Solidaritet. Oktober 2009, nr. 3 - Indhold
af Karsten Ditlevsen
Vi husker alle billederne fra Obamas tale i Chicago på valgnatten i november. Lykkeligt jublende og håbefulde mennesker, der tydeligt udstrålede, at de havde vundet.
Den første rus fik næring i begyndelsen af december. På Goose Island, Chicago, har over 200 arbejdere på Republic Windows & Doors besat fabrikken. Ejerne er gået konkurs, kan ikke låne flere penge i Bank of America, der netop har modtaget 25 milliarder i krisehjælp fra staten. Arbejderne kan ikke få de penge de har krav på. (1)
At den nyvalgte præsident offentligt og hurtigt melder sig blandt arbejdernes støtter vækker både glæde og forbavselse blandt mange amerikanere. Men det lå trods alt i forlængelse af det signal han sendte i valgkampen, da han dukkede op i Unite Heres blokade af et hotel i Chicago og hans entydige støtte i valgkampen til Employee Free Choice Act (EFCA), et lovforslag, der vil gøre det muligt for fagforeninger at opnå repræsentation i virksomheder, hvis det lykkes, at samle underskrifter fra 50 % + 1 af de ansatte, hvor der i dag skal afholdes en hemmelig afstemning. Et lovforslag, der blev blokeret under Bush.
Tilbage til Republic: Efter et voldsomt pres kommer Bank of America til lommerne, arbejderne får deres penge og forsøger stadig sammen med fagforeningen - en del af UE, et lille uafhængigt forbund uden for de to landsorganisationer AFL-CIO og CtW - at drive virksomheden videre. (2)
I dag har rusen så småt udviklet sig til begyndende tømmermænd. Det startede allerede inden præsidentens indsættelse i takt med, at han drypvis offentliggjorde sit kabinet.
Præsidentens økonomiske team, ud over finansminister Tim Geithner, Larry Summers, Robert Rubin og Paul Volcker, er alle folk, der har "boet" i Wall Street. De kvitterede med en krisepakke på 173 mia. kr. til verdens største forsikringsselskab AIG - der igen afsatte ikke mindre end 1,2 mia. kr. til bonuser til selskabets topfolk, der i de sidste tre måneder af 2008 havde formået at skaffe forsikringsgiganten det største tab noget firma nogensinde har mistet på et kvartal.
Hvor finanssektoren fik socialhjælp, i alt næsten 8oo mia. dollars, og bonus, fik piben en anden lyd, da General Motors og Chrysler skulle "reddes". Obamas krav var nu, at arbejderne, organiseret i United Auto Workers (UAW), skulle åbne deres blot et år gamle forringede overenskomster og acceptere yderligere reduktioner i løn, sygesikring og pensioner.
Efter fagforeningens kapitulation overfor regeringens krav har de rekonstruerede bilgiganter, hvor AUW nu er medejere, føjet spot til skade ved at annoncere flytning af en lang række arbejdspladser til udlandet.
Den amerikanske fagbevægelse bakker officielt op bag kravet om en universel skattefinansieret sygesikring. Det gør Obama ikke. I øjeblikket tegner der sig et lovforslag, der ikke antaster de private forsikringsselskaber, der er med til at gøre det amerikanske sundhedsvæsen til verdens dyreste. Et lovforslag, der muligvis blandt andet skal finansieres ved at beskatte de arbejdere, der har en sygeforsikring i deres overenskomst.
Tilsvarende med EFCA, det lovforslag fra 2007, der skal gøre det lettere for fagbevægelsen at organisere, besværliggøre "union busting" og sikre hurtig bindende mægling, hvis der ikke hurtigt opnås enighed om en første overenskomst. Allerede ved primærvalget i Ohio i det tidlige forår 2008 udtalte Obama: "Hvis et flertal af arbejdere ønsker en fagforening, så skal de have en fagforening. Så simpelt er det. Vi må sætte os op imod erhvervslobbyen og sikre gennemførslen af Employee Free Choice Act. Det er derfor jeg har kæmpet for loven i senatet og det er derfor jeg vil gøre forslaget til landets lov, når jeg bliver præsident." (3)
Ikke desto mindre er forslaget nu ved at blive udvandet efter kraftigt lobbyarbejde fra erhvervslivet - bl.a. Starbucks og Whole Mart, der er to erklæret grønne og socialt profilerede koncerner, men som benhårdt bekæmper de faglige organisationer (4). Flere af de demokratiske politikere, der tidligere støttede lovforslaget, har fået kolde fødder. De henviser til, at det vil være forkert at vedtage EFCA i en periode, hvor krisen presser erhvervslivet. Som tingene står i øjeblikket vil det være en stærkt skamferet lov, der bliver vedtaget - om overhovedet nogen.
