Solidaritet. Oktober 2009, nr. 3 - Indhold
Af Jan Helbak, Solidaritets redaktion
Indenfor de sidste par måneder har man nærmest oplevet en klon af perioden efter 1932. Som dengang bringer aviserne dagligt udtalelser fra økonomer og ledende politikere om, at økonomien "ser ud til at være grundlæggende sund". Der er samtidigt opstået en sand fauna af nye metaforer, som primært skal signalere håb og tro på, at et nyt kapitalistisk opsving er lige om hjørnet - ja faktisk allerede er sat ind. Nu hedder det f.eks. "green shoots", "lysninger i skoven", "forårsbebuder" osv. Det gælder for dem alle, at de først og fremmest på signalplanet skal skabe en tillid til, at der er styr på samfundsøkonomien, og at det værste allerede er overstået.
Hver dag får f.eks. dagbladet Børsen eller Bloombergs hjemmeside øje på nye green shoots, når de nyeste nøgletal fortolkes. Det kan være en langsommere stigning i arbejdsløsheden. En lidt mindre pessimistisk forbrugerstemning, eller en knap så drastisk forværring af verdenshandlen og en hurtigere forbedring af de store industrinationers BNP end ventet.
For så nogle dage efter at blive modsagt af nogle ganske anderledes væsentlige men knap så omtalte indikatorer på, at denne krise til forskel fra de foregående i 80'erne og 90'erne er af langt mere fundamental karakter. At det faktisk er kapitalismens autoritet og politisk-økonomiske legitimitet, der er på spil. At nøgletal fra bl.a. UNCTAD, der siger noget reelt om økonomiernes kapitalproduktivitet, investeringer i kapitalapparat, indsnævring af potentielle vækstmuligheder, fald i industriens profitter og dramatisk fald i verdenshandlen, langt fra tyder på, at den kapitalistiske verdensøkonomi står overfor et umiddelbart forestående opsving.
Tværtimod tyder alt på, at kapitalismen "trods det mildnede økonomiske klima" skal igennem en omfattende omstruktureringsproces både af sit grundlæggende akkumulationsgrundlag og af de herskende produktions- og magtstrukturer på verdensmarkedet. Hvilket som bekendt aldrig har været en isoleret økonomisk proces, men først og fremmest en omfattende politisk og ikke mindst geopolitisk proces præget af nye stærke klassemodsætninger, protektionisme, militære spændinger og et voldsomt opbrud i de forskellige teorier og forklaringsmodeller, der hidtil ellers har vist sig tilstrækkelige.
For nu at zoome ind på de sidste måneders teoretiske debat kan det ikke overraske, at der ind imellem alle de nye beretninger om "green shoots" fra kapitalismens officielle højborge til stadighed dukker ret kritiske artikler op selv blandt borgerlige økonomiske teoretikere, der stiller sig kritisk dels overfor den kapitalistiske økonomis indretning og dels overfor de økonomiske teorier, der indtil nu næsten uimodsagt har legitimeret de sidste 25 års udvikling.
En ret så spændende en af slagsen er en lidt usædvanlig artikel af økonom Per H. Hansen, som stod at læse på Børsens hjemmeside i maj måned. Usædvanlig, fordi artiklen meget præcist kritiserer de herskende økonomiske teorier på bjerget for at operere med "økonomiske modeller og diverse forsøg på økonomiske prognoser, der med usvigelig sikkerhed altid tager fejl". Forfatteren begrunder bl.a. sin påstand med en henvisning til, at der altid sker noget uventet, som modeller ikke kan tage højde for, og ikke mindst at "de bygger på nogle grundlæggende antagelser om mennesket, som er uholdbare".
Han hævder bl.a., at "vores erkendelse af verden påvirkes af en lang række faktorer, som traditionel økonomisk teori ikke kan forholde sig til". Selve artiklen rundes af med et spørgsmål om, hvorvidt det overhovedet længere giver mening at operere med økonomi som en selvstændig videnskabelig disciplin, og om ikke der er brug for en økonomisk teori, "der i højere grad tager sit grundlæggende udgangspunkt i en mere passende forståelse af, hvordan mennesket er "skruet sammen"".
