Solidaritet. Oktober 2009, nr. 3 - Indhold

Når man sidder på taburetterne,
men ikke på magten

af Asbjørn Wahl

Erfaringerne med arbejderparti-regeringer i Europa i den nyliberalistiske periode har ikke været særlig spændende for at sige det mildt. De seneste erfaringer fra sådanne regeringer i Frankrig, Italien og til en vis grad Norge spænder fra det negative til det katastrofale. I de nævnte lande har højrepopulistiske partier været de største vindere - med øget tilslutning, også i arbejderklassen, og øget indflydelse på områder som indvandrerpolitik. Det er slående, i betragtning af, at venstrefløjspartierne netop er indgået i centrum-venstre-regeringer med det formål at isolere og inddæmme det yderste højre.
Man må se på såvel indre som ydre faktorer når disse erfaringer skal analyseres. Magtbalancen mellem arbejde og kapital er den mest afgørende ydre faktor. Denne magtbalance har ændret sig afgørende til kapitalens fordel igennem den nyliberalistiske periode fra omkring 1980. Den vigtigste indre faktor, er karakteren af det pågældende parti - dets sociale rødder, dets analyse af den aktuelle situation, dets strategi, dets forhold til fagforeninger og sociale bevægelser, og dets mål og perspektiver. Det er i disse forhold, at venstrefløjens ideologiske og politiske krise skal eftersøges.
Selvom en detaljeret analyse kræver at man beskriver den konkrete situation i hvert land nøje, dets historie og traditioner, forholdet mellem klasserne og dets sociale og politiske kræfter, har jeg her valgt en mere general tilgang i det følgende. Mit hovedfokus er de betingelser der ligger forud for en venstrefløjens deltagelse i en regering. Ud fra de nyeste erfaringer vil jeg prøve at udvikle nogle generelle minimumsbetingelser for venstrefløjens deltagelse i regering - i det mindste som et udgangspunkt for videre diskussion.

Et par afklaringer

Men først et par afklaringer, som er vigtige for analysen:
For det første betragter jeg ikke de traditionelle socialdemokratier eller arbejderpartier (heller ikke hvis de selv benævner sig som socialistiske) som værende en del af venstrefløjen. Der er vigtige forskelle mellem disse partier og centrum-højre partier, først og fremmest i deres historie, traditioner og deres oprindelse i arbejderklassen. Det giver venstrefløjen særlige udfordringer. Men politisk har disse partier ikke desto mindre forfulgt en mere eller mindre blød udgave af neoliberalismen siden 80-erne. De har via liberaliseringer, privatiseringer og undergravning af de kollektive aftaler været medvirkende årsag til skredet i magtbalancen til fordel for kapitalen.
For det andet har der ikke i Europa været tale om, at venstrefløjen har vundet regeringsmagten (som det fx. er tilfældet i flere latinamerikanske lande). I denne nyliberalistiske periode har det kun været et spørgsmål om hvorvidt man skulle deltage som juniorpartner i en centrum-venstreregering - som ofte med et dominerende socialdemokrati og nogle grønne og/eller socialliberale partier. Det har derfor altid været spørgsmålet om hvilke kompromisser og minimumskrav (hvis der er nogle) man har været villig til at acceptere indenfor de enkelte områder. Kompromisser fra en underordnet position har været dagligdagen for disse partier.

