Solidaritet. Oktober 2009, nr. 3 - Indhold
af Petter Næss og Karl Georg Høyer
Bæredygtig udvikling blev for alvor sat på den internationale dagsorden med Brundtland Kommissionens rapport fra 1987, som i modsætning til mange tidligere miljørapporter (for eksempel 'Grænser for Vækst' fra 1972) postulerede, at økonomisk vækst og miljømæssig bæredygtighed kunne gå hånd i hånd. Ja, faktisk betragtede kommissionen dét at 'puste liv' i økonomien som en betingelse for bæredygtig udvikling. Ligesom fortalerne for økologisk modernisering pegede kommissionen på dematerialisering gennem øko-effektivisering og/eller substitution som veje til at afkoble den økonomiske vækst fra negativ miljøpåvirkning. Væksten skulle blive miljømæssigt forsvarlig.
At øko-effektivisere er at producere varer med mindre ressourceforbrug, hovedsageligt ved hjælp af forbedret teknologi. Substitution er at ændre forbruget. Dematerialisering er et samlet begreb for øko-effektivisering og substitution. Afkobling sker, hvis man har økonomisk vækst uden miljømæssig ødelæggelse. Et stort flertal af den danske befolkning tror, at det er muligt at fortsætte den økonomiske vækst uden at ødelægge miljøet. I denne artikel argumenterer vi for det modsatte.
Miljødebatten kan inddeles i fire faser: Vækstens omkostninger (1960erne), Vækstens grænser (1970erne), Overskridelsen af vækstens grænser (1980erne) og Bæredygtig vækst (1990erne).
I 1960erne og 1970erne blev der for første gang i efterkrigstiden sat spørgsmålstegn ved forbindelsen mellem vækst og fremskridt. Blandt andet beskrev den amerikanske økonom Kenneth Boulding to forskellige økonomiske systemer: Den eksisterende (problematiske) åbne økonomi: Cowboyøkonomien, og en fremtidig (bedre) lukket økonomi: Rummandsøkonomien. I Rummandsøkonomien minimeres gennemstrømningen af stoffer og energi. Indtil nu har de fleste økonomer imidlertid ikke set forbrug og produktion som problematiske. I stedet fokuserer de på indkomsten og kapitalen.
Da Rom-klubben i 1972 udgav rapporten 'Grænser for Vækst' ændrede debatten sig fra at handle om prisen for vækst til at handle om grænserne for vækst. Forskerholdet fra Massachusets Institute of Technology, som stod bag rapporten, brugte en computermodel til at analysere befolkningsvæksten, industrialiseringen, ressourceudtømningen, forureningen og madproduktionen. De konkluderede, at grænsen for vækst ville være nået inden 100 år.
Et resultat af debatten om grænser for vækst var introduktionen af teorien om ligevægtsøkonomien, som såkaldt alternative økonomer arbejdede med. Én vigtig person i den forbindelse var amerikanske Herman E. Daly, som argumenterede for, at vi skal skære ned på produktion og forbrug, ikke lade den samlede rigdom vokse men i stedet fordele rigdommen retfærdigt.
Debatten i 1980erne kom til at handle om, at grænserne for vækst allerede var overskredet. Daly talte om, hvordan den globale økonomi var meget større end økosystemerne kunne bære.
Det var - og er - ikke længere nok at sigte efter en ligevægtsøkonomi - man må i stedet forsøge at skære ned på størrelsen af den globale økonomi. Daly understregede også, at man må bestemme størrelsen på økonomien og fordelingen af goder, inden man kan designe et passende markedssystem, hvilket er nødvendigt for effektivt at kunne allokere materialer og varer til samfundets forskellige økonomiske sektorer. Alene af den grund skal størrelsen på økonomien og fordelingen ikke bestemmes gennem udbud og efterspørgsel men gennem politiske processer, på samfundsniveau og under hensyntagen til bæredygtigheden.
Troen på, at man kan afkoble økonomisk vækst fra negative miljøpåvirkninger er et dogme i den økonomiske doktrin om økologisk modernisering, ifølge hvilken man kan løse miljøproblemerne indenfor rammerne af kapitalismen. Tilhængerne indrømmer, at den nuværende kapitalistiske økonomi er begrænset af naturens evne til at levere ressourcer og absorbere følgevirkningerne af væksten. Kapitalismen må derfor igennem en omformningsproces, siger de, for at den kan blive bæredygtig i det lange løb. Midlerne skal være en stærk satsning på teknologiudvikling, lovændringer og markedsmekanismer. Ifølge økologisk moderniseringsteori behøver vi ikke at ændre vort samfund grundlæggende. Presset fra forbrugere, miljøgrupper, lovgivere osv. vil tvinge organisationer til at tage ansvar for miljøet og udvikle tekniske løsninger.