Som enkeltstående indlæg i debatten ville artiklen ikke have været så interessant, havde det ikke lige været fordi der bl.a. i Financial Times og The Economist samme periode og hen over sommeren har været bragt adskillige artikler af vægtige økonomer, der for det første gør op med forestillingerne i ligevægtsteorierne om den selvregulerende markedsøkonomi og for det andet sætter spørgsmålstegn ved de samme teoriers grundantagelser om, at mennesket i et og alt handler økonomisk rationelt og kun afviger herfra, hvis det politiske system og andre "irrationelle" fænomener i samfundet tager overhånd.
Lignende kritiske indlæg poppede også op umiddelbart efter krakket i 1929. Og fra 1929-1937 udspandt der sig en voldsom teoretisk borgerkrig mellem de klassiske økonomer, der afviste enhver form for statslig indgreb i den voksende økonomiske krise og alene kunne anbefale monetære manipulationer og intet andet. Og på den anden side de praktiske økonomer, som havde indset, at forestillingerne om det selvregulerende marked og krisens selvstændige rensende virkninger ikke havde meget med virkeligheden at gøre. Hvis man skulle undgå et decideret samfundsmæssigt sammenbrud og medfølgende social uro, måtte staten på en eller anden måde gribe ind dels for at fremme efterspørgslen og dels for at sætte offentlige arbejder i gang og bekæmpe arbejdsløsheden. Problemet for disse økonomer var, at de ikke kunne henvise til en teori, der understøttede deres pragmatiske forslag.
Teorien leverede Keynes under depressionens højdepunkt. Men som kanoniseret teori slog den først igennem tre år senere og faldt på denne måde sammen med USA's og Englands begyndende oprustningspolitik. Udviklingen herefter og den voldsomme vækst efter 2. Verdenskrig så ud til at skulle bekræfte Keynes økonomiske teorier på en sådan måde, at de fleste politikere og samfundsforskere faktisk var overbevist om, at man for det første havde fået et teoretisk redskab til at styre en krisefri kapitalisme og for det andet en teori, der var mere i overensstemmelse med den faktiske menneskelige natur.
Men på trods af keynesianismens og velfærdsstatstænkningens sejrsgang under kapitalismens gyldne år fra krigsafslutningen og frem til slutningen af 60'erne levede forestillingerne om "den gennemsnitlig ligevægt på markedet" videre - om end i en noget tilbagetrukket position.
Med fremkomsten af nye inflationære tendenser i begyndelsen af 70'erne fik de neoklassiske økonomer ny luft, hvilket førte til en antagelse hos mainstream økonomerne om, at der var en nøje sammenhæng mellem accelereret efterspørgsel og inflation. Antagelsen blev anerkendt og gjort til et nyt væsentligt styringsmål.
Men pludselig skete der noget uforudset. På ganske få år fik man i 70'erne både høj arbejdsløshed, faldende efterspørgsel og høj inflation. Og endnu engang udbrød der borgerkrig indenfor faget økonomi. Det samme billede gentog sig ved recessionen i 1982, og nu skal vi så opleve det en gang til, hvor kritikerne i dag først og fremmest anklager de "genfødte" liberalistiske økonomers irrationelle tro på selvberoende økonomisk rationalitet og forestillingerne om samfundsøkonomien som blot og bart et samlet udtryk for de mange virksomheders og økonomiske agenters selvstændige og autonome handlinger.
Hvad de fleste af de omtalte kritikere af den neoklassiske teori imidlertid forbigår med stor behændighed, er, at de kritiserede økonomiske teorier meget nøje svarer til liberalismens generaliserede menneske- og samfundssyn. Bedst udtrykt af Margaret Thatcher, der lidt polemisk postulerede, at samfundet ikke er andet end summen af individerne, og at alt skulle anskues fra markedets perspektiv og ikke fra produktionens.
Så hvis den neoklassiske økonomi er under anklage for at bygge på fejlagtige modeller, gold matematik med udgangspunkt i et stereotypt og primitivt menneskesyn, må anklagen også gælde de samme økonomiske teoriers politiske overbygning og ideologiske grundlag.
For problemet er jo, at de udskældte modellers grundantagelse sagtens kan være rigtige eller i det mindste give nogle valide udsagn indenfor et samlet rationelt system. Man kan absolut heller ikke udelukke, at mennesket handler økonomisk rationelt. Det er blot ikke det, der er på dagsordenen, men derimod at definere, hvad der forstås ved et samlet rationelt system.
