Solidaritet. December 2009, nr. 4 - Indhold

Arbejderne, profitten og det store tilbageslag

af David McNally

Efter en bred analyse af verdensøkonomiens situation konkluderer David McNally, at trods den begejstring flertallet af økonomiske vismænd lægger for dagen, vil de fattige og arbejderklassen sandsynligvis ikke i den nærmeste fremtid komme til at mærke at økonomien er i fremgang.

Kapitalismen på verdensplan vakler ud af den værste lavkonjunktur i 70 år. Bankkrak er i store træk forbi, salgskurven kryber opad og profitten begynder at stige. Alt det har medført en masse kåde overskrifter om at nu er der en global sundhedstilstand på vej. Samtidig er alverdens aktiemarkeder gået på valsen og har genvundet omkring halvdelen af den værdi de mistede i recessionens første faser.
Det er jo nemt nok at forstå det store lettelsens suk der er gået gennem direktionsgangene men de sidste festlige udbrud forekommer at være en smule maniske. Når det kommer til stykket ligger der en kraftig minering i det økonomiske landskab, som vi skal se efterfølgende. Kapitalisterne vil følgelig snart finde ud af at én ting er at hindre økonomien i at styrte i afgrunden, et andet er at få den manøvreret ind i en højkonjunktur. Når man betragter den Store Recession som vi har været vidne til de sidste to år, måtte det frie fald standse før eller siden. Men om der forestår et længere opsving er en noget anden sag.
Siden starten på nedgangen er verdensøkonomien stort set gået tilbage i samme tempo som var gældende i startfasen på den Store Krise i 1930erne. Omkring 10 millioner amerikanske arbejdere er blevet kastet ud i arbejdsløshed med det voksende antal virksomhedslukninger, produktionsnedskæringer og fyringer. Næsten ni millioner er blevet tvunget til at gå på deltid. Generelt har det skabt en reel ledighed på 16% i USA, en smule mere end i 1930.
Da tilbageslaget for alvor fik fodfæste faldt aktiviteten i byggeindustrien som engang var produktionens motor, til det laveste punkt i 50 år og den amerikanske økonomi viste tilbagegang i fire på hinanden følgende kvartaler - det har ikke været tilfældet siden 1947. Midt i det hele kom der en bølge af bankkrak, herunder også en hel eller delvis nedsmeltning af alle de fem investeringsbanker i Wall Street.
At der skulle forekomme skeptiske økonomer der kunne forudsige en krise, ville være helt enestående i USA, så i resten af verden gik udviklingen fra slemt til værre. Banker gik fallit i England, Island, Tyskland og Irland. Den industrielle produktion i Eurolandene faldt mere end 21%. I Rusland og mange baltiske lande gik det værre og den industrielle produktion faldt mere end 12% i England og 15% i Japan. Faldet var endnu mere drastisk i de dynamiske østasiatiske økonomier som Sydkorea og Singapore. På verdensplan mistede aktiemarkedet halvdelen af sin værdi.

Nedsmeltningen blev undgået

Frygten for en tilbagevenden til 1930erne hang truende over den finansielle verden, verdensmarkedet var præget af panik og Financial Times søsatte en serie om kapitalismens fremtid, som blev der sat spørgsmålstegn ved den. Men det frie fald synes bremset ved en hidtil uhørt indsprøjtning af midler fra regeringer og centralbanker - noget i retning af 20 billioner $ i banktilskud og økonomiske hjælpepakker - plus en drastisk nedsættelse af rentesatsen. Vi synes nu at have nået recessionens bund og det har givet anledning til en kapitalistisk eufori i fuldt flor.
Men de skal nok lade champagnen blive på køl. Mens det frie fald er standset, er der kolossale vanskeligheder med at sikre en stabil og stærk økonomisk fremgang. Der er et stort antal af banker og selskaber der befinder sig i en elendig tilstand, og det samme er tilfældet med millioner af forbrugere fra arbejderklassen som ikke vil få spenderbukserne på i den nærmeste fremtid. Der er således gode chancer for at vi i de nærmeste år vil opleve en vækst der er sløv og vaklende, og en tilsvarende høj arbejdsløshed og ofte mærke økonomisk bølgegang.
Dette ikke for at benægte at den økonomiske statistik viser fremgang. Men for at minde os selv om tre kendsgerninger. For det første: når bunden går ud, vil den økonomiske aktivitet falde, i modsat fald ville der i løbet af få år ikke være nogen økonomi tilbage. For det andet: Med regeringens omfattende hjælpepakker til banker og selskaber som General Motors og Chrysler, plus den store nedsættelse af centralbankens udlånsrente der gjorde det nemmere at låne, var det faktisk en given sag at økonomien yderligere ville blive svækket. Men, for det tredje: de fattige og arbejderklassen vil sandsynligvis ikke i den nærmeste fremtid komme til at mærke at økonomien er i fremgang.