Magtbalancen

Den nyliberalistiske offensiv i 80-erne førte til et betragteligt skift i magtbalancen. Via dereguleringer og privatiseringer blev magt og beslutninger overført fra demokratiske institutioner til markedet. Gennem New Public Management er de offentlige institutioner kommet udenfor politikernes rækkevidde, og blevet underkastet pseudo-markedskræfter og reguleringer - som styrkede lederne og markedet. Gennem internationale aftaler og institutioner (som fx. WTO og EU) er den nyliberalistiske politik blevet institutionaliseret på internationalt/regionalt niveau, og har dermed yderligere indskrænket det politiske rum på det nationale niveau.
Venstrefløjens manøvremuligheder ved deltagelse i centrum-venstre koalitioner er som følge deraf blevet væsentligt mindre. Selvom mange regeringer og politikere overdriver manglen på politisk albuerum, er der ingen tvivl om at de er begrænset på mange områder. Kapitalens fri bevægelighed, dens fri etableringsret og markedsadgang er nogle af de vigtigste eksempler på hvorledes politikerne selv i stort omfang har begrænset deres egne muligheder for at gennemføre en alternativ politik i deres eget land.
Kort sagt har vi ikke bare kunnet se et stort skift i magtbalancen, men også en voldsom udvidelse af de institutioner som befæster den nye magtbalance - og som ganske enkelt gør store dele af venstrefløjens politikker ulovlige og som bryder med internationale aftaler. Det udgør en alvorlig udfordring for venstrefløjen, og skal tages i betragtning af hvilket som helst parti som står overfor muligheden for deltagelse i en centrum-venstre-regering. Det engelske ordsprog "at sidde på taburetterne, men ikke på magten" (To be in office, but not in power) kan nemt blive virkelighed i den. Faren for bare et være et gidsel for nyliberalistisk politik er stor.

Forholdet til de sociale bevægelser og kræfter

Regeringer har således begrænset deres egne muligheder for at regulere økonomien og begrænse kapitalens magt, selvom den aktuelle regering måtte ønske det. Enhver regering som vil forfølge en radikal velfærdspolitik under disse omstændigheder har derfor brug for stærke sociale bevægelser udenfor parlamentet for at udfordre kapitalens voksende strukturelle magt. Men det har ikke været tilfældet i de europæiske lande de sidste 20 - 30 år. Der har været op- og nedgangstider for mange sociale bevægelser og fagforeninger, men det har været småt med stærke, konstante bevægelser med veludviklet klassebevidsthed og langsigtede perspektiver.
Det synes også at være et problem for venstrefløjen, at stå med et ben i regering og et ben udenfor, som det blev formuleret af det franske kommunistparti, da det indtrådte i den såkaldt pluralistiske venstre-regering under Lionel Jospin i 1997. Det viste sig da også at det var nemmere at formulere en sådan "to-bens strategi" end at føre den ud i livet, og det faktiske resultat var ikke særlig opmuntrende for den franske venstrefløj.
I den nutidige norske sammenhæng er behovet for en sådan social kraft udenfor parlamentet end ikke en del af perspektivet og strategien for Socialistisk Venstre, som i øjeblikket er en del af en bred centrum-venstre koalition. Tværtimod har SV bedt sociale bevægelse om at forholde sig i ro, være tålmodige og ikke skabe problemer for dem ved at kritisere regeringen og mobilisere for mere radikale løsninger.
Men i dagens samfund er det nødvendigt med en stor social mobilisering for at skabe en progressiv udvikling. Det kræver en kombination af stærke og aktive bevægelser og et parti der er dybt forankret i arbejderklassen og andre folkelige bevægelser, og som er i stand til at repræsentere disse bevægelser indenfor og udenfor parlamentet. Sandsynligvis vil udviklingen af et sådant parti, der kan lede den folkelige kamp, ikke være mulig uden eksistensen af sådanne stærke sociale bevægelser.

Klassebevidsthed

Den politisk/ideologiske situation i arbejderklassen er af stor betydning. I Europa har dette forhold været stærkt præget af den relative succesfulde udvikling efter 2. Verdenskrig baseret på klassekompromis og samarbejde.
Virkningen af denne udvikling er tosidet. På den ene side har den europæiske sociale model eller velfærdsstaten medført store forbedringer i arbejdsliv og levevilkår for det store befolkningsflertal. På den anden side har disse forbedringer, som var et resultat af et socialt kompromis hvor kapitalen gav mange indrømmelser til arbejderklasssen, betydet en afpolitisering og af-radikalisering af denne. Et andet resultat var en stærk integration af arbejderklassen i den kapitalistiske orden.
Selvom klassekompromisset er brudt sammen eller under nedbrydning i kølvandet på 70-ernes økonomiske krise og den efterfølgende nyliberalistiske offensiv, er arbejderbevægelsen i Europa stadig under stærk indflydelse af samarbejdsideologien - ligesom store dele af venstrefløjen i øvrigt. Den sociale pagts ideologiske arv er med andre ord stadig i live og trives i store dele af arbejderbevægelsen.
Mange sigter endog efter at reetablere det brede sociale kompromis, eller New Deal som det blev kaldt i USA (og som under den nuværende klimakrise får nogen til at kalde på New Green Deal). Disse strømninger synes imidlertid at være helt uden forståelse for betydningen af den sociale magtbalance. De medregner ikke den store ændring i magtbalancen efter 2. Verdenskrig som lå bagved klassekompromisset, ændringer som kom som følge af miskrediteringen af det frie kapitalistiske marked efter 30-ernes depression. Krav fra venstre om en ny social pagt er temmelig illusionsskabende under den nuværende magtbalance og vil kun medføre en afledning af kampen.

