Solidaritet. Maj 2009, nr. 2 - Indhold
af Jan Helbak, medlem af Solidaritets redaktion og Kritisk Debats redaktion
Klassebegrebet trænger sig igen på som et teoretisk tema, der må behandles på venstrefløjen. Den tilspidsede politiske og historiske situation, vi befinder os i, gør det nødvendigt at udvikle et præcist billede af de samfundsmæssige modsætninger og drivkræfter. Artiklen retter sig først og fremmest mod opgaven - at angive temaet og indkredse nogle centrale nøglebegreber for den videre kritiske og konkrete klasseanalyse.
Som en begrebslig paria har klassebegrebet levet en tilbagetrukket tilværelse i moderne politisk debat. Selv på venstrefløjen har man haft det svært med begrebet. Dels fordi det giver ubehagelige mindelser tilbage til 70'ernes sterile diskussioner om klasser og klassetilhørsforhold, og dels fordi alle de væsentligste fortalere for liberalismen, liberalistisk filosofi og økonomi har haft en naturlig interesse i at tale begrebet dødt. Men forinden liberalismen fik vind i sejlene, gjorde også socialdemokraterne en heroisk indsats for at ekskommunikere begrebet, fordi det efter deres opfattelse historisk var blevet overflødiggjort af velfærdsstatens ligegørende fordelingspolitik. Især satte socialdemokraterne hårdt ind mod klassebegrebet sidst i 70'erne, hvorefter de borgerlige kræfter både indenfor praktisk politik og i den teoretiske verden kunne tage over og ophøje frigørelsen fra "klassemystikken" som den økonomiske rationalismens sidste svendestykke.
Som konsekvens har vi i tre årtier måtte leve med teoretiske utålsomheder som eksempelvis forestillingerne om en meget bred middelklasse (befolket af store dele af "den tidligere arbejderklasse") uden tilsvarende begreber om et borgerskab/overklasse eller en arbejderklasse/underklasse - altså en klasse i midten uden nogen klassereferencer, og som mod al fornuft er blevet gjort til omdrejningspunktet for hovedparten af diskussionerne i vor tids samfundsanalyser. Eller hvad der er endnu værre, har vi i samfundsdebatten skulle forholde os til teorier, der seriøst har hævdet, at individernes selvoplevede tilhørsforhold kunne anvendes som afgørende kriterium for vurderingen af, dels om der findes klasser, og dels deres antalsmæssige størrelse.
Stratificering af borgerne efter indkomstgrupper, uddannelse, erhverv, formue, køn, generation osv. har opnået status som de vigtigste og mest pålidelige inddelingsfaktorer, fordi disse kunne ses, føles - og sandsynligvis som det vigtigste intet udsagde om de grundlæggende og strategiske modsætninger i vores samfund, der ikke umiddelbart slog igennem i dagligdagens politiske billede. Dvs. inddelingskriterier, der alt overvejende understøttede den overliggende konsensus- og ligevægtsanskuelse, som har omsvøbt og legitimeret liberalismens dominans af samfundsdebatten og måden hvorpå, vi har betragtet os selv og vores samfund.
Og så alligevel - har klassebegrebet ligget nedenunder og levet sit eget liv. Det ses bl.a. ved, hvor megen teoretisk energi, der trods "klassekampens bortgang", er blevet brugt på at passe graven og på næsten religiøs vis forhindre alle ansatser til dens genopstandelse. Det skyldes ikke alene, at klassebegrebet historisk har været forbundet med anerkendelsen af grundlæggende sociale og politiske modsætninger i samfundet, men nok så meget begrebets forbindelse til et så kontroversielt begreb som udbytning som kilde vækst.
Omskrivningerne af de faktiske sociale modsætninger er i tidens løb blevet mangfoldige, uden at disse stedfortrædere på nogen måde har øget præciseringerne - tværtimod. Nu er omskrivningerne ved at blive et presserende problem, fordi det bliver stadigt vanskeligere at gennemføre en konsistent analyse af det kapitalistiske - nu ikke længere markedsøkonomiske - samfunds udvikling og de voksende sociale spændinger i fraværet af en så grundlæggende social kategori som begrebet - klasser.
