SF griber til den lette løsning, når de for tiden snakker om kriminalitet og integration. Men venstrefløjen gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis ikke vi holder fast i venstrefløjens sunde klasseanalyse.Solidaritet. Februar 2009, nr. 1 - Indhold
af Majbrit Berlau, formand for Socialråd-giverne i Kbh/Sjælland
SF griber til den lette løsning, når de for tiden snakker om kriminalitet og integration. Men venstrefløjen gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis ikke vi holder fast i venstrefløjens sunde klasseanalyse.
At vurdere hvorfor DF har fået succes, og vigtigere endnu at give anvisninger på hvordan vi stækker den succes, er ikke en enkel opgave. Og der er mange faktorer, der spiller ind. Jeg vil i dette indlæg koncentrere mig om 2 elementer, hvor jeg mener, at DF har formået delvist at udmanøvrere venstrefløjen - og hvor vi kan blive stærkere.
DF har spillet en stærk rolle i dét, vi i Danmark kalder integrationsdebatten. En debat hvor venstrefløjen har haft svært ved at finde sine ben. En debat der har været styret af værdier frem for saglighed og politisk analyse.
Da partiet startede, var tiden moden til et sådan parti. Langt de fleste af de andre partier var begyndt at afvikle en stor del af Velfærdsdanmark, og globaliseringen var i gang med et tempo, som mange danskere blev utrygge ved, grundet de ændringer det har medført både politisk, men også kulturelt. Den frygt og usikkerhed har Dansk Folkeparti givet stemme til, samtidig har de givet mange borgere mulighed for at udpege en syndebuk, som kan tage skylden for en del af den usikkerhed flere føler. En syndebuk som ikke har andel i hverken liberalisering eller globalisering, men en syndebuk som ser tilstrækkelig anderledes ud, til at vi kan identificere os i modsætningen til dem - og dermed finde tryghed i hvem vi er. Syndebukken er naturligvis indvandreren, danskeren med anden etnisk baggrund og muslimen. De tre kendetegn behøves ikke følges ad, men er man en af delene, så er man en trussel i DF´s optik. Denne i virkeligheden enkle dagsorden, som DF starter op med, er tilrettelagt og gennemført politisk og kommunikativt professionelt og på højt plan.
Grundet DF´s evner til at sætte frygt på dagsordenen, så er det lykkedes at få medlemmer og vælgere fra andre partier til at føle samme frygt og dermed tvinge partierne langt ind på venstrefløjen til at forholde sig til DF´s dagsorden. Man kan sige, de langt hen af vejen har vundet integrationsdebatten. Det har de, fordi debatten ikke handler om integration, men om assimilation. Det er meget centralt, at vi i dag slet ikke mener integration, når vi bruger ordet. Men danskerne, og ikke mindst politikerne, taler om vellykket integration, når de pågældende ikke kun har et arbejde, men også i deres familieliv og sociale liv ligner "os danskere". Det er i dag ikke nok for en 2. generations indvandrer at have et job, stemme ved valg og tale sproget. De skal også fysisk ligne os. Det skaber problemer, hvis de skal bede på arbejdspladsen, vil omskære deres drengebørn, har fuldskæg eller bærer tørklæde.
Socialdemokraterne var de første, der kopiede skrækken for muslimerne, men også SF er hoppet med og er i dag jævnligt ekskluderende i deres omtale af mennesker med anden etnisk baggrund, herunder særligt muslimerne. Det gælder, når de omtaler "fundamentalisterne", der skal skride af helvede til", og også når de unge "indvandrerdrenge" laver ballade. Analysen fra SF bliver hurtigt, at det er et kulturelt forhold, som vi skal tale om. Jeg vil ikke afvise, at det kan være en del af løsningen - men klasseanalysen er helt fraværende i SF´s tilgang til de problemer, der er. Altså den klasseanalyse, der burde fortælle SF, at det er underklassens børn, der laver ballade. Kulturanalyse gør det ikke i sig selv.
Selv i Enhedslisten, som ellers har stået som en stærk modstander af DF, har denne frygt sneget sig ind. Det sås tydeligt under sidste års såkaldte "Asmaa-debat". Det var tydeligt, at for nogen er dét at have en religion, man praktiserer, ikke acceptabelt. Det sås fx ved årsmødevedtagelsen i 2008, hvor årsmødet besluttet sig for, at det ikke er i orden at omskære drengebørn. En praksis som mange religioner ellers afkræver.
