Solidaritet. Oktober 2009, nr. 3 - Indhold
af Albert Jensen
Venstresocialisterne rejser erstatningskrav overfor PET (Politiets Efterretningstjeneste) på mindst 5 mio. kr for lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold, som følge af PET’s overvågning og registrering af VS og dets medlemmer i årene 1967 til 1989. Kravet er rejst i henhold til retsplejelovens §1018 h.
Baggrunden for erstatningssagen er PET Kommissionens beretning, der udkom umiddelbart før sommerferien. Beretningen dokumenterer:
- at PET systematisk førte Wamberg Udvalget bag lyset. Udvalget havde til formål på regeringens vegne at overvåge PET’s arbejde.
[PET forholdt Wamberg-udvalget en række sager og gav i den forbindelse
urigtige oplysninger til udvalget. Kommissionen har fundet 20 eksempler fra perioden 1969-1970, 1976, 1977 og 1978, der må lægges til grund for denne opfattelse.
Justitsministeriet havde gjort det klart over for Wamberg-udvalget, at man forbeholdt sig retten til at tilbageholde sager, men den anvendte fremgangsmåde, hvor man bevidst fejlinformerede udvalget, kan næppe siges at have været omfattet af dette forbehold. Det blev således aftalt med udvalget, at de sager, som ikke skulle fremlægges i udvalget, skulle der redegøres for på anden vis. (PK3-128)]
Det kan ligeledes dokumenteres, at PET på fire centrale punkter ikke fulgte Kommissionsdomstolen af 13. juli 1977’s tolkning af regeringserklæringen med hensyn til arbejdskartotekerne:
* Afdeling C (uro subversionsafdelingen) i Centralafdelingen lagde på et tidspunkt før 1985 alle sine arbejdskartoteker sammen til et centralt arbejdskartotek, som alle afdelingens medarbejdere havde adgang til.
Nogle regionsafdelinger oprettede personnøgler, der henviste til personoplysninger i alle medarbejdernes arbejdskartoteker. Dermed så PET bort fra kommissionsdomstolens opfattelse af, at kun den enkelte medarbejder skulle føre og have adgang til sine egne arbejdskartoteker.
* PET indsamlede indtil 1985 personrelaterede oplysninger om helt generelle politiske forhold, f.eks. tilhørsforhold til lovlige politiske partier, og opbevarede dem i arbejdskartotekerne. Dermed så PET bort fra kommissionsdomstolens opfattelse af, at kartotekerne kun skulle føres i forbindelse med den løbende efterforskning.
* I 1985 fandtes der oplysninger i arbejdskartotekerne, der var helt op til 15 år gamle. Dermed så PET bort fra kommissionsdomstolens opfattelse af, at oplysningerne kun måtte opbevares i en "rimelig" periode.
* PET havde en form for journalisering og opdeling af emnesagerne i "undersager", således at sagsbehandlerne relativt nemt kunne fremfinde alfabetiske navnelister med oplysninger om politiske tilhørsforhold. I et enkelt tilfælde var mappen med lister på stillere tydeligt markeret, således at oplysningerne nemt kunne trækkes i arkivet. Dermed så PET bort fra kommissionsdomstolens opfattelse af, at der ikke måtte medtages navne i "individualiseret eller systematiseret" form. Derimod var denne praksis en logisk konsekvens af Ole Stig Andersens udtalelse i 1976 om at "bøje og strække" regeringserklæringen. (PK3-294)]
- at skiftende justitsministre førte Folketinget bag lyset vedr. omfanget og karakteren af PET’s arbejde. Det gjaldt bl.a. justitsministrene Karl Hjortnæs, Nathalie Lind og Knud Thestrup.
[Som det fremgår af ovenstående, udtrykte Wamberg-udvalget [i 1972] den bekymring, at PET’s registrerings- og videregivelsespraksis var mere vidtgående end den, justitsministeren offentligt havde givet udtryk for. Fra begyndelsen af 1972 blev det et tilbagevendende dagsordenpunkt på møderne, at udvalget opfordrede ministeren til i Folketinget og dermed over for offentligheden at uddybe Justitsministeriets accept af PET’s praksis på registreringsområdet. Det blev til næsten to års tovtrækkeri mellem udvalget og de to justitsministre K. Axel Nielsen (S) og Nathalie Lind (V), som endte med, at sidstnævnte afgjorde sagen til PET’s fordel i 1974.