Liberalismens begyndende teoretiske sammenbrud, der ikke alene genåbner muligheden for en mere radikal kritisk debat om kapitalismens fremtid men også af velfærdsstatens historiske begrænsninger, indebærer også muligheden for og nødvendigheden af at tage fat på en mere teoretisk og udfoldet kritisk diskussion af klassebegrebet og de afledte konkrete klassemodsætninger - som et af kapitalismens mest centrale indre dynamiske handlingsbegreber. I hvert fald hvis vi har til hensigt at indfange de nuværende forskellige samfundsgruppers indre og spændingsfyldte relationer og disses forskellige organisatoriske udtryk og den deri indfældede socio-historiske dynamik, der overskrider de fremherskendes samfundsanalysers statiske beskrivelser og politologi.
I det efterfølgende vil jeg forsøge at pejle mig ind på nogen af de hovedtemaer, som jeg mener, bør indgå i den videre debat om klassebegrebet, hvis det på den ene side skal generobre sin autoritet fra sine stedfortrædere og på den anden side igen fremstå som en nærværende og levende analytisk kategori i den radikale kritik af den kapitalistiske samfundsformation.
At klassificere betyder at gøre noget klart gennem inddeling. Det kommer af det latinske facere (gøre) og classis (afdeling). At ordne noget ved at placere det i en afdeling.
Dvs. at ordne noget ved at anbringe det i klasser, kategorier eller afdelinger. Man finder gennem mange krydsende analyser af fænomener (det, der træder frem) og iagttagelser frem til en række betydende fællestræk, som på den ene side forbinder forskellige fænomener og på den anden side adskiller dem fra andre. Hvorefter disse så kan ordnes i andre afdelinger, klasser eller kategorier, alt efter de opstillede inddelingskriterier, der oftest er defineret ved en eller anden grad af gentagelse og regelmæssighed. Som grundtræk, der måske umiddelbart ikke kan ses, fordi de er gennemsnitlige og derved abstrakte, og faktisk kun kan defineres gennem fremtrædelsesformernes regelmæssighed og rekurrens.
Men fælles for hovedparten af al klassificering i hovedklasser er, at klasseinddelingen er horisontal, hvorimod den videregående underopdeling indenfor klasserne er vertikal.
Fremgangsmåden er klassisk og har i udpræget grad været anvendt til at få styr på naturens, historiens og samfundenes mangfoldighed i ønsket om overskuelighed som grundlag for menneskelig handlen. Således ser det ud til, at denne ordnende aktivitet er et universelt menneskeligt væsenstræk som forudsætning for dets evige projektering af sin tilværelse - dets praxis som sociale agenter. Hermed også sagt, at klasseinddelingen af et samfund er en abstraktion, der ikke udsiger noget om de sociale agenters faktisk hverdagsliv, men kun noget om de mere grundlæggende betingelser og rammer for deres handlen.
Næppe mange vil være uenige i, at det hovedsageligt er måden, hvorpå mennesket op igennem historien i sit indgreb med naturen har arbejdet, produceret og tænkt for at få styr (klassificere) på denne og planlægge de næste skridt, der har udgjort den afgørende og gennemgående drivkraft i menneskets udviklingshistorie. Op gennem historien har der været ført heftige intellektuelle kampe om klassificeringskriterierne, og de har også været under konstant udvikling indenfor de forskellige forskningsfelter og indenfor dagliglivets klargørende handlinger. Men klassificeringsmetoden som sådan har udgjort en afgørende medieringsfunktion i samspillet mellem produktion - sprog - tænkning og dagliglivets praksis.
Man kan så hævde, at klassebegrebet ikke leverer den store analysekraft, når det gælder de førkapitalistiske samfundsformationer. I en vis udstrækning er jeg af grunde, som der ikke er plads til at gå nærmere ind på her, enig i denne opfattelse. Faktisk bliver klassespørgsmålet først til fremherskende problematik i og med det borgerlige revolutionære opgør med enevælden og det feudalt hierarkiske samfundsgrundlag - og den tidsmæssigt noget senere konsolidering af den borgerlige samfundsformation. Det er borgerlighedens parole om frihed-lighed-broderskab, der ophøjer den praktiske ulighed til et egentligt og gennemgående problem. For hvordan klassificere de store samfundsgrupper, der i princippet er lige, og dog så regelmæssigt former deres liv under vidt forskellige livsvilkår? Og hvordan forklare uligheden og fattigdommen som et notorisk samfundsproblem, når ligheden og friheden er udgangspunktet for civilisationstænkningen og den universelle fremskridtsorientering i opgøret med feudaltidens guddommeligt indstiftede standshierarki?