Teorien om økologisk modernisering er tæt forbundet med hypotesen om, at væksten i den rige del af verden vil bidrage til at forbedre miljøet, fordi øget rigdom betyder mere udvikling af miljøvenlig teknologi. Rigtigt er det, at nogle forurenende stoffer i dag forekommer i mindre mængder end tidligere. Mange andre miljømæssige påvirkninger er imidlertid ikke blevet afkoblet, og når man ser på det totale forbrug af energi, materialer og areal, er den økonomiske vækst indtil videre ikke blevet afkoblet. Den har i stedet ført til en samlet stigning i de miljømæssige ødelæggelser. Undersøgelser viser, at biodiversiteten i de rige dele af verden forringes i takt med at økonomierne vokser. En del af de miljøforbedringer, som faktisk er sket i de rige lande, kan desuden skyldes, at produktion er flyttet til fattigere dele af verden, og ofte er miljøforbedringer et resultat af stærke offentlige reguleringer fremfor af en 'selv-regulerende' markedsøkonomi, som tilhængere af kapitalismen ellers ynder at tro.
Men principielt er der vel mulighed for en stærkere og mere succesfuld dematerialisering i fremtiden? Næppe. Dematerialisering har været en kendt metode i næsten 40 år, uden at miljøødelæggelserne er standset. Et eksempel: De såkaldte faktor 4 og 10 mål bruges ofte til at vise, hvor stærk dematerialisering, der er nødvendig. Ved faktor 4 eller 10 øko-effektivisering kan produktionen ske med et ressourceforbrug på kun 25% eller 10%, sammenlignet med det tidligere ressourceforbrug. Faktor-målene blev formuleret af miljøforskere for at vise behovet for ressourcebesparelser, og oprindeligt ville forskerne reducere det totale forbrug af ressourcer. Såkaldt grønne kapitalister fik imidlertid brugen af begrebet ændret til at gælde ressourceforbruget per produceret vare. Denne nyfortolkning betød, at man ikke skulle bekymre sig om hvor mange varer, der produceres, blot om at mindske ressourceforbruget til den enkelte vare. Med en faktor 4 øko-effektivisering mente man således at kunne 'fordoble rigdommen og halvere ressourceforbruget'. Gode eksempler på øko-effektivisering er betydeligt lettere dåser til øl og sodavand, lav-energilyspærer og mindre og mindre mikrochips. Det samlede forbrug af øl, sodavand, lyspærer og mikrochips kan imidlertid meget vel være steget betydeligt og på den måde have opvejet den miljømæssige forbedring man i første omgang opnåede ved øko-effektiviseringen.
Vi tager et eksempel mere. Norge har ry som et foregangsland indenfor miljøområdet. Landet har økonomisk vækst, en stor offentlig sektor og et veletableret politisk system, og hvis afkobling er mulig, burde Norge være landet, hvor det kan demonstreres. Norge har desuden indført energibesparelsestiltag i boligsektoren, industrien og på transportområdet, og strukturelle ændringer har ført landet fra produktions- til forbrugs- og fritidssamfund. Mange mener, at en sådan udvikling vil formindske den totale miljøbelastning og på den måde føre til afkobling.
I et stort forskningsprojekt målte og analyserede man imidlertid den samlede miljøpåvirkning fra Norges produktion og forbrug i årene 1987 og 2006. Resultaterne viste, at der ikke var sket nogen overordnet afkobling, men derimod en stigning på 22% i det samlede energiforbrug og på 30% i de samlede økologiske fodaftryk.