På et møde i udvalget den 17. februar 1972 henstillede udvalget, "at ministeren i folketinget ville udtale sig om PETs registrering af østrejser, herunder ambassadekontakter, idet det er udvalgets opfattelse, at denne registrering foretages i videre omfang, end befolkningen må tro."(PK3-231) Opfordringen gentoges på det følgende møde den 22. marts 1972, hvor der tillige opfordredes til at sige noget om de "forebyggende" registreringer, som PET foretog, uden at der efter udvalgets opfattelse var tale om egentlig mistanke om ulovlig virksomhed. (PK3-232) På mødet den 20. september 1972 var ministeren til stede. Justitsminister K. Axel Nielsen udtalte her, at han ville overveje at orientere det 17-mands-udvalg, der blev nedsat til at behandle lovforslaget om parlamentarisk kontrol med registreringerne, hvortil Engberg-Pedersen svarede, at i betragtning af, hvad der tidligere var sagt i Folketinget, herunder den tidligere justitsminister Thestrups udtalelser, burde ministeren udtale sig fra Folketingets talerstol. Ministeren svarede hertil, at han ville orientere Folketinget på den måde, som han fandt "hensigtsmæssigst".PK3-233)
På et senere møde i marts 1974 fortalte justitsminister Nathalie Lind ifølge referatet:
"Hun ville ikke afvise, at hun eventuelt kan orientere folketinget, hvis der kommer en naturlig anledning dertil. Derimod fandt hun det det uhensigtsmæssigt umiddelbart at redegøre for spørgsmålet i Folketinget."
...
I et brev til justitsministeren den 19. august 1974 gjorde udvalget igen opmærksom på, "de mange oplysninger om lovlig politisk virksomhed, der holdes i live af registreringsværdige oplysninger, som i mange tilfælde er ganske ubelastende. Udvalget finder ikke dette stemmende overens med regeringsbeslutningen af 30. september 1968, og med de kommentarer, der fra regeringsside er fremkommet under folketingsdebatterne, jf. folketingsforhandlinger 20. november 1969, sp. 1396, samt betænkning over forslag til folketingsbeslutning om rigsretstiltale mod justitsminister Knud Thestrup afgivet af vedkommende folketingsudvalg den 2. april 1970."(PK3-235) Effekten af dette brev udeblev ligeledes. (PK3-106)]
[Lennart Edelberg, VS-folketingskandidat i Ribe Amt, sendte [i 1973] et åbent brev til efterretningstjenesterne, hvori han spurgte, om personer som Jacobsen "har mulighed for at få udleveret lister over VSere hos Dem … " Som svar sendte justitsminister Karl Hjortnæs en notits udarbejdet af Justitsministeriet, som med henvisning til regeringserklæringen konstaterede, at "registrering af danske statsborgere ikke længere måtte finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed", at sådanne tidligere registreringer "for længst" var blevet tilintetgjort, og at bestemmelserne fortsat var i kraft:
"Efterretningstjenesterne fører således ikke og kan ikke føre lister over medlemmer af noget lovligt politisk parti – og kan allerede af den grund ikke videregive oplysninger af den art til nogen som helst."
Edelbergs spørgsmål førte således til, at Justitsministeriet kategorisk afviste, at efterretningstjenesterne førte "lister over medlemmerne" af bl.a. VS. Samtidig med at Justitsministeriet udsendte denne erklæring, lå PET imidlertid inde med adskillige lister over personer med tilknytning til VS. Der fandtes således det store antal lister over ledende VS’ere (hovedbestyrelsesmedlemmer, folketingskandidater og kommunalrådsmedlemmer) og over lokale aktivister (underskriftsindsamlere, initiativtagere til stiftende møder, formænd for lokalafdelinger og medlemmer af lokalafdelingernes bestyrelser, arbejdsudvalg og sekretariater), som var blevet indsamlet i 1968. (PK7-294)]
- Trods regeringserklæringen af 30. september 1968 fortsatte PET sin registrering af personer, alene pga. deres tilhørsforhold til bestemte politiske partier og grupper, og i modstrid med regeringserklæringen destruerede PET ikke de uretmæssige registreringer, der var tale om.