Hindringer for vækst

Grundlæggende kræver en stabil og stærk økonomisk fremgang at selskabernes profit stiger afgørende, kræver en kraftig vækst i investeringerne i fast kapital (større investeringer i nye fabrikker, kontorer, maskiner og udstyr), kræver stigning i beskæftigelsen - alt det der vil føre til øget efterspørgsel efter varer og tjenesteydelser. Og på alle disse områder er der den største grund til at være skeptisk.
Lad os starte med det der driver systemet frem, selskabernes profit. En 'sund' og stigende fortjeneste er jo grundlaget for kapitalisternes investeringer. Men indtil videre er nedturen for selskabernes fortjeneste så kraftig at de endnu ikke er nået op på det niveau den var før krisen. F.eks. er det sådan i USA at fortjenesten er forøget sammenlignet med de to forudgående kvartaler. Men de ligger stadig omkring 11% under niveauet fra før den Store Recession. I mellemtiden ligger den samlede fortjeneste i Canada omkring 35% under højdepunktet i 2008. Og både i Canada og i USA er der et stigende antal selskaber der går fallit. Hvad angår i år forholder det sig sådan at antallet af selskaber der er lukket, er steget med 45 % i USA, og der er forudsigelser om et spring på 35 % næste år. Også de amerikanske banker er sårbare. I henhold til den regeringsinstitution der fører tilsyn med dem, er der 416 banker der er i farezonen - en stigning på 20% fra de tre foregående måneder. Men nogle af de større banker med globalt engagement har fortjeneste, er der mange flere der må konstatere tab og dårlige låneforretninger.
Hvordan forholder det sig med den amerikanske forbruger hvis forbrug var grundlaget for væksten i de foregående år? Også her er udsigterne nedslående.
Til en start er der 26 millioner amerikanske arbejdere uden arbejde p.t., og mange flere arbejder på nedsat tid og løn. I henhold til bladet The Economist har én ud af seks amerikanske arbejdere været udsat for nedgang i løn siden tilbageslaget startede. Lønningerne er gået så meget ned at fyrre procent af de der modtog fødevarekuponer i USA faktisk er lønarbejdere. I mellemtiden er den gennemsnitlige arbejdsuge gået ned til 33 timer - det laveste tal der nogensinde er konstateret. Og nedsat arbejdstid og lønninger kan kun betyde nedsat forbrug, særlig i en tid hvor folk låner mindre, som et forsøg på at reducere deres gældsbyrde (kreditforeningslån, kreditkort og studielån).
Den amerikanske forbruger vil kort sagt ikke være en kilde til stigende efterspørgsel efter varer og tjenesteydelser. Det samme er stort set gældende i den øvrige del af verden. I sandhed forholder det sig som en økonomisk analytiker bemærkede om verdensøkonomien, at der er sikkert kun en efterspørgsel tilbage der stammer fra regeringens forbrug og renter - og det på bundskraberniveau.

Er Kina redningen?