Disse forhold, redningspakkerne til finanssektoren og bilindustrien samt den kendsgerning, at Obama faktisk støttes massivt af dele af det amerikanske erhvervsliv og modtog langt flere donationer over 1000 $ end McCain, erindrer en om den republikanske politiske kommentator, Kevin Phillips, der i 1990erne omtalte Demokraterne som "historiens næstmest entusiastiske kapitalistiske parti." (5)
Demokraterne har netop stemt et udkast til klimalov gennem Repræsentanternes Hus, som til efteråret kommer op i Senatet. Forslaget skal sikre, at Obama har "noget" med til klimatopmødet i København. Hovedindholdet er, at CO2-udslippet skal mindskes med 17 % (fra 1990-niveauet) frem til 2020 gennem en kvoteordning, hvor rene selskaber kan sælge deres sparede forbrug til de, der ikke kan overholde kvoten. Under valgkampen fastslog Obama, at kvoterne skulle sælges til virksomhederne og at pengene skulle bruges til skattelettelser for de dårligst stillede som kompensation for stigende energipriser samt til etablering af nye grønne job. I den nye klimalov skal 2/3 af kvoterne foræres til virksomhederne, primært fossile energiselskaber og den stærkt forurenende agro-industri.
Samtidig skal afhængigheden af olie mindskes ved at satse på udvinding af kul og "rene" kulkraftværker, der lagrer CO2 under jorden - en teknologi som ikke er anvendelig i dag og tidligst bliver det om 10 år - om nogensinde.
Miljøorganisationer som Greenpeace og Friends of the Earth har stemplet loven som alt for svag og anbefalet politikerne at stemme nej til forslaget - et råd der blev fulgt af enkelte af de mest progressive demokrater i Repræsentanternes hus.
Som ovenfor vist er lovforslagene på de tre vigtigste områder for indenrigspolitiske reformer allerede mishandlet til ukendelighed.
Situationen er ikke blevet bedre af, at fagbevægelsen har siddet på hænderne siden præsidentvalget. Amerikansk fagbevægelse støttede Obamas kampagne med ikke mindre end 2,5 mia. kr. og, nok så vigtigt, 250.000 aktivister (6). I stedet for at opretholde mobiliseringen efter valget og lægge pres bag kravene om offentlig sygesikring til alle, EFCA og for en bæredygtig klimapolitik, er vigtige dele af bevægelsen engageret i indbyrdes krig.
Det største amerikanske forbund, Service Employees International Union (SEIU), afsatte i februar den valgte ledelse i den californiske 150.000 medlemmer store lokalafdeling for ansatte i sundhedssektoren, United Health Care - West. Baggrunden var umiddelbart, at medlemmerne af afdelingen ikke ville afgive 50.000 medlemmer til en anden californisk lokalafdeling - men i realiteten handler det om mere principielle fagpolitiske uenigheder: SEIUs centralisering af magten, svækkelse af lokalafdelinger, indgåelse af såkaldte "kæreste-overenskomster" med firmaerne uden om de berørte medlemmer. Som konsekvens har medlemmerne af lokalafdelingen brudt med forbundet og dannet National Union of Health Care Workers (NUHW). SEIU har afsat millioner af dollars og bunker af ansatte til først at sætte afdelingen under administration og dernæst for at forhindre, at NUHW erobrer overenskomsterne.
Samtidig har SEIU engageret sig voldsomt i den interne magtkamp i et andet forbund, Unite Here, der i 2005 sammen med SEIU var med til at danne den alternative landsorganisation Change to Win (CtW). Unite Here er en fusion mellem Unite, der organiserer tekstilarbejdere, og Here, der organiserer inden for hotel, restaurations- og kasinoområdet. Baggrunden for fusionen var, at mens Unite havde masser af penge, bl.a. den eneste bank ejet af fagbevægelsen, men ingen tekstilarbejdspladser at organisere, så havde Here ingen penge, men et stort potentiale af nye medlemmer.
Fusionen var ingen succes - og dens to komponenter indledte i begyndelsen af året en intens magtkamp op til kongressen i juni. Da det blev klart, at Here-delen af forbundet ville opnå flertal, trak Unite-delen såvel 100.000 medlemmer som mange millioner dollars ud af forbundet. Ikke så snart døren var smækket bag udbryderne, slog Andy Stern, formand for SEIU armene ud og bød dem velkommen i sit forbund. Samtidig slog SEIU fast, at det i fremtiden vil organisere indenfor hotel- og kasinoområdet.
