Solidaritet. Maj 2009, nr. 2 - Indhold
af Finn Sørensen
Asbjørn Wahl har netop udgivet en utrolig velskrevet bog om velfærdsstatens storhed og fald, vel at mærke ikke kun om den norske velfærdsstat. Bogen er yderst relevant også for den danske venstrefløj, ikke mindst i den situation vi befinder os i nu, hvor der er nye muligheder for diskussionen om alternativet til nyliberalismen.
Det "norske eksempel" har spillet en stor rolle i diskussionerne på den danske venstrefløj i dens søgen efter en vej til at komme af med VKO-flertallet. Det gælder ikke mindst for SF´s målbevidste stræben efter en S-SF regering.
Asbjørn Wahls bog viser, at hvis man ikke kun stræber efter taburetter, men også vil have grundlæggende politiske ændringer, så kommer man ikke langt med SF´s metode. I bogens sidste afsnit om de norske erfaringer og hvordan vi udvikler alternativet, påviser han, at det kræver opbygning af en alliance "nedefra". Det var i høj grad de mest aktive dele af norsk fagbevægelse med Kommuneforbundet og lokale LO-organisationer i spidsen, der pressede socialdemokraterne til at acceptere en fælles platform med progressive og temmelig konkrete krav. Det var dette, der var grundlaget for centrum-venstre alliancens valgsejr i 2005.
I samme afsnit viser AW også, hvad der sker, hvis man som progressiv regering forsøger at klare sig uden mobiliseringen nedefra, hvis man ikke fastholder og udvikler den offensiv som førte til valgsejren - så er det højrekræfterne der vinder frem.
Alle de foregående kapitler i bogen bygger op til den samme erkendelse. Efter 30 år med nyliberalistisk offensiv er vores opgave som venstrefløj og fagbevægelse langt større end blot at få nogle andre bagdele placeret på taburetterne.
Hovedsigtet med bogen er derfor at dokumentere de dybtgående ændringer af samfundslivet, som den nyliberalistiske politik har medført - ændringer, der har haft store konsekvenser for almindelige mennesker, for velfærden, for demokratiet, for uligheden, og for en lang række andre samfundsområder. En central figur i bogen er Mona fra Moss, der er symbolet på en lang række skæbner, som AW selv har mødt gennem sine mange år som ansat i Kommuneforbundet. Monas historier er indbegrebet af den brutalisering af arbejdslivet og udstødning fra arbejdsmarkedet, der har været prisen for de sidste 30 års eldorado for udbyderne af biler, samtalekøkkener og alskens elektronik.
Bogen fortæller ikke de store nyheder for folk som har været aktive på venstrefløjen i den periode, og det har heller ikke været Asbjørn Wahls vigtigste ærinde. Men også faglige og politiske aktivister på venstrefløjen kan have stor glæde af at læse bogen. Det er altid godt at få sat tingene ind i en større - det vil sige historisk - sammenhæng. Det grundlæggende spørgsmål, som AW stiller og forsøger at besvare, er helt nødvendigt at forholde sig til for alle på venstrefløjen, uanset partitilhørsforhold: Hvordan kunne det gå så galt, at højrekræfterne på forholdsvis kort tid var i stand til at afmontere de fremskridt som arbejderklassen havde tilkæmpet sig siden afslutningen af 2. Verdenskrig?
AW mener, at det i høj grad bunder i det fejlagtige syn på velfærdsstaten, som har været dominerende især blandt socialdemokrater. De har beskrevet velfærdsstaten som et udslag af, at kapitalejerne var til at tale til fornuft, og at fremskridtet derfor ikke kunne rulles tilbage.
Her peger AW på den faktiske historiske udvikling. Opbygningen af velfærdsstaten blev drevet frem af kampen mellem kapital og arbejderklasse især i årene efter 2. Verdenskrig. Det var arbejderklassens stærke faglige og politiske organisering, samt frygten for at sympatien for Sovjet og socialismen skulle blive for stærk, der tvang borgerskabet til vidtgående indrømmelser i forhold til arbejderbevægelsens indflydelse i samfundet.
AW peger også på, at der var mere grundlæggende økonomiske årsager til fremvæksten af velfærdsstaten. Den overtog simpelt hen ansvaret for reproduktion af arbejdskraften - socialt, sundheds- og uddannelsesmæssigt - hvilket var en afgørende forudsætning for kapitalakkumulationen i den periode.
Men dybest set handlede det om at sikre arbejdernes opbakning til markedsøkonomien, og derved svække radikaliseringen af arbejderbevægelsen. Uden at bagatellisere de fremskridt, som arbejderbevægelsen opnåede, er Asbjørn Wahl ikke i tvivl om, hvem der vandt det spil: "Lidt forenklet kan vi sige, at velfærdsstaten og den gradvis øgede levestandard var det, den nu ganske fredelige arbejderbevægelse fik i bytte for at opgive sit socialistiske projekt" (s. 49).
Da store dele af arbejderbevægelsen samtidig stillede sig tilfreds med den øgede levestandard, og opgav den ideologiske kamp imod de borgerlige ideer, måtte det gå galt, da kapitalen for alvor gik til modangreb med Margaret Thatcher og Ronald Reagan i spidsen i 80´erne.