I kapitalismens historie er der forsøgt mange forklaringer på ovennævnte problematik. Men i alt væsentligt kan analyserne og forklaringerne indsnævres til to hovedtendenser.
Den ene tendens, som igennem det meste af det tyvende århundrede har været den mest fremherskende og anerkendte, har i modificeret form videreført feudaltidens nedarvede klassificeringsmetodik og stratificeret de forskellige samfundsgrupper. Enten det så har været i form af begreber som "overklasse" og "underklasse" eller indkomstgrupper mv. Kendetegnende for denne klassificeringsmetode er, at den af indlysende grunde ikke i et dynamisk kapitalistisk samfund har kunnet bygge på de samme stabile og indstiftede klassificeringskriterier, som var gældende i feudaltiden - selv om metoden er indgået i et samlet ideologisk kompleks, der har tilstræbt at ophøje kapitalismens vigtigste væsenstræk til universelle værdier. Af samme grund savner kriterierne i det lange perspektiv både konsistens og reference til en verificerbar regularitet. Til gengæld har metoden dannet uundværligt tankegods for de forskelligartede liberale forestillinger om den sociale mobilitet som drivende kraft i samfundet.
Heroverfor har der stået en anden tendens primært formuleret af Karl Marx. Han anerkendte fuldt ud den liberale påstand om den frie borger, men satte herefter det fremherskende friheds- og lighedsbegreb ind i en sammenhæng, der blev defineret som bestemmende for det borgerlige samfunds grundkarakter - kapitalforholdet. Herved nåede han frem til, at der i kapitalforholdet som både udgangspunkt og samtidigt referencepunkt stod to hovedklasser overfor hinanden, der både var hinandens modsætning og forudsætning. Marx's abstrakte klassifikation af samfundsborgerne i to bestemte hovedklasser var således en teoretisk og horisontal klassificering og ikke en vertikal historisk empirisk klassificering som ved stratificeringsmetoden. Småborgerskabet og bønderne opfattede han eksempelvis historisk som klasser, der med kapitalismens udvikling logisk ville blive ophævet - bevaret - og videreført i de to hovedklasser - om end i andre former end under kapitalismens foregående former. Men disse og andre konkrete klasseformationer havde ikke bestemmende betydning i hans teoretiske og kategoriale klassebestemmelse.
For Marx måtte klassekriterierne ifølge hans historisk analytiske metode tage deres udgangspunkt i og defineres ved produktionsrelationerne og ikke ved de afledte markedsrelationer, fordi produktionsrelationerne efter hans analyse bestemte det kapitalistiske grundforholds regularitet og også var bestemmende for samfundets cirkulations- og fordelingsforhold. Hvordan medlemmerne af de forskellige klasser så ud, hvordan de konkret opførte og samlede sig, deres indbyrdes forskelligheder mv. var i den sammenhæng underordnet. Hovedopgaven var at indfange de sociale relationer og den historiske dynamik, der definerede de bestemmende fællestræk, og hvad der på den anden side adskilte dem fra hinanden som repræsentanter for forskellige grundlæggende funktioner i den kapitalistiske produktionsproces. Det er i den proces, at Marx foretager en teoretisk bevægelse, der overskrider de centrale abstrakte kategorier; arbejde, værdi/abstrakt arbejde, varen, markedet og klasser som abstrakt universalitet for herefter at beskæftige sig med de samme begreber, men nu som konkret universalitet - dvs. deres konkrete betydnings- og virkningshistorie under kapitalismen - sådan som den folder sig ud og udvikles. Herved opnår Marx at styre uden om en steril "klassemodel" eller analysemodel ved at definere en metode for konkret og specifik kritik af samfundsforholdene under kapitalismen. Han demonstrerer i øvrigt selv på plastisk vis anvendelsen af sin metode i analysen af klassernes indbyrdes kampe i "Klassekampene i Frankrig" og "Louis Bonaparters 18. Brumaire". Her er der på ingen måde tale om, at han blot lægger et abstrakt skema ned over de virkelige begivenheder, sådan som mange kritikere af klassebegrebet ellers har for vane at hævde.