Ovennævnte eksempler er givet for at vise, at partierne i dag har rykket sig fra en integrationsdagsorden til at afkræve delvist assimilation. Så at omtale Pia Kjærsgaard og DF, som vinder af denne kamp, er på sin plads. Hvis vi som venstrefløj skal i offensiven på dette område er vi nødt til at ryste posen og prøve at tage en debat, der tager udgangspunkt i, at integration altså betyder, at man møder hinanden med åbent sind og giver plads til den forskellighed – evt. selv bliver inspireret af det nye, man møder.
En anden vigtig forandring, DF har budt på, har været at ændre kommunikationen med befolkningen. Både i form af at bruge medierne og spin langt mere offensivt end set hidtil. Ikke mindst fordi de gør en dyd ud af ikke at være akademiske. I en tid, hvor flere og flere folkevalgte på Christiansborg har en akademisk baggrund, lagde DF vægt på Pia Kjærsgaards baggrund som hjemmehjælper (om end det lå mange år tilbage). Da langt størstedelen af befolkningen i Danmark ikke er akademikere, har det for mange været som om, at de bedre kunne forstå Pia Kjærsgaard. Flere har sagt, at hun "taler i et sprog, man kan forstå". Jeg tror, det er vigtigt at venstrefløjen tager denne indirekte kritik af politikerne alvorligt. Konceptet bag de folkevalgte er jo, at de skal repræsentere befolkningen, og for mange giver det politikerlede at høre politikere på Christiansborg tale i et sprog, man ikke selv er fortrolig med. Det bliver kun værre, når akademikere forsøger at tale på en måde, "som folk forstår". Det ender alt for tit med, at de taler ned. Venstrefløjen har i for mange år haft svært ved at tale til den gruppe i befolkningen, som ellers potentielt kunne have befundet sig på venstrefløjen i stedet for i dag hos DF. Store dele af LO´s medlemmer for eksempel. Det handler i høj grad om kommunikation men også om at adressere de udfordringer, som mange mennesker har i hverdagen. Hvis venstrefløjens ledelse og politikere er akademikere, er det unægtelig svært at forstå og skabe politik for mennesker, man ikke selv er en del af. Vi kan ikke se bort fra, at vi stadig lever i et klassesamfund, og akademikere befinder sig altså i toppen af samfundet - og det er derfor en udfordring, hvis man skal gøre sig klog på at leve i midten eller bunden af samfundet. Vi kan dog se, at SF med god kommunikation har formået meget. Villy Søvndal har taget den del af tale, "som folk forstår" til sig. SF har med sin nuværende størrelse været i stand til at skabe en politik, der taler meget til de offentlige ansatte. Og i den nye store gruppe prioriteres det også, at de med anden baggrund end akademisk træder i karakter.
Men for Enhedslistens vedkommende er det stadigvæk op af bakke. Der tales meget om at få valgt folketingsmedlemmer uden akademisk baggrund, men det er ikke rigtig lykkedes at prioritere sådan.
Venstrefløjen skal altså være bedre til at vælge og inkludere ikke-akademikere i deres organisationer. Det kræver muligvis en ny måde at tænke politik og organisationsudvikling på. Men det er anden artikel.
Alt i alt har DF´s fremgang i de sidste 10 år budt på en række udfordringer. Udfordringer som man ikke bare kan sige, at vi ikke bør tage alvorligt, fordi DF tilhører højrefløjen. Jeg har gjort det klart i det ovenstående, at jeg vurderer, at deres politik langsomt spreder sig selv i vores egne rækker, og at en del af deres vælgere potentielt kunne stemme på venstrefløjen, såfremt vi blev bedre til at fortælle og udvikle vores politik. Jeg vælger dog at tro på, at vi med fælles indsats kan reducere den højredrejning, som vi har set de sidste år. Det kræver, at vi tør kigge kritisk på os selv - og starte derfra.
Solidaritet
Venstresocialistisk tidsskrift for analyse & debat
Februar 2009, nr. 1
http://solidaritet.dk/