Solidaritet. Oktober 2009, nr. 3 - Indhold

Ude af kontrol

af Preben Wilhjelm

PET-kommissionens omfangsrige beretning har en fremadrettet funktion: den skal danne grundlag for nye regler for kontrol med efterretningstjenesterne. Allerede for 11 år siden fik et sagkyndigt udvalg den opgave; men udvalget blev lagt i dvale for at afvente PET-kommissionen. Så nu skal det være!
Lad os derfor lige kaste et blik på, hvad beretningen har at sige om den hidtidige kontrol. Den har i alt væsentligt været henlagt til et uafhængigt udvalg, det såkaldte Wamberg-udvalg. Igennem 30 år har skiftende justitsministre beroliget Folketinget med, at PET selvfølgelig overholdt den efterhånden velkendte regeringserklæring fra 1968 om, at ingen måtte registreres alene for lovlig politisk virksomhed, og at dette blev effektivt kontrolleret af Wamberg-udvalget.
Effektiviteten var garanteret ved, at udvalget ifølge sit kommissorium skulle holdes underrettet "om de til enhver tid fulgte retningslinier for registrering" og desuden havde beføjelse til at foretage stikprøveundersøgelser i PET's registre såvel på navn som på sagsnummer.

I PET-kommissionens beretning kan man nu læse:
- at Wamberg-udvalget helt frem til 1983 blev bibragt den opfattelse, at regeringserklæringen af 1968, som officielt blev indarbejdet i PET's instruks for personregistrering, var gældende, men aldrig blev orienteret om, at justitsministeriet i et hidtil hemmeligholdt notat, gav PET en langt vidtgående ret til at registrere.
- at PET i stedet for at makulere titusindvis af nu ulovlige registreringer blot overførte dem fra det centrale register til såkaldte arbejdskartoteker, som Wamberg-udvalget ikke fik kendskab til,
- at Wamberg-udvalgets ønske om at kunne foretage stikprøvekontrol uden varsel blev afvist 'af praktiske grunde', hvorefter udvalget med en uges varsel skulle meddele, hvilke sager, man ønskede at se,
- at justitsministeriet derefter obstruerede Wamberg-udvalgets stikprøveundersøgelser ved med rund hånd at benytte sin vetoret, som ellers kun omfattede sager, der kunne true statens sikkerhed,
- at PET og ministeriet på et tidspunkt frygtede, at udvalget ville nedlægge sig selv i protest,
- at man derefter skiftede taktik og i stedet for at nedlægge veto makulerede kontroversielle registreringer, som udvalget havde udpeget til kontrol, eller bevarede dem, men løgnagtigt hævdede, at de ikke eksisterede,
- at Wamberg-udvalget trods denne frasortering af de mest kontroversielle registreringer gang på gang fandt registreringer i strid med regeringserklæringen og gennem flere år anmodede skiftende justitsministre om i det mindste at rette op på misinformationen af Folketinget. Det skete aldrig.

Med andre ord: Wamberg-udvalget, som i årtier blev brugt af skiftende regeringer som garant for, at regeringserklæringen blev efterlevet, blev systematisk ført bag lyset af PET og ministeriet.
Behandlingen af Wamberg-udvalget er kun en enkelt af de artige sager, PET-kommissionens beretning kaster lys over. Og det endda efter at store dele af PET's arkiver var makuleret, før kommissionen gik i gang med sin undersøgelse.
På den baggrund kan det undre, at kommissionen som samlet vurdering når frem til, at PET i det væsentlige har overholdt de givne retningslinier.
For at føje spot til skade henviser kommissionen flere steder til, at Wamberg-udvalget jo blot kunne være trådt tilbage i protest, hvis man var alvorligt bekymret over PET's praksis. Som man med alle tænkelige kneb holdt udvalget uvidende om!
Det minder om Svend Aukens gamle konstatering i anden sammenhæng: først pisser de på os, og så siger de, at vi lugter.
Det er vel overflødigt at notere, at justitsminister Brian Mikkelsen få timer efter at have modtaget de 4.600 sider kunne gå i pressen og sige, at han var glad for, at PET nu var renset for alle mistanker og beskyldninger.

Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Oktober 2009, nr. 3
http://solidaritet.dk/