Konkurrencen med det yderste højre

Undermineringen og svækkelsen af Europas sociale model, velfærdsstaten, og den almindelige kapitalistiske offensiv, har ført til stigende utilfredshed, usikkerhed og følelse af magtesløshed blandt arbejdere og folk i almindelighed. Det sociale og økonomiske grundlag for utilfredshed blandt folk er med andre ord dybt rodfæstet i den kapitalistiske økonomi - og især i den nuværende nyliberalistiske udgave, som medfører stigende udnyttelse af arbejderne, reducerer deres indflydelse på arbejdet, fremmedgør dem i forhold til såvel arbejdsprocessen som til samfundet generelt, og medfører at livsbetingelserne er såvel socialt som økonomisk mere usikre.
Den nuværende krise har styrket utilfredsheden blandt arbejderne. Men de politiske svar på disse problemer har ikke været veludviklet på venstrefløjen. Og det har været en medvirkende årsag til opkomsten af det yderste højre/højrepopulistiske partier, som kynisk, men succesfuldt har udnyttet denne situation. Deres succes har været mulig, takket været manglen på venstrefløjspartier som forstår situationen, tager folks bekymringer alvorligt og er i stand til at politisere dem og kanalisere dem ind i en kamp mod fremmedgørelse, udbytning og udelukkelse - for et socialt, retfærdigt og solidarisk samfund.
Dette problem kan blive forværret med et venstrefløjsparti, der deltager i en centrum-venstrekoalition, som er domineret af et socialdemokrati, idet partiet vil blive bundet til en række af kompromisser, og der næppe er nogen venstreopposition, som kan samle utilfredsheden op og politisere den. På den måde vil deltagelse i en bred venstrekoalition og de kompromisser som den vil afstedkomme i den nuværende konjunktur i sig selv begrænse muligheden for at repræsentere og forsvare arbejderne og den brede befolknings interesser.
I den situation vil den populistiske højrefløj være det eneste "anti-establisment" og systemkritiske alternativ, mens centrum-venstre regeringen hovedsagelig administrerer og forsvarer den eksisterende orden. På den måde står venstrefløjen i den paradoksale situation, at selvom de er indgået i en centrum-venstre koalition for at inddæmme og isolere den yderste højrefløj, er resultatet det modsatte - styrkelsen af det populistiske højre og svækkelse af venstrefløjen. Udviklingen kan kun blive vendt hvis venstrefløjen er i stand til at skabe en situation hvor arbejdere og den brede befolkning oplever sig som en del af en frigørelseskamp, en kamp som centrum-venstre regeringerne i Europa ikke har været i stand til at føre.