Det var for Marx væsentligt at få præciseret, at fordelingskriterier og markedsrelationer kan ændre sig konstant dels af konjunkturelle årsager, dels på grund af klassernes og samfundsgruppernes evige fordelingskampe og dels som følge af historiske kompromiser mellem klasserne, men at disse indgik i og til enhver tid var underordnet de kapitalistiske produktionsrelationers fortsatte eksistens og ekspansion.
Ligeså vigtigt at få præciseret, bliver i den forbindelse, at klassebegrebet ud fra de ovenstående betragtninger rent videnskabsteoretisk skal anskues som et abstrakt ordningsbegreb/kategori, som aldrig kan blive identisk med den måde, hvorpå medlemmerne i de respektive klasser former deres virkelige tilværelse og indgår i konkrete empiriske konstaterbare interesse- og modsætningsforhold til hinanden. De samme medlemmer er også sociale agenter, der handler ud fra dagliglivets interesser, også selv om mange af disse handlinger står i et modsætningsforhold til deres samlede klasseinteresser. Herved også klasseorganisationernes betydning både som repræsentationer og institutioner til intern social handlingsregulering (eks. fagforeningerne, arbejdsgiverforeningerne og de mange andre mere underordnede klasseorganisationer).
Som ordningsbegreb må klassebegrebet selvfølgelig modificeres og differentieres i takt med, at den kapitalistiske produktionsmåde og arbejdsdelingen udvikler sig. Kapitalismens enorme dynamiske kraft og den voldsomme differentiering, der følger af den kapitalistiske arbejdsdeling, har historisk frembragt nye formidlingsmekanismer og formidlende samfundsgrupper, der i dag spiller en central rolle indenfor den kapitalistiske værdiproduktion, i cirkulationen og i fordelingen af det samlede sociale produkt. Indenfor kapitalismens samlede ekspansions- og reproduktionsproces har der f.eks. siden 2. Verdenskrig udviklet sig en voksende middelklasse som funktion af de grundlæggende produktions- og klasserelationer og som medierende forudsætning for den moderne reproduktion af disse relationer.
Denne middelklasse både i den private og indenfor den offentlige sektor er i endnu højere grad end både klasserne af kapitalister og arbejdere stærkt differentieret, og arbejdsdelingen her indenfor er under stadig og dynamisk udvikling. Disse processer foregår både indenfor den del af middelklassen, der direkte indgår i formidlingen af værdiøgningsprocessen eller i cirkulationen og formidlingen af markedskræfterne og de hertil hørende fordelingsforhold, og indenfor den "statsbærende" middelklasse, der historisk har udviklet sig med kapitalismen for at kunne regulere dens samlede reproduktionsproces, herunder reproduktionen af arbejdskraften. Eksempelvis foregår der lige nu en voldsom differentieringsproces med professionernes opsplitning og routiniseringen af mange tidligere komplekse funktioner fra velfærdsstatens velmagtsdage og den modsvarende udvikling af nye ledelseslag, der i højere grad er i overensstemmelse med markedsstyringen af den offentlige sektor og de herskende fraktioner i borgerskabet.
Det er i øvrigt hos den samme middelklasse og de institutionelle strukturer, den fungerer i, at samfundets forklaring af sig selv, verdensopfattelse, videnskabelig kortlægning af samfundet og menneskets forhold til naturen, socialisering mv. hovedsageligt produceres på et professionelt niveau.
Som tidligere antydet, består middelklassen i det virkelige og synlige samfundsliv som også arbejderklassen og kapitalistklassen af mange underordnede grupper og lag, der bl.a. kan inddeles efter indkomst, uddannelse, indkomstform, samfundsmæssig og ideologisk status, livsformer, køn mv. Men det er ligeså klart, at disse stratificeringsenheder skifter i takt med kapitalismens udviklingsproces, fordi strukturer ikke er krystalliserede gitre men bestemte procesforløb, der forløber på ganske bestemte måder, indenfor bestemte regler og rammer samtidig med, at processerne på samme tid modificerer rammerne (det, der foregår i rummet, skaber rummet).
