Solidaritet. Maj 2009, nr. 2 - Indhold
af Lars Ploug
Under regeringsdannelsen i Israel, hvor Likud har forenet sig med Yisrael Beitenu (YB), religiøse småpartier og Labour, er der blandt medielærde flere udlægninger af, hvad det betyder for Israel, palæstinenserne og den såkaldte fredsproces. De fleste er enige om, at især prospektet om den kvasi-fascistoide Avigdor Lieberman fra YB som indslag i regeringen i almindelighed, eller som Udenrigsminister i særdeleshed, repræsenterer et nybrud i Israelsk politik, men der er flere forskellige udlægninger af, hvad nybruddet kommer til at betyde. Spørgsmålet er om nybruddet er så voldsomt, som det tager sig ud.
En udlægning går på, at højreskredet ganske vist er uheldigt, men at nødvendigheden af et godt forhold til de Forenede Staters nye administration vil diktere, at Lieberman og andre styrvoltere modererer sig, og at Labour-indslaget i regeringen vil fremme en sådan moderation. Andre peger på, at en højre-regering eller en koalitionsregering med tyngdepunktet til højre har bedre chancer for at fremme den såkaldte fredsproces end en regering med Labour-dominans.
Tre ting til det: For det første er det, der i hovedsagen er afgørende for den amerikanske udenrigspolitiks bundethed til Israel, ikke den israelske eller amerikanske administrations komposition. Selvom der i den amerikanske offentlighed er tendenser til at stille spørgsmålstegn ved fornuften i den ubetingede støtte til Israel, fx fra forhenværende præsident Jimmy Carter, er det fundament, hvorpå det gode forhold hviler, stadig det samme. Og både præsident Obama og Udenrigsminister Clinton har under deres valgkamp sørget for at putte sig så meget i lommen på Israel-lobbyen, at de næppe kan tænkes at skeje ret meget ud. Heller ikke selvom nøgleposter i den israelske regering er besat af erklærede racister som Lieberman.
Med hensyn til påstanden om, at en højreregering bedre ville kunne lave fred med palæstinenserne end en Arbejderparti-regering, så savner det blik for to forhold i Israelsk politik. Det første er, at der i den israelske vælgerbefolkning er ombejlede segmenter (fx blandt bosættere), hvis kriterier for ”politisk udsalg” til palæstinenserne er meget lave. At Lieberman er Lieberman gør det ikke nemmere for ham at gøre, hvad der må gøres, og love hvad der må loves for at der kan blive noget, der bare ligner en fredsproces.
For det tredje hviler forventningen om at det store arbejderparti-indslag i den ny regering skulle være modererende, på en forestilling om, at labour skulle være særligt fredsproces-orienteret. Det savner belæg. I årene efter underskrivelsen af den såkaldte princip-erklæring i 1993, hvor Rabin og Arbejderpartiet var ved magten, fordobledes antallet af bosættere på Vestbredden i en bevidst bestræbelse på at umuliggøre etableringen af en levedygtig og sammenhængende palæstinensisk stat.
Karakteristisk for de historiske forskelle på højre- og venstrefløjen i den israelske politiks mainstream har været forskellen på midler og retorik. Hvor højrefløjen har excelleret i drakoniske planer om storstilet etnisk udrensning af palæstinenserne og den slags, så har venstrefløjen søgt at spille spillet klogere og langsommere. Den bantustanisering af de palæstinensiske områder, der er blevet virkeliggjort under fredsprocessen, er i hovedsagen venstrezionismen design.
Dertil kommer, at synspunkter som dem, YB står for, slet ikke er så langt ude på det ekstreme overdrev, som medielærde og kommentatorer synes at anse dem for at være. Udrensningspolitikker og -politikere er relativt mainstream i Israel. Således var Rehavam Ze’evi fra det åbentlyst racistiske Moledet parti minister uden portefølje i 1991-1992, og turistminister i regeringen i 2001, til han blev slået ihjel af PFLP. Han blev afløst af Benjamin Elon, også fra Moledet. YBs medlemmer af Knesset tæller også en tidligere israelsk ambassadør i USA, en højtstående politichef, og Lieberman selv har allerede siddet som minister tre gange tidligere: For infrastruktur i 2001-2002, for transport i 2003-2004 og for strategiske affærer i 2006-2008.
Men jo, selvfølgelig er der tale om et nybrud. Den israelske regering har fået Lieberman og YB, der har etnisk udrensning af israelske palæstinensiske statsborgere på programmet, og jo, i en regering med Netanyahu og Lieberman vil vi muligvis få en del drakonisk retorik at høre. Det bliver sikkert ikke til så meget lige med det samme, og de israelske palæstinensere kan om ikke andet glæde sig over, at de fortsat beholder den besyndelige form for andenklasses statsborgerskab, som Israel kan strække sig til at tildele dem.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Maj 2009, nr. 2
http://solidaritet.dk/