Nordisk Ministerråd mente, at man ved at anvende mere miljøvenlige energikilder, skære ned på energiforbruget per m2 og reducere forbruget af ressourcer til byggematerialer kunne formindske miljøbelastningen fra byggeriet i de nordiske lande med en faktor 10. Selvom Norge miljømæssigt har haft en mere bæredygtig udvikling end en del andre lande, har landet imidlertid ikke været i stand til at afkoble væksten i byggeriet fra de negative miljøpåvirkninger. Forbruget af m2 i boligerne i Norge steg i perioden 1970-2008 fra 30 til 58 m2 per person, og på trods af, at nye boliger er bedre isoleret og at gamle boliger bliver efterisoleret steg energiforbruget per bolig med 35% fra 1960 til 1990. Da antallet af beboere per husstand er faldet drastisk, er antallet af husstande steget og energiforbruget per person er næsten fordoblet i perioden. Et illustrativt eksempel på, hvordan teknologiske forbedringer og politisk fokus mere end opvejes af stigende forbrug.
Ministerrådet mente desuden, at det var muligt at øko-effektivisere med faktor 4 i 2030 og faktor 10 i 2050 i såvel bolig- som transport-, skovbrugs- og fødevaresektorerne. For at opnå det, medgav Rådet, måtte der ske betydelige ændringer i den offentlige regulering og i befolkningens præferencer med hensyn til miljø, service og mobilitet, i selve transportsystemet og i organiseringen af produktion, forbrug og dagligliv.
Med hensyn til afkobling i de forskellige sektorer er der speciel grund til skepsis på transportområdet. På trods af Kyoto-aftalen er udledningerne af CO2 og andre miljøpåvirkninger fra transporten de seneste ti år steget støt i hele Europa. I Danmark påstår regeringen, at det er lykkedes at afkoble den økonomiske vækst i transportsektoren fra forureningen. Meget bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at de store indtægter fra sø- og luftfart regnes med i bruttonationalprodukterne - mens udledningerne fra disse brancher udelukkes af klimagas-regnskabet. Denne skæve regnemetode giver dermed det helt forkerte indtryk, at økonomien kan vokse betydeligt uden konsekvenser for miljøet - at der har fundet en afkobling sted - og denne forkerte påstand soler den danske regering (herunder klimaminister Connie Hedegaard, som er vært ved diverse klimatopmøder) sig i.
Konklusionen må blive, at det er svært at afkoble i nogle af de tungeste sektorer i samfundet., selv i samfund og i perioder, hvor afkobling står højt på den politiske dagsorden.
Substitution er den anden højt besungne metode til afkobling. Mange mener, at vi kan erstatte energi- og råvareintensivt forbrug med forbrug af serviceydelser, viden og kunst: Hvis jeg køber dyr kunst i stedet for at rejse til Australien, bliver miljøbelastningen per krone lavere.
Også her lurer 'farerne'. Kan jeg være sikker på, at galleriejeren vil bruge fortjenesten miljøbevidst? Måske vil hun købe en firehjulstrækker eller tage på krydstogt.
For at virke afkoblende må dematerialisering i det hele taget praktiseres af brede dele af befolkningen og for alle produkter, serviceydelser og aktiviteter i samfundet samtidigt. Stiger købekraften, og det gør den jo i en vækstøkonomi, kan reduceret miljøbelastning på ét område nemlig let føre til øget miljøbelastning på et andet område.
Desuden er ressourceforbruget i servicesektoren ikke så lavt, som mange mennesker forestiller sig. Mange serviceydelser kræver en del transport og har et afledt materielt forbrug. Du må transportere dig til frisøren og massøren. Gartneren og rengøringsfirmaet må transportere sig til dig. Desuden skal der bruges hårkure, eksotiske olier, Roundup og Ajax for at disse serviceydelser skal give dig den rette følelse af 'wellness'. På restauranterne sælges eksotisk mad og vin dyrket på den anden side af jorden.
Flere af de 'nye industrier' er også mere miljøbelastende, end vi går og tror. Microchippen anses ofte for at være et strålende eksempel på dematerialisering - både dens markedsværdi og dens brugsværdi er høje, mens materialeforbruget er minimalt. Tror vi. Produktionen af en microchip indebærer imidlertid et betydeligt 'sekundært' materialeforbrug - en del fossil energi, kemiske materialer, mange liter vand og store mængder nitrogen eller andre gasser. Desuden lever mikrochips, computere, printere og andet elektronisk udstyr kortere og kortere tid. Nye modeller fortrænger de gamle, både på grund af modeluner og fordi de gamle bliver inkompatible og er svære at få repareret. Dertil kommer, at den viden, der udvikles i 'videnssamfundet' ofte vedrører ny teknik og betyder øget ressourceforbrug i sig selv. Når mobiltelefoner bliver 'allemandseje' sker det ikke uden et solidt forbrug af råstoffer (samt børnarbejde). Vidensarbejdere foretager desuden mange stærkt forurenende internationale flyrejser. Vidensindustrien har altså meget større økologiske fodaftryk, end de fleste af os har lyst til at tænke på.