Størstedelen af den amerikanske fagbevægelse har taget afstand fra SEIUs kannibalisme, også partnerne i CtW, der i dag reelt er ude af funktion. Det ændrer imidlertid ikke ved det faktum, at borgerkrigen foreløbig har forhindret fagbevægelsen i at udnytte den gunstigste politiske situation i årtier. (7)
Udenrigspolitisk har Obama administrationen udmærket sig ved en langt mere forsonlig sprogbrug end Bushs, men de pæne ord og håndtrykket til Chaves har ikke manifesteret sig i klare ændringer. Israel fik uhindret lov til atforsætte med bosættelserne, troppeindsatsen i Afghanistan er forøget og torturforbrydelserne under Bush vil ikke blive retsforfulgt.
Bag retorikken om en tilbagetrækning fra Irak gemmer der sig en anden virkelighed, nemlig at tusindvis af amerikanske tropper bliver i landet. Ifølge Associated Press 26. maj forklarede general George Casey for en gruppe særligt inviterede journalister og analytikere, "at Pentagon er parat til at fastholde kamptropper i Irak i op til 10 år." (8)
Ligeledes har Obama-administrationen øget de militære budgetter med 4 % i forhold til det seneste budget fra Bush-administrationen. Allerede dagen efter præsidentvalget hed det i en erklæring fra investeringsgiganten Morgan Stanley - endnu et af de firmaer, der har nydt godt af Obamas finansielle hjælpepakke: "Som vi har forstået det, er præsidenten blevet rådgivet om og er enig i, at der ikke er nogen fredsdividende." (9)
Selv den seneste fordømmelse af militærkuppet i Honduras virker ikke helhjertet. Officielt hedder det, at USA forsøgte at overtale kupmagerne til at droppe planerne, men langt de fleste iagttagere er enige om, at kuppet aldrig var blevet gennemført, hvis USA overbevisende havde sagt fra.
Helt generelt må man sige, at miljøbevægelserne, antikrigsbevægelsen og fagbevægelsen har fejlfortolket situationen efter valget. I stedet for at opbygge et pres på den nye administration gennem selvstændige bevægelser har man nøjedes med beskytte Obama mod højrefløjens skingre angreb. På spørgsmål som sygesikring har fagbevægelsens ledere valgt at indgå kompromisser på forhånd i stedet for at bygge på den meget store del af befolkningen - i nogle målinger over halvdelen - der støtter offentlig sygesikring.
Omkring EFCA og vedvarende energi har man overladt valpladsen til American Chamber of Commerce og kul- og olieproducenternes lobbyer, der med deres millioner af dollars har penetreret lovforslagene, så de er hullede som sier.
Situationen efter præsidentvalget i november er ofte blevet sammenlignet med situationen efter valget i 1932 af præsident Roosevelt under den store depression. Håbet om forandring i 2008 blev kædet sammen med ønsket om en ny "New Deal" - Roosevelts reformprogram.
Selv om historien ikke gentager sig og selv om Obama hellere vil spejle sig i Lincolns billede end i Roosevelts - Obama tog samme togrute fra Illinois til Washington som Lincoln og svor præsidenteden på Lincolns gamle bibel - er der ligheder med situationen i 1932-33.
USA er i en alvorlig økonomisk krise. Den finansielle sektor skriger på støtte og får det. Arbejdsløsheden buldrer derudaf. Tusindvis af mennesker må gå fra hus og hjem. Teltbyer rejses af hjemløse i flere byer. Obama mangler i lighed med Roosevelt, men i modstrid med myten om New Deal, et samlet reformprogram.
Obama fægter sig frem, delvis i blinde, men med skyldig hensyn til erhvervslivets interesser, ligesom Roosevelt gjorde. Det er værd at erindre, at en række af de vigtigste og mest progressive reformer under Roosevelt først blev en realitet op mod valget efter den første præsidentperiode og kun på baggrund af hårdt pres fra en hastigt voksende fagbevægelse, fra en organiseret arbejdsløshedsbevægelse og et voldsom opsving i arbejdskampe - kort sagt fra en selvstændig bevægelse for en ny politik.
Uden et folkeligt pres og selvstændige bevægelser vil Obama fortsætte med at føre politik efter violinmodellen: Holde med venstre hånd, spille med højre.
