Solidaritet. Oktober 2009, nr. 3 - Indhold
af Stig Hegn
En megasucces kalder han det, altså integrationen i Danmark. Alt det der til daglig opleves som de utilpassede 2. generations indvandrere, som kampen mod burkaerne. Sådan oplever man det i hvert fald i pressen. Men det passer alt sammen ikke, der er Den anden virkelighed, som Hans Lassen med ukuelig optimisme opruller for os.
Det er en virkelighed der viser at det går ufatteligt godt, som der blev sagt engang. Integrationen er en succes som vi som danskere kun kan glæde os over. Ikke alene er det gået godt, det lover også godt for en fremtid hvor der kan blive mangel på arbejdskraft, navnlig i jobs som danskerne ikke er så vilde med. Men også indenfor sundhedssektoren og ældreplejen hvor fremtiden ikke tegner lys med hensyn til rekruttering.
Lassen synes at have noget at putte sin optimisme i. Han har i mange år arbejdet som integrationskonsulent med sit firma hvis navn lyser af optimisme: Sisyfos. Nogle på fløjen husker ham fra dengang han læste på Nordisk på ÅU, hvor vi var nogle der hærgede Faglig Fællesliste i VS. Han har siden været forstander på Svendborg Højskole - engang kaldet Den røde Højskole, men har altså de sidste 10 år kastet sig over Sisyfos. Man mærker højskoleerfaringen: der bliver hele bogen igennem argumenteret grundigt og pædagogisk - både ud fra egne erfaringer og do. undersøgelser. Bogen er således et godt arsenal når man vil ruste sig med argumenter i den politiske indvandrerdebat.
Den virkelighed vi præsenteres for er at indvandringen til Danmark fortrinsvis sker fra ikke-vestlige lande, at halvdelen af dem har en flygtningebaggrund - altså ofte en problematisk situation. Men trods dette er beskæftigelsen blandt dem de sidste ti år steget fra 50.000 til 135.000 - det er faktisk betydeligt bedre end det der gælder for almindelige danskere. Vi får undervejs mange tal og ordkonstruktioner, der er noget fremmede for de fleste: Uddannelsessandsynligheden er således gået i stå for den danske gruppe, hvorimod den nærmest er eksploderet for den tyrkiske gruppe. Hvor den tyrkiske gruppe af 21-årige mænd var seks procentpoints bagud i 1997 i forhold til dansk 21-årige, fører den med 12 procentpoint i 2007! (side 101)
Et interessant spørgsmål som Lassen undersøger, er holdningen til job og uddannelse hos disse unge, hvad ligger der bag det at de er så ivrige efter at få en uddannelse? Hvorfor har de så stor en social mobilitet? Det undersøger han i kapitlet: Motivationen fejler ikke noget. Det beskæftiger sig med arbejdsetik, arbejdsværdier og uddannelse.
Det viser sig at indvandrerne er mere vilde med arbejde end danskerne, for eksempel er der kun 10 % af danskerne der mener det er vigtigt at lære sine børn hårdt arbejde, mens der er 31 % af de ikke vestlige indvandrere der gør det. Alle er enige om at man skal kunne udfolde sine evner på arbejdet, at det er vigtigt at have gode kolleger, at man udretter noget for samfundet. Forskellen kommer på to andre områder, spørgsmålet om hvordan omverdenen ser på ens arbejde og spørgsmålet om lønnens højde.
Her er der tre-fire gange så mange ikke-vestlige der mener det er vigtigt med et arbejde der giver anseelse i samfundet, og samme forhold er der til lønnens størrelse.
Det viser sig altså at de ikke-vestlige fører stort når det handler om at sætte høj løn, tryghed i ansættelsen og nemt arbejde i højsædet. De prioriterer det tre gange så højt som danskerne.
Jeg ved ikke hvordan vores læser har det med den slags. Det er ikke den kollega jeg helst vil arbejde sammen med: det er vigtigt at børnene lærer hårdt arbejde, men for én selv er nemt arbejde med stor løn at foretrække. Jeg synes at Lassens politiske kæde løber af her, når han ytrer sin begejstring.