For hvad der er "godt for Ford" er ikke nødvendigvis godt for USA. Anskuelsesundervisning heri leveres for tiden - hver dag. Ikke desto mindre er det denne atomistiske fejlslutning, der bestemmer mainstream økonomernes modeller - om end i nye formuleringer og mere modificerede teoridannelser. Deres løsning på krisen - også keynesianisternes - hedder stadig: Vækst, rigdom og velstand er identisk med de mange virksomheders, servicevirksomheders og finansinstitutioners vækst bl.a. som afledte dynamiske effekter af ekspansiv finanspolitik og accelereret efterspørgsel Og det uden hensyntagen til de mere og mere problematiske afledte socio-økonomiske og øko-kulturelle konsekvenser af fortsat kapitalistisk vækstlogik.
Produktion af flere og flere biler giver godt nok en høj omsætning, forbigående høj profit og øget beskæftigelse. Og ud fra dette grundsynspunkt kan logikken generaliseres til snart sagt al produktion - inklusive krudt og kugler. Men om synspunktet holder er tvivlsomt. Om det er fornuftigt, er en ganske anden sag. Det er ikke et økonomisk spørgsmål, men et politisk samfundsmæssigt. Og anskuet herfra er en øget produktion af biler helt og aldeles irrationelt. Man behøver blot fem minutters ophold på en motorvej for at erkende den systematiserede irrationalitet. Det samme kunne siges om produktionen af fødevarer, elektriske artikler osv.
Det kan godt være, at de hver især er små teknologiske vidundere, men taget under et og i en sammenhæng - og denne er kapitalistisk - har de bidraget til en økonomisk vækst, der bl.a. truer vores naturgrundlag, underminerer samfundenes sociale grundlag og samlede infrastruktur og binder enorme ressourcer i, at alle tvinges til at købe det samme, hvor kollektive løsninger kunne have sparet på ressourceforbruget og samtidig sikret en langt mere ensartet og udbredt rigdomsudvikling.
Med det sidste ræsonnement henvises der godt nok også til en anden form for økonomisk rationalitet, idet udgangspunktet er kollektivet som økonomisk aktør og ikke det atomiserede enkeltindivid som forvalter af egne snævre interesser. Men - og det er ganske rigtigt - en sådan alternativ form for økonomisk rationalitet, der snildt kan anvende mange af de udviklede matematiske modeller, ville også kræve en anden form for politisk rationalitet, der på ingen måde er forenelig med liberalistisk tankegang og slet ikke med kapitalismen som grundlag for samfundenes rigdomsproduktion.
Problemets stilling får her som så mange andre steder i verden sin egen aktualitet, når f.eks. Ole Sohn op til SF's landsmøde i lighed med en række venstredrejede økonomer verden over forpasser et principielt opgør med kapitalismens økonomiske teori og i stedet hovedsageligt kritiserer bankerne og hele finansverdenen for at have handlet "hamrende uansvarligt". Handlet uansvarligt i forhold til hvad? Kunne man spørge.
Bankerne og finansverdenen har ikke handlet uansvarligt. De har fulgt deres instinkt for at skabe den maksimale profit, og her har de helt modsat den konventionelle opfattelse fået følgeskab af en lang række af de store transnationale virksomheder, som igennem flere år først og fremmest har hentet deres afkast ved finansiel spekulation og her igennem udskudt eller modvirket profitfaldet. At dette så har ført til kreditfinansieret overforbrug, opbygget uholdbare ubalancer i verdensøkonomien, afstedkommet lav kapitalproduktivitet, faldende investeringer og spændt den globale ulighed til det yderste, er noget ganske andet. Men som kapitalister har de handlet ansvarligt, selv om de gennem deres handlinger har undergravet grundlaget for en ny periode med produktiv vækst i realøkonomien mange år fremover - bl.a. ved i over 25 år at have drænet potentielle vækstområder i de fattige lande for kapital.
Kapitalismen er historisk set et dynamisk økonomisk system, der trods mange indre modsætninger har skabt en enorm økonomisk vækst. Problemet er, at det ikke nødvendigvis er den vækst menneskene og samfundene har brug for. Og det er netop den problematik, der nu sættes på dagsordenen, om end det i første omgang tager form af en kritik af de neoklassiske økonomiske teoriers grundlag og menneskesyn.