Partiets karakter

Når man diskuterer venstrefløjsdeltagelse i regeringer skal man dog ikke kun se på de ydre faktorer, men også de indre. Har partiet en meningsfuld analyse af situationen? Har det de strategier og perspektiver som er forudsætningen for at kunne mobilisere bredt for sociale forandringer? Hvis ikke, vil dets politiske praksis ikke bare være en fejltagelse - eller en følge af eksterne faktorer. Måske vil det snarere blive nødvendigt at konkludere, at det ikke er det parti som er nødvendigt for at lede kampen for arbejderklassens befrielse og kapitalismens afskaffelse (hvis det stadig er vort mål).
De fleste venstrefløjspartier er noget forvirrede, bla. under indtryk af arbejderbevægelsens politiske og ideologiske krise efter sammenbruddet af den sovjetiske model i Østeuropa og afslutningen af den socialdemokratiske model (baseret på den sociale pagt mellem arbejde og kapital) i Vesteuropa. Karakteristikken af de forskellige venstrefløjspartier er derfor afhængig af mange faktorer. Manglen på stærke sociale bevægelser som kan øve indflydelse på partiet, radikalisere det og forsyne det med nye aktivister med erfaringer fra sociale bevægelser, er en faktor. En anden faktor er tendensen blandt ledende partifolk i ønsket om at bryde den politiske isolation og blive accepteret i samfundet. En tredje faktor er individuelle karriereønsker i eller tæt ved partiets lederskab, hvis man ser muligheden for at blive en del af regeringsapparatet osv. Alle disse faktorer presser et venstrefløjsparti mod mere moderate og pragmatiske positioner.
Ser man på de hidtidige europæiske venstrefløjserfaringer med centrum-venstre koalitioner, ser det ud som om disse partier har været for ivrige efter at blive en del af regeringen, samtidig med, at de politiske strategier og taktikker for hvorledes denne position kan udnyttes, har været ringe udviklet. Det ser også ud som om partierne har undervurderet hvorledes den nuværende ugunstige magtbalance, samtidig med en deltagelse i en koalition, begrænser det politiske albuerum for et mindre venstrefløjsparti.
Disse forhold har medført en forventningskrise. Venstrefløjspartier lover en ny politik, og vælgerne forventer reformer der imødekommer deres behov, men resultaterne viser sig at være magre. På den måde er venstrefløjen kommet i klemme mellem de legitime folkelige forventninger på den ene side, og på den anden side det begrænsede politiske albuerum, når man indgår i en bred koalition. Resultatet er tab af tillid og støtte til et sådant parti. Igen oplever vi en svækkelse af venstrefløjen og en yderligere styrkelse af det yderste højre - præcis det modsatte af, hvad der var målet.

Mindstekrav

Selvfølgelig skal socialistiske partier søge alliancer med andre partier, også i et regeringssamarbejde, hvis det kan bidrage til at rykke ved magtbalancen fra kapital til arbejde. Men der er nogle krav, der inden da skal være opfyldt, hvis man skal indgå i en sådan koalition. Kun konkrete forhandlinger med andre partier kan i sidste ende vise om de nødvendige forudsætninger er til stede. Generelle løsninger skal derfor tages med forbehold. Ikke desto mindre vil jeg på grundlag af de erfaringer som SV´s deltagelse i den norske regering, og andre europæiske venstrefløjspartier lignende deltagelse i centrum-venstre koalitioner i de sidste 20 til 30 år, fremsætte følgende fire forudsætninger, som grundlag for diskussionen:
   1) Et socialistisk parti bør ikke deltage i en koalitions-regering, hvis ikke denne regering går imod privatisering på såvel nationalt som internationalt plan. Regeringen skal forsvare, ikke angribe, fagforeninger og faglige rettigheder, og skal ikke deltage i imperialistiske krige.
   2) Partiet skal i sin regeringsdeltagelse være drevet af langsigtede socialistiske visioner og strategier. Det skal løbende være i stand til at vurdere, hvorvidt dets deltagelse tjener de langsigtede mål, og være i stand til at bryde ud, hvis det ikke er tilfældet.
   3) Under de nuværende magtforhold er det ikke muligt at føre en konsekvent anti-liberalistisk politik uden eksistensen af stærke folkelige bevægelser (inklusiv fagbevægelse) udenfor parlamentet. Venstrefløjspartiet skal derfor både være i stand til at forstå nødvendigheden af sådanne bevægelser, og være i stand til at slutte sig til dem.
   4) En sådan regerings politiske platform skal forholde sig til folks problemer - usikkerheden, bekymringerne og angsten. Deres utilfredshed med den nuværende udvikling skal tages alvorligt. Det inkluderer forslag som udfordrer de nuværende magtstrukturer, begrænser kapitalens magt, omfordeler velstanden og udvider demokratiet. Kun en regering som gennem konkrete økonomiske og sociale reformer, er i stand til at mobilisere arbejdere og den brede befolkning har mulighed for at inddæmme højrefløjs-populisme. Erfaringerne er, som vi har set hidtil, at kun i en situation hvor arbejdere og folk i almindelighed oplever at være en del af et frigørelsesprojekt vil venstrefløjens regeringsdeltagelse være vellykket.