Med hensyn til uddannelse er sagen den samme for de ikke-vestlige personer, den er i betydelig højre grad en kilde til at opnå respekt, anseelse og anerkendelse i omverdenens øjne, både i familien, bland vennerne og i samfundet. Det kniber ikke med ambitionerne, som Lassen citerer fra undersøgelsen. Der er ikke tid til et sabbatår, de skal videre i teksten. Det må jo siges at være vand på den nuværende undervisningsministers mølle, i stedet for de danskere der synes det er sundt og (navnlig) sjovt at se sig om i verden inden man vælger uddannelse.
Det er myten om de utilpassede unge indvandrere, Lassen gør op med. Han kommer med gode råd til lærere, pædagoger, sagsbehandlere, jobkonsulenter i henhold til det der pædagogisk kaldes det lederskabstagende relationsarbejde. Her flere gode råd til hvilke overvejelser man kan gøre sig i de erhverv. Blandt meget handler de om at sætte sig ind i deres situation, gå over broen og besøge deres verden. Men det skal være en direkte kommunikation, der skal skære ind til benet af hvad det drejer sig om plus en kort afstand fra beslutning til handling. Blandt de gode råd er også at sætte sig ind i samfundets funktioner uden at skulle ty til begreber fra den religiøse verden.
Intet tyder på at der vil komme færre flygtninge i fremtiden, så det kan vi lige så godt indstille os på og få det bedste ud at situationen. I Danmark har vi, som Lassen siger, været gode til at håndtere det indtil videre, men vi kan gøre det bedre. Vi kan nå frem til et tredje punkt, en anden måde at tænke på. Med det mener han at tænke mere integrationsagtigt, tænke på det der forener, ikke på forskellene. At man bevidst vælger at fokusere på arbejdsopgaver og/eller projekter som i sig selv - hinsides spørgsmålet om vestlig og ikke-vestlig baggrund - giver god mening at få udført.
Det kan jo være godt nok, men også godt pragmatisk. Hvad er det så for opgaver der skal udføres, spørger man? Og det er netop den praktiske side, der optager Lassen. Det er ikke en praktisk opgave at få lært solidaritet, få lært at tænke politisk. På sin vej til det tredje punkt bliver Lassen godt abstrakt: vi skal ikke opgive forestillinger om ytringsfrihed, syn på kvinders ligestilling, demokrati, adskillelse af politik og religion, menneskerettigheder. Men hvordan så? Svaret er at vi skal fokusere. Vi skal ikke dikteres af kulturelle og/eller religiøse modsætninger og abstrakte kampe. Vi ønsker ikke længere at være i abstraktionernes vold. Vi har valgte mellem at fokusere på det vi har fælles - eller det vi ikke har til fælles. Ret så, men Lassen bevæger sig nu her på et plan der forekommer mig ret så abstrakt, han springer noget over det politisk lave gærde.
Men der er ingen tvivl om hvor vi skal hen: Vi skal være verdens bedste indvandrerland. Jeg har det lidt med at trække pistolen overfor de erklærede verdens bedste. Men meningen er vel god nok, må vi tro. Indvandringen skal befordres. Nationalismens hærgen springer vi lidt hen over og tror på de gode viljer: Der skal skabes et vist antal arbejdspladser hvert år, ganske mange, men ikke mange i forhold til det der har fundet sted de senere år.
At det kræver en ændret regeringspolitik, får vi ikke så meget om, men det ved Lassen ubestrideligt. Eller? Han siger at regeringen har vist mod til at tænke visionært, f.eks. at vi skal skabe verdens bedste uddannelser. Det var vist den tidligere statsminister, men hvordan ser virkeligheden ud i det danske uddannelsesvæsen? Optagelserne til de højere uddannelser diskuteres årligt, men der er jo stadig en masse, der ikke kommer ind. Folkeskolelærere er ved at være en uddøende race. Så hvis man skal stole på regeringen i gennemførelse af Lassens visioner, er man vist dårligt rustet. Det kræver mobilisering af arbejderklassen, fagforeninger for at fastholde positioner. Ikke mindst under en krisetilstand.
Lassen slutter af med et brev til de kommende generationer: Vi gjorde hvad vi kunne.
Hans Lassen
Den anden virkelighed. Informations Forlag. 2009, 218 sider.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Oktober 2009, nr. 3
http://solidaritet.dk/