Noter:
(1) Mere om besættelsen af Republic Windows and Doors se Karsten Ditlevsen: Obama støtter fabriksbesættelse i Chicago
Se også solidaritetserklæringen fra Enhedslistens folketingsgruppe til arbejderne.
(2) UE: United Electrical, Radio and Machine Workers of America. Stiftet i 1936 og tilsluttet CIO (Congress of Industrial Unions), der i 1935 brød med AFL (American Federation of Labor). CIO organiserede efter industriforbundstanken, mens AFL organiserede efter fag. UE havde ved slutningen af 2. verdenskrig 500.000 medlemmer.
UE ville i modsætning til mange andre CIO forbund ikke skille sig af med kommunistiske og socialistiske ledere og blev smidt ud af CIO i 1949. CIO og AFL fusionerede i 1955 til AFL-CIO på et klart antikommunistisk grundlag og forsøgte at erobre medlemmer fra det uafhængige UE. UE har i dag ca. 35.000 medlemmer, hovedsageligt fabriksarbejdere, men organiserer også udenfor sit oprindelige kerneområde. Se: UE - The USA's Independent, Rank-and-File Union
I 2005 blev AFL-CIO splittet, da en række store forbund bl.a. Teamsters, Service Employees International Union SEIU), United Food and Commercial Workers (UFCW), Unite Here, International Union of Laborers (IULA), International Brotherhood of Carpenters og det lille United Farm Workers (UFM) dannede en ny landorganisation, Change to Win (CtW). CtW er I dag I opløsning. Solidaritet beskrev splittelsen i november 2005.
(3) Brian DeBose: Obama Banks on Unions Support, Washington Times, 3.3. 2008. Her citeret efter Steve Early: Embedded with organized Labor, Monthly Rerview Press 2009, s. 167 - 168.
(4) Om det syndikalistiske Industrial Workers of the Worlds kamp for at organisere Starbucks se Karsten Ditlevsen: Tak for kaffe, Rød Grønne Linjer nr. 6 - 30.3. 2006.
(5) Citeret after Howard Zinn: A Peoples History of the United States, Perennial Classics 2001, s. 579.
(6) Steven Greenhouse: After Push for Obama, Unions Seek New Rules, New York Times, 9.11. 2008.
(7) Solidaritet vil i et kommende nr. kommentere krisen i den amerikanske fagbevægelse nærmere.
(8) Tom Curley: Army Chief says US ready to be in Iraq 10 years. Citeret efter Paul Street på ZNet, 30.5.2004.
(9) Paul Street: There is No Peace Dividend, Z Magazine, januar 2009
(En kortere udgave af artiklen har været bragt i Rød + Grøn, august 2009)
Efterskrift
Artiklen om det første halve år med Obama blev skrevet i midten af juli. I dag, to måneder senere, er udsigterne for en ændring af den amerikanske regerings politik i progressiv retning endnu mere tågede.
Offensiv fra højre
Højrefløjen og det republikanske part lå bogstavelig talt i ruiner efter demokraternes valgsejr. Ikke at der manglede skingre anslag mod Obama i medierne, men de første forsøg på at rejse en bevægelse mod regeringens brug af skattepenge, en "kommunistisk" sundhedsreform osv. havde ikke den store fremgang - og fremkaldte blot hovedrysten og skuldertræk fra såvel liberale som venstreorienterede kræfter.
Det ændrede sig i august. På en lang række lokale højrøstede og til tider tendentielt voldelige møder over hele USA mobiliseredes utilfredse borgere mod Obamas udspil til en sundhedsreform. Obama blev på skift beskyldt for at være socialist og nazist, gå ind for dødspaneler, der skulle afgøre ældre medborgeres ret til medicin og hospitalsophold, og for øvrigt være en ulovlig præsident, fordi han angiveligt slet ikke skulle være født i USA (Hawaii), men i Kenya!
Beskyldningerne er selvfølgelig helt ude i hampen, men ikke desto mindre er det lykkedes at sætte Obama under betydeligt pres. Den 12.9. gennemførtes en demonstration mod Obama i Washington med 70.000 deltagere - Fox News sagde 1,7 mio - hvor de mest vanvittige beskyldninger blev gentaget. Obama blev stemplet som illegal indvandrer, kommunistforfølgeren McCarthy blev kaldt til live, anti-abort aktivister bar plakater med teksten "Begrav Obamacare sammen med Kennedy" og der blev skreget "White Power".
Men det er ikke højreekstremistiske galninge, der samler sig i en spontan protest fra højre.