I de sidste 20 år har ingen af disse fire forudsætninger været opfyldt af centrum-venstre regeringer i Europa. Min konklusion er derfor, at regeringsdeltagelse i en nyliberalistisk periode bør behandles på en langt mere stringent måde end det hidtil har været tilfældet for den europæiske venstrefløj. Under de nuværende ugunstige magtforhold, med relativt svage sociale bevægelser, er hovedopgaven for venstrefløjen at organisere, politisere, bevidstgøre og mobilisere til modstand fra neden. På den måde kan der udvikles en basis for en fremtidig regeringsdeltagelse.

Taktiske overvejelser

For en venstrefløjsparti, der som mål har at omstyrte kapitalismen, vil en passiv men kritisk støtte til en centrum-venstre regering sandsynligvis være et bedre valg end deltagelse i regeringen, når de aktuelle magtforhold tages i betragtning. Det giver bedre albuerum, og mulighed for at forfølge grundlæggende og mere radikale forslag end de ofte udvandede kompromisser, der vil komme fra en sådan regering. Og det bør ikke glemmes at politisk magt ikke er afhængig af regeringsdeltagelse. At udfordre en centrum-venstreregering i alliance med stærke sociale bevægelser kan have en god indvirkning på regeringspartierne som appellerer til det samme vælgergrundlag.
Det er ikke desto mindre et almindeligt argument fra mange venstrefløjspartier, at "det hverken forstås eller accepteres af vore vælgere og de mest aktive dele af arbejderbevægelsen hvis vi ikke deltager i en sådan koalitionsregering". Den mulige negative effekt af at stå udenfor er, ifølge disse røster, at partiet mister tillid og støtte.
Mod dette kan fremføres to argumenter.
For det første har erfaringerne hidtil vist, at venstrefløjspartierne netop har mistet tillid og opbakning ved regeringsdeltagelse - og sandsynligvis langt mere end hvis partiet havde placeret sig udenfor, men som en del af regeringens parlamentariske grundlag.
For det andet vil effekten af at stå udenfor regeringen sandsynligvis afhænge af, hvordan partiet har grebet det an. Ethvert parti vil selvfølgelig i princippet gå efter regeringsdeltagelse - hvis de rigtige politiske forhold er til stede. Det er netop disse betingelser som er det afgørende. Hvis venstrefløjspartiet tager nogle af de vigtigste krav fra fagbevægelse og de sociale bevægelser, og gør dem til absolutte betingelser for at deltage, vil det have et godt udgangspunkt for at forsvare sin position hvis regeringsforhandlingerne bryder sammen. Problemet har snarere indtil nu været, at venstrefløjen er gået for langt med kompromiserne allerede i de indledende regeringsforhandlinger

Efterskrift

Det ser imidlertid ikke ud som om de sidste 20-30 års negative erfaringer med venstrefløjspartiers deltagelse i regeringer skræmmer nye partier fra at følge den samme kurs. Tværtimod synes det at være en grundsætning at venstrefløjen bør tilslutte sig centrum-venstre regeringer hvis muligheden byder sig, og hvis ellers det socialdemokratiske parti accepterer en juniorpartner fra venstre. Således er Vänstrepartiet i Sverige, SF i Danmark, Socialistpartiet i Holland og Die Linke i Tyskland alle fast besluttet på regeringsdeltagelse hvis lejligheden byder sig. Men hvis det resulterer i regeringer, som er ude af stand til at imødekomme arbejdernes og den brede befolknings behov og forventninger i en periode hvor den sociale og økonomiske krise accelerer, kan situationen blive katastrofal - og føre til yderligere styrkelse af det yderste højre.

Oversat af Michael Schølardt

Om forfatteren:
Asbjørn Wahl er koordinator i Kampagnen for Velfærdsstaten, og konsulent i det norske Kommuneforbundet. Asbjørn Wahl har for nylig udgivet bogen "Velfærdsstatens storhed og fald", der blev anmeldt i sidste nummer af Solidaritet.

Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Oktober 2009, nr. 3
http://solidaritet.dk/