Disse grupper og lag spiller også forskellige roller, indgår på forskellig måde og danner forskellige alliancer i de samfundsmæssige magtstrukturer alt afhængig af det kapitalistiske samfunds udviklingsniveau og de økonomiske grundforhold, hvorfor de selvfølgelig også skal studeres i deres konkrete historiske relationer og udviklingsproces. Det gælder i særdeleshed for forholdet mellem klasserne, men afgjort også for de interne forhold i klasserne, hvor de forskellige lag ikke nødvendigvis har de samme interesser på forskellige tidspunkter og udviklingsniveauer i kapitalens ekspansionsproces.
Af samme grund må der skelnes mellem de interesser, der knytter sig til de grundlæggende kapitalistiske produktionsforhold og værdiøgningsprocessens evige og globaliserende tendens, og som bevidst eller ej virker bestemmende ind på den samlede klassestruktur og de der udfoldede klasseprocesser, og så de interesser, fællesinteresser og interessemodsætninger, som konjunkturelt både kan udfolde sig indenfor de respektive klasser og på tværs af disse. Eksempelvis har arbejderklassen (uanset farven på arbejdstøjet) og store dele af middelklassen organiseret indenfor statssystemet på en gang og indenfor samme tidspunkt haft fælles og forskellige interesser. Det kommer sig konkret af, at den pågældende del af middelklassen er et historisk produkt af velfærdsstaten og det historiske klassekompromis. Den finansieres af revenu, dvs. hovedsageligt over skatterne. Som sådan har denne del af middelklassen periodisk både medvirket til at sikre arbejderklassens sociale tryghed, udvikling og beskyttelse samtidig med, at middelklassens vækst belaster værdiøgningsprocessen og indirekte har lagt et pres på kapital - arbejde relationen. Hvilket bl.a. har fået dele af arbejderklassen og dele af borgerskabet til i de sidste to årtier at danne fælles front mod statssystemets ekspansion og de offentligt ansattes "formynderi" og "meningstyrani".
På den anden side har f.eks. borgerskabet og den herskende intellektuelle elites opgør med de offentligt ansattes "privilegerede stilling" ikke for alvor udfordret deres berettigelse og størrelse, selv om sådanne forestillinger har indgået i den liberalistiske retorik. Det hænger for det første sammen med, at de samme professionelle grupper i statssystemet i dag er helt uundværlige for reproduktionen af den kapitalistiske samfundsformation, og for det andet at disse grupper generelt kun søger løsninger, der ikke anfægter de grundlæggende produktionsrelationer, og i alt væsentligt løsninger, som styrker dem selv som samfundsgruppe indenfor totaliteten af de givne magtrelationer. Herved bidrager disse grupper, hvor progressive de end kan træde frem i forskellige perioder, også til teoretisk og diskursivt at lukke eller i hvert fald indsnævre den politiske horisont, der måtte overskride kapitalismen - som mulig samfundsformation.
Klassebegrebet og stratificeringsbegrebet står som beskrevet ikke i modsætning til hinanden, sådan som det så ofte fremstilles. De er begge ordningsbegreber med ganske bestemte inddelingsprincipper, men de refererer til to forskellige niveauer i den samlede analyse af samfundets sociale struktur. De står både i et teoretisk over-underordningsforhold til hinanden og tjener forskellige funktioner, og indgår på den anden side i et eller flere konstante spændingsforhold. Således har totaliteten af disse forhold og ikke mindst spændingsforholdene afgørende betydning for socialiseringsformerne og bevidsthedsdannelsen i almindelighed og bevidstheden om klassernes indbyrdes forhold og modsætninger i særdeleshed - hvorfor de politisk - teoretisk må undersøges og formuleres konkret.
Hermed antages også, at klassebevidstheden hverken ensidigt eller umiddelbart kan udledes af klasseforholdene eller af samfundets stratifikation, men først og fremmest af de konkrete interessemodsætninger og organiserede fællesskaber, der udfolder sig i spændingsfelterne mellem klasserne og samfundets samlede stratifikationsstruktur, som både udfolder sig indenfor klasserne og på tværs af disse - og bliver til politik, politiske bevægelser og politisk formulerede klassealliancer mv.