Antagelsen om uendelig økonomisk vækst er bygget på en ekstremt stor og urealistisk tro på, at teknologiske fremskridt kan løse miljøproblemerne i verden. Den fysiske økonomi er imidlertid et åbent delsystem af jordens samlede økosystem, som til gengæld er lukket. Når det økonomiske delsystem vokser, 'spiser' det en del af det totale økosystem, indtil det når en grænse.
At opnå faktor 4 øko-effektiviseringer på mange områder i samfundet på én gang ser ud til at være svært. Vokser økonomien årligt med 3,5%, vil produktionen blive fordoblet på bare 20 år. Ønsker man at reducere miljøbelastningen til det halve, må man altså indenfor denne tidsperiode reducere ressourceforbruget og miljøbelastninger per produceret enhed ned til 1/4. Men hvad sker der så? Hvor længe vil man ved øko-effektiviseringer kunne kompensere for fortsat vækst i produktionen?
Tilhængerne af afkobling vil sikkert svare, at vi må øko-effektivisere endnu mere effektivt. Når væksten fortsætter over en længere periode, må der imidlertid drastiske effektiviseringer til. Selv med mere moderate vækstrater - for eksempel 2,1% per år, som Vesteuropa har haft i årene op til finanskrisen - vil verdens samlede produktion 8-dobles på 100 år, stige 64 gange på 200 år - og efter 500 år? Absurditeten i disse eksempler viser, hvor uholdbart det er at tro, at væksten i produktion og forbrug kan fortsætte uden at løbe ind i økologiske grænser. Dogmet om afkobling af væksten fra miljøødelæggelse og udtømning af naturressourcer må modsiges.
Men økonomisk vækst har også andre konsekvenser end de fysiske, og den har vist sig uegnet til på længere sigt at bekæmpe fattigdom. Den økonomiske vækst har i stedet ført til øget ulighed verden over, og den fører kun til et vist punkt til øget livskvalitet og tilfredshed. De fattige dele af verden har selvfølgelig brug for øget vækst, men i den rige del af verden har vi i stedet brug for at reducere vores forbrug.
Mange miljøøkonomiske analyser er desuden fragmenterede. For eksempel fokuserer analyser af biltrafik ofte kun på udledningerne fra bilerne, og ser dermed bort fra miljøpåvirkningerne fra produktionen af bilerne, areal- og materialeforbrug til vejbygning, indvirkningen på bymiljøerne, reduceret mobilitet for ikke-bilister osv.
Hvorfra kommer den fundamentalistiske tro på, at langsigtet økonomisk vækst kan afkobles fra negative miljøpåvirkninger? Et stort flertal ser vækst som et ubetinget gode. Den herskende ideologi bygger på et sæt af falske antagelser, men et flertal holder fast i den, fordi de føler, at deres egeninteresser i modsat fald ville være truet. Strukturel tvang til forbrug, ønsket om stadig stigende levestandard, reklameindustriens og massemediernes pres og muligheden for (og opfordringen til) at trøstehandle eller -spise er indbygget i kapitalismen. Relativ rigdom er også et kodeord. I modsætning til hypotesen om, at forbruget vil skifte fra materielt til ikke-materielt forbrug vurderer den enkelte stadig sin lykke ved at sammenligne sin egen materielle rigdom med de andres.
At dematerialisering ikke er nok til at opnå miljømæssig bæredygtighed betyder selvfølgelig ikke, at det slet ikke er et brugbart redskab. Det kan medvirke til at bevare helse og beskytte naturen, og det kan give os et pusterum til at gå i gang med mere grundlæggende forandringer. Det kan imidlertid ikke erstatte de nødvendige, revolutionerende forandringer.
Denne artikel er en stærkt forkortet udgave af en engelsksproget artikel publiceret i Capitalism, Nature, Socialism, Vol. 20, 2009 (hvor også referencer og fodnoter kan studeres). Originalartiklen er skrevet af Petter Næss og Karl Georg Høyer. Teresa Næss har oversat og redigeret.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Oktober 2009, nr. 3
http://solidaritet.dk/