Solidaritet. December 2009, nr. 4 - Indhold
af Michael Schølardt/Solidaritet
I Afghanistan bekæmpes i stigende grad den forkerte fjende og med de forkerte våben. Resultatet er at den egentlige eller påståede fjende, Al-Qaeda øger sin opbakning og krigen sin udstrækning. Det laver Obama ikke om på med sit længet ventet udspil til en strategi.
Afghanistan syntes på en god måde at skjule nederlaget i Irak. Da det for alle var åbenlyst at krigen i Irak ikke kunne vindes og at den blot forværrede de officielle mål om at nedkæmpe terror, blev krigen i Afghanistan undskyldningen for at trække sig ud, idet man overflyttede tropperne til den "gode" krig i Afghanistan. Som beskrevet i Solidaritet nr. 5, 2006, ville det blot gøre ondt værre. Og ydermere vil krigen i Afghanistan være sværere at vinde end i Irak bla. fordi man i det sidste tilfælde havde den fordel at man vippede den upopulære diktator Saddam.
Danmark står i den særegne position, at den politiske selvransagelse er mindre end hos de andre krigsførende lande.
Afsløringerne i forbindelse med udgivelsen af Jægersoldaten har indtil videre kun givet forsvarsminister Søren Gade ridser i lakken, og kostet hærchefen og nogle mindre småfisk deres stillinger. Kritiske røster, som feks. talsmanden for de kontraktansatte soldater, er hurtigt banket på plads med ord som, at sådanne udtalelser er til skade for krigsindsatsen.
Tilsvarende sag bliver rullet ud i Tyskland hvor tilsløringen af et tysk beordret angreb ved Kundus-floden der kostede ca. 100 civile live, gav en fyreseddel til hærchefen Schneiderhan. Sagen er ikke lukket endnu, og kan meget vel ramme den nuværende arbejds- og socialminister Franz Josef Jung. I USA gav det bla. livlig diskussion da Matthew Hoh sagde sin stilling op i udenrigsministeriet i protest mod krigsførelsen. Tony Blair blev detroniseret som følge af hans massive opbakning til Bush – hvor vores egen Anders Fogh blev forfremmet til NATO-leder.
Det er afsløringerne af brug af dum-dum kugler, udlevering af fanger til tortur og drab på civile der skaber øget modstand i befolkningen. Men også i militære og politiske kredse vokser tvivlen om krigen og dens formål. Efter 8 års krigsførelse har USA og verdens største militæralliance problemer med en stadig større aktivitet fra Taleban og andre modstandsgrupper, og at Taliban er overalt i landet. Samtidig med at de politiske undskyldninger udhules som tiden går. Som det seneste har et kaotisk valg skadet ikke bare legitimiteten af Karzais regime og dermed NATOs tilstedeværelse. Men også at formålet har noget med demokrati at gøre.
Sikkerheden er dårligere end nogensinde, ikke blot på grund af Talibans øgede styrke, men også fordi den store del af den afghanske befolkning oplever at det korrupte politi snarere er en fare end en beskyttelse. Et forhold der også gør sig gældende for den afghanske hær. Arbejdsløsheden ligger højere end nogensinde, ca. 70%. Ligeså med børnedødelighed og underernæring. Og med flygtninge og intern fordrevne. De milliarder der bruges udover den militære tilstedeværelse forsvinder i korruption og til velbetalte vestlændinge uanset om de er fra regeringer eller NGO-ere. Kvinders rettigheder fremhæves gentagne gange som et argument for besættelsen. Men også her halter det, idet afghanske kvindeorganisationer beder besættelsestropperne forsvinde, hvis de vil kvinder det godt. Som det kvindelige parlamenstmedlem Malalai Joya, udtrykte det da hun blev udvist af parlamentet: "For hver dag krigen varer øges modstanden mod NATO og Vesten, og støtten til Taleban øges. Ikke fordi Taleban står for noget positivt, men fordi NATO ødelægger livsbetingelserne for afghanerne."
Selvom der er nogen forvirring i krigstilhængernes rækker kan holdningerne deles op i tre: at indsatsen er forkert, at indsatsen er for lille og at krigen bør udvides til Pakistan.
Taliban-regimet var langtfra populært, der er næppe nogen regime i historien som kan opvise tilsvarende grad af brutalt religiøst konservativt regime. Men flere og flere tænker tilbage på dette som et regime der dog opretholdte en slags orden. En orden som for nuværende er ikke-eksisterende. Besættelsen har for de fleste blot betydet udskiftning af et brutalt regime med et andet. Men dertil kommer at det nuværende regime end ikke er herre i eget hus, men blot beskæftiger sig med interne opgør og udplyndring. Alle væsentlige beslutninger tages af besættelsestropperne, og det gælder også civil administration såsom vejbyggeri mv.
