattelsen.
Men "alle sejrene" til trods forbliver det ren matematik, hvor mange pladser man har fået i regionsråd eller byråd eller kommunalbestyrelser. Den faktiske politiske styrke afgøres af, om disse pladser kan og ikke mindst vil blive omsat i praktisk politik. Og det allermest afgørende er, hvad det er for en politik, den mandatmæssige styrke omsættes til.
For det kommer nok ikke bag på nogen, at sådan som kommunernes og navnlig regionernes arbejdsvilkår har været de seneste 10 - 15 år, så har de respektive råd uanset partifarve jo dybest set ikke kunnet agere som andet end bestyrelser for nogen virksomheder, hvis målsætninger og rammer er fastsat et helt andet sted - i ministerierne og af ministre med øget fuldmagt langt væk fra både lokalpolitikere og borgere. Spørgsmålet melder sig derfor; er det noget "den røde blok" vil gøre noget ved i den kommende fireårs valgperiode - især nu hvor den sandsynligvis får flertallet i KL (Kommunernes Landsforening) F.eks. ved de kommende økonomiforhandlingerne med finansministeren, eller vil man lade sig binde af de socialdemokratiske borgmestres udtalelser på valgnatten om, at man først og fremmest vil søge det brede samarbejde?
Svarene er af flere grunde absolut ikke ligegyldige. F.eks. forestillede kun få sig, at en sygehussag fra Region Midtjylland skulle indtage en uhyre central placering i valgkampen. Men det kom den til, fordi Dansk Folkeparti med vanlig sikker hånd placerede sig på "de svages side" og ganske dygtigt bedrev politik på, om et supersygehus skulle anbringes 8 kilometer til den ene side eller 8 kilometer til den anden side i forhold til et vilkårligt valgt centrum.
DF fornemmede, at man succesfuldt kunne føre symbolpolitik på, at mange mennesker i det nord- og vestjyske område følte sig umyndiggjort, marginaliseret og bange som et resultat af, at flertallet i den midtjyske region med den socialdemokratiske regionsrådsformand i spidsen og en hærskare af eksperter havde besluttet sig for dels at lave endnu et supersygehus - og for det andet at ville placere det et bestemt sted (i stedet for et andet bestemt sted), hvor ganske mange mennesker ville få længere end nu til kvalificeret hospitalsbehandling. Den samme frygt florerer også i de andre regioners udkantsområder, som med DF's stunt pludselig fik mæle under valgkampen - og siden er fortsat.
DF tog denne frygt alvorligt - i hvert fald alvorligt nok til, at der kunne laves valgtaktik på den. Spørgsmålet rejser sig derfor, om "Den røde blok" er parat til at tage udfordringen op og bruge den nye magt til at gøre noget ved problemet. Om der er en vilje her til at undsige den hidtidige elitære tendens i den sociale ingeniørtænkning, eller om man fortsat vil overlade det til DF at repræsentere de geografisk, socialt og kulturelt marginaliserede befolkningsgrupper?
Man kan også læse ud af valgresultatet, at godt nok er "den røde blok" blevet styrket, men "den blå blok" fastholder sin vælgertilslutning især på grund af en ganske pæn fremgang for DF. Hvis den tendens holder, burde det efterhånden stå klart, at en yderligere fremgang for "rød blok" først fremmest beror på, om man evner at gøre indhug i DF's voksende tilslutning fra de marginaliserede samfundsgrupper. Det er ved at blive et kardinalpunkt, hvis den "røde blok" virkelig skal erobre den parlamentariske magt i folketinget og den lokale magt i byråd og regionsråd. Den berømmelige kamp om midten er ikke længere så entydig, som den har været. For det første fordi "midten" ikke længere er samme faste størrelse, som for få år siden, og for det andet fordi den såkaldte kamp om "midten" spærrer vejen for, at S og SF kan fortrænge DF som talsmand for de marginaliserede og undertrykte, som der bliver stadigt flere af.
Med valgsejren omsat i borgmesterposter ser det også ud til, at der sker et skifte i KL's ledelse, så der igen kan indsættes en socialdemokrat som formand. Det i sig selv er en svækkelse af regeringens "kommunestrategi", der de sidste fire år har været brugt til at overføre flere og flere opgaver til kommunerne og samtidig indgå - eller rettere - påtvinge KL nogle aftaler, der binder de enkelte kommuner til at gennemføre de nødvendige nedskæringer og undergrave velfærdsstaten inde- og nedefra. Nu hvor den "røde blok" ser ud til at få flertallet i KL, viser der sig en mulighed for at yde regeringens strategi modstand og enten tvinge den på retræte eller til selv at gennemføre nedskæringerne - ved bl.a. at afvise regeringens udspil ved økonomiforhandlingerne og afstå fra at agere som regeringens forlængede arm overfor de enkelte kommuner.
Hvis man ser på valgresultatet som helhed, er der brug for - for nu at bruge sundhedssektoren som eksempel - at den nye alliance mellem S og SF tager udgangspunkt i borgernes reelle behov og reelle bekymringer og ikke i abstrakte forestillinger om en ny fintunet social ingeniørstat funderet på fortidens industrielle rationalitet. Det er her DF skal udfordres både i kommunerne og regionerne.
Der er brug for, at S og SF, der hvor de har magten, praktisk gør sig til talsmænd for beslutningsprocesser, der både er åbne og demokratiske, så borgerne rent faktisk kan involveres i stedet for eksklusive og uigennemskuelige beslutningsprocesser, der ekskluderer flere og flere i den hellige stordrifts og effektivitets navn. Med flertallet i KL i ryggen går vejen hertil bl.a. over et opgør med regeringens Frit valgs politik, kontrakt og konkurrencepolitikken både i kommuner og regioner og den snigende privatisering og hele udliciteringspolitikken. Eller gennem et praktisk opgør med regeringens "regelforenklingspolitik", som for det første dækker over, at det er regeringens egen konkurrencepolitik, der har skabt de mange regler og bureaukratiet til at vogte dem, og for det andet binder kommunerne til nye besparelser og regionerne til "produktivitetsstigninger", som i virkelighedens verden blot betyder, at de ansatte skal løbe stærkere. Det er på disse områder, at især Venstre og DF skal udfordres, fordi det er her flere af deres henholdsvis marginalvælgere og kernevælgere rammes.
Hvis med andre ord gevinsten fra kommunal- og regionsvalget skal omsættes til en lignende fremgang ved næste folketingsvalg, skal S og SF alliancen allerede i arbejdstøjet efter 1. januar 2010. Regeringens "kommunestrategi" skal vendes mod den selv, hvilket er en reel mulighed, fordi den hovedsageligt har bygget på et lydhørt flertal i KL og fraværet af en "rød blok" i de toneangivende kommuner. Hvis de store og stærke kommuner i alle væsentlige spørgsmål gør sig til talsmænd for borgernes interesser og afviser regeringens nedskæringspolitik både i det daglige gennem det "nye KL" og ved økonomiforhandlingerne er det muligt herigennem at gøre "det røde alternativ" til en praktisk realitet.
Kommunalvalgssituationen har åbnet disse muligheder. Men valgresultaterne giver også - trods sejren til alle - et signal om, at de meget vel kan blive forskertset frem til folketingsvalget, hvis "rød blok" ofrer den nye magt til fordel for de brede flertal i byråds- og regionsrådssalen.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
December 2009, nr. 4
http://solidaritet.dk/