Men det er eksempelvis afgørende at holde sig for øje, at det er kapitalens evindelige værdiøgning og ekspansionsproces og de deraf afledte klassekonflikter, der f.eks. har skabt grundlaget for velfærdsstatens professionelle middelklasse. Det er behovet for perfektioneringen af markedssamfundet, kapitalens omslagshastighed og hele cirkulationssfæren, der har skabt grundlaget for det udvidede statssystem og en meget stor del af serviceerhvervene. Ligeså vel er det den fornyede kapitalistiske globalisering, der på et højere transnationalt niveau nu sætter velfærdsstaten under pres, fordi de nationale strukturer og institutionelle reguleringsordninger er kommet i modsætning til værdiøgningstvangen på verdensmarkedet.
Denne udvikling sætter ikke alene dele af arbejderklassen under pres og fordrer en global nyorientering. Den skubber også til de interne spændinger i middelklassen indenfor statssystemet. Den sætter hele regioner og lokaliteter under pres bl.a. på grund af outsourcing, flytning af produktion, ødelæggelse af lokalsamfund mv. Med andre ord kommer eksempelvis kapitalens tidssystem i modsætning til den aktuelle samfundsformations rumslige begrænsninger, og udløser herved sociale konflikter, der ofte involverer forskellige samfundsgrupper, som hverken er placeret direkte i produktionen eller kan siges at høre til arbejderklassen eller de nedre stratificeringslag.
Globaliseringen ændrer også styrkeforholdene indenfor kapitalistklassen. Men det afgørende er, at en sådan udvikling, hvor en bestemt form for kapitalistisk produktion (f.eks. "nationalkapitalistisk") og organiseringen heraf overskrides, efterfølges af opbrud i samfundets samlede stratifikationsstruktur, bevidsthedsdannelse og politiske struktur. Det er også i sådanne perioder, hvor den givne empiriske samfundsstruktur er under radikal ændring, at fortolkningssystemer, diskurser, verdensanskuelser og anerkendte erkendelsesteoretiske metoder og udgangspunkter sættes under pres og udfordres. Som f.eks. her under krisen, hvor der både opstår voldsomme spændinger indenfor den samlede kapitalistklasse, mellem finanskapitalen og brede dele af industri- og handelskapitalen hvad angår metoder til at løse krisen (eks. bankpakker versus vækstpakker), og direkte modsætninger mellem disse grupper og de dele af arbejderklassen og middelklassen, der for at sikre deres egne interesser og social stabilitet må søge politiske løsninger og nye forklaringsmodeller, som i deres faktiske indhold og logik dels udfordrer kapitalens dominans og dels de nationalstatslige grænser for politikforståelse og organisering - hermed er der imidlertid intet sagt om disse forklaringsmodellers indhold. Kun om deres tendens!
Men alene det forhold, at arbejderklassen internationalt er vokset enormt under den forgangne tyve års accelererede globaliseringsperiode, og at krisen nu først og fremmest rammer brede dele af denne arbejderklasse, er med til endnu engang at revitalisere hele klassediskussionen. Og ikke mindst det verdensmarkedsperspektiv, som Marx altid integrerede i sit klassebegreb, idet han foregreb verdensmarkedets nutidige stærkt integrerede og vertikale produktionsstruktur, som binder de nationale arbejderklasser sammen. Her overfor står store dele af middelklassen langt mere indvævet i nationalstatslige strukturer og bundet af nationalstatslig politik. Et nyt spændingsforhold, der vil blive afgørende for dels kommende politiske bevægelser men også for udviklingen af nye alliancer - uden det af den grund er givet, at arbejderklassen og dele af middelklassen kan finde sammen om meget andet end at reagere mod krisens virkninger. I det spændingsfelt spiller klassernes erfaringer og fremherskende fortolkningsmodeller og teorier en ganske central rolle for udfaldet af de konkrete politiske kampe og dannelsen af alliancer.