Et hovedproblem er at fjendeopfattelsen ganske enkelt fra start af har været forkert. I Solidaritet tilbage i 1996 bragte vi en artikel som advarede mod at støtte Taleban, som vi karakteriserede som en religiøs reaktionær bevægelse - det var dengang Lars Løkke Rasmussen bidrog med 600.000 kr. til forløberen for Taleban. Men forholdet dengang er som i dag, at Taleban havde en indenrigspolitisk dagsorden. Det viste sig med tydelighed da præsident Mullah Omar, inden Afghanistan blev invaderet, tilbød USA at smide Osama Bin Ladens folk på porten. I det efterfølgende ragnarok kunne Bin Laden øge sin rekruttering blandt Taleban i såvel Afghanistan som Pakistan. Ikke desto mindre står Al Qaeda for en meget lille del af modstanden mod besættelsen, mens størstedelen består af nationalt orienterede grupperinger, og lokale krigsherre og narkobaroner der ikke er NATO’s allierede Besættelsen skaber derfor flere problemer end den løser. Udtalelser fra regeringen og bla. Lykketoft fra Socialdemokratiet om at vi forsvarer os mod trusler på vor egen sikkerhed har derfor ikke baggrund i virkeligheden. Ikke udover at vi på det store verdenspolitiske plan nu selv skaber en virkelighed, især i den muslimske verden, der kan give sikkerhedsproblemer.
Det kan være svært nok i forvejen for den menige afghaner, at betragte de folk som bomber civile som venner. Det kan være lidt nemmere at forstå, at de der ødelægger deres land samtidig er dem der forsøger at opbygge det. Men stadig svært. Og når forskellige modstandsbevægelser, og især Taleban, samtidig retter angreb på den civile indsats, er den vestlige alliances mulighed for at skabe tillid gennem opbygning for længst forsvundet. Alt hvad den civile indsats har gjort indtil nu er at støtte en marionet-præsident, en korrupt administration, stigende lovløshed og en accelerende forvridning af Afghanistans tilbageværende rester af socialt og økonomisk liv.
Herhjemme er det mest vedholdende Socialdemokratiet og SF der mener at opbygning af kontrol og sikkerhed ikke kan lade sig gøre uden opbygning af samfundets strukturer. Hvis denne mulighed nogensinde har eksisteret er den for længst forpasset. SF’s tilslutning til forsvarsforliget og de øgede bevillinger, 3,5 mia. der skal bruges i krigen, sker med forsikringer om, at "vi vil til enhver tid finde de penge, så må det betyde besparelser andre steder i den offentlige sektor, f.eks. i form af effektiviseringer" (Holger K. Nielsen i Information den 26.6.09) og samme sted siges det "at når vi nu har soldater udsendt, så skal de også være ordentligt udrustet". SF ønsker ikke krigen, men har på sin vej til regeringstaburetterne ikke har tøvet med at ofre afghanske liv, og er ved tilslutningen til forsvarsforliget langsomt ved at vænne sig til krigens logik. SF tilbød også at indgå i krigsflertallet, men deres ønske om tilbagetrækning 2015 udløste vrede udbrud hele vejen rundt blandt de øvrige partier der mente atdet var at gå terroristernes ærinde mv.. At tilslutte sig en krig for yderligere 5 år, der har varet 9 år, var og er blot SF’s måde at tilslutte sig en uendelig krig. Efter Obama har sagt, at tilbagetrækning starter 2011 har ingen af krigspartierne sagt, at Obama går terroristernes ærinde. Tværtimod synes nu alle krigspartierne at mene at det som USA mener i dag – det har de altid også selv ment.
De danske tab er ikke begrænset til de meningsløse tab af liv, men også de mange hundreder af soldater, som enten vender deres traumer mod sig selv og sine nærmeste, eller mod nogen de opfatter som den indre fjende. Og selvom Enhedslisten har stået temmelig svagt og alene i modstanden mod krigene så har bla. Anders Jerichow fra Politiken allerede udpeget venstrefløjen som dem der har fået krigen til at gå ringere end nødvendigt. TV-serien Forbrydelsen II er ikke i sig selv et forsvar for krigen, tværtimod, men den er et tydelig tegn på hvorledes det danske samfund langsomt er ved at vænne sig til at være en permanent krigsførende nation. Adgangen til minister-taburetterne har således også svære langvarige skadevirkninger for den danske befolkning.