Men det fører i sig selv ikke særlig vidt at kritisere de moderne matematiserede økonomiske modeller for utilstrækkelighed, fordi de bygger på forkerte antagelser om, "hvordan mennesket" er skruet sammen. En sådan bemærkning aftvinger uvilkårligt det næste spørgsmål: hvordan er det menneskelige samliv "skruet sammen"? Og tilgodeses dette rationelt indenfor den kapitalistiske samfundsorden?
Eller sagt på en anden måde; man kan ikke kritisere de gængse økonomiske teorier og modeller eller kapitalen for at handle "hamrende uansvarligt", hvis man ikke som konsekvens indleder et kritisk opgør med den samfundsindretning, politik og ideologi, der har frembragt disse teorier og "hamrende uansvarlige" handlinger.
Og så er vi tilbage ved begyndelsen for 233 år siden, hvor Adam Smith m.fl. ikke talte om økonomi som sådan - men om politisk økonomi. Hvor interessen drejede sig om at få hold på, hvorledes samfundenes rigdom blev skabt og efterfølgende fordelt mellem samfundsgrupperne. Hvorfor disciplinen kom til at hedde politisk økonomi, fordi man havde indsigt i, at der ikke kan forefindes "rene økonomiske" teorier, der kan forklare, hvorfor der bliver produceret og fordelt på en ganske bestemt måde. Hertil kræves også politisk analyse og kritisk indsigt i samfundets samlede organisation.
Man havde den gang knap fantasi til at forestille sig, at der skulle komme økonomiske- og socialvidenskabelige forskere, der i ramme alvor som i dag kunne hævde, at markedsøkonomien af egen drift kunne frembringe en samfundsmæssig ligevægt og besvare alle vægtige samfundsmæssige spørgsmål.
Af samme årsag indledte Karl Marx og med ham mange andre heller ikke en kritik af økonomien, men af den politiske økonomi og således af den kapitalistiske samfundsindretning som sådan - og ikke af enkeltstående fænomener, økonomiske dysfunktioner, uretfærdigheder mv. Idet den politiske økonomi, netop fordi den var politisk, også var historisk og således også stod til at ændre politisk.
Således forstået kan man sige, at der med den aktuelle kapitalistiske krise igen er åbnet op for en kritisk diskussion af den politiske økonomi, dvs. af hvordan mennesket og det samfundsmæssige og historiske menneske egentligt "er skruet sammen" for at nå til en dybere forståelse af, hvad der i virkeligheden er samfundsøkonomisk rationelt, og hvilke politiske forudsætninger, der skal være til stede for at indløse denne rationalitet.
I den sammenhæng er det lidt patetisk alene at kritisere kapitalen for at handle "hamrende uansvarligt", når de enkelte kapitalister nu engang har handlet kapitalistisk ansvarligt. Hvis de har handlet uansvarligt set i en samfundsøkonomisk sammenhæng, og deres handlinger er i konflikt med menneskenes og samfundenes behov i almindelighed - så er det kritikken af kapitalismen som hamrende irrationel og det samfundspolitiske alternativ og vejene til dets realisering, der skal bruges krudt på, og ikke moralsk kvababbelse over, at de enkelte kapitalister sætter alle hensyn til side i jagten på den maksimale profit. Det er nu engang kapitalismens eneste rationalitet - en rationalitet, der har mistet sin ubegrænsede autoritet og teoretiske legitimitet i løbet af det sidste år, og som ikke automatisk vil blive genvundet, selv om det begyndende statsfinansierede opsving skulle bide sig fast.
Selv de mest højrøstede ideologiske økonomer i centralbankerne og de store finanshuse holder sig tilbage fra at komme med skråsikre prognoser, hvilket selv under et nyt opsving vil udgøre den herskende klasses største politiske og ideologiske problem. Dens teoretikere er på "herrens mark". De kunne ikke forudsige krisens komme og er i vildrede med, hvad det mulige opsving vil bringe. Bliver det en "V formet krise", eller slår den over i en "W udgave" med en ny recession næste år? Ingen tør rigtig spå om det. Og en herskende klasse, der ikke tør det, får vanskeligere ved igen at dominere hele samfundsdiskursen, sådan som det var tilfældet helt frem til september 2008.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Oktober 2009, nr. 3
http://solidaritet.dk/