Men der var ikke kun tale om at arbejderbevægelsens faglige og politiske ledere var passive over for nyliberalismens offensiv. De medvirkede selv til den. De accepterede deregulering af markederne, ophævelse af kontrol med kapitalen, aktiv tilslutning til privatiseringer og andre former for udsalg af den offentlige sektor, der i AW´s optik - og i virkeligheden - jo samtidig er et tab af mulighed for kontrol med kapitalbevægelserne - og dermed tab af demokrati. AW påpeger også, at de ledende kræfter i arbejderbevægelsen selv har bidraget til indførelse af markedsøkonomiske principper i den offentlige sektor, og selv har stået for indførelsen af den hårdere linje i disciplineringen af arbejdskraften (på norsk hedder det "arbeidslinie", på dansk "aktiv arbejdsmarkeds- og socialpolitik") hvis nyeste påhit er ideen om, at de syge bliver raske af at arbejde.
Det er svært at finde andre fejl ved bogen, end at den er på norsk, og at der p. t. ikke er planer om en udgivelse på dansk. Alligevel vil jeg problematisere to spørgsmål, som rejser sig ved læsning af AW´s bog.
Det ene handler om "fagbevægelsens rolle som selvstændig politisk aktør". Her er Norge, som nævnt i indledningen, et rigtig godt eksempel på, at det er en af forudsætningerne for progressive ændringer. Det handler i al sin enkelhed om, at fagbevægelsen stiller selvstændige krav til hvad arbejderpartierne skal gennemføre som regering, i stedet for passivt at føre kampagner for socialdemokratisk politik. AW ser det som meget vigtigt at udvikle denne tendens, hvis det skal lykkes at vende udviklingen til gunst for arbejderklassen.
Det er jeg helt enig i. Men jeg savner måske lidt erkendelse af begrænsningerne. De ledende kræfter i fagbevægelsen - både centralt og lokalt - er jo som regel medlem af et af arbejderbevægelsens partier, især af socialdemokratiet. Dette tilhørsforhold sætter nogle grænser for, hvor langt de vil gå som faglige ledere i forhold til at udfordre deres parti. Vi kommer ikke uden om den partipolitiske diskussion. De faglige ledere, der vil mobilisere til mere vidtgående krav end deres parti er parat til at støtte, har derfor også en opgave i at præge deres parti i samme retning. De må engagere sig i diskussionen om, hvad der er den rette strategi for et arbejderparti - hvilket man jo kun kan gøre med vægt, hvis man selv er aktiv i et af dem!
Den anden svaghed ved bogen finder jeg i manglende klarhed om synet på staten. Der er et stærkt opgør med myten om den "afmægtige stat", myten om at "nationalstaten har mistet sin betydning" i globaliseringens tidsalder. AW påpeger, at det forholder sig lige omvendt. Staten har spillet, og spiller stadig, en helt afgørende rolle i den nyliberalistiske strategi, nemlig som murbrækker og garant for kapitalens frie bevægelighed.
Svagheden ligger i bogens beskrivelse af velfærdsstatens "tosidige karakter". På den ene side står den for social tryghed og mere demokrati, altså spirerne til arbejderbevægelsens vision om et andet samfund. På den anden side fungerer den som "socialt reparationsværksted" for et brutalt og inhumant økonomisk system: "Hvilken af de 2 sider af velfærdsstaten som styrkes, afhænger netop af magtforholdene i samfundet" - skriver AW (s. 57).
Det er jo rigtigt. Men ligger der også heri, at staten er et "åbent kar" som man kan fylde efter forgodtbefindende fra flasken med "velfærd og demokrati", eller sætter de økonomiske magtforhold nogle grænser for hvor langt man kan udvikle den bedste side af velfærdsstaten?
Denne mangel går igen i bogens afsluttende kapitel om alternativet til den nyliberalistiske udvikling. AW erkender at "Det er ikke velfærdsstaten anno 1960 som skal kopieres eller genrejses. Der går ingen vej tilbage." (s. 231). Men hvor går så vejen frem? Det får vi kun et meget generelt svar på: "Skal velfærdsstaten forsvares og videreudvikles, må samfundsmæssige drivkræfter og magtforhold sættes i fokus. Demokratisk styring og kontrol udgør de vigtigste redskaber mod markedsmagt, spekulationsøkonomi og brutalisering af samfunds- og arbejdsliv" (s. 273).
Helt enig! Men hvad er forudsætningen for demokratisk styring og kontrol? Det er et opgør med ejendomsforholdene, med den private ejendomsret til finanssektor, til produktions- og kommunikationsmidler. Det kan Asbjørn Wahl umuligt være uenig. Bogen er i sin helhed en stærk dokumentation af denne kendsgerning. Men hvorfor så ikke sige det klart og skarpt? Det er der hårdt brug for i disse tider, hvor nyliberalismens fallit åbner bedre muligheder for en diskussion om midlerne til at "rive ondet op med rode" end vi har haft i mange år. Hvis ikke nu, hvornår så?
Velferdsstatens vekst - og fall af Asbjørn Wahl. Gyldendal Norsk Forlag, 2009. ISBN: 978-82-05-38779-9.
Henvendelser om bogen kan rettes til Asbjørn Wahl
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Maj 2009, nr. 2
http://solidaritet.dk/