Præsident Obama har fra start gjort klart, at Afghanistan ikke måtte tabes og den 2.12 fremlagde han omsider sin plan. Heri indgår forstærkninger på 30.000 flere soldater fra USA og ønske om mindst 5.000 nye fra NATO-allierede. Besluttet af den nye modtager af Nobels Fredspris. Planen kommer ikke til at lykkes af flere grunde. Ifølge NATO’s chef i Afghanistan, Stanley McChrystal ville yderligere 40.000 soldater sikre at krigen ikke blev tabt. For at vinde skal der mere til. Ligesom han mener at tropperne fremover ikke kan nøjes med at lukke sig inde på sikre baser, men skal ud i befolkningen for at øge tilliden. Det vil give øgede tab og det er netop NATO’s ømme punkt; medlemslandenes befolkninger er bestemt ikke indstillet på massive tab. Og det er derfor svært at stå overfor en fjende som er helt frygtløs, og modsat besættelsestropperne, ikke har svært ved at sætte livert på spil. Selvom 5.000 soldater fra de europæiske allierede ikke lyder af meget, vil det komme til at knibe for Anders Fogh at tromme dem sammen. Den danske regering vil ikke og henholder sig til, at Danmark bidrager så rigeligt. Og de store lande har alle gode grunde til at tøve. Gordon Brown og England skal nok bidrage, men selv her er det ikke populært.
Tidsplanen er givetvis urealistisk. Det tager lang tid at få tropperne ud til Afghanistan, det tager tid inden de begynder at virke og det tager tid at pakke sammen igen. Hvis modstandsgrupperne tror på Obama vil de, ligesom under Sovjets besættelse, tage den med ro ifht. de fremmede tropper og i stedet koncentrere sig om det interne opgør. Det kommer bestemt ikke Karzai til gode.
Obama understreger, at Afghanistan må klare større dele selv, og fra 2011 overtage størstedelen af sikkerheden. Samt at Karzai tager bekæmpelsen af korruption mere alvorlig. Mere nøgterne iagttagere betragter dog dette som urealistisk. Kun massiv nød og arbejdsløshed kan fylde rækkerne i politi og hær, men det giver ikke en stabil og loyal styrke. Flere styrker har indtil nu givet mere korruption, det forhold vil næppe ændre sig.
Tankegangen om en gang for alle at udrydde/rydde op er fristende og set før. Da Lyndon B. Johnson overtog Kennedys Vietnam-krig, var det lige præcis tankegangen hos forsvarsministeren McNamara og general Westmoreland. Ind med fuld styrke og så hjem. Men med et øget engagement følger også, at det kan være endnu sværere at trække sig ud. Fordi så vil indsatsen have været endnu mere forgæves, og prestigetabet større. Dermed sagt, at nok er det sandsynligt at Obama mener tilbagetrækningen alvorlig. Men realiteterne i 2011 kan meget vel blive helt anderledes. Så indtil videre er det eneste sikre mindst 30.000 flere soldater.
I krigens værktøjskasse, som også vore hjemlige krigsanalytikere gerne taler om, er der flere redskaber. På den rent militære side er anvendelse af stadig større og sofistikerede våben. Taktiske atomvåben er næppe en mulighed af hjemlige politiske grunde, men som bombningen af Tora Bora bjergene viste, er der konventionelle våben som næsten matcher dem. Dertil kommer øget anvendelse af ubemandede droner, som har den fordel at de kan sprede død og ødelæggelse uden at involvere landtropper. I sine forsøg på at stabilisere situationen har Obama da også givet tilladelse til over 40 af den slags angreb. Fra Vietnam- og Algierkrigens erfaringer hører også inddrivelsen af befolkningen til byer der kan kontrolleres af store befæstede garnisoner. Spor af denne erfaring kan ses i Irak med de store isolerede amerikanske garnisoner. Og uanset udfaldet af krigen vil USA som mindstemål af opfyldelse af deres strategiske interesser i Centralasien sikre sig en enkelt base eller to i Afghanistan.
Også en øget privatisering af krigen kan være en mulighed, idet private hære ikke er så sarte hvad angår midler. Her behøves blot at forberede sig politisk på at tage afstand for sådanne midler og nedsættelse af kommissioner når det er værst. NATO’s samarbejde med den frygtede krigsherre Dostum og narkobaroner, bla. præsident Karzais bror, er en model. Finansiel og militær støtte til lokale despoter mod at de holder "orden" i deres områder kan lykkes. Problemet er blot at man skal se bort fra demokrati og se igennem fingrene med massakre og andre grove overtrædelser af menneskerettigheder.