Demonstrationen var organiseret af Freedom Works, der er finansieret af store virksomheder, og den var massivt bakket op og opreklameret af Fox News. American Energy Alliance, der bl.a. er finansieret af Exxon, og som bekæmper den meget moderate klimalov, som blev lagt frem sidst på foråret, støttede arrangementet.
Samtidig kan man konstatere, at den selv samme private sundhedssektor, som Obama har forsøgt at handle sin sundhedsreform af med, poster millioner af dollars i lobby-arbejde imod selv samme reform. Den demokratiske senator Baucus fremlægger nu et alternativt forslag, der fjerner den mulighed for at forsikre sig i et offentlig nonprofit sygeforsikringsselskab, der findes i Obamas forslag til sundhedsreform. Et direkte udslag af pres fra de private forsikringsselskaber.
Hvis man dertil lægger, at Obamas rådgiver på miljøpolitikken - zaren for grønne jobs,- Van Johnson i begyndelsen af september blev tvunget til at "abdicere" efter en vel tilrettelagt kampagne fra højrefløjen, tegner der sig et forstemmende billede. Van Johnson, mangeårig klimaaktivist, var en af de få virkeligt progressive i Obamas administration.
På de blot to måneder, der er gået siden juli, er det lykkedes at etablere en højrebevægelse, der forener stort set alle reaktionære strømninger og ideer, der har floreret i USA de seneste 50 år. Det er herfra at presset lægges på Obama - og han lader sig presse. I hvert fald så længe progressive amerikanere nøjes med at ryste på hovedet af de højreekstremistiske galninge i stedet for at forsøge at forstå baggrunden for deres bekymringer samt motiverne hos de virkelig bagmænd bag bevægelsen.
Det kræver aktivitet - i stedet for borgerkrig - i fagbevægelsen. Et lille lys kan være, at Change to Win endegyldigt er brudt sammen. Unite Here har genindmeldt sig i AFL-CIO og Laborer’ International Union of North America med 800.000 medlemmer samt United Food and Commercial Workers med 1,3 mio. medlemmer er på vej til at gøre det samme. Også Teamsters meldes på vej tilbage i varmen med sine 1,4 mio. medlemmer. I forvejen har det topstyrede tømrerforbund brudt med CTW, men står i dag isoleret i sit forsøg på at gå på strandhugst blandt medlemmer af andre forbund, der organiserer i byggeriet. Hermed er CTW reduceret til SEIU og det lille United Farm Workers med under 50.000 medlemmer.
Det betyder først og fremmest en økonomisk styrkelse af AFL-CIO, der i øvrigt måske har taget et skridt mod venstre på sit netop afholdte konvent i Pittsburg. Konventet har enstemmigt tilsluttet sig kravet om et offentligt, skattefinansieret sundhedsvæsen som mål ligesom det bekræftede modstanden mod besættelsen af Irak og krævede repression mod den irakiske fagbevægelse stoppet. Desuden vedtog man en resolution mod forfølgelse og deportation af udokumenterede indvandrere, som der angiveligt er mere end 12 mio. af i USA.
Også valget af ny topledelse i landsorganisationen kan være et signal om bevægelse. Ikke så meget på grund af den nye formand, Richard Trumka, der kun retorisk adskiller sig fra den fratrådte formand, John Sweeney, men mere ved valget af ny næstformand, Arlen Holt Baker, en kvindelig afro-amerikaner fra AFSCME, der organiserer offentligt ansatte, og den 39-årige Helen Shuler fra elektrikerforbundet som hovedkasserer. Førstnævnte er den højst placerede sorte amerikaner nogensinde i organisationen og sidstnævnte den yngste, der nogensinde er blevet valgt ind i det øverste triumvirat.
Carl Finnamore sammenfattede konventet således i en artikel, der kan findes på Z-net: "Alt i alt klædte konventet AFL-CIO bedre på til at varetage de skrappe opgaver, der venter forude. Ingen havde forventet at konventet ville ændre på AFL-CIOs grundlæggende og besværlige politiske afhængighed af demokraterne, men mange af de delegeredes beslutninger giver græsrodsaktivister i fagbevægelsen og deres allierede muligheder for at fortsætte organiseringen omkring tidens vigtigste sociale spørgsmål på deres arbejdsplads og i deres lokalsamfund. Heri lå efter min mening essensen af disse fire dage i Pittsburg."
Måtte Finnamore få ret!
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Oktober 2009, nr. 3
http://solidaritet.dk/