- PET fulgte ikke tjenstlige ordrer fra justitsministre. Det gælder i særdeleshed Ole Espersens tjenstlige ordre fra marts 1981 om at PET skulle indstille sin generelle registrering af danskeres østkontakter, med mindre der var tale om særlige efterretningsmæssige interesser.
[Ole Espersen gav i maj 1982 PET en tjenstlig instruks om at PET’s registrering af danskeres østkontakter skulle ophøre med øjeblikkelig virkning. Registrering måtte kun finde sted, hvis der »forelå en særlig efterretningsmæssig interesse i registrering«. Instruksen blev aldrig effektueret af PET, der fortsatte med at registrere østrejsende som tjenesten altid havde gjort. PK skriver:
Den 17. maj 1982 meddelte Ole Espersen ifølge egen forklaring Niels Madsen, at registreringerne af østkontakterne helt burde ophøre, også for officielle delegationer. Det følger af Ole Espersens vidneudsagn til Kommissionen:
“Vidnet traf beslutning den 14. maj 1982 om, at østrejser og kontakter til østambassader ikke i sig selv måtte være registreringsgrund«
...
Det kan imidlertid bemærkes, at ministerens instruks ikke satte sig spor i det udkast til retningslinjer på det politiske område, som blev konciperet den 21. maj 1982 (dvs. fire dage efter ministerens instruks), og hvori den bredere formulering var fastholdt (jf. ovenfor). Forholdet blev heller ikke omtalt i referatet af politimesterens statusopgørelse med hensyn til retningslinjerne for kontroludvalget den 28. maj 1982. Jf. WU: 28. maj 1982. (PK7-227)]
Skiftende regeringer har siden 1968 ladet den systematiske registrering foregå, samtidig med at de har bedyret at dette ikke foregik. PET Kommissionens beretning tegner et billede af et væsen, der har handlet på tværs af Wamberg Udvalgets og justitsministres beslutninger og fulgt sine egne politiske dagsordner – ofte i tæt samarbejde med folk fra den yderste danske højrefløj. PET har fungeret som en stat i staten, hensides politisk kontrol.
For VS’ vedkommende konkluderer PET Kommissionen at: "det kan konstateres, at det generelt ikke lykkedes for PET at finde beviser for, at VS eller enkeltmedlemmer var involveret i illegale aktiviteter". Det var konklusionen på 20 års intens overvågning, hvor møder blev overvåget, spioner sendt ind i VS, medlemmer fotograferet, bilnumre registreret, medlems- og stillerlister blev registreret, og VS’ medlemmer af Folketinget overvåget.
Kommissionen konkluderer videre, at PET trods regeringserklæringen i 1968 i "et vist omfang" fortsatte med at indsamle og registrere personoplysninger om VS’ere. Alene listerne omfattede over 694 navne, selvom justitsministeren i 1973 fra Folketingets talerstol tilkendegav, at efterretningstjenesterne ikke lå inde med sådanne navnelister. Hvor mange der var registreret ved vi ikke, for da Folketinget i 1998 tog beslutning om nedsættelse af PET Kommissionen, destruerede PET store dele af sit VS kartotek.
"PET’s metoder er ikke en demokratisk retsstat værdig", udtaler Per Clausen (MF) på baggrund af erstatningssagen mod PET, og han fortsætter: "Vi vil i første række kræve erstatning af PET for den ulovlige overvågning og registrering som tjenesten gennem en 20 årig periode gennemførte af VS og medlemmer af VS. Vi kræver indsigt i det materiale om VS, som PET ikke har nået at destruere, ligesom det skete med det østtyske STASI efter Murens fald. Dette vil blot være effektuering af en eksisterende dom fra EF-domstolen, der giver EU-borgere ret til at se deres eventuelle sager hos efterretningsvæsenet. Endelig har den Europæiske Menneskerettighedsdomstol gentagne gange slået det fast, at der kræves et klart lovgrundlag for at staten kan foretage overvågning og registrering af borgere. Et sådan grundlag har aldrig eksisteret for PET’s virksomhed i Danmark. Derfor inddrager vi også dette forhold i erstatningssagen og kræver, at der øjeblikkelig skabes et lovgrundlag for PET’s virksomhed med udgangspunkt i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme," slutter Per Clausen.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Oktober 2009, nr. 3
http://solidaritet.dk/