Endelig kan det blive nødvendigt, at indgå fredsaftaler med i hvert fald dele af Taleban. For ikke så få år tilbage var det utænkeligt at tænke denne tanke. Man forhandler ikke med terrorister. Punktum – var parolen. Denne sarthed vil vige i stigende grad. Ikke fordi NATO har vanskeligheder med at samarbejde med krigsforbrydere som Dostum, og heller ikke fordi man som feks. US-vicepræsident Biden har en mere nuanceret opfattelse af modstanden. Men alene fordi den samtidige træthed i den afghanske befolkning over lovløsheden og den stigende modstand i NATOs eget bagland vil bane vejen for sådanne løsninger.
Hvis krigens formål var at angribe et muslimsk land som husede terrorister, besad ødelæggelsesvåben og hvor nogle af dets indbyggere deltog i angrebet på World Trade Center, var og er Pakistan et oplagt mål. Fakta er at ingen afghanere deltog i angrebet, men derimod pakistanere. Og fakta er at Pakistan har A-våben. Men Pakistan er vestens allierede. Den pakistanske befolkning lider som følge af krigen i Afghanistan af en øget muslimsk radikalisering i Waziristan og andre grænseområder. Og ikke bare øges tilslutningen til Taleban og andre konservative kræfter, men blandt modstanderne af disse øges anti-vestlige strømninger. Den pakistanske efterretningstjenestes opbakning og kontakter til Taleban er velkendt. Som situationen er nu står landet overfor truslen om opløsning, og forsøger på den ene side at gøre op med Taleban, og på den anden side at hævde sin suverænitet overfor Kabul-regimet og NATO der begge klart har sagt at de ikke vil respektere dets grænser. Den syge logik er klar: den øgede rekruttering til modstanden i Afghanistan er ikke en følge af selve besættelse, men fordi pakistanske mullaher sender et stigende antal frivillige til krigen. Derfor skal krigen udvides til Pakistan. Også her kan man drage paralleller til Vietnam-krigen hvor USA inddrog såvel Kampuchea som Laos i krigen – i øvrigt med katastrofale følger. Men så længe selve besættelsen ikke anses som værende hovedproblemet, så længe vil sådanne fejlslutninger brede sig.
Uzbekistan kunne blive et nyt "Pakistan". Karimovs brutale regime i som satte militær ind overfor en demokrati-demonstration betød over 1.000 dræbte, er en vigtig NATO allieret. For en måned siden ophævede EU sanktioner mod landet. Også her er der gode rekrutteringsmuligheder til hellige krigere.
Den mindst ufornuftige løsning er stadig som beskrevet i Solidaritet nr. 5, 2006. En ensidig tilbagetrækning af alle NATO-styrker efterfulgt af en regional aftale, der som minimum bør omfatte Pakistan, Kina, Indien og Rusland. En sådan aftale skal indbefatte garanti for alle nationale og religiøse grupper i det afghanske samfund. En sådan aftale skal sideløbende garanteres ved tropper fra ikke tidligere involverede lande og så vidt muligt muslimske nationer. Kan FN formås til at tage afstand fra dets tidligere linje med at sanktionere invasionen af Afghanistan i resolution 1386, december 2001, kan FN muligvis spille en fredsskabende rolle. Lande der har deltaget i besættelsen har kun en ting tilbage at gøre; at sende penge til hjælp for genopbygningen.
Denne løsning ligger dog ikke lige for. Dertil ligger den for langt væk fra NATOs mål. Som det blev gjort tydeligt, at den tidligere NATO generalsekretær Jaap de Hoff Scheffer var muligheden for NATO tilstedeværelse i et land der grænser op til tidligere Sovjetrepublikker, Kina, Iran og Pakistan, simpelthen for god til, at man kunne lade den gå sig af hænde. (Scheffer: Afghanistan and NATO: Forging the 21’th Century Alliance, 2008). NATO’s og Anders Foghs nuværende linje er ikke ændret afgørende, blot mere defensiv, fordi krigen nu også drejer sig om NATO’s militære ære og troværdighed. Der skal således meget til for at NATO opgiver militær tilstedeværelse i Afghanistan. Og ønsket kan meget vel være så stærkt, at man vil overveje en balkanisering af landet der kunne give mulighed for et Kosovo-agtigt protektorat i f.eks. det nordlige Afghanistan, og med deraf følgende mulighed for fortsat militær tilstedeværelse. En sådan løsning vil næppe gøre afghanerne tilfredse for slet ikke at tale om nabolandene. Den eneste lille sidegevinst i vor hjemlige andedam er at vi slipper for tirader om vor ædle mission fra udenrigsminister Stig Møller, forsvarsminister Søren Gade og andre.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
December 2009, nr. 4
http://solidaritet.dk/