Kort sagt forsøger de ledende grupper både indenfor den samlede klassestruktur og herfra udgående magtstruktur og indenfor de klasseinterne magtstrukturer og lag at sikre status quo langs anerkendte og velprøvede teorier og kampformer. Og i og med at både livsformer og klassestrukturernes fremtrædelsesformer er i en proces af radikale forandringer bl.a. gennem restratificeringer af samfundet, fremstår det også som rimeligt at antage, at de "gamle" klasser og disses bestemmende modsætninger er under tilsvarende radikal forandring. Faktisk så radikalt, at de tilsvarende kategorier (eks. velfærdsstat) fremstår som anakronismer, der ikke længere kan tjene som grundlæggende metode til at begribe den samlede samfundsstruktur i voldsom forandring.
Selvfølgelig har borgerskabet, den øverste del af middelklassen, og flere af de samfundsgrupper hvis hele tilværelse er bundet til statssystemet en specifik social og politisk interesse i at fastholde fremstillingen af samfundet som et samfund uden klasser, klassemodsætninger og klassekampe, der afgørende kan true samfundsstabiliteten. Det er de samme grupper, der nu under krisen udfolder en mægtig energi for at finde acceptable alternativer til liberalismens verdensanskuelse. De leder efter nye reguleringsordninger og fortolkningsmodeller for at komme de sidste tyve års eksesser til livs og moderere de heraf afledte sociale spændinger og modsætninger. Men de samme samfundsgrupper, politiske og sociale bevægelser og institutioner, der nu formulerer en radikal kritik af "grådighedens årtier", forsøger samtidig at fastholde fokus på det værende - om end i ændret form.
I hele deres analytiske virksomhed bagatelliserer de konsekvent de relationer og spændinger i samfundet, der i deres egen logik indenfor en verdensorden i opbrud tenderer mod dannelse af nye grænseoverskridende klassealliancer, bevægelser og partier, som forsøger at artikulere krav til en ny verdens- og samfundsorden, der som konsekvens må indeholde en mere grundlæggende kritik af kapitalismen og forestillinger om et historisk alternativ.
Men ligeså ufrugtbart, det har vist sig at være, at ville skabe klarifikation over samfundsstrukturen og dens dynamiske processer ved alene og uden formidlende instanser at basere klassifikationen på en meget abstrakt ordningsmetode, som en klasseanalyse er, ligeså kortsigtet og farligt er det at overgive sig til en aktuelt påtrængende empiri og herud fra konstruere sociale grupperinger og bevægelser som andet og mere end historiske øjebliksbilleder.
Førstnævnte fremgangsmåde ser bort fra, at en samfundsanalyse altid skal være konkret, fordi grundformerne og deres indbyggede logik altid fremtræder konkret og kun kan verificeres gennem det konkrete. Sidstnævnte analysemodel ser både bort fra relationernes og kategoriernes historiske specifitet og indre forbundethed, hvorved forestillinger om det modsatte reelt bliver abstrakt, ahistorisk - men først og fremmest vilkårlig.
Klasseanalysen som kardanaksel i samfundsanalysen bør for det første gå ud fra, at grundstrukturer i et samfund er opbygget af regelbundne processer og for det andet, at de strukturelle relationer både har en horisontal og en vertikal dimension, hvor den horisontale godt nok virker bestemmende ind på den vertikale, men hvor det er totaliteten af spændingsfelterne mellem dimensionerne og de gensidigt virkende relationer mellem dimensioner, der formidler og skærper de grundlæggende modsætninger i det kapitalistiske samfunds klasserelationer. Og selvklart også de mulige transformations- og bevidsthedsformer.
Hovedreferencer
1. Erik Olin Wright et al.: The debate on classes.
2. Karl Marx: Kapitalen bind 3.
3. Karl Marx: Kritikken af den politiske økonomi.
4. Karl Marx: Louis Bonapartes attende brumaire.
5. Henri Lefebvre: Marx' sociologi.
6. Henri Lefebvre: Critique of everyday life I,II,III.
7. Erik Jørgen Hansen: Den maskerede klassekamp.
8. Tony Smith: Dialectical Social theory and its critics.
9. Karel Kosik: The crises of modernity.
10. Joachim Israel: The language of dialectics and the dialectics of language.
11. Alfredo Saad Filoh: Re-reading both Hegel and Marx: The "new dialectics" and the method of capital (artikel).
12. Norbert Elias: What is sociology?.
13. Norbert Elias: The Germans.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Maj 2009, nr. 2
http://solidaritet.dk/