Stillet overfor disse kendsgerninger har nogle kommentatorer peget på Kina som den nye dynamo for en verdensomspændende vækst. Men det er en idé der er alt andet end overbevisende.
Det er korrekt at Kinas vækstrate stadig er kraftig i sammenligning med de fleste nationale økonomier rundt omkring. Men den stammer i høj grad fra den omfattende økonomiske redningsplan som den kinesiske regering foretog for at sejle op imod den verdensomspændende tilbagegang. Relativt set er det faktisk sådan at den kinesiske hjælpepakke er dobbelt så stor som den der blev lanceret under Bush og Obama. Men mens de milliarder som regeringen dér har brugt, vil kunne holde den kinesiske økonomi gående er det tvivlsomt om den vil kunne trække resten af verden med.
Meget af regeringens penge har simpelthen medført et enormt fald i udenlandske direktinvesteringer i Kina. Pr. juli i år investerede de trængte globale selskaber hele 35% mindre i Kina end de havde gjort det foregående år. Regeringens hjælpepakker har således ikke bidraget til nogen netto fortjeneste; de har simpelthen fungeret som kompensation for et kolossalt fald i udenlandske investeringer. Samtidig er Kinas eksport 20% lavere end den var for år tilbage, endnu en indikator på at de globale markeder langt fra er kommet ovenpå igen.
Hvad der er værre er at de fleste af regeringens investeringer er gået til statsejede sektorer som stålindustri der allerede er hjemsøgt af bastante problemer med overkapacitet. Den kinesiske stålindustri var for eksempel i stand til at producere 120 mio. tons mere end de kunne sælge i 2005. Det kan man så sammenligne med at verdens næststørste nationale stålindustri, Japans, på sit højdepunkt havde en produktion på 112 mio. tons. Så mens regeringens investeringer i Kina styrker den økonomiske aktivitet, understreger den også de globale problemer med overakkumulation, det der har svækket priser og profitter.
For nylig er de kinesiske priser på stål da også begyndt at falde, noget der kun kan være en dårlig nyhed for stålproducenter verden over. Wall Street Journal kunne i midten af september meddele at verdensprisen på varmevalset stål - det man bruger til biler, maskiner og bygningskonstruktioner - på det sidste er faldet med otte procent. Alt det peger på et nedadgående pres på priser og fortjeneste som et resultat af den kinesiske hjælpepakke.
Hvad så med de kinesiske forbrugere? Vil de kunne presse den globale efterspørgsel frem til nye højder. Atter her peger kendsgerningerne på at der er tale om ønsketænkning.
Overvej følgende: de amerikanske forbrugeres forbrug tegner sig for 17% af verdens nationalprodukt mens de kinesiske forbrugere tegner sig for sølle 3 procent. Så hver gang forbrugernes efterspørgsel falder et procentpoint i USA, skal kinesiske forbrugere bruge 5.5% mere. Arbejderne i USA er nu ude i at skulle spare omkring 5 procent af det de tjener - for at få kål på gæld og lægge lidt til side til vejrligsdage - samtidig skulle det kinesiske forbrug vokse med mere en 27%. Det er umuligt at det skulle kunne ske nu eller i fremtiden, specielt når vi taler om en økonomi der har vokset sig stor ved at presse arbejdernes lønninger ned.
Faktisk er den reelle trussel den at de økonomiske vilkår i Kina har skabt nye luftkasteller hvis opløsning vil få forbrugerne til at bruge mindre, ikke mere. Nogle analytikere mener at omkring en tredjedel af de penge der i Kina hidrører fra øgede kreditter og lavere rentesatser er blevet ledt over i spekulative investeringer på ejendomsmarkedet, i aktier og i råvarer. Resultatet har været en fordobling af priserne på aktier i det forløbne år og samtidig er priserne på ejendomsmarkedet steget med 70 procent. Det er åbenlyst tegn på aktiebobler og tilsvarende på ejendomsmarkedet. Det eneste spørgsmål er om de vil briste med et flop eller luften langsomt vil gå ud. Under alle omstændigheder vil kineserne blive fattigere når det sker. Forestillingen om at de vil være dem der driver på det globale forbrug er helt åbenlyst et fantasifoster.

Tilbageslag for verdenshandelen

En af de klareste indikatorer på at verdensøkonomien stadigvæk er milevidt fra at udvikle sig på længere sigt, er verdenshandelens lave niveau. Når den for alvor har sundet sig vil verdenshandelen typisk galoppere foran, når selskaberne begynder at efterspørge råvarer, udstyr, stål og lignende, og når forbrugerne også begynder at købe mere: elektronik, tøj, biler, sko og den slags der bliver fremstillet andre steder. Vareomsætningen vil stige mærkbart. For tiden er det ikke sådanne tendenser man kan iagttage.
Prøv at se på BDI (Baltic Dry Index) som registrerer priserne på skibenes bulkladninger, særlig råvarer som korn, kul og jernmalm. Efter at være steget nogle måneder, efter et ikke tidligere set lavt niveau, faldt prisen på bulkladninger med 44 procent mellem juni og september i år, et tegn på at efterspørgslen på tankskibe var betragteligt lavere end for bare få måneder siden.
Det samme kan man iagttage med priserne på jernbanetransport i Nordamerika, de er næsten 20% lavere end for et år siden og viser ikke tegn på stabilisering p.t. Alt i alt: der bliver transporteret mindre gods i USA, Canada og Mexico, endnu et tegn på at det værste måske er ovre, men reel forbedring har vi ikke set noget til endnu. Ser man således på alle mulige indikatorer - profitrate, kinesisk vækst, stålpriser, realindkomst eller verdenshandel - forekommer den megen snak om langvarig økonomisk ekspansion (modsat forestillingen om afslutningen på det frie fald) som